Som inder, og nu som politiker og regeringsminister, er jeg blevet bekymret om den hype vi hører om vores eget land, al denne snak om at Indien bliver en verdens leder, selv den næste supermagt. Faktisk, de amerikanske udgivere af min bog, "Elefanten, Tigeren og mobiltelefonen," tilføjede en umotiveret undertitel der hed, "Indien: Den næste supermagt i det 21. århundrede." Og jeg mener ikke at det er det Indien handler om, eller bør handle om.
As an Indian, and now as a politician and a government minister, I've become rather concerned about the hype we're hearing about our own country, all this talk about India becoming a world leader, even the next superpower. In fact, the American publishers of my book, "The Elephant, The Tiger and the Cell Phone," added a gratuitous subtitle saying, "India: The next 21st-century power." And I just don't think that's what India's all about, or should be all about.
Bestemt, det er bekymrer mig er hele ideen om verdensleder virker forfærdelig forældet på mig. Det er er stærkt i James Bond film og Kipling ballader. Når alt kommer til alt, hvad er en verdensleder så? Hvis det er befolkning, er vi på vej op af hitlisten. Vi overhaler Kina i 2034. Hvis det er militær magt? Jamen, vi har verdens fjerdestørste hær. Er det nuklear kapacitet? Vi ved at vi har det. Amerikanerne har endda anerkendt det, i en overenskomst. Er det økonomi? Jamen, vi har nu verdens femtestørste økonomi i forhold til købekraftsparitet. Og vi fortsætter med at vokse. Da resten af verden havde svær modgang forrige år, voksede vi med 6,7 procent.
Indeed, what worries me is the entire notion of world leadership seems to me terribly archaic. It's redolent of James Bond movies and Kipling ballads. After all, what constitutes a world leader? If it's population, we're on course to top the charts. We will overtake China by 2034. Is it military strength? Well, we have the world's fourth largest army. Is it nuclear capacity? We know we have that. The Americans have even recognized it, in an agreement. Is it the economy? Well, we have now the fifth-largest economy in the world in purchasing power parity terms. And we continue to grow. When the rest of the world took a beating last year, we grew at 6.7 percent.
Men, på en eller anden måde, giver det ikke mening for mig, til det jeg mener Indien virkelig kan sigte efter at tilbyde i verden, i denne del af det 21. århundrede. Så jeg undrede mig over, kunne det fremtiden bringer for Indien handle om en kombination af disse ting sammen med noget andet, magt for eksempel, tiltrækningen af den indiske kultur, der, med andre ord, det mennesker gerne kalder 'soft power'.
But, somehow, none of that adds up to me, to what I think India really can aim to contribute in the world, in this part of the 21st century. And so I wondered, could what the future beckons for India to be all about be a combination of these things allied to something else, the power of example, the attraction of India's culture, what, in other words, people like to call "soft power."
'Soft power' er et koncept der er udviklet af en Harvard forsker, Joseph Nye, en af mine venner. Og, sagt på en simpel måde, og jeg siger det på en virkelig kort måde på grund af den begrænsede tid, handler det dybest set om et lands evne til at tiltrække andre på grund af sin kultur, dets politiske værdier, dets udlandspolitik. Og, I ved, mange lande gør dette. Han skrev i starten om USA, men vi at Alliance Francaise handler udelukkende om fransk 'soft power', det britiske konsulat. Olympiaden i Beijing var en øvelse i kinesisk 'soft power'. Amerikanere har Voice of America og Fulbright stipendiaterne. Men, faktum er, faktisk, at Hollywood og MTV og McDonalds har gjort mere for amerikansk 'soft power' rundt om i verden end nogen bestemt regeringsaktivitet.
Soft power is a concept invented by a Harvard academic, Joseph Nye, a friend of mine. And, very simply, and I'm really cutting it short because of the time limits here, it's essentially the ability of a country to attract others because of its culture, its political values, its foreign policies. And, you know, lots of countries do this. He was writing initially about the States, but we know the Alliance Francaise is all about French soft power, the British Council. The Beijing Olympics were an exercise in Chinese soft power. Americans have the Voice of America and the Fulbright scholarships. But, the fact is, in fact, that probably Hollywood and MTV and McDonalds have done more for American soft power around the world than any specifically government activity.
