Jeg har 18 minutter til at fortælle hvad der skete i løbet af de sidste seks millioner år. Okay. Vi er alle kommet langvejs fra, her i Afrika, og er samledes i denne region i Afrika, hvilket er et sted hvor 90 procent af vores evolutionære proces fandt sted. Og det siger jeg ikke fordi jeg er afrikaner, men fordi man i Afrika finder det tidligste bevis på menneskelige forfædre, oprejst gående spor, selv de første teknologier i form af stenredskaber. Så vi er alle afrikanere, og velkommen hjem. Okay.
I have 18 minutes to tell you what happened over the past six million years. All right. We all have come from a long way, here in Africa, and converged in this region of Africa, which is a place where 90 percent of our evolutionary process took place. And I say that not because I am African, but it's in Africa that you find the earliest evidence for human ancestors, upright walking traces, even the first technologies in the form of stone tools. So we all are Africans, and welcome home. All right.
Jeg er palæoantropolog og mit job er at definere menneskets plads i naturen og udforske hvad der gør os menneskelige. Og i dag, vil jeg bruge Selam, det tidligste barn nogensinde fundet, til at fortælle en historie om os alle. Selam er vores mest komplette skelet af en tre-årig pige der levede og døde for 3.3 millioner år siden. Hun hører til en art kendt som Australopithecus afarensis. Det behøver I ikke at huske. Det er Lucy arten, og blev fundet af mit forskningsteam i December 2000, i et område der hedder Dikika. Det er den nordøstlige del af Etiopien. Og Selam betyder fred på mange Etiopiske sprog. Vi bruger det navn for at fejre fred i regionen og på planeten. Og det faktum at det var en forside historie af alle disse kendte magasiner giver en allerede en ide om hendes vigtighed, tror jeg.
I'm a paleoanthropologist, and my job is to define man's place in nature and explore what makes us human. And today, I will use Selam, the earliest child ever discovered, to tell you a story of all of us. Selam is our most complete skeleton of a three-year-old girl who lived and died 3.3 million years ago. She belongs to the species known as Australopithecus afarensis. You don't need to remember that. That's the Lucy species, and was found by my research team in December of 2000 in an area called Dikika. It's in the northeastern part of Ethiopia. And Selam means peace in many Ethiopian languages. We use that name to celebrate peace in the region and in the planet. And the fact that it was the cover story of all these famous magazines gives you already an idea of her significance, I think.
Efter jeg blev inviteret af TED, gravede jeg lidt, fordi det er det vi gør, for at vide mere om min vært. Man hopper ikke bare ned i en invitation. Og jeg lærte at den første teknologi opstod i form af stenredskaber for 2.6 millioner år siden. Den første underholdning kommer fra beviser af fløjter der er 35.000 år gamle. Og beviser på det første design er 75.000 år gammelt - perler. Og man kan gøre det samme med ens gener, og spore dem tilbage i tiden. Og så, analysen af levende mennesker og chimpanser lærer os i dag at vi spredte os for cirka syv millioner år siden og at disse to arter deler mere end 98 procent af deres genetiske materiale. Jeg mener at vide dette er en meget nyttig sammenhæng hvori vi kan tænke på vores forfædre.
After I was invited by TED, I did some digging, because that's what we do, to know about my host. You don't just jump into an invitation. And I learned that the first technology appeared in the form of stone tools, 2.6 million years ago. First entertainment comes evidence from flutes that are 35,000 years old. And evidence for first design comes 75,000 years old -- beads. And you can do the same with your genes and track them back in time. And DNA analysis of living humans and chimpanzees teaches us today that we diverged sometime around seven million years ago and that these two species share over 98 percent of the same genetic material. I think knowing this is a very useful context within which we can think of our ancestry.
Men, så informerer analysen os kun om begyndelsen og slutningen, og fortæller os ingenting om hvad der skete i mellemtiden. Så, for os, palæoantropologer, er vores job at finde de hårde beviser, de fossile beviser, til at udfylde dette hul og se de forskellige stadier af udviklingen. Fordi det er først når man gør det, at man kan tale om -- (Latter) -- det er først når man gør det, [at] man kan tale om hvordan vi så ud og hvordan vi opførte os på forskellige tidspunkter, og hvordan de udseender og adfærd ændrede sig med tiden. Det giver en adgang til at udforske de biologiske mekanismer og kræfter der er ansvarlige for denne gradvise forandring der gjorde os til dem vi er i dag. Men at finde hårde beviser er en meget kompliceret opgave. Det er en systematisk og videnskabelig tilgang, som tager en til steder der er øde, varme, fjendtlige og tit uden adgang.
