Dengang jeg var lille -- og ja, jeg har været lille engang -- fortalte min far mig en historie om en urmager i 1700-tallet. Det, som denne her fyr lavede, var at fremstille nogle fantastisk smukke armbåndsure. En dag kommer en kunde ind i hans værksted og beder ham om at pudse et ur, som han har købt. Urmageren skiller det ad, og en af de ting, som han tager ud, er et af tandhjulene Idet han gør det, bemærker kunden, at der på bagsiden af tandhjulet er en gravering, nogle ord. Og han siger til urmageren, "Hvorfor har du skrevet noget på bagsiden, når ingen nogensinde vil se det alligevel?" Og urmageren kigger på ham og siger, "Gud ser det." Jeg er ikke den mindste smule religiøs, og det var min far heller ikke, men på det tidspunkt, skete der noget med mig. Jeg følte noget her i dette netværk af blodkar og nerver, og der må vist også være nogle muskler herinde et sted. Men jeg følte noget. Og det vat en fysiologisk reaktion. Og fra da af, hvor gammel jeg end var, begyndte jeg at se ting anderledes.
When I was little -- and by the way, I was little once -- my father told me a story about an 18th century watchmaker. And what this guy had done: he used to produce these fabulously beautiful watches. And one day, one of his customers came into his workshop and asked him to clean the watch that he'd bought. And the guy took it apart, and one of the things he pulled out was one of the balance wheels. And as he did so, his customer noticed that on the back side of the balance wheel was an engraving, were words. And he said to the guy, "Why have you put stuff on the back that no one will ever see?" And the watchmaker turned around and said, "God can see it." Now I'm not in the least bit religious, neither was my father, but at that point, I noticed something happening here. I felt something in this plexus of blood vessels and nerves, and there must be some muscles in there as well somewhere, I guess. But I felt something. And it was a physiological response. And from that point on, from my age at the time, I began to think of things in a different way.
Da jeg begyndte min karriere som designer, stillede jeg mig selv det simple spørgsmål: Tænker vi skønhed, eller føler vi det? I kender sikkert svaret på dette allerede. I tænker sikkert... Jeg ved jo ikke, hvilken af de to, I mener, det er, men jeg tror, at skønhed føles. Jeg fortsatte min karriere som designer og opdagede nogle spændende ting. Et af mine første projekter var inden for automobildesign -- det var et meget spændende projekt. Og i forbindelse med dette projekt, opdagede vi noget, eller jeg opdagede noget, som virkeligt fascinerede mig, og måske kan I huske det. Kan I huske dengang lyset bare tændte og slukkede, klik klik, når man lukkede døren i en bil? Og så var der nogen, jeg tror, det var BMW, der introducerede lys, som dæmpedes langsomt. Husker I det? Jeg husker det tydeligt. Kan I huske den første gang, I var i en bil og lyset gjorde sådan? Jeg kan huske, at jeg sad der og tænkte, at det var fantastisk. Faktisk har jeg aldrig mødt nogen, der ikke kan lide det lys, der dæmpes langsomt. Så jeg tænkte, hvad fanden er det for noget?
And as I took on my career as a designer, I began to ask myself the simple question: Do we actually think beauty, or do we feel it? Now you probably know the answer to this already. You probably think, well, I don't know which one you think it is, but I think it's about feeling beauty. And so I then moved on into my design career and began to find some exciting things. One of the most early work was done in automotive design -- some very exciting work was done there. And during a lot of this work, we found something, or I found something, that really fascinated me, and maybe you can remember it. Do you remember when lights used to just go on and off, click click, when you closed the door in a car? And then somebody, I think it was BMW, introduced a light that went out slowly. Remember that? I remember it clearly. Do you remember the first time you were in a car and it did that? I remember sitting there thinking, this is fantastic. In fact, I've never found anybody that doesn't like the light that goes out slowly. I thought, well what the hell's that about?
