I dag vil jeg gerne tale om to ting: For det første: Om fremkomsten af af en tilgængelighedskultur For det andet: En anmodning. Vi bruger mere og mere tid online pga. væksten af mobile enheder på verdensplan, på tværs af alle sociale lag. I takt med det øgede antal mobile enheder er der en forventning til, at vi er online Det fører til en tredje pointe: Vi er forpligtede til, at være tilgængelige online.
What I wanted to talk to you about today is two things: one, the rise of a culture of availability; and two, a request. So we're seeing a rise of this availability being driven by mobile device proliferation, globally, across all social strata. We're seeing, along with that proliferation of mobile devices, an expectation of availability. And, with that, comes the third point, which is obligation -- and an obligation to that availability.
Problemet er, at vi stadig arbejder på - ud fra et samfundsmæssigt synspunkt - hvordan vi tillader folk at være online. Der er faktisk en betydelig forskel på, hvad vi er villige til at tillade. Undskyld til Hans Rosling, som har sagt, at alt, der ikke bygger på statistik, er en løgn Men hvordan takler vi det - set ud fra den offentlige holdning til emnet? Vi har udviklet nogle taktikker og strategier til at skjule vores onlineadfærd.
And the problem is, we're still working through, from a societal standpoint, how we allow people to be available. There's a significant delta, in fact, between what we're willing to accept. Apologies to Hans Rosling -- he said anything that's not using real stats is a lie -- but the big delta there is how we deal with this from a public standpoint. So we've developed certain tactics and strategies to cover up.
Den første hedder "at læne sig op ad". Hvis du har været til et møde, som passiv deltager, har du nok siddet og kigget på de andre, mens du ventede på, at de skulle kigge væk og så, lynhurtigt, lige tjekke din mobil. Her afslører herren til højre ham dog.
This first one's called "the lean." And if you've ever been in a meeting where you play sort of meeting "chicken," you're sitting there, looking at the person, waiting for them to look away, and then quickly checking the device. Although you can see the gentleman up on the right is busting him.
"Se sit snit" OK, manden til venstre siger "Fuck dig, jeg tjekker min mobil." Men fyren til højre, ser sit snit til at udnytte situationen. Det er den der rææækken ud, en vriden sig, for akkurat at få mobilen ned under bordpladen.
"The stretch." OK, the gentleman on the left is saying, "Screw you, I'm going to check my device." But the guy, here, on the right, he's doing the stretch. It's that reeeee-e-e-each out, the physical contortion to get that device just below the tabletop.
Eller min favorit: "Jeg elsker dig, helt sikkert." (Latter) Der er intet der udtrykker, "Jeg elsker dig", som: "Lad mig give min opmærksomhed til nogle andre".
Or, my favorite, the "Love you; mean it." (Laughter) Nothing says "I love you" like "Let me find somebody else I give a damn about."
Eller, som den her fra Indien. Den ligger på YouTube. Manden ligger tilbagelænet på en motorcykel, mens han sms'er. - Stop mig, før jeg slår nogen ihjel! Her ser I mobilen.
Or, this one, coming to us from India. You can find this on YouTube, the gentleman who's recumbent on a motorcycle while text messaging. Or what we call the "sweet gravy, stop me before I kill again!" That is actually the device.
Vi ser en frontalkollision for os - (Latter) en kollision mellem at stå til rådighed online - og fordelen ved at være online - og et fundamentalt menneskelig behov: behovet for at skabe fælles fortællinger. Vi skaber personlige fortællinger Men det er de fælles fortællinger, der skaber vores kultur. Når du er sammen med nogen, og du bruger din mobil, er dét, du egentlig siger til dem: "Du er ikke så vigtig, som alt det, jeg kan finde via min mobil".
What this is doing is, we find a -- (Laughter) a direct collision -- we find a direct collision between availability -- and what's possible through availability -- and a fundamental human need -- which we've been hearing about a lot, actually -- the need to create shared narratives. We're very good at creating personal narratives, but it's the shared narratives that make us a culture. And when you're standing with someone, and you're on your mobile device, effectively what you're saying to them is, "You are not as important as, literally, almost anything that could come to me through this device."
Kig dig omkring Der er sikkert nogle der, lige nu, deltager i en onlinesamtale.
Look around you. There might be somebody on one right now, participating in multi-dimensional engagement.
(Latter)
(Laughter)
Virkeligheden lige nu er mindre interessant, end den historie, vi vil fortælle om den senere.
Our reality right now is less interesting than the story we're going to tell about it later.
Jeg elsker denne her. Stakkels fyr, en "rekvistit" - misforstå mig ikke, en "villig rekvisit" - Men det dokumentrede kys virker - kedeligt.
This one I love. This poor kid, clearly a prop -- don't get me wrong, a willing prop -- but the kiss that's being documented kind of looks like it sucks.
Her ser I lyden af én hånd, der klapper.
This is the sound of one hand clapping.
Når vi således mister vores fælles identitet bliver det utroligt vigtigt, at det, du deler, er en sammenhængende fortælling - den sammenhæng, som vi lever i. De historier som vi fortæller og poster bliver til de personer, vi er. Vi projicerer ikke bare vores identitet, vi skaber den.
So, as we lose the context of our identity, it becomes incredibly important that what you share becomes the context of shared narrative, becomes the context in which we live. The stories that we tell -- what we push out -- becomes who we are. People aren't simply projecting identity, they're creating it.
Dét er min anmodning, til jer alle i rummet her. Vi skaber den teknologi, der skaber nye, fælles oplevelser, som vil skabe den nye verden. Mit anmodning er derfor: Lad os skabe teknologier, der gør folk mere menneskelige og ikke mindre.
And so that's the request I have for everybody in this room. We are creating the technology that is going to create the new shared experience, which will create the new world. And so my request is, please, let's make technologies that make people more human, and not less.
Tak.
Thank you.