However, DNA analysis informs us only about the beginning and the end, telling us nothing about what happened in the middle. So, for us, paleoanthropologists, our job is to find the hard evidence, the fossil evidence, to fill in this gap and see the different stages of development. Because it's only when you do that, that you can talk about -- (Laughter) -- it's only when you do that, [that] you can talk about how we looked like and how we behaved at different times, and how those likes and looks and behaviors changed through time. That then gives you an access to explore the biological mechanisms and forces that are responsible for this gradual change that made us what we are today. But finding the hard evidence is a very complicated endeavor. It's a systematic and scientific approach, which takes you to places that are remote, hot, hostile and often with no access.
Bare for at give jer et eksempel, da jeg tog til Dikika, hvor Selam blev fundet, i '99 -- og det er cirka 500 kilometer fra Addis Ababa, hovedstaden i Etiopien. Det tog os kun syv timer at tilbagelægge de første 470 kilometer af de 500, men tog fire, lange timer om kun at tilbagelægge de sidste 30 kilometer. Men hjælpen af de lokale og ved at bruge skovle og hakker, kom jeg frem. Jeg var den første person til faktisk at køre en bil til stedet. Når man ankommer der, er dette hvad man ser, og det er stedet storhed der får en til at føle sig hjælpeløs og sårbar. Og når man ankommer der, er det større spørgsmål hvor man skal begynde. (Latter) Og man finder ikke noget i år og år.
Just to give you an example, when I went to Dikika, where Selam was found, in '99 -- and it's about 500 kilometers from Addis Ababa, the capital of Ethiopia. It took us only seven hours to do the first 470 kilometers of the 500, but took four, solid hours to do the last only 30 kilometers. With the help of the locals and using just shovels and picks, I made my way. I was the first person to actually drive a car to the spot. When you get there, this is what you see, and it's the vastness of the place which makes you feel helpless and vulnerable. And once you make it there, the big question is where to start. (Laughter) And you find nothing for years and years.
Når jeg tager steder hen som dette, hvilket er palæontologiske steder, er det ligesom at tage til en forlystelsespark, en uddød forlystelsespark. Men det man finder er ikke menneskelige efterladenskaber, såsom Selam og Lucy, på daglig basis. Man finder elefanter, næsehorn, aber, grise, osv. Men man kunne spørge, hvordan kunne disse store pattedyr leve i dette ørken landskab? Det kan de, selvfølgelig, ikke, men jeg siger allerede nu at de landskab og bæreevnen i denne region var drastisk anderledes i forhold til det vi har i dag. En meget vigtig miljømæssig lektion kunne læres af dette. Uanset hvad, da vi kom der, er det en forlystelsespark, som jeg sagde, en forlystelsespark. Og vores forfædre levede i den forlystelsespark, men var kun minoriteterne. De var ikke så succesfulde og så udbredte som de Homo sapiens som vi er.
When I go to places like this, which are paleontological sites, it's like going to a game park, an extinct game park. But what you find are not the human remains, such as Selam and Lucy, on a day-to-day basis. You find elephants, rhinos, monkeys, pigs, etc. But you could ask, how could these large mammals live in this desert environment? Of course, they cannot, but I'm telling you already that the environment and the carrying capacity of this region was drastically different from what we have today. A very important environmental lesson could be learned from this. Anyway, once we made it there, then it's a game park, as I said, an extinct game park. And our ancestors lived in that game park, but were just the minorities. They were not as successful and as widespread as the Homo sapiens that we are.
