Den 14. marts i år, slog jeg denne plakat op på Facebook. Dette er et billede af mig og min datter, der holder det israelske flag. Jeg vil forsøge at forklare jer konteksten om hvorfor og hvornår jeg slog dette op.
On March 14, this year, I posted this poster on Facebook. This is an image of me and my daughter holding the Israeli flag. I will try to explain to you about the context of why and when I posted.
For få dage siden sad jeg ventende, i kø ved købmandsbutikken, og ejeren og en af kunderne snakkede med hinanden, og ejeren forklarede kunden at vi ville få 10.000 missiler i Israel. Og kunden sagde, nej, det er 10.000 om dagen. (Latter)
A few days ago, I was sitting waiting on the line at the grocery store, and the owner and one of the clients were talking to each other, and the owner was explaining to the client that we're going to get 10,000 missiles on Israel. And the client was saying, no, it's 10,000 a day. (Laughter)
("10.000 missiler") Dette er konteksten. Det er hvor vi er nu i Israel. Denne krig med Iran har været på vej i 10 år nu, og vi har folk der er, I ved, bange. Det er som om at det hvert år, er det sidste minut hvor vi kan gøre noget ved krigen med Iran. Det er som om at handler vi ikke nu, er det for sent for evigt, i de sidste 10 år.
("10,000 missiles") This is the context. This is where we are now in Israel. We have this war with Iran coming for 10 years now, and we have people, you know, afraid. It's like every year it's the last minute that we can do something about the war with Iran. It's like, if we don't act now, it's too late forever, for 10 years now.
Så på et tidspunkt blev det, I ved, for mig, jeg er grafisk designer, så jeg lavede plakater om det og jeg slog den jeg viste jer før op. Som regel laver jeg plakater, slår dem op på Facebook, min venner kan lide dem, kan ikke lide dem, som regel kan de ikke lide dem, deler dem ikke, gør intet, og det var så den dag. Så jeg gik i seng, og det var det for mig. Og senere den nat vågnede jeg op fordi jeg altid vågner op om natten, og jeg gik på computeren og kunne se alle disse røde prikker, I ved, på Facebook, hvilket jeg aldrig har set før. (Latter) Og jeg tænkte, "Hvad sker her?" Så jeg gik på computeren og begyndte at se på det, og pludselig ser jeg mange folk snakke til mig, de fleste kender jeg ikke, og nogle få er fra Iran, hvilket er -- Hvad? For I skal forstå, i Israel snakker vi ikke med folk fra Iran. Vi kender ikke folk fra Iran. Det er ligesom, på Facebook, der har man kun venner fra -- det er ligesom ens naboer der er ens venner på Facebook. Og nu snakker folk fra Iran pludselig til mig.
So at some point it became, you know, to me, I'm a graphic designer, so I made posters about it and I posted the one I just showed you before. Most of the time, I make posters, I post them on Facebook, my friends like it, don't like it, most of the time don't like it, don't share it, don't nothing, and it's another day. So I went to sleep, and that was it for me. And later on in the night, I woke up because I'm always waking up in the night, and I went by the computer and I see all these red dots, you know, on Facebook, which I've never seen before. (Laughter) And I was like, "What's going on?" So I come to the computer and I start looking on, and suddenly I see many people talking to me, most of them I don't know, and a few of them from Iran, which is -- What? Because you have to understand, in Israel we don't talk with people from Iran. We don't know people from Iran. It's like, on Facebook, you have friends only from -- it's like your neighbors are your friends on Facebook. And now people from Iran are talking to me.
Så jeg begyndte at svare en pige, og hun fortæller mig at hun så plakaten og bad sin familie om at komme, fordi de ikke har en computer, hun bad sin familie komme og se plakaten, og de sidder alle i stuen og græder.
So I start answering this girl, and she's telling me she saw the poster and she asked her family to come, because they don't have a computer, she asked her family to come to see the poster, and they're all sitting in the living room crying.