Så 'soft power' er noget der virkelig opstår delvis på grund af regeringer, men delvis på trods af regeringer. Og i informations tidsalderen vi alle lever i i dag, det vi kunne for TED tidsalderen, vil jeg mene at lande i stigende grad bliver bedømmet af det globale publikum der er blevet fodret med en konstant kost af internet nyheder, af fjernsynsbilleder, af filmklip fra mobiltelefoner, af email sladder. Med andre ord, alle former for kommunikations apparater fortæller os historier om lande, hvadenten de indblandede lande vil have at mennesker hører disse historier.
So soft power is something that really emerges partly because of governments, but partly despite governments. And in the information era we all live in today, what we might call the TED age, I'd say that countries are increasingly being judged by a global public that's been fed on an incessant diet of Internet news, of televised images, of cellphone videos, of email gossip. In other words, all sorts of communication devices are telling us the stories of countries, whether or not the countries concerned want people to hear those stories.
Men, i denne alder, igen, lande med adgang til forskellige kommunikationskanaler og information har en særlig fordel. Og selvfølgelig har de mere indflydelse, nogle gange, på hvordan de bliver set. Indien har flere TV kanaler udelukkende med nyheder end noget andet land i verden, faktisk, end alle de lande i denne del af verden til sammen.
Now, in this age, again, countries with access to multiple channels of communication and information have a particular advantage. And of course they have more influence, sometimes, about how they're seen. India has more all-news TV channels than any country in the world, in fact in most of the countries in this part of the world put together.
Men, faktum er stadig at det ikke kun er det. For at have 'soft power', skal man være forbundet. Man kunne argumentere for at Indien er blevet et forbløffende forbundet land. Jeg tror at I allerede har hørt tallene. Vi har solgt i nærheden af 15 millioner mobiltelefoner om måneden. Der er på nuværende tidspunkt 509 millioner mobiltelefoner i indiske hænder, i Indien. Og det gør os større end USA, set som mobiltelefonmarked. Faktisk, de 15 millioner mobiltelefoner er det højeste antal forbindelser noget land, inklusiv USA og Kina, nogensinde har etableret i telekommunikations historien.
But, the fact still is that it's not just that. In order to have soft power, you have to be connected. One might argue that India has become an astonishingly connected country. I think you've already heard the figures. We've been selling 15 million cellphones a month. Currently there are 509 million cellphones in Indian hands, in India. And that makes us larger than the U.S. as a telephone market. In fact, those 15 million cellphones are the most connections that any country, including the U.S. and China, has ever established in the history of telecommunications.
Men, det som nogle af jer måske ikke er klar over er hvor langt vi er kommet for at nå dertil. I ved, da jeg voksede op i Indien, var telefoner en raritet. Faktisk, var de så sjældne at valgte medlemmer af parlamentet havde retten til at uddele 15 telefonlinjer som en tjeneste, til dem de mente var værdige. Hvis man var heldig nok til at være en rig forretningsmand eller en vigtig journalist, eller en læge eller noget, kunne man have en telefon. Men nogle gange stod den der bare.
But, what perhaps some of you don't realize is how far we've come to get there. You know, when I grew up in India, telephones were a rarity. In fact, they were so rare that elected members of Parliament had the right to allocate 15 telephone lines as a favor to those they deemed worthy. If you were lucky enough to be a wealthy businessman or an influential journalist, or a doctor or something, you might have a telephone. But sometimes it just sat there.
Jeg gik på gymnasiet i Calcutta. Og vi kiggede på dette instrument der står i foyeren. Men halvdelen af tiden ville vi tage røret op med et forventende udtryk i vores ansigt, ville der ikke være nogen klartone. Hvis der var en klartone og man ringede et nummer, var chancen to ud af tre for at man ikke fik fat på det nummer man prøvede at få fat på. Faktisk var ordene "forkert nummer" mere populære end ordet "hallo". (Latter) Hvis man så ville forbinde med en anden by, hvis man for eksempel ville ringe fra Calcutta til Delhi, skulle man booke noget der hed et trunk call, og så sidde ved telefonen hele dagen, og vente på at den kom igennem. Eller man kunne betale otte gange det normale gebyr, for noget der hed et lynopkald. Men, lynet slog ret langsomt ned i vores land i de dage, så, det tog omkring halvanden time for et lynopkald at komme igennem.
