Jeg vil gerne tale om hvad man kan lære ved at udforske genomerne hos nulevende og uddøde folk. Men før jeg gør det, så vil jeg kort genopfriske det I allerede ved: vores genomer, vores genetiske materiale, er lagret i næsten alle celler i vores krop i kromosomerne i form af DNA, som er den berømte dobbelt-spiral molekyle. Og den genetiske information indeholdes i en sekvens af fire baser, forkortet med bogstaverne A, T, C og G. Og informationen er der dobbelt -- én i hver streng -- hvilket er vigtigt, for når nye celler dannes, skilles disse strenge, nye strenge dannes med de gamle som skabelon i en næsten perfekt proces.
What I want to talk to you about is what we can learn from studying the genomes of living people and extinct humans. But before doing that, I just briefly want to remind you about what you already know: that our genomes, our genetic material, are stored in almost all cells in our bodies in chromosomes in the form of DNA, which is this famous double-helical molecule. And the genetic information is contained in the form of a sequence of four bases abbreviated with the letters A, T, C and G. And the information is there twice -- one on each strand -- which is important, because when new cells are formed, these strands come apart, new strands are synthesized with the old ones as templates in an almost perfect process.
Men intet i naturen er selvfølgelig totalt perfekt, Sommetider laves en fejl hvor et forkert bogstav indsættes. Og vi ser resultatet af sådanne mutationer når vi sammenligner DNA sekvenser hos os, her i dette rum, for eksempel. Hvis vi sammenligner mit genom med jeres, vil der være en forskel for hver 1200 - 1300 bogstaver mellem os. Og disse mutationer ophober sig omtrentligt proportionalt med tiden. Så hvis tilføjer en chimpanse her, vil vi se flere forskelle. Omtrentligt eet bogstav ud af 100 vil være anderledes.
But nothing, of course, in nature is totally perfect, so sometimes an error is made and a wrong letter is built in. And we can then see the result of such mutations when we compare DNA sequences among us here in the room, for example. If we compare my genome to the genome of you, approximately every 1,200, 1,300 letters will differ between us. And these mutations accumulate approximately as a function of time. So if we add in a chimpanzee here, we will see more differences. Approximately one letter in a hundred will differ from a chimpanzee.
Og hvis man er interesseret i historien for et stykke DNA, eller hele genomet, så kan man rekonstruere DNA'ens historie med de forskelle man ser. Og generelt viser vi vore ideer om denne historie i form af et træ som dette her. I dette tilfælde er det meget simpelt. De to humane DNA sekvenser går tilbage til en fælles forfar for nylig. Længere tilbage er der een som deles med chimpanser. Og da disse mutationer sker omtrentligt proportionalt med tiden, kan man omforme disse forskelle til et overslag over tiden, hvor de to mennesker, typisk vil dele en fælles forfader for et halv million år siden, og for chimpanserne vil det være omtrentligt for fem millioner år siden.
And if you're then interested in the history of a piece of DNA, or the whole genome, you can reconstruct the history of the DNA with those differences you observe. And generally we depict our ideas about this history in the form of trees like this. In this case, it's very simple. The two human DNA sequences go back to a common ancestor quite recently. Farther back is there one shared with chimpanzees. And because these mutations happen approximately as a function of time, you can transform these differences to estimates of time, where the two humans, typically, will share a common ancestor about half a million years ago, and with the chimpanzees, it will be in the order of five million years ago.
I de sidste år er der fremkommet teknologier, som tillader een at se mange, mange stykker DNA meget hurtigt. Så nu kan vi på i løbet af timer fastslå et komplet human genom. Hver af os, har selvfølgelig to genomer - een fra vores mor og een fra vores far. Og de er omkring 3 milliarder bogstaver lange. Og vi vil se, at begge min genomer, eller mit ene genom og jeres vil have omkring 3 millioner forskelle. Og man kan nu også begynde at spørge: "Hvordan er disse genetiske forskelle fordelt hen over verden ?" Hvis man gør det, vil man finde en vis genetisk variation i Afrika. Og hvis man ser udenfor Afrika, så finder man faktisk en mindre genetisk variation. Det er selvfølgelig overraskende, for omtrentlig 6 til 8 gange færre mennesker lever i Afrika end udenfor Afrika. Alligevel har menneskerne i Afrika større genetisk variation.