Så jeg er helt, wow. Jeg beder min kone komme, og jeg fortæller hende at hun skal se det her. Folk græder, og hun kom, hun læste teksten og så begyndte hun at græde. Og nu græder alle. (Latter)
So I'm like, whoa. I ask my wife to come, and I tell her, you have to see that. People are crying, and she came, she read the text, and she started to cry. And everybody's crying now. (Laughter)
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, så min første indskydelse, som grafisk designer, er, I ved, at vise alle hvad jeg lige har set, og folk begyndte at se dem og dele dem, og det er sådan det startede. Dagen efter, da der virkelig blev meget snak, sagde jeg til mig selv, og min kone sagde til mig, jeg vil også have en plakat, så dette er hende. (Latter) Fordi det virker, så sæt også mig på en plakat.
So I don't know what to do, so my first reflex, as a graphic designer, is, you know, to show everybody what I'd just seen, and people started to see them and to share them, and that's how it started. The day after, when really it became a lot of talking, I said to myself, and my wife said to me, I also want a poster, so this is her. (Laughter) Because it's working, put me in a poster now.
Men mere seriøst, jeg tænkte, okay, de her virker, men det handler ikke kun om mig, det handler om folk fra Israel som har noget at sige. Så jeg vil fotografere alle de folk jeg kender, hvis de vil, og jeg vil sætte dem på en plakat og dele dem.
But more seriously, I was like, okay, these ones work, but it's not just about me, it's about people from Israel who want to say something. So I'm going to shoot all the people I know, if they want, and I'm going to put them in a poster and I'm going to share them.
Så jeg gik til mine naboer og venner og studerende og spurgte dem blot, giv mig et billede, jeg vil lave dig til en plakat. Og sådan startede det. Og det sådan det, for alvor, slap løs, for pludselig kunne folk fra Facebook, venner og andre, bare forstå at de kan være en del af det. Det er ikke bare en fyr der laver en plakat, det er -- vi kan være en del af det, så de begyndte at sende billeder til mig og spurgte mig, "Gør mig til en plakat. Slå den op. Fortæl Iranerne, at vi fra Israel også elsker dem." Det blev, I ved, nogle gange var det, virkelig intenst. Jeg mener, så mange billeder, så jeg bad nogle venner komme, de fleste grafiske designere, og lave plakater med mig, fordi jeg ikke havde tid. Det var en enorm mængde billeder. Så i nogle dage, var det sådan min stue var.
So I went to my neighbors and friends and students and I just asked them, give me a picture, I will make you a poster. And that's how it started. And that's how, really, it's unleashed, because suddenly people from Facebook, friends and others, just understand that they can be part of it. It's not just one dude making one poster, it's -- we can be part of it, so they start sending me pictures and ask me, "Make me a poster. Post it. Tell the Iranians we from Israel love you too." It became, you know, at some point it was really, really intense. I mean, so many pictures, so I asked friends to come, graphic designers most of them, to make posters with me, because I didn't have the time. It was a huge amount of pictures. So for a few days, that's how my living room was.
Og ved modtog israelske plakater, israelske billeder, men også mange kommentarer, mange beskeder fra Iran. Og vi tog disse beskeder, og vi lavede plakater ud af dem, for jeg kender folk: De læser ikke, de ser billeder. Hvis det er et billede, så læser de det måske.
And we received Israeli posters, Israeli images, but also lots of comments, lots of messages from Iran. And we took these messages and we made posters out of it, because I know people: They don't read, they see images. If it's an image, they may read it.
Så her nogle få af dem.
So here are a few of them.
("Du er min første israelske ven. Jeg ønsker at vi begge slipper fa med vores idiotiske politikere, nå det var rart at se dig!")
("You are my first Israelian friend. I wish we both get rid of our idiot politicians, anyway nice to see you!")
("Jeg elsker den blå. Jeg elsker den stjerne. Jeg elsker det flag.") Den her er virkelig rørende for mig, for det er historien om en pige som er blevet opdraget i Iran med at træde på et israelsk flag for at komme ind på sin skole hver morgen, og nu hvor hun ser plakaterne vi sender, begynder hun -- hun siger at hun ændrede sin holdning, og nu elsker hun den blå, hun elsker den stjerne, og hun elsker det flag, talende om det israelske flag, og hun ville ønske at vi kunne mødes og komme og besøge hinanden, og det bare få dage efter jeg slog den første plakat op.
("I love that blue. I love that star. I love that flag.") This one is really moving for me because it's the story of a girl who has been raised in Iran to walk on an Israeli flag to enter her school every morning, and now that she sees the posters that we're sending, she starts -- she said that she changed her mind, and now she loves that blue, she loves that star, and she loves that flag, talking about the Israeli flag, and she wished that we'd meet and come to visit one another, and just a few days after I posted the first poster.
