Okay, så kører vi: et sammendrag af leg.
So, here we go: a flyby of play.
Det må være alvorligt, hvis New York Times laver en forsidehistorie i deres magasin om leg søndag den 17 februar. I bunden af dette, står der: "Det er mere dybdegående end køn. Alvorligt, men faretruende sjovt. Og en sandkasse for nye ideer om evolution." Ikke dårligt, bortset fra at når man kigger på forsiden, hvad mangler der så? Kan I se nogen voksne?
It's got to be serious if the New York Times puts a cover story of their February 17th Sunday magazine about play. At the bottom of this, it says, "It's deeper than gender. Seriously, but dangerously fun. And a sandbox for new ideas about evolution." Not bad, except if you look at that cover, what's missing? You see any adults?
Jamen, lad os gå tilbage til det 15. århundrede. Dette er en gårdsplads i Europa, og en blanding af 124 forskellige former for leg. Alle aldre, sololeg, kropsleg, spil, spot. Og der er det. Og jeg tror, dette er et typisk billede af hvordan det var på en gårdsplads dengang. Jeg tror, vi måske har mistet noget i vores kultur.
Well, lets go back to the 15th century. This is a courtyard in Europe, and a mixture of 124 different kinds of play. All ages, solo play, body play, games, taunting. And there it is. And I think this is a typical picture of what it was like in a courtyard then. I think we may have lost something in our culture.
Så jeg vil vise jer de ting, som jeg mener er et bemærkelsesværdigt forløb. Nord for Churchill, Manitoba, i oktober og november, er der ikke nogen is på Hudson Bay. Og denne isbjørn som man ser, denne 550 kilo tunge han, han er vild og forholdsvis sulten. Og Norbert Rosing, en tysk fotograf, er på stedet og laver en fotoserie af de slædehunde, der er tøjret. Og fra scenen til venstre kommer denne vilde isbjørnehan med et rovdyrs blik. Har nogen af jer været i Afrika eller har oplevet, en vild hund komme efter jer? Der er det her fastlåste rovdyrsblik, hvor man ved, at man er i knibe. Men på den anden side af det rovdyrsblik er en hunhund i færd med at lege buk, mens hun logrer med halen. Og der sker noget meget usædvanligt. Den fastlåste opførsel -- som er streng og stereotyp og ender med et måltid -- ændrer sig. Og denne her isbjørn står hen over slædehunden, ingen kløer er slået ud, ingen hugtænder der stikker ud. Og de begynder en utrolig ballet.
So I'm gonna take you through what I think is a remarkable sequence. North of Churchill, Manitoba, in October and November, there's no ice on Hudson Bay. And this polar bear that you see, this 1200-pound male, he's wild and fairly hungry. And Norbert Rosing, a German photographer, is there on scene, making a series of photos of these huskies, who are tethered. And from out of stage left comes this wild, male polar bear, with a predatory gaze. Any of you who've been to Africa or had a junkyard dog come after you, there is a fixed kind of predatory gaze that you know you're in trouble. But on the other side of that predatory gaze is a female husky in a play bow, wagging her tail. And something very unusual happens. That fixed behavior -- which is rigid and stereotyped and ends up with a meal -- changes. And this polar bear stands over the husky, no claws extended, no fangs taking a look. And they begin an incredible ballet.
En lege-ballet. Det lægger til naturen: Det tilsidesætter en kødædende natur og det der ellers ville have været en kort kamp til døden. Og begynder man at kigge nærmere på slæde- hunden der blotter sin strube for bjørnen, og kigger lige lidt nærmere, er de i en forandret tilstand. De er i en legetilstand. Og det er den tilstand, der tillader disse to væsner at udforske det mulige. De begynder at gøre noget, som ingen af dem ville have gjort uden signalerne til leg. Og dette er et vidunderligt eksempel på hvordan en forskel i kræfter kan tilsidesættes af en process i naturen, der er inden i os alle.
A play ballet. This is in nature: it overrides a carnivorous nature and what otherwise would have been a short fight to the death. And if you'll begin to look closely at the husky that's bearing her throat to the polar bear, and look a little more closely, they're in an altered state. They're in a state of play. And it's that state that allows these two creatures to explore the possible. They are beginning to do something that neither would have done without the play signals. And it is a marvelous example of how a differential in power can be overridden by a process of nature that's within all of us.
Hvordan blev jeg involveret i dette? John nævnte, at jeg har arbejdet med mordere, og det har jeg. Texas Tower-morderen åbnede mine øjne, set i bakspejlet, da vi studerede hans tragiske massemord, for vigtigheden af leg, på den måde, at det individ, ved dyb undersøgelse, havde haft en alvorlig berøvelse af leg. Charles Whitman var hans navn. Og vores udvalg, der bestod af mange hårde forskere, følte i slutningen af det studie at fraværet af leg og en gradvis under- trykkelse af udviklingsmæssig normal leg, førte ham til at være mere sårbar overfor den tragedie, som han begik. Og den konklusion har stået sin prøve, desværre også selv i nyere tid, ved Virginia Tech.