I went to high school in Calcutta. And we would look at this instrument sitting in the front foyer. But half the time we would pick it up with an expectant look on our faces, there would be no dial tone. If there was a dial tone and you dialed a number, the odds were two in three you wouldn't get the number you were intending to reach. In fact the words "wrong number" were more popular than the word "Hello." (Laughter) If you then wanted to connect to another city, let's say from Calcutta you wanted to call Delhi, you'd have to book something called a trunk call, and then sit by the phone all day, waiting for it to come through. Or you could pay eight times the going rate for something called a lightning call. But, lightning struck rather slowly in our country in those days, so, it was like about a half an hour for a lightning call to come through.
Faktisk var vores telefon tjeneste så elendig, at et medlem af parlamentet rejste sig i 1984 og klagede over dette. Og den henværend kommunikations minister svarede på en adelig måde at i et udviklingsland er kommunikation et luksusgode, ikke en rettighed, som regeringen ikke har nogen forpligtelse til at forbedre servicen på, og hvis det ærede medlem ikke var tilfreds med sin telefon, ville han venligst returnere den, siden der var en venteliste på otte år for telefoner i Indien.
In fact, so woeful was our telephone service that a Member of Parliament stood up in 1984 and complained about this. And the Then-Communications Minister replied in a lordly manner that in a developing country communications are a luxury, not a right, that the government had no obligation to provide better service, and if the honorable Member wasn't satisfied with his telephone, could he please return it, since there was an eight-year-long waiting list for telephones in India.
Spol nu frem til i dag, og dette er hvad man ser: de 15 millioner mobiltelefoner om måneden. Men det der er mest slående er hvem der bruger disse mobiltelefoner. I ved, hvis man besøger venner i forstæderne til Delhi, vil man i sidegaderne finde en fyr med en vogn der ser ud til at være designet i det 16. århundrede, der bruger et kulfyret strygejern der kunne have været opfundet i det 18. århundrede. Han kaldes en isthri wala. Men bærer på et instrument fra det 21. århundrede. Han bærer på en mobiltelefon fordi de fleste indkommende opkald er gratis, og det er sådan han får handler fra nabolaget, for at vide hvor han skal indsamle tøj for at stryge det.
Now, fast-forward to today and this is what you see: the 15 million cell phones a month. But what is most striking is who is carrying those cell phones. You know, if you visit friends in the suburbs of Delhi, on the side streets you will find a fellow with a cart that looks like it was designed in the 16th century, wielding a coal-fired steam iron that might have been invented in the 18th century. He's called an isthri wala. But he's carrying a 21st-century instrument. He's carrying a cell phone because most incoming calls are free, and that's how he gets orders from the neighborhood, to know where to collect clothes to get them ironed.
Den anden dag var jeg i Kerala, min hjemstat, på en gård på landet ved en ven, omkring 20 kilometer fra ethvert sted man ville kalde by. Og det var en varm dag, og han sagde, "Hey, vil du have noget frisk kokosnød vand?" Og det er den bedste og mest nærende og forfriskende ting man kan drikke på en varm dag i troperne, så jeg sagde ja da. Og han hev sin mobiltelefon frem, ringede et nummer, og en stemme sagde, "Jeg er heroppe." Og lige i toppen af det nærmeste kokostræ, med en økse i den ene hånd og en mobiltelefon i den anden, sad der er en lokal toddy tapper, der tog nogle kokosnødder med ned til os som vi kunne drikke.
The other day I was in Kerala, my home state, at the country farm of a friend, about 20 kilometers away from any place you'd consider urban. And it was a hot day and he said, "Hey, would you like some fresh coconut water?" And it's the best thing and the most nutritious and refreshing thing you can drink on a hot day in the tropics, so I said sure. And he whipped out his cellphone, dialed the number, and a voice said, "I'm up here." And right on top of the nearest coconut tree, with a hatchet in one hand and a cell phone in the other, was a local toddy tapper, who proceeded to bring down the coconuts for us to drink.