Dagen efter, begyndte iranere at svare med deres egne plakater. De har grafiske designere. Hvad? (Latter) Skørt, skørt. I kan se de stadig er lidt generte, de vil ikke vise deres ansigter, men de vil sprede budskabet. De vil svare. De vil sige det samme. Så. Og nu er det kommunikation. Det er en to-vejs historie. Det er israelere og iranere der sender den samme besked til hinanden.
The day after, Iranians started to respond with their own posters. They have graphic designers. What? (Laughter) Crazy, crazy. So you can see they are still shy, they don't want to show their faces, but they want to spread the message. They want to respond. They want to say the same thing. So. And now it's communication. It's a two-way story. It's Israelis and Iranians sending the same message, one to each other.
("Mine Israelske Venner. Jeg hader Jer ikke. Jeg ville ikke have krig.")
("My Israeli Friends. I don't hate you. I don't want War.")
Dette skete aldrig før, og det er to folk der burde være fjender, vi er på kanten af en krig, og pludselig begynder folk på Facebook at sige, "Jeg kan lide denne fyr. Jeg elsker de gutter." Og det bliver virkelig stort på et tidspunkt.
This never happened before, and this is two people supposed to be enemies, we're on the verge of a war, and suddenly people on Facebook are starting to say, "I like this guy. I love those guys." And it became really big at some point.
Og så blev det nyheder. For når du ser mellemøsten, ser du kun de dårlige nyheder. Og pludselig, der skete noget der var gode nyheder. Så folkene på nyheder de sagde, "Okay, lad os tale om det her." Og det kom bare, og det var så stort,
And then it became news. Because when you're seeing the Middle East, you see only the bad news. And suddenly, there is something that was happening that was good news. So the guys on the news, they say, "Okay, let's talk about this." And they just came, and it was so much,
jeg kan huske en dag, Michal, hun snakkede med journalisten, og hun spurgte ham, "Hvem vil se udsendelsen?" Og han sagde, "Alle."
I remember one day, Michal, she was talking with the journalist, and she was asking him, "Who's gonna see the show?"And he said, "Everybody."
Så sagde hun, "Alle i Palæstina, hvor? Israel? Hvem er alle?" "Alle."
So she said, "Everybody in Palestine, in where? Israel? Who is everybody?""Everybody."
De sagde, "Syrien?" "Syrien."
They said, "Syria?" "Syria."
"Libanon?" "Libanon." På et tidspunkt sagde han bare, "40 millioner mennesker vil se dig i dag. det er alle." Kineserne. Og vi var kun ved begyndelsen af historien.
"Lebanon?""Lebanon." At some point, he just said, "40 million people are going to see you today. It's everybody." The Chinese. And we were just at the beginning of the story.
Der skete også noget skørt. Hver gang et land begyndte at tale om det, såsom Tyskland, Amerika, hvor end, kom der en side på Facebook med det samme logo med de samme historie, så i begyndelsen havde vi "Iran-Elsker-Israel," hvilket er en iraner siddende i Teheran, der siger, "Okay, Israel elsker Iran? Jeg giver jer Iran-Elsker-Israel." Der er Palæstina-Elsker-Israel. Der er Libanon der bare -- for få dage siden. Og hele denne liste af sider på Facebook er dedikeret til det samme budskab, hvor folk sender deres kærlighed, en til en.
Something crazy also happened. Every time a country started talking about it, like Germany, America, wherever, a page on Facebook popped up with the same logo with the same stories, so at the beginning we had "Iran-Loves-Israel," which is an Iranian sitting in Tehran, saying, "Okay, Israel loves Iran? I give you Iran-Loves-Israel." You have Palestine-Loves-Israel. You have Lebanon that just -- a few days ago. And this whole list of pages on Facebook dedicated to the same message, to people sending their love, one to each other.
Fra det øjeblik forstod jeg virkelig at noget var i gære, en af mine venner fortalte mig, "Google ordet 'Israel.'" Og dette var de første billeder i de dage der kom frem fra Google når du skrev, "Israel" eller "Iran." Vi ændrede virkelig hvordan folk ser på Mellemøsten. For du er ikke i Mellemøsten. Du er et sted der ovre, og så når du vil se Mellemøsten, så går du på Google og siger, "Israel," og de giver dig dårlige ting. Og i nogle få dage fik du de billeder. I er Israel-Elsker-Iran siden dette tal, 80.831, og to millioner folk besøgte i sidste uge side og delte, synes godt om, jeg ved ikke, kommenterede på et af billederne.