Now how did I get involved in this? John mentioned that I've done some work with murderers, and I have. The Texas Tower murderer opened my eyes, in retrospect, when we studied his tragic mass murder, to the importance of play, in that that individual, by deep study, was found to have severe play deprivation. Charles Whitman was his name. And our committee, which consisted of a lot of hard scientists, did feel at the end of that study that the absence of play and a progressive suppression of developmentally normal play led him to be more vulnerable to the tragedy that he perpetrated. And that finding has stood the test of time -- unfortunately even into more recent times, at Virginia Tech.
Og andre studier af befolkningsgrupper i fare gjorde mig mere opmærksom på vigtigheden af leg, men jeg forstod ikke rigtig, hvad det var. Og det tog mange års indsamling af historier om leg fra individer, før jeg virkelig begyndte at anerkende, at jeg ikke havde fuld forståelse for det. Og jeg tror ikke nogen af os har fuld forståelse for det, på nogen måde. Men der er måder at se på det på, som jeg mener kan give en -- give os alle en måde at tænke over det på.
And other studies of populations at risk sensitized me to the importance of play, but I didn't really understand what it was. And it was many years in taking play histories of individuals before I really began to recognize that I didn't really have a full understanding of it. And I don't think any of us has a full understanding of it, by any means. But there are ways of looking at it that I think can give you -- give us all a taxonomy, a way of thinking about it.
Og dette billede er, for mennesker, udgangspunktet for leg. Når moren og barnet kigger hinanden i øjnene, og spædbarnet er gammelt nok til at have et socialt smil, sker der det, at - spontant - udbrydes lykke fra moderens side. Og hun begynder at pludre og kurre og smile, og babyen gør det samme. Hvis vi har koblet dem til et elektroencefalogram, bliver den højre hjernedel hos dem hver især tilpasset, så den lykkelige fremkomst af disse tidligste legescener og fysiologien bag det, er noget vi begynder at forstå.
And this image is, for humans, the beginning point of play. When that mother and infant lock eyes, and the infant's old enough to have a social smile, what happens -- spontaneously -- is the eruption of joy on the part of the mother. And she begins to babble and coo and smile, and so does the baby. If we've got them wired up with an electroencephalogram, the right brain of each of them becomes attuned, so that the joyful emergence of this earliest of play scenes and the physiology of that is something we're beginning to get a handle on.
Og jeg vil gerne have jer til at tro, at hver lille del af mere kompleks leg bygger på denne base for os mennesker. Nu vil jeg vise jer en måde at betragte leg på, men det er aldrig kun én ting.
And I'd like you to think that every bit of more complex play builds on this base for us humans. And so now I'm going to take you through sort of a way of looking at play, but it's never just singularly one thing.
Vi kommer til at se kropsleg, som er et spontant behov for at løsrive os fra tyngdeloven. Dette er en bjergged. På en dårlig dag, prøv det her: hop op og ned, vrik lidt -- man kommer til at føle sig bedre. Og du føler dig måske som denne skikkelse, der også bare gør det for sin egen skyld. Det behøver ikke have et bestemt formål, og det er det der er det fede ved leg. Hvis formålet med at gøre det er det er vigtigere end selve handlingen, er det nok ikke leg.
We're going to look at body play, which is a spontaneous desire to get ourselves out of gravity. This is a mountain goat. If you're having a bad day, try this: jump up and down, wiggle around -- you're going to feel better. And you may feel like this character, who is also just doing it for its own sake. It doesn't have a particular purpose, and that's what's great about play. If its purpose is more important than the act of doing it, it's probably not play.
Og der er en hel anden type leg, som er objektleg. Og denne japanske makak har lavet en snebold, og han eller hun ruller den ned af en bakke. De kaster dem ikke efter hinanden, men dette er fundamentalt ved at være legesyg. Den menneskelige hånd, når den manipulerer objekter, er hånden der leder efter en hjerne; hjernen der leder efter en hånd; og leg er mediet hvorved disse to ting bliver forbundet bedst men hinanden.
And there's a whole other type of play, which is object play. And this Japanese macaque has made a snowball, and he or she's going to roll down a hill. And -- they don't throw it at each other, but this is a fundamental part of being playful. The human hand, in manipulation of objects, is the hand in search of a brain; the brain is in search of a hand; and play is the medium by which those two are linked in the best way.
