For 100 år siden, var der 2.000 sorter af ferskener, næsten 2.000 forskellige blommer og næsten 800 navngivne sorter af æbler, der voksede i de Forenede Stater. I dag er kun en brøkdel af dem tilbage og dét, der er tilbage, er truet af industrialiseringen af landbruget, sygdom og klimaændringer.
100 years ago, there were 2,000 varieties of peaches, nearly 2,000 different varieties of plums and almost 800 named varieties of apples growing in the United States. Today, only a fraction of those remain, and what is left is threatened by industrialization of agriculture, disease and climate change.
De truede sorter inkluderer "Blood Cling", en fersken med rødt frugtkød som blev bragt til Amerika af spanske missionærer og dyrket af indianerne i århundreder; en abrikos der kom med kinesiske immigranter som kom for at arbejde på den transkontinentale jernbane; og utallige sorter af blommer som stammede fra Mellemøsten og kom med italienske, franske og tyske indvandrere. Ingen af disse sorter er oprindeligt herfra Faktisk blev næsten alle vores frugttræer bragt hertil, inklusive æbler og ferskener og kirsebær. Så mere end bare mad, indlejret i disse frugter er vores kultur. Det er de folk, der dyrkede og plejede dem som skattede dem så højt at de tog dem hertil med dem som en forbindelse til deres hjem og det er måden hvorpå de har videregivet og delt dem. På mange måder, er disse frugter vores historie. Og jeg var heldig nok til at lære om det igennem et kunstværk, som jeg skabte, med titlen "Tree of 40 Fruit."
Those varieties that are threatened include the Blood Cling, a red-flesh peach brought by Spanish missionaries to the Americas, then cultivated by Native Americans for centuries; an apricot that was brought by Chinese immigrants who came to work on the Transcontinental Railroad; and countless varieties of plums that originated in the Middle East and were then brought by Italian, French and German immigrants. None of these varieties are indigenous. In fact, almost all of our fruit trees were brought here, including apples and peaches and cherries. So more than just food, embedded within these fruit is our culture. It's the people who cared for and cultivated them, who valued them so much that they brought them here with them as a connection to their home, and it's the way that they've passed them on and shared them. In many ways, these fruit are our story. And I was fortunate enough to learn about it through an artwork that I created entitled the "Tree of 40 Fruit."
Tree of 40 Fruit er et enkelt træ, som der vokser 40 sorter af stenfrugter på. Så det er ferskener, blommer, aprikoser, nektariner og kirsebær, som allesammen gror på det samme træ. Det er designet til at ligne et normalt træ gennem størstedelen af året indtil det, om foråret, blomstrer lyserødt og hvidt og så bærer det, om sommeren, en mangfoldighed af forskellige frugter. Jeg startede projektet af kunstneriske årsager: Jeg ville ændre hverdagens virkelighed og for at være ærlig, skabe dette overraskende øjeblik hvor folk kunne se træet blomstre i alle de forskellige farver og bære alle disse forskellige frugter.
The Tree of 40 Fruit is a single tree that grows 40 different varieties of stone fruit. So that's peaches, plums, apricots, nectarines and cherries all growing on one tree. It's designed to be a normal-looking tree throughout the majority of the year, until spring, when it blossoms in pink and white and then in summer, bears a multitude of different fruit. I began the project for purely artistic reasons: I wanted to change the reality of the everyday, and to be honest, create this startling moment when people would see this tree blossom in all these different colors and bear all of these different fruit.