Og jeg begyndte at stille spørgsmål omkring det. Det første spørgsmål, jeg stillede folk var: "Kan du lide det?" "Ja." "Hvorfor?" Og de svarede, "Det føles så naturligt", eller, "Det er rart." Og jeg tænkte, at de svar ikke var gode nok. Vi må kunne komme lidt dybere ned, fordi som designer har jeg brug for at sætte ord på, jeg har brug for kontrolpanelet, der styrer mekanismen Så jeg foretog nogle eksperimenter. Pludselig opdagede jeg, at der var noget, som kunne gøre præcist det -- gå fra lys til mørke på seks sekunder -- præcist det. Ved I, hvad det er? Nogen bud?
So I started to ask myself questions about it. And the first was, I'd ask other people: "Do you like it?" "Yes." "Why?" And they'd say, "Oh, it feels so natural," or, "It's nice." I thought, well that's not good enough. Can we cut down a little bit further, because, as a designer, I need the vocabulary, I need the keyboard, of how this actually works. And so I did some experiments. And I suddenly realized that there was something that did exactly that -- light to dark in six seconds -- exactly that. Do you know what it is? Anyone?
Ser I, ved at bruge denne her, tænkeren, den langsomme del af hjernen -- ved at bruge den. Og det her er ikke en tanke, det er en følelse. Vil I gøre mig en tjeneste? I de næste 14 minutter, eller hvor meget det nu er, vil I love mig at føle noget?
You see, using this bit, the thinky bit, the slow bit of the brain -- using that. And this isn't a think, it's a feel. And would you do me a favor? For the next 14 minutes or whatever it is, will you feel stuff?
Jeg vil ikke have jer til at tænke så meget men hellere til at føle. Jeg havde en afslappet følelse blandet med forventning. Og den følelse fik jeg i biografen eller teateret. Det er faktisk lige sket her -- lys til mørke på seks sekunder. Og når det sker, sidder I så stadig og tænker: "Åh nej, nu starter filmen snart", eller tænker I: "Det er fantastisk. Jeg glæder mig til det. Jeg har en følelse af forventningsglæde"? Nu er jeg jo ikke neurolog. Jeg ved ikke engang, om der er noget, der hedder en 'betinget refleks'. Men det er der måske. For når jeg taler med mennesker fra den nordlige hemisfære,. som er vant til at gå i biografen, genkender de dette. Og nogle af de mennesker, jeg taler med, som aldrig har set en film eller været i teateret, genkender det ikke på samme måde. Alle kan lide det, men nogle kan lide det mere end andre.
I don't need you to think so much as I want you to feel it. I felt a sense of relaxation tempered with anticipation. And that thing that I found was the cinema or the theater. It's actually just happened here -- light to dark in six seconds. And when that happens, are you sitting there going, "No, the movie's about to start," or are you going, "That's fantastic. I'm looking forward to it. I get a sense of anticipation"? Now I'm not a neuroscientist. I don't know even if there is something called a conditioned reflex. But it might be. Because the people I speak to in the northern hemisphere that used to go in the cinema get this. And some of the people I speak to that have never seen a movie or been to the theater don't get it in the same way. Everybody likes it, but some like it more than others.
Så dette får mig til at overveje det på en ny måde. Vi føler det ikke. Vi tror, at skønhed opfattes i det limbiske system -- hvis det altså ikke er en forældet forestilling. Det er de dele, fornøjelsescenteret, og måske også det, jeg ser, sanser, og føler, som forbigår min tankegang. Forbindelserne mellem sanseapparatet og fornøjelsescenteret er kortere end vejen mellem sanseapparatet og tænkedelen, altså hjernebarken. Førstnævnte forbindelser ankommer først. Så hvordan virker det egentlig? Og hvor stor en del af vores reaktion er baseret på det, vi allerede ved, eller det, som vi skal til at lære, om noget?
So this leads me to think of this in a different way. We're not feeling it. We're thinking beauty is in the limbic system -- if that's not an outmoded idea. These are the bits, the pleasure centers, and maybe what I'm seeing and sensing and feeling is bypassing my thinking. The wiring from your sensory apparatus to those bits is shorter than the bits that have to pass through the thinky bit, the cortex. They arrive first. So how do we make that actually work? And how much of that reactive side of it is due to what we already know, or what we're going to learn, about something?
