Denne underligt udseende plante hedder llareta. Hvad der ligner mos som beklæder sten er faktisk en busk bestående af tusindvis af grene, hver med klynger af bittesmå grønne blade for enden, og så tæt pakket sammen at man faktisk kan stå på toppen af den. Dette eksemplar lever i Atacama ørkenen i Chile, og er rent faktisk 3'000 år gammel. Den er rent faktisk også beslægtet med persille.
This strange-looking plant is called the Llareta. What looks like moss covering rocks is actually a shrub comprised of thousands of branches, each containing clusters of tiny green leaves at the end and so densely packed together that you could actually stand on top of it. This individual lives in the Atacama Desert in Chile, and it happens to be 3,000 years old. It also happens to be a relative of parsley.
I de sidste fem år, har jeg studeret, samarbejdet med biologer, og rejst over hele jorden for at finde organismer der fortsat lever og som er 2'000 år eller ældre. Projektet er dels kunst og dels videnskab. Der er en miljømæssig komponent. Og jeg forsøger også at skabe en måde hvorpå vi kan træde udenfor vores ordinære opfattelse af tiden og begynde at se at der findes et langt større tidsperspektiv. Jeg valgte 2'000 år som den yngste alder fordi jeg ønskede at starte hvor vores tidsregning begynder, og arbejde mig baglæns derfra.
For the past five years, I've been researching, working with biologists and traveling all over the world to find continuously living organisms that are 2,000 years old and older. The project is part art and part science. There's an environmental component. And I'm also trying to create a means in which to step outside our quotidian experience of time and to start to consider a deeper timescale. I selected 2,000 years as my minimum age because I wanted to start at what we consider to be year zero and work backward from there.
Det I ser her er et træ kaldet Jomon Sugi, som lever på den isolerede ø Yakushima. Dette træ var delvist en katalysator for projektet. Jeg havde rejst i Japan uden anden dagsorden end at fotografere, og så hørte jeg om dette træ som er 2'180 år gammelt og vidste at jeg blev nødt til at besøge det. Det var først senere, da jeg var hjemme i New York igen at jeg fik ideen til projektet. Så ideen modnedes langsomt, kan man sige. Jeg tror det var mit længevarende ønske om at kombinere mine interesser for kunst, videnskab og filosofi der tillod mig at være klar da den legendariske pære blev tændt. Så jeg begyndte mine undersøgelser, og til min overraskelse var dette projekt aldrig før gennemført, i hverken kunstnerisk eller naturvidenskabeligt regi. Og, måske lidt naivt, var jeg overrasket over at opdage at der ikke engang findes et naturvidenskabeligt felt som beskæftiger sig med denne ide om arters globale levetid.
What you're looking at now is a tree called Jomon Sugi, living on the remote island of Yakushima. The tree was in part a catalyst for the project. I'd been traveling in Japan without an agenda other than to photograph, and then I heard about this tree that is 2,180 years old and knew that I had to go visit it. It wasn't until later, when I was actually back home in New York that I got the idea for the project. So it was the slow churn, if you will. I think it was my longstanding desire to bring together my interest in art, science and philosophy that allowed me to be ready when the proverbial light bulb went on. So I started researching, and to my surprise, this project had never been done before in the arts or the sciences. And -- perhaps naively -- I was surprised to find that there isn't even an area in the sciences that deals with this idea of global species longevity.
