For mig begyndte denne historie for 15 år siden, da jeg var læge på et hospice ved University of Chicago. Og jeg tog mig af døende og deres familier i Chicagos South Side kvarter . Og jeg observerede hvad der skete med menneskene og deres familier i løbet af deres dødelige sygdom. Og i mit laboratorium studerede jeg enke-effekten, som er en meget gammel ide i den sociale videnskab, der er 150 år gammel, kendt som "at dø af et knust hjerte." Så når jeg dør, for eksempel, vil min kones risiko for at dø fordobles i det første år. Og jeg tog mig på det tidspunkt af en bestemt patient, en demens-ramt kvinde, der var ved at dø. Og i dette tilfælde, i modsætning til dette par, var det datteren der tog sig af hende. Og datteren var udmattet af at tage sig af sin mor. Og datterens mand, han var også træt af sin kones udmattelse. Og jeg kørte hjem en dag, og jeg fik en opringning fra mandens ven, der ringede til mig, fordi han var deprimeret over det der skete med hans ven. Så jeg får en opringning fra denne tilfældige fyr som har en oplevelse -- som bliver påvirket af mennesker -- på en vis social afstand.
For me, this story begins about 15 years ago, when I was a hospice doctor at the University of Chicago. And I was taking care of people who were dying and their families in the South Side of Chicago. And I was observing what happened to people and their families over the course of their terminal illness. And in my lab, I was studying the widower effect, which is a very old idea in the social sciences, going back 150 years, known as "dying of a broken heart." So, when I die, my wife's risk of death can double, for instance, in the first year. And I had gone to take care of one particular patient, a woman who was dying of dementia. And in this case, unlike this couple, she was being cared for by her daughter. And the daughter was exhausted from caring for her mother. And the daughter's husband, he also was sick from his wife's exhaustion. And I was driving home one day, and I get a phone call from the husband's friend, calling me because he was depressed about what was happening to his friend. So here I get this call from this random guy that's having an experience that's being influenced by people at some social distance.
Og jeg blev pludselig klar over to meget simple ting: For det første, at enke-effekten ikke udelukkende påvirkede ægtepar. For det andet at det ikke udelukkende påvirkede <i>par</i>. Og jeg begyndte at se verden på en helt anden måde, som par af mennesker der var forbundet med hinanden. Og så blev jeg klar over at disse individer var forbundet i grupper af fire med andre par af mennesker i nærheden. Og så, faktisk, at disse mennesker var rodfæstet i andre slags forhold: ægteskab og venskab og andre forbindelser. Og at disse forbindelser var umådeligt omfattende, og at vi alle var forbundet i denne brede samling af forbindelser med hinanden. Jeg begyndte at se verden på en helt anden måde og jeg blev besat af denne synsvinkel. Jeg blev besat af hvordan det kunne være at vi er rodfæstet i disse sociale netværk, og hvordan de påvirker vores liv. Sociale netværk er disse komplicerede, smukke ting, og de er så udførlige og så komplekse og så allestedsnærværende, faktisk, at man er nødt til undre sig over hvilke formål de tjener. Hvorfor er vi rodfæstet i sociale netværk? Jeg mener, hvordan bliver de skabt? Hvordan fungerer de? Og hvordan påvirker de os?
And so I suddenly realized two very simple things: First, the widowhood effect was not restricted to husbands and wives. And second, it was not restricted to pairs of people. And I started to see the world in a whole new way, like pairs of people connected to each other. And then I realized that these individuals would be connected into foursomes with other pairs of people nearby. And then, in fact, these people were embedded in other sorts of relationships: marriage and spousal and friendship and other sorts of ties. And that, in fact, these connections were vast and that we were all embedded in this broad set of connections with each other. So I started to see the world in a completely new way and I became obsessed with this. I became obsessed with how it might be that we're embedded in these social networks, and how they affect our lives. So, social networks are these intricate things of beauty, and they're so elaborate and so complex and so ubiquitous, in fact, that one has to ask what purpose they serve. Why are we embedded in social networks? I mean, how do they form? How do they operate? And how do they effect us?
