Fotografering har været min passion lige siden jeg var gammel nok til at holde på et kamera. Men i dag vil jeg gerne dele mine 15 mest skattede fotos med jer og jeg har ikke taget et eneste af dem. Der var ingen instruktører, ingen stylister, ingen chance for at tage billedet om, ikke engang noget hensyn til lyssætning. Faktisk er de fleste af dem taget af tilfældige turister.
Photography has been my passion ever since I was old enough to pick up a camera, but today I want to share with you the 15 most treasured photos of mine, and I didn't take any of them. There were no art directors, no stylists, no chance for reshoots, not even any regard for lighting. In fact, most of them were taken by random tourists.
Min historie begynder da jeg var i New York for at holde oplæg og min kone tog dette billede af mig med min datter i favnen på hendes 1 års fødselsdag. Vi er på hjørnet af 57th og 5th. Vi var tilfældigvis i New York igen præcis et år senere så vi besluttede at tage det samme billede
My story begins when I was in New York City for a speaking engagement, and my wife took this picture of me holding my daughter on her first birthday. We're on the corner of 57th and 5th. We happened to be back in New York exactly a year later, so we decided to take the same picture.
I kan måske fornemme, hvor det bærer hen. Da vi nærmede os min datters 3 års fødselsdag sagde min kone: "Hey, hvorfor tager du ikke Sabina med til New York og gør det til en far-datter tur og fortsætter ritualet?" Det var på det her tidspunkt, vi begyndte at bede forbipasserende turister om at tage billedet.
Well you can see where this is going. Approaching my daughter's third birthday, my wife said, "Hey, why don't you take Sabina back to New York and make it a father-daughter trip, and continue the ritual?" This is when we started asking passing tourists to take the picture.
Det er bemærkelsesværdigt, hvor universel en gestus det er, at give sit kamera til en komplet fremmed Ingen har nogensinde sagt nej, og heldigvis er ingen stukket af med kameraet
You know, it's remarkable how universal the gesture is of handing your camera to a total stranger. No one's ever refused, and luckily no one's ever run off with our camera.
Dengang havde vi ingen idé om, hvor meget denne tur ville ændre vores liv. Den er virkelig blevet hellig for os. Det her er taget få uger efter 9/11 Og jeg forsøgte at forklare, hvad der var sket den dag på en måde, som en 5-årige kunne forstå
Back then, we had no idea how much this trip would change our lives. It's really become sacred to us. This one was taken just weeks after 9/11, and I found myself trying to explain what had happened that day in ways a five-year-old could understand.
Så de her fotos er meget mere end substitutter for et enkelt øjeblik eller en bestemt rejse De er også en måde for os at fastfryse tiden i én uge i oktober og rekflektere over vores tid og hvordan vi ændrer os fra år til år og ikke bare fysisk, men på alle måder Fordi selvom vi tager det samme billede så ændrer vores perspektiv sig og hun når nye milepæle og jeg får lov til at se livet gennem hendes øjne og hvordan hun interagerer med og ser ting Denne her meget fokuserede tid, som vi tilbringer sammen er noget vi værdsætter og ser frem til hele året
So these photos are far more than proxies for a single moment, or even a specific trip. They're also ways for us to freeze time for one week in October and reflect on our times and how we change from year to year, and not just physically, but in every way. Because while we take the same photo, our perspectives change, and she reaches new milestones, and I get to see life through her eyes, and how she interacts with and sees everything. This very focused time we get to spend together is something we cherish and anticipate the entire year.
For nylig, på en af turene, kommer vi gående og hun stopper brat op og hun peger på et rødt fortelt på den dukkebutik som hun elskede, da hun var lille på vores tidligere rejser Og hun beskriver for mig, hvordan det føltes for hende som 5-årige, da hun stod præcis samme sted Hun sagde, at hun kunne huske, hvordan hendes hjerte svulmede i brystet. da hun så det sted for allerførste gang ni år tidligere Og nu er det hun kigger efter i New York gymnasier fordi hun er fast besluttet på at gå i skole i New York Og så slog det mig: en af de vigtigste ting vi alle skaber, er minder
Recently, on one trip, we were walking, and she stops dead in her tracks, and she points to a red awning of the doll store that she loved when she was little on our earlier trips. And she describes to me the feeling she felt as a five-year-old standing in that exact spot. She said she remembers her heart bursting out of her chest when she saw that place for the very first time nine years earlier. And now what she's looking at in New York are colleges, because she's determined to go to school in New York. And it hit me: One of the most important things we all make are memories.
Så jeg vil gerne dele idéen om at tage aktiv del i bevidst at skabe minder Jeg ved ikke med jer, men bortset fra de her 15 billeder, så er jeg ikke med på mange af familiebillederne Det er altid mig, der tager billederne Så i dag vil jeg gerne opfordre alle til at komme med på billedet og ikke tøve med at gå hen til nogen og spørge "Vil du tage et billede af os?" Tak. (Bifald)
So I want to share the idea of taking an active role in consciously creating memories. I don't know about you, but aside from these 15 shots, I'm not in many of the family photos. I'm always the one taking the picture. So I want to encourage everyone today to get in the shot, and don't hesitate to go up to someone and ask, "Will you take our picture?" Thank you. (Applause)