For bare at give jer et eksempel, en anekdote om deres sjældenhed, Jeg tog hen til dette sted hvert år og lavede feltarbejde der, og assistenterne hjalp, selvfølgelig, med at lave opmålingerne. De ville finde en knogle og fortælle mig, "Her er det du er på udkig efter." Jeg ville sige, "Nej, det er en elefant." Igen, en anden, "Det er en abe." "Det er en gris," osv. Så en af mine assistenter, der aldrig havde gået i skole, sagde til mig," Hør engang, Zeray. Enten ved du ikke hvad du er på udkig efter, eller du leder det forkerte sted," sagde han. (Latter) Og jeg sagde, "Hvorfor?" "Fordi der var elefanter og løver, og menneskerne var bange og tog et andet sted hen. Lad os tage et andet sted hen." Jamen, han var meget træt, og det er virkelig trættende.
To tell you just an example, an anecdote about their rarity, I was going to this place every year and would do fieldwork here, and the assistants, of course, helped me do the surveys. They would find a bone and tell me, "Here is what you're looking for." I would say, "No, that's an elephant." Again, another one, "That's a monkey." "That's a pig," etc. So one of my assistants, who never went to school, said to me, "Listen, Zeray. You either don't know what you're looking for, or you're looking in the wrong place," he said. (Laughter) And I said, "Why?" "Because there were elephants and lions, and the people were scared and went somewhere else. Let's go somewhere else." Well, he was very tired, and it's really tiring.
Det var da, efter så hårdt arbejde og mange frustrerende år at vi fandt Selam, og man ser her ansigtet der er dækket af sandsten. Og her er faktisk rygraden og hele torsoen der er indkapslet i en blok sandsten, fordi hun blev begravet af en flod. Det der er her ser ud til ikke at være noget, men indeholder en utrolig mængde videnskabelig information der hjælper os med at udforske det der gør os menneskelige. Dette er den tidligste og meste komplette mindreårige menneskelige forfader nogensinde fundet i palæoantrologiens historie, et forbløffende stykke i vores lange, lange historie. Der var disse tre mennesker og jeg selv, og jeg tager billederne, det er derfor jeg ikke er der.
It was then, after such hard work and many frustrating years that we found Selam, and you see the face here covered by sandstone. And here is actually the spinal column and the whole torso encased in a sandstone block, because she was buried by a river. What you have here seems to be nothing, but contains an incredible amount of scientific information that helps us explore what makes us human. This is the earliest and most complete juvenile human ancestor ever found in the history of paleoanthropology, an amazing piece of our long, long history. There were these three people and me, and I am taking the pictures, that's why I am not in.
Hvordan ville I have det hvis I var mig? Man ville have noget ekstraordinært i hænderne, men man midt ude i ingenting? Følelsen jeg havde, var en dyb og stille glæde og begejstring, selvfølgelig ledsaget af en stor ansvarsfølelse, for at sikre at vi sørgede for at alt var sikkert.
How would you feel if you were me? You have something extraordinary in your hand, but you are in the middle of nowhere? The feeling I had was a deep and quiet happiness and excitement, of course accompanied by a huge sense of responsibility, of making sure everything is safe.
Her er et nærbillede af fossilet, efter fem års rengøring, klargøring og beskrivelse, hvilket var meget længe, og jeg måtte afdække knoglerne af sandstens blokken jeg viste jer i den foregående slide. Det tog fem år. På en måde, var dette en slags anden fødsels for barnet, efter 3.3 millioner år, men fødslen var meget lang. Og her det almindelige målestoksforhold -- det er en lillebitte knogle. Og i midten er Etiopiens turistminister, der kom og besøgte National Museum of Ethiopia mens jeg arbejdede der. Og man kan se mig være bekymret over at beskytte mit barn, fordi man lader ikke nogen være selv med denne slags barn, selv en minister.
Here is a close-up of the fossil, after five years of cleaning, preparation and description, which was very long, as I had to expose the bones from the sandstone block I just showed you in the previous slide. It took five years. In a way, this was like the second birth for the child, after 3.3 million years, but the labor was very long. And here is full scale -- it's a tiny bone. And in the middle is the minister of Ethiopian tourism, who came to visit the National Museum of Ethiopia while I was working there. And you see me worried and trying to protect my child, because you don't leave anyone with this kind of child, even a minister.