Det her er noget af det smukkeste, jeg kan forestille mig. Det er en plastikpose. Og da jeg så den første gang, tænkte jeg: "Nej, der er ingen skønhed i den." Men så opdagede jeg, efter at have set den, at hvis man lægger denne plastikpose ned i en beskidt vandpyt eller en å fyldt med colibakterier og alle mulige andre ulækre ting, at dette beskidte vand vil gennemtrænge den ellers tætte pose gennem osmose og ende med at befinde sig inde i posen som rent drikkevand. Lige pludselig syntes denne plastikpose at være utroligt smuk i mine øjne.
This is one of the most beautiful things I know. It's a plastic bag. And when I looked at it first, I thought, no, there's no beauty in that. Then I found out, post exposure, that this plastic bag if I put it into a filthy puddle or a stream filled with coliforms and all sorts of disgusting stuff, that that filthy water will migrate through the wall of the bag by osmosis and end up inside it as pure, potable drinking water. And all of a sudden, this plastic bag was extremely beautiful to me.
Nu spørger jeg jer igen: om at tænde for følelsescenteret. og slukke for resten af hjernen og bare føle noget. Se på dette. Hvad føler I? Er det smukt? Er det opstemmende? Jeg kigger omhyggeligt på jeres ansigter. Der er nogle herrer, der ser ud som om, de keder sig, og nogle kvinder, der ser forholdsvist engagerede ud, og som synes at have en reaktion på billedet. Måske er der en hvis uskyld over det. Nu fortæller jeg jer, hvad det er. Er I klar? Det er den sidste handling her på Jorden udført af en lille pige ved navn Heidi, fem år gammel, før hun døde af kræft i rygraden. Dette var det sidste hun gjorde, hendes sidste fysiske handling. Se på billedet. Se uskylden. Se skønheden i det. Er det nu smukt?
Now I'm going to ask you again to switch on the emotional bit. Would you mind taking the brain out, and I just want you to feel something. Look at that. What are you feeling about it? Is it beautiful? Is it exciting? I'm watching your faces very carefully. There's some rather bored-looking gentlemen and some slightly engaged-looking ladies who are picking up something off that. Maybe there's an innocence to it. Now I'm going to tell you what it is. Are you ready? This is the last act on this Earth of a little girl called Heidi, five years old, before she died of cancer to the spine. It's the last thing she did, the last physical act. Look at that picture. Look at the innocence. Look at the beauty in it. Is it beautiful now?
Stop. Stop. Hvordan føles det? Hvor føler I det? Jeg føler det lige her. Lige her. Og jeg kigger på jeres ansigter, fordi de fortæller mig noget. Den dame derovre græder faktisk. Men hvad gør I? Jeg observerer, hvad folk gør. Jeg observerer ansigter. Jeg observerer reaktioner. Fordi jeg har brug for at vide, hvordan folk reagerer på ting. Og et af de mest almindelige udtryk hos nogen, der ser noget smukt er forbløffende lækkert, er det, jeg kalder O.M.G. Og der er forresten ingen fornøjelse i det ansigt. Det udtrykker ikke "det her er vidunderligt!" Øjenbrynene gør sådan her, øjnene er ufokuserede. og munden er åben. Det er ikke noget, der udtrykker glæde. Det er noget helt andet. Der sker noget mærkeligt. Så fornøjelse synes at afhænge af en lang række af forskellige indtryk
Stop. Stop. How do you feel? Where are you feeling this? I'm feeling it here. I feel it here. And I'm watching your faces, because your faces are telling me something. The lady over there is actually crying, by the way. But what are you doing? I watch what people do. I watch faces. I watch reactions. Because I have to know how people react to things. And one of the most common faces on something faced with beauty, something stupefyingly delicious, is what I call the OMG. And by the way, there's no pleasure in that face. It's not a "this is wonderful!" The eyebrows are doing this, the eyes are defocused, and the mouth is hanging open. That's not the expression of joy. There's something else in that. There's something weird happening. So pleasure seems to be tempered by a whole series of different things coming in.
