Martin Luther King sagde ikke "Jeg har et mareridt," da han inspirerede menneskerettighedsbevægelserne. Han sagde, "Jeg har en drøm." Og jeg har en drøm. Jeg har den drøm, at vi kan stoppe med at tænke at fremtiden vil blive et mareridt, og det bliver en udfordring, fordi, hvis I tænker på alle de store blockbustere fra nyere tid, er næsten alle deres visioner om menneskeheden apokalyptiske. Jeg synes denne film er en af de hårdeste fra nyere tid, "The Road". Det er et smukt stykke film, men alting er nedtrykt, alt er dødt. Ligesom en far og hans søn der går langs vejen og forsøger at overleve. Og jeg tror at miljøbevægelsen, som jeg er en del af, har bidraget negativt til at skabe denne vision for fremtiden.
Martin Luther King did not say, "I have a nightmare," when he inspired the civil rights movements. He said, "I have a dream." And I have a dream. I have a dream that we can stop thinking that the future will be a nightmare, and this is going to be a challenge, because, if you think of every major blockbusting film of recent times, nearly all of its visions for humanity are apocalyptic. I think this film is one of the hardest watches of modern times, "The Road." It's a beautiful piece of filmmaking, but everything is desolate, everything is dead. And just a father and son trying to survive, walking along the road. And I think the environmental movement of which I am a part of has been complicit in creating this vision of the future.
I for lang tid har vi promoveret et mareridtsagtigt billede af, hvad der kommer til at ske. Vi har fokuseret på det værst tænkelige scenarie. Vi har fokuseret på problemerne. Og vi har ikke tænkt nok på løsningerne. Vi har brugt frygt, om I vil, for at fange folks opmærksomhed. Og enhver psykolog vil sige, at frygt i organismen hænger sammen med flugt-mekanismen. Det er en del af kamp/flugt-mekanismen at når et dyr er bange -- tænk på en hjort. En hjort står helt, helt stille, klar til at løbe væk. Og jeg tror det er dét, vi gør, når vi beder folk om at engagere sig i vores agenda, omkring miljømæssig nedbrydelse og klimaforandringer. Folk stopper op, og løber væk fordi vi bruger frygt. Og jeg tror miljøbevægelsen må se at blive voksne og begynde at tænke på hvad fremskridt er.
For too long, we have peddled a nightmarish vision of what's going to happen. We have focused on the worst-case scenario. We have focused on the problems. And we have not thought enough about the solutions. We've used fear, if you like, to grab people's attention. And any psychologist will tell you that fear in the organism is linked to flight mechanism. It's part of the fight and flight mechanism, that when an animal is frightened -- think of a deer. A deer freezes very, very still, poised to run away. And I think that's what we're doing when we're asking people to engage with our agenda around environmental degradation and climate change. People are freezing and running away because we're using fear. And I think the environmental movement has to grow up and start to think about what progress is.
Hvordan ville det være at forbedre menneskearten? Og et af problemerne, tror jeg, er at de eneste folk, der har berørt området i forhold til fremskridt er en finansiel definition af, hvad fremskridt er, en økonomisk definition af, hvad fremskridt er -- at på én eller anden måde, hvis vi får tallene til at gå op, så får vi det bedre, hvad enten det er på aktiemarkedet eller mht. til BNP og økonomisk vækst, at på én eller anden måde bliver livet bedre. Det er ret tiltalende for menneskets grådighed i stedet for frygt -- at mere er bedre. Helt ærligt. I den vestlige verden har vi jo nok. Måske har nogen dele af verden ikke, men vi har nok. Og vi har vidst i lang tid, at dette ikke er et godt mål af landes velfærd. Rent faktisk sagde arkitekten for vores nationalregnskaber, Simon Kuznets, i 1930'erne, at "En nations velfærd kan stort set ikke påvirkes af den nationale indkomst." Men vi har skabt et nationalregnskab, som er solidt baseret på produktion og det at producere ting. Dette er bestemt historisk, og det har haft sin storhedstid. Under Anden Verdenskrig var vi nødt til at producere en masse ting. Og vi var så gode til at producere bestemte typer af ting, at vi ødelagde en stor del af Europa, og var nødt til at genopbygge det efterfølgende. Og så er vores nationalregnskaber blevet fikseret på, hvad vi kan producere.
