For 65 millioner år siden, var der en meget vigtig og katastrofal hændelse der ændrede kursen for livet på jorden. Og selvom vi ved at dyrene på landjorden som jeg vil tale om bare er jordens udskud på landjorden -- de små stykker jord der flyder rundt -- men de er vigtige for os fordi de på en måde er vores målestok i forhold til erfaring fra millimeter til centimeter. Og disse dyr forsvandt, og at andet liv, pattedyr, strålede ud for at tage deres plads. Så, vi ved dette utrolig detaljeret. Så dette er en kerne der stammer fra i nærheden af Bermuda. Vi ved at tsunamierne og jordskælvene, og de ting vi har oplevet i hele den kendte menneskelige historie ikke helt forstår den slags katastrofe som dette udgjorde for jorden.
Sixty-five million years ago, a very important and catastrophic event changed the course of life on land. And although we know that the land animals I'm going to talk about are just the scum of the Earth on the land -- the little bits of land floating around -- but they are important to us because they're sort of in our scale of experience from millimeters to meters. And these animals disappeared, and a separate life, mammals, radiated out to take their place. And so, we know this in extraordinary detail. And so this is a core from near Bermuda. We know that the tsunamis, the earthquakes, and the things that we've experienced in the entire record of humankind history can't really quite get around the kind of disaster that this represented for the Earth.
Så selv før det nedslag blev kendt, selv før forskerne generelt blev enige om en teori om evolution, havde forskere og naturhistorikere i alle lag faktisk delt jordens livshistorie i disse to episoder: Mesozoisk, det midterste liv, og Cenozoisk, det nyere liv. Og det viser sig, at det faktisk passer ret fint med den geologiske historie. Så vi har en Mesozoisk periode, en tidsalder af fragmentation, og en Cenozoisk periode, en tidsalder af genforbindelse -- Fra Sydamerika til Nordamerika, fra Indien til Asien. Så mit arbejde er, i virkeligheden, at prøve at forstå karakteren af den Mesozoiske udstråling sammenlignet med den Cenozoiske udstråling til at se hvilke mysterier vi kan forstå af dinosaurer og af andre dyr om hvilket liv på de flydende kontinenter virkelig kan fortælle os om evolution.
So even before that impact was known, even before scientists in general came to an agreement over the theory of evolution, scientists and natural historians of all kinds of stripes actually had divided Earth's life's history into these two episodes: Mesozoic, the middle life, and the Cenozoic, the recent life. And as it turns out, it actually corresponds really nicely with geologic history. So we have a Mesozoic period, an age of fragmentation, and a Cenozoic period, an age of reconnection -- South America to North America, India to Asia. And so my work, really, is trying to understand the character of that Mesozoic radiation compared to the Cenozoic radiation to see what mysteries we can understand from dinosaurs and from other animals about what life on drifting continents really can tell us about evolution.
Arbejdet stiller med det samme spørgsmålet, "Hvorfor gik de ikke i vandet?" Jeg mener, det gjorde pattedyr bestemt. Dette er et eksempel. Man kan gå udenfor -- og se mange andre eksempler. Indenfor fem, 10 millioner efter meteornedslag havde vi en hel række forskellige dyr der gik i vandet. Hvorfor gjorde de ikke det? Hvorfor hang de ikke rundt i træer af en god størrelse, og hvorfor gravede de sig ikke ned? Hvorfor gjorde de ikke alle disse ting, og hvis de ikke gjorde alle disse ting, hvilke slags dyr var der så disse steder? Og hvis der ikke var nogen dyr de steder, hvad fortæller det så os om, I ved, hvordan evolution foregår på landjorden? Virkelig interessante spørgsmål. Jeg tror, at meget af det har at gøre med kropsstørrelse. Faktisk, tror jeg at det meste af det har at gøre med kropsstørrelse -- den plads man indtager når man tager et ubesat plads fra hvilken som helst naturlig katastrofe.
The work immediately begs the question, "Why didn't they go into the waters?" I mean, certainly mammals did. This is one example. You can go outside -- see many other examples. Within five, 10 million years of the bolide impact we had a whole variety of animals going into the water. Why didn't they do that? Why didn't they hang around in trees at good size, and why didn't they burrow? Why didn't they do all these things, and if they didn't do all these things, what kinds of animals were in those spaces? And if there were no animals in those spaces, what does that tell us about, you know, how evolution works on land? Really interesting questions. I think a lot of it has to do with body size. In fact, I think that most of it has to do with body size -- the size you are when you inherit a vacant ecospace from whatever natural disaster.
Ved at kigge på dinosaurers evolution og studere den, grave den op i mange år, ender jeg med at kigge på pattedyrs udstråling og det virker som om alt er hurtigt, ligesom teknologi, og gør fremskridt i stor størrelsesorden. Dinosaurers udvikling fortsatte i et fast tempo, i en størrelsesorden der er langsommere på alle måder man kan måle det. Vil man måle det på diversitet? Vil man måle det på den tid det tog at nå til den maksimale kropsstørrelse? Ja, de har en større kropsstørrelse, men mange af dem er mindre, men vi er interesserede i den tid det tog dem at nå dertil. Halvtreds millioner år til at nå maksimal kropsstørrelse. Og det er 10 gange længere tid end det tog pattedyrene at nå maksimal kropsstørrelse og invadere alle de habitater.
