Jeg underviser normalt i, hvordan man genopbygger stater efter krig. Men i dag har jeg en personlig historie, som jeg vil dele med jer. Dette er et billede af min familie, mine fire søskende, min mor og jeg, taget i 1977. Og vi er faktisk cambodjanere. Og dette billede er taget i Vietnam. Så, hvordan endte en cambodjansk familie i Vietnam i 1977? For at forklare det har jeg et kort videoklip, der forklarer De rødes Khmerers regime fra 1975 til 1979.
I normally teach courses on how to rebuild states after war. But today I've got a personal story to share with you. This is a picture of my family, my four siblings -- my mom and I -- taken in 1977. And we're actually Cambodians. And this picture is taken in Vietnam. So how did a Cambodian family end up in Vietnam in 1977? Well to explain that, I've got a short video clip to explain the Khmer Rouge regime during 1975 and 1979.
Video: Den 17. april, 1975. De kommunistiske Røde Khmerer indtager Phnom Penh for at befri deres folk fra den omsiggribende konflikt i Vietnam, og fra amerikanske bombe-fremstød. Ledt af bondesønnen Pol Pot evakuerer De røde Khmerer folk til landige områder, med henblik på at skabe et landligt kommunistisk utopia, i lighed med Mao Tse-tsungs kulturrevolution i Kina. De røde Khmerer smækker dørene til den omkringliggende verden i. Men efter fire år siver den grimme sandhed ud. I et land med kun syv millioner indbyggere, blev halvanden million myrdet af deres egne ledere. Deres lig blev samlet i massegrave der, hvor de blev dræbt.
Video: April 17th, 1975. The communist Khmer Rouge enters Phnom Penh to liberate their people from the encroaching conflict in Vietnam, and American bombing campaigns. Led by peasant-born Pol Pot, the Khmer Rouge evacuates people to the countryside in order to create a rural communist utopia, much like Mao Tse-tung's Cultural Revolution in China. The Khmer Rouge closes the doors to the outside world. But after four years the grim truth seeps out. In a country of only seven million people, one and a half million were murdered by their own leaders, their bodies piled in the mass graves of the killing fields.
Sophal Ear: Så, til trods for 1970´ernes fortællestil, levede vi, den 17. april 1975 i Phnom Penh. Og mine forældre fik at vide af De røde Khmerer, at de skulle forlade byen i tre dage på grund af forestående amerikanske bombninger. Og her er et billede af De røde Khmerer. De var unge soldater. Typisk børnesoldater. Og det er meget normalt nu, i nutidens konflikter. Fordi de er lette at bringe ind i krig.
Sophal Ear: So, notwithstanding the 1970s narration, on April 17th 1975 we lived in Phnom Penh. And my parents were told by the Khmer Rouge to evacuate the city because of impending American bombing for three days. And here is a picture of the Khmer Rouge. They were young soldiers, typically child soldiers. And this is very normal now, of modern day conflict, because they're easy to bring into wars.
Forklaringen med de amerikanske bombninger var ikke helt ved siden af. Jeg mener, fra 1965 til 1973 faldt der mere sprængstof over Cambodja end der gjorde over Japan under hele 2. verdenskrig, inklusiv de 2 atombomber i august 1945. De røde Khmerer troede ikke på penge. Så det der svarer til Nationalbanken i Cambojia blev bombet. Men ikke bare det; de forbød faktisk penge. Jeg tror det er det eneste tilfælde i historien, hvor pengebrug er blevet stoppet. Og vi ved jo at penge er roden til alt ondt, men det forhindrede ikke onde ting i at ske i Cambodja.
The reason that they gave about American bombing wasn't all that far off. I mean, from 1965 to 1973 there were more munitions that fell on Cambodia than in all of World War II Japan, including the two nuclear bombs of August 1945. The Khmer Rouge didn't believe in money. So the equivalent of the Federal Reserve Bank in Cambodia was bombed. But not just that, they actually banned money. I think it's the only precedent in which money has ever been stopped from being used. And we know money is the root of all evil, but it didn't actually stop evil from happening in Cambodia, in fact.
Faktisk blev min familie flyttet fra Phnom Penh til Pursat-provinsen. Dette er et billede af Pursat. Det er faktisk et meget kønt område af Cambodja, hvor man dyrker ris. Faktisk blev de tvunget til at arbejde i markerne. Så min far og mor endte i en slags koncentrationslejr, arbejdslejr.
My family was moved from Phnom Penh to Pursat province. This is a picture of what Pursat looks like. It's actually a very pretty area of Cambodia, where rice growing takes place. And in fact they were forced to work the fields. So my father and mother ended up in a sort of concentration camp, labor camp.
