Prøv at se på det her billede. Det illustrerer en meget fascinerende gåde for os. Disse afrikanske studerende laver deres lektier under gadelamperne ved hovedstadens lufthavn, fordi de ikke har noget elektricitet derhjemme. Altså, jeg har ikke mødt lige nøjagtig de her studerende, men jeg har mødt studerende ligesom dem.
Take a look at this picture. It poses a very fascinating puzzle for us. These African students are doing their homework under streetlights at the airport in the capital city because they don't have any electricity at home. Now, I haven't met these particular students, but I've met students like them.
Lad os bare tage en af dem, for eksempel, ham i den grønne trøje. Lad os også give ham et navn: Nelson. Jeg vil vædde med at Nelson har en mobiltelefon. Så her kommer gåden. Hvorfor er det at Nelson har adgang til en moderne teknologi, som mobiltelefonen, men ikke har adgang til en 100 år gammel teknologi, der kan generere elektrisk lys i hans hjem?
Let's just pick one -- for example, the one in the green shirt. Let's give him a name, too: Nelson. I'll bet Nelson has a cellphone. So here is the puzzle. Why is it that Nelson has access to a cutting-edge technology, like the cellphone, but doesn't have access to a 100-year-old technology for generating electric light in the home?
Svaret, i et ord, er "regler". Dårlige regler kan forhindre den win-win løsning, der er mulig, når folk kan frembringe nye teknologier og gøre dem tilgængelige for en som Nelson. Hvilke regler? El selskabet i det her land opererer under en regel, som siger at det skal sælge elektricitet til en meget lav, statsstøttet pris. Faktisk, en pris der er så lav, at det taber penge på hver enhed den sælger. Så den har hverken ressourcerne, eller incitamenterne, til at udbyde el til mange mennesker.
Now, in a word, the answer is "rules." Bad rules can prevent the kind of win-win solution that's available when people can bring new technologies in and make them available to someone like Nelson. What kinds of rules? The electric company in this nation operates under a rule, which says that it has to sell electricity at a very low, subsidized price -- in fact, a price that is so low it loses money on every unit that it sells. So it has neither the resources, nor the incentives, to hook up many other users.
Præsidenten ville ændre denne regel. Han har set, at det er muligt at have et andet sæt regler, regler hvor virksomheder kan tjene en lille profit, så de har et incitament til at skaffe flere kunder. Det er den form for regler som mobiltelefon firmaet som Nelson har købt sin telefon hos, opererer under. Præsidenten har set, hvor godt de regler fungerede. Så han prøvede at ændre reglerne for prissætning af elektricitet, men han rendte ind i en mur af protester fra virksomheder og forbrugere, som ville bevare de eksisterende statsstøttede rater. Så han hang på de regler, der forhindrede ham i at lade win-win løsningen hjælpe hans land. Og Nelson er stadig nødsaget til at studere under gadelamperne.
The president wanted to change this rule. He's seen that it's possible to have a different set of rules, rules where businesses earn a small profit, so they have an incentive to sign up more customers. That's the kind of rules that the cellphone company that Nelson purchases his telephony from operates under. The president has seen how those rules worked well. So he tried to change the rules for pricing on electricity, but ran into a firestorm of protest from businesses and consumers who wanted to preserve the existing subsidized rates. So he was stuck with rules that prevented him from letting the win-win solution help his country. And Nelson is stuck studying under the streetlights.