Looking at dinosaur evolution and studying it, digging it up for many years, I end up looking at the mammal radiation, and it seems as though everything is quick time, just like technology, advancing by an order of magnitude. Dinosaur evolution proceeded at a stately pace, an order of magnitude slower on any way you want to measure it. You want to measure it by diversity? You want to measure it by the time it took to reach maximum body size? Yes, they do have larger body size, but many of them are smaller, but we're interested in the time it took them to achieve that. Fifty million years to achieve this maximum body size. And that is 10 times longer than it took the mammals to achieve maximum body size and invade all those habitats.
Så der er lektioner at lære, og der er lektioner at lære af undtagelsen, undtagelsen som vi kender rigtig godt i dag fra de opdagelser vi har gjort, og mange andre forskere har gjort i hele verden. Denne slide blev vist før. Dette er den berømte fugl Archaeopteryx fra Jurassic tiden. Vi ved nu at denne overgang er den ene gang at dinosaurer faktisk kom under den kropsstørrelse -- vi kommer til at se hvor de begyndte om et minut -- og det er den ene gang hvor de hurtigt invaderede alle habitaterne som jeg lige fortalte at dinosaurerne ikke var i. De blev marine. Vi kender dem i dag fra indlandsisen. Der er begravede fugle. De lever i træerne i alle kropsstørrelser, og, selvfølgelig, lever de på landjorden.
So there's lessons to learn, and there's lessons to learn from the exception, the exception that we know very well today from the discoveries we've made, and many other scholars have made around the world. This slide was shown before. This is the famous Jurassic bird Archaeopteryx. We now know this transition is the one time that dinosaurs actually went below that body size -- we're going to see where they began in a minute -- and it is the one time that they rapidly invaded all the habitats I just told you that dinosaurs weren't in. They became marine. We now know them today from the ice caps. There's burrowing birds. They inhabit the trees at all body sizes, and, of course, they inhabit the land.
Så vi er faktisk de første til at navngive en fugl fra den berømte serie der senere eksploderede på siderne af Science and Nature. Vi kaldte denne fugl Sinornis. Den er lidt mere avanceret end Archaeopteryx, og hvis man kigger på de forskellige lag, finder man ting der er mindre avancerede end Archaeopteryx, og hver graduering der i mellem, så hvis man finder noget i dag, deler vi normalt hårene -- eller, mere passende, fjer -- for at afgøre om det faktisk er en fugleart eller ej. Det er den største overgang som vi har, faktisk, på land, fra et levested til et andet, uden sammenligning, for at forstå hvordan en benet, forholdsvis tung, et kilo eller et par kilo dyr kunne lave sådan en overgang. Det er virkelig vores største -- en af vores største -- evolutionære forløb.
So we were the first to actually name a bird from the famous series that later exploded onto the pages of Science and Nature. We called this bird Sinornis. It's a little bit more advanced than Archaeopteryx, and if you go to different layers, you find things that are less advanced than Archaeopteryx, and every grade in between, so that if you find something today, we're usually splitting hairs -- or, more appropriately, feathers -- as to decide whether it's actually a non-avian or an avian. It is the greatest transition that we have, actually, on land from one habitat to another, bar none, to understand how a bony, fairly heavy, kilogram or a couple-of-kilogram animal could make such a transition. It is really our greatest -- one of our greatest -- evolutionary sequences.
Nu begyndte mit arbejde ved begyndelsen. Jeg tænkte at hvis jeg skulle forstå dinosaurers evolution, måtte jeg gå tilbage til de steder hvor de havde samlet fragmenterne op, gå tilbage til en tid og et sted hvor de første dinosaurer eksisterede. Jeg vil gerne bede om dette lille video klip til at give jer en ide om, hvad vi står overfor. Normalt plejer vi at blive stillet en masse spørgsmål: Jamen, hvordan finder man fossiler i områder der ser sådan her ud?" Hvis vi kan starte det første videoklip. Dette er en fin helikoptertur gennem de tidlige lokationer, og de er lokaliseret i det nordøstlige Argentina. Og vi kommer hen over en klippe, og over toppen på den klippe, havde dinosaurerne dybest set taget over. Ved bunden af klippen, ser vi at de er lige så sjældne som hanetænder. Det er der hvor dinosaurernes oprindelse er: ved bunden af den klippe.
Now, my work began at the beginning. I thought if I'm going to understand dinosaur evolution, I'd have to go back to those beds where they had picked up fragments, go back to a time and a place where the earliest dinosaurs existed. I'd like to call for this little video clip to give you some idea of, sort of, what we face. Normally, we get asked a lot of questions: "Well, how do you find fossils in areas that look like this?" If we could roll that first video clip. This is sort of a nice helicopter ride through those early beds, and they're located in Northeastern Argentina. And we're coming over a cliff, and at the top of that cliff, dinosaurs had basically taken over. At the bottom of the cliff, we find that they're rare as hens' teeth. That's where dinosaur origins is to be found: at the bottom of the cliff.