Det I ser her nu er rhizocarpon geographicum, eller kort lav, og denne er omkring 3'000 år gammel og lever i Grønland, hvilket er en lang vej at rejse for noget lav. At besøge Grønland var mere som at rejse bagud i tiden end bare at rejse meget langt nordpå. Det var meget oprindeligt og mere øde end noget sted jeg nogensinde har oplevet. Og den følelse blev forstærket af et par bestemte oplevelser. Én var da jeg sejlede ud og blev sat af i en øde fjord, kun for at finde ud af at de arkæologer jeg skulle mødes med ikke var at finde nogle steder. Og da man ikke sådan lige kunne sende dem en SMS eller smide dem en email, var jeg bogstaveligt talt overladt til mine egne evner. Heldigvis gik det godt, tydeligvis. Men det var en ydmyg oplevelse at føle sig så afsondret. Og så et par dage senere, fik vi lejlighed til at fiske i en gletscherflod tæt ved vores lejr, hvor der var så mange fisk at man simpelthen bare kunne række ned i floden og tage en stor ørred op med sine bare hænder. Det var som at besøge en mere uskyldig tid på planeten. Og så, var der, selvfølgelig, også vores lav. Disse laver vokser kun 1 centimeter på hundrede år. Jeg synes virkelig det sætter menneskers levetid i et helt andet perspektiv.
So what you're looking at here is the rhizocarpon geographicum, or map lichen, and this is around 3,000 years old and lives in Greenland, which is a long way to go for some lichens. Visiting Greenland was more like traveling back in time than just traveling very far north. It was very primal and more remote than anything I'd ever experienced before. And this is heightened by a couple of particular experiences. One was when I had been dropped off by boat on a remote fjord, only to find that the archeologists I was supposed to meet were nowhere to be found. And it's not like you could send them a text or shoot them an e-mail, so I was literally left to my own devices. But luckily, it worked out obviously, but it was a humbling experience to feel so disconnected. And then a few days later, we had the opportunity to go fishing in a glacial stream near our campsite, where the fish were so abundant that you could literally reach into the stream and grab out a foot-long trout with your bare hands. It was like visiting a more innocent time on the planet. And then, of course, there's the lichens. These lichens grow only one centimeter every hundred years. I think that really puts human lifespans into a different perspective.
Og det I ser her er et luftfoto taget over det østlige Oregon. Og hvis titlen "På jagt efter Armillaria dødsringe" lyder ildevarslende, så er det helt rigtigt. Armillaria er faktisk en aggresiv svamp, som dræber visse træarter i skoven. Den er også kendt under de mere venlige navne honning champignon, eller kæmpe svampen fordi den også er en af verdens største organismer. Med hjælp fra et par biologer der studerede svampen, fik jeg fat i kort og GPS koordinater, chartrede et fly og begyndte at kigge efter dødsringene, det er de cirkulære mønstre hvori svampen dræber træerne. Så jeg er ikke sikker på at der er nogle på dette foto, men jeg ved at svampen er dernede, Og så, tilbage på jorden, dette billede hvor man kan se at svampen faktisk invaderer dette træ. Det hvide materiale I kan se inde mellem barken og træet er svampens mycelium og det den gør... faktisk kvæler den langsomt træet ved at forhindre at vand og næringsstoffer kan komme frem. Denne strategi har tjent den godt. Den er 2'400 år gammel. Og nu fra under jorden til under vandet.
And what you're looking at here is an aerial photo take over eastern Oregon. And if the title "Searching for Armillaria Death Rings," sounds ominous, it is. The Armillaria is actually a predatory fungus, killing certain species of trees in the forest. It's also more benignly known as the honey mushroom or the "humongous fungus" because it happens to be one of the world's largest organisms as well. So with the help of some biologists studying the fungus, I got some maps and some GPS coordinates and chartered a plane and started looking for the death rings, the circular patterns in which the fungus kills the trees. So I'm not sure if there are any in this photo, but I do know the fungus is down there. And then this back down on the ground and you can see that the fungus is actually invading this tree. So that white material that you see in between the bark and the wood is the mycelial felt of the fungus, and what it's doing -- it's actually slowly strangling the tree to death by preventing the flow of water and nutrients. So this strategy has served it pretty well -- it's 2,400 years old. And then from underground to underwater.