Hjerteskærende er et ord, som jeg holder meget af som designer. Det betyder, at noget afstedkommer en kraftig følelsesmæssig reaktion, ofte en sørgelig følelsesmæssig reaktion, men det er en del af det, vi laver. Det handler ikke kun om det behagelige. Og dette er dilemmaet, det paradokse ved skønhed. Vi opfatter mange forskellige indtryk -- en blanding af ting, der er gode, dårlige, opstemmende, skræmmende -- for at skabe den sanselige eksponering, der gør os i stand til at opfatte, hvad der foregår. Patos er en åbenlys faktor i opfattelsen af den lille piges tegning, som I lige så. Også triumf, en følelse af ophøjethed som i "Det vidste jeg ikke. Ah, det var noget nyt." Det er også en del af det. Og efterhånden som vi samler disse værktøjer, fra et design perspektiv, bliver jeg helt ekstatisk, fordi disse indtryk, som jeg allerede har nævnt, synes at ankomme til hjernen, førend vi kan erkende dem og manipulere dem -- elektrokemisk trylleri.
Poignancy is a word I love as a designer. It means something triggering a big emotional response, often quite a sad emotional response, but it's part of what we do. It isn't just about nice. And this is the dilemma, this is the paradox, of beauty. Sensorily, we're taking in all sorts of things -- mixtures of things that are good, bad, exciting, frightening -- to come up with that sensorial exposure, that sensation of what's going on. Pathos appears obviously as part of what you just saw in that little girl's drawing. And also triumph, this sense of transcendence, this "I never knew that. Ah, this is something new." And that's packed in there as well. And as we assemble these tools, from a design point of view, I get terribly excited about it, because these are things, as we've already said, they're arriving at the brain, it would seem, before cognition, before we can manipulate them -- electrochemical party tricks.
Noget andet, der interesserer mig er dette: Er det muligt at adskille indefra- og udefrakommende skønhed? Med det mener jeg ting med en iboende skønhed, noget der er uovertruffet smukt, der er universelt smukt. Det er meget svært at finde. Måske har I nogle eksempler på det. Det er meget vanskeligt at finde noget, som enhver vil betegne som smukt, uden at opgive en vis mængde information på forhånd. Så meget af det har tendens til at være udefrakommende. Fortolkning af given information går forud for forståelsen. Eller også tilføjes informationerne efterfølgende, som med den lille piges tegning, jeg viste jer tidligere.
Now what I'm also interested in is: Is it possible to separate intrinsic and extrinsic beauty? By that, I mean intrinsically beautiful things, just something that's exquisitely beautiful, that's universally beautiful. Very hard to find. Maybe you've got some examples of it. Very hard to find something that, to everybody, is a very beautiful thing, without a certain amount of information packed in there before. So a lot of it tends to be extrinsic. It's mediated by information before the comprehension. Or the information's added on at the back, like that little girl's drawing that I showed you.
Når man taler om skønhed, kan man ikke ignorere det faktum, at der har været udført mange eksperimenter på denne måde med ansigter og lignende. Og et af de mest kedelige, synes jeg, antager at skønhed er et spørgsmål om symmetri. Det er det tydeligvis ikke. Dette eksperiment er mere interessant: forsøgspersonerne fik fremvist halve ansigter og blev bedt om at rangere dem på en liste fra smukkeste til mindst smuk, hvorefter de fik vist hele ansigtet. Undersøgelsen viste, at det stort set var et spørgsmål om tilfælde. Så det havde ikke noget med symmetri at gøre. Faktisk havde denne kvinde et særdeles asymmetrisk ansigt, hvor begge sider er smukke. Men de er forskellige.
Now when talking about beauty you can't get away from the fact that a lot experiments have been done in this way with faces and what have you. And one of the most tedious ones, I think, was saying that beauty was about symmetry. Well it obviously isn't. This is a more interesting one where half faces were shown to some people, and then to add them into a list of most beautiful to least beautiful and then exposing a full face. And they found that it was almost exact coincidence. So it wasn't about symmetry. In fact, this lady has a particularly asymmetrical face, of which both sides are beautiful. But they're both different.