Man går ind i sådan et område, man får et geologisk kort, man får et topografisk kort, og det bedste, mest inspirerede team man kan få med til området. Og resten er op til en selv. Man skal finde fossilerne. Man skal grave et hul der plejer at være en hel del større end det man skal have ud; man skal klatre på de klipper og finde, faktisk, alt der eksisterede -- ikke kun dinosaurerne, men hele historien. Hvis man er heldig, og man graver på sådan et sted, man finder faktisk et aske underlag til at grave i, og det gjorde vi. 228 millioner år gammelt, vi fandt det der virkelig var den mest primitive dinosaurer: det er ur-dinosauren. En meters ting, smukt kranie, jager, kødædende, et to-benet dyr. Så, alle de andre dinosaurer man kender, eller ens børn kender, i det mindste, på fire ben. Dette er på en måde et syn på kraniet, og det er en fuldstændig fantastisk ting der er et par centimeter langt. Det ser fugleagtigt ud, fordi det er det. Det er fugleagtigt og hult. En jager. Måske 25 pund, eller 10 kilo. Det er der dinosaurerne begyndte. Det er der udstrålingen begyndte. Det er 10 gange større end pattedyrs udstrålingen, der var en fire-benet udstråling. Vi ligner dinosaurer ekstremt meget, og det er usædvanligt i vores to-benede tilgang til livet.
You go into an area like this, you get a geologic map, you get a topographic map, and the best, most-inspired team you can bring to the area. And the rest is up to you. You've got to find fossils. You've got to dig a hole that's usually quite a bit bigger than that to get it out; you've got to climb those cliffs and find, really, everything that existed -- not just the dinosaurs, but the entire story. If you're lucky, and you dig a place like that, you actually find the ash bed to dig it, and we did. 228 million years old, we found what really is the most primitive dinosaur: that's the Ur-dinosaur. A three-and-a-half foot thing, beautiful skull, predator, meat-eater, a two-legged animal. So, all the other dinosaurs that you know, or your kids know, at least, on four legs. This is sort of a look at the skull, and it's an absolutely fantastic thing about five or six inches long. It looks rather bird-like because it is. It's bird-like and hollow. A predator. Maybe 25 pounds, or 10 kilograms. That's where dinosaurs began. That's where the radiation began. That is 10 times larger than the mammal radiation, which was a four-legged radiation. We are extremely dinosaur-like, and unusual in our two-legged approach to life.
Nuvel, hvis man vil forstå det der skete da kontinenterne brække af hinanden, og dinosaurerne fandt -- som de landkrabber de er -- fandt sig selv drivende rundt. Der er nogle puslebrikker der mangler. De fleste af de manglende brikker i puslespillet er de sydlige kontinenter, fordi det var de kontinenter der blev udforsket sidst. Hvis man vil tilføje noget til dette billede og prøve at lave en global plan, skal man virkelig tvinge sig selv til at tage ned til jordens fire hjørner -- Afrika, Indien, Antarktisk, Australien -- og begynd at sætte nogle af brikkerne sammen. Jeg har været på nogle af de kontinenter, men Afrika var, med Steven Pinkers ord, en ubeskrevet plade, overvejende. Men en med en kæmpe tavle i midten, med en masse små områder med dinosaurer klipper hvis man kunne overleve en ekspedition.
Now, if you want to understand what happened then when the continents broke apart, and dinosaurs found -- landlubbers, as they are -- found themselves adrift. There's some missing puzzle pieces. Most of those missing puzzle pieces are southern continents, because it was those continents that are least explored. If you want to add to this picture and try and sketch it globally, you really have to force yourself to go down to the four corners of the Earth -- Africa, India, Antarctica, Australia -- and start putting together some of these pieces. I've been to some of those continents, but Africa was, in the words of Steven Pinker, was a blank slate, largely. But one with an immense chalkboard in the middle, with lots of little areas of dinosaur rock if you could survive an expedition.
Der er ingen veje ind i Sahara. Det er et enormt sted. At være i stand til at udgrave de 80 ton dinosaurer ligesom vi har gjort i Sahara og tage dem ud, skal man virkelig samle et ekspeditions hold der kan håndtere vilkårene. Nogle af dem er politiske. Mange af dem er fysiske. Nogle af dem -- de vigtigste -- er mentale. Og man skal virkelig være i stand til at kunne stå imod vilkårene -- man skal køre ud i ørkenen, man kommer til at se landskaber i mange tilfælde -- man kan se ud fra det vi har opdaget -- som ingen andre nogensinde har set. Og den slags teams de kommer med? Jamen, de er sammensat af mennesker der forstår videnskab som et eventyr med et formål. De er som regel studerende der aldrig har set en ørken. Nogle af dem er mere erfarne.
There's no roads into the Sahara. It's an enormous place. To be able to excavate the 80 tons of dinosaurs that we have in the Sahara and take them out, you really have to put together an expedition team that can handle the conditions. Some of them are political. Many of them are physical. Some of them -- the most important -- are mental. And you really have to be able to withstand conditions -- you have to drive into the desert, you will see landscapes in many cases -- you can see from what we've discovered -- that nobody else has ever seen. And the kinds of teams they bring in? Well, they're composed of people who understand science as adventure with a purpose. They're usually students who've never seen a desert. Some of them are more experienced.
Ens job som leder -- dette er afgjort en holdsport -- ens job som leder er at prøve at inspirere dem til at gøre mere arbejde end de nogensinde har gjort i deres liv under forhold som de ikke kan forestille sig. Så, 50 grader er normalt. Temperaturen ved jorden er 65 -- typisk. Så, men kan ikke efterlade sine normale metal redskaber udenfor fordi man får nogen gange en førstegrads forbrænding når man samler dem op. Så, man man befinder sig også i et forbløffende kulturelt miljø. Man gnubber virkelig skuldre med verdens sidste store nomadefolk. Dette er Tuareg nomaderne, og de lever deres liv ligesom de har gjort i århundreder. Ens job er at udgrave ting ligesom her i forgrunden, og få dem til at komme ind på historie siderne. For at gøre det, skal man faktisk transportere dem tusindvis af kilometer ud af ørkenen.