Mit første genstandsområde i denne sammenhæng var ikke døden, men derimod fedme. Det var blevet trendy at tale om "fedme-epidemien." Og, sammen med min samarbejdspartner, James Fowler, begyndte vi at undre os over om fedme i virkeligheden var en epidemi og kunne brede sig fra person til person ligesom de fire mennesker jeg nævnte tidligere. Dette er et dias med nogle af vores tidlige resultater. Det forestiller 2.200 mennesker i år 2000. Hver prik er en person. Vi gør prikkens størrelse proportionel med personens kropsstørrelse; så større prikker er større mennesker. Derudover, hvis ens kropsstørrelse, hvis ens BMI, ens body mass index, er over 30 -- hvis man er klinisk overvægtig -- gjorde vi også prikkerne gule. Hvis man ser på dette billede, ser man måske med det samme at der er klynger af fede mennesker og ikke-fede mennesker på billedet. Men den visuelle kompleksitet er stadig meget stor. Det er ikke umiddelbart klart, hvad der foregår her. Derudover opstår der med det samme nogle spørgsmål: Hvor meget klyngedannelse er der her? Er der mere klyngedannelse end der ville være, kun på grund af tilfælde? Hvor store er klyngerne? Hvor stor rækkevide har de? Og vigtigst af alt, hvad forårsager klyngerne?
So my first topic with respect to this, was not death, but obesity. It had become trendy to speak about the "obesity epidemic." And, along with my collaborator, James Fowler, we began to wonder whether obesity really was epidemic and could it spread from person to person like the four people I discussed earlier. So this is a slide of some of our initial results. It's 2,200 people in the year 2000. Every dot is a person. We make the dot size proportional to people's body size; so bigger dots are bigger people. In addition, if your body size, if your BMI, your body mass index, is above 30 -- if you're clinically obese -- we also colored the dots yellow. So, if you look at this image, right away you might be able to see that there are clusters of obese and non-obese people in the image. But the visual complexity is still very high. It's not obvious exactly what's going on. In addition, some questions are immediately raised: How much clustering is there? Is there more clustering than would be due to chance alone? How big are the clusters? How far do they reach? And, most importantly, what causes the clusters?
Vi lavede nogle beregninger for at studere størrelsen på disse klynger. Dette viser, på Y-aksen, forøgelsen i sandsynligheden for at personen er overvægtig ud fra at en af deres sociale kontakter er overvægtig og, på X-aksen, graden af adskillelse mellem de to mennesker. Helt til venstre, ser man den lilla linje. Den siger at, hvis ens venner er ekstremt overvægtige, er ens egen risiko for fedme 45 procent højere. Og den næste linje, den orange (røde) linje, fortæller at hvis ens vens ven er ekstremt overvægtig, er ens egen risiko for fedme 25 procent højere. Og så fortæller den næste linje at hvis ens vens vens ven, en man sikkert ikke engang kender, er ekstremt overvægtig, er ens egen risiko for fedme 10 procent forøget. Og det er kun når man har venners venners venners venner at der ikke længere er noget forhold mellem den persons kropsstørrelse og ens egen kropsstørrelse.
So we did some mathematics to study the size of these clusters. This here shows, on the Y-axis, the increase in the probability that a person is obese given that a social contact of theirs is obese and, on the X-axis, the degrees of separation between the two people. On the far left, you see the purple line. It says that, if your friends are obese, your risk of obesity is 45 percent higher. And the next bar over, the [red] line, says if your friend's friends are obese, your risk of obesity is 25 percent higher. And then the next line over says if your friend's friend's friend, someone you probably don't even know, is obese, your risk of obesity is 10 percent higher. And it's only when you get to your friend's friend's friend's friends that there's no longer a relationship between that person's body size and your own body size.
Jamen, hvad er det, der forårsager denne klyngedannelse? Der er i hvert fald tre muligheder: En mulighed er at, når jeg tager på, får det dig til at tage på. En slags induktion, en slags spredning fra person til person. En anden mulighed, meget åbenlys, er homofili, eller, mennesker der har noget til fælles samler sig; "her, jeg knytter mig til dig fordi du og jeg har samme kropsstørrelse." Og den sidste mulighed er det der er kendt som forvirring, fordi det forvirrer vores evne til at regne ud hvad der sker. Og her er ideen ikke, at min vægtforøgelse er årsagen bag din vægtforøgelse, ej heller at jeg fortrinsvis knytter mig til dig fordi du og jeg har den samme kropsstørrelse, men i stedet at vi deler en fælles eksponering til noget, som for eksempel et motionscenter der får os begge til at tabe os på samme tid.