Og som designer kan jeg ikke dy mig for at manipulere med det, så jeg klippede det i småstykker og gjorde ting som det her for at prøve at forstå, hvilke elementer det bestod af, imens jeg følte efter. Jeg kan få en følelse af glæde og skønhed, når jeg kigger på det øje. Men det får jeg ikke ved at se på øjenbrynet. Og ørehullet får mig ikke til at føle noget overhovedet. Så jeg ved ikke, hvor meget det hjælper mig, men det guider mig i mod de dele af ansigtet, hvor signalerne kommer fra. Som sagt er jeg ikke neurolog, men for at forstå, hvordan jeg kan skabe ting, der hurtigt kan forbigå den tænkende del af hjernen og skabe kontakt til det prækognitive fornøjelsescenter.
And as a designer, I can't help meddling with this, so I pulled it to bits and sort of did stuff like this, and tried to understand what the individual elements were, but feeling it as I go. Now I can feel a sensation of delight and beauty if I look at that eye. I'm not getting it off the eyebrow. And the earhole isn't doing it to me at all. So I don't know how much this is helping me, but it's helping to guide me to the places where the signals are coming off. And as I say, I'm not a neuroscientist, but to understand how I can start to assemble things that will very quickly bypass this thinking part and get me to the enjoyable precognitive elements.
Anais Nin og Talmud har igen og igen lært os, at vi ikke ser tingene, som de er, men som vi selv er. Så derfor vil jeg helt skamløst afsløre noget for jer, noget som er smukt for mig. Og det er en F1 MV Augusta. Ahhhh. Det er virkelig -- Jeg mener, det kan ikke udtrykkes med ord, hvor smukt dette objekt er. Men jeg ved også, hvorfor jeg synes, at den er underskøn, og det er en sammensætning af mange ting. Det er massevis af forskellige lag. Dette er kun den lille del, der fremstår i vores fysiske dimension. Det er en del af noget meget større. Lag på lag af legender, sport, og detaljer, der genlyder. Hvis jeg skal gennemgå bare nogle af dem nu -- jeg kender til laminørt flow i forbindelse med strømlinede objekter, og det gør denne her til perfektion, som I nok kan se. Det begejstrer mig. Og det mærker jeg her.
Anais Nin and the Talmud have told us time and time again that we see things not as they are, but as we are. So I'm going to shamelessly expose something to you, which is beautiful to me. And this is the F1 MV Agusta. Ahhhh. It is really -- I mean, I can't express to you how exquisite this object is. But I also know why it's exquisite to me, because it's a palimpsest of things. It's masses and masses of layers. This is just the bit that protrudes into our physical dimension. It's something much bigger. Layer after layer of legend, sport, details that resonate. I mean, if I just go through some of them now -- I know about laminar flow when it comes to air-piercing objects, and that does it consummately well, you can see it can. So that's getting me excited. And I feel that here.
Denne del, den store hemmelighed bag automobil-design -- håndtering af lysrefleksion. Det handler ikke om formerne, men om hvordan disse former reflekterer lyset. Når du bevæger dig, spiller lyset på denne hers overflade, og den bliver et kinetisk objekt, selv om den står helt stille -- fordi håndteringen af lysrefleksionen er udført perfekt. Forresten signalerer denne lille ventil på pedalen, at der sker noget spændende indenunder -- i dette tilfælde er det et kædetræk, der kører cirka 500 km/t med kraft fra motoren. Jeg bliver helt begejstret, når min hjerne og øjne observerer disse detaljer.
This bit, the big secret of automotive design -- reflection management. It's not about the shapes, it's how the shapes reflect light. Now that thing, light flickers across it as you move, so it becomes a kinetic object, even though it's standing still -- managed by how brilliantly that's done on the reflection. This little relief on the footplate, by the way, to a rider means there's something going on underneath it -- in this case, a drive chain running at 300 miles and hour probably, taking the power from the engine. I'm getting terribly excited as my mind and my eyes flick across these things.