Den virkelige udfordring er så, at prøve at finde ud af, hvordan vi kan ændre regler. Er der nogle regler, vi kan udvikle til at hjælpe med at ændre regler? Jeg vil argumentere for, at der er en generel abstrakt indsigt som vi kan gøre praktisk, hvilket er, at vi kan give flere muligheder for folket, og flere muligheder for ledere, som i mange lande, også er en del af folket. (Latter) Men det er brugbart at præsentere modsætningerne mellem de to. Fordi de former for muligheder som du ville give en leder, en mulighed som at give præsidenten muligheden for at hæve prisen på elektricitet, ville fjerne en mulighed som folket i økonomien vil have. De vil have muligheden for at blive ved med at forbruge statsstøttet elektricitet. Så hvis man kun giver til den ene eller den anden side, så vil du have spændinger imellem dem. Hvis bare vi kan finde ud af at give flere muligheder til begge sider, der vil give os et sæt af regler, til at kunne ændre regler som får os ud af fælderne.
The real challenge then, is to try to figure out how we can change rules. Are there some rules we can develop for changing rules? I want to argue that there is a general abstract insight that we can make practical, which is that, if we can give more choices to people, and more choices to leaders -- who, in many countries, are also people. (Laughter) But, it's useful to present the opposition between these two. Because the kind of choice you might want to give to a leader, a choice like giving the president the choice to raise prices on electricity, takes away a choice that people in the economy want. They want the choice to be able to continue consuming subsidized electric power. So if you give just to one side or the other, you'll have tension or friction. But if we can find ways to give more choices to both, that will give us a set of rules for changing rules that get us out of traps.
Nelson har også adgang til internettet. Og han siger at hvis du vil se de skadende effekter af regler, den måde som regler kan holde folk i fanget i mørket, så se på billederne fra NASA af jorden om natten. Tag især et kig på Asien. Hvis man zoomer ind her, så kan man se Nord Korea skitseret her, det er som et sort hul sammenlignet med deres naboer. Du vil ikke blive overrasket over at finde ud af at de regler de har i Nord Korea holder folk fanget i mørket.
Now, Nelson also has access to the Internet. And he says that if you want to see the damaging effects of rules, the ways that rules can keep people in the dark, look at the pictures from NASA of the earth at night. In particular check out Asia. If you zoom in here, you can see North Korea, in outline here, which is like a black hole compared to its neighbors. Now, you won't be surprised to learn that the rules in North Korea keep people there in the dark.
Men det er vigtigt at indse at Nord Korea og Syd korea startede med et identisk sæt af regler både i form af love og regulativer, men også i dybere former som forståelser, normer, kultur, værdier og tro. Da de blev separeret tog de nogle valg som ledte dem ad meget forskellige veje for deres sæt af regler. Så vi kan ændre, vi som mennesker, kan ændre de regler som vi bruger til at interagere med hinanden på godt og ondt.
But it is important to recognize that North Korea and South Korea started out with identical sets of rules in both the sense of laws and regulations, but also in the deeper senses of understandings, norms, culture, values and beliefs. When they separated, they made choices that led to very divergent paths for their sets of rules. So we can change -- we as humans can change the rules that we use to interact with each other, for better, or for worse.
Lad os nu kigge på en anden region, Caribien. Zoome ind på Haiti, som er skitseret her. Haiti er også mørklagt, sammenlignet med deres nabo, den Dominikanske Republik, som har omkring samme antal indbyggere. Begge disse lande er mørke sammenlignet med Puerto Rico, som har halvt så mange indbyggere som Haiti og som den Domikanske Republik. Det Haiti advarer os om er at regler kan være dårlige på grund af en svag regering. Reglerne er ikke kun dårlige fordi regeringer er for stærke og undertrykkende, som i Nord Korea. Så hvad hvis vi vil skabe miljøer med gode regler, som man ikke bare kan fjerne. Vi er nødt til også at finde måder at bygge op på.
Now let's look at another region, the Caribbean. Zoom in on Haiti, in outline here. Haiti is also dark, compared to its neighbor here, the Dominican Republic, which has about the same number of residents. Both of these countries are dark compared to Puerto Rico, which has half as many residents as either Haiti or the Dominican Republic. What Haiti warns us is that rules can be bad because governments are weak. It's not just that the rules are bad because the government is too strong and oppressive, as in North Korea. So that if we want to create environments with good rules, we can't just tear down. We've got to find ways to build up, as well.