Well, what might be causing this clustering? There are at least three possibilities: One possibility is that, as I gain weight, it causes you to gain weight. A kind of induction, a kind of spread from person to person. Another possibility, very obvious, is homophily, or, birds of a feather flock together; here, I form my tie to you because you and I share a similar body size. And the last possibility is what is known as confounding, because it confounds our ability to figure out what's going on. And here, the idea is not that my weight gain is causing your weight gain, nor that I preferentially form a tie with you because you and I share the same body size, but rather that we share a common exposure to something, like a health club that makes us both lose weight at the same time.
Da vi studerede disse data, fandt vi bevis for alle disse ting, inklusiv induktion. Og vi fandt ud af, at hvis ens ven bliver ekstremt overvægtig forhøjer det ens egen risiko for fedme med 57 procent indenfor den samme tidsperiode. Der kan være mange mekanismer bag denne effekt: én mulighed er at ens venner siger noget til en, som -- de tillægger sig en adfærd der spreder sig til en -- som hvis de siger, "Lad os gå ud og få muffins og øl," som er en forfærdelig kombination. (Latter) Men man tillægger sig den samme kombination, og så begynder man at tage på ligesom dem. En anden mere subtil mulighed er at de tager på i vægt, og det ændrer ens fornemmelse af hvordan en acceptabel kropsstørrelse ser ud. Det, der spreder sig fra person til person her, er ikke adfærd, men en norm: En idé spreder sig.
When we studied these data, we found evidence for all of these things, including for induction. And we found that if your friend becomes obese, it increases your risk of obesity by about 57 percent in the same given time period. There can be many mechanisms for this effect: One possibility is that your friends say to you something like -- you know, they adopt a behavior that spreads to you -- like, they say, "Let's go have muffins and beer," which is a terrible combination. (Laughter) But you adopt that combination, and then you start gaining weight like them. Another more subtle possibility is that they start gaining weight, and it changes your ideas of what an acceptable body size is. Here, what's spreading from person to person is not a behavior, but rather a norm: An idea is spreading.
Dem, der skriver overskrifterne fik meget sjov ud af vores studier. Jeg tror overskriften i New York Times var, "Tager du på? Bebrejd dine fede venner." (Latter) Det der var interessant for os var, at de europæiske overskrifter havde en anden vinkel: De sagde, "Tager dine venner på? Måske er det din skyld." (Latter) Vi følte at det var en afslørende beskrivelse af USA, og en slags selvoptaget, "ikke mit ansvar" slags fænomen.
Now, headline writers had a field day with our studies. I think the headline in The New York Times was, "Are you packing it on? Blame your fat friends." (Laughter) What was interesting to us is that the European headline writers had a different take: They said, "Are your friends gaining weight? Perhaps you are to blame." (Laughter) And we thought this was a very interesting comment on America, and a kind of self-serving, "not my responsibility" kind of phenomenon.
Nu vil jeg være helt tydelig: Vi mener ikke at vores arbejde bør eller kan retfærdiggøre forudindtagethed overfor mennesker med den ene eller anden kropsstørrelse overhovedet. Vores næste spørgsmål var: Kunne vi faktisk visualisere denne spredning? Spredte vægtforøgelsen hos en person sig faktisk til vægtforøgelsen hos en anden person? Og dette var kompliceret fordi vi skulle tage højde for det faktum at netværksstrukturen, tilknytningernes arkitektur, ændrede sig over tid. Derudover, fordi fedme ikke er en unicentrisk epidemi, der er ikke en Patient Nul i en fedme epidemi -- "hvis vi finder den fyr, der spredte fedme ud fra sig" -- men i stedet en multicentrisk epidemi, mange mennesker gør ting samtidig. Og jeg vil vise jer et 30-sekunders animeret filmklip der tog mig og James fem år af vores liv at lave. Igen, hver prik er en person. Hvert bånd mellem dem er et forhold. Vi vil tænde for det nu, og viser daglige klip gennem netværket i cirka 30 år.