Så når man først har gjort det, er det næste stadie at vide hvad det er. (Latter) Da det var gjort, da var det muligt at sammenligne. Vi var i stand til at se at hun tilhørte det menneskelige familie træ, fordi benene, foden, og nogle kendetegn tydeligt viste at hun gik oprejst, og at gå oprejst er et kendetegn for menneskeheden. Men derudover, hvis man sammenligner kraniet med en chimpanse af samme alder, og lille George Bush her, kan man se at man har en vertikal pande. Og man ser det hos mennesker, på grund af udviklingen i den præ-frontale cortex, som den hedder. Man ser det ikke hos chimpanser, og man ser ikke disse meget fremadstående hjørnetænder. Så hun hører til vores familie træ, men indenfor det, selvfølgelig, laver man detaljerede analyser, og vi ved at hun tilhører til Lucy arten, kendt som Australopithecus afarensis.
So then, once you've done that, the next stage is to know what it is. (Laughter) Once that was done, then it was possible to compare. We were able to tell that she belonged to the human family tree because the legs, the foot, and some features clearly showed that she walked upright, and upright walking is a hallmark in humanity. But in addition, if you compare the skull with a comparably aged chimpanzee and little George Bush here, you see that you have vertical forehead. And you see that in humans, because of the development of the pre-frontal cortex, it's called. You don't see that in chimpanzees, and you don't see this very projecting canine. So she belongs to our family tree, but within that, of course, you do detailed analysis, and we know now that she belongs to the Lucy species, known as Australopithecus afarensis.
Det næste spændende spørgsmål er, pige eller dreng? Og hvor gammel var hun da hun døde? Man kan bestemme individets køn baseret på tændernes størrelse. Hvordan? I ved, hos primater, er der dette fænomen der hedder seksuel dimorfisme, der simpelt sagt betyder at mænd er større end kvinder og mænd har større tænder end kvinder. Men for at gøre det, har man brug for et permanent tandsystem, hvilket man ikke ser her, fordi det man har her er baby tænder. Men ved at bruge CT skanning teknologi, hvilket normalt bruges til medicinske formål, kan man gå dybt ind i munden og komme op med dette flotte billede der viser både baby tænderne her og de stadigt voksende voksen tænder her. Så når man måler disse tænder, var det klart at hun begyndte at være en pige med meget små hjørnetænder. Og for at vide hvor gammel hun var da hun døde, det man gør er at man laver en informeret vurdering, og man siger, hvor meget tid ville det kræve at danne denne mængde tænder, og svaret var tre. Så, denne pige døde da hun var cirka tre, for 3.3 millioner år siden.
The next exciting question is, girl or boy? And how old was she when she died? You can determine the sex of the individual based on the size of the teeth. How? You know, in primates, there is this phenomenon called sexual dimorphism, which simply means males are larger than females and males have larger teeth than the females. But to do that, you need the permanent dentition, which you don't see here, because what you have here are the baby teeth. But using the CT scanning technology, which is normally used for medical purposes, you can go deep into the mouth and come up with this beautiful image showing you both the baby teeth here and the still-growing adult teeth here. So when you measure those teeth, it was clear that she turned out to be a girl with very small canine teeth. And to know how old she was when she died, what you do is you do an informed estimate, and you say, how much time would be required to form this amount of teeth, and the answer was three. So, this girl died when she was about three, 3.3 million years ago.
Så, med al den information, er det store spørgsmål -- hvad gør vi faktisk -- hvad fortæller hun os? For at svare på dette spørgsmål, kan vi stille et andet spørgsmål. Hvad ved vi faktisk om vores forfædre? Vi vil vide hvordan de så ud, hvordan de opførte sig, hvordan de gik rundt, og hvordan de levede og voksede op. Og iblandt de svar man kan få af dette skelet er der: først, dette skelet dokumenterer, for første gang, hvordan spædbørn så ud for mere end tre millioner år siden.
So, with all that information, the big question is -- what do we actually -- what does she tell us? To answer this question, we can phrase another question. What do we actually know about our ancestors? We want to know how they looked like, how they behaved, how they walked around, and how they lived and grew up. And among the answers that you can get from this skeleton are included: first, this skeleton documents, for the first time, how infants looked over three million years ago.