What would it be like to be improving the human lot? And one of the problems that we face, I think, is that the only people that have cornered the market in terms of progress is a financial definition of what progress is, an economic definition of what progress is -- that somehow, if we get the right numbers to go up, we're going to be better off, whether that's on the stock market, whether that's with GDP and economic growth, that somehow life is going to get better. This is somehow appealing to human greed instead of fear -- that more is better. Come on. In the Western world, we have enough. Maybe some parts of the world don't, but we have enough. And we've know for a long time that this is not a good measure of the welfare of nations. In fact, the architect of our national accounting system, Simon Kuznets, in the 1930s, said that, "A nation's welfare can scarcely be inferred from their national income." But we've created a national accounting system which is firmly based on production and producing stuff. And indeed, this is probably historical, and it had its time. In the second World War, we needed to produce a lot of stuff. And indeed, we were so successful at producing certain types of stuff that we destroyed a lot of Europe, and we had to rebuild it afterwards. And so our national accounting system became fixated on what we can produce.
Men så tidligt som i 1968 gav den visionære mand, Robert Kennedy, ved begyndelsen af hans skæbnesvangre præsidentkampagne, den mest markante dekonstruktion af bruttonationalproduktet, der nogensinde er set. Han sluttede talen med sætningen: "Bruttonationalproduktet måler alt, undtagen dét, som gør livet værd at leve." Er det ikke skørt? At vores mål af fremskridt, vores dominerende mål af fremskridt i samfundet, måler alting, undtaget dét, som gør livet værd at leve? Jeg tror, at hvis Kennedy var i live i dag, ville han bede statistikere som mig om at gå ud og finde det, som gør livet værd at leve. Han ville bede os om at omforme vores nationalregnskaber så de var baseret på vigtige ting, såsom social retfærdighed, bæredygtighed og folkets velbefindende.
But as early as 1968, this visionary man, Robert Kennedy, at the start of his ill-fated presidential campaign, gave the most eloquent deconstruction of gross national product that ever has been. And he finished his talk with the phrase, that, "The gross national product measures everything except that which makes life worthwhile." How crazy is that? That our measure of progress, our dominant measure of progress in society, is measuring everything except that which makes life worthwhile? I believe, if Kennedy was alive today, he would be asking statisticians such as myself to go out and find out what makes life worthwhile. He'd be asking us to redesign our national accounting system to be based upon such important things as social justice, sustainability and people's well-being.
Og faktisk har samfundsvidenskabelige forskere allerede været ude og stille disse spørgsmål rundt omkring i verden. Det her er fra en global undersøgelse. Folk bliver spurgt om, hvad de vil have. Ikke overraskende siger folk fra hele verden at dét, de vil have er lykke, både for dem selv, og for deres familier, deres børn, deres lokalsamfund, Okay, de synes penge er lidt vigtigt. Penge er der, men er ikke nær så vigtige som lykke, og det er ikke nær så vigtigt som kærlighed. Vi har alle brug for at elske og blive elsket her i livet. Det er ikke nær så vigtigt som sundhed. Vi vil være sunde og leve livet fuldt ud. Det lader til at være naturlige menneskelige aspirationer. Hvorfor måler statistikerne ikke disse? Hvorfor tænker vi ikke på landes fremskridt ift. disse ting, i stedet for ift. hvor meget ragelse vi har? Dette er faktisk hvad jeg har brugt hele mit voksne liv på -- at tænke over hvordan vi måler lykke, hvordan vi måler folks velbefindende, hvordan vi kan gøre det indenfor miljømæssige rammer.
And actually, social scientists have already gone out and asked these questions around the world. This is from a global survey. It's asking people, what do they want. And unsurprisingly, people all around the world say that what they want is happiness, for themselves, for their families, their children, their communities. Okay, they think money is slightly important. It's there, but it's not nearly as important as happiness, and it's not nearly as important as love. We all need to love and be loved in life. It's not nearly as important as health. We want to be healthy and live a full life. These seem to be natural human aspirations. Why are statisticians not measuring these? Why are we not thinking of the progress of nations in these terms, instead of just how much stuff we have? And really, this is what I've done with my adult life -- is think about how do we measure happiness, how do we measure well-being, how can we do that within environmental limits.