So what has now happened in the last few years is that there are account technologies around that allow you to see many, many pieces of DNA very quickly. So we can now, in a matter of hours, determine a whole human genome. Each of us, of course, contains two human genomes -- one from our mothers and one from our fathers. And they are around three billion such letters long. And we will find that the two genomes in me, or one genome of mine we want to use, will have about three million differences in the order of that. And what you can then also begin to do is to say, "How are these genetic differences distributed across the world?" And if you do that, you find a certain amount of genetic variation in Africa. And if you look outside Africa, you actually find less genetic variation. This is surprising, of course, because in the order of six to eight times fewer people live in Africa than outside Africa. Yet the people inside Africa have more genetic variation.
Ydermere har alle de genetiske variationer, som vi ser udenfor Afrika, tættere relaterede DNA sekvenser, end det man finder i Afrika. Men hvis man kigger på Afrika, så er der en genetisk variations-komponent som ikke har nogen nære slægtninge udenfor Afrika. En forklaring kunne være at en del af den afrikanske variation, men ikke det hele, udvandrede og koloniserede resten af verden. og sammen med dateringsmetoderne, har disse genetiske forskelle ført til den indsigt at de moderne mennesker som stort set er ens, fremkom i Afrika for relativt kort tid siden, mellem 100 og 200.000 år siden. Senere, for mellem 10.000 og 50.000 år siden udvandrede fra Afrika for at kolonisere resten af verden.
Moreover, almost all these genetic variants we see outside Africa have closely related DNA sequences that you find inside Africa. But if you look in Africa, there is a component of the genetic variation that has no close relatives outside. So a model to explain this is that a part of the African variation, but not all of it, [has] gone out and colonized the rest of the world. And together with the methods to date these genetic differences, this has led to the insight that modern humans -- humans that are essentially indistinguishable from you and me -- evolved in Africa, quite recently, between 100 and 200,000 years ago. And later, between 100 and 50,000 years ago or so, went out of Africa to colonize the rest of the world.
Jeg siger ofte at set fra et genem-perspektiv, er vi alle afrikanere. Vi enten lever i Afrika i dag, eller udvandrede for nyligt. En anden konsekvens af denne sene oprindelse til det moderne menneske er, at de genetiske varianter er jævnt fordelt over verden i mange steder, og de varierer gradvist, i det mindste set fra et fugleperspektiv. Og da der er mange genetiske varianter og da de har forskellige gradienter, betyder det, at hvis vi bestemmer en DNA-sekvens -- et genom fra eet individ -- så kan vi ret præcist fastslå hvor denne person kommer fra, forudsat at hans forældre eller bedsteforældre ikke har flyttet for meget rundt.
So what I often like to say is that, from a genomic perspective, we are all Africans. We either live inside Africa today, or in quite recent exile. Another consequence of this recent origin of modern humans is that genetic variants are generally distributed widely in the world, in many places, and they tend to vary as gradients, from a bird's-eye perspective at least. And since there are many genetic variants, and they have different such gradients, this means that if we determine a DNA sequence -- a genome from one individual -- we can quite accurately estimate where that person comes from, provided that its parents or grandparents haven't moved around too much.
Men det betyder ikke, som mange ofte tror, at der er store genetiske forskelle imellem grupper af mennesker -- på forskellige kontinenter, for eksempel ? Vi kan også begynde at stille sådanne spørgsmål. Der kører, for eksempel, et projekt, hvor man vil sekvensere et tusind individer - deres genomer - fra forskellige dele af verden. De har sekvenseret 185 afrikanere fra to populationer i Afrika. Og omtrent ligeså mange mennesker i Europa og i Kina. Og vi kan begynde at sige hvor stor en variation der er hvor mange forskellige bogstaver der er i det mindste i en af disse individuelle sekvenser. Det er mange: 38 millioner forskellige positioner.
But does this then mean, as many people tend to think, that there are huge genetic differences between groups of people -- on different continents, for example? Well we can begin to ask those questions also. There is, for example, a project that's underway to sequence a thousand individuals -- their genomes -- from different parts of the world. They've sequenced 185 Africans from two populations in Africa. [They've] sequenced approximately equally [as] many people in Europe and in China. And we can begin to say how much variance do we find, how many letters that vary in at least one of those individual sequences. And it's a lot: 38 million variable positions.