Now, I want to be very clear: We do not think our work should or could justify prejudice against people of one or another body size at all. Our next questions was: Could we actually visualize this spread? Was weight gain in one person actually spreading to weight gain in another person? And this was complicated because we needed to take into account the fact that the network structure, the architecture of the ties, was changing across time. In addition, because obesity is not a unicentric epidemic, there's not a Patient Zero of the obesity epidemic -- if we find that guy, there was a spread of obesity out from him -- it's a multicentric epidemic. Lots of people are doing things at the same time. And I'm about to show you a 30 second video animation that took me and James five years of our lives to do. So, again, every dot is a person. Every tie between them is a relationship. We're going to put this into motion now, taking daily cuts through the network for about 30 years.
Prikkernes størrelse vil vokse, I vil komme til at se et hav af gult vinde frem. I vil komme til at se mennesker blive født og dø -- prikker vil komme og gå -- forbindelser vil opstå og forsvinde, ægteskaber, skilsmisser, venskaber og afsluttede venskaber. Meget kompleksitet, der sker meget bare i denne 30-årige periode der rummer fedme-epidemien. Og, til slut, vil man se klynger af fede og ikke-fede individer indenfor netværket. Da jeg betragtede dette, ændrede det min måde at se verden på, på grund af denne ting, dette netværk der ændrer sig med tiden; det har en hukommelse, det bevæger sig, tingene bevæger sig inden i det, det har en form for konsistens -- mennesker kan dø, men det dør ikke; det varer ved -- og det har en slags levedygtighed, der gør, at det klarer sig over tid.
The dot sizes are going to grow, you're going to see a sea of yellow take over. You're going to see people be born and die -- dots will appear and disappear -- ties will form and break, marriages and divorces, friendings and defriendings. A lot of complexity, a lot is happening just in this 30-year period that includes the obesity epidemic. And, by the end, you're going to see clusters of obese and non-obese individuals within the network. Now, when looked at this, it changed the way I see things, because this thing, this network that's changing across time, it has a memory, it moves, things flow within it, it has a kind of consistency -- people can die, but it doesn't die; it still persists -- and it has a kind of resilience that allows it to persist across time.
Så jeg begyndte at se denne slags sociale netværk som levende ting, som levende ting vi kunne putte under en slags mikroskop for at studere og analysere og forstå dem. Og vi brugte forskellige teknikker for at gøre dette. Og vi begyndte at udforske alle mulige andre fænomener. Vi kiggede på rygning og alkoholvaner, og stemme-adfærd, og skilsmisse -- som spreder sig -- og altruisme. Og, med tiden, blev vi interesserede i følelser. Når vi har følelser, så vi viser vi dem. Hvorfor viser vi vores følelser? Jeg mener, der kunne være en fordel ved at opleve vores følelser indvendigt, I ved, vrede eller lykke. Men vi oplever dem ikke kun, vi viser dem. Og ikke nok med at vi viser dem, andre kan aflæse dem. Og ikke nok med at de aflæser dem, de kopierer dem. Der finder emotionel smitte sted i de menneskelige befolkninger. Denne smittefunktion som følelser har, antyder at, ud over andre formål de tjener, er følelser en form for primitiv kommunikation. Og at vi faktisk, hvis vi virkelig vil forstå de menneskelige følelser, må betragte dem på denne måde.
And so, I came to see these kinds of social networks as living things, as living things that we could put under a kind of microscope to study and analyze and understand. And we used a variety of techniques to do this. And we started exploring all kinds of other phenomena. We looked at smoking and drinking behavior, and voting behavior, and divorce -- which can spread -- and altruism. And, eventually, we became interested in emotions. Now, when we have emotions, we show them. Why do we show our emotions? I mean, there would be an advantage to experiencing our emotions inside, you know, anger or happiness. But we don't just experience them, we show them. And not only do we show them, but others can read them. And, not only can they read them, but they copy them. There's emotional contagion that takes place in human populations. And so this function of emotions suggests that, in addition to any other purpose they serve, they're a kind of primitive form of communication. And that, in fact, if we really want to understand human emotions, we need to think about them in this way.