Kina demonstrerer ret dramatisk både potentialet og udfordringerne ved at arbejde med regler. Tilbage i starten af de data der er vist i dette diagram, var Kina verdensleder indenfor højteknologi. Kineserne skabt banebrydende teknologier som stål, printning, krudt. Men kineserne havde aldrig vedtaget, ihvertfald i den periode, effektive regler til at opmuntre spredningen af de ideer, [for eksempel, aldrig opmuntret] et profit incitament der kunne have opmuntret til en spredning. Og de vedtog tidligt regler som bremsede innovationen og skar Kina af fra resten af verden. Så mens andre lande i verden var innovative, både i form af at udvikle nye teknologier, men også ved at udvikle nye regler, var kinesere holdt udenfor disse fremskridt. Indkomsten i Kina forblev stagnerende, mens den var opadgående i resten af verden.
Now, China dramatically demonstrates both the potential and the challenges of working with rules. Back in the beginning of the data presented in this chart, China was the world's high-technology leader. Chinese had pioneered technologies like steel, printing, gunpowder. But the Chinese never adopted, at least in that period, effective rules for encouraging the spread of those ideas -- a profit motive that could have encouraged the spread. And they soon adopted rules which slowed down innovation and cut China off from the rest of the world. So as other countries in the world innovated, in the sense both of developing newer technologies, but also developing newer rules, the Chinese were cut off from those advances. Income there stayed stagnant, as it zoomed ahead in the rest of the world.
Det næste diagram kigger på mere nutidig data. Det viser indkomst, gennemsnitsindkomsten i Kina som procent af gennemsnitsindkomsten i USA. I 50'erne og 60'erne kan man se at den svævede omkring tre procent. Men så i de sene 70'ere skete der noget. Væksten lettede i Kina. Kineserne begyndte hurtigt at indhente USA.
This next chart looks at more recent data. It plots income, average income in China as a percentage of average income in the United States. In the '50s and '60s you can see that it was hovering at about three percent. But then in the late '70s something changed. Growth took off in China. The Chinese started catching up very quickly with the United States.
Hvis man går tilbage til kortet om natten, får man et hint om processen der førte til de dramatisk ændringer af regler i Kina. Det mest lysende punkt i Kina, som du kan se på kanten af skitseringen her, er Hong Kong. Hong Kong var en lille del af Kina som, gennem det meste af det 20. århundrede, opererede under et meget anderledes sæt regler end resten af Kina, reglerne var kopieret fra fungerende markedsøkonomier på den tid, og administreret af briterne.
If you go back to the map at night, you can get a clue to the process that lead to the dramatic change in rules in China. The brightest spot in China, which you can see on the edge of the outline here, is Hong Kong. Hong Kong was a small bit of China that, for most of the 20th century, operated under a very different set of rules than the rest of mainland China -- rules that were copied from working market economies of the time, and administered by the British.
I 50'erne, var Hong Kong et sted hvor millioner af mennesker kunne gå hen fra fastlandet, for at starte i arbejde som at sy trøjer, lave legetøj. For at komme til en stigende indkomst og øgede kompetencer der her førte til en hurtigt stigende vækst. Hong Kong var også den model som ledere ligesom Deng Xiaoping kunne kopiere, da de besluttede at flytte hele fastlandet mod et frit marked.
In the 1950s, Hong Kong was a place where millions of people could go, from the mainland, to start in jobs like sewing shirts, making toys. But, to get on a process of increasing income, increasing skills led to very rapid growth there. Hong Kong was also the model which leaders like Deng Xiaoping could copy, when they decided to move all of the mainland towards the market model.