Jeg skabte træet med 40 frugter ved podning. Jeg samler afklipninger om vinteren, opbevarer dem og poder dem så på enden af grenene om foråret. Faktisk, er næsten alle frugttræer podet fordi frugttræers frø er en genetisk variant af forældretræet. Så når vi finder en sort, som vi virkelig kan lide, formerer vi den ved at tage en afklipning af ét træ og putte den på et andet -- det er ret mærkeligt at tænke på, at hvert eneste Macintosh æble kom fra ét træ, som er blevet podet igen og igen fra generation til generation. Men det betyder også, at frugttræer ikke kan præserveres som frø. Jeg har kendt til podning, så længe jeg kan huske. Min oldefar levede af at pode ferskenplantager i det sydøstlige Pennsylvania. Og selvom jeg aldrig mødte ham, hver gang nogen nævnte hans navn, bemærkede de hurtigt, at han kunne pode, som om han havde en magisk eller mystisk evne.
I created the Tree of 40 Fruit through the process of grafting. I'll collect cuttings in winter, store them, and then graft them onto the ends of branches in spring. In fact, almost all fruit trees are grafted, because the seed of a fruit tree is a genetic variant of the parent. So when we find a variety that we really like, the way that we propagate it is by taking a cutting off of one tree and putting it onto another -- which is kind of crazy to think that every single Macintosh apple came from one tree that's been grafted over and over from generation to generation. But it also means that fruit trees can't be preserved by seed. I've known about grafting as long as I can remember. My great-grandfather made a living grafting peach orchards in Southeastern Pennsylvania. And although I never met him, any time anyone would mention his name, they were quick to note that he knew how to graft as if he had a magical or mystical capability.
Jeg besluttede mig for tallet 40 til træet med 40 frugter fordi det findes overalt i vestlig religion ikke som det kvantificerbare dusin og ikke det uendelige, men et tal som ikke kan tælles. Det er en gave eller en mangfoldighed. Men problemet var, at da jeg startede, kunne jeg ikke finde 40 forskellige sorter af disse frugter på trods af at jeg bor i staten New York, som, for hundrede år siden, var en af de førende producenter af disse frugter. Så imens de fællede forskningsplantager og gamle plantager, samlede jeg grene fra dem og podede dem på træerne i mit gartneri. Sådan her så træet med 40 frugter ud da jeg først plantede dem og sådan her ser de ud seks år senere. Det her er bestemt ikke en sport, med øjeblikkelig tilfredsstillelse --
I decided on the number 40 for the Tree of 40 Fruit because it's found throughout Western religion as not the quantifiable dozen and not the infinite but a number that's beyond counting. It's a bounty or a multitude. But the problem was that when I started, I couldn't find 40 different varieties of these fruit, and this is despite the fact that I live in New York state, which, a century ago, was one of the leading producers of these fruit. So as they were tearing out research orchards and old, vintage orchards, I would collect branches off them and graft them onto trees in my nursery. So this is what the Tree of 40 Fruit look like when they were first planted, and this is what they look like six years later. This is definitely not a sport of immediate gratification --
(Latter)
(Laughter)
Det tager et år, før du kan se, om en podning er lykkedes; det tager to til tre år, før du kan se, om det bærer frugt; og det tager op til otte år, at skabe bare ét af disse træer.
It takes a year to know if a graft has succeeded; it takes two to three years to know if it produces fruit; and it takes up to eight years to create just one of the trees.
Hver af sorterne, som er podet på træet med 40 frugter, har en lidt forskellig form og en lidt forskellig farve. Og jeg indså, at ved at lave en tidsplan for hvornår de alle blomstrede i forhold til hinanden, kan jeg i bund og grund forme eller designe hvordan træet ser ud om foråret. Og det er sådan, de ser ud om sommeren. De producerer frugt fra juni til slutningen af september. Først kirsebær, så abrikoser, asiatiske blommer, nektariner og ferskener og jeg tror, jeg har glemt én af dem...
Each of the varieties grafted to the Tree of 40 Fruit has a slightly different form and a slightly different color. And I realized that by creating a timeline of when all these blossomed in relationship to each other, I can essentially shape or design how the tree appears during spring. And this is how they appear during summer. They produce fruit from June through September. First is cherries, then apricots, Asian plums, nectarines and peaches, and I think I forgot one in there, somewhere ...
