Da jeg gik på kunstskole, udviklede jeg en rystelse i min hånd, og dette var den mest lige streg jeg kunne tegne. Set i bakspejlet, var det faktisk godt til nogen ting, som at blande en spand maling eller ryste et polaroidbillede, men dengang var dette virkelig dommedagen. Dette var ødelæggelsen af min drøm om at blive kunstner.
So, when I was in art school, I developed a shake in my hand, and this was the straightest line I could draw. Now in hindsight, it was actually good for some things, like mixing a can of paint or shaking a Polaroid, but at the time this was really doomsday. This was the destruction of my dream of becoming an artist.
Rystelsen udviklede sig, virkelig, ud af en målrettet jagt på pointillisme, bare år med at lave bitte, bittesmå prikker. Og langt om længe gik disse prikker fra at være perfekt runde til mere at ligne haletudser, på grund af rystelsen. For at kompensere, fik jeg et fastere greb om pennen, og dette gjorde rystelsen gradvist værre, så jeg fik et endnu fastere greb om pennen. Og dette blev en ond ring der endte med at skabe så mange smerter og problemer med leddene, at jeg fik problemer med at holde fast på noget som helst. Og efter at bruge hele mit liv på at ville skabe kunst, forlod jeg kunstskolen, og så forlod jeg kunsten fuldstændigt.
The shake developed out of, really, a single-minded pursuit of pointillism, just years of making tiny, tiny dots. And eventually these dots went from being perfectly round to looking more like tadpoles, because of the shake. So to compensate, I'd hold the pen tighter, and this progressively made the shake worse, so I'd hold the pen tighter still. And this became a vicious cycle that ended up causing so much pain and joint issues, I had trouble holding anything. And after spending all my life wanting to do art, I left art school, and then I left art completely.
Men efter et par år, kunne jeg bare ikke holde mig væk fra kunst, og jeg besluttede mig for at gå til en neurolog om rystelsen og fandt ud af at jeg havde en permanent nerveskade. Og han kastede faktisk et blik på min snoede linje, og sagde, "Jamen, hvorfor tager du ikke rystelsen til dig?"
But after a few years, I just couldn't stay away from art, and I decided to go to a neurologist about the shake and discovered I had permanent nerve damage. And he actually took one look at my squiggly line, and said, "Well, why don't you just embrace the shake?"
Så det gjorde jeg. Jeg tog hjem, jeg tog fat på en blyant, og jeg lod bare min hånd ryste og ryste. Jeg lavede alle disse krussedulle tegninger. Og selvom det ikke var den slags kunst jeg i sidste ende brændte for at lave, føltes det fedt. Og endnu vigtigere, da jeg tog rystelsen til mig, blev jeg klar over at jeg stadig kunne skabe kunst. Jeg skulle bare finde en anden tilgang til at lave den kunst jeg gerne ville lave.
So I did. I went home, I grabbed a pencil, and I just started letting my hand shake and shake. I was making all these scribble pictures. And even though it wasn't the kind of art that I was ultimately passionate about, it felt great. And more importantly, once I embraced the shake, I realized I could still make art. I just had to find a different approach to making the art that I wanted.
Men, jeg nød stadig fragmenteringen i pointillismen, at se de bittesmå prikker samle sig til at lave denne samlede helhed. Så jeg begyndte at eksperimentere med andre måder at fragmentere billeder på hvor rystelsen ikke ville påvirke arbejdet, ligesom at dyppe mine fødder i maling og gå hen over et lærred, eller, i en 3D struktur der består af stolper, skabe et 2D billede ved at brænde det med en skærebrænder. Jeg opdagede, at hvis jeg arbejdede på større skala og med større materialer, gjorde det ikke ondt i min hånd, og efter at være gået fra en enkelt tilgang til kunst, endte jeg med at have en tilgang til kreativitet der fuldstændig ændrede min kunstneriske horisonter. Dette var den første gang jeg var stødt på denne ide at tage en begrænsning til sig faktisk kunne drive kreativitet.
