Da jeg var syv år gammel, og min søster var fem, sad vi og legede på en køjeseng. Jeg var på det tidspunkt to år ældre end min søster -- jeg er også to år ældre end hende i dag -- men på det tidspunkt betød det, at hun var nødt til altid at lege det, jeg ville lege, og jeg ville lege krig. Så vi sad ovenpå køjesengen. På den ene side af køjesengen stod alle mine actionmænd og deres våben. Og på den alle side stod alle min søsters My Little Pony figurer klar til et kavaleriangreb.
When I was seven years old and my sister was just five years old, we were playing on top of a bunk bed. I was two years older than my sister at the time -- I mean, I'm two years older than her now -- but at the time it meant she had to do everything that I wanted to do, and I wanted to play war. So we were up on top of our bunk beds. And on one side of the bunk bed, I had put out all of my G.I. Joe soldiers and weaponry. And on the other side were all my sister's My Little Ponies ready for a cavalry charge.
Der er forskellige beretninger om, hvad der egentlig skete den eftermiddag, men siden min søster ikke er her i dag, får I den sande historie -- (Latter) -- som er, at min søster er lidt småklodset. På en eller anden måde, helt uden nogen form for skub fra sin bror, røg Amy pludselig af køjesengen og landede med et brag på gulvet. Jeg kiggede nervøst ud over sengekanten for at se, hvad der var sket min faldne søster, og så, at hun var landet hårdt på sine hænder og knæ på alle fire på jorden.
There are differing accounts of what actually happened that afternoon, but since my sister is not here with us today, let me tell you the true story -- (Laughter) which is my sister's a little on the clumsy side. Somehow, without any help or push from her older brother at all, Amy disappeared off of the top of the bunk bed and landed with this crash on the floor. I nervously peered over the side of the bed to see what had befallen my fallen sister and saw that she had landed painfully on her hands and knees on all fours on the ground.
Jeg var urolig, fordi mine forældre havde givet mig til opgave at sørge for, at min søster og jeg legede så sikkert og lydløst som muligt. Og eftersom jeg ved et uheld havde brækket Amys arm blot en uge tidligere... (Latter) ... ved heroisk at skubbe hende ud af et imaginært geværskuds bane, (Latter) hvilket jeg stadig ikke har fået tak for, gjorde jeg mit bedste -- hun nåede ikke engang at opdage det -- gjorde jeg mit bedste for at opføre mig forbilledligt.
I was nervous because my parents had charged me with making sure that my sister and I played as safely and as quietly as possible. And seeing as how I had accidentally broken Amy's arm just one week before -- (Laughter) (Laughter ends) heroically pushing her out of the way of an oncoming imaginary sniper bullet, (Laughter) for which I have yet to be thanked, I was trying as hard as I could -- she didn't even see it coming -- I was trying hard to be on my best behavior.
Og jeg kunne se i min søsters ansigt, at et overraskelsens og smertens vræl truede med at undslippe hendes mund og dermed vække mine forældre fra deres lange vinterlur. Så jeg gjorde det eneste min lille overvældede syvårige hjerne kunne finde på for at foregribe denne tragedie. Og enhver, der har børn, vil have set dette hundredvis af gange. Jeg sagde, "Amy, Amy, vent. Græd ikke. Græd ikke. Så du, hvordan du landede? Mennesker lander ikke sådan på alle fire. Amy, jeg tror du er en enhjørning."
And I saw my sister's face, this wail of pain and suffering and surprise threatening to erupt from her mouth and wake my parents from the long winter's nap for which they had settled. So I did the only thing my frantic seven year-old brain could think to do to avert this tragedy. And if you have children, you've seen this hundreds of times. I said, "Amy, wait. Don't cry. Did you see how you landed? No human lands on all fours like that. Amy, I think this means you're a unicorn."
(Latter)
(Laughter)
Det var et trick, fordi der var intet, min søster hellere ville, end ikke at være Amy den skadede femårige lillesøster men Amy den særlige enhjørning. Dette var selvfølgelig på intet tidligere tidspunkt faldet hende ind. Og man kunne se, at min stakkels, manipulerede søsters hjernes ressourcer var splittet mellem at mærke den smerte og det chok, hun netop havde oplevet, og at tænke nærmere over sit nye liv som enhjørning. Hun valgte det sidste. I stedet for at græde, i stedet for at stoppe vores leg, i stedet for at vække mine forældre med alle de negative følger, det ville have haft for mig, bredte der sig i stedet et smil på hendes ansigt, og hun hastede op igen på sengen med en ung enhjørnings ynde... (Latter) ... med et brækket ben.
