Jeg er fem år gammel, og jeg er meget stolt. Min far har netop bygget det bedste udehus i vores lille landsby i Ukraine. Indenfor er det et lugtende, åbent hul i jorden, men udenfor, er det perleagtigt, hvidt laminat, og det skinner helt i solen. Det får mig til at føle mig så stolt, så vigtig, at jeg annoncerer mig selv som leder af min lille vennegruppe og udtænker missioner til os. Så vi lusker fra hus til hus, og leder efter fluer fanget i edderkoppespind, og vi sætter dem fri.
I'm five years old, and I am very proud. My father has just built the best outhouse in our little village in Ukraine. Inside, it's a smelly, gaping hole in the ground, but outside, it's pearly white formica and it literally gleams in the sun. This makes me feel so proud, so important, that I appoint myself the leader of my little group of friends and I devise missions for us. So we prowl from house to house looking for flies captured in spider webs and we set them free.
Fire år tidligere, da jeg var et år gammel, efter Tjernobylulykken, regnen var sort, og min søsters hår faldt af i klumper, og jeg brugte ni måneder på hospitalet. Besøgende var ikke velkomne, så min mor måtte bestikke en hospitalsansat. Hun fik fat i en sygeplejerskes uniform og sneg sig ind til mig hver nat. Fem år senere, et uforventet glimt af håb. Takket være Tjernobylullykken, får vi asyl i USA.
Four years earlier, when I was one, after the Chernobyl accident, the rain came down black, and my sister's hair fell out in clumps, and I spent nine months in the hospital. There were no visitors allowed, so my mother bribed a hospital worker. She acquired a nurse's uniform, and she snuck in every night to sit by my side. Five years later, an unexpected silver lining. Thanks to Chernobyl, we get asylum in the U.S.
Jeg er seks år gammel, og jeg græder ikke, da vi forlader hjemmet og vi ankommer til USA, fordi jeg forventer et sted fyldt med sjældne og vidunderlige ting som bananer og chokolade og Bazooka tyggegummi, Bazooka tyggegummi med tegneserie omslag indeni, Bazooka, som vi ville få en gang om året i Ukraine, og som vi ville tygge på en hel uge ad gangen.
I am six years old, and I don't cry when we leave home and we come to America, because I expect it to be a place filled with rare and wonderful things like bananas and chocolate and Bazooka bubble gum, Bazooka bubble gum with the little cartoon wrappers inside, Bazooka that we'd get once a year in Ukraine and we'd have to chew one piece for an entire week.
Så den første dag, da vi ankommer til New York, min bedstemor og jeg finder en mønt på gulvet i de hjemløses herberg, hvor min familie bor. Vi ved dog ikke, at det er et herberg for hjemløse. Vi tror det er et hotel, et hotel med mange rotter. Vi finder denne mønt, nærmest forstenet i gulvet, og vi tænker, at en meget rig mand må have glemt den der, fordi normale mennesker taber ikke bare penge. Jeg holder mønten i min hånd, og den er klistret og rusten, men det føles som, at jeg holder en formue. Jeg beslutter for at jeg vil købe mig mit helt eget stykke Bazooka tyggegummi. Og i dét øjeblik føler jeg mig som en millionær.
So the first day we get to New York, my grandmother and I find a penny in the floor of the homeless shelter that my family's staying in. Only, we don't know that it's a homeless shelter. We think that it's a hotel, a hotel with lots of rats. So we find this penny kind of fossilized in the floor, and we think that a very wealthy man must have left it there because regular people don't just lose money. And I hold this penny in the palm of my hand, and it's sticky and rusty, but it feels like I'm holding a fortune. I decide that I'm going to get my very own piece of Bazooka bubble gum. And in that moment, I feel like a millionaire.
Omtrent et år senere, får jeg den følelse igen, da vi finder en pose fyldt med bamser i noget skrald, og pludselig har jeg mere legetøj end jeg nogensinde har haft i mit liv.
About a year later, I get to feel that way again when we find a bag full of stuffed animals in the trash, and suddenly I have more toys than I've ever had in my whole life.