Men Deng Xiaoping forstod instinktivt vigtigheden af at tilbyde muligheder til hans folk. Så i stedet for at tvinge alle i Kina til med det samme at skifte til et frit marked, gik de hen og skabte nogle specielle zoner, der på en måde kunne gøre, hvad Storbritannien gjorde, gøre muligheden for at arbejde med markedsreglerne tilgængelig for de mennesker der valgte at bo der. Så de oprettede fire specielle økonomiske zoner omkring Hong Kong. Zoner hvor kinesere kunne komme og arbejde, og byer voksede meget hurtigt der, også zoner hvor udenlandske firmaer kunne komme og lave ting.
But Deng Xiaoping instinctively understood the importance of offering choices to his people. So instead of forcing everyone in China to shift immediately to the market model, they proceeded by creating some special zones that could do, in a sense, what Britain did: make the opportunity to go work with the market rules available to the people who wanted to opt in there. So they created four special economic zones around Hong Kong: zones where Chinese could come and work, and cities grew up very rapidly there; also zones where foreign firms could come in and make things.
En af de zoner ved siden af Hong Kong har en by kaldet Shenzhen. I den by er der et taiwanisisk firma der lavede den iPhone mange af jer har, og de gjorde det med arbejdskraft fra kinesere der flyttede til Shenzhen. Så efter de fire specielle zoner, var der 14 kystbyer, som var åbne på samme måde. Og til sidst blev successen bevist ved at på disse steder hvor folk kunne flytte hen, flokkedes folk til på grund af de fordele der blev tilbudt der. De beviste successer førte til en konsensus for at rykke hele økonomien hen imod et frit marked.
One of the zones next to Hong Kong has a city called Shenzhen. In that city there is a Taiwanese firm that made the iPhone that many of you have, and they made it with labor from Chinese who moved there to Shenzhen. So after the four special zones, there were 14 coastal cites that were open in the same sense, and eventually demonstrated successes in these places that people could opt in to, that they flocked to because of the advantages they offered. Demonstrated successes there led to a consensus for a move toward the market model for the entire economy.
Det kinesiske eksempel viser os flere pointer. Et er: bevar muligheder for folket. To: operer under det rigtige størrelsesforhold Du kan godt ændre reglerne i en landsby, men en landsby vil være for lille til at få de former for fordele som man kan få, hvis du har millioner af mennesker, der alle arbejder under gode regler. På den anden side er en hel nation for stor. Hvis du prøver at ændre reglerne i en nation, kan du ikke give nogle folk chanchen for at holde tilbage, se hvordan det går, og lade andre tjekke de nye regler ud først. Men byer giver den mulighed for at skabe nye steder, med nye regler, som folk kan flytte til. Og de er store nok til at få alle fordelene som man kan få når millioner af os arbejder sammen under gode regler.
Now the Chinese example shows us several points. One is: preserve choices for people. Two: operate on the right scale. If you try to change the rules in a village, you could do that, but a village would be too small to get the kinds of benefits you can get if you have millions of people all working under good rules. On the other hand, the nation is too big. If you try to change the rules in the nation, you can't give some people a chance to hold back, see how things turn out, and let others zoom ahead and try the new rules. But cities give you this opportunity to create new places, with new rules that people can opt in to. And they're large enough to get all of the benefits that we can have when millions of us work together under good rules.
Så forslaget er at vi forestiller os noget kaldet en autonom by. Vi starter med et skema der viser alle de krævede regler for at tiltrække de folk som vi har brug for til at bygge byen. Vi har behov for at tiltrække investorer som vil bygge infrastrukturen. Skaffe el, veje, havn, lufthavn og bygningerne. Man har behov for at tiltrække firmaer, som vil ansætte de folk der først flytter dertil. Og man har behov for at tiltrække familier, de beboere som vil komme og bo der permanent, opdrage deres børn, give deres børn en uddannelse, og få deres første job.