Now, that was cheating, because there was nothing she would want more than not to be Amy the hurt five year-old little sister, but Amy the special unicorn. Of course, this option was open to her brain at no point in the past. And you could see how my poor, manipulated sister faced conflict, as her little brain attempted to devote resources to feeling the pain and suffering and surprise she just experienced, or contemplating her new-found identity as a unicorn. And the latter won. Instead of crying or ceasing our play, instead of waking my parents, with all the negative consequences for me, a smile spread across her face and she scrambled back up onto the bunk bed with all the grace of a baby unicorn -- (Laughter)
Det, vi var stødt på som kun fem- og syvårige -- vi anede det ikke dengang -- var noget, der skulle udgøre frontlinjen i en videnskabelig revolution to årtier senere indenfor studiet af den menneskelige hjerne. Det, vi var stødt på, er noget, der kaldes positiv psykologi, som er grunden til, at jeg er her i dag, og grunden til, at jeg vågner hver morgen.
with one broken leg. What we stumbled across at this tender age of just five and seven -- we had no idea at the time -- was was going be at the vanguard of a scientific revolution occurring two decades later in the way that we look at the human brain. We had stumbled across something called positive psychology, which is the reason I'm here today
Da jeg begyndte at tale om denne forskning udenfor akademiske kredse, ude i virksomheder og skoler, var det første jeg fik at vide, at jeg ikke måtte indlede et foredrag med en graf. Jeg kunne godt tænke mig at indlede mit foredrag med en graf. Denne graf ser kedelig ud, men denne graf er årsagen til, at jeg er så spændt og står op hver morgen. Og denne graf betyder ikke engang noget; det er falske data. Vi har fundet ud af --
and the reason that I wake up every morning. When I started talking about this research outside of academia, with companies and schools, the first thing they said to never do is to start with a graph. The first thing I want to do is start with a graph. This graph looks boring, but it is the reason I get excited and wake up every morning. And this graph doesn't even mean anything; it's fake data. What we found is --
(Latter)
(Laughter)
Hvis jeg fik disse data ved at undersøge jer i lokalet, ville jeg være lykkelig, for man kan helt klart se en sammenhæng ud af dem, og det betyder, at jeg kan få min forskning udgivet, hvilket er det vigtigste. Det faktum, at der er en mærkelig rød prik, der er over kurven, en særling i lokalet -- jeg ved, hvem du er, jeg så dig før -- det gør ikke noget. Det er ikke noget problem, som de fleste af jer ved, for jeg kan bare slette punktet. Det kan slettes, fordi det helt klart er en målefejl. Og vi ved, at det er en målefejl, fordi det ødelægger mine data.
If I got this data studying you, I would be thrilled, because there's a trend there, and that means that I can get published, which is all that really matters. There is one weird red dot above the curve, there's one weirdo in the room -- I know who you are, I saw you earlier -- that's no problem. That's no problem, as most of you know, because I can just delete that dot. I can delete that dot because that's clearly a measurement error. And we know that's a measurement error because it's messing up my data. (Laughter)
Så en af de første ting, vi lærer folk i økonomi- og statistik- og forretnings- og psykologikurser, er, hvordan man statistisk forsvarligt slipper af med særlingene. Hvordan slipper man af med afvigerne, så man kan finde den bedste regressionslinje? Hvilket er fantastisk, hvis man prøver at finde, hvor mange hovedpinepiller en gennemsnitlig person bør tage -- to. Men hvis man er interesseret i ens potentiale, lykke eller produktivitet eller energi eller kreativitet, skaber vi i stedet en gennemsnittets kult indenfor videnskaben.
So one of the first things we teach people in economics, statistics, business and psychology courses is how, in a statistically valid way, do we eliminate the weirdos. How do we eliminate the outliers so we can find the line of best fit? Which is fantastic if I'm trying to find out how many Advil the average person should be taking -- two. But if I'm interested in your potential, or for happiness or productivity or energy or creativity, we're creating the cult of the average with science.