Fiskere tager ud på havet og tager deres mobiltelefon med. Når de fanger fisk ringer de til landsby markederne langs kysten for at finde ud af hvor de får den bedst mulige pris. Landmænd nu, der plejede at bruge en halv dag på hårdt arbejde for at finde ud af om landsby markedet er åbent, om markedet var åbent, om de produkter de høstede kunne sælges, hvilken pris de ville indbringe. De ville ofte sende en otte årig dreng på hele denne travetur til landsby markedet for at få den information og komme tilbage, så ville de læse vognen. I dag sparer de en halv dags arbejde med et to minutters telefonopkald.
Fishermen are going out to sea and carrying their cell phones. When they catch the fish they call all the market towns along the coast to find out where they get the best possible prices. Farmers now, who used to have to spend half a day of backbreaking labor to find out if the market town was open, if the market was on, whether the product they'd harvested could be sold, what price they'd fetch. They'd often send an eight year old boy all the way on this trudge to the market town to get that information and come back, then they'd load the cart. Today they're saving half a day's labor with a two minute phone call.
Så disse muligheder for underklassen er det virkelige resultat af at Indien bliver forbundet. Og den transformation er en del af hvor Indien er på vej hen i dag. Men, selvfølgelig er det ikke den eneste ting ved Indien der spredes. Der er Bollywood. Min attitude til Bollywood kan bedst opsummeres i historien om to geder ved en affaldsplads i Bollywood -- tilgiv mig, Mr. Shekhar Kapur -- og de tygger i et væk på ruller af celluloid der er kasseret af et Bollywood studie. Og den første ged der tygger, siger, "I ved, denne film er ikke dårlig." Og den anden ged siger, "Nej, bogen var bedre." (Latter)
So this empowerment of the underclass is the real result of India being connected. And that transformation is part of where India is heading today. But, of course that's not the only thing about India that's spreading. You've got Bollywood. My attitude to Bollywood is best summarized in the tale of the two goats at a Bollywood garbage dump -- Mr. Shekhar Kapur, forgive me -- and they're chewing away on cans of celluloid discarded by a Bollywood studio. And the first goat, chewing away, says, "You know, this film is not bad." And the second goat says, "No, the book was better." (Laughter)
Jeg synes for det meste at bogen er bedre, men, når det er sagt, er faktumet at Bollywood nu bringer et bestemt aspekt af Indien og indisk kultur med rundt i verden, ikke kun i de indiske diaspora i USA og England, men til de arabiske og afrikanske lærreder, af senegalesiske og syriske. Jeg har mødt en ung mand i New York hvis analfabetiske mor i en landsby i Senegal tager en bus en gang om måneden til hovedstaden Dakar, bare for at se en film fra Bollywood. Hun forstår ikke dialogen. Hun er analfabet, så hun kan ikke læse de franske undertekster. Men disse film er lavet til at blive forstået på trods af sådanne handikap, og hun har en fantastisk tid med sangen og dansen og actionen. Hun tager derfra med stjerner i øjnene om Indien, som et resultat deraf.
I usually tend to think that the book is usually better, but, having said that, the fact is that Bollywood is now taking a certain aspect of Indian-ness and Indian culture around the globe, not just in the Indian diaspora in the U.S. and the U.K., but to the screens of Arabs and Africans, of Senegalese and Syrians. I've met a young man in New York whose illiterate mother in a village in Senegal takes a bus once a month to the capital city of Dakar, just to watch a Bollywood movie. She can't understand the dialogue. She's illiterate, so she can't read the French subtitles. But these movies are made to be understood despite such handicaps, and she has a great time in the song and the dance and the action. She goes away with stars in her eyes about India, as a result.