Vi er vant til at betragte følelser på denne måde i simple, korte tidsperioder. For eksempel, holdt jeg et foredrag i New York City, og jeg sagde, "Kender I det når man er i metroen og den anden person på den anden side af vognen smiler til en, og man instinktivt smiler tilbage?" Og de kiggede på mig og sagde, "Det gør vi ikke i New York City." (Latter) Og jeg sagde, "Alle andre steder i verden, er det normal menneskelig adfærd." Det er en meget instinktiv måde hvorpå vi kort sender vores følelser til hinanden. Og følelses-smitte kan faktisk være endnu bredere. Der findes pludselige, afgrænsede vredesudbrud, som i optøjer. Spørgsmålet vi ville stille var: Kan følelser sprede sig, på en mere vedvarende måde end i optøjer, over tid og involvere et stort antal mennesker, ikke kun dette par af individer, der smiler til hinanden i metroen? Måske er der en slags stille optøjer, under overfladen der opildner os hele tiden. Måske er der følelses-amokløb, der kruser gennem de sociale netværk. Måske har følelser faktisk en kollektiv eksistens, ikke kun en individuel eksistens.
Now, we're accustomed to thinking about emotions in this way, in simple, sort of, brief periods of time. So, for example, I was giving this talk recently in New York City, and I said, "You know when you're on the subway and the other person across the subway car smiles at you, and you just instinctively smile back?" And they looked at me and said, "We don't do that in New York City." (Laughter) And I said, "Everywhere else in the world, that's normal human behavior." And so there's a very instinctive way in which we briefly transmit emotions to each other. And, in fact, emotional contagion can be broader still. Like we could have punctuated expressions of anger, as in riots. The question that we wanted to ask was: Could emotion spread, in a more sustained way than riots, across time and involve large numbers of people, not just this pair of individuals smiling at each other in the subway car? Maybe there's a kind of below the surface, quiet riot that animates us all the time. Maybe there are emotional stampedes that ripple through social networks. Maybe, in fact, emotions have a collective existence, not just an individual existence.
Og dette er et af de første billeder vi lavede for at studere dette fænomen. Igen, et socialt netværk, men nu farver vi menneskene gule, hvis de er glade og blå, hvis de er kede af det og grønne, hvis de er midt i mellem. Og hvis man ser på dette billede, ser man med det samme at der er klynger af lykkelige og ulykkelige mennesker, igen spreder det sig i tre led. Og man kan komme på den tanke, at ulykkelige mennesker har en anden strukturel placering indenfor netværket. Der er en midte og en kant i dette netværk, og de ulykkelige mennesker ser ud til at befinde sig i udkanterne. For at bruge endnu en metafor, hvis man forestiller sig sociale netværk som en slags gigantisk menneskehedens stof -- Jeg er forbundet med dig og du med hende, og så videre endeløst ud i det fjerne -- så er dette stof faktisk ligesom et gammeldags amerikansk quilttæppe, og der er lapper på det: lykkelige og ulykkelige lapper. Og om man bliver lykkelig eller ej, afgøres til dels af om man befinder sig på en lykkelig lap.
And this is one of the first images we made to study this phenomenon. Again, a social network, but now we color the people yellow if they're happy and blue if they're sad and green in between. And if you look at this image, you can right away see clusters of happy and unhappy people, again, spreading to three degrees of separation. And you might form the intuition that the unhappy people occupy a different structural location within the network. There's a middle and an edge to this network, and the unhappy people seem to be located at the edges. So to invoke another metaphor, if you imagine social networks as a kind of vast fabric of humanity -- I'm connected to you and you to her, on out endlessly into the distance -- this fabric is actually like an old-fashioned American quilt, and it has patches on it: happy and unhappy patches. And whether you become happy or not depends in part on whether you occupy a happy patch.