Vi hørte om JPL i morges -- JPL er et fantastisk sted. De har fundet to konsulenter, Frank Wilson og Nate Johnson, der er -- Frank Wilson er en neurolog, Nate Johnson er mekaniker. Han underviste i mekanik på et gymnasie i Long Beach, og mente, at hans studerende ikke længere var i stand til at løse problemer. Og han prøvede at finde ud af hvorfor, og kom til konklusionen, at de studerende, der ikke længere kunne løse problemer, ikke havde arbejdet med deres hænder. Frank Wilson havde en bog kaldet "Hånden". De fandt sammen -- JPL ansatte dem. Nu, inden JPL, NASA og Boeing vil ansætte en forsknings- og udviklingsproblemknuser -- selv hvis de er dimittender med største ros fra Harvard eller Cal Tech -- hvis de ikke har repareret biler, ikke har brugt deres hænder førhen, leget med deres hænder, så kan de ikke løse problemer lige så godt. Så leg er praktisk, og det er meget vigtigt.
JPL we heard this morning -- JPL is an incredible place. They have located two consultants, Frank Wilson and Nate Johnson, who are -- Frank Wilson is a neurologist, Nate Johnson is a mechanic. He taught mechanics in a high school in Long Beach, and found that his students were no longer able to solve problems. And he tried to figure out why. And he came to the conclusion, quite on his own, that the students who could no longer solve problems, such as fixing cars, hadn't worked with their hands. Frank Wilson had written a book called "The Hand." They got together -- JPL hired them. Now JPL, NASA and Boeing, before they will hire a research and development problem solver -- even if they're summa cum laude from Harvard or Cal Tech -- if they haven't fixed cars, haven't done stuff with their hands early in life, played with their hands, they can't problem-solve as well. So play is practical, and it's very important.
En af tingene ved leg er, at det er født ud af nysgerrighed og udforskning. Men det skal være sikker udforskning. Det her er okay -- den lille dreng er interesseret i anatomi, og det er hans mor. Andre situationer ville ikke være helt lige så gode. Men nysgerrighed, opdagelse, er en del af legescenen. Hvis man vil høre til, må man lege socialt. Og social leg er noget af det, det handler om i dag, og er et biprodukt af legescenen.
Now one of the things about play is that it is born by curiosity and exploration. (Laughter) But it has to be safe exploration. This happens to be OK -- he's an anatomically interested little boy and that's his mom. Other situations wouldn't be quite so good. But curiosity, exploration, are part of the play scene. If you want to belong, you need social play. And social play is part of what we're about here today, and is a byproduct of the play scene.
Grov og tumlet leg. Disse løvinder, set på afstand, så ud til at være oppe og slås. Men ved eftersyn, er det ligesom isbjørnen og slædehunden: ingen klør, flad pels, bløde øjne, åben mund uden tænder, balletagtige bevægelser, buelinjede bevægelser -- alt sammen knyttet til leg. Og grov-og-tumlet leg er en fantastisk måde at lære på for os alle. Børn i daginstitutioner, for eksempel, bør have lov til at dykke, slå, fløjte, skrige, være kaotiske, og derigennem udvikle stor følelsesmæssig regulering og mange af de andre sociale biprodukter -- kognitive, følelsesmæssige og fysiske -- der følger med som en del af grov og tumlet leg.
Rough and tumble play. These lionesses, seen from a distance, looked like they were fighting. But if you look closely, they're kind of like the polar bear and husky: no claws, flat fur, soft eyes, open mouth with no fangs, balletic movements, curvilinear movements -- all specific to play. And rough-and-tumble play is a great learning medium for all of us. Preschool kids, for example, should be allowed to dive, hit, whistle, scream, be chaotic, and develop through that a lot of emotional regulation and a lot of the other social byproducts -- cognitive, emotional and physical -- that come as a part of rough and tumble play.
Tilskuerleg, ritualleg -- vi er involveret i noget af det. Dem af jer der kommer fra Boston ved at dette var øjeblikket -- sjældent -- hvor Red Sox vandt World Series. Men ser man på ansigtet og kropssproget af dem alle i dette slørede billede, får man en fornemmelse af, hvordan de alle leger.
Spectator play, ritual play -- we're involved in some of that. Those of you who are from Boston know that this was the moment -- rare -- where the Red Sox won the World Series. But take a look at the face and the body language of everybody in this fuzzy picture, and you can get a sense that they're all at play.
Fantasifuld leg. Jeg elsker dette billede, fordi min datter, der næsten er 40 nu, er med i det, men det minder mig om hendes fortællekunst og hendes fantasi, hendes evne til at spinde historier i denne alder -- daginstitutionsalderen. En virkelig vigtig del af at være en spiller er fantasifuld sololeg.
Imaginative play. I love this picture because my daughter, who's now almost 40, is in this picture, but it reminds me of her storytelling and her imagination, her ability to spin yarns at this age -- preschool. A really important part of being a player is imaginative solo play.