Og dette sker oftere og oftere. Afghanistan, vi ved hvor stort et sikkerhedsproblem Afghanistan er for så mange af os i verden. Indien har ikke en militær mission der. Ved I hvad der var det største indiske aktiv i Afghanistan i de syv foregående år? Et simpelt faktum: man kunne ikke ringe til en afghaner kl.20:30. Hvorfor? Fordi det var øjeblikket hvor den indiske tv sæbeopera, "Kyunki Saas Bhi Kabhi Bahu Thi," der blev eftersynkroniseret til Dari, blev vist på Tolo T.V. Og det var den mest populære tv serie i afgansk historie. Hver eneste afghanske familie ville se den. De skulle sætte alle funktioner i bero kl.20:30. Det blev rapporteret at brylluper blev afbrudt så gæster kunne flokkes om tv'et, og derefter vende deres opmærksomhed tilbage til bruden og brudgommen. Kriminaliteten steg kl.20.30. Jeg har læst en nyhed fra Reuters -- så dette er ikke indisk propaganda, et britisk nyhedsbureau -- om hvordan røvere i byen Musarri Sharif' skrællede vindueviskerne af en bil, dens hjulkapsler, dens sidespejle, enhver bevægelig del de kunne finde, kl.20:30, fordi vagterne havde travlt med at se tv, i stedet for at holde øje med butikken. Og de skriblede en reference til udsendelsens afhængighed på forruden, "Tulsi Zindabad": "Længe leve Tulsi." (Latter)
And this is happening more and more. Afghanistan, we know what a serious security problem Afghanistan is for so many of us in the world. India doesn't have a military mission there. You know what was India's biggest asset in Afghanistan in the last seven years? One simple fact: you couldn't try to call an Afghan at 8:30 in the evening. Why? Because that was the moment when the Indian television soap opera, "Kyunki Saas Bhi Kabhi Bahu Thi," dubbed into Dari, was telecast on Tolo T.V. And it was the most popular television show in Afghan history. Every Afghan family wanted to watch it. They had to suspend functions at 8:30. Weddings were reported to be interrupted so guests could cluster around the T.V. set, and then turn their attention back to the bride and groom. Crime went up at 8:30. I have read a Reuters dispatch -- so this is not Indian propaganda, a British news agency -- about how robbers in the town of Musarri Sharif* stripped a vehicle of its windshield wipers, its hubcaps, its sideview mirrors, any moving part they could find, at 8:30, because the watchmen were busy watching the T.V. rather than minding the store. And they scrawled on the windshield in a reference to the show's heroine, "Tulsi Zindabad": "Long live Tulsi." (Laughter)
Det er 'soft power'. Og det er det Indien udvikler gennem "E"'et i TED: dens egen underholdningsindustri. Det samme er sandt, selvfølgelig -- vi har ikke tid til flere eksempler -- men det er sandt om vores musik, om vores dans, om vores kunst, yoga, ayurveda, selv det indiske køkken. Jeg mener, at den hastige vækst af indiske restauranter siden jeg først tog til udlandet som studerende, i midten af 70'erne, og det jeg ser i dag, man kan ikke gå ind i en mellem størrelse by i Europa eller Nordamerika og ikke finde en indisk restaurant. Det kan godt være det ikke er en særlig god en. Men, i dag i England, for eksempel, indiske restauranter i England ansætter flere mennesker end kulmine, skibsbyggeri og jern- og stålindustrien til sammen. Så emperiet kan slå igen. (Bifald)
That's soft power. And that is what India is developing through the "E" part of TED: its own entertainment industry. The same is true, of course -- we don't have time for too many more examples -- but it's true of our music, of our dance, of our art, yoga, ayurveda, even Indian cuisine. I mean, the proliferation of Indian restaurants since I first went abroad as a student, in the mid '70s, and what I see today, you can't go to a mid-size town in Europe or North America and not find an Indian restaurant. It may not be a very good one. But, today in Britain, for example, Indian restaurants in Britain employ more people than the coal mining, ship building and iron and steel industries combined. So the empire can strike back. (Applause)
Men, med denne øgede bevidsthed om Indien, med dig og mig, og så videre, med fortællinger som Afghanistan, kommer noget vitalt i informationsæraen, nemlig følelsen om at nutidens verden ikke er den det sted hvor den større hær vinder, det er landet der fortæller en bedre fortælling der overlever. Og Indien er, og skal vedblive, fra mit synspunkt, det land med den bedste fortælling. Stereotyper ændrer sig. Jeg mener, igen, at være taget til USA som studerende i midten af 70'erne, vidste jeg hvad synet på Indien var dengang, hvis der overhovedet var et syn.