Og hos den organisation, jeg arbejder for, nemlig New Economics Foundation, skabte vi noget, vi kalder Den Lykkelige Planet-indekset, fordi vi synes at folk skal være glade, og planeten skal være glad. Hvorfor opfinder vi ikke et middel til at måle dét? Og det vi gør, er at vi siger, at den ultimative gevinst for en nation, er at have evnen til at skabe lykkelige og sunde liv for dens borgere. Det bør være målet for enhver nation på planeten. Men vi skal huske at der en fundamental omkostning ved det, og det er antallet af jordens ressourcer, vi bruger. Vi har alle én planet. Vi er nødt til at dele den. Den ultimative knaphedsressource er den planet, vi deler. I økonomi er man vældig interesseret i knaphed. Når der findes en knaphedsressource som man ønsker at lave om til en ønsket gevinst, tænker man på effektivitet. Man tænker på hvor meget man får for pengene. Og dette er et mål for, hvor meget velfærd vi får for vores planetariske ressourceforbrug. Det er et mål for effektiviteten. Den letteste måde at vise jer det på, er formentlig at vise jer den her graf.
And we created, at the organization that I work for, the New Economics Foundation, something we call the Happy Planet Index, because we think people should be happy and the planet should be happy. Why don't we create a measure of progress that shows that? And what we do, is we say that the ultimate outcome of a nation is how successful is it at creating happy and healthy lives for its citizens. That should be the goal of every nation on the planet. But we have to remember that there's a fundamental input to that, and that is how many of the planet's resources we use. We all have one planet. We all have to share it. It is the ultimate scarce resource, the one planet that we share. And economics is very interested in scarcity. When it has a scarce resource that it wants to turn into a desirable outcome, it thinks in terms of efficiency. It thinks in terms of how much bang do we get for our buck. And this is a measure of how much well-being we get for our planetary resource use. It is an efficiency measure. And probably the easiest way to show you that, is to show you this graph.
På den horisontale akse er "økologiske fodspor", som måler hvor mange ressourcer vi bruger og hvor meget pres, vi udsætter planeten for. Jo mere, jo værre. På den vertikale akse er antallet af "lykkeligt liv-år". Det handler om nationernes velbefindende. Forventet levetid justeret for lykke. Nationers kvalitative og kvanitative sider af livet. Og den gule prik der, er det globale gennemsnit. Der er dog en stor margin af lande omkring det globale gennemsnit. Oppe i højre hjørne ligger lande, som klarer sig ret godt, og producerer lykke, men de udnytter meget af planeten til gengæld. Det er USA, andre vestlige lande og et par Golfstater. Omvendt, nederst i venstre hjørne, er lande der ikke producerer meget lykke -- typisk subsaharisk Afrika. Som Thomas Hobbes sagde, er livet kort og råt der. Den gennemsnitlige forventede levetid i mange af disse lande, er kun 40 år. Malaria og HIV/AIDS slår mange mennesker ihjel i de regioner.
Running horizontally along the graph, is "ecological footprint," which is a measure of how much resources we use and how much pressure we put on the planet. More is bad. Running vertically upwards, is a measure called "happy life years." It's about the well-being of nations. It's like a happiness adjusted life-expectancy. It's like quality and quantity of life in nations. And the yellow dot there you see, is the global average. Now, there's a huge array of nations around that global average. To the top right of the graph, are countries which are doing reasonably well and producing well-being, but they're using a lot of planet to get there. They are the U.S.A., other Western countries going across in those triangles and a few Gulf states in there actually. Conversely, at the bottom left of the graph, are countries that are not producing much well-being -- typically, sub-Saharan Africa. In Hobbesian terms, life is short and brutish there. The average life expectancy in many of these countries is only 40 years. Malaria, HIV/AIDS are killing a lot of people in these regions of the world.
Men nu til de gode nyheder! Der er nogle lande heroppe, gule trekanter, som klarer sig bedre end gennemsnittet, og er på vej op til øverste venstre hjørne af grafen. Dette er en aspirationsgraf. Vi ønsker at være øverst til venstre, hvor gode liv ikke leves på jordens bekostning. De er latinamerikanske. Landet for sig selv i toppen er et land, jeg ikke har været i. Måske har nogen af jer. Costa Rica. Costa Rica -- forventet levetid er 78,5 år. Det er længere end i USA. De er, ifølge Gallups seneste måling, den lykkeligste nation på planeten -- mere lykkelige end Schweiz og Danmark. Det er den lykkeligste nation. Og de er kun baseret på en fjerdedel af de ressourcer, som den vestlige verden typisk bruger -- en fjerdedel af ressourcerne.