Hvis jeg stillede et spørgsmål som, "Hvor hurtigt kan et barn lære at læse i et klasseværelse?" tænker videnskabsmænd "Hvor hurtigt lærer barnet i gennemsnit at læse i det klasseværelse?" og så skræddersyes undervisningen til gennemsnittet. Hvis man er under gennemsnittet på denne kurve, bliver psykologerne glade, for så er man enten deprimeret eller har en forstyrrelse eller forhåbentligt begge dele. Vi håber på begge dele, fordi vores forretningsmodel består i, at hvis man ankommer til en konsultation med ét problem, forlader man den overbevist om, at man har 10, så man bliver ved med at komme. Vi går tilbage til din barndom om nødvendigt, men i det lange løb vil vi gøre dig normal igen. Men normal er bare gennemsnitlig.
If I asked a question like, "How fast can a child learn how to read in a classroom?" scientists change the answer to "How fast does the average child learn how to read in that classroom?" and we tailor the class towards the average. If you fall below the average, then psychologists get thrilled, because that means you're depressed or have a disorder, or hopefully both. We're hoping for both because our business model is, if you come into a therapy session with one problem, we want to make sure you leave knowing you have ten, so you keep coming back. We'll go back into your childhood if necessary, but eventually we want to make you normal again. But normal is merely average.
Og hvad jeg og positiv psykologi fremfører, er, at hvis vi kun studerer det gennemsnitlige, forbliver vi gennemsnitlige. Så i stedet for at slette de positive afvigere hvad jeg bevidst gør, er at se på et sæt som dette og sige hvorfor? Hvorfor er der nogle af jer, der er så højt over kurven angående intellektuelle, atletiske, musikalske evner, kreativitet, energiniveau, evnen til at overkomme udfordringer, den humoristiske sans? Uanset hvad det er, i stedet for at slette jer vil jeg undersøge jer. For måske kan det give os mere viden -- ikke kun om, hvordan man får folk op til gennemsnittet, men hvordan man flytter hele gennemsnittet opad i vore virksomheder og skoler, hele verden over.
And positive psychology posits that if we study what is merely average, we will remain merely average. Then instead of deleting those positive outliers, what I intentionally do is come into a population like this one and say, why? Why are some of you high above the curve in terms of intellectual, athletic, musical ability, creativity, energy levels, resiliency in the face of challenge, sense of humor? Whatever it is, instead of deleting you, what I want to do is study you. Because maybe we can glean information, not just how to move people up to the average, but move the entire average up in our companies and schools worldwide.
Grunden til, at denne graf er vigtig for mig, er, at når jeg tænder for nyhederne, virker det som om, de fleste historier ikke er positive, de er ligefrem negative. De fleste handler om mord, korruption, sygdomme, naturkatastrofer. Og meget hurtigt begynder min hjerne at tro, at det er det sande forhold mellem negativt og positivt i verden. Det skaber noget, man kalder medicinstuderende-syndrom -- som er, hvis I kender nogen, der har læst medicin, i deres første år på studiet mens man læser listen over alle symptomerne og sygdommene, man kan have, opdager man pludselig, at man har dem alle.
The reason this graph is important to me is, on the news, the majority of the information is not positive. in fact it's negative. Most of it's about murder, corruption, diseases, natural disasters. And very quickly, my brain starts to think that's the accurate ratio of negative to positive in the world. This creates "the medical school syndrome." During the first year of medical training, as you read through a list of all the symptoms and diseases, suddenly you realize you have all of them.
Jeg har en svoger, der hedder Bobo -- hvilket er en helt anden historie. Bobo blev gift med enhjørningen Amy. Bobo ringede til mig fra Yale Medical School,
(Laughter) I have a brother in-law named Bobo, which is a whole other story. Bobo married Amy the unicorn. Bobo called me on the phone -- (Laughter)
og Bobo sagde, "Shawn, jeg har spedalskhed." (Latter) Hvilket, selv på Yale, er utrolig sjældent. Men jeg anede ikke, hvordan jeg skulle trøste stakkels Bobo, for han var lige var kommet sig ovenpå en uges overgangsalder.
from Yale Medical School, and Bobo said, "Shawn, I have leprosy." (Laughter) Which, even at Yale, is extraordinarily rare. But I had no idea how to console poor Bobo because he had just gotten over an entire week of menopause.
(Latter)
(Laughter)
Det, vi er ved at indse, er, at virkeligheden ikke nødvendigvis former en, men derimod former det syn, man har på verden, ens virkelighed. Og hvis man ændrer dette syn, kan man ikke kun blive mere lykkelige, man kan også ændre alle uddannelses- og forretningsudfald.
