Jeg brugte størstedelen af sidste år på at arbejde på en dokumentar omkring min egen lykke - for at se om jeg rent faktisk kan træne mit sind på en særlig måde, som jeg kan træne min krop, så jeg kan ende med en forbedret fornemmelse af mit generelle velbefindende. Men så i januar, døde min mor, og det at forfølge sådan en film, føltes slet ikke interessant længere. Så på en meget typisk, fjollet designermåde, efter flere års hårdt arbejde, er det stort set kun filmens titler, jeg har at vise frem.
I spent the best part of last year working on a documentary about my own happiness -- trying to see if I can actually train my mind in a particular way, like I can train my body, so I can end up with an improved feeling of overall well-being. Then this January, my mother died, and pursuing a film like that just seemed the last thing that was interesting to me. So in a very typical, silly designer fashion, after years worth of work, pretty much all I have to show for it are the titles for the film.
(♪ - Apollo 100 – In the Hall of the Mountain King - ♪)
(Music)
De blev stadig lavet, da jeg holdt ferie med mit firma i Indonesien. Vi kan se, at den første del blev designet af grise. Det var lidt for funky, og vi ville have et mere feminint synspunkt og ansatte en and, som gjorde det på en meget mere passende måde - fashion. Mit studie i Bali, lå kun 10 minutter væk fra en abeskov. Og aber, selvfølgelig, siges at være de lykkeligste af alle dyr. Så vi trænede dem til at kunne skrive separate ord, og lægge dem ordentligt. I kan se, at der stadig er et lille problem med læseligheden. Udformningen er ikke helt på plads. Så selvfølgelig, hvad man ikke selv gør ordentligt, er ikke rigtig anset for at være gjort. Her er vi, hvor vi klatrer op i træerne og putter det op over Sayan Valley i Indonesien.
They were still done when I was on sabbatical with my company in Indonesia. We can see the first part here was designed here by pigs. It was a little bit too funky, and we wanted a more feminine point of view and employed a duck who did it in a much more fitting way -- fashion. My studio in Bali was only 10 minutes away from a monkey forest, and monkeys, of course, are supposed to be the happiest of all animals. So we trained them to be able to do three separate words, to lay out them properly. You can see, there still is a little bit of a legibility problem there. The serif is not really in place. So of course, what you don't do properly yourself is never deemed done really. So this is us climbing onto the trees and putting it up over the Sayan Valley in Indonesia.
Hvad jeg gjorde meget i det år, var at se på alle mulige undersøgelser, omkring data for dette emne. Og det viser sig, at mænd og kvinder rapporterer meget ens niveauer af lykke. Det her er et meget hurtigt overblik, af alle de studier, jeg har kigget på. At klimaet ingen rolle spiller. At hvis du lever i det bedste klima, i San Diego i USA, eller det værste klima, i Buffalo, New York, vil du være lige lykkelig begge steder. Hvis du tjener mere end $50.000 om året i USA, vil enhver forøgelse af din løn kun have en meget lille indflydelse på dit generelle velvære. Sorte mennesker er lige så lykkelige, som hvide er. Om du er gammel eller ung, gør ikke den store forskel. Om du er grim eller ser rigtig, rigtig godt ud, gør slet ingen forskel. Du vil tilpasse dig, og blive vant til det. Hvis du har overkommelige helbredsproblemer, betyder det ikke rigtig noget.
In that year, what I did do a lot was look at all sorts of surveys, looking at a lot of data on this subject. And it turns out that men and women report very, very similar levels of happiness. This is a very quick overview of all the studies that I looked at. That climate plays no role. That if you live in the best climate, in San Diego in the United States, or in the shittiest climate, in Buffalo, New York, you are going to be just as happy in either place. If you make more than 50,000 bucks a year in the U.S., any salary increase you're going to experience will have only a tiny, tiny influence on your overall well-being. Black people are just as happy as white people are. If you're old or young it doesn't really make a difference. If you're ugly or if you're really, really good-looking it makes no difference whatsoever. You will adapt to it and get used to it. If you have manageable health problems it doesn't really matter.
Det her betyder noget. Kvinden til højre, er rent faktisk meget lykkeligere end fyren til venstre - hvilket betyder, at hvis du har mange venner, og hvis du har betydningsfulde venskaber, så gør det en forskel. Såvel som at være gift - er du med højere sandsynlighed lykkeligere, end hvis du er single.
Now this does matter. So now the woman on the right is actually much happier than the guy on the left -- meaning that, if you have a lot of friends, and you have meaningful friendships, that does make a lot of difference. As well as being married -- you are likely to be much happier than if you are single.