Den er lakeret med titanium. Jeg kan ikke beskrive, hvor fantastisk det er. Det er sådan, man forhindrer møtrikkerne i at springe af, når hjulene kører rundt med høj fart. Jeg bliver helt overstadig nu. Og en løbsmotorcykel har selvfølgelig ikke en støttefod, men fordi denne her er lavet til at køre på vej, kan man folde det hele sammen i denne lille sprække. Så forsvinder det. Jeg kan ikke beskrive, hvor svært det er at lave en kurvet køler som denne. Hvorfor har man gjort det? Fordi det er nødvendigt at inkorporere hjulet i aerodynamiken. Det er meget dyrere, men det er vidunderligt. Og prikken over i'et et royalt mærke -- Augusta, Greve Augusta, fra de store fortællinger om den slags.
Titanium lacquer on this. I can't tell you how wonderful this is. That's how you stop the nuts coming off at high speed on the wheel. I'm really getting into this now. And of course, a racing bike doesn't have a prop stand, but this one, because it's a road bike, it all goes away and it folds into this little gap. So it disappears. And then I can't tell you how hard it is to do that radiator, which is curved. Why would you do that? Because I know we need to bring the wheel farther into the aerodynamics. So it's more expensive, but it's wonderful. And to cap it all, brand royalty -- Agusta, Count Agusta, from the great histories of this stuff.
Den del, man ikke kan se, er det geni, der har skabt den. Massimo Tamburini. De kalder ham "blikkenslageren" i Italien, så vel som "Maestro", Fordi han både er ingeniør, håndværker og skulptør på én og samme tid. Det ser ikke ud til, at man er gået på kompromis med noget her.
The bit that you can't see is the genius that created this. Massimo Tamburini. They call him "The Plumber" in Italy, as well as "Maestro," because he actually is engineer and craftsman and sculptor at the same time. There's so little compromise on this, you can't see it.
Men desværre bliver jeg og folk som jeg selv nødt til at gå på kompromis med skønhed hele tiden. Det er vi nødt til at indse. Jeg bliver nødt til at arbejde ud fra udbud og efterspørgsel og ud fra teknologien, og jeg må tage højde for alt hele tiden, så derfor sniger der sig mange kompromiser ind. Se så på hende. Jeg er blevet nødt til at gå på kompromis her. Jeg måtte flytte den del lidt, men kun en millimeter. Det er der ingen, der har lagt mærke til, vel? Så I, hvad jeg gjorde? Jeg rykkede tre ting en millimeter. Køn? Ja. Smuk? Måske i mindre grad. Men så igen, forbrugeren siger jo, at den slags ikke har nogen betydning. Så det er okay, ikke? Endnu en millimeter? Man kommer ikke til at se de linjer og ændringer. Så let er det at miste skønhed, for skønhed er så utroligt svært at skabe. Kun meget få mennesker kan gøre det. En fokusgruppe kan ikke. Et helt hold kan sjældent gøre det. Det kræver den centrale hjernebark for at samordne alle de elementer på en gang.
But unfortunately, the likes of me and people that are like me have to deal with compromise all the time with beauty. We have to deal with it. So I have to work with a supply chain, and I've got to work with the technologies, and I've got to work with everything else all the time, and so compromises start to fit into it. And so look at her. I've had to make a bit of a compromise there. I've had to move that part across, but only a millimeter. No one's noticed, have they yet? Did you see what I did? I moved three things by a millimeter. Pretty? Yes. Beautiful? Maybe lesser. But then, of course, the consumer says that doesn't really matter. So that's okay, isn't it? Another millimeter? No one's going to notice those split lines and changes. It's that easy to lose beauty, because beauty's incredibly difficult to do. And only a few people can do it. And a focus group cannot do it. And a team rarely can do it. It takes a central cortex, if you like, to be able to orchestrate all those elements at the same time.