Dette er en hjernekoral som lever i Tobago der er omkring 2'000 år gammel. Og jeg var nødt til at overvinde min frygt for dybt vand for at finde denne her. Dette er på omkring 60 fod, eller 18 meters, dybde. Og I kan se at der er nogle skader på korallens overflade. De er forårsaget af en stime papegøjefisk som var begyndt at spise den, heldigvis miste de interessen før de dræbte den. Endnu heldigere, ser den ud til at være uden for fare fra det nylige olieudslip. Men med det sagt, kunne vi lige så nemt have mistet en af de ældste levende skabninger på planeten, og det fulde omfang af den katastrofe er endnu ukendt.
This is a Brain Coral living in Tobago that's around 2,000 years old. And I had to overcome my fear of deep water to find this one. This is at about 60 feet or 18 meters, depth. And you'll see, there's some damage to the surface of the coral. That was actually caused by a school of parrot fish that had started eating it, though luckily, they lost interest before killing it. Luckily still, it seems to be out of harm's way of the recent oil spill. But that being said, we just as easily could have lost one of the oldest living things on the planet, and the full impact of that disaster is still yet to be seen.
Nu ser vi noget som jeg mener er en af de mest undseelige og standhaftige skabninger på planeten. Dette er en koloni af klonende bævre-asp træer der gror i Utah, som er 80'000 år gammel. Hvad der ligner en skov er faktisk kun et træ. Tænk, at det er et gigantisk rodsystem og hvert træ er et skud der kommer fra det system. Så det vi har er et stort forbundet, genetisk identisk individ som har levet i 80'000 år. Det er tilfældigvis også af hankøn, og, i teorien, udødelig.
Now this is something that I think is one of the most quietly resilient things on the planet. This is clonal colony of Quaking Aspen trees, living in Utah, that is literally 80,000 years old. What looks like a forest is actually only one tree. Imagine that it's one giant root system and each tree is a stem coming up from that system. So what you have is one giant, interconnected, genetically identical individual that's been living for 80,000 years. It also happens to be male and, in theory immortal.
(latter)
(Laughter)
Dette er også et klonende træ. Dette er en gran af slægten picea som med 9'550 år er en ren baby i skoven. Den nøjagtige placering af dette træ er hemmelig, for at beskytte det. Jeg talte med biologen der opdagede træet, og han fortalte mig at den ranglede gevækst i midten højst sandsynligt er forårsaget af klimaforandringer. Som det er blevet varmere på toppen af bjerget, har vegetationszonen rykket sig. Vi behøver altså ikke nødvendigvis at have direkte kontakt med disse organismer for at påvirke dem helt reelt.
This is a clonal tree as well. This is the spruce Gran Picea, which at 9,550 years is a mere babe in the woods. The location of this tree is actually kept secret for its own protection. I spoke to the biologist who discovered this tree, and he told me that that spindly growth you see there in the center is most likely a product of climate change. As it's gotten warmer on the top of the mountain, the vegetation zone is actually changing. So we don't even necessarily have to have direct contact with these organisms to have a very real impact on them.
Dette er Fortingall taksen. Nej, det var en joke. Dette er Fortingall taksen (latter) Men jeg tog det billede med fordi jeg ofte bliver spurgt, om der er nogle dyr med i projektet. Og bortset fra koraller, er svaret nej. Er der nogen der ved hvor gammel den ældste skildpadde er? Nogen gæt? (publikum: 300) Rachel Sussan: 300? Nej, 175 år er den ældste levende skildpadde, så det er ikke i nærheden af 2'000. Og måske har I hørt om den gigantiske musling der blev opdaget ud for den nordlige Islandske kyst som blev 405 år. Den døde dog i laboratoriet da de var ved at fastslå dens alder. Jeg synes den mest interressante nylige opdagelse er den såkaldte udødelige vandmand, som i laboratoriet er blevet observeret som værende i stand til at gå tilbage til et meget tidligt stadie efter at den har nået fuld modenhed. Med det sagt, er det meget usandsynligt at nogen vandmand vil kunne overleve så længe i det fri. Og tilbage til taksen her. Som det ses, står den på en kirkegård. Det er i Scotland. Den er beskyttet af en mur. Der er faktisk en række rigtig gamle taks på kirkegårde rundt om i Storbrittanien, men hvis I regner efter, vil I huske at det faktisk var taksene der kom først, derefter kirkerne.