But, with this increasing awareness of India, with yoga and ayurveda, and so on, with tales like Afghanistan, comes something vital in the information era, the sense that in today's world it's not the side of the bigger army that wins, it's the country that tells a better story that prevails. And India is, and must remain, in my view, the land of the better story. Stereotypes are changing. I mean, again, having gone to the U.S. as a student in the mid '70s, I knew what the image of India was then, if there was an image at all.
I dag, mennesker i Silicon Valley og andre steder taler om IIT'erne, Indian Institutes of Technology med den samme ærefrygt som de plejede at vise MIT. Dette kan nogengange have utilsigtede følger. OK. Jeg havde en ven, med hovedfag i historie som jeg, der blev tiltalt i Schiphol Airport i Amsterdam, af en nervøs, svedig europæer der sagde, "Du er inder, du er inder! Kan du hjælpe mig med at fikse min bærbare?" (Latter)
Today, people in Silicon Valley and elsewhere speak of the IITs, the Indian Institutes of Technology with the same reverence they used to accord to MIT. This can sometimes have unintended consequences. OK. I had a friend, a history major like me, who was accosted at Schiphol Airport in Amsterdam, by an anxiously perspiring European saying, "You're Indian, you're Indian! Can you help me fix my laptop?" (Laughter)
Vi er gået fra imaget om Indien som et land af fakirer der ligger på en seng af søm, og slangetæmmere med det indiske reb trick, til imaget om Indien som et land fyldt med matematiske genier, computergenier, softwareguruer. Men det ændrer også den indiske fortælling rundt om i verden. Men, der er noget mere væsentlig i det. Fortællingen bygger på den fundamentale platform om politisk mangfoldighed. Det er for det første en civiliseringsfortælling. Fordi Indien har været et åbent samfund i årtusinde. Indien skjulte jøder der flygtede fra ødelæggelsen af det første tempel af babylonierne, derefter af romerne.
We've gone from the image of India as land of fakirs lying on beds of nails, and snake charmers with the Indian rope trick, to the image of India as a land of mathematical geniuses, computer wizards, software gurus. But that too is transforming the Indian story around the world. But, there is something more substantive to that. The story rests on a fundamental platform of political pluralism. It's a civilizational story to begin with. Because India has been an open society for millennia. India gave refuge to the Jews, fleeing the destruction of the first temple by the Babylonians, and said thereafter by the Romans.
Faktisk, legenden fortæller at da Doubting Thomas, apostlen, Saint Thomas, ankom til Keralas kyst, min hjemstat, cirka i 52 e.Kr., blev han hilst velkommen af en fløjtespillende jødisk pige. Og er til den dag i dag den eneste jødiske diaspora i det jødiske folks historie, som aldrig har mødt et eneste tilfælde af antisemitisme. (Bifald) Det er den indiske fortælling. Islam blev fredfyldt i syden, en anelse anderledes kompliceret historie i norden. Man alle disse religioner har fundet et sted og et velkomment hjem i Indien.
In fact, legend has is that when Doubting Thomas, the Apostle, Saint Thomas, landed on the shores of Kerala, my home state, somewhere around 52 A.D., he was welcomed on shore by a flute-playing Jewish girl. And to this day remains the only Jewish diaspora in the history of the Jewish people, which has never encountered a single incident of anti-semitism. (Applause) That's the Indian story. Islam came peacefully to the south, slightly more differently complicated history in the north. But all of these religions have found a place and a welcome home in India.