Og jeg elsker det her, fordi det er også det vi handler om. Vi har alle et indvendigt narrativ, der er vores egen indre fortælling. Måleenheden af forståelighed i de fleste af vores hjerner er fortællingen. Jeg fortæller jer i dag en historie om leg. Jamen, denne buskmand, tror jeg, taler om fisken der slap væk, der var så lang, men det er en fundamental del af legescenen.
And I love this one, because it's also what we're about. We all have an internal narrative that's our own inner story. The unit of intelligibility of most of our brains is the story. I'm telling you a story today about play. Well, this bushman, I think, is talking about the fish that got away that was that long, but it's a fundamental part of the play scene.
Så hvad gør leg for hjernen? Jamen, ret meget.
So what does play do for the brain? Well, a lot.
Vi ved ikke forfærdelig meget om, hvad det gør for den menneskelige hjerne, fordi finansieringen ikke har været særlig høj til forskning i leg. Jeg gik ind til Carnegie og bad om et legat. De havde givet mig et legat, da jeg var akademiker til studiet om spritbilister, og jeg mente, at jeg havde et godt generalieblad, og på det tidspunkt hvor jeg havde brugt en halv time på at tale om leg, var det tydeligt at de ikke var -- ikke følte at leg var alvorligt. Jeg tror at -- det er et par år siden -- jeg tror den bølge er ovre, og legebølgen topper, fordi der er noget god videnskab.
We don't know a whole lot about what it does for the human brain, because funding has not been exactly heavy for research on play. I walked into the Carnegie asking for a grant. They'd given me a large grant when I was an academician for the study of felony drunken drivers, and I thought I had a pretty good track record, and by the time I had spent half an hour talking about play, it was obvious that they were not -- did not feel that play was serious. I think that -- that's a few years back -- I think that wave is past, and the play wave is cresting, because there is some good science.
Der er ikke noget, der får gang i hjernen, som leg. Tre-dimensionel leg får gang i lillehjernen, sender mange impulser ind i frontallapperne -- den ledende del -- hjælper med at udvikle kontekstuel hukommelse, og -- og, og, og.
Nothing lights up the brain like play. Three-dimensional play fires up the cerebellum, puts a lot of impulses into the frontal lobe -- the executive portion -- helps contextual memory be developed, and -- and, and, and.
Det er -- for mig, har det været et utroligt nærende videnskabeligt eventyr at se neurovidenskaben, der er associeret med leg, og at samle mennesker, der i deres individuelle discipliner ikke havde tænkt på det på den måde. Og det er en del af det "The National Institue for Play" handler om. Og dette er en af måderne, man kan studere leg på -- det er at skaffe et 256-strenget electroencefalogram. Jeg beklager, at jeg ikke har et legesygt- lignende emne, men det tillader mobilitet, som har begrænset det faktiske studie af leg. Og vi har et mor-barn legescenarie, som vi håber på, at sætte i gang i øjeblikket.
So it's -- for me, its been an extremely nourishing scholarly adventure to look at the neuroscience that's associated with play, and to bring together people who in their individual disciplines hadn't really thought of it that way. And that's part of what the National Institute for Play is all about. And this is one of the ways you can study play -- is to get a 256-lead electroencephalogram. I'm sorry I don't have a playful-looking subject, but it allows mobility, which has limited the actual study of play. And we've got a mother-infant play scenario that we're hoping to complete underway at the moment.
Grunden til jeg satte den her, er også at sætte min tanker på række, om at objektgøre, hvad leg gør. Dyreverdenen har objektgøre det. I dyreverdenen, hvis man ser på rotter, der er bygget til at lege i en bestemt periode af deres ungdommelige år og man undertrykker leg -- de piber, de bryder, holder hinanden nede, som en del af deres leg. Hvis man stopper den adfærd i én gruppe, som man eksperimenterer med, og man tillader det i en anden gruppe man eksperimenterer med og så præsenterer et halsbånd for dem, der er gennemvædet med katteduft, er de bygget til at flygte og gemme sig. Temmelig smart -- de vil ikke dræbes af katten. Hvad sker der så? De gemmer sig begge. Dem, der ikke legede, kommer aldrig ud -- de dør. Dem, der legede, udforsker langsomt omgivelserne, og begynder igen at afprøve ting. Det fortæller, i hvert fald hos rotter - og jeg tror, de har de samme neurotransmittere, som vi har og en lignende kortikal struktur -- at leg nok er temmelig vigtig for vores overlevelse.
The reason I put this here is also to queue up my thoughts about objectifying what play does. The animal world has objectified it. In the animal world, if you take rats, who are hardwired to play at a certain period of their juvenile years and you suppress play -- they squeak, they wrestle, they pin each other, that's part of their play. If you stop that behavior on one group that you're experimenting with, and you allow it in another group that you're experimenting with, and then you present those rats with a cat odor-saturated collar, they're hardwired to flee and hide. Pretty smart -- they don't want to get killed by a cat. So what happens? They both hide out. The non-players never come out -- they die. The players slowly explore the environment, and begin again to test things out. That says to me, at least in rats -- and I think they have the same neurotransmitters that we do and a similar cortical architecture -- that play may be pretty important for our survival.