Your job as a leader -- this is definitely a team sport -- your job as a leader is to try to inspire them to do more work than they've ever done in their life under conditions that they can't imagine. So, 125 degrees is normal. The ground surface at 150 -- typical. So, you can't leave your normal metal tools out because you'll get a first-degree burn if you grab them sometimes. So, you are finding yourself also in an amazing cultural milieu. You're really rubbing shoulders with the world's last great nomadic people. These are the Tuareg nomads, and they're living their lives much as they have for centuries. Your job is to excavate things like this in the foreground, and make them enter the pages of history. To do that, you've got to actually transport them thousands of miles out of the desert.
Vi taler om Etiopien, men lad os tale om Niger -- Eller Niger, på vores engelske sprog -- nord for Nigeria -- det er der dette billede er taget. Dybest set taler man om et land der, da vi begyndte at arbejde der, ikke havde nogen samfærdsel med containere. Man transporterede selv knoglerne ud til Afrikas kyst, på en båd, hvis man ville have dem ud fra midten af Sahara. Det er en rejse på 3.000 kilometer. Så enorme udgravninger og en masse arbejde, og ud af det der hovedsageligt er en delvis flok dinosaurer som man så begravet der -- 20 ton materialer -- opfører vi Jobaria, en sauropod dinosaur ulig det vi har set på et andre kontinenter. Det er virkelig lidt ude af sit sted tidsmæssigt. Det ligner noget vi ville finde hvis vi gravede nutidige steder i Nordamerika. Her er dyret der skaber problemet.
We're talking about Ethiopia, but let's talk about Niger -- or Niger, in our English language -- north of Nigeria -- that's where this photograph was taken. Basically you're talking about a country that, when we started working there, did not have container traffic. You transported the bones out yourself to the coast of Africa, onto a boat, if you wanted to get them out of the middle of the Sahara. That's a 2,000 mile journey. So enormous excavations and a lot of work, and out of essentially a partial herd of dinosaurs that you saw buried there -- 20 tons of material -- we erect Jobaria, a sauropod dinosaur like we haven't seen on some other continents. It really is a little bit out of place temporally. It looks nothing like what we would find if we dug in contemporary beds in North America. Here's the animal that was causing it trouble.
Og, I ved, videre og videre -- et helt menagerie. Når man samler noget som dette op -- og nogle af jer har haft muligheden for at røre ved det -- dette er et stykke historie. Man rører ved noget der er 110 millioner år gammelt. Dette er en tommelklo. Der var den, øjeblikke efter vi opdagede den. Det var et utrolig udsyn på livet, og det begyndte virkelig da vi begyndte at forstå tiden dybte. Det har kun været hos os i mindre end et århundrede, og i den tid, den fjerde dimension, da radioaktiv datering kom ud, for mindre end et århundrede siden, og vi faktisk kunne bestemme hvor gamle nogle af disse ting var, er det muligvis den mest omfattende transformation, fordi det ændrer måden vi ser på os selv, og verden dramatisk. Når man samler et stykke historie som det op, mener jeg det kan transformere børn der muligvis er interesserede i videnskab.
And, you know, on and on -- a whole menagerie. When you pick up something like this -- and some of you have had the chance to touch it -- this is a piece of history. You're touching something that's 110 million years old. This is a thumb claw. There it was, moments after it was discovered. It is an incredible view of life, and it really began when we began to understand the depth of time. It's only been with us for less than a century, and in that time, that fourth dimension, when radioactive dating came about, less than a century ago, and we could actually tell how old some of these things were, is probably the most profound transformation, because it changes the way we look at ourselves and the world dramatically. When you pick up a piece of history like that, I think it can transform kids that are possibly interested in science.
Det er dyret som tommelkloen kom fra: Suchomimus. Der er nogle andre. Dette er noget vi fandt i Marokko, et kæmpestort dyr. Vi lavede en prototype ved at CAT-skanne hjernen af dette dyr. Det viser sig at det har en forhjerne en femtendedel størrelse af den menneskelige. Dette var forsiden af Science, fordi de mente at mennesker var mere intelligente end disse dyr, men vi kan se på nogle i vores administration at på trods af den enorme fordel i hjerne volumen at nogle af attituderne forbliver de samme. Uanset hvad, mindre raptorer. Alle de ting I kender fra Jurassic Park -- alle de små dyr -- de kommer alle fra de nordlige kontinenter. Dette er det første skelet fra et sydligt kontinent, og gæt engang? Man begynder at forberede det. Den har ikke nogen stor klo på sin bagerste fod. Det ligner ikke en Velociraptor. Det er virkelig en helt separat udstråling. Så det vi prøver at samle sammen her er en historie. Det involverer flyvende reptiler som denne Pterosaur som vi rekonstruerede i Afrika.