Men vi kan så spørge: Er der nogen absolut forskel mellem afrikanere og ikke-afrikanere ? Måske den største forskel som de fleste af os forestiller os. Og med absolut forskel -- og jeg mener en forskel hvor folk i Afrika - på en vis position i DNA'et - hvor alle individer - 100 procent - har eet bogstav, og alle udenfor Afrika har et andet bogstav. Svaret på det er, at blandt disse millioner af forskelle, er der ikke een eneste sådan position. Det er måske overraskende. Måske er et enkelt individ misklassificeret. Så vi løsner kriteriet en smule og siger: Hvor mange positioner finder vi, hvor 95 procent af menneskerne i Afrika har een variant, 95 procent har en anden variant. Og svaret er 12.
But we can then ask: Are there any absolute differences between Africans and non-Africans? Perhaps the biggest difference most of us would imagine existed. And with absolute difference -- and I mean a difference where people inside Africa at a certain position, where all individuals -- 100 percent -- have one letter, and everybody outside Africa has another letter. And the answer to that, among those millions of differences, is that there is not a single such position. This may be surprising. Maybe a single individual is misclassified or so. So we can relax the criterion a bit and say: How many positions do we find where 95 percent of people in Africa have one variant, 95 percent another variant, and the number of that is 12.
Dette er meget overraskende. Det betyder, at når vi ser en person fra Afrika og en person fra Europa eller Asien, så kan vi ikke ud fra en enkelt position i genomet, med 100% sikkerhed forudsige, hvad det vil være. Og for kun 12 positioners vedkommende, kan vi håbe på at have 95% ret. Det er måske overraskende, men vi kan se på disse mennesker og ret let sige hvor de eller deres forfædre kom fra. Det betyder at de træk vi så ser på og så nemt ser -- ansigtstræk, hudfarve, hårstruktur -- ikke er bestemt af enkelte gener med de store virkninger, men er bestemt af mange forskellige genetiske variationer, som simpelthen varierer i hyppighed i de forskellige dele af verden.
So this is very surprising. It means that when we look at people and see a person from Africa and a person from Europe or Asia, we cannot, for a single position in the genome with 100 percent accuracy, predict what the person would carry. And only for 12 positions can we hope to be 95 percent right. This may be surprising, because we can, of course, look at these people and quite easily say where they or their ancestors came from. So what this means now is that those traits we then look at and so readily see -- facial features, skin color, hair structure -- are not determined by single genes with big effects, but are determined by many different genetic variants that seem to vary in frequency between different parts of the world.
Der er en anden ting med disse træk, som vi så nemt ser hos hinanden, som jeg mener er værd at tænke over, og det er, at i bogstaveligste forstand, er de bare på vore kroppes overflade. De er, som jeg lige sagde -- ansigtstræk, hårstruktur, hudfarve. Der er også et antal træk som varierer mellem kontinenterne som med vor fødes stofskifte at gøre, eller at vi har at gøre med hvordan vores immunsystem omgås mikrober, som forsøger at invadere kroppen. Men så er der alle de dele af vores krop, hvor vi meget direkte interagerer med omgivelserne, i direkte konfrontation, om du vil. Det er let at forstille sig, hvor udpræget disse dele af vores krop hurtigt blev påvirket ved udvælgelsen fra omgivelsen og ændret gen-hyppigheder, som er involveret i dem Men når vi ser på andre dele af kroppen hvor vi ikke direkte interagerer med omgivelserne - vore nyrer, vore levere, vore hjerter - så er det ikke muligt at sige, ved blot at kigge på disse organer, hvorfra i verden de kom.
There is another thing with those traits that we so easily observe in each other that I think is worthwhile to consider, and that is that, in a very literal sense, they're really on the surface of our bodies. They are what we just said -- facial features, hair structure, skin color. There are also a number of features that vary between continents like that that have to do with how we metabolize food that we ingest, or that have to do with how our immune systems deal with microbes that try to invade our bodies. But so those are all parts of our bodies where we very directly interact with our environment, in a direct confrontation, if you like. It's easy to imagine how particularly those parts of our bodies were quickly influenced by selection from the environment and shifted frequencies of genes that are involved in them. But if we look on other parts of our bodies where we don't directly interact with the environment -- our kidneys, our livers, our hearts -- there is no way to say, by just looking at these organs, where in the world they would come from.