So the proposal is that we conceive of something called a charter city. We start with a charter that specifies all the rules required to attract the people who we'll need to build the city. We'll need to attract the investors who will build out the infrastructure -- the power system, the roads, the port, the airport, the buildings. You'll need to attract firms, who will come hire the people who move there first. And you'll need to attract families, the residents who will come and live there permanently, raise their children, get an education for their children, and get their first job.
Under de her regler, vil folk flytte dertil. Byen kan blive bygget. Og vi kan skalere den her model Vi kan gøre det igen og igen. For at få det til at virke, er der behov for gode regler. Det har vi allerede set. De regler er vist i skemaet. Vi har også behov for muligheder til folket. Det er faktisk bygget ind i modellen hvis vi tillader muligheden for at bygge byer på ubeboet land. Man kan starte fra ubeboet territorie. Folk kan komme og leve under de nye regler. Men ingen er tvunget til at leve under dem. Den sidste ting vi har behov er muligheder for ledere.
With that charter, people will move there. The city can be built. And we can scale this model. We can go do it over and over again. To make it work, we need good rules. We've already discussed that. Those are captured in the charter. We also need the choices for people. That's really built into the model if we allow for the possibility of building cities on uninhabited land. You start from uninhabited territory. People can come live under the new charter, but no one is forced to live under it. The final thing we need are choices for leaders.
Og, for at opnå de former for muligheder vi vil have til vore ledere, skal vi tillade potentielle partnerskaber mellem nationer. Tilfælde hvor nationer arbejder sammen, i praksis, måden hvorpå Kina og Storbritannien arbejdede sammen om at bygge først en lille enklave af et frit marked, og derefter få det igennem hele Kina. På en måde har Storbritannien ubevidst gennem deres handlinger i Hong Kong, gjort mere for at reducere fattigdom i verden end alle de bistandsprogrammer som vi har gennemført i det sidste århundrede. Så hvis vi tillader disse former for partnerskaber for at kopiere dette, så kan vi få de former for fordele spredt ud over hele verden.
And, to achieve the kind of choices we want for leaders we need to allow for the potential for partnerships between nations: cases where nations work together, in effect, de facto, the way China and Britain worked together to build, first a little enclave of the market model, and then scale it throughout China. In a sense, Britain, inadvertently, through its actions in Hong Kong, did more to reduce world poverty than all the aid programs that we've undertaken in the last century. So if we allow for these kind of partnerships to replicate this again, we can get those kinds of benefits scaled throughout the world.
I nogle tilfælde vil det involvere en uddelegering af ansvar, en uddelegering af kontrol, fra et land til andet til at overtage bestemte former for administrative forpligtelser. Når jeg siger det, tænker nogle af jer, "Bringer det her ikke kolonialismen tilbage?" Nej, men det er vigtigt at anerkende at de følelser der kommer frem når vi starter med at tænke på de ting, kan komme i vejen, kan trække os tilbage, kan lukke ned for vores evne, og vores interesse til at prøve at udforske nye ideer.
In some cases this will involve a delegation of responsibility, a delegation of control from one country to another to take over certain kinds of administrative responsibilities. Now, when I say that, some of you are starting to think, "Well, is this just bringing back colonialism?" It's not. But it's important to recognize that the kind of emotions that come up when we start to think about these things, can get in the way, can make us pull back, can shut down our ability, and our interest in trying to explore new ideas.
Hvorfor er det ikke kolonialisme? Det der var skidt ved kolonialisme, og det som er galt i nogle af vores støtteprogrammer, er at det indeholdte elementer af tvang og undertrykkelse. Det handler alt sammen om valgmuligheder, både for lederne og de mennesker som vil leve i de nye byer. Og, muligheder er modgiften til tvang og undertrykkelse.
Why is this not like colonialism? The thing that was bad about colonialism, and the thing which is residually bad in some of our aid programs, is that it involved elements of coercion and condescension. This model is all about choices, both for leaders and for the people who will live in these new places. And, choice is the antidote to coercion and condescension.