Og, og, og -- der er mange flere dyrestudier, som jeg kunne tale om.
And, and, and -- there are a lot more animal studies that I could talk about.
Dette er konsekvensen af berøvelse af leg. Dette tog lang tid -- jeg skulle få fat i Homer og placere ham i fMRI'en og SPECT'en og adskillige EEG'er, men som sofakartoffel, er hans hjerne krympet. Og vi ved at hos husdyr og andre, når de bliver berøvet for leg, udvikler de ikke en hjerne, der er normal.
Now, this is a consequence of play deprivation. (Laughter) This took a long time -- I had to get Homer down and put him through the fMRI and the SPECT and multiple EEGs, but as a couch potato, his brain has shrunk. And we do know that in domestic animals and others, when they're play deprived, they don't -- and rats also -- they don't develop a brain that is normal.
Programmet siger, at det modsatte af leg ikke er arbejde, det er depression. Og jeg tror, at hvis man tænker på livet uden leg -- ingen humor, ingen flirteri, ingen film, ingen spil, ingen fantasi og, og, og. Prøv at forestil jer en kultur eller et liv, voksen eller andet uden leg. Og det der er så unikt ved vores art er, at vi er designet til at lege gennem hele vores liv.
Now, the program says that the opposite of play is not work, it's depression. And I think if you think about life without play -- no humor, no flirtation, no movies, no games, no fantasy and, and, and. Try and imagine a culture or a life, adult or otherwise without play. And the thing that's so unique about our species is that we're really designed to play through our whole lifetime.
Og vi har alle kapacitet til at forstå signaler til leg. Ingen undgår den hund jeg tog et billede af på Carmel beach for et par uger siden. Det der følger efter sådan en adfærd er leg. Og man kan stole på det. Grundlaget for menneskelig tillid er grundlagt gennem legesignaler. Og vi begynder at miste de signaler, kulturelt og på andre måder, som voksne. Det er en skam. Jeg tror, vi har meget at lære.
And we all have capacity to play signal. Nobody misses that dog I took a picture of on a Carmel beach a couple of weeks ago. What's going to follow from that behavior is play. And you can trust it. The basis of human trust is established through play signals. And we begin to lose those signals, culturally and otherwise, as adults. That's a shame. I think we've got a lot of learning to do.
Jane Goodall har her et lege-ansigtsudtryk sammen med en af sine yndlingschimpanser. En del af signalsystemet hos leg har at gøre med stemme, ansigt, krop, gestik. I ved, man kan se -- og jeg tror, det er vigtigt, når vi kommer til kollektiv leg, er det virkeligt vigtigt for grupper at opnå en sans for sikkerhed gennem deres egen deling af legesignaler.
Now, Jane Goodall has here a play face along with one of her favorite chimps. So part of the signaling system of play has to do with vocal, facial, body, gestural. You know, you can tell -- and I think when we're getting into collective play, its really important for groups to gain a sense of safety through their own sharing of play signals.
I kender måske ikke dette ord, men det bør være ens biologiske fornavn og efternavn. Fordi neoteni betyder bevarelsen af umodne kvaliteter ind i voksenlivet. Og vi er, af fysiske antropologer, ud af mange, mange studier, de mest neoteniske, de mest ungdommelige, de mest fleksible, de mest formbare af alle væsner. Og derfor, de mest legesyge. Og dette giver os en håndsrækning i tilpasningsevne.
You may not know this word, but it should be your biological first name and last name. Because neoteny means the retention of immature qualities into adulthood. And we are, by physical anthropologists, by many, many studies, the most neotenous, the most youthful, the most flexible, the most plastic of all creatures. And therefore, the most playful. And this gives us a leg up on adaptability.
Men der er en måde at se på leg på som jeg også vil fremhæve her, som er legehistorien. Ens egen personlige legehistorie er unik, og ofte er det ikke noget, vi tænker særligt over.
Now, there is a way of looking at play that I also want to emphasize here, which is the play history. Your own personal play history is unique, and often is not something we think about particularly.
Dette er en bog skrevet af en fuldbyrdet spiller der hedder Kevin Carroll. Kevin Carroll kom fra ekstremt dårlige kår: alkoholisk mor, fraværende far, den indre by i Philadelphia, sort, skulle tage sig af sin yngre bror. Opdagede, at når han kiggede ud på en legeplads ud af et vindue, han var blevet begrænset af, følte han noget andet. Så han fulgte op på det. Og hans liv -- transformationen af hans liv fra berøvelse og det, som man ville forvente - måske fængsel eller døden - blev han en lingvist, træner for 'the 76ers' og er nu motivationstaler. Og han giver leg en transformerende kraft over hele hans liv.