We're finding it's not necessarily the reality that shapes us, but the lens through which your brain views the world that shapes your reality. And if we can change the lens, not only can we change your happiness, we can change every single educational and business outcome at the same time.
Da jeg søgte ind på Harvard, gjorde jeg det efter en udfordring. Jeg regnede ikke med at komme ind, og min familie havde ikke råd til universitetet. Da jeg fik et militært stipendie to uger senere, lod min familie mig tage afsted. Pludselig blev noget, som slet ikke havde været en mulighed, til en realitet. Da jeg kom dertil, gik jeg ud fra, at alle andre også ville se det som et privilegium, at de ville være lykkelige for at være der. Selv hvis man er i et klasseværelse fyldt med mennesker, der er klogere, ville man være glad bare for at være i det værelse. Sådan havde jeg det. Men hvad jeg indså der, er, at selvom nogen oplever det på den måde, da jeg dimitterede efter mine fire år og så brugte de næste otte år i kollegierne sammen med de studerende -- Harvard bad mig gøre det; Så det var ikke på dén måde. (Latter)
I applied to Harvard on a dare. I didn't expect to get in, and my family had no money for college. When I got a military scholarship two weeks later, they let me go. Something that wasn't even a possibility became a reality. I assumed everyone there would see it as a privilege as well, that they'd be excited to be there. Even in a classroom full of people smarter than you, I felt you'd be happy just to be in that classroom. But what I found is, while some people experience that, when I graduated after my four years and then spent the next eight years living in the dorms with the students -- Harvard asked me to; I wasn't that guy.
Jeg var studievejleder på Harvard og hjalp elever gennem de fire svære år. Og hvad jeg så ved min forskning og undervisning, var, at disse studerende, uanset hvor tilfredse de først havde været med at blive optaget, blot to uger senere var de fokuserede, ikke på privilegiet at være der, eller på deres filosofi eller fysikken. De var fokuserede på konkurrencen, arbejdsbyrden, problemerne, stressen, beklagelserne.
(Laughter) I was an officer to counsel students through the difficult four years. And in my research and my teaching, I found that these students, no matter how happy they were with their original success of getting into the school, two weeks later their brains were focused, not on the privilege of being there, nor on their philosophy or physics, but on the competition, the workload, the hassles, stresses, complaints.
Da jeg først ankom, kom jeg ind i førsteårsspisesalen, som er, hvor mine venner fra Waco, Texas, hvor jeg voksede op -- jeg ved nogle af jer har hørt navnet. De besøgte mig og så sig om og sagde: "Spisesalen ligner noget som hører til i Hogwarts fra filmen "Harry Potter,"" hvilket den gør. Dette er Hogwarts fra filmen "Harry Potter" og det er Harvard. Og når de ser det, siger de, "Shawn, hvorfor spilder du din tid på at studere lykke på Harvard? Hvad i alverden kunne en Harvard-studerende have at være ulykkelig over?"
When I first went in there, I walked into the freshmen dining hall, which is where my friends from Waco, Texas, which is where I grew up -- I know some of you know this. When they'd visit, they'd look around, and say, "This dining hall looks like something out of Hogwart's." It does, because that was Hogwart's and that's Harvard. And when they see this, they say, "Why do you waste your time studying happiness at Harvard? What does a Harvard student possibly have to be unhappy about?"
Skjult i det spørgsmål er nøglen til at forstå lykkevidenskaben. Fordi præmissen for det spørgsmål er, at det er verden omkring os, der bestemmer vores lykkeniveau, men i virkeligheden kan jeg, selvom jeg ved alt om verden omkring dig, kun forudsige 10 procent af din langsigtede lykke. 90 procent af din langsigtede lykke bestemmes ikke udefra, men af måden din hjerne behandler indtrykkene udefra. Og hvis vi ændrer den, hvis vi ændrer vores formel for lykke og succes, kan vi ændre måden, hvorpå vi kan påvirke virkeligheden. Vi fandt ud af, at kun 25 procent af ens arbejdssucces kan forudsiges ved I.K. 75 procent af ens succes bestemmes af dit optimismeniveau, din sociale støtte og din evne til at se stress som en udfordring i stedet for en trussel.