Now, I still enjoyed the fragmentation of pointillism, seeing these little tiny dots come together to make this unified whole. So I began experimenting with other ways to fragment images where the shake wouldn't affect the work, like dipping my feet in paint and walking on a canvas, or, in a 3D structure consisting of two-by-fours, creating a 2D image by burning it with a blowtorch. I discovered that, if I worked on a larger scale and with bigger materials, my hand really wouldn't hurt, and after having gone from a single approach to art, I ended up having an approach to creativity that completely changed my artistic horizons. This was the first time I'd encountered this idea that embracing a limitation could actually drive creativity.
På det tidspunkt, var jeg ved at være færdig med skole, og jeg var så begejstret for at få et rigtigt arbejde og endelig få råd til nye kunstforsyninger. Jeg havde dette forfærdelige, lille sæt af redskaber, og jeg havde det som om jeg kunne gøre så meget mere med de forsyninger som jeg mente en kunstner skulle have. Jeg havde faktisk ikke en almindelig saks. Jeg brugte disse metalsakse indtil jeg stjal en saks fra det kontor jeg arbejde på.
At the time, I was finishing up school, and I was so excited to get a real job and finally afford new art supplies. I had this horrible little set of tools, and I felt like I could do so much more with the supplies I thought an artist was supposed to have. I actually didn't even have a regular pair of scissors. I was using these metal shears until I stole a pair from the office that I worked at.
Så jeg kom ud fra skolen, jeg fik et job, jeg fik en løncheck, jeg gik ind i en kunsthandel, og jeg gik amok i at købe forsyninger. Og da jeg så kom hjem, satte jeg mig ned og jeg stillede mig selv den opgave at jeg skulle prøve at skabe noget der var fuldstændig anderledes. Men jeg sad der i flere timer, og jeg kunne ikke finde på noget. Det samme skete den næste dag, og den næste, og jeg faldt hurtigt i en kreativ nedgangsperiode. Og jeg var i et mørkt sted i lang tid, og var ikke i stand til at skabe. Og det gav ingen mening, fordi jeg var endelig i stand til at forsørge min kunst, og alligevel var jeg kreativt set blank.
So I got out of school, I got a job, I got a paycheck, I got myself to the art store, and I just went nuts buying supplies. And then when I got home, I sat down and I set myself to task to really try to create something just completely outside of the box. But I sat there for hours, and nothing came to mind. The same thing the next day, and then the next, quickly slipping into a creative slump. And I was in a dark place for a long time, unable to create. And it didn't make any sense, because I was finally able to support my art, and yet I was creatively blank.
Men i takt med at jeg kiggede rundt i mørket, blev jeg klar over at jeg faktisk blev lammet af alle de valgmuligheder jeg aldrig havde haft før. Og det var da, at jeg tænkte tilbage på mine rystende hænder. Tag rystelsen til dig. Og jeg blev klar over, at hvis jeg ville have min kreativitet tilbage, skulle jeg holde op med at prøve så meget at tænke uden for kassen og gå tilbage i den.
But as I searched around in the darkness, I realized I was actually paralyzed by all of the choices that I never had before. And it was then that I thought back to my jittery hands. Embrace the shake. And I realized, if I ever wanted my creativity back, I had to quit trying so hard to think outside of the box and get back into it.
Jeg undrede mig over, om man kunne blive mere kreativ, så, ved at kigge på begrænsningerne? Hvad hvis jeg kun kunne skabe med forsyninger for en dollar? På dette tidspunkt, tilbragte jeg mange af mine aftener i -- jamen, jeg tror at jeg stadig tilbringer mange af mine aftener hos Starbucks -- men jeg ved at man kan bede om en ekstra kop hvis man vil have en, så jeg besluttede at bede om 50. Overraskende nok, gav de mig dem bare, og så med nogle blyanter jeg allerede havde, lavede jeg dette projekt for kun 80 cent. Det blev virkelig et øjeblik af afklaring for mig at vi først har brug for at blive begrænset for at blive grænseløse.
I wondered, could you become more creative, then, by looking for limitations? What if I could only create with a dollar's worth of supplies? At this point, I was spending a lot of my evenings in -- well, I guess I still spend a lot of my evenings in Starbucks — but I know you can ask for an extra cup if you want one, so I decided to ask for 50. Surprisingly, they just handed them right over, and then with some pencils I already had, I made this project for only 80 cents. It really became a moment of clarification for me that we need to first be limited in order to become limitless.