Der er noget andet interessant, som udspringer fra denne erkendelse, at mennesker har en ret sen fælles oprindelse i Afrika, og det er, at da disse mennesker opstod for omkring 100.000 år siden, var de ikke alene på planeten. Der var også andre former for mennesker, mest berømt er måske Neanderthalerne -- disse robuste former for mennesker, sammenlignet med dem til venstre her, med et moderne menneskeskelet til højre -- som fandtes i Vestasien og Europa i over adskillige hundredetusinder af år. Så et interessant spørgsmål er, hvad skete der, da vi mødtes? Hvad skete der med Neanderthalerne ?
So there's another interesting thing that comes from this realization that humans have a recent common origin in Africa, and that is that when those humans emerged around 100,000 years ago or so, they were not alone on the planet. There were other forms of humans around, most famously perhaps, Neanderthals -- these robust forms of humans, compared to the left here with a modern human skeleton on the right -- that existed in Western Asia and Europe since several hundreds of thousands of years. So an interesting question is, what happened when we met? What happened to the Neanderthals?
For at svare på sådanne spørgsmål, har min researchgruppe -- i over 25 år nu -- arbejdet på metoder til ekstraktion af DNA fra knoglerester fra Neanderthalerne og uddøde dyr som er titusinder år gamle. Det involverer en mængde tekniske udfordringer til hvordan man ekstraherer DNA, og hvordan man omdanner det til en form, som kan sekvenseres. Man er nødt til at arbejde meget omhyggeligt for at undgå forurening af eksperimenterne med DNA fra een selv. Og det, i forbindelse med disse metoder, som tillader mange DNA-molekyler at blive sekvenseret meget hurtigt, tillod os sidste år at præsentere den første version af Neanderthalerens genom, så enhver af jer kan nu så på internet se på Neanderthalerens genom, eller i det mindste de 55 procent af det, som vi har været i stand til at rekonstruere så vidt. Og man kan begynde at sammenligne det med genomer fra mennesker, som lever i dag.
And to begin to answer such questions, my research group -- since over 25 years now -- works on methods to extract DNA from remains of Neanderthals and extinct animals that are tens of thousands of years old. So this involves a lot of technical issues in how you extract the DNA, how you convert it to a form you can sequence. You have to work very carefully to avoid contamination of experiments with DNA from yourself. And this then, in conjunction with these methods that allow very many DNA molecules to be sequenced very rapidly, allowed us last year to present the first version of the Neanderthal genome, so that any one of you can now look on the Internet, on the Neanderthal genome, or at least on the 55 percent of it that we've been able to reconstruct so far. And you can begin to compare it to the genomes of people who live today.
Og et spørgsmål som man sikkert stiller, er, hvad skete der, da vi mødtes ? Blandede vi os, eller ikke ? Man svarer på spørgsmålet ved at se på Neanderthalerne, som kom fra Sydeuropa og sammenligne dem med genomer fra mennesker, som lever i dag. Når vi ser på på et par individer begyndende med to afrikanere, to afrikanske genomer, finde steder hvor de er forskellige og i hvert tilfælde spørge: Hvordan ser Neanderthalerens genom ud ? Matcher det, den ene afrikaner eller den anden afrikaner ? Vi kunne forvente, at der ikke er nogen forskel, fordi Neanderthalerne levede aldrig i Afrika. De bør være ens - ikke have nogen grund til - at være tættere på den ene afrikaner end til den anden afrikaner. Og det er skam også tilfældet. Statistisk set, så er der ingen forskel på hvor hyppigt Neanderthaleren matcher den ene afrikaner eller den anden. Men det er anderledes, hvis vi nu ser på et europæisk individ og en afrikansk. Så matcher Neanderthaleren, betydeligt hyppigere europæeren snarere end afrikaneren. Det samme holder, hvis vi ser på et kinesisk individ overfor et afrikansk. Så vil Neanderthaleren matche kineseren hyppigere. Det er måske også overraskende fordi Neanderthalerne levede aldrig i Kina.