This is a book written by a consummate player by the name of Kevin Carroll. Kevin Carroll came from extremely deprived circumstances: alcoholic mother, absent father, inner-city Philadelphia, black, had to take care of a younger brother. Found that when he looked at a playground out of a window into which he had been confined, he felt something different. And so he followed up on it. And his life -- the transformation of his life from deprivation and what one would expect -- potentially prison or death -- he become a linguist, a trainer for the 76ers and now is a motivational speaker. And he gives play as a transformative force over his entire life.
Der er en anden legehistorie, som jeg mener er igangværende arbejde De af jer der kan huske Al Gore, under hans første periode og så under hans succesfulde, men mislykkede præsidentkandidatur, husker ham måske som at være lidt stiv og ikke helt sig selv, i hvert fald i offentligheden. Og ser man på hans historie, som er almindelig i pressen, virker det til på mig, i hvert fald - set fra en hjernevriders synspunkt - at meget af hans liv var programmeret. Somrene var hårde, hårdt arbejde i heden fra Tennessees somre. Han havde forventninger fra sin senator far og Washington, D.C. Og selvom jeg tror, at han bestemt havde kapaciteten for leg -- fordi det ved jeg noget om -- var han ikke så bemyndiget, tror jeg, som han er nu ved at lægge mærke til hvad, der hans egen passion og hans egen indre drivkraft, hvilket jeg mener har sit grundlag hos os alle i vores legehistorie.
Now there's another play history that I think is a work in progress. Those of you who remember Al Gore, during the first term and then during his successful but unelected run for the presidency, may remember him as being kind of wooden and not entirely his own person, at least in public. And looking at his history, which is common in the press, it seems to me, at least -- looking at it from a shrink's point of view -- that a lot of his life was programmed. Summers were hard, hard work, in the heat of Tennessee summers. He had the expectations of his senatorial father and Washington, D.C. And although I think he certainly had the capacity for play -- because I do know something about that -- he wasn't as empowered, I think, as he now is by paying attention to what is his own passion and his own inner drive, which I think has its basis in all of us in our play history.
Det jeg vil opfordre jer til at gøre på individuelt plan, er at udforske baglæns så langt som I kan, til de mest klare, lykkelige, legesyge billede Iman har, hvad enten med legetøj, til en fødselsdag eller på en ferie. Og begynde at bygge fra den følelse af det til hvordan det forbinder sig med ens liv nu. Og man opdager, man skifter måske arbejde -- hvilket er sket for en del mennesker, som jeg har bedt om at gøre dette -- for at blive mere bemyndiget gennem deres leg. Eller man bliver i stand til at berige ens liv ved at prioritere det og lægge mærke til det.
So what I would encourage on an individual level to do, is to explore backwards as far as you can go to the most clear, joyful, playful image that you have, whether it's with a toy, on a birthday or on a vacation. And begin to build to build from the emotion of that into how that connects with your life now. And you'll find, you may change jobs -- which has happened to a number people when I've had them do this -- in order to be more empowered through their play. Or you'll be able to enrich your life by prioritizing it and paying attention to it.
De fleste af os arbejder med grupper, og jeg viser dette, fordi d.school, designskolen ved Stanford, takket være David Kelley og mange andre der har været fremsynede omkring denne opbygning, har tilladt en gruppe af os af samles og skabe et kursus, der hedder: "Fra Leg til Innovation." Og man ser, at dette kursus er til for at undersøge, menneskets tilstand under leg, hvilket er lidt som isbjørn-slædehundetilstanden, og dens betydning for kreativ tænkning: "At udforske legeadfærd, dens udvikling og dens biologiske base; at bruge de principper, gennem designtænkning, at fremme innovation i erhvervslivet; og de studerende arbejder med virkelige partnere på designprojekter med en udstrakt anvendelse."
Most of us work with groups, and I put this up because the d.school, the design school at Stanford, thanks to David Kelley and a lot of others who have been visionary about its establishment, has allowed a group of us to get together and create a course called "From Play to Innovation." And you'll see this course is to investigate the human state of play, which is kind of like the polar bear-husky state and its importance to creative thinking: "to explore play behavior, its development and its biological basis; to apply those principles, through design thinking, to promote innovation in the corporate world; and the students will work with real-world partners on design projects with widespread application."
Dette er vores jomfrurejse i dette. Vi er omkring to og en halv, tre måneder inde, og det har været virkelig sjovt. Dette er vores bedste elev, denne labrador, der lærte mange af os, hvad en legetilstand er, og en ekstremt gammel og affældig professor i spidsen. Og Brendan Boyle, Rich Crandall -- og helt til højre, en person, der nok vil modtage en nobelpris sammen med George Smoot -- Stuart Thompson, i neurovidenskab. Vi har fået Brendan, der kommer fra IDEO, og resten af os til at sidde på sidelinjen og se på disse studerende mens de fremviste principperne bag leg i klasseværelset. Og et af deres projekter var at se hvad der gør møder kedelige, og prøve at gøre noget ved det. Det jeg nu viser, er en film lavet af de studerende om lige præcis det emne.