Jeg tog denne tilgang af at tænke uden for kassen til mit lærred, og jeg undrede mig over, hvad nu hvis, i stedet for at male på lærredet, jeg kun kunne male på mit bryst? Så jeg malede 30 billeder, et lag ad gangen, det ene oven på det andet, hvor hvert billede repræsenterer en indflydelse i mit liv. Eller hvad hvis, i stedet for at male med en pensel, jeg kun kunne male med karate hug? (Latter) Så jeg dypper mine hænder i maling, og jeg angreb bare lærredet, og jeg slog faktisk så hårdt, at jeg stødte ledet i min lillefinger og den sad fast i en lige tilstand i et par uger.
I took this approach of thinking inside the box to my canvas, and wondered what if, instead of painting on a canvas, I could only paint on my chest? So I painted 30 images, one layer at a time, one on top of another, with each picture representing an influence in my life. Or what if, instead of painting with a brush, I could only paint with karate chops? (Laughter) So I'd dip my hands in paint, and I just attacked the canvas, and I actually hit so hard that I bruised a joint in my pinkie and it was stuck straight for a couple of weeks.
(Latter) (Bifald)
(Laughter) (Applause)
Eller, hvad hvis jeg i stedet for at være afhængig af mig selv, var afhængig af at andre mennesker skabte indholdet af kunsten? Så i seks dage, levede jeg foran et webcam. Jeg sov på gulvet og jeg spiste takeaway, og jeg bad folk om at ringe til mig og dele en historie med mig om et livsforandrende øjeblik. Deres historier blev kunsten i takt med at jeg skrev dem på det omdrejende lærred.
Or, what if instead of relying on myself, I had to rely on other people to create the content for the art? So for six days, I lived in front of a webcam. I slept on the floor and I ate takeout, and I asked people to call me and share a story with me about a life-changing moment. Their stories became the art as I wrote them onto the revolving canvas.
(Bifald) Eller, hvad hvis jeg i stedet for at kunst til udstilling, skulle ødelægge det? Dette virkede til at være den ultimative begrænsning, at være en kunstner uden kunst. Denne ødelæggelses ide forvandlede sig til et årelangt projekt som jeg kaldte Goodbye Art, hvor hvert eneste stykke kunst skulle ødelægges efter dens skabelse. I begyndelsen af Goodbye Art, fokuserede jeg på tvungen ødelæggelse, ligesom dette billede af Jimi Hendrix, skabt med over 7.000 tændstikker. (Latter) Så åbnede jeg det for at skabe kunst der blev ødelagt på en naturlig måde. Jeg kiggede efter midlertidige materialer, som at spytte mad ud -- (Latter) -- fortovskridt og selv frossen vin.
(Applause) Or what if instead of making art to display, I had to destroy it? This seemed like the ultimate limitation, being an artist without art. This destruction idea turned into a yearlong project that I called Goodbye Art, where each and every piece of art had to be destroyed after its creation. In the beginning of Goodbye Art, I focused on forced destruction, like this image of Jimi Hendrix, made with over 7,000 matches. (Laughter) Then I opened it up to creating art that was destroyed naturally. I looked for temporary materials, like spitting out food -- (Laughter) — sidewalk chalk and even frozen wine.
Den sidste iteration af ødelæggelse var at prøve at skabe noget der faktisk ikke eksisterede til at starte med. Så jeg sørgede for levende lys på bordet, jeg tændte dem, og så pustede jeg dem ud, så gentog jeg denne process igen og ugen med det samme levende lys, så samlede jeg videoerne til et større billede. Så slutbilledet var aldrig synligt som en fysisk helhed. Det blev ødelagt inden det nogensinde eksisterede.
The last iteration of destruction was to try to produce something that didn't actually exist in the first place. So I organized candles on a table, I lit them, and then blew them out, then repeated this process over and over with the same set of candles, then assembled the videos into the larger image. So the end image was never visible as a physical whole. It was destroyed before it ever existed.