Lad os tale om hvordan det ville virke i praksis. Lad os tage en bestemt leder, Raul Castro, som er lederen af Cuba. Det må have været sket for Castro, at han havde chancen for at gøre for Cuba hvad Deng Xiaoping gjorde for Kina, men han har ikke et Hong Kong på øen Cuba. Han har dog en lille smule lys nede i syden som har en meget speciel status. Der er en zone der ved Guantanamo-bugten, hvor en traktat giver USA administrativt ansvar for et stykke land som er omkring dobbelt så stort som Manhattan.
So let's talk about how this could play out in practice. Let's take a particular leader, Raul Castro, who is the leader of Cuba. It must have occurred to Castro that he has the chance to do for Cuba what Deng Xiaoping did for China, but he doesn't have a Hong Kong there on the island in Cuba. He does, though, have a little bit of light down in the south that has a very special status. There is a zone there, around Guantanamo Bay, where a treaty gives the United States administrative responsibility for a piece of land that's about twice the size of Manhattan.
[Raul] Castro går hen til statsministeren i Canada og siger, "Hør her, amerikanerne har et forfærdeligt PR problem. De vil gerne ud. Så hvorfor tager du ikke over, Canada? Få en special administrativ zone op at stå. Tillad en ny by at blive bygget der. Tillad mange mennesker at komme ind, og lad os have et Hong Kong tæt på. Nogle af mine indbyggere vil også flytte ind i byen. Nogle vil blive tilbage, men det vil være porten som vil forbinde den moderne økonomi og verden sammen med mit land."
Castro goes to the prime minister of Canada and says, "Look, the Yankees have a terrible PR problem. They want to get out. Why don't you, Canada, take over? Build -- run a special administrative zone. Allow a new city to be built up there. Allow many people to come in. Let us have a Hong Kong nearby. Some of my citizens will move into that city as well. Others will hold back. But this will be the gateway that will connect the modern economy and the modern world to my country."
Så hvor ellers kan denne model blive afprøvet? Afrika? Jeg har snakket med ledere i Afrika. Mange af dem er fuldstændig med på ideen om en special zone som folk kan slutte sig til. Det er en måde at ændre regler. Det er en måde at skabe nye regler, og lade folk slutte sig til uden tvang, og uden den modstand som tvang kan skabe. De er også fuldstændig med på at i nogle tilfælde kan de lave mere troværdige løfter til langsigtede investorer. Den slags investorer som vil komme bygge havnen og bygge vejene i en ny by.
Now, where else might this model be tried? Well, Africa. I've talked with leaders in Africa. Many of them totally get the notion of a special zone that people can opt into as a rule. It's a rule for changing rules. It's a way to create new rules, and let people opt-in without coercion, and the opposition that coercion can force. They also totally get the idea that in some instances they can make more credible promises to long-term investors -- the kind of investors who will come build the port, build the roads, in a new city --
De kan lave mere troværdige løfter hvis de gør det sammen med en partner nation. Måske endda et arrangement som er en smule ligesom en betinget kontrakt, hvor et stykke land bliver deponeret hos en tredjepart, hvorefter partnernationen tager ansvar for det. Der er masser af stykker land i Afrika hvor nye byer kan blive bygget. Det her er et billede jeg tog mens jeg fløj langs kysten. Der er enorme stykker land som dette, land hvor hundrede af millioner af mennesker kunne bo. Hvis vi generaliserer dette og tænker på ikke bare en eller to autonome byer, men et dusinvis. Byer som vil hjælpe med at skabe steder for de mange hundrede millioner, måske milliarder af mennesker som vil flytte til byer i det kommende århundrede.