(Latter)
(Laughter)
Selvom det er et kunstværk, der eksisterer udenfor galleriet, som projektet fortsætter, har det været en bevaring gennem kunstverdenen. Da jeg er blevet bedt om at skabe disse på forskellige steder, har jeg tænkt mig at undersøge sorter der oprinder fra eller historisk dyrkedes i det område. Jeg vil skaffe dem lokalt og pode dem på træet så det bliver en landbrugshistorie over det område hvor de står.
Although it's an artwork that exists outside of the gallery, as the project continues, it's been conservation by way of the art world. As I've been asked to create these in different locations, what I'll do is I'll research varieties that originated or were historically grown in that area, I'll source them locally and graft them to the tree so that it becomes an agricultural history of the area where they're located.
Og så blev projektet taget op online hvilket var skræmmende og ydmygende. Det skræmmende var alle de tatoveringer, jeg så af billeder af træet med 40 frugter.
And then the project got picked up online, which was horrifying and humbling. The horrifying part was all of the tattoos that I saw of images of the Tree of 40 Fruit.
(Latter)
(Laughter)
Og jeg tænkte, "Hvorfor dog gøre det mod sin krop?"
Which I was like, "Why would you do that to your body?"
(Latter)
(Laughter)
Og den ydmygende del var alle de henstillinger, som jeg modtog fra pastorer, fra rabbinere og præster som bad om at bruge træet som en central del af deres gudstjeneste. Og så blev det et meme -- og svaret på dét spørgsmål er, "Det håber jeg ikke?"
And the humbling part was all of the requests that I received from pastors, from rabbis and priests who asked to use the tree as a central part within their service. And then it became a meme -- and the answer to that question is "I hope not?"
[Er dit ægteskab som træet med 40 frugter?]
[Is your marriage like the Tree of 40 Fruit?]
(Latter)
(Laughter)
Som alle gode memes har det ført til et interview på National Public Radios "Weekend Edition," og som college professor troede jeg, at jeg havde toppet -- at det var kulminationen af min karriere - men man ved aldrig hvem der lytter til NPR Og adskillige uger efter NPR interviewet, modtog jeg en email fra USA's forsvarsministerium. The Defense Advanced Research Project Administration inviterede mig til at komme og tale om innovation og kreativitet og det er en samtale, der hurtigt blev til en diskussion om fødevaresikkerhed. Ser I, vores nationale sikkerhed er afhængig af vores fødevaresikkerhed. Nu da vi har skabt disse monokulturer der kun dyrker et par sorter af hver afgrøde, hvis der sker noget med bare én af de sorter, kan det have en dramatisk virkning på vores fødevareforsyning. Og nøglen til at opretholde vores fødevaresikkerhed er at bevare vores biodiversitet. For 100 år siden, blev det gjort af alle der havde en have eller et par enkelte træer i baghaven og dyrkede sorter, der var gået i arv i deres familie.
Like all good memes, this has led to an interview on NPR's "Weekend Edition," and as a college professor, I thought I peaked -- like, that was the pinnacle of my career -- but you never know who's listening to NPR. And several weeks after the NPR interview, I received an email from the Department of Defense. The Defense Advanced Research Project Administration invited me to come talk about innovation and creativity, and it's a conversation that quickly shifted to a discussion of food security. You see, our national security is dependent upon our food security. Now that we've created these monocultures that only grow a few varieties of each crop, if something happens to just one of those varieties, it can have a dramatic impact upon our food supply. And the key to maintaining our food security is preserving our biodiversity. 100 years ago, this was done by everybody that had a garden or a small stand of trees in their backyard, and grew varieties that were passed down through their family.
Det her er blommer fra bare ét Tree of 40 Fruit på én uge i august. Adskillige år inde i projektet, fik jeg at vide, at jeg havde én af de største samlinger af disse frugter i det østlige USA, hvilket, som en kunstner, er fuldstændig rædselsvækkende.