This is the Fortingall Yew -- no, I'm just kidding -- this is the Fortingall Yew. (Laughter) But I put that slide in there because I'm often asked if there are any animals in the project. And aside from coral, the answer is no. Does anybody know how old the oldest tortoise is -- any guesses? (Audience: 300.) Rachel Sussman: 300? No, 175 is the oldest living tortoise, so nowhere near 2,000. And then, you might have heard of this giant clam that was discovered off the coast of northern Iceland that reached 405 years old. However, it died in the lab as they were determining its age. The most interesting discovery of late, I think is the so-called immortal jellyfish, which has actually been observed in the lab to be able to be able to revert back to the polyp state after reaching full maturity. So that being said, it's highly unlikely that any jellyfish would survive that long in the wild. And back to the yew here. So as you can see, it's in a churchyard; it's in Scotland. It's behind a protective wall. And there are actually a number or ancient yews in churchyards around the U.K., but if you do the math, you'll remember it's actually the yew trees that were there first, then the churches.
Og nu ned til en anden verdensdel. Jeg havde lejlighed til at rejse rundt i Limpopo provinsen i Sydafrika sammen med en ekspert i Baobab træer. Vi så en hel del af dem, og dette er sandsynligvis det ældste. Det er omkring 2'000 år, og bliver kaldt Sagole baobaben. Jeg betragter alle disse organismer som palimpsester. De indeholder tusinder af år af deres egen historie og samtidigt bærer de også vidnesbyrd om naturlige og menneskeskabte hændelser. Baobaberne er et særligt godt eksempel på dette. I kan se at dette træ har navne skåret ud ved dets fod, men har også spor af naturlige hændelser. Baobab træer har en tendens til at blive brede i midten og hule når de ældes. Dette kan skabe udmærkede naturlige opholdssteder for dyr, men de er også blevet udnyttet til nogle lidt tvivlsomme menneskelige aktiviteter, blandt andet en bar, et fængsel og endda et toilet inde i et træ.
And now down to another part of the world. I had the opportunity to travel around the Limpopo Province in South Africa with an expert in Baobab trees. And we saw a number of them, and this is most likely the oldest. It's around 2,000, and it's called the Sagole Baobab. And you know, I think of all of these organisms as palimpsests. They contain thousands of years of their own histories within themselves, and they also contain records of natural and human events. And the Baobabs in particular are a great example of this. You can see that this one has names carved into its trunk, but it also records some natural events. So the Baobabs, as they get older, tend to get pulpy in their centers and hollow out. And this can create great natural shelters for animals, but they've also been appropriated for some rather dubious human uses, including a bar, a prison and even a toilet inside of a tree.
Dette leder os til endnu en af mine favoritter -- jeg tror måske bare fordi den er så usædvanlig. Denne plante hedder welwitschia, og den gror udelukkende i kystnære egne af Namibia og Angola, hvor den har tilpasset sig til at samle fugt fra havets dug. Den er egentlig et træ. Det er et primitivt nåletræ. I vil se at den bærer kogler i midten. Og det der ligner two store samlinger af blade, er bare to enkelte blade. De bliver flået fra hinanden over tid af de barske ørkenbetingelser. Den taber aldrig bladene så den er også kendetegnet ved at have de længste blade i planteriget. Jeg talte med en biolog i den botaniske have Kirstenbosch i Capetown og spurgte hvor han troede denne bemærkelsesværdige plante kommer fra, og hans tanke var, at når man rejser rundt i Namibia ser man en del forstenede skove, og stammerne er alle -- stammerne er alle store nåletræer, men stadig er der ikke noget spor efter hvor de kom fra. Så hans tanke var at oversvømmelser i det nordlige Afrika bragte disse nåletræer ned for titusindvis af år siden, som resulterede i denne bemærkelsesværdige tilpasning til dette unikke ørkenmiljø.