Dette er en smuk vandflaske -- nogle af jer kender den -- lavet af Ross Lovegrove, designeren. Den kommer ret tæt på indefrakommende skønhed. Så længe man ved, hvordan vand opfører sig, kan man opleve det. Den er smuk, fordi det er en legemliggørelse af noget forfriskende og lækkert. Jeg kan måske lide den mere, end I kan, fordi jeg ved, hvor fandens svært det er at lave. Det er forbløffende svært at lave noget, der bryder lyset sådan, som kommer rigtigt ud af formen, som kører ned ad samlebåndet uden at tippe. Men nedenunder, ligesom i fortællingen om svanen, ligger en million ting, der er svære at udføre. Så det tager jeg hatten af for. det er et fantastisk eksempel, et simpelt objekt. Og den, jeg viste jer før, var selvfølgelig en meget kompleks et. Og de virker på forskellige måder rent æstetisk af samme grund.
This is a beautiful water bottle -- some of you know of it -- done by Ross Lovegrove, the designer. This is pretty close to intrinsic beauty. This one, as long as you know what water is like then you can experience this. It's lovely because it is an embodiment of something refreshing and delicious. I might like it more than you like it, because I know how bloody hard it is to do it. It's stupefyingly difficult to make something that refracts light like that, that comes out of the tool correctly, that goes down the line without falling over. Underneath this, like the story of the swan, is a million things very difficult to do. So all hail to that. It's a fantastic example, a simple object. And the one I showed you before was, of course, a massively complex one. And they're working in beauty in slightly different ways because of it.
Jeg tror, at I alle, ligesom jeg selv, nyder at se balletdansere optræde. Og en del af den nydelse bunder i en viden om, at det er svært. Måske har det også noget at gøre med det faktum, at det er utroligt smertefuldt. Har I nogensinde set en balletdansers tæer, når de tager dem ud ad skoene? Imens hun udfører alle disse yndefulde arabesker og pliéer osv., sker der noget forfærdeligt dernede. Forståelsen af det giver os en større og højnet fornemmelse af skønheden i dansen.
You all, I guess, like me, enjoy watching a ballet dancer dance. And part of the joy of it is, you know the difficulty. You also may be taking into account the fact that it's incredibly painful. Anybody seen a ballet dancer's toes when they come out of the points? While she's doing these graceful arabesques and plies and what have you, something horrible's going on down here. The comprehension of it leads us to a greater and heightened sense of the beauty of what's actually going on.
Jeg bruger mikrosekunder forkert her, så bare ignorer mig. Men det jeg skal nu, er at føle igen, jeg skal være i stand til at levere nok af disse enzymer, af disse kontakter, der tidligt i processen udløser noget, som I kan opfange, ikke ved at tænke men ved at føle. Så nu skal vi udføre et lille eksperiment. Okay, er I klar? Jeg viser jer noget et meget, meget kort øjeblik. Er I klar? Okay. Tænkte I, at det var en cykel, da jeg viste jer det billede? Det er det ikke. Fortæl mig, om I tænkte, at den var hurtig, da I så den først? Ja, det gjorde I. Tænkte I, at den var moderne? Ja, det gjorde I. Den tanke slog ned I jer til at begynde med. Og fordi jeres hjernes motorstarter begyndte der, er den nødt til at bearbejde det. Og det bedste ved det er, at denne motorcykel er blevet stylet således for udelukkende at fremkalde et indtryk af, at det er grøn teknologi, og derfor er godt for dig, den er let, og en del af fremtiden.
Now I'm using microseconds wrongly here, so please ignore me. But what I have to do now, feeling again, what I've got to do is to be able to supply enough of these enzymes, of these triggers into something early on in the process, that you pick it up, not through your thinking, but through your feeling. So we're going to have a little experiment. Right, are you ready? I'm going to show you something for a very, very brief moment. Are you ready? Okay. Did you think that was a bicycle when I showed it to you at the first flash? It's not. Tell me something, did you think it was quick when you first saw it? Yes you did. Did you think it was modern? Yes you did. That blip, that information, shot into you before that. And because your brain starter motor began there, now it's got to deal with it. And the great thing is, this motorcycle has been styled this way specifically to engender a sense that it's green technology and it's good for you and it's light and it's all part of the future.