These are plums from just one Tree of 40 Fruit in one week in August. Several years into the project, I was told that I have one of the largest collections of these fruit in the Eastern United States, which, as an artist, is absolutely terrifying.
(Latter)
(Laughter)
Men på mange måder vidste jeg ikke hvad jeg havde. Jeg opdagede, at størstedelen af de sorter, jeg havde, var nedarvede sorter, altså de der dyrkedes før 1945, hvilket er anset som starten på industrialiseringen af landbruget. Adskillige af sorterne er dateret til for tusinder af år siden. Og da jeg fandt ud af hvor sjældne de var, blev jeg besat af at forsøge at bevare dem og fartøjet til dette blev kunst. Jeg ville gå ind i gamle plantager før de blev fældet og jeg ville redde den del af stammen, der havde den oprindelige podning. Jeg begyndte at lave aftryk af blomster og bladene for at lave herbarium-eksemplarer. Jeg begyndte at lave DNA-sekvensering. Men i sidste ende, satte jeg ud for at bevare historien igennem disse kobberplade-ætsninger og brevpresse-beskrivelser. For at fortælle George IV-ferskenens historie, som rodfæstede sig mellem to bygninger i New York City -- nogen går forbi, smager den, den bliver en stor kommerciel sort i det 19. århundrede fordi så godt smager den bare. Så forsvinder den næsten, fordi den ikke er god at afskibe og den tilpasser sig ikke moderne landbrug
But in many ways, I didn't know what I had. I discovered that the majority of the varieties I had were heirloom varieties, so those that were grown before 1945, which is seen as the dawn of the industrialization of agriculture. Several of the varieties dated back thousands and thousands of years. And finding out how rare they were, I became obsessed with trying to preserve them, and the vehicle for this became art. I would go into old, vintage orchards before they were torn out and I would save the bowl or the trunk section that possessed the original graft union. I started doing pressings of flowers and the leaves to create herbarium specimens. I started to sequence the DNA. But ultimately, I set out to preserve the story through these copper-plate etchings and letterpress descriptions. To tell the story of the George IV peach, which took root between two buildings in New York City -- someone walks by, tastes it, it becomes a major commercial variety in the 19th century because it tastes just that good. Then all but vanishes, because it doesn't ship well and it doesn't conform to modern agriculture.
Men jeg erkænder, at som en historie er den nødt til at blive fortalt. Og i fortællingen af den historie, må den inkludere oplevelsen af at kunne røre, lugte og smage de sorter. Så jeg gik i gang med at skabe en plantage for at gøre disse frugter offentligt tilgængelige og for at have målet om at anbringe dem i den højeste densitet af mennesker, som jeg kunne finde. Naturligvis begyndte jeg med at lede efter en hektar land i New York City --
But I realize that as a story, it needs to be told. And in the telling of that story, it has to include the experience of being able to touch, to smell and to taste those varieties. So I set out to create an orchard to make these fruit available to the public, and have the aim of placing them in the highest density of people that I could possibly find. Naturally, I started looking for an acre of land in New York City --
(Latter)
(Laughter)
hvilket, set i bakspejlet, virkede ret ambitiøst og nok var årsagen til at ingen ringede eller besvarede mine emails --
which, in retrospect, seemed, like, rather ambitious, and probably the reason why nobody was returning my phone calls or emails --
(Latter)
(Laughter)
indtil jeg, fire år senere, fik et svar fra Governors Island.
until eventually, four years later, I heard back from Governors Island.