And one question that you may then want to ask is, what happened when we met? Did we mix or not? And the way to ask that question is to look at the Neanderthal that comes from Southern Europe and compare it to genomes of people who live today. So we then look to do this with pairs of individuals, starting with two Africans, looking at the two African genomes, finding places where they differ from each other, and in each case ask: What is a Neanderthal like? Does it match one African or the other African? We would expect there to be no difference, because Neanderthals were never in Africa. They should be equal, have no reason to be closer to one African than another African. And that's indeed the case. Statistically speaking, there is no difference in how often the Neanderthal matches one African or the other. But this is different if we now look at the European individual and an African. Then, significantly more often, does a Neanderthal match the European rather than the African. The same is true if we look at a Chinese individual versus an African, the Neanderthal will match the Chinese individual more often. This may also be surprising because the Neanderthals were never in China.
Så den model, vi foreslår for at forklare dette, er at da nutidige mennesker kom fra Afrika for omkring 100.000 år siden, så mødte de Neanderthalerne. Det gjorde de, antageligt, først i Mellemøsten, hvor der levede Neanderthalere. Hvis de blandede sig, så disse moderne mennesker som blev forfædrene til alle udenfor Afrika, bar denne Neanderthal-komponent i deres genom ud til resten af verden. Så mennesker, som lever udenfor Afrika, har omkring to og en halv procent af deres DNA fra Neanderthalerne.
So the model we've proposed to explain this is that when modern humans came out of Africa sometime after 100,000 years ago, they met Neanderthals. Presumably, they did so first in the Middle East, where there were Neanderthals living. If they then mixed with each other there, then those modern humans that became the ancestors of everyone outside Africa carried with them this Neanderthal component in their genome to the rest of the world. So that today, the people living outside Africa have about two and a half percent of their DNA from Neanderthals.
Så nu hvor vi har Neanderthalgenomet som en reference og vi har disse teknologier til at undersøge fortidige knoglerester og ekstrahere DNA'et, kan vi begynde at anvende dem andre steder i verden. Det første sted vi gjorde det, var i Sydsiberien i Altaibjergene, på et sted kaldet Denisova, et hulelandskab i dette bjerg, hvor arkæologerne i 2008 fandt et lille stykke ben -- dette er en kopi af det -- som vi konkluderede kom fra et menneskes yderste lillefinger-led. Det var tilstrækkeligt vedbevaret, så vi kunne fastslå DNA'et fra dette individ, i en endnu større grad, end for Neanderthaleren og begynde på at sammenholde det med Neanderthalgenomet og til mennesker i dag. Vi fandt, at dette individ delte en fælles DNA-oprindelse med Neanderthalerne for omkring 640.000 år siden. Og endnu tidligere - 800.000 år siden - er der en fælles oprindelse med nutidige mennesker.
So having now a Neanderthal genome on hand as a reference point and having the technologies to look at ancient remains and extract the DNA, we can begin to apply them elsewhere in the world. And the first place we've done that is in Southern Siberia in the Altai Mountains at a place called Denisova, a cave site in this mountain here, where archeologists in 2008 found a tiny little piece of bone -- this is a copy of it -- that they realized came from the last phalanx of a little finger of a pinky of a human. And it was well enough preserved so we could determine the DNA from this individual, even to a greater extent than for the Neanderthals actually, and start relating it to the Neanderthal genome and to people today. And we found that this individual shared a common origin for his DNA sequences with Neanderthals around 640,000 years ago. And further back, 800,000 years ago is there a common origin with present day humans.
Så dette individ stammer fra en population, som deler en oprindelse med Neanderthalerne, men langt tilbage, og havde derefter en lang uafhængig historie. Vi kalder denne menneskegruppe som vi da beskrev for første gang, fra dette lillebitte stykke ben, for Denisovans, efter det sted, hvor de først blev beskrevet. Vi kan så stille det samme spørgsmål om Denisovanerne som for Neanderthalerne: Blandede de sig med forfædrene til vore nutidige mennesker ? Hvis vi stiller det spørgsmål og sammenligner Denisovan genomet med mennesker i verden, opdager vi overraskende nok ikke spor af Denisovan DNA'et i noget folk, som lever selv tæt på Sibirien i dag. Men vi finder det i Papua Ny Guinea og på andre øer i Melanesien og Stillehavet. Så det betyder sikkert at disse Denisovaner var vidt udbredt før hen, eftersom vi ikke tror, at forfædrene af Melaneserne nogensinde levede i Sibirien.