And this brings me to another favorite of mine -- I think, because it is just so unusual. This plant is called the Welwitschia, and it lives only in parts of coastal Namibia and Angola, where it's uniquely adapted to collect moisture from mist coming off the sea. And what's more, it's actually a tree. It's a primitive conifer. You'll notice that it's bearing cones down the center. And what looks like two big heaps of leaves, is actually two single leaves that get shredded up by the harsh desert conditions over time. And it actually never sheds those leaves, so it also bears the distinction of having the longest leaves in the plant kingdom. I spoke to a biologist at the Kirstenbosch Botanical Garden in Capetown to ask him where he thought this remarkable plant came from, and his thought was that if you travel around Namibia, you see that there are a number of petrified forests, and the logs are all -- the logs are all giant coniferous trees, and yet there's no sign of where they might have come from. So his thought was that flooding in the north of Africa actually brought those coniferous trees down tens of thousands of years ago, and what resulted was this remarkable adaptation to this unique desert environment.
Dette er hvad jeg finder mest poetisk af alle de ældste levende skabninger. Dette er noget der kaldes en underjordisk skov. Jeg snakkede med en botanist i den botaniske have i Pretoria, som forklarede at visse træarter har tilpasset sig regionen. Den er præget af bushområder som er tørre og udsættes for en masse brande, så det disse træer har gjort er, hvis I forestiller jer dette er kronen, og dette er jordoverfladen, forestil jer at det hele, det komplette træ migrerede ned under jorden, og det eneste tilbage over jorden er bladene der titter frem. På den måde vil en skovbrand nogenlunde svare til at få øjenbrynene branket. Træet kan nemt komme sig igen. Disse har også en tendens til at gro klonende, den ældste er 13'000 år gammel.
This is what I think is the most poetic of the oldest living things. This is something called an underground forest. So, I spoke to a botanist at the Pretoria Botanical Garden, who explained that certain species of trees have adapted to this region. It's bushfelt region, which is dry and prone to a lot of fires, as so what these trees have done is, if you can imagine that this is the crown of the tree, and that this is ground level, imagine that the whole thing, that whole bulk of the tree, migrated underground, and you just have those leaves peeping up above the surface. That way, when a fire roars through, it's the equivalent of getting your eyebrows singed. The tree can easily recover. These also tend to grow clonally, the oldest of which is 13,000 years old.
Tilbage i USA er der et par planter af tilsvarende alder. Dette er den klonende kreosot busk, som er omkring 12'000 år gammel. Hvis I har været i det Amerikanske vesten, ved I at kreosot busken er meget almindelig, men når det er sagt, så ser man at denne har en unik cirkulær form. Det der sker er at den vokser langsomt udad fra dens originale form. Og det er, igen, det forbundne rodsystem som gør den til et genetisk identisk individ. Busken har også en ven i nærheden -- i hvert fald tror jeg at de er venner. Dette er den klonende mojave yucca (palmelilje), omkring en mil væk, og den er lidt ældre end 12`000 år. Man ser at den har en lignende cirkulær form. Der er også yngre kloner der stikker op i landskabet bagved. Begge disse, yuccaen og kreosot busken, vokser på offentligt administreret jord, hvilket er meget anderledes end at være beskyttet i en nationalpark. Faktisk er dette område udlagt til brug for fritidskørsel med terrængående køretøjer.