That's the animal that thumb claw came from: Suchomimus. Here's some others. This is something we found in Morocco, an immense animal. We prototyped by CAT-scanning the brain out of this animal. It turns out to have a forebrain one-fifteenth the size of a human. This was the cover of Science, because they thought that humans were more intelligent than these animals, but we can see by some in our administration that despite the enormous advantage in brain volume some of the attitudes remain the same. Anyway, smaller raptors. All the stuff from Jurassic Park that you know of -- all those small animals -- they all come from northern continents. This is the first skeleton from a southern continent, and guess what? You start preparing it. It has no big claw on its hind foot. It doesn't look like a Velociraptor. It's really a wholly separate radiation. So what we're trying to piece together here is a story. It involves flying reptiles like this Pterosaur that we reconstructed from Africa.
Krokodiller, selvfølgelig, og dette er en slem en vi ikke har navngivet endnu. Og kæmpestore ting -- jeg mener, dette er en underkæbe der bare ligger der i ørkenen af denne enorme krokodille. Krokodillen bliver teknisk set kaldet Sarcosuchus. Det er en voksen Orinoco krokodille mellem dens kæber. Vi måtte prøve at rekonstruere dette. Vi skulle faktisk kigge på nylige krokodiller for at forstå hvordan krokodiller Må jeg få det andet videoklip? Nu er dette felt bare -- og, selvfølgelig, videnskab generelt -- er bare -- eventyr. Vi måtte finde og måle den største krokodille der lever i dag.
Crocodiles, of course, and that's a nasty one we haven't named yet. And huge things -- I mean, this is a lower jaw just laying there in the desert of this enormous crocodile. The crocodile is technically called Sarcosuchus. That's an adult Orinoco crocodile in its jaws. We had to try and reconstruct this. We had to actually look at recent crocodiles to understand how crocodiles scale. Could I have the second little video clip? Now, this field is just -- and, of course, science in general -- is just -- adventure. We had to find and measure the largest crocodiles living today.
Kommentator: … så lang som deres båd.
Narrator: ... as long as their boat.
Mand: Se på det sæt klippere! Ja, han er en stor en.
Man: Look at that set of choppers! Yeah, he's a big one.
Kommentator: Hvis de bare kan fange den, vil denne krokodille give os brugbare data, der hjælper Paul i hans søgen efter at forstå Sarcosuchus.
Narrator: If they can just land it, this croc will provide useful data, helping Paul in his quest to understand Sarcosuchus.
Mand: OK, giv mig noget mere her. Mand 2: OK.
Man: OK, hand me some more here. Man 2: OK.
Kommentator: Det falder Paul ind at dække dens øjne.
Narrator: It falls to Paul to cover its eyes.
Mand: Pas på! Pas på! Nej, nej, nej, nej. Du bliver nød til at få fat i bagbenene.
Man: Watch out! Watch out! No, no, no, no. You're going to have to get on the back legs.
Mand: Jeg har bagbenene.
Man: I got the back legs.
Mand 2: Har du bagbenene? Nej, du har forbenene min ven. Jeg har den. Jeg har bagbenene. Tag fat i forbenene, en eller anden.
Man 2: You have the back legs? No, you have the front legs, my friend. I've got it. I've got the back legs. Somebody get the front legs.
Paul Sereno: Lad os få dette målebånd på ham. Sæt det lige det. Wow. Fem og tres. Wow. Det er et stort kranie.
Paul Sereno: Let's get this tape measure on him. Put it right there. Wow. Sixty-five. Wow. That's a big skull.
Kommentator: Stor, men mindre end halvt stort som superkrokodillens kranie.
Narrator: Big, but less than half the size of supercroc's skull.
Mand: Enormt. PS: Vi har en .. krokodille på 6 meter.
Man: Enormous. PS: You've got a ... 14-foot croc.
Mand: Jeg vidste den var stor.
Man: I knew it was big.
PS:Stå ikke af. Du står ikke af, men bekymrer dig ikke om mig.
PS: Don't get off. You don't get off, but don't worry about me.
Kommentator: Paul har sin data, så de beslutter at sætte dyret tilbage ud i floden igen.
Narrator: Paul has his data, so they decide to release the animal back into the river.
PS: Gå ikke af! Gå ikke af! Gå ikke af!
PS: Don't get off! Don't get off! Don't get off!
Kommentator: Paul har aldrig set et fossil gøre det.
Narrator: Paul has never seen a fossil do that.
PS: Okay, når jeg siger tre, flytter vi os. En, to, tre! Whoa!
PS: Okay, when I say three, we move. One, two, three! Whoa!
Så -- der var -- (Bifald) Jamen, I ved, de -- de fossile spor er virkelig forbløffende fordi de virkelig tvinger en til at kigge på de levende dyr på en ny måde. Med de mål, beviste vi at krokodillers skæl er isometrisk. Det kom, dog, an på formen af deres kranie, så vi skulle sørge for at være nøjagtige med målene for at være sikre på at vi havde rekonstrueret og kunne bevise for den videnskabelige verden at super krokodillen faktisk er en 12 meters krokodille, formodentligt en han. Desuden, finder man også andre ting. Jeg skal lede en ekspedition til Sahara for at grave Afrikas største neolitiske grund op. Vi fandt den sidste år. To hundrede skeleter, redskaber, smykker.