The moment I really understood that something was happening, a friend of mine told me, "Google the word 'Israel.'" And those were the first images on those days that popped up from Google when you were typing, "Israel" or "Iran." We really changed how people see the Middle East. Because you're not in the Middle East. You're somewhere over there, and then you want to see the Middle East, so you go on Google and you say, "Israel," and they give you the bad stuff. And for a few days you got those images. Today the Israel-Loves-Iran page is this number, 80,831, and two million people last week went on the page and shared, liked, I don't know, commented on one of the photos.
Så i fem måneder nu, er det hvad vi laver, jeg, Michal, nogle få af mine venner, vi laver udelukkende billeder. Vi viser en ny virkelighed blot ved at lave billeder for det er sådan verden opfatter os. De ser billeder af os, og de ser dårlige billeder. Så vi arbejder på at lave gode billeder. Slut på fortællingen.
So for five months now, that's what we are doing, me, Michal, a few of my friends, are just making images. We're showing a new reality by just making images because that's how the world perceives us. They see images of us, and they see bad images. So we're working on making good images. End of story.
Se på den her. Dette er Iran-Elsker-Israel siden. Det er ikke Israel-Elsker-Iran. Det er ikke min side. Det er en fyr i Teheran på mindedagen for de faldne israelske soldater der sætter et billede af en israelsk soldat på sin side. Dette er fjenden. Hvad?
Look at this one. This is the Iran-Loves-Israel page. This is not the Israel-Loves-Iran. This is not my page. This is a guy in Tehran on the day of remembrance of the Israeli fallen soldier putting an image of an Israeli soldier on his page. This is the enemy. What?
("Vor dybfølte kondolencer til de familier der mistede deres kæreste i terrorangrebene i Bulgarien")
("Our heartfelt condolences to the families who lost their dearests in terror attack in Bulgaria")
Og det går begge veje. Der er som om, at vi viser respekt til hinanden. Og vi er forstående. Og man viser medfølelse. Og man bliver venner. Og på et tidspunkt bliver du venner på Facebook, og du bliver venner i livet. Man kan rejse ud og møde folk. Og jeg var i München for få uger siden. Jeg tog dertil for at åbne en udstilling om Iran og der mødtes jeg med folk fra siden der fortalte mig, "Okay, du er i Europa, Jeg kommer. Jeg kommer fra Frankrig, fra Holland, fra Tyskland," selvfølgelig, og fra Israel kom folk, og vi mødtes der for første gang i det virkelig liv. Jeg mødtes med folk, der burde være mine fjender for første gang. Og vi gav hinanden hånden, og drak en kop kaffe og havde en god diskussion, og vi snakkede om mad og basketball. Og det var slutningen på det. Kan I huske billedet fra begyndelsen? På et tidspunkt mødtes vi i det virkelige liv, og vi blev venner.
And it's going both ways. It's like, we are showing respect, one to each other. And we're understanding. And you show compassion. And you become friends. And at some point, you become friends on Facebook, and you become friends in life. You can go and travel and meet people. And I was in Munich a few weeks ago. I went there to open an exposition about Iran and I met there with people from the page that told me, "Okay, you're going to be in Europe, I'm coming. I'm coming from France, from Holland, from Germany," of course, and from Israel people came, and we just met there for the first time in real life. I met with people that are supposed to be my enemies for the first time. And we just shake hands, and have a coffee and a nice discussion, and we talk about food and basketball. And that was the end of it. Remember that image from the beginning? At some point we met in real life, and we became friends.
Og det virker også den anden vej. En pige som vi mødte på Facebook der har aldrig været i Israel, født og opvokset i Iran, bor i Tyskland, er bange for israelere på grund af hvad hun ved om os, beslutter efter nogle måneders snak på internettet med nogle israelere at komme til Israel, og hun hopper på flyet og ankommer ved Ben Gurion og siger, "Okay, det var ikke så slemt."