Back in the U.S., there's a couple plants of similar age. This is the clonal Creosote bush, which is around 12,000 years old. If you've been in the American West, you know the Creosote bush is pretty ubiquitous, but that being said, you see that this has this unique, circular form. And what's happening is it's expanding slowly outwards from that original shape. And it's one -- again, that interconnected root system, making it one genetically identical individual. It also has a friend nearby -- well, I think they're friends. This is the clonal Mojave yucca, it's about a mile away, and it's a little bit older than 12,000 years. And you see it has that similar circular form. And there's some younger clones dotting the landscape behind it. And both of these, the yucca and the Creosote bush, live on Bureau of Land Management land, and that's very different from being protected in a national park. In fact, this land is designated for recreational all-terrain vehicle use.
Så, nu vil jeg vise jer hvad der meget vel kan være den ældste levende organisme på planeten. Dette er sibiriske actinobakterier som er mellem 400'000 og 600'000 år gamle. Denne bakterie blev opdaget for adskillige år siden af et hold planetare biologer som håbede på at få viden om liv på andre planrter ved at undersøge de hårdeste betingelser på vores egen. Og ved at studere permafrosten fandt de denne bakterie. Men hvad der er unikt ved den er at den udfører DNA reparationer under frysepunktet. Det betyder at den ikke er i dvale. Den har faktisk levet og vokset i en halv million år. Det er formentlig også den mest sårbare af de ældste levende organismer, for hvis permafrosten smelter, overlever den ikke.
So, now I want to show what very well might be the oldest living thing on the planet. This is Siberian Actinobacteria, which is between 400,000 and 600,000 years old. This bacteria was discovered several years ago by a team of planetary biologists hoping to find clues to life on other planets by looking at one of the harshest conditions on ours. And what they found, by doing research into the permafrost, was this bacteria. But what's unique about it is that it's doing DNA repair below freezing. And what that means is that it's not dormant -- it's actually been living and growing for half a million years. It's also probably one the most vulnerable of the oldest living things, because if the permafrost melts, it won't survive.
Dette er et kort jeg har lavet over de ældste levende organismer, så I kan få en ide om hvor de befinder sig; som det ses over hele verden. De blå flag indikerer organismer jeg allerede har fotograferet, og de røde er steder jeg stadig prøver at nå frem til. I kan også se at der er et flag på Antarktis. Jeg vil forsøge at rejse derned for at finde 5'000 år gammelt mos, som lever på den Antarktiske Halvø.
This is a map that I've put together of the oldest living things, so you can get a sense of where they are; you see they're all over the world. The blue flags represent things that I've already photographed, and the reds are places that I'm still trying to get to. You'll see also, there's a flag on Antarctica. I'm trying to travel there to find 5,000 year-old moss, which lives on the Antarctic Peninsula.
Så jeg vil tro jeg har omkring to år tilbage på dette projekt -- i denne fase, men efter 5 år, føler jeg at jeg har fundet ind til kernen i dette arbejde. De ældste levende organismer i verden er en fortegnelse og en hyldest til vores fortid, et opråb om handling i nutiden og et barometer for vores fremtid. De har overlevet i årtusinder i ørkener, i permafrosten, på toppen af bjerge og på bunden af havet. De har modstået ufortalte naturlige plager og menneskelige overgreb, men nu er nogle af dem i fare, og de kan ikke bare rejse sig op og flytte sig. Det er mit håb, at jeg ved at tage ud og finde disse organismer, kan hjælpe med at tiltrække opmærksomhed til deres bemærkelsesværdige modstandsdygtighed og hjælpe med til at sikre dem fortsat levetid ind i overskuelig fremtid.
So, I probably have about two more years left on this project -- on this phase of the project, but after five years, I really feel like I know what's at the heart of this work. The oldest living things in the world are a record and celebration of our past, a call to action in the present and a barometer of our future. They've survived for millennia in desert, in the permafrost, at the tops of mountains and at the bottom of the ocean. They've withstood untold natural perils and human encroachments, but now some of them are in jeopardy, and they can't just get up and get out of the way. It's my hope that, by going to find these organisms, that I can help draw attention to their remarkable resilience and help play a part in insuring their continued longevity into the foreseeable future.
Tak.
Thank you.
(bifald)
(Applause)