Og det var på det tidspunkt, at min mor fik at vide af kollektivets leder, at vietnameserne faktisk bad deres borgere om at vende tilbage til Vietnam. Og hun talte en del vietnamesisk, fordi hun var vokset op med vietnamesiske venner. Og hun besluttede, i strid med naboers råd, at hun ville tage chancen og påstå at være vietnamesisk, så vi kunne få en chance for at overleve. Fordi på dette tidspunkt tvinger de alle til at arbejde. Og de giver omkring - som i en moderne tids kaloriebegrænsende diæt - de giver grød, med et par enkelte riskorn.
And it was at that time that my mother got word from the commune chief that the Vietnamese were actually asking for their citizens to go back to Vietnam. And she spoke some Vietnamese, as a child having grown up with Vietnamese friends. And she decided, despite the advice of her neighbors, that she would take the chance and claim to be Vietnamese so that we could have a chance to survive, because at this point they're forcing everybody to work. And they're giving about -- in a modern-day, caloric-restriction diet, I guess -- they're giving porridge, with a few grains of rice.
Og på omkring dette tidspunkt blev min far faktisk meget syg. Og han talte ikke vietnamesisk. Så han døde faktisk, i januar 1976. Og det gjorde det faktisk muligt for os at iværksætte denne plan. Så De røde Khmerer tog os fra et sted kaldet Pursat til Koh Tiev. Hvilket ligger på grænsen til Vietnam. Og der havde de en lejr, hvor påståede vietnamesere blev testet, sprogtestet.
And at about this time actually my father got very sick. And he didn't speak Vietnamese. So he died actually, in January 1976. And it made it possible, in fact, for us to take on this plan. So the Khmer Rouge took us from a place called Pursat to Kaoh Tiev, which is across from the border from Vietnam. And there they had a detention camp where alleged Vietnamese would be tested, language tested.
Og min mor talte så dårligt vietnamesisk, at hun, for at få vores historie til at virke mere troværdig, havde givet alle børnene nye vietnamesiske navne. Men hun havde givet alle drengene pigenavne, og alle pigerne drengenavne. Og det var ikke før hun mødte en vietnamesisk kvinde, som fortalte hende om fejlen, og efterfølgende underviste hende intenst i to dage, at hun var i stand til at gå op til prøven. Og det var sandhedens øjeblik. Hvis hun fejlede, ville vi alle blive hængt. Hvis hun bestod, kunne vi tage til Vietnam. og faktisk - selvfølgelig, jeg står her i dag - bestod hun. Og vi endte i Hong Ngu på den vietnamesiske side. Og derefter videre til Chau Doc. Og dette er et billede af Hong Ngu i Vietnam idag. Et temmelig idyllisk sted ved Mekong deltaet. Men for os betød det frihed. Og frihed fra forfølgelse af De røde Khmerer.
And my mother's Vietnamese was so bad that to make our story more credible, she'd given all the boys and girls new Vietnamese names. But she'd given the boys girls' names, and the girls boys' names. And it wasn't until she met a Vietnamese lady who told her this, and then tutored her for two days intensively, that she was able to go into her exam and -- you know, this was a moment of truth. If she fails, we're all headed to the gallows; if she passes, we can leave to Vietnam. And she actually, of course -- I'm here, she passes. And we end up in Hong Ngu on the Vietnamese side. And then onwards to Chau Doc. And this is a picture of Hong Ngu, Vietnam today. A pretty idyllic place on the Mekong Delta. But for us it meant freedom. And freedom from persecution from the Khmer Rouge.
Sidste år begyndte Røde Khmer Tribunalet, som FN hjælper Cambodja med at iværksætte, og jeg besluttede at jeg, for optegnelsens skyld, burde indgive en civil klage til tribunalet, angående min fars død. Og for en måned siden fik jeg det svar, at klagen er blevet officielt accepteret af Røde Khmer Tribunalet. Og for mig er det et spørgsmål om retfærdighed i historisk perspektiv, og om ansvar med fremtidigt perspektiv. Fordi Cambodja til tider fortsat er et temmelig lovløst sted.
Last year, the Khmer Rouge Tribunal, which the U.N. is helping Cambodia take on, started, and I decided that as a matter of record I should file a Civil Complaint with the Tribunal about my father's passing away. And I got word last month that the complaint was officially accepted by the Khmer Rouge Tribunal. And it's for me a matter of justice for history, and accountability for the future, because Cambodia remains a pretty lawless place, at times.
For fem år siden tog min mor og jeg tilbage til Chau Doc. Og hun fik mulighed for at vende tilbage til et sted, som for hende betød frihed, men også frygt, fordi vi lige var kommet ud af Cambodja. Jeg er faktisk glad for at kunne præsentere hende i dag. Hun er med i publikum i dag. Tak mor.
Five years ago my mother and I went back to Chau Doc. And she was able to return to a place that for her meant freedom, but also fear, because we had just come out of Cambodia. I'm happy, actually, today, to present her. She's here today with us in the audience. Thank you mother.
(Bifald)
(Applause)