Så Governors Island er en tidligere flådebase der blev givet til City of New York i 2000 Og det åbnede for alt det her land bare fem minutter med færge fra New York. Og de inviterede mig til at lave et projekt, som vi kalder "Open Orchard", som vil bringe frugtsorter tilbage, der ikke er blevet dyrket i New York i over et århundrede. P.t. under udførelse, vil Open Orchard være 50 træer, der er podet flere gange, som besidder 200 nedarvede og antikke frugtsorter. Så det her er sorter, der stammer fra eller dyrkedes historisk i området. Sorter som "Early Strawberry" æblet som har sin oprindelse på 13th Street og Third Avenue. Eftersom et frugttræ ikke kan bevares som frø, vil Open Orchard fungere som en levende genbank eller et arkiv af disse frugter. Ligesom Tree of 40 Fruit, vil den være empirisk; den vil også være symbolsk. Vigtigst af alt vil den invitere folk til at deltage i bevarelse og til at lære mere om deres mad.
So Governors Island is a former naval base that was given to the City of New York in 2000. And it opened up all of this land just a five-minute ferry ride from New York. And they invited me to create a project that we're calling the "Open Orchard" that will bring back fruit varieties that haven't been grown in New York for over a century. Currently in progress, The Open Orchard will be 50 multigrafted trees that possess 200 heirloom and antique fruit varieties. So these are varieties that originated or were historically grown in the region. Varieties like the Early Strawberry apple, which originated on 13th Street and Third Avenue. Since a fruit tree can't be preserved by seed, The Open Orchard will act like a living gene bank, or an archive of these fruit. Like the Tree of 40 Fruit, it will be experiential; it will also be symbolic. Most importantly, it's going to invite people to participate in conservation and to learn more about their food.
Igennem Tree of 40 Fruit har jeg modtaget tusindvis af emails fra folk, med spørgsmål som "Hvordan planter man et træ?" Med under tre procent af befolkningen der har direkte tilknytning til landbruget vil Open Orchard invitere folk til at komme og deltage i offentlige programmer og være med i workshops for at lære at pode, at dyrke, at beskære og høste et træ; til at deltage i rundture om frisk mad eller blomster; til arbejde med lokale kokke for at lære at bruge frugterne og til at genskabe århundrede gamle retter som mange af disse sorter dyrkedes specielt til. Ud over plantagens fysiske placering, vil det være en kogebog, der samler alle de opskrifter. Det vil være en opslagsbog, der fortæller om frugternes karakteristika og karaktertræk, deres oprindelse og deres historier
Through the Tree of 40 Fruit, I've received thousands and thousands of emails from people, asking basic questions about "How do you plant a tree?" With less than three percent of the population having any direct tie to agriculture, the Open Orchard is going to invite people to come take part in public programming and to take part in workshops, to learn how to graft, to grow, to prune and to harvest a tree; to take part in fresh eating and blossom tours; to work with local chefs to learn how to use these fruit and to recreate centuries-old dishes that many of these varieties were grown specifically for. Extending beyond the physical site of the orchard, it will be a cookbook that compiles all of those recipes. It will be a field guide that talks about the characteristics and traits of those fruit, their origin and their story.
Da jeg voksede op på en gård, troede jeg, at jeg forstod landbruget og jeg ville ikke have noget med det at gøre. Så jeg blev kunstner --
Growing up on a farm, I thought I understood agriculture, and I didn't want anything to do with it. So I became an artist --
(Latter)
(Laughter)
Men jeg må indrømme, at det er noget i min egen DNA. Og jeg tror ikke, at jeg er den eneste. For 100 år siden, var vi alle sammen bundet tættere med kulturen, dyrkningen og historien bag vores mad og vi er blevet skilt fra det. Open Orchard skaber muligheden for ikke bare at genskabe kontakten til denne ukendte fortid, men for at vi kan overveje, hvad fremtiden for vores mad kunne være.
But I have to admit that it's something within my own DNA. And I don't think that I'm the only one. 100 years ago, we were all much more closely tied to the culture, the cultivation and the story of our food, and we've been separated from that. The Open Orchard creates the opportunity not just to reconnect to this unknown past, but a way for us to consider what the future of our food could be.
Tak.
Thank you.
(Applaus)
(Applause)