(Latter)
(Laughter)
Dette arbejde med følelser, som er så grundlæggende, fik os så til at tænke over: Måske er de fundamentale årsager til de menneskelige sociale netværk på en eller anden måde indkodet i vores gener. Menneskelige sociale netværk, når de kortlægges, ser altid nogenlunde sådan her ud: billedet af netværket. Men de ser aldrig sådan her ud. Hvorfor ser de ikke sådan her ud? Hvorfor former vi ikke menneskelige sociale netværk der ser ud som et regulært tremmeværk? De slående mønstre i menneskelige sociale netværk, deres allestedsnærværelse og deres tydelige formål åbner for spørgsmål om hvorvidt vores udvikling betingede menneskelige sociale netværk til at begynde med, og hvorvidt vi har udviklet os til at forme netværk med en helt bestemt struktur.
So, this work with emotions, which are so fundamental, then got us to thinking about: Maybe the fundamental causes of human social networks are somehow encoded in our genes. Because human social networks, whenever they are mapped, always kind of look like this: the picture of the network. But they never look like this. Why do they not look like this? Why don't we form human social networks that look like a regular lattice? Well, the striking patterns of human social networks, their ubiquity and their apparent purpose beg questions about whether we evolved to have human social networks in the first place, and whether we evolved to form networks with a particular structure.
Og læg for det første mærke til -- for at forstå dette skal vi dissekere netværksstrukturen en lille smule først -- og læg mærke til at hver person i dette netværk har præcis den samme strukturelle placering som alle andre personer. Men sådan forholder det sig ikke med rigtige netværk. For eksempel, er der her et rigtigt netværk af universitetsstuderende på et nordøstligt eliteuniversitet. Og nu fremhæver jeg et par prikker. Hvis man ser her på prikkerne, sammenligner man knudepunktet B i det øvre venstre hjørne med knudepunktet D helt til højre; B har fire venner der kommer fra ham og D har seks venner der kommer fra ham. De to individer har et forskelligt antal venner. Det er meget åbenlyst, det ved vi alle sammen. Men bestemte andre aspekter af de sociale netværks strukturer er ikke så åbenlyse.
And notice first of all -- so, to understand this, though, we need to dissect network structure a little bit first -- and notice that every person in this network has exactly the same structural location as every other person. But that's not the case with real networks. So, for example, here is a real network of college students at an elite northeastern university. And now I'm highlighting a few dots. If you look here at the dots, compare node B in the upper left to node D in the far right; B has four friends coming out from him and D has six friends coming out from him. And so, those two individuals have different numbers of friends. That's very obvious, we all know that. But certain other aspects of social network structure are not so obvious.
Sammenlign knudepunkt B i det øvre venstre hjørne med knudepunkt A i det nedre venstre hjørne. Disse mennesker har begge fire venner, men As venner kender alle hinanden, og det gør Bs venner ikke. Vennen til en af As venner er, igen, en af As venner, hvorimod en ven af en ven til B ikke er en ven til en ven af B, men er længere væk i netværket. I netværk er dette kendt som transitivitet. Og, til slut, sammenlign knudepunkterne C og D: C og D har begge seks venner, Hvis du taler med dem, og man sagde, "Hvordan er dit social liv?" ville de sige, "Jeg har seks venner. Det er min sociale oplevelse." Men nu kan vi, med et fugleblik på dette netværk, se at de befinder sig i meget forskellige sociale verdener. Og jeg kan fremskynde erkendelsen ved at spørge: Hvem vil du helst være hvis en dødelig bakterie spredte sig gennem netværket? Ville du helst være C eller D? Man ville helst være D, i udkanten af netværket. Og hvem vil man helst være nu hvis et saftigt stykke sladder -- ikke om en selv -- spredte sig gennem netværket? (Latter) Nu ville man hellere være C.
Compare node B in the upper left to node A in the lower left. Now, those people both have four friends, but A's friends all know each other, and B's friends do not. So the friend of a friend of A's is, back again, a friend of A's, whereas the friend of a friend of B's is not a friend of B's, but is farther away in the network. This is known as transitivity in networks. And, finally, compare nodes C and D: C and D both have six friends. If you talk to them, and you said, "What is your social life like?" they would say, "I've got six friends. That's my social experience." But now we, with a bird's eye view looking at this network, can see that they occupy very different social worlds. And I can cultivate that intuition in you by just asking you: Who would you rather be if a deadly germ was spreading through the network? Would you rather be C or D? You'd rather be D, on the edge of the network. And now who would you rather be if a juicy piece of gossip -- not about you -- was spreading through the network? (Laughter) Now, you would rather be C.