And it goes the other way around. Some girl that we met on Facebook never been in Israel, born and raised in Iran, lives in Germany, afraid of Israelis because of what she knows about us, decides after a few months of talking on the Internet with some Israelis to come to Israel, and she gets on the plane and arrives at Ben Gurion and says, "Okay, not that big a deal."
Så for nogle få uger siden, stresset bliver værre, startede vi denne nye kampagne kaldet "Ikke klar til at dø i jeres krig." Jeg mener, det er plus/minus det samme budskab, men vi ville virkelig gerne tilføje lidt aggressivitet til det. Og igen skete der noget utroligt, noget som vi ikke havde i den første bølge af kampagnen. Folk fra Iran, de samme der var generte ved den første kampagne og bare sendte, I ved, deres fod og det halve af deres ansigter, sendte nu deres ansigter, og de siger, "Okay, intet problem, vi er med på den. Vi er med jer." Bare prøv at læs hvor disse folk er fra. Og for enhver fra Israel, har man en fra Iran. Bare folk der sender deres billeder. Skørt, ikke?
So a few weeks ago, the stress is getting higher, so we start this new campaign called "Not ready to die in your war." I mean, it's plus/minus the same message, but we wanted really to add some aggressivity to it. And again, something amazing happened, something that we didn't have on the first wave of the campaign. Now people from Iran, the same ones who were shy at the first campaign and just sent, you know, their foot and half their faces, now they're sending their faces, and they're saying, "Okay, no problem, we're into it. We are with you." Just read where those guys are from. And for every guy from Israel, you've got someone from Iran. Just people sending their pictures. Crazy, yes?
Så -- (Applaus)
So -- (Applause)
Så kan man spørge sig selv, hvem er den fyr?
So you may ask yourself, who is this dude?
Mit navn er Ronny Edry, og jeg er 41, jeg er israeler, jeg er far til to, jeg er husbond, og jeg er en grafisk designer. Jeg underviser i grafisk design. Og jeg er ikke så naiv, for ofte bliver jeg spurgt, mange gange er jeg blevet spurgt, "Ja ja, men det her er virkelig naivt, at sende blomster over, jeg mener --"
My name is Ronny Edry, and I'm 41, I'm an Israeli, I'm a father of two, I'm a husband, and I'm a graphic designer. I'm teaching graphic design. And I'm not that naive, because a lot of the time I've been asked, many times I've been asked, "Yeah, but, this is really naive, sending flowers over, I mean — "
Jeg var i hæren. Jeg var i faldskærmstropperne i tre år, og jeg ved hvordan det ser ud fra jordhøjde. Jeg ved hvordan det virkelig kan se slemt ud. Så for mig, er dette den modige ting at gøre, at prøve at nå ind til den anden side før det er for sent, for når det bliver for sent, så er det for sent. Og nogle gange er krig uundgåeligt, nogle gange, men måske [med] indsats, kan vi undgå det. Måske som et folk, fordi især i Israel, er vi i et demokrati. Vi har ytringsfrihed, og måske kan den lille ting ændre noget. Og i virkeligheden kan vi være vore egne ambassadører. Vi kan sende et budskab og håbe på det bedste.
I was in the army. I was in the paratroopers for three years, and I know how it looks from the ground. I know how it can look really bad. So to me, this is the courageous thing to do, to try to reach the other side before it's too late, because when it's going to be too late, it's going to be too late. And sometimes war is inevitable, sometimes, but maybe [with] effort, we can avoid it. Maybe as people, because especially in Israel, we're in a democracy. We have the freedom of speech, and maybe that little thing can change something. And really, we can be our own ambassadors. We can just send a message and hope for the best.
Så jeg vil bede Michal, min kone, om at komme med mig på scenen, bare for at skabe et billede med jer, for det hele handler om billeder. Og måske kan det billede hjælpe os med at ændre noget. Bare løft det op. Præcis. Jeg jeg tager bare et billede af det, og jeg slår det op på Facebook med noget i stil med "Israelitter for fred" eller noget.
So I want to ask Michal, my wife, to come with me on the stage just to make with you one image, because it's all about images. And maybe that image will help us change something. Just raise that. Exactly. And I'm just going to take a picture of it, and I'm just going to post it on Facebook with kind of "Israelis for peace" or something.
Åh min Gud. Lad være med at græd.
Oh my God. Don't cry.
Mange tak venner. (Applaus)
Thank you guys. (Applause)