This is our maiden voyage in this. We're about two and a half, three months into it, and it's really been fun. There is our star pupil, this labrador, who taught a lot of us what a state of play is, and an extremely aged and decrepit professor in charge there. And Brendan Boyle, Rich Crandall -- and on the far right is, I think, a person who will be in cahoots with George Smoot for a Nobel Prize -- Stuart Thompson, in neuroscience. So we've had Brendan, who's from IDEO, and the rest of us sitting aside and watching these students as they put play principles into practice in the classroom. And one of their projects was to see what makes meetings boring, and to try and do something about it. So what will follow is a student-made film about just that.
Kommentator: Flow er den mentale tilstand af åbenbaring hvor personen er fuldt fordybet i det, som han eller hun laver. Karakteriseret af en følelse af energisk fokus, fuldt engagement og succes i aktivitetens process.
Narrator: Flow is the mental state of apparition in which the person is fully immersed in what he or she is doing. Characterized by a feeling of energized focus, full involvement and success in the process of the activity.
En vigtig indsigt vi fik omkring møder er, at folk placerer dem lige efter hinanden, hvilket er forstyrrende for dagen. Deltagerne ved ikke, hvornår de kommer tilbage til opgaven de efterlod på deres skrivebord. Men det behøver ikke at være på den måde.
An important key insight that we learned about meetings is that people pack them in one after another, disruptive to the day. Attendees at meetings don't know when they'll get back to the task that they left at their desk. But it doesn't have to be that way.
(Music)
Nogle vise og ofte behårede munke ved dette sted, der hedder the d.school, designede et møde, som man bogstavelig talt kan træde ud af, når det er ovre. Fjern mødet, og hav sindsro over at man kan komme tilbage til mig. Fordi når man har brug for det igen, hænger mødet bogstavelig talt i ens skab.
Some sage and repeatedly furry monks at this place called the d.school designed a meeting that you can literally step out of when it's over. Take the meeting off, and have peace of mind that you can come back to me. Because when you need it again, the meeting is literally hanging in your closet.
Det Bærbare Møde. Fordi når man tager den på, har man med det samme alt det, man har brug for for at have et sjov, produktivt og nyttigt møde. Men når man tager den af -- så er det den rigtigt begynder.
The Wearable Meeting. Because when you put it on, you immediately get everything you need to have a fun and productive and useful meeting. But when you take it off -- that's when the real action happens.
(Music)
Stuart Brown: Så jeg vil opfordre jer alle
(Laughter) (Applause)
til at engagere jer, ikke i arbejde-legdifferencen -- hvor man sætter tid af til at lege -- men hvor ens liv minut for minut, time for time, bliver tilført krop, objekt, social, fantasi, forvandlingsformer af leg. Og så er jeg sikker på, at man vil få et bedre og mere beriget liv. Tak.
Stuart Brown: So I would encourage you all to engage not in the work-play differential -- where you set aside time to play -- but where your life becomes infused minute by minute, hour by hour, with body, object, social, fantasy, transformational kinds of play. And I think you'll have a better and more empowered life. Thank You.
(Applause)
John Hockenberry: Så det lyder på mig til at det, du siger, er at der måske er en vis fristelse i mennesker til at se på dit arbejde og sige -- jeg tror jeg har hørt dette, i min form for lomme-psykologiske forståelse for leg, at på en eller anden måde, måden hvorpå dyr og mennesker håndterer leg, er at det er en slags generalprøve for voksen-aktiviteter. Dit arbejde ser ud til at foreslå, at det er helt forkert.
John Hockenberry: So it sounds to me like what you're saying is that there may be some temptation on the part of people to look at your work and go -- I think I've heard this, in my kind of pop psychological understanding of play, that somehow, the way animals and humans deal with play, is that it's some sort of rehearsal for adult activity. Your work seems to suggest that that is powerfully wrong.
SB: Ja, det tror jeg ikke er nøjagtigt, og det tror jeg muligvis, er fordi dyr har lært os det. Hvis man holder en kat fra at lege -- hvilket man kan, og vi har alle set, hvordan katte slår til ting -- de er lige så gode jagere, som de ville have været, hvis de ikke havde leget. Og hvis man forestiller sig et barn der foregiver at være King Kong, eller en racerkører, eller brandmand, bliver de ikke alle racerkørere eller brandmænd. Så der er en frakobling mellem forberedelse på fremtiden -- hvilket er måden, de fleste folk er bekvemme ved at se leg som -- og tænke på det som et separat biologisk entitet.