So this individual comes from a population that shares an origin with Neanderthals, but far back and then have a long independent history. We call this group of humans, that we then described for the first time from this tiny, tiny little piece of bone, the Denisovans, after this place where they were first described. So we can then ask for Denisovans the same things as for the Neanderthals: Did they mix with ancestors of present day people? If we ask that question, and compare the Denisovan genome to people around the world, we surprisingly find no evidence of Denisovan DNA in any people living even close to Siberia today. But we do find it in Papua New Guinea and in other islands in Melanesia and the Pacific. So this presumably means that these Denisovans had been more widespread in the past, since we don't think that the ancestors of Melanesians were ever in Siberia.
Så ved at studere disse genomer fra uddøde mennesker, begynder vi at danne et billede af hvordan verden så ud, da de moderne mennesker begyndte at bevæge sig ud af Afrika. Til vest, der var Neanderthaler; til øst var der Denisovaner -- og måske andre også andre menneskeformer, som vi ikke har beskrevet endnu. Ve ved ikke helt, hvor grænserne med disse folk lå, men vi ved, at i Sydsiberien, var der både Neanderthaler og Denisovaner, i det mindste på et tidspunkt. Så dukkede de moderne mennesker op i Afrika, kom ud af Afrika, formodentligt i Mellemøsten. De blandede sig med Neanderthaleren, fortsatte med at sprede sig over hele verden, og et eller andet sted i Sydøstasien, mødte de Denisovanerne og blandede sig med dem og fortsatte videre ud i Stillehavs-områder. Og så forsvinder disse tidligere menneskeformer, men de lever stadig en lille smule i nogle af os -- fordi folk uden for Afrika har to og en halv procent DNA fra Neanderthalerne, og folk i Melanesien har yderligere fem procent fra Denisovanerne.
So from studying these genomes of extinct humans, we're beginning to arrive at a picture of what the world looked like when modern humans started coming out of Africa. In the West, there were Neanderthals; in the East, there were Denisovans -- maybe other forms of humans too that we've not yet described. We don't know quite where the borders between these people were, but we know that in Southern Siberia, there were both Neanderthals and Denisovans at least at some time in the past. Then modern humans emerged somewhere in Africa, came out of Africa, presumably in the Middle East. They meet Neanderthals, mix with them, continue to spread over the world, and somewhere in Southeast Asia, they meet Denisovans and mix with them and continue on out into the Pacific. And then these earlier forms of humans disappear, but they live on a little bit today in some of us -- in that people outside of Africa have two and a half percent of their DNA from Neanderthals, and people in Melanesia actually have an additional five percent approximately from the Denisovans.
Betyder så dette, at der alligevel er en absolut forskel mellem folk udenfor Afrika og indenfor, fordi folk udenfor Afrika har denne gamle komponent i deres genom, fra disse uddøde menneskeformer, som afrikanerne ikke har ? Jeg tror ikke det er tilfældet. Formodentlig dukkede det moderne menneske op et sted i Afrika. De spredte sig selvfølgelig også over Afrika, og der var ældre, tidligere menneskeformer der. Da vi blandedes andetsteds, er jeg ret sikker på, at en skønne dag, hvor vi måske vil finde et genom fra disse tidligere menneskeformer i Afrika, så vil vi opdage, at de også har blandet sig med tidlige moderne mennesker i Afrika.
Does this then mean that there is after all some absolute difference between people outside Africa and inside Africa in that people outside Africa have this old component in their genome from these extinct forms of humans, whereas Africans do not? Well I don't think that is the case. Presumably, modern humans emerged somewhere in Africa. They spread across Africa also, of course, and there were older, earlier forms of humans there. And since we mixed elsewhere, I'm pretty sure that one day, when we will perhaps have a genome of also these earlier forms in Africa, we will find that they have also mixed with early modern humans in Africa.
Så for at opsummere det: Hvad har vi lært ved at undersøge genomer fra nutidige mennesker og uddøde mennesker ? Vi har måske lært mange ting, men een ting, som jeg synes er vigtigt at nævne er, at jeg tror at lektionen er, at at vi altid har blandet os. Vi blandede og med disse tidligere menneske-former nårsomhelst vi mødte dem og vi blandede os lige siden.
So to sum up, what have we learned from studying genomes of present day humans and extinct humans? We learn perhaps many things, but one thing that I find sort of important to mention is that I think the lesson is that we have always mixed. We mixed with these earlier forms of humans, wherever we met them, and we mixed with each other ever since.
Tak for jeres opmærksomhed
Thank you for your attention.
(Applaus)
(Applause)