Men er det forkert? I dette tilfælde er det ikke, fordi det er meget, meget miljøvenlig teknologi. Men man bliver underlagt sin første indskydelse. Vi er underlagt de første få brøkdele af et sekund -- og det er dér, meget af mit arbejde står eller falder, på en hylde i en butik. Den vinder eller taber i det øjeblik. Man ser måske 50, 100 eller 200 ting på en hylde, idet man går forbi den, men jeg er nødt til at arbejde inden for det domæne, for at sikre mig, at I ser det først.
So is that wrong? Well in this case it isn't, because it's a very, very ecologically-sound piece of technology. But you're a slave of that first flash. We are slaves to the first few fractions of a second -- and that's where much of my work has to win or lose, on a shelf in a shop. It wins or loses at that point. You may see 50, 100, 200 things on a shelf as you walk down it, but I have to work within that domain, to ensure that it gets you there first.
Og afslutningsvist den del, som jeg elsker: Videnskab. Jeg er sikker på, at nogle af jer, er bekendt med dette. Det, der er fantastisk ved det, og den måde hvorpå jeg altid vender tilbage til den, er det at tage noget, som man hader eller finder kedeligt, at lægge tøj sammen, og hvis man kan finde ud af det her -- hvor mange kan faktisk gøre det her? Er der nogen, der har prøvet? Ja? Det er fantastisk, ikke? Se lige der. Vil I se det igen? Det er der ikke tid til. Der står, at jeg har to minutter tilbage, så det kan vi ikke. Men bare gå på nettet. YouTube, skriv: "folding t-shirt". Det er sådan underbetalte, unge mennesker folder jeres t-shirts. Det vidste I måske ikke. Men hvordan har I det med det? Det føles fantastisk at gøre det, man ser frem til det, og når man fortæller andre om det -- som I sikkert har gjort -- fremstår man rigtig klog. Den viden, som ligger til baggrund for det, koster ingenting, fordi den viden er gratis -- saml al den viden sammen, og hvad har vi så?
And finally, the layer that I love, of knowledge. Some of you, I'm sure, will be familiar with this. What's incredible about this, and the way I love to come back to it, is this is taking something that you hate or bores you, folding clothes, and if you can actually do this -- who can actually do this? Anybody try to do this? Yeah? It's fantastic, isn't it? Look at that. Do you want to see it again? No time. It says I have two minutes left, so we can't do this. But just go to the Web, YouTube, pull it down, "folding T-shirt." That's how underpaid younger-aged people have to fold your T-shirt. You didn't maybe know it. But how do you feel about it? It feels fantastic when you do it, you look forward to doing it, and when you tell somebody else about it -- like you probably have -- you look really smart. The knowledge bubble that sits around the outside, the stuff that costs nothing, because that knowledge is free -- bundle that together and where do we come out?
Følger formen funktionen? Kun nogle gange. Kun nogle gange. Formen er funktionen. Formen er funktionen. Den informerer og fortæller os, og giver os svarerne, før vi overhovedet har tænkt tanken. Så derfor er jeg holdt op med at bruge ord såsom "form", og som designer er jeg holdt op med at bruge ord som "funktion". Det, som jeg nu efterstræber, er tingenes følelsesmæssige funktionalitet. For hvis jeg kan gøre det rigtigt, kan jeg skabe vidunderlige ting og tilmed skabe dem gentagne gange. Og I kender den slags ting, fordi I ejer selv nogle af dem. Det er de ting, som I ville tage med jer, hvis huset brændte. Det at skabe et følelsesmæssigt bånd mellem tingen og dig det er et elektrokemisk trylletrick det sker, før du overhovedet tænker over det.
Form follows function? Only sometimes. Only sometimes. Form is function. Form is function. It informs, it tells us, it supplies us answers before we've even thought about it. And so I've stopped using words like "form," and I've stopped using words like "function" as a designer. What I try to pursue now is the emotional functionality of things. Because if I can get that right, I can make them wonderful, and I can make them repeatedly wonderful. And you know what those products and services are, because you own some of them. They're the things that you'd snatch if the house was on fire. Forming the emotional bond between this thing and you is an electrochemical party trick that happens before you even think about it.
Mange tak skal I have.
Thank you very much.
(Klapsalver)
(Applause)