Jeg var omkring 10 år gammel på en camping tur med min far i Adirondack bjergene, et vildnis område i den nordlige del af staten New York det var en smuk dag skoven var funklende solen fik bladene til at gløde som malet glas og hvis det ikke var for den sti vi fulgte så kunne vi næsten lade som om vi var de første mennesker som nogensinde var her
I was about 10 years old on a camping trip with my dad in the Adirondack Mountains, a wilderness area in the northern part of New York State. It was a beautiful day. The forest was sparkling. The sun made the leaves glow like stained glass, and if it weren't for the path we were following, we could almost pretend we were the first human beings to ever walk that land.
Vi kom frem til vores campingplads det var et halvtag på en skråning med udsigt over, en smuk krystal klar sø da jeg opdagede afskyeligheden Bag ved halvtaget var der en affaldsplads måske en 40 fod firkant (12,19 meter) med rådne æble skrog og sammen-krøllet aluminium og en død træningsko og jeg var forbløffet jeg var meget vred, og dybt forvirret de campister der var for dovne til at tage det med ud, som de havde taget med ind hvem havde de troet skulle rydde op efter dem?
We got to our campsite. It was a lean-to on a bluff looking over a crystal, beautiful lake, when I discovered a horror. Behind the lean-to was a dump, maybe 40 feet square with rotting apple cores and balled-up aluminum foil, and a dead sneaker. And I was astonished, I was very angry, and I was deeply confused. The campers who were too lazy to take out what they had brought in, who did they think would clean up after them?
Det spørgsmål blev hos mig og det blev forenklet Hvem rydder op efter os? lige meget hvordan du udformer det eller hvor du placere OS hvem rydder op efter os i Istanbul? hvem rydder op efter os i Rio? eller Paris eller i London? Her i New York, gør renovationsafdelingen rent for os, til lyden af 11.000 tons affald og 2.000 tons genbrugsmateriale hver dag Jeg ville lære dem at kende som enkelt personer jeg ville forstå, hvem der påtager sig jobbet Hvordan er det at have uniformen på og bære den byrde?
That question stayed with me, and it simplified a little. Who cleans up after us? However you configure or wherever you place the us, who cleans up after us in Istanbul? Who cleans up after us in Rio or in Paris or in London? Here in New York, the Department of Sanitation cleans up after us, to the tune of 11,000 tons of garbage and 2,000 tons of recyclables every day. I wanted to get to know them as individuals. I wanted to understand who takes the job. What's it like to wear the uniform and bear that burden?
Så jeg startede et forskningsprojekt med dem. Jeg kørte i skraldebilerne og gik turene og interviewede fra kontorer og forskellige anlæg over hele byen og jeg lærte meget men jeg var stadig en outsider jeg havde brug for at komme tættere på
So I started a research project with them. I rode in the trucks and walked the routes and interviewed people in offices and facilities all over the city, and I learned a lot, but I was still an outsider. I needed to go deeper.
så jeg tog jobbet som renovationsarbejder nu kørte jeg ikke bare med i skraldebilerne, nu kørte jeg dem selv og jeg styrede de mekaniske koste og jeg pløjede sne Det var et usædvanligt privilegium og en utrolig uddannelse
So I took the job as a sanitation worker. I didn't just ride in the trucks now. I drove the trucks. And I operated the mechanical brooms and I plowed the snow. It was a remarkable privilege and an amazing education.
Alle spørger om lugten den er der, men den er ikke så fremherskende som man skulle tro og på dage, hvor det er rigtig slemt vænner du dig til det hurtigt vægten tager lang tid at vænne sig til jeg kendte folk som havde arbejdet adskillige år hvis kroppe stadig tilpassede sig belastningen på deres kroppe, af at skulle bære tonsvis af affald hver uge
Everyone asks about the smell. It's there, but it's not as prevalent as you think, and on days when it is really bad, you get used to it rather quickly. The weight takes a long time to get used to. I knew people who were several years on the job whose bodies were still adjusting to the burden of bearing on your body tons of trash every week.