So -- there were -- (Applause) Well, you know, the -- the fossil record is truly amazing because it really forces you to look at living animals in a new way. We proved with those measurements that crocodiles scaled isometrically. It depended on the shape of their skull, though, so we had to actually get those measurements to be sure that we had reconstructed and could prove to the scientific world that supercroc in fact is a 40-foot crocodile, probably a male. Anyway, you find other things, too. I'm going to lead an expedition to the Sahara to dig up Africa's largest neolithic site. We found this last year. Two hundred skeletons, tools, jewelry.
Dette er en ceremoniel skive. En utrolig journal over koloniseringen af Sahara for 5.000 år siden har ligget derude og ventet på os for at komme tilbage. Så, virkelig spændende. Og så vil arbejdet senere tage os til Tibet. Nu tænker vi normalt på Tibet som højland. Det er i virkeligheden et ø kontinent. Det var en forløber for Indien, en budbringer fra Gondwana -- et tabt paradis af dinosaurer isoleret i millioner af år. Ingen har fundet dem. Vi ved hvor de er, og vi tager ud og henter dem næste år. De er kun mellem 4 og 4.200 meter [høje], men hvis man tager derhen i den varme del af året, er det O.K. Nu har jeg prøvet at sy den historiske evolution for dinosaurer sammen så vi kan prøve at forstå nogle grundlæggende mønstre i evolution. Jeg har talt om et par af dem. Vi skal virkelig tage det videre. Vi skal dykke ned i denne masse af anatomi som vi har sammensat for at forstå hvor ændringerne sker og hvad det betyder. Vi kan ikke forudsige, nødvendigvis, hvad der sker i evolution, men vi kan lære nogle af reglerne i spillet, og det er virkelig det vi prøver at gøre.
This is a ceremonial disk. An amazing record of the colonization of the Sahara 5,000 years ago is been sitting out there waiting for us to go back. So, really exciting. And then work later is going to take us to Tibet. Now, we normally think of Tibet as a highland. It's really an island continent. It was a precursor to India, a messenger from Gondwana -- a lost paradise of dinosaurs isolated for millions of years. No one's found them. We know where they are, and we're going to go and get them next year. They're only between 13 and 14,000 feet, but if you go in the warm part of the year, it's O.K. Now, I tried to suture together a dinosaur evolutionary history so that we can try to understand some basic patterns of evolution. I've talked about a few of them. We really need to take that further. We need to delve into this mass of anatomy that we've been compiling to understand where the changes are occurring and what this means. We can't predict, necessarily, what will happen in evolution, but we can learn some of the rules of the game, and that's really what we're trying to do.
Men hensyn til det biogeografiske spørgsmål, deler jorden sig. Der er alle disse landkrabbe dyr. Der er et par valgmuligheder. Man bliver delt, og et kontinents deling svarer til en gaffel i det evolutionære træ, eller man er snu, og det lykkedes en at slippe væk fra den ene til den anden og sletter den deling, eller man lever i fred på begge sider, og på den ene side uddør man bare, og man overlever på den anden side og skaber en forskel. Og den fjerde ting er at man faktisk gjorde den ene eller anden af de tre ting, men man blev ikke fundet af palæontologen. Og man tager disse fire begivenheder og man bliver klar over at man har et komplekst problem. Så, ud over at grave, tror jeg vi har nogle svar fra dinosaur journalerne. Jeg tror disse dinosaurer migrerede -- vi kalder det fordeling -- rundt om i verden, med den mindste bro. De gjorde det inden for to eller tre grader af polen, for at fastholde en lighed mellem kontinenterne. Men da de blev delt, de blev nemlig delt, og vi ser virkelig kontinenterne skære en forskel ud mellem dinosaurerne.
With regard to the biogeographic question, the Earth is dividing. These are all landlubbing animals. There's a couple of choices. You get divided, and a continent's division corresponds to a fork in the evolutionary tree, or you're crafty, and you manage to escape from one to the other and erase that division, or you're living peacefully on each side, and on one side you just go extinct, and you survive on the other side and create a difference. And the fourth thing is that you actually did one or the other of those three things, but the paleontologist never found you. And you take those four instances and you realize you have a complex problem. And so, in addition to digging, I think we have some answers from the dinosaur record. I think these dinosaurs migrated -- we call it dispersal -- around the globe, with the slightest land bridge. They did it within two or three degrees of the pole, to maintain similarity between continents. But when they were divided, indeed they were divided, and we do see the continents carving differences among dinosaurs.
Men der er en ting der er endnu vigtigere, og jeg mener det er uddøen. Vi har nedvurderet denne faktor. Det udskærer livets historie, og det giver os den forskel som vi ser i dinosaur verden mod slutningen, lige inden meteornedslaget. Den bedste måde at teste dette på, er at skabe en faktisk model. Så hvis vi bevæger os tilbage, er dette et typisk todimensionelt livstræ. Jeg vil give jer tre dimensioner. Så man ser livstræet, men nu har jeg tilføjet områdets dimensioner. Så livets træ er normalt divergerende over tid. Nu har vi divergens over tid, men vi har skabt en tredje dimension over området.
But there's one thing that's even more important, and I think that's extinction. We have downgraded this factor. It carves up the history of life, and gives us the differences that we see in the dinosaur world towards the end, right before the bolide impact. The best way to test this is to actually create a model. So if we move back, this is a two-dimensional typical tree of life. I want to give you three dimensions. So you see the tree of life, but now I've added the dimension of area. So the tree of life is normally divergence over time. Now we have divergence over time, but we've created the third dimension of area.