they can make more credible promises if they do it along with a partner nation. Perhaps even in some arrangement that's a little bit like an escrow account, where you put land in the escrow account and the partner nation takes responsibility for it. There is also lots of land in Africa where new cities could be built. This is a picture I took when I was flying along the coast. There are immense stretches of land like this -- land where hundreds of millions of people could live. Now, if we generalize this and think about not just one or two charter cites, but dozens -- cities that will help create places for the many hundreds of millions, perhaps billions of people who will move to cities in the coming century --
Er der nok land til dem? Hvis vi kigger over hele verden via kortet med lys om natten, så er den ene ting der vildleder faktisk, at det ser ud som om, at det meste af verden allerede er bebygget. Så lad mig vise jer hvorfor det er forkert. Tag denne repræsentation af alt landet. Lav det til om til et kvadrat der står for alt det dyrkbare land på Jorden. Og lad disse prikker stå for det land som allerede er fyldt op af de byer som tre milliarder mennesker nu bor i. Hvis man flytter de prikker ned i bunden af rektanglet så kan man se at byerne for de eksisterende tre milliarder byboere kun udfylder tre procent af den dyrkelige land på Jorden.
is there enough land for them? Well, throughout the world, if we look at the lights at night, the one thing that's misleading is that, visually, it looks like most of the world is already built out. So let me show you why that's wrong. Take this representation of all of the land. Turn it into a square that stands for all the arable land on Earth. And let these dots represent the land that's already taken up by the cities that three billion people now live in. If you move the dots down to the bottom of the rectangle you can see that the cities for the existing three billion urban residents take up only three percent of the arable land on earth.
Så hvis man ville bygge byer til en milliard mennesker mere, så ville prikkerne se sådan her ud. Vi ville gå fra tre procent af den dyrkelige jord, til fire procent. Vi ville kraftigt reducere det menneskelige aftryk på Jorden ved at bygge flere byer som folk kan flytte til. Og hvis disse byer er regeret med gode regler, kan de blive byer hvor folk er sikre fra kriminalitet, sikre fra sygdomme og dårlige hygiejneforhold, hvor folk har en chance for at få et job. Hvor de kan få basale nødvendigheder som elektricitet. Hvor deres børn kan få en uddannelse.
So if we wanted to build cities for another billion people, they would be dots like this. We'd go from three percent of the arable land, to four percent. We'd dramatically reduce the human footprint on Earth by building more cities that people can move to. And if these are cities governed by good rules, they can be cities where people are safe from crime, safe from disease and bad sanitation, where people have a chance to get a job. They can get basic utilities like electricity. Their kids can get an education.
Så hvad vil det kræve for at komme igang med at bygge de første autonome byer, og få gjort det så vi vil bygge mange flere? Det ville hjælpe at have en manual. (Latter) Hvad universitetsprofessorer kunne gøre er at skrive nogle detaljer som måske kunne indgå i denne manual. Man ville ikke lade os drive byerne, og gå ud og designe dem. Man ville ikke lukke akademikere ud i naturen. (Latter)
So what will it take to get started building the first charter cities, scaling this so we build many more? It would help to have a manual. (Laughter) What university professors could do is write some details that might go into this manual. You wouldn't want to let us run the cities, go out and design them. You wouldn't let academics out in the wild. (Laughter)
Men, det kunne få os til at tænke på spørgsmål som, forestil dig at det ikke bare er Canada der laver aftalen med Raul Castro. Måske kommer Brasilien også ind som en deltager, og Spanien også. Og måske Cuba vil være en af partnerne i et firevejs foretagende. Hvordan kunne vi skrive en traktat der kunne gøre det? Der er mindre precedens for det. Men det kunne nemt blive gjort.
But, you could set us to work thinking about questions like, suppose it isn't just Canada that does the deal with Raul Castro. Perhaps Brazil comes in as a participant, and Spain as well. And perhaps Cuba wants to be one of the partners in a four-way joint venture. How would we write the treaty to do that? There is less precedent for that, but that could easily be worked out.