Embedded within that question is the key to understanding the science of happiness. Because what that question assumes is that our external world is predictive of our happiness levels, when in reality, if I know everything about your external world, I can only predict 10% of your long-term happiness. 90 percent of your long-term happiness is predicted not by the external world, but by the way your brain processes the world. And if we change it, if we change our formula for happiness and success, we can change the way that we can then affect reality. What we found is that only 25% of job successes are predicted by IQ, 75 percent of job successes are predicted by your optimism levels, your social support and your ability to see stress as a challenge instead of as a threat.
Jeg talte på en kostskole i New England, nok den mest prestigefyldte kostskole, og de sagde "Det ved vi allerede. Så hvert år, i stedet for bare at undervise eleverne, har vi også en sundhedsuge. Og det er så spændende. Mandag aften har vi et foredrag fra verdens førende ekspert indenfor ungdomsdepression. Tirsdag aften handler det om skolevold og mobning. Onsdag aften handler om spiseforstyrrelser. Torsdag aften er stofmisbrug. Og fredag aften skal vi vælge mellem usikker sex og lykke." (Latter) Jeg svarede: "Sådan er de fleste menneskers fredag aften." (Latter) (Bifald) Jeg er glad for, at I kunne lide den, men de syntes spor om den. Der var stille i telefonen. Og i stilheden sagde jeg, "Jeg vil meget gerne holde et foredrag på jeres skole, men bare så I ved det, så er det ikke en sundheds-, men en sygdomsuge. I har beskrevet alle de negative ting, der kan ske, men ikke nævnt de positive."
I talked to a New England boarding school, probably the most prestigious one, and they said, "We already know that. So every year, instead of just teaching our students, we have a wellness week. And we're so excited. Monday night we have the world's leading expert will speak about adolescent depression. Tuesday night it's school violence and bullying. Wednesday night is eating disorders. Thursday night is illicit drug use. And Friday night we're trying to decide between risky sex or happiness." (Laughter) I said, "That's most people's Friday nights." (Laughter) (Applause) Which I'm glad you liked, but they did not like that at all. Silence on the phone. And into the silence, I said, "I'd be happy to speak at your school, but that's not a wellness week, that's a sickness week. You've outlined all the negative things that can happen, but not talked about the positive."
Sundhed er ikke bare fraværet af sygdom. Sådan her når vi til sundhed: Vi skal vende formlen for lykke og succes på hovedet. Gennem de sidste tre år har jeg rejst til 45 forskellige lande og arbejdet med skoler og virksomheder midt under en økonomisk tilbagegang. Og jeg har indset, at de fleste virksomheder og skoler følger denne formel for succes: Hvis jeg arbejder hårdere, får jeg mere succes. Hvis jeg får mere succes, bliver jeg lykkeligere. Det er grundlæggende for vores opdragelsesmetoder, ledelsesmetoder og for motivationen af vores handlinger.
The absence of disease is not health. Here's how we get to health: We need to reverse the formula for happiness and success. In the last three years, I've traveled to 45 countries, working with schools and companies in the midst of an economic downturn. And I found that most companies and schools follow a formula for success, which is this: If I work harder, I'll be more successful. And if I'm more successful, then I'll be happier. That undergirds most of our parenting and managing styles, the way that we motivate our behavior.
Problemet er, at det videnskabeligt set er omvendt af to årsager. For det første, hver gang man oplever succes, flytter man overliggeren for succes. Hvis man fik gode karakterer, må man nu få bedre, hvis man kom ind på en god skole, må man komme ind på en bedre, hvis man fik et godt arbejde, må man få et bedre, hvis man når sit salgsmål, må vi ændre målet. Og hvis lykken venter på den anden side af succesen, når man aldrig lykken. Vi har som samfund skubbet lykken forbi den kognitive horisont. Og det skyldes, vi tror, at vi er nødt til at få succes, og så bliver vi lykkelige.
And the problem is it's scientifically broken and backwards for two reasons. Every time your brain has a success, you just changed the goalpost of what success looked like. You got good grades, now you have to get better grades, you got into a good school and after you get into a better one, you got a good job, now you have to get a better job, you hit your sales target, we're going to change it. And if happiness is on the opposite side of success, your brain never gets there. We've pushed happiness over the cognitive horizon, as a society. And that's because we think we have to be successful,
Men problemet er, at i hjernen er rækkefølgen modsat. Hvis man kan hæve nogens positivitetsniveau i nuet, så gennemlever hjernen, hvad vi kalder en lykkefordel, hvilket vil sige, at den positive hjerne præsterer betydeligt bedre end den negative, neutrale, eller stressede gør. Ens intelligens og kreativitet stiger, man får mere energi. Det viser sig, at udfaldene af alle forretningssituationer forbedres. Er ens hjerne positiv, er den 31 procent mere produktiv, end hvis den er negativ, neutral eller stresset. Man er en 37 procent bedre sælger. Læger er 19 procent hurtigere og mere præcise i deres diagnosticering, hvis de er positive fremfor negative, neutrale eller stressede. Dette betyder, at vi kan vende formlen om. Hvis vi kan finde ud af, hvordan man bliver positiv i nuet, så virker vores hjerne bedre, og vi kan arbejde hårdere, hurtigere og klogere.