I ved, vi har lige fejret, dette år, vores valg den største udøvelse i demokratisk franchise i den menneskelige historie. Og den næste bliver endnu større, fordi vores stemmeberettigede befolkning vokser med 20 millioner om året. Men, faktum er at det forrige valg, for fem år siden, gav verden et ekstraordinært fænomen om et valg der blev vundet af en kvindelig politisk leder af italiensk afkomst og katolsk tro, Sonia Gandhi, der gjorde plads til en Sikh, Mohan Singh, der blev taget i ed som premierminister af en muslim, president Abdul Kalam, i et land med 81 procent hinduer. (Bifald)
You know, we just celebrated, this year, our general elections, the biggest exercise in democratic franchise in human history. And the next one will be even bigger, because our voting population keeps growing by 20 million a year. But, the fact is that the last elections, five years ago, gave the world extraordinary phenomenon of an election being won by a woman political leader of Italian origin and Roman Catholic faith, Sonia Gandhi, who then made way for a Sikh, Mohan Singh, to be sworn in as Prime Minister by a Muslim, President Abdul Kalam, in a country 81 percent Hindu. (Applause)
Dette er Indien, og det er selvfølgelig endnu mere slående fordi det var fire år senere at vi alle klappede af USA, det ældste demokrati i den moderne verden, mere end 220 år med frie og fair valg, hvor det varede indtil forrige år at vælge en president eller en vicepræsident der ikke var hvid, mand eller kristen. Så måske -- åh undskyld, han er kristen, det må I undskylde -- og han er en mand, men han er ikke hvid. Alle de andre andre har været alle tre dele. (Latter) Alle hans forgængere har været alle tre, og det er det jeg prøver at pointere. (Latter)
This is India, and of course it's all the more striking because it was four years later that we all applauded the U.S., the oldest democracy in the modern world, more than 220 years of free and fair elections, which took till last year to elect a president or a vice president who wasn't white, male or Christian. So, maybe -- oh sorry, he is Christian, I beg your pardon -- and he is male, but he isn't white. All the others have been all those three. (Laughter) All his predecessors have been all those three, and that's the point I was trying to make. (Laughter)
Men, problemet er at da jeg talte om det eksempel, er det ikke kun snak om Indien, det er ikke propaganda. Fordi i sidste ende, det valgmæssige resultat havde ikke noget at gøre med resten af verden. Det var dybest set Indien der var sig selv. Og i sidste ende, lader det til for mig, at det altid fungerer bedre end propaganda. Regeringer er ikke særlig god til at fortælle fortællinger. Men mennesker ser et samfund for hvad det er, og det, virker det til for mig, er det der i sidste ende vil gøre en forskel i nutidens informations æra, i nutidens TED alder.
But, the issue is that when I talked about that example, it's not just about talking about India, it's not propaganda. Because ultimately, that electoral outcome had nothing to do with the rest of the world. It was essentially India being itself. And ultimately, it seems to me, that always works better than propaganda. Governments aren't very good at telling stories. But people see a society for what it is, and that, it seems to me, is what ultimately will make a difference in today's information era, in today's TED age.
Så Indien er nu ikke længere nationalismen af etnicitet eller sprog eller religion, fordi vi har hver etnicitet kendt i menneskeheden, mere eller mindre, vi har alle religioner kendt i menneskeheden, men den mulige undtagelse af Shintoisme, selvom det har nogle hinduistiske elementer et sted. Vi har 23 officielle sprog der er vedtaget i vores forfatning. Og de af jer der har indløst jeres penge her er måske overraskede over at se hvor mange skrifttegn der er på en rupee pengeseddel, der udpensler værdibetegnelsen. Vi har alt det. Vi har ikke engang geografien der forener os, fordi den naturlige geografi af subkontinenterne indrammet af bjergene og udhugget af havet af delingen med Pakistan i 1947. Faktisk, kan man ikke engang tage landets navn for givet, fordi navnet "India" kommer fra floden Indus, der flyder i Pakistan.
So India now is no longer the nationalism of ethnicity or language or religion, because we have every ethnicity known to mankind, practically, we've every religion know to mankind, with the possible exception of Shintoism, though that has some Hindu elements somewhere. We have 23 official languages that are recognized in our Constitution. And those of you who cashed your money here might be surprised to see how many scripts there are on the rupee note, spelling out the denominations. We've got all of that. We don't even have geography uniting us, because the natural geography of the subcontinent framed by the mountains and the sea was hacked by the partition with Pakistan in 1947. In fact, you can't even take the name of the country for granted, because the name "India" comes from the river Indus, which flows in Pakistan.