But now for the good news! There are some countries up there, yellow triangles, that are doing better than global average, that are heading up towards the top left of the graph. This is an aspirational graph. We want to be top left, where good lives don't cost the earth. They're Latin American. The country on its own up at the top is a place I haven't been to. Maybe some of you have. Costa Rica. Costa Rica -- average life expectancy is 78-and-a-half years. That is longer than in the USA. They are, according to the latest Gallup world poll, the happiest nation on the planet -- than anybody; more than Switzerland and Denmark. They are the happiest place. They are doing that on a quarter of the resources that are used typically in [the] Western world -- a quarter of the resources.
Hvad sker der dér? Hvad sker der i Costa Rica? Vi kan se på nogle data. 99 % af deres elektricitet kommer fra vedvarende kilder. Deres regering er en af de første, der har lovet at være CO2-neutrale ved året 2021. De afskaffede hæren i 1949 -- 1949. Og de investerede i sociale projekter -- sundhed og uddannelse. Nationen har en af de største læsefærdigheds-rater i Latinamerika, og i resten af verden. Og de har den sydamerikanske stil, ikke? De har den sociale sammenhørighed. (Latter) Udfordringen er, at måske -- og noget som vi skal tænke på -- at fremtiden måske ikke tilhører Nordamerika, måske ikke Vesteuropa. Måske tilhører den Latinamerika. Og den virkelige udfordring er, at trække det globale gennemsnit herop. Det er dét, vi skal. Og hvis det skal lade sig gøre, er vi nødt til at trække lande op fra bunden, og vi skal trække lande fra højre mod venstre på grafen. Og så er vi i gang med at skabe en lykkelig planet. Det er én måde at se det på.
What's going on there? What's happening in Costa Rica? We can look at some of the data. 99 percent of their electricity comes from renewable resources. Their government is one of the first to commit to be carbon neutral by 2021. They abolished the army in 1949 -- 1949. And they invested in social programs -- health and education. They have one of the highest literacy rates in Latin America and in the world. And they have that Latin vibe, don't they. They have the social connectedness. (Laughter) The challenge is, that possibly -- and the thing we might have to think about -- is that the future might not be North American, might not be Western European. It might be Latin American. And the challenge, really, is to pull the global average up here. That's what we need to do. And if we're going to do that, we need to pull countries from the bottom, and we need to pull countries from the right of the graph. And then we're starting to create a happy planet. That's one way of looking at it.
En anden måde kan være at se på tidens tendenser. Vi har ikke tilstrækkelige historiske data for hvert land i verden, men vi har data for nogle af de rigeste lande, OECD-landene. Det her er tendensen i velbefindende over denne givne periode, en lille stigning, men det her er tendensen i "økologisk fodaftryk". Så i lykkelig-planet metodologi, er vi blevet mindre effektive til at forvandle vores vigtigste knaphedsressource til den gevinst, vi ønsker. Og pointen er, at jeg tror, at alle i dette rum ønsker at samfundet skal nå til år 2050, uden at noget apokalyptisk sker. Der er ikke lang tid til. Det er et halvt menneskeliv væk. Et barn, der starter i skole i år, vil være på min alder i 2050. Det er ikke en meget fjern fremtid. Det her er målet for Storbritanniens regering mht. CO2 og drivhusgasser. Jeg siger jer - det er ikke business as usual. Det kræver forandring. Det er at ændre måden, hvorpå vi danner organisationer, fører politik, og lever vores liv. Og formålet er, at vi skal blive ved med at øge velfærden. Ingen vil vinde stemmer på at sige, at livskvaliteten vil blive reduceret. Ingen af os, tror jeg, ønsker at den menneskelige udvikling skal stoppe. Jeg tror, vi vil have den til at fortsætte. Jeg tror vi vil have menneskearten til fortsat at forbedres. Her kommer skeptikere og benægtere af klimaændringer ind i billedet. Jeg tror, det er dét, de vil. De ønsker, at livskvaliteten fortsat skal forbedres. De vil holde fast i, hvad de har. Og hvis vi skal få dem involveret, så tror jeg at det er, hvad vi må gøre. Det betyder, at vi virkelig skal øge effektiviteten endnu mere.
