Det I gør, lige nu, i dette øjeblik, dræber jer. Mere end biler eller internettet eller selv det lille mobile apparat vi bliver ved med at snakke om, teknologien I bruger næsten hver eneste dag er denne, jeres bagdel. Nu til dags sidder mennesker 9,3 timer om dagen, hvilket er mere end vi sover, 7,7 timer. At sidde ned er så utrolig udbredt, at vi ikke engang stiller spørgsmål ved hvor meget vi gør det, og fordi alle andre gør det, går det ikke engang op for os at det ikke er okay. På den måde, er det at sidde ned blevet rygning i vores generation.
What you're doing, right now, at this very moment, is killing you. More than cars or the Internet or even that little mobile device we keep talking about, the technology you're using the most almost every day is this, your tush. Nowadays people are sitting 9.3 hours a day, which is more than we're sleeping, at 7.7 hours. Sitting is so incredibly prevalent, we don't even question how much we're doing it, and because everyone else is doing it, it doesn't even occur to us that it's not okay. In that way, sitting has become the smoking of our generation.
Selvfølgelig er der, skræmmende helbredsfølger til dette, ud over taljen. Ting som brystkræft og tarmkræft er direkte forbundet med vores mangel på fysisk [aktivitet], ti procent faktisk, i begge tilfælde. Seks procent for hjertelidelser, syv procent for type 2 diabetes, hvilket er det min far døde af. Enhver af de statistikker bør overbevise hver af os om at vi skulle lette røven mere, men hvis I er tilnærmelsesvis ligesom mig, gør I ikke det.
Of course there's health consequences to this, scary ones, besides the waist. Things like breast cancer and colon cancer are directly tied to our lack of physical [activity], Ten percent in fact, on both of those. Six percent for heart disease, seven percent for type 2 diabetes, which is what my father died of. Now, any of those stats should convince each of us to get off our duff more, but if you're anything like me, it won't.
Det der fik mig i gang var en social interaktion. Nogen inviterede mig til et møde, men kunne ikke få plads til mig i et almindeligt konference mødelokale, og sagde, "Jeg skal lufte mine hunde i morgen. Har du mulighed for at komme der?" Det virkede mærkeligt at gøre det, og faktisk, ved det første møde, kan jeg huske at jeg tænkte, "Jeg skal være den der stiller det næste spørgsmål," fordi jeg vidste at jeg ville komme til at puste og gispe i løbet af denne samtale. Og alligevel har jeg taget den ide og gjort den til min egen. I stedet for at tage til kaffemøder eller møder i konference lokaler der er oplyst af lysstofrør, beder jeg folk om at tage på et gående møde, til noget der ligner 30 eller 50 kilometer om ugen. Det har ændret mit liv.
What did get me moving was a social interaction. Someone invited me to a meeting, but couldn't manage to fit me in to a regular sort of conference room meeting, and said, "I have to walk my dogs tomorrow. Could you come then?" It seemed kind of odd to do, and actually, that first meeting, I remember thinking, "I have to be the one to ask the next question," because I knew I was going to huff and puff during this conversation. And yet, I've taken that idea and made it my own. So instead of going to coffee meetings or fluorescent-lit conference room meetings, I ask people to go on a walking meeting, to the tune of 20 to 30 miles a week. It's changed my life.
Men inden det, det der faktisk skete var, at jeg plejede at tænke på det som, at man kunne tage sig af sit helbred, eller man kunne tage sig af forpligtelserne, og den ene lykkedes altid på bekostning af den anden. Og adskillige hundrede af disse gående møder senere, har jeg lært et par ting.
But before that, what actually happened was, I used to think about it as, you could take care of your health, or you could take care of obligations, and one always came at the cost of the other. So now, several hundred of these walking meetings later, I've learned a few things.
For det første, er der denne utrolige ting om faktisk at komme ud af kassen der leder til at tænke uden for kassen. Hvad enten det er naturen eller selve motionen, så fungerer det bestemt.
First, there's this amazing thing about actually getting out of the box that leads to out-of-the-box thinking. Whether it's nature or the exercise itself, it certainly works.
Og for det andet, og formentlig den mere reflekterende, handler om hvor meget vi hver især kan holde problemerne i opposition når de i virkeligheden ikke er på den måde. Og hvis vi vil løse problemer og se på verden på en helt anden måde, hvad enten det er i ledelse eller forretning eller miljø spørgsmål, jobskabelse, kan vi måske tænke på hvordan vi kan omfortolke de problemer så begge ting er sande. Fordi det var da det skete med denne gå-og-tale ide at tingene blev overkommelige og holdbare og realistiske.
And second, and probably the more reflective one, is just about how much each of us can hold problems in opposition when they're really not that way. And if we're going to solve problems and look at the world really differently, whether it's in governance or business or environmental issues, job creation, maybe we can think about how to reframe those problems as having both things be true. Because it was when that happened with this walk-and-talk idea that things became doable and sustainable and viable.
Så jeg begyndte på denne samtale om at tale om bagdelen, og jeg vil ende på bundlinjen, som er, gå og tal. Gå snakken. Man vil blive overrasket over hvordan frisk luft får en til at tænke bedre, og måden man gør det på, bringer man et helt nyt sæt ideer ind i ens liv.
So I started this talk talking about the tush, so I'll end with the bottom line, which is, walk and talk. Walk the talk. You'll be surprised at how fresh air drives fresh thinking, and in the way that you do, you'll bring into your life an entirely new set of ideas.
Tak.
Thank you.
(Bifald)
(Applause)