Hvordan ville vi finansiere dette? Det viser sig at Singapore og Hong Kong er byer der tjente stort på værdien af det land de ejede da de begyndte. Man kunne bruge denne indtjening til at betale for ting som politi og retssystem. Men også uddannelsessystemet og sundhedsvæsenet, som gør dette et mere attraktivt sted at bo. Gør dette til et sted hvor folk har høje indkomster, som, tilfældigvis, gør landet mere værdifuldt. Så incitamenterne for menneskerne der hjælper med at grundlægge zonen og bygge den op, og sætter de basale regler, går rigtig meget i den rigtige retning.
How would we finance this? Turns out Singapore and Hong Kong are cities that made huge gains on the value of the land that they owned when they got started. You could use the gains on the value of the land to pay for things like the police, the courts, but the school system and the health care system too, which make this a more attractive place to live, makes this a place where people have higher incomes -- which, incidentally, makes the land more valuable. So the incentives for the people helping to construct this zone and build it, and set up the basic rules, go very much in the right direction.
Der er mange andre detaljer som disse. Hvordan kan vi have boliger der har lave omkostninger og er til at betale for folk som arbejder i deres første job, for eksempel at montere noget som en iPhone? Men gør boligerne energi besparende, og gør dem sikre, så de ikke falder sammen i et jordskælv eller i en orkan. Der er mange tekniske detaljer at udarbejde, men mange af os som allerede er igang med at jagte de her ting kan allerede fortælle at der intet er i vejen, ingen forhindringer, andet end mangel på fantasi, der vil holde os fra at skabe en i sandhed global win-win løsning.
So there are many other details like this. How could we have buildings that are low cost and affordable for people who work in a first job, assembling something like an iPhone, but make those buildings energy efficient, and make sure that they are safe, so they don't fall down in an earthquake or a hurricane. Many technical details to be worked out, but those of us who are already starting to pursue these things can already tell that there is no roadblock, there's no impediment, other than a failure of imagination, that will keep us from delivering on a truly global win-win solution.
Lad mig med dette billede konkludere at grunden til at vi kan have det så godt, selvom der er så mange mennesker på Jorden, er på grund af effekten af ideer. Vi kan dele ideer med andre mennesker, og når de opdager dem, kan de dele med os. Det er ikke ligesom en mangelvare hvor det at dele betyder at vi begge får mindre. Når vi deler ideer kan vi alle få mere. Når vi tænker på ideer på den måde, tænker vi typisk på teknologier.
Let me conclude with this picture. The reason we can be so well off, even though there is so many people on earth, is because of the power of ideas. We can share ideas with other people, and when they discover them, they share with us. It's not like scarce objects, where sharing means we each get less. When we share ideas we all get more. When we think about ideas in that way, we usually think about technologies.
Men der er en anden kategori af ideer: reglerne der bestemmer hvordan vi fungerer sammen socialt. Regler som et skattesystem, der støtter et forskingsuniversitet der giver bestemte former for viden væk gratis. Lad os have et system hvor ejerskab af land der bliver registreret i et statskontor, kan blive stillet som kaution.
But there is another class of ideas: the rules that govern how we interact with each other; rules like, let's have a tax system that supports a research university that gives away certain kinds of knowledge for free. Let's have a system where we have ownership of land that is registered in a government office, that people can pledge as collateral.
Hvis vi kan blive ved med at innovere vores regler, og især innovere i form af at komme op med regler for at ændre regler, så vi ikke sidder fast i dårlige regler, så kan vi blive ved med at rykke udviklingen fremad og virkelig gøre verden til et bedre sted, så folk som Nelson og hans venner ikke længere behøver at læse under gadelamperne. Mange tak. (Applaus)
If we can keep innovating on our space of rules, and particularly innovate in the sense of coming up with rules for changing rules, so we don't get stuck with bad rules, then we can keep moving progress forward and truly make the world a better place, so that people like Nelson and his friends don't have to study any longer under the streetlights. Thank you. (Applause)