Dette er et computer program der har tre knapper. Vi kan kontrollere disse ting som vi bekymrer os om: udryddelse, prøvetagning, spredning -- gående fra det ene område til det andet. Og i sidste ende kan vi kontrollere den forgrening for at efterligne måden som vi mener kontinenterne så ud på, og køre den tusinde gange, så vi kan estimere afgrænsningerne, for at svare på spørgsmålet, om vi er præcise eller ej, for i det mindste at kende problemets omfang. Så det er en lille smule om videnskaben.
This is a computer program which has three knobs. We can control those things that we're worried about: extinction, sampling, dispersal -- going from one area to another. And ultimately we can control the branching to mimic what we think the continents were like, and run it a thousand times, so we can estimate the parameters, to answer the question whether we are on the mark or not, at least to know the barriers of the problems. So that's a little bit about the science.
I dag vil jeg bruge resten af mine få minutter heroppe på at tale om de andre ting jeg laver i Chicago, som relaterer sig til det faktum at jeg aldrig -- og faktisk, ved at tale med en masse TEDstere, er der et antal af jer derude -- jeg er ikke sikker på at jeg ville få et svar ærlig talt, hvis jeg bad jer om at række hånden i vejret, men der er et antal af jer der startede jeres videnskabelige, tekniske, underholdende karriere som fiaskoer, efter samfundets standarder, som fiaskoer ifølge skolerne. Jeg var en af dem. Jeg blev dumpet af min skole -- min skole dumpede mig. Hvem peger fingre? Adskillige lærere dræbte mig næsten. Jeg fandt mig selv i kunst. Jeg var en total fiasko i skolen, ikke virkelig på vej til at dimittere i gymnasiet. Og jeg gik videre -- dette er mit første maleri på et lærred. Jeg læste en ordbog. Jeg kom på universitetet. Jeg blev kunstner. O.K., og jeg begyndte at tegne. Jeg blev abstrakt. Jeg oparbejdede en portefølje og jeg var på vej til New York. Nogle gange ville jeg se knogler når der lå et lig. Der foregik noget i baggrunden. Jeg tog til et studie i New York. Jeg tog en omvej til American Museum, og jeg kom mig aldrig.
Today I'm going to spend the rest of my few minutes up here talking about the other stuff that I do in Chicago, which is related to the fact that I never -- and actually, in talking to a lot of TEDsters, there's a number of you out there -- I don't know that I'd get an answer honestly, if I asked you to raise your hand, but there are a number of you out there that started your scientific, technical, entertainment career as failures, by society's standards, as failures by schools. I was one of those. I was failed by my school -- my school failed me. Who's pointing fingers? Several teachers nearly killed me. I found myself in art. I was a total failure in school, not really headed to graduate high school. And I went on -- that's my first painting on canvas. I read a dictionary. I got into college. I became an artist. O.K., and started drawing. It became abstract. I worked up a portfolio, and I was headed to New York. Sometimes I would see bones when there was a body there. Something was going on in the background. I headed to New York to a studio. I took a side trip to the American Museum, and I never recovered.
Men det er virkelig den samme disciplin -- de er i familie med hinanden. Jeg mener, er der noget det er ikke at visualisere det man ikke kan se, med hensyn til at opdage denne dinosaur knogle fra et lille stykke der er derude, eller se forvrængningen som vi prøver at se som evolutionær forvrængning fra et dyr til et andet? Dette er et meget ekstraordinært billede. Jeg giver jer et menneskeansigt fordi I er eksperter i det. Det tager os år at forstå hvordan man gør det med dinosaurer. De er virkelig discipliner der er i familie med hinanden. Men det vi prøver at skabe i Europa er en måde at få, samle, de studerende der i det mindste er repræsenteret i vores videnskab og teknologiske områder. Vi ved alle, og der har været adskillige hentydninger til det, at vi svigter i vores evne til at producere nok videnskabsfolk, ingeniører og teknikere.
But really it's the same discipline -- they're kindred disciplines. I mean, is there anything that is not visualizing what can't be seen, in terms of discovering this dinosaur bone from a small piece of it that's out there, or seeing the distortion that we try to see as evolutionary distortion in one animal to another? This is a very extraordinarily visual. I give you a human face because you're experts at that. It takes us years to understand how to do that with dinosaurs. They're really kindred disciplines. But what we're trying to create in Chicago is a way to get, collect together, those students who are least represented in our science and technology spheres. We all know, and there's been several allusions to it, that we are failing in our ability to produce enough scientists, engineers and technicians.
Det har vi vist i lang tid. Vi er gået gennem Sputnikfasen, og nu, i takt med at man ser stigningen i det tempo af det vi gør, bliver det endnu mere iøjefaldende. Hvor skal alle disse mennesker komme fra? Og et mere generelt spørgsmål for vores samfund er, hvad skal der ske med resten der bliver efterladt? Hvad med alle ungerne i skole der var ligesom mig -- unger ligesom nogle af jer derude -- der var i skole og ikke fik en chance og aldrig vil få en chance for at deltage i videnskab og teknologi?
We've known that for a long time. We've gone through the Sputnik phase, and now, as you see the increase in the pace of what we're doing, it becomes even more prominent. Where are all these people going to come from? And a more general question for our society is, what's going to happen to all the rest that are left behind? What about all the kids like me that were in school -- kids like some of you out there -- that were in school and didn't get a chance and will never get a chance to participate in science and technology?