I løbet af Goodbye Art serien, skabte jeg 23 forskellige stykker uden noget til overs at fremvise fysisk. Det jeg troede ville være den ultimative begrænsning viste sig faktisk at være den ultimative frisættelse, da hver gang jeg skabte, bragte ødelæggelsen mig tilbage til et neutralt sted hvor jeg følte mig forfrisket og klar til at starte det næste projekt. Det skete ikke fra den ene dag til den anden. Der var tider hvor det ikke lykkedes at starte mit projekt, eller, endnu værre, efter at have brugt virkelig meget tid på det var slutbilledet på en måde pinligt. Men fordi jeg havde forpligtet mig til processen, fortsatte jeg,
In the course of this Goodbye Art series, I created 23 different pieces with nothing left to physically display. What I thought would be the ultimate limitation actually turned out to be the ultimate liberation, as each time I created, the destruction brought me back to a neutral place where I felt refreshed and ready to start the next project. It did not happen overnight. There were times when my projects failed to get off the ground, or, even worse, after spending tons of time on them the end image was kind of embarrassing. But having committed to the process, I continued on,
og der kom noget virkelig overraskende ud af dette. I takt med at jeg ødelagde hvert projekt, lærte jeg at give slip, at give slip på resultater, at give slip på fiaskoer, og at give slip på ufuldkommenhed. Og til gengælde, fandt jeg processen af at skabe kunst der er evig og ubehæftet af resultater. Jeg opdagede mig selv i en tilstand af konstant skabelse, og tænkte kun på hvad der var det næste og fandt på flere ideer end nogensinde før.
and something really surprising came out of this. As I destroyed each project, I was learning to let go, let go of outcomes, let go of failures, and let go of imperfections. And in return, I found a process of creating art that's perpetual and unencumbered by results. I found myself in a state of constant creation, thinking only of what's next and coming up with more ideas than ever.
Da jeg kom tilbage efter mine tre år væk fra kunsten, væk fra min drøm, bare at gennemgå følelserne, i stedet for at prøve at finde en anderledes måde at fortsætte den drøm på, stoppede jeg bare, jeg gav op. Og hvad hvis jeg ikke tog rystelsen til mig? Fordi at tage rystelsen til mig handlede ikke kun om kunst og at have kunstneriske evner, det viste sig at handle om livet, og at have livs evner. Fordi i sidste ende, det meste af det vi gør sker her, indenfor kassen, med begrænsede ressourcer. At lære at være kreativ indenfor vores begrænsede muligheder er det bedste håb vi har for at transformere os selv og, kollektivt, at transformere vores verden.
When I think back to my three years away from art, away from my dream, just going through the motions, instead of trying to find a different way to continue that dream, I just quit, I gave up. And what if I didn't embrace the shake? Because embracing the shake for me wasn't just about art and having art skills. It turned out to be about life, and having life skills. Because ultimately, most of what we do takes place here, inside the box, with limited resources. Learning to be creative within the confines of our limitations is the best hope we have to transform ourselves and, collectively, transform our world.
At se på begrænsninger som en kilde til kreativitet ændrede mit livs retning. Når jeg nu løber ind i en grænse eller jeg føler at jeg er kreativt tom, kæmper jeg stadig nogen gange, men jeg bliver ved med at møde op til processen og prøver at minde mig selv om mulighederne, som at bruge hundredvis at ægte, levende orme til at lave et billede, at bruge en tegnestift til at tatovere en banan, eller male et billede med fedt fra en hamburger.
Looking at limitations as a source of creativity changed the course of my life. Now, when I run into a barrier or I find myself creatively stumped, I sometimes still struggle, but I continue to show up for the process and try to remind myself of the possibilities, like using hundreds of real, live worms to make an image, using a pushpin to tattoo a banana, or painting a picture with hamburger grease.
(Latter)
(Laughter)
Et af mine nyere forsøg er at prøve at oversætte kreativitetens vaner som jeg har lært til noget som andre kan reproducere.
One of my most recent endeavors is to try to translate the habits of creativity that I've learned into something others can replicate.
Begrænsninger kan komme fra de mest uventede steder til at udnytte kreativitet, men måske en af de bedste måder til at få os selv ud af rillerne, er at revurdere og udfordre de accepterede normer. Og i stedet for at fortælle hinanden at gribe dagen, kan vi hver dag måske minde os selv om at gribe begrænsningen.
Limitations may be the most unlikely of places to harness creativity, but perhaps one of the best ways to get ourselves out of ruts, rethink categories and challenge accepted norms. And instead of telling each other to seize the day, maybe we can remind ourselves every day to seize the limitation.
Tak.
Thank you.
(Bifald)
(Applause)