En anden TED-taler, Jonathan Haidt, fandt på denne smukke, lille analogi, mellem det bevidste og det ubevidste sind. Han siger, at det bevidste sind, er en lillebitte rytter, på en kæmpe elefant, det ubevidste. Og rytteren tror, at han kan fortælle elefanten, hvad den skal gøre, men elefanten har egentlig sine egne ideer. Hvis jeg ser på mit eget liv, jeg er født i Østrig, i 1962. Hvis jeg var blevet født 100 år tidligere, ville mit livs store beslutning være taget for mig - hvilket betyder, at jeg ville være blevet i den by, jeg blev født i; jeg ville højst sandsynligt være gået i min fars fodspor; og jeg ville højst sandsynligt have giftet mig med en kvinde, som min mor havde udvalgt. Jeg, selvfølgelig, og alle os, har i høj grad selv ansvaret for disse store beslutninger i vores liv. Vi lever, hvor vi har lyst til at være - i det mindste i Vesten. Vi bliver det, vi egentlig er interesseret i. Vi vælger vores egen profession, og vi vælger vores egne partnere. Og således, er det ret overraskende, at mange af os lader vores ubevidsthed have indflydelse på de beslutninger på måder, vi ikke er helt klar over.
A fellow TED speaker, Jonathan Haidt, came up with this beautiful little analogy between the conscious and the unconscious mind. He says that the conscious mind is this tiny rider on this giant elephant, the unconscious. And the rider thinks that he can tell the elephant what to do, but the elephant really has his own ideas. If I look at my own life, I'm born in 1962 in Austria. If I would have been born a hundred years earlier, the big decisions in my life would have been made for me -- meaning I would have stayed in the town that I was born in; I would have very much likely entered the same profession that my dad did; and I would have very much likely married a woman that my mom had selected. I, of course, and all of us, are very much in charge of these big decisions in our lives. We live where we want to be -- at least in the West. We become what we really are interested in. We choose our own profession, and we choose our own partners. And so it's quite surprising that many of us let our unconscious influence those decisions in ways that we are not quite aware of.
Hvis man ser på statistikkerne, og når du ser fyren George, når han beslutter sig for, hvor han vil bo - er det Florida eller North Dakota? - flytter han til Georgia. Og hvis du ser på Dennis, når han beslutter sig for, hvad han vil være - er det jurist eller læge, eller lærer? - er der størst chance for, at han bliver tandlæge. Og hvis Paula vælger, om hun skal gifte sig med Joe eller Jack, er Paul på en måde mere interessant. Så selv hvis vi tager disse meget vigtige beslutninger, på meget fjollede grundlag, forbliver det statistisk sandt, at der er mange flere ved navn George, som bor i Georgia, og der er flere ved navn Dennis, som bliver tandlæger, og der er flere ved navn Paula, som er gift med en Paul, end statistisk sandsynlighed. (Latter) Jeg tænkte selvfølgelig, at det her er amerikansk data. Og jeg tænkte "de der fjollede amerikanere". De bliver påvirket af ting, som de ikke er opmærksomme på. Det er komplet latterligt. Så tænkte jeg selvfølgelig på min mor og far -- (Latter) Karolina og Karl, og bedstemor og bedstefar, Josefine og Josef. Så jeg leder stadig efter en Stephanie. Jeg finder på noget.
If you look at the statistics and you see that the guy called George, when he decides on where he wants to live -- is it Florida or North Dakota? -- he goes and lives in Georgia. And if you look at a guy called Dennis, when he decides what to become -- is it a lawyer, or does he want to become a doctor or a teacher? -- best chance is that he wants to become a dentist. And if Paula decides should she marry Joe or Jack, somehow Paul sounds the most interesting. And so even if we make those very important decisions for very silly reasons, it remains statistically true that there are more Georges living in Georgia and there are more Dennises becoming dentists and there are more Paulas who are married to Paul than statistically viable. (Laughter) Now I, of course, thought, "Well this is American data," and I thought, "Well, those silly Americans. They get influenced by things that they're not aware of. This is just completely ridiculous." Then, of course, I looked at my mom and my dad -- (Laughter) Karolina and Karl, and grandmom and granddad, Josefine and Josef. So I am looking still for a Stephanie. I'll figure something out.