Forskellige strukturelle steder har forskellige implikationer for ens liv. Og, faktisk, da vi kiggede på dette i nogle forsøg, fandt vi ud af at 46 procent af den variation i antallet af venner man har kan forklares af ens gener. Og dette er ikke overraskende. Vi ved at nogle mennesker bliver født generte og nogle bliver født selskabelige. Det er åbenlyst. Men vi fandt også nogle ikke-åbenlyse ting. For eksempel, 47 procent af variationen i om ens venner kender hinanden kan tillægges ens gener. Hvorvidt ens venner kender hinanden, har ikke kun noget at gøre med deres gener, men med ens egne. Og vi mener grunden er, at nogle mennesker kan lide at præsentere venner for hinanden -- I ved hvem I er -- og nogle af jer holder dem fra hinanden og præsenterer ikke jeres venner for hinanden. Og nogle mennesker strikker netværket sammen omkring sig, og skaber et tæt spindelvæv af bånd så de er komfortabelt omsluttet. Og til slut, fandt vi endda at 30 procent af variationen af om mennesker er i midten af netværket eller ej også kan tilskrives deres gener. Så om man finder sig selv i midten eller i udkanten er også delvist arveligt.
So different structural locations have different implications for your life. And, in fact, when we did some experiments looking at this, what we found is that 46 percent of the variation in how many friends you have is explained by your genes. And this is not surprising. We know that some people are born shy and some are born gregarious. That's obvious. But we also found some non-obvious things. For instance, 47 percent in the variation in whether your friends know each other is attributable to your genes. Whether your friends know each other has not just to do with their genes, but with yours. And we think the reason for this is that some people like to introduce their friends to each other -- you know who you are -- and others of you keep them apart and don't introduce your friends to each other. And so some people knit together the networks around them, creating a kind of dense web of ties in which they're comfortably embedded. And finally, we even found that 30 percent of the variation in whether or not people are in the middle or on the edge of the network can also be attributed to their genes. So whether you find yourself in the middle or on the edge is also partially heritable.
Hvad er meningen med alt dette? Hvad hjælper det os til at forstå? Hvordan hjælper det os med at løse nogle af de problemer, der påvirker os nu om dage? Jamen, argumentet jeg gerne vil fremføre er, at netværk har en værdi. De er en form for social kapital. Nye egenskaber dukker op på grund af vores forankring i sociale netværk, og disse egenskaber er rodfæstet i netværkenes struktur, ikke kun i individerne i dem. Tænk på disse to almindelige objekter. De er begge lavet af kulstof, og alligevel rummer den ene kulstof-atomer opstillet i en bestemt struktur -- til venstre -- og her har vi grafit, som er blødt og mørkt. Men hvis man tager nogle kulstof-atomer og forbinder dem på en anden måde, får man diamant, som er gennemsigtig og hård. Og de egenskaber med blødhed og hårdhed og mørke og lys ligger ikke i kulstof atomerne; de ligger i forbindelserne mellem kulstof-atomerne, eller opstår i det mindste på grund af forbindelserne mellem kulstof-atomerne. På samme måde er mønsteret i forbindelserne mellem mennesker noget der tildeler grupper af mennesker forskellige egenskaber. Det er båndene mellem mennesker der gør helheden større end summen af delene. Så det er ikke kun det, der sker med disse mennesker -- om de taber sig eller tager på, eller bliver rige eller fattige, eller bliver lykkelige eller ulykkelige -- der påvirker os; det er også den konkrete arkitektur udgjort af disse bånd rundt omkring os.
