I dag vil jeg forklare for jer tre eksempler på ikonisk design, og det giver god mening, at jeg bør gøre det, for jeg har en bachelor i litteratur. (Latter) Men jeg er også en berømt mindre fjernsynspersonlighed og en ivrig samler af Design Within Reach kataloger, så jeg ved egentlig alt om emnet.
Today I'm going to unpack for you three examples of iconic design, and it makes perfect sense that I should be the one to do it because I have a Bachelor's degree in Literature. (Laughter) But I'm also a famous minor television personality and an avid collector of Design Within Reach catalogs, so I pretty much know everything there is.
Jeg er sikker på, I genkender dette objekt; mange af jer så det sandsynligvis, da I landede jeres private zeppelinere i Los Angeles International Airport i de sidste par dage. Denne er kendt som Theme Building; (Temabygningen) det er dens navn af årsager, der endnu er meget mudrede. Og den er måske det bedste eksempel, vi har i Los Angeles på old-udenjordisk arkitektur.
Now, I'm sure you recognize this object; many of you probably saw it as you were landing your private zeppelins at Los Angeles International Airport over the past couple of days. This is known as the Theme Building; that is its name for reasons that are still very murky. And it is perhaps the best example we have in Los Angeles of ancient extraterrestrial architecture.
Den blev først udgravet i 1961, mens de byggede LAX, selvom videnskabsfolk tror, at den stammer fra år 2000 før vores tidsregning, hvor den blev brugt som en travl transdimensionel rumhavn af astronauterne i gammel tid, der først koloniserede denne planet og opløftede vores art fra barbari ved at give os det skrevne sprogs gave og teknologi og roterende restauranter.
It was first excavated in 1961 as they were building LAX, although scientists believe that it dates back to the year 2000 Before Common Era, when it was used as a busy transdimensional space port by the ancient astronauts who first colonized this planet and raised our species from savagery by giving us the gift of written language and technology and the gift of revolving restaurants.
Den menes at have været en erstatning for de ældre rumhavne beliggende ved Stonehenge og anses for at være noget af en forbedring grundet det enkle design, fraværet af druider, der hænger ud hele tiden, og selvfølgelig den meget bedre adgang til parkering. Da den blev afdækket, indvarslede den en ny æra af strømlinet, arkaisk futuristisk design kaldet Googie, som blev synonymt med Jetalderen, en misvisende betegnelse. Trods alt rejste oldtidens astronauter, der brugte den, ikke med jet ret tit, de foretrak i stedet at rejse med fjerede slanger, der kørte på krystalkranier.
It is thought to have been a replacement for the older space ports located, of course, at Stonehenge and considered to be quite an improvement due to the uncluttered design, the lack of druids hanging around all the time and obviously, the much better access to parking. When it was uncovered, it ushered in a new era of streamlined, archaically futuristic design called Googie, which came to be synonymous with the Jet Age, a misnomer. After all, the ancient astronauts who used it did not travel by jet very often, preferring instead to travel by feathered serpent powered by crystal skulls.
(Bifald)
(Applause)
(Musik)
(Music)
Åh ja, et bord. Vi bruger disse hver dag. Og på toppen af det juice-saliffen. Dette er et design af Philippe Starck, som jeg tror er blandt publikum i dette øjeblik. Og I kan se, det er et Starck-design på dets præcision, dets legesyge, dets nyskabelse og dets løfte om nært forestående vold. (Latter)
Ah yes, a table. We use these every day. And on top of it, the juicy salif. This is a design by Philippe Starck, who I believe is in the audience at this very moment. And you can tell it is a Starck design by its precision, its playfulness, its innovation and its promise of imminent violence. (Laughter)
Det er et design, der udfordrer ens intuition -- det er ikke, hvad man tror, det er, når man først ser det. Det er ikke en gaffel designet til at tage tre forretter af gangen, hvilket ville være meget nyttigt i lobbyen, skulle jeg mene. Og trods dets tydelige påvirkning af oldtidens astronauter og dets rumalder-hed og trefodethed er det ikke noget designet til at fæstne sig til hjernen og suge ens tanker ud. Det er faktisk en citruspresser, og når jeg siger det, ser I den aldrig som noget andet igen.
It is a design that challenges your intuition -- it is not what you think it is when you first see it. It is not a fork designed to grab three hors d'oeuvres at a time, which would be useful out in the lobby, I would say. And despite its obvious influence by the ancient astronauts and its space agey-ness and tripodism, it is not something designed to attach to your brain and suck out your thoughts. It is in fact a citrus juicer and when I say that, you never see it as anything else again.