Det er de spørgsmål jeg stiller. Og vi taler om Etiopien, og det er meget vigtigt. Niger er lige så vigtigt, og jeg prøver desperat at gøre noget i Niger. De har et problem med AIDS. Jeg spurgte -- det amerikanske udenrigsministeriet bad for nyligt regeringen, Hvad vil I gøre? Og de gav dem to problemer. Dinosaurer var et af dem. Giv os et museum med dinosaurer, og vi vil tiltrække turister, hvilket er vores anden industri. Og jeg håber ved gud at den amerikanske regering, jeg selv, eller TED, eller nogen hjælper os med at gøre det, fordi det ville være en utrolig ting for deres land. Men når vi ser tilbage på vores eget land, kigger vi tilbage til vores byer, byerne som de fleste af jer kommer fra -- i hvert fald den by jeg kommer fra -- er der utallige børn derude som disse. Og spørgsmålet er -- og vi begyndte med at adressere dette spørgsmål i århundreder -- hvordan vi får disse børn involveret i videnskab.
Those are the questions I ask. And we talk about Ethiopia, and it's very important. Niger is equally important, and I'm trying desperately to do something in Niger. They have an AIDS problem. I asked -- the U.S. State Department asked the government recently, What do you want to do? And they gave them two problems. Dinosaurs was one of them. Give us a museum of dinosaurs, and we will attract tourists, which is our number two industry. And I hope to God the United States government, me, or TED, or somebody helps us do that, because that would be an incredible thing for their country. But when we look back at our own country, we're looking back at our cities, the cities where most of you come from -- certainly the city I come from -- there's legions of kids out there like these. And the question is -- and we started to address this question for centuries -- as to how we get these kids involved in science.
Vi startede en organisation i Chicago -- en non-profit organisation -- der hedder Project Exploration. Dette er to børn fra Project Exploration. Vi mødte dem i deres tidlige stadier i gymnasiet. De var -- fejlede som studerende, og der er nu -- den ene er ved University of Chicago, den anden i Illinois. Vi har studerende på Harvard. Vi er seks år gamle. Og vi skabte en referenceliste. Fordi når man går derud som forsker, og man prøver at finde ud af forløbsundersøgelserne, sådan en referenceliste, er der i sidste end meget få, om nogen overhovedet. Så, vi har skabt en utrolig referenceliste med 100 procent dimittender, 90 procent går videre til gymnasiet, mange første generations, 90 procent af dem vælger videnskab som karriere. Det er en imponerende referenceliste, så vi ser tilbage og vi siger, jamen, vi udarbejdede ikke rigtigt dette teoretisk set fra starten, men når vi ser tilbage, er der teoretiske bevægelser i videnskabelig uddannelse.
We've started in Chicago an organization -- a non-profit organization -- called Project Exploration. These are two kids from Project Exploration. We met them in their early stages in high school. They were -- failing to poor students, and they are now -- one at the University of Chicago, another in Illinois. We've got students at Harvard. We're six years old. And we created a track record. Because when you go out there as a scholar, and you try to find out longitudinal studies, track records like that, there essentially are very few, if none. So, we've created an incredible track record of 100 percent graduation, 90 percent going to college, many first-generation, 90 percent of those choosing science as a career. It's an impressive track record, and so we look back and we say, well, we didn't really exactly work this out theoretically from the start, but when we look back, there are theoretical movements in science education.
Det er gået gennem videnskaben som en forespørgsel, hvilket var et stort fremskridt, og Dewey på Chicago -- man lærer det ved at gøre det. Til -- man lærer ved at forestille sig selv som forsker, og så lærer man at forestille sig selv som forsker. Det næste skridt er at lære evnerne for at gøre sig selv til forsker. Man skal have de skridt. Hvis man har -- det er nemt for børn at blive interesserede i videnskab. Det er svært at få dem til at forestille sig selv som forskere, hvilket involverer at stå op foran mennesker ligesom vi gør her i dette symposium og fremlægge noget som en vidende person, og så se sig selv i en rolle som forsker og give sig selv redskaberne til at forfølge det.
It's gone through science as an inquiry, which was a big advance, and Dewey back at Chicago -- you learn by doing. To -- you learn by envisioning yourself as a scientist, and then you learn to envision yourself as a scientist. The next step is to learn the capability to make yourself a scientist. You have to have those steps. If you have -- It's easy to get kids interested in science. It's hard to get them to envision themselves as a scientist, which involves standing up in front of people like we're doing here at this symposium and presenting something as a knowledgeable person, and then seeing yourself in the role as a scientist and giving yourself the tools to pursue that.
Så, det er det vi gør. Vi planlægger at få et permanent hjem i Chicago. Vi har en masse ideer, men jeg kan garantere jer for at denne ene ting -- og jeg har talt med nogle folk her hos TED -- det kommer ikke til at ligne noget I nogensinde har set før. Det bliver delvis skole, delvis museum, delvis konservatorie, delvis zoo, og delvis et svar på problemet om hvordan man får børn interesseret i videnskab. Mange tak.
And so, that's what we're going to do. We're planning a permanent home in Chicago. We have lots of ideas, but I guarantee you this one thing -- and I've talked to some people here at TED -- it's not going to look like anything you've seen before. It's going to be part-school, part-museum hall, part-conservatory, part-zoo, and part of an answer to the problem of how you interest kids in science. Thank you very much.