Og igen får den jeg følelse, da banker på vores hoveddør i vores lejlighed i Brooklyn, og min søster og jeg åbner op til en pizzamand med en pizza, som vi ikke havde bestilt. Så vi tager denne her pizza, vores allerførste pizza, og vi fortærer stykke efter stykke mens pizzamanden står og kigger på os gennem døren. Og han beder os om at betale, men vi snakker ikke engelsk. Min mor kommer ud, og han spørger hende efter penge, men hun har ikke nok. Hun går hver dag 50 blokke til og fra arbejde, bare for at undgå at bruge penge på bussen. Så dukker vores nabo op, og hun bliver rød af raseri da hun opdager at de der immigranter der bor under hende på mærkelig vis har fået fat i hendes pizza. Alle er oprevede. Men pizzaen er lækker.
And again, I get that feeling when we get a knock on the door of our apartment in Brooklyn, and my sister and I find a deliveryman with a box of pizza that we didn't order. So we take the pizza, our very first pizza, and we devour slice after slice as the deliveryman stands there and stares at us from the doorway. And he tells us to pay, but we don't speak English. My mother comes out, and he asks her for money, but she doesn't have enough. She walks 50 blocks to and from work every day just to avoid spending money on bus fare. Then our neighbor pops her head in, and she turns red with rage when she realizes that those immigrants from downstairs have somehow gotten their hands on her pizza. Everyone's upset. But the pizza is delicious.
Det er først år senere at jeg har fundet ud af hvor lidt vi havde. På vores 10 års jubilæumsdag i USA, besluttede vi at fejre det ved at reservere et værelse på hotellet som vi boede på da vi i sin tid kom til USA. Receptionisten griner, og siger "I kan ikke reservere et værelse her. Dette er et herberg for hjemløse." Og vi var chokerede.
It doesn't hit me until years later just how little we had. On our 10 year anniversary of being in the U.S., we decided to celebrate by reserving a room at the hotel that we first stayed in when we got to the U.S. The man at the front desk laughs, and he says, "You can't reserve a room here. This is a homeless shelter." And we were shocked.
Min mand Brian var også hjemløs som barn. Hans familie mistede alt, og da han var 11 år gammel, var han nødt til at bo på motel med sin far, moteller som ville tage alt deres mad og beholde det, indtil de var i stand til at betale regningen. Og engang, da han endelig fik sin pakke med cornflakes tilbage, var den fyldt med kakerlakker. Men han havde én ting. Han havde en skotøjsæske som han havde med sig rundt alle vegne med ni tegneseriehæfter, to G.I. Joe dukker malet så de lignede Spiderman, og fem robotdukker. Og det var hans lille skat. Det var hans egen samling af helte som holdt ham væk fra stoffer og bander og fra at opgive sine drømme.
My husband Brian was also homeless as a kid. His family lost everything, and at age 11, he had to live in motels with his dad, motels that would round up all of their food and keep it hostage until they were able to pay the bill. And one time, when he finally got his box of Frosted Flakes back, it was crawling with roaches. But he did have one thing. He had this shoebox that he carried with him everywhere containing nine comic books, two G.I. Joes painted to look like Spider-Man and five Gobots. And this was his treasure. This was his own assembly of heroes that kept him from drugs and gangs and from giving up on his dreams.
Jeg vil nu fortælle om endnu et tidligere hjemløs medlem af vores familie. Dette er Scarlett. Engang blev Scarlet brugt som lokkemad i hundekampe. Hun blev bundet sammen og kastet ind i ringen så andre hunde kunne angribe hende så de ville blive mere aggressive inden en kamp. Og nutildags, spiser hun organisk mad, og hun sover på en ortopædisk seng med hendes navn på, men når vi hælder vand i hendes drikkeskål, kigger hun stadig op og logrer med halen i taknemmelighed.
I'm going to tell you about one more formerly homeless member of our family. This is Scarlett. Once upon a time, Scarlet was used as bait in dog fights. She was tied up and thrown into the ring for other dogs to attack so they'd get more aggressive before the fight. And now, these days, she eats organic food and she sleeps on an orthopedic bed with her name on it, but when we pour water for her in her bowl, she still looks up and she wags her tail in gratitude.
Sommetider går Brian og jeg en tur i parken med Scarlett, og hun ruller sig i græsset, og vi står bare og kigger på hende, og så kigger vi på hinanden, og vi føler taknemmelighed. Vi glemmer alle vores nye middelklasse frustrationer og skuffelser, og vi føler os som millionære.
Sometimes Brian and I walk through the park with Scarlett, and she rolls through the grass, and we just look at her and then we look at each other and we feel gratitude. We forget about all of our new middle-class frustrations and disappointments, and we feel like millionaires.
Tak
Thank you.
(Publikum klapper)
(Applause)