Så er der faren ifølge bureauet for Arbejdsstatistik er sanitets arbejde et af de 10 mest farlige beskæftigelser i landet og jeg lærte hvorfor du køre ind og ud af trafik hele dagen og det summer omkring dig de vil bare forbi dig, så det er ofte billisten ikke er opmærksom det er virkelig ikke godt for arbejderen og så er der selve affaldet som er fuld af fare som ofte flyver ud af skraldebilen og gør forfærdelig skade
Then there's the danger. According to the Bureau of Labor Statistics, sanitation work is one of the 10 most dangerous occupations in the country, and I learned why. You're in and out of traffic all day, and it's zooming around you. It just wants to get past you, so it's often the motorist is not paying attention. That's really bad for the worker. And then the garbage itself is full of hazards that often fly back out of the truck and do terrible harm.
jeg lærte også om ubønhørligheden af affald Når du står af på kantstenen og du ser byen fra bagsiden af en skraldebil så lærer du at forstå at affald er ligesom en påvirkning af naturen mod sig selv det stopper aldrig med at komme. det er også en form for åndedræt eller cirkulation det skal altid være i bevægelse
I also learned about the relentlessness of trash. When you step off the curb and you see a city from behind a truck, you come to understand that trash is like a force of nature unto itself. It never stops coming. It's also like a form of respiration or circulation. It must always be in motion.
og så er der stigmatiseringen. Du tager uniformen på, og bliver usynlig indtil der er nogen der er irriteret på dig af en eller anden årsag som hvis du har blokeret trafikken med din skraldebil eller du tager en pause for tæt på deres hjem eller du drikker kaffe i deres cafeteria og de vil komme og håne dig og fortælle dig at de ikke vil have dig tæt på dem jeg finder stigmatiseringen ironisk fordi jeg virkelig mener at renovationsarbejdere er den vigtigste arbejdsstyrke på gaderne i byen, af tre grunde de er de første beskyttere af folkets sundhed hvis de ikke fjerner affaldet effektivt hver dag så begynder det at løbe ud af deres beholdere og de naturlige fare forbundet med det, truer os på meget ægte måder Sygdomme som vi har haft kontrol over i årtier og århundreder vil vælte frem igen og begynde at skade os. økonomien har brug for dem hvis vi ikke kan smide det gamle ud så har vi ikke noget plads til noget nyt og så vil motorerne i økonomien begynde at sprutte når forbruget er formindsket jeg går ikke ind for kapitalisme, jeg udpeger blot forholdet og så er der det jeg kalder vores gennemsnits, nødvendige dagligdags hastighed med det mener jeg blot hvor hurtigt vi er vant til at bevæge os i den nutidige tidsalder. Vi er som regel ligeglade med reparationer, rengøring, bære vores kaffe kop, vores indkøbspose vores vandflaske. vi bruger dem, vi smider dem ud, vi glemmer dem fordi vi ved at der er en arbejdsstyrke på den anden side, som vil tage det hele væk.
And then there's the stigma. You put on the uniform, and you become invisible until someone is upset with you for whatever reason like you've blocked traffic with your truck, or you're taking a break too close to their home, or you're drinking coffee in their diner, and they will come and scorn you, and tell you that they don't want you anywhere near them. I find the stigma especially ironic, because I strongly believe that sanitation workers are the most important labor force on the streets of the city, for three reasons. They are the first guardians of public health. If they're not taking away trash efficiently and effectively every day, it starts to spill out of its containments, and the dangers inherent to it threaten us in very real ways. Diseases we've had in check for decades and centuries burst forth again and start to harm us. The economy needs them. If we can't throw out the old stuff, we have no room for the new stuff, so then the engines of the economy start to sputter when consumption is compromised. I'm not advocating capitalism, I'm just pointing out their relationship. And then there's what I call our average, necessary quotidian velocity. By that I simply mean how fast we're used to moving in the contemporary day and age. We usually don't care for, repair, clean, carry around our coffee cup, our shopping bag, our bottle of water. We use them, we throw them out, we forget about them, because we know there's a workforce on the other side that's going to take it all away.