Og for det andet, fortæller hun os at hun gik oprejst, men havde en tilpasning til at klatre i træer. Og mere interessant, i midlertidigt, er at hjernen i dette barn stadig voksede. Hvis man i en alder af tre år har en stadigt voksende hjerne, er det menneskelig adfærd. Hos chimpanser, er hjernen 90 procent formet i treårs alderen. Det er derfor de kan klare sig i deres miljø meget nemt efter fødslen -- hurtigere end os, i hvert fald. Men hos mennesker, fortsætter vi med at udvikle vores hjerne. Det er derfor vi har brug for pleje af vores forældre. Men den pleje betyder også at man lærer. Man brugere mere tid med sine forældre. Og det er meget karakteristisk ved mennesker, og kaldes barndommen, hvilket er denne forlængede afhængighed menneskelige børn har af deres familie eller forældre. Så, den stadigt voksende hjerne i dette individ fortæller os at barndommen, der kræver en utrolig social organisation, en meget kompleks social organisation, opstod for mere end tre millioner år siden.
And second, she tells us that she walked upright, but had some adaptation for tree climbing. And more interesting, however, is the brain in this child was still growing. At age three, if you have a still-growing brain, it's a human behavior. In chimps, by age three, the brain is formed over 90 percent. That's why they can cope with their environment very easily after birth -- faster than us, anyway. But in humans, we continue to grow our brains. That's why we need care from our parents. But that care means also you learn. You spend more time with your parents. And that's very characteristic of humans and it's called childhood, which is this extended dependence of human children on their family or parents. So, the still-growing brain in this individual tells us that childhood, which requires an incredible social organization, a very complex social organization, emerged over three million years ago.
Så, ved at være på tærsklen af vores evolutionære historie, samler Selam os alle og giver os en unik forklaring på hvad der gør os menneskelige. Men ikke alt var menneskeligt, og jeg vil give jer et meget spændende eksempel. Dette er kaldet tungebenet. Det er en knogle der sidder lige her. Det understøtter tungen bagfra. Det er, på en måde, ens strubehoved. Det er bestemmende for den type stemme man producerer. Det var ikke kendt i de fossile spor, og vi har det i dette skelet. Da vi lavede analysen af denne knogle, var det tydeligt at det så meget chimpanseagtigt ud. Så hvis man var her for 3.3 millioner år siden, til at høre da denne pige skreg på sin mor, ville hun have lydt mere som en chimpanse end et menneske. Måske under I jer over, "Så, man ser disse abe kendetegn, menneskelige kendetegn, abekendetegn. Hvad fortæller det os?" I ved, det er meget spændende for os, fordi det demonstrerer at tingene ændrede sig langsomt og trinvist, og at det er evolution undervejs.
So, by being at the cusp of our evolutionary history, Selam unites us all and gives us a unique account on what makes us human. But not everything was human, and I will give you a very exciting example. This is called the hyoid bone. It's a bone which is right here. It supports your tongue from behind. It's, in a way, your voice box. It determines the type of voice you produce. It was not known in the fossil record, and we have it in this skeleton. When we did the analysis of this bone, it was clear that it looked very chimp-like, chimpanzee-like. So if you were there 3.3 million years ago, to hear when this girl was crying out for her mother, she would have sounded more like a chimpanzee than a human. Maybe you're wondering, "So, you see this ape feature, human feature, ape feature. What does that tell us?" You know, that is very exciting for us, because it demonstrates that things were changing slowly and progressively, and that evolution is in the making.
For at opsummere betydningen af dette fossil, kan vi sige det følgende. Indtil nu, er den viden vi har haft om vores forfædre hovedsageligt kommet fra voksne individer fordi fossilerne, babyfossilerne, manglede. De bevares ikke lige så godt, som I ved. Så den viden vi havde om vores forfædre, om hvordan de så ud, hvordan de opførte sig, var mere påvirket i retning mod de voksne. Forestil jer nogen der kommer fra Mars og hans arbejde er at rapportere den type mennesker der bebor vores planet Jorden, og man gemmer alle babyerne, børnene, og han tager tilbage og rapporterer det. Kan I forestille hvor meget skævhed der ville være i hans rapport? Det er cirka det vi har gjort indtil videre i fraværet af fossile børn, så jeg tror dette nye fossil løser det problem.