Den er ej heller et monument til design, den er et monument til designs nytte. Man kan tage den med sig hjem, ulig Theme Building, der forbliver, hvor den er for evigt. Denne er betalelig og kan komme med en hjem, og det kan som sådan sidde på ens køkkenbord -- den kan ikke være i skufferne; tro mig, jeg lærte det på den hårde måde -- og få ens køkkenbord til at ligne et monument til design. En anden ting omkring den, hvis man har en derhjemme, lad mig fortælle jer om en egenskab, I måske ikke kender: når man falder i søvn, kommer den til live, og den går rundt i ens hus og gennemgår ens post og betragter en, mens man sover. (Bifald)
It is also not a monument to design, it is a monument to design's utility. You can take it home with you, unlike the Theme Building, which will stay where it is forever. This is affordable and can come home with you and, as such, it can sit on your kitchen counter -- it can't go in your drawers; trust me, I found that out the hard way -- and make your kitchen counter into a monument to design. One other thing about it, if you do have one at home, let me tell you one of the features you may not know: when you fall asleep, it comes alive and it walks around your house and goes through your mail and watches you as you sleep. (Applause)
Okay, hvad er dette objekt? Jeg har ingen anelse. Jeg ved ikke, hvad den ting er. Den ser frygtelig ud. Er det en kogeplade? Jeg fatter den ikke. Ved nogen det? Chee? Det er en ... iPhone. iPhone. Åh ja, rigtigt, dem husker jeg; jeg fik alle mine badeværelsesklinker ordnet med dem i de gode gamle dage.
Okay, what is this object? I have no idea. I don't know what that thing is. It looks terrible. Is it a little hot plate? I don't get it. Does anyone know? Chi? It's an ... iPhone. iPhone. Oh yes, that's right, I remember those; I had my whole bathroom tiles redone with those back in the good old days.
Nej, jeg har en iPhone. Selvfølgelig har jeg det. Her er min højt elskede iPhone. Jeg gør så mange ting på dette lille apparat. Jeg læser bøger på den. Derudover køber jeg bøger på den, som jeg aldrig behøver føle skyld over ikke at læse, for de kommer herind, og jeg behøver aldrig se dem igen, og det er perfekt. Jeg bruger den hver dag til at måle vægten af en ko, for eksempel.
No, I have an iPhone. Of course I do. Here is my well-loved iPhone. I do so many things on this little device. I like to read books on it. More than that, I like to buy books on it that I never have to feel guilty about not reading because they go in here and I never look at them again and it's perfect. I use it every day to measure the weight of an ox, for example.
Nogle gange indrømmer jeg, at jeg foretager et telefonopkald på den. Og dog glemmer jeg alt om den konstant. Dette er et design, der da I så det, glemte I alt om det. Det er let at glemme det magiske øjeblik, der kom i 2007, da I første gang rørte denne ting, fordi den blev udbredt så hurtigt, og på grund af hvor øjeblikkeligt vi optog disse bevægelser og gjorde den en del af vores liv. Ulig Theme Building er dette ikke fremmed teknologi. Eller burde jeg sige, hvad den gjorde, var, den tog teknologi, som, ulig folk i dette lokale, for mange andre i verden stadig føles fremmed, og fik den til øjeblikkelig at føles velkendt og intim.
Every now and then, I admit that I complete a phone call on it occasionally. And yet I forget about it all the time. This is a design that once you saw it, you forgot about it. It is easy to forget the gasp-inducement that occurred in 2007 when you first touched this thing because it became so quickly pervasive and because of how instantly we adopted these gestures and made it an extension of our life. Unlike the Theme Building, this is not alien technology. Or I should say, what it did was it took technology which, unlike people in this room, to many other people in the world, still feels very alien, and made it immediately and instantly feel familiar and intimate.
Og ulig juice-saliffen truer den ikke med at fæstne sig til ens hjerne, i stedet fæstner den sig bare til ens hjerne. (Latter) Og man opdager ikke engang, det skete. Så der har I det. Mit navn er John Hodgeman. Jeg forklarede lige design. Mange tak.
And unlike the juicy salif, it does not threaten to attach itself to your brain, rather, it simply attaches itself to your brain. (Laughter) And you didn't even notice it happened. So there you go. My name is John Hodgman. I just explained design. Thank you very much.
(Bifald)
(Applause)