Så i dag vil jeg foreslå et par metoder til at tænke på sanitet som måske vil hjælpe en forbedring af stigmatiseringen og få dem ind i samtalen om hvordan man bygger en by som er bæredygtig og menneskelig. deres arbejde, synes jeg, er nærmest liturgisk de er på gaden hver dag, rytmisk De bære en uniform i mange byer du ved hvornår du kan forvente dem og deres arbejder tillader os at gøre vores arbejde de er nærmest en form for forsikring det flow som de opretholder gør os sikre fra os selv fra vores eget bras, vores udstødte og det flow skal altid opretholdes lige meget hvad
So I want to suggest today a couple of ways to think about sanitation that will perhaps help ameliorate the stigma and bring them into this conversation of how to craft a city that is sustainable and humane. Their work, I think, is kind of liturgical. They're on the streets every day, rhythmically. They wear a uniform in many cities. You know when to expect them. And their work lets us do our work. They are almost a form of reassurance. The flow that they maintain keeps us safe from ourselves, from our own dross, our cast-offs, and that flow must be maintained always no matter what.
Dagen efter den 11. September 2001 hørte jeg brummen fra en skraldebil på gaden og jeg greb min nyfødte og løb nedenunder og der var en mand ude på sin papir genbrugsrute som han gjorde hver onsdag og jeg prøvede at takke ham for hans arbejde på den dag, af alle dage men jeg begyndte at græde og hans så på mig og han nikkede, og sagde "Vi skal nok klare den vi skal nok klare den" det var lidt senere at jeg begyndte min forskning om renovation og jeg mødte den mand igen Hans navn er Paulie og vi arbejdede sammen mange gange og blev gode venner
On the day after September 11 in 2001, I heard the growl of a sanitation truck on the street, and I grabbed my infant son and I ran downstairs and there was a man doing his paper recycling route like he did every Wednesday. And I tried to thank him for doing his work on that day of all days, but I started to cry. And he looked at me, and he just nodded, and he said, "We're going to be okay. We're going to be okay." It was a little while later that I started my research with sanitation, and I met that man again. His name is Paulie, and we worked together many times, and we became good friends.
Jeg vil gerne tro på at Paulie havde ret Vi skal nok klare den men i vores forsøg på at rekonfigurere hvor vi som en art eksistere på denne planet må vi inkludere og tage højde for omkostningerne, inklusiv de meget virkelig menneskelige omkostninger af arbejdet og vi ville også være velinformeret til at række ud efter folk som gør deres arbejde og få deres ekspertise på hvordan vi tænker på hvordan laver vi et system omkring bæredygtighed som måske tager os væk fra, fortovsgenbrug hvilket er en storslået succes tværs over USA og lande rundt om i verden og løfte os op til et bredere udsyn hvor vi kigger på andre former for affald som kunne formindskes fra produktions og industriens side kommunalt affald, hvad vi tænker på når vi taler om affald tæller for 3 procent af nationens affaldsstrøm det er en bemærkelsesværdig statistik
I want to believe that Paulie was right. We are going to be okay. But in our effort to reconfigure how we as a species exist on this planet, we must include and take account of all the costs, including the very real human cost of the labor. And we also would be well informed to reach out to the people who do that work and get their expertise on how do we think about, how do we create systems around sustainability that perhaps take us from curbside recycling, which is a remarkable success across 40 years, across the United States and countries around the world, and lift us up to a broader horizon where we're looking at other forms of waste that could be lessened from manufacturing and industrial sources. Municipal waste, what we think of when we talk about garbage, accounts for three percent of the nation's waste stream. It's a remarkable statistic.
Så i jeres daglige flow flowet i jeres liv næste gang du ser en, hvis job er at rydde op efter dig tag et øjeblik og anerkend dem tag et øjeblik til at sige tak
So in the flow of your days, in the flow of your lives, next time you see someone whose job is to clean up after you, take a moment to acknowledge them. Take a moment to say thank you.
(Applaus)
(Applause)