To summarize the significance of this fossil, we can say the following. Up to now, the knowledge that we had about our ancestors came essentially from adult individuals because the fossils, the baby fossils, were missing. They don't preserve well, as you know. So the knowledge that we had about our ancestors, on how they looked like, how they behaved, was kind of biased toward adults. Imagine somebody coming from Mars and his job is to report on the type of people occupying our planet Earth, and you hide all the babies, the children, and he goes back and reports. Can you imagine how much biased his report would be? That's what somehow we were doing so far in the absence of the fossil children, so I think the new fossil fixes this problem.
Så, jeg tror dette er det vigtigste spørgsmål i sidste ende, det vi faktisk lærer af eksemplarer som dette og af vores fortid generelt? Selvfølgelig, ud over at udføre denne kæmpe mængde videnskabelig information om hvad der gør os menneskelige, I ved, de mange menneskelige forfædre der har eksisteret i løbet af de sidste seks millioner år -- og der er mere end 10 -- de havde ikke den viden, teknologi og var ikke så sofistikerede som os, Homo sapiens, har i dag. Men hvis denne art, gamle art, ville rejse i tiden og se os i dag, ville de i høj grad være stolte af deres arv, fordi de blev forfædrene til den mest succesrige art i universet. Og de var nok ikke klar over denne fremtidige arv, men de gjorde det godt. Nu er spørgsmålet, Homo sapiens er i dag i en position hvor vi kan afgøre vores planets fremtid, måske mere. Så spørgsmålet er, Og kan vi virkelig gøre det bedre end disse primitive, småhjernede forfædre?
So, I think the most important question at the end is, what do we actually learn from specimens like this and from our past in general? Of course, in addition to extracting this huge amount of scientific information as to what makes us human, you know, the many human ancestors that have existed over the past six million years -- and there are more than 10 -- they did not have the knowledge, the technology and sophistications that we, Homo sapiens, have today. But if this species, ancient species, would travel in time and see us today, they would very much be very proud of their legacy, because they became the ancestors of the most successful species in the universe. And they were probably not aware of this future legacy, but they did great. Now the question is, we Homo sapiens today are in a position to decide about the future of our planet, possibly more. So the question is, are we up to the challenge? And can we really do better than these primitive, small-brained ancestors?
Blandt de mest presserende udfordringer som vores art står overfor i dag, er de kroniske problemer i Afrika. Det er unødvendigt at liste dem her, og der er mere kompetente mennesker der kan tale om dette. Alligevel, fra mit synspunkt, har vi to valg. Et er at forsætte med at se dette fattige, syge, grædende Afrika, der bærer våben, der er afhængige af andre mennesker for altid, eller at promovere et Afrika der har selvtillid, fredfyldt, selvstændigt, men klar over sine store problemer og store værdier på samme tid. Jeg er for den anden mulighed, og jeg er sikker på at mange af jer også er det. Og nøglen er at promovere en positiv afrikansk attitude imod Afrika.
Among the most pressing challenges that our species is faced with today are the chronic problems of Africa. Needless to list them here, and there are more competent people to talk about this. Still, in my opinion, we have two choices. One is to continue to see a poor, ill, crying Africa, carrying guns, that depends on other people forever, or to promote an Africa which is confident, peaceful, independent, but cognizant of its huge problems and great values at the same time. I am for the second option, and I'm sure many of you are. And the key is to promote a positive African attitude towards Africa.
Det er fordi vi afrikanere koncentrerer -- jeg kommer fra Etiopien, for øvrigt -- vi koncentrerer os for meget om hvordan vi bliver set fra et andet sted, eller udefra. Jeg mener det er vigtigt at promovere på en mere positiv måde til at se os selv på. Det er det jeg kalder en positiv afrikansk attitude. Så til slut, vil jeg gerne sige, lad os hjælpe Afrika med at gå oprejst og fremad, så vi alle kan være stolte af vores fremtidige arv som art.
That's because we Africans concentrate -- I am from Ethiopia, by the way -- we concentrate too much on how we are seen from elsewhere, or from outside. I think it's important to promote in a more positive way on how we see ourselves. That's what I call positive African attitude. So finally, I would like to say, so let's help Africa walk upright and forward, then we all can be proud of our future legacy as a species.
Tak.
Thank you.
(Bifald)
(Applause)