Hvis jeg gør det hele lidt mere personligt, og vi ser på, hvad der gør mig glad som designer, er det letteste svar, selvfølgelig, at gøre mere af det jeg kan lide, og meget mindre af det, jeg ikke kan lide -- derfor ville det være hjælpsomt, at vide, hvad jeg rent faktisk kan lide at lave. Jeg er glad for lister, så jeg lavede en liste. En af dem er at tænke, uden at være under pres. Det er et projekt, vi arbejder på lige nu, med en meget sund deadline. Det er en bog om kultur, og som I kan se, flyder kulturen hurtigt omkring. At beskæftige mig med de ting, som jeg gør lige nu -- at rejse til Cannes. Eksemplerne jeg har her, er en stol, som kom ud det år i Bali -- med tydelig indflydelse fra lokal fremstilling og kultur, ikke at sidde hele dagen, bag en computerskærm, og at være her og der. Ret bevidst designede projekter, som har brug for en utrolig mængde diverse teknikker, for i bund og grund at kæmpe, imod klar tilpasning.
If I make this whole thing a little bit more personal and see what makes me happy as a designer, the easiest answer, of course, is do more of the stuff that I like to do and much less of the stuff that I don't like to do -- for which it would be helpful to know what it is that I actually do like to do. I'm a big list maker, so I came up with a list. One of them is to think without pressure. This is a project we're working on right now with a very healthy deadline. It's a book on culture, and, as you can see, culture is rapidly drifting around. Doing things like I'm doing right now -- traveling to Cannes. The example I have here is a chair that came out of the year in Bali -- clearly influenced by local manufacturing and culture, not being stuck behind a single computer screen all day long and be here and there. Quite consciously, design projects that need an incredible amount of various techniques, just basically to fight straightforward adaptation.
At være tæt på indholdet -- det vil sige, at indholdet er virkelig tæt på mit hjerte. Det her er en bus, eller et køretøj, til velgørenhed for en ikke-statslig organisation, som vil fordoble uddannelsesbudgettet i USA -- omhyggeligt designet, så at den med to tommer, kan komme under vejbroerne på hovedvejene. At have slutresultater -- ting, som kommer godt tilbage fra printeren, som det her lille visitkort, til et animationsfirma, ved navn Sideshow, på specielt papir. At arbejde på projekter, som rent faktisk har synlig indflydelse, som en bog for en afdød tysk kunster, hvis kone kom til os, med kriterierne for at gøre hendes afdøde mand berømt. Den kom ud for blot 6 måneder siden, og den er utrolig efterspurgt i Tyskland lige nu. Og jeg tror, at hans enke bliver meget succesfuld i hendes stræben.
Being close to the content -- that's the content really is close to my heart. This is a bus, or vehicle, for a charity, for an NGO that wants to double the education budget in the United States -- carefully designed, so, by two inches, it still clears highway overpasses. Having end results -- things that come back from the printer well, like this little business card for an animation company called Sideshow on lenticular foils. Working on projects that actually have visible impacts, like a book for a deceased German artist whose widow came to us with the requirement to make her late husband famous. It just came out six months ago, and it's getting unbelievable traction right now in Germany. And I think that his widow is going to be very successful on her quest.
Og på det seneste, at være involveret i projekter, hvor jeg kender omkring 50 % af projektet med hensyn til teknikken, og de sidste 50 % ville være nye. So i det her tilfælde, er det en udendørs projektion for Singapore, på gigantiske skærme, som dem på Times Square. Og som designer, havde jeg selvfølgelig kendskab til ting, omkring typografi, på trods af, at vi arbejdede med dyrene, uden den store succes. Men jeg vidste ikke så meget omkring bevægelse eller film. Og set fra det synspunkt, er det blevet til et dejligt projekt. Men også fordi indholdet var meget tæt på mig. I det her tilfælde støtter en dagbog personlig udvikling. Jeg har ført dagbog, siden jeg var 12 år gammel. Og jeg har opdaget, at det har indflydelse på mit liv og arbejde på en meget fascinerende måde. I det her tilfælde også fordi, at det er en del af de mange overbevisninger, som vi bygger hele serien på -- At alle overbevisninger oprindeligt kom fra dagbogen.
And lately, to be involved in projects where I know about 50 percent of the project technique-wise and the other 50 percent would be new. So in this case, it's an outside projection for Singapore on these giant Times Square-like screens. And I of course knew stuff, as a designer, about typography, even though we worked with those animals not so successfully. But I didn't quite know all that much about movement or film. And from that point of view we turned it into a lovely project. But also because the content was very close. In this case, "Keeping a Diary Supports Personal Development" -- I've been keeping a diary since I was 12. And I've found that it influenced my life and work in a very intriguing way. In this case also because it's part of one of the many sentiments that we build the whole series on -- that all the sentiments originally had come out of the diary.
Mange tak skal I have.
Thank you so much.
(Bifald)
(Applause)