then we'll be happier. But our brains work in the opposite order. If you can raise somebody's level of positivity in the present, then their brain experiences what we now call a happiness advantage, which is your brain at positive performs significantly better than at negative, neutral or stressed. Your intelligence rises, your creativity rises, your energy levels rise. In fact, we've found that every single business outcome improves. Your brain at positive is 31% more productive than your brain at negative, neutral or stressed. You're 37% better at sales. Doctors are 19 percent faster, more accurate at coming up with the correct diagnosis when positive instead of negative, neutral or stressed. Which means we can reverse the formula. If we can find a way of becoming positive in the present, then our brains work even more successfully as we're able to work harder, faster and more intelligently.
Vi er nødt til at vende formlen på hovedet, så vi kan se, hvad vores hjerner rent faktisk er i stand til. For dopamin, som oversvømmer ens system, når man er positiv, har to funktioner. Det gør ikke kun en mere lykkelig, det aktiverer også alle indlæringscentrene i hjernen, hvilket lader en tilpasse sig verden anderledes.
We need to be able to reverse this formula so we can start to see what our brains are actually capable of. Because dopamine, which floods into your system when you're positive, has two functions. Not only does it make you happier, it turns on all of the learning centers in your brain
Vi har fundet ud af, at man kan træne sin hjerne til at blive mere positiv. Ved at bruge kun to minutter hver dag i 21 dage kan man faktisk omkode hjernen, hvilket lader den fungere mere optimistisk og med mere succes. Vi har gjort dette i forskningen i alle de virksomheder, jeg har arbejdet med, fået dem til at skrive tre ting ned, som de er taknemmelige for, 21 dage i træk, tre nye ting hver dag. Og efter de 21 dage er der skabt et mønster i hjernen, hvor man ikke kigger efter det negative, men det positive.
allowing you to adapt to the world in a different way. We've found there are ways that you can train your brain to be able to become more positive. In just a two-minute span of time done for 21 days in a row, we can actually rewire your brain, allowing your brain to actually work more optimistically and more successfully. We've done these things in research now in every company that I've worked with, getting them to write down three new things that they're grateful for for 21 days in a row, three new things each day. And at the end of that, their brain starts to retain a pattern
En dagbog om en positiv oplevelse, man har haft i det sidste døgn, lader hjernen genopleve den. Motion lærer din hjerne, at din opførsel gør en forskel. Vi ser, at meditation lader din hjerne komme ud over den kulturelle ADHD, der er blevet skabt ved, at vi prøver at løse for mange opgaver ad gangen, og tillader hjernen at fokusere på den nærværende opgave. Og endelig, tilfældige venligheder er overlagte venligheder. Vi får folk til, når de åbner deres e-mail, at skrive en positiv e-mail, der anerkender eller takker nogen i deres sociale støttenetværk.
of scanning the world not for the negative, but for the positive first. Journaling about one positive experience you've had over the past 24 hours allows your brain to relive it. Exercise teaches your brain that your behavior matters. We find that meditation allows your brain to get over the cultural ADHD that we've been creating by trying to do multiple tasks at once and allows our brains to focus on the task at hand. And finally, random acts of kindness are conscious acts of kindness. We get people, when they open up their inbox,
Og ved hjælp af disse aktiviteter og ved at træne hjernen, som man træner kroppen, har vi set, at vi kan vende formlen for lykke og succes på hovedet og derved skaber vi ikke blot en dominoeffekt af positivitet, men også en sand revolution.
to write one positive email praising or thanking somebody in their support network. And by doing these activities and by training your brain just like we train our bodies, what we've found is we can reverse the formula for happiness and success,
Mange tak.
and in doing so, not only create ripples of positivity,
(Bifald)
but a real revolution.