SB: Yeah, I don't think that's accurate, and I think probably because animals have taught us that. If you stop a cat from playing -- which you can do, and we've all seen how cats bat around stuff -- they're just as good predators as they would be if they hadn't played. And if you imagine a kid pretending to be King Kong, or a race car driver, or a fireman, they don't all become race car drivers or firemen, you know. So there's a disconnect between preparation for the future -- which is what most people are comfortable in thinking about play as -- and thinking of it as a separate biological entity.
Og dette er hvor mine jagende dyr i fire, fem år virkelig ændrede min holdning fra en kliniker til det jeg er nu, hvilket er at leg har et biologisk sted, ligesom søvn og drømme har. Og hvis man ser på søvn og drømme biologisk set, dyr sover og drømmer, og de øver sig og de gør nogle andre ting, der hjælper på hukommelsen, og som er virkelig vigtige dele af søvn og drømme.
And this is where my chasing animals for four, five years really changed my perspective from a clinician to what I am now, which is that play has a biological place, just like sleep and dreams do. And if you look at sleep and dreams biologically, animals sleep and dream, and they rehearse and they do some other things that help memory and that are a very important part of sleep and dreams.
Det næste skridt i evolutionen hos pattedyr og væsener med guddommeligt overflødige neuroner vil være at lege. Og det faktum at isbjørnen og slædehunden eller skader og en bjørn eller du og jeg og vores hunde kan krydse over og have den oplevelse, sætter leg til side som noget andet. Og det er enormt vigtigt i læring og formning af hjernen. Så det er ikke kun noget, man gør i sin fritid.
The next step of evolution in mammals and creatures with divinely superfluous neurons will be to play. And the fact that the polar bear and husky or magpie and a bear or you and I and our dogs can crossover and have that experience sets play aside as something separate. And its hugely important in learning and crafting the brain. So it's not just something you do in your spare time.
JH: Hvordan holder du - som del af det videnskabelige samfund, hvor du skal retfærdiggøre din eksistens med legater og udspil ligesom alle andre - hvordan forhindrer man -- og nogle af de data, du har frembragt, den gode videnskab, du taler om, er svære at håndtere. Hvordan forhindrer man enten mediernes udlægning af dit arbejde eller det videnskabelige samfunds udlægning af konsekvenserne af dit arbejde, lidt ligesom Mozart-metaforen, hvor, "Åh, MRI'en viser at leg forbedrer ens intelligens. "Jamen, lad os samle de her børn, sætte dem i båse, og få dem til at lege i månedsvis; de bliver alle genier og kommer på Harvard." Hvordan forhindrer man folk i at foretage sådan en handling baseret på den data du udvikler?
JH: How do you keep -- and I know you're part of the scientific research community, and you have to justify your existence with grants and proposals like everyone else -- how do you prevent -- and some of the data that you've produced, the good science that you're talking about you've produced, is hot to handle. How do you prevent either the media's interpretation of your work or the scientific community's interpretation of the implications of your work, kind of like the Mozart metaphor, where, "Oh, MRIs show that play enhances your intelligence. Well, let's round these kids up, put them in pens and make them play for months at a time; they'll all be geniuses and go to Harvard." How do you prevent people from taking that sort of action on the data that you're developing?
SB: Den eneste måde, jeg ved hvordan det kan gøres er at samle de konsulenter, jeg har, der går fra at være praktiserende -- der gennem improviseret leg eller klovnen rundt eller noget, kan etablere -- en legetilstand. Så folk ved, det er der. Og så får man fat på en fMRI-specialist, og man får fat i Frank Wilson, og man får fat i andre hårde videnskabs- folk, inklusiv neuroendocrinologer. Og man putter dem i en gruppe, der er fokuseret på leg, og det er temmelig svært ikke at tage det alvorligt.
SB: Well, I think the only way I know to do it is to have accumulated the advisers that I have who go from practitioners -- who can establish through improvisational play or clowning or whatever -- a state of play. So people know that it's there. And then you get an fMRI specialist, and you get Frank Wilson, and you get other kinds of hard scientists, including neuroendocrinologists. And you get them into a group together focused on play, and it's pretty hard not to take it seriously.
Desværre, er det ikke blevet gjort tilstrækkeligt i National Science Foundation, Institute of Mental Health eller noget andet, virkelig at undersøge dette på en seriøs måde. Jeg mener, man hører ikke noget om, at det er ligesom kræft eller hjertelidelser associeret med leg. Alligevel ser jeg det som noget lige så basalt for overlevelse - på lang sigt - som at lære nogle af grund- reglerne om folkesundhed.
Unfortunately, that hasn't been done sufficiently for the National Science Foundation, National Institute of Mental Health or anybody else to really look at it in this way seriously. I mean you don't hear about anything that's like cancer or heart disease associated with play. And yet I see it as something that's just as basic for survival -- long term -- as learning some of the basic things about public health.
JH: Stuart Brown, mange tak.
JH: Stuart Brown, thank you very much.