Now, what is the point of this? How does this help us understand? How does this help us figure out some of the problems that are affecting us these days? Well, the argument I'd like to make is that networks have value. They are a kind of social capital. New properties emerge because of our embeddedness in social networks, and these properties inhere in the structure of the networks, not just in the individuals within them. So think about these two common objects. They're both made of carbon, and yet one of them has carbon atoms in it that are arranged in one particular way -- on the left -- and you get graphite, which is soft and dark. But if you take the same carbon atoms and interconnect them a different way, you get diamond, which is clear and hard. And those properties of softness and hardness and darkness and clearness do not reside in the carbon atoms; they reside in the interconnections between the carbon atoms, or at least arise because of the interconnections between the carbon atoms. So, similarly, the pattern of connections among people confers upon the groups of people different properties. It is the ties between people that makes the whole greater than the sum of its parts. And so it is not just what's happening to these people -- whether they're losing weight or gaining weight, or becoming rich or becoming poor, or becoming happy or not becoming happy -- that affects us; it's also the actual architecture of the ties around us.
Vores oplevelse af verden afhænger af den konkrete struktur af de netværk som vi opholder os i og af alle mulige ting, der kruser og flyder gennem netværket. Når dette forholder sig sådan, tror jeg det skyldes at mennesker har det med at samle sig og danne en slags superorganisme. En superorganisme er en samling af individer der viser eller tilkendegiver holdninger eller fænomener der ikke er kan reduceres til et studie af individer og som skal forstås gennem studier af den kollektive helhed. Som for eksempel et bistade der finder et nyt sted at bygge rede, eller en fugleflok, der undviger et rovdyr, eller en fugleflok der er i stand til at dele deres viden og navigere og finde en lille ø-plet ude midt i Stillehavet, eller en flok ulve, der er i stand til at nedlægge større bytte sammen. Superorganismer har egenskaber der ikke kan forstås bare ved at studere individerne. Jeg mener, at det at forstå sociale netværk og hvordan de formes og virker kan hjælpe os til forståelse af ikke alene helbred og følelser men alle mulige andre fænomener -- såsom kriminalitet, og krig, og økonomiske fænomener som bank runs og markedssammenbrud og indførelsen af innovation og udbredelsen af produktgodkendelse.
Our experience of the world depends on the actual structure of the networks in which we're residing and on all the kinds of things that ripple and flow through the network. Now, the reason, I think, that this is the case is that human beings assemble themselves and form a kind of superorganism. Now, a superorganism is a collection of individuals which show or evince behaviors or phenomena that are not reducible to the study of individuals and that must be understood by reference to, and by studying, the collective. Like, for example, a hive of bees that's finding a new nesting site, or a flock of birds that's evading a predator, or a flock of birds that's able to pool its wisdom and navigate and find a tiny speck of an island in the middle of the Pacific, or a pack of wolves that's able to bring down larger prey. Superorganisms have properties that cannot be understood just by studying the individuals. I think understanding social networks and how they form and operate can help us understand not just health and emotions but all kinds of other phenomena -- like crime, and warfare, and economic phenomena like bank runs and market crashes and the adoption of innovation and the spread of product adoption.
Se på dette. Jeg tror vi danner sociale netværk fordi fordelene ved et forbundet liv opvejer omkostningerne. Hvis jeg altid var voldelige imod jer eller gav jer forkert information eller gjorde jer kede af det eller inficerede jer med dødbringende bakterier, ville I bryde jeres forbindelser til mig, og netværket ville gå i opløsning. Spredningen af gode og værdifulde ting er påkrævet for at opretholde og give næring til sociale netværk. Ligeledes er sociale netværk nødvendige for at kunne sprede gode og værdifulde ting, som kærlighed og venlighed og glæde og altruisme og ideer. Jeg tror faktisk, at hvis vi blev klar over hvor værdifulde sociale netværk er, ville vi bruge mere tid på at holde dem ved lige og bevare dem, for jeg mener at sociale netværk har en grundlæggende forbindelse med godhed. Og jeg tror det verden har brug for er flere forbindelser.
Now, look at this. I think we form social networks because the benefits of a connected life outweigh the costs. If I was always violent towards you or gave you misinformation or made you sad or infected you with deadly germs, you would cut the ties to me, and the network would disintegrate. So the spread of good and valuable things is required to sustain and nourish social networks. Similarly, social networks are required for the spread of good and valuable things, like love and kindness and happiness and altruism and ideas. I think, in fact, that if we realized how valuable social networks are, we'd spend a lot more time nourishing them and sustaining them, because I think social networks are fundamentally related to goodness. And what I think the world needs now is more connections.
Tak.
Thank you.
(Bifald)
(Applause)