Men, hele pointen er at Indien er hele nationalfølelsen af en ide. Det er ideen om et eventyrland, der opstår fra en gammel civilisation, forenet af en fælles historie, men bevaret, frem for alt, af flertalsdemokrati. Det er en 21. århundredes fortælling lige så vel som en gammel en. Og det er nationalfølelsen om en ide der dybest set siger at man kan tåle kasteforskelle, tro, farve, kultur, køkken, kutyme og kostume, medlyd, for den sags skyld, og stadig samle sig om en konsensus. Og konsensus er om et meget simpelt princip, der i et mangfoldigt flertalsdemokrati som Indien behøver man i virkeligheden ikke at enes om alt altid, bare man er enig om grundprincipperne om hvordan man vil være uenig. Den store succes fortælling om Indien, et land som så mange lærde og journalister antog ville gå i opløsning, i 50'erne og 60'erne, er at den har kunnet fastholde konsensus om hvordan man overlever uden konsensus.
But, the whole point is that India is the nationalism of an idea. It's the idea of an ever-ever-land, emerging from an ancient civilization, united by a shared history, but sustained, above all, by pluralist democracy. That is a 21st-century story as well as an ancient one. And it's the nationalism of an idea that essentially says you can endure differences of caste, creed, color, culture, cuisine, custom and costume, consonant, for that matter, and still rally around a consensus. And the consensus is of a very simple principle, that in a diverse plural democracy like India you don't really have to agree on everything all the time, so long as you agree on the ground rules of how you will disagree. The great success story of India, a country that so many learned scholars and journalists assumed would disintegrate, in the '50s and '60s, is that it managed to maintain consensus on how to survive without consensus.
Det er det Indien der bryder frem fra det 21. århundrede. Og jeg vil gerne påpege at hvis der er noget der er værd at feje om Indien, så er det ikke militære muskler, økonomisk magt. Det er alt sammen nødvendigt, men vi har stadig enorme mængder af problemer vi skal overvinde. Nogen sagde at vi er super fattige, og vi er også super magt. Vi kan ikke rigtig være begge dele. Vi skal overvinde vores fattigdom. Vi skal håndtere hardwaren i udvikling, havnene, vejene, lufthavene, alle de infrastrukturelle ting vi skal gøre, og softwareudviklingen, den menneskelige kapital, nødvendigheden for at det almindelige menneske i Indien er i stand til at få et par gode måltider om dagen, at være i stand til at sende hans eller hendes børn i en anstændig skole, og at stræbe efter at arbejde i et job der vil give dem muligheder i deres liv der kan transformere dem.
Now, that is the India that is emerging into the 21st century. And I do want to make the point that if there is anything worth celebrating about India, it isn't military muscle, economic power. All of that is necessary, but we still have huge amounts of problems to overcome. Somebody said we are super poor, and we are also super power. We can't really be both of those. We have to overcome our poverty. We have to deal with the hardware of development, the ports, the roads, the airports, all the infrastructural things we need to do, and the software of development, the human capital, the need for the ordinary person in India to be able to have a couple of square meals a day, to be able to send his or her children to a decent school, and to aspire to work a job that will give them opportunities in their lives that can transform themselves.
Men, det sker alt sammen, dette store eventyr om at overvinde disse udfordringer, de virkelige udfordringer som ingen af os kan lade som om ikke eksisterer. Men, det sker alt sammen i et åbent samfund, i et rigt og mangfoldigt og pluralt samfund, i et der er stålsat på at befri og opfylde de kreative energier af dets folk. Det er derfor Indien hører til ved TED, og det er derfor TED hører til i Indien. Mange tak. (Bifald)
But, it's all taking place, this great adventure of conquering those challenges, those real challenges which none of us can pretend don't exist. But, it's all taking place in an open society, in a rich and diverse and plural civilization, in one that is determined to liberate and fulfill the creative energies of its people. That's why India belongs at TED, and that's why TED belongs in India. Thank you very much. (Applause)