Another way of looking at it is looking at time trends. We don't have good data going back for every country in the world, but for some of the richest countries, the OECD group, we do. And this is the trend in well-being over that time, a small increase, but this is the trend in ecological footprint. And so in strict happy-planet methodology, we've become less efficient at turning our ultimate scarce resource into the outcome we want to. And the point really is, is that I think, probably everybody in this room would like society to get to 2050 without an apocalyptic something happening. It's actually not very long away. It's half a human lifetime away. A child entering school today will be my age in 2050. This is not the very distant future. This is what the U.K. government target on carbon and greenhouse emissions looks like. And I put it to you, that is not business as usual. That is changing our business. That is changing the way we create our organizations, we do our government policy and we live our lives. And the point is, we need to carry on increasing well-being. No one can go to the polls and say that quality of life is going to reduce. None of us, I think, want human progress to stop. I think we want it to carry on. I think we want the lot of humanity to keep on increasing. And I think this is where climate change skeptics and deniers come in. I think this is what they want. They want quality of life to keep increasing. They want to hold on to what they've got. And if we're going to engage them, I think that's what we've got to do. And that means we have to really increase efficiency even more.
Det er let nok at tegne grafer og alle de ting, men pointen er at vi har brug for at ændre kurverne. Og her tror jeg vi kan tage en bestanddel ud af systemteori, systemingeniører, hvor de skaber feedback loops, og giver rigtig information på det rigtige tidspunkt. Mennesker er meget motiverede af "nu". Du får en smart måler i dit hjem, og du kan se hvor meget elektricitet du bruger lige nu, hvor meget det koster dig - snart går dine børn rundt og slukker lysene. Hvordan ville det se ud for samfundet? Hvorfor er det, at i radionyhederne hver morgen, hører jeg FTSE 100, Dow Jones-indekset, forholdet mellem dollar og pund -- jeg ved ikke engang hvordan forholdet skulle være, før det var gode nyheder. Og hvorfor hører jeg det? Hvorfor hører jeg ikke hvor meget energi Storbritannien brugte i går, eller USA brugte i forgårs? Imødegik vi vores mål om at reducere CO2-udledning med 3 % om året? Sådan skaber man et kollektivt mål. Man sender det ud til medierne, og begynder at tænke på det. Og vi har brug for positive feedback loops for at øge vores velbefindende. På regeringsniveau vil de måske lave nationalregnskaber for velfærd. På forretningsniveau vil man måske se på de ansattes velbefindende, som vi jo ved er tæt knyttet til kreativitet, som igen er knyttet til innovation, og vi har brug for masser af innovation for at håndtere miljøproblemerne. Personligt har vi også brug for de puf i ryggen. Måske har vi ikke brug for dataene, men vi har brug for påmindelser. I Storbritannien har vi en stærk meddelelse om folkesundhed, om at spise fem frugter og grøntsager om dagen, og om hvor meget motion vi skal dyrke -- aldrig min favorit. Hvad gør de for lykken? Hvad er de fem ting, du bør gøre hver dag, for at blive mere lykkelig?
Now that's all very easy to draw graphs and things like that, but the point is we need to turn those curves. And this is where I think we can take a leaf out of systems theory, systems engineers, where they create feedback loops, put the right information at the right point of time. Human beings are very motivated by the "now." You put a smart meter in your home, and you see how much electricity you're using right now, how much it's costing you, your kids go around and turn the lights off pretty quickly. What would that look like for society? Why is it, on the radio news every evening, I hear the FTSE 100, the Dow Jones, the dollar pound ratio -- I don't even know which way the dollar pound ratio should go to be good news. And why do I hear that? Why don't I hear how much energy Britain used yesterday, or American used yesterday? Did we meet our three percent annual target on reducing carbon emissions? That's how you create a collective goal. You put it out there into the media and start thinking about it. And we need positive feedback loops for increasing well-being At a government level, they might create national accounts of well-being. At a business level, you might look at the well-being of your employees, which we know is really linked to creativity, which is linked to innovation, and we're going to need a lot of innovation to deal with those environmental issues. At a personal level, we need these nudges too. Maybe we don't quite need the data, but we need reminders. In the U.K., we have a strong public health message on five fruit and vegetables a day and how much exercise we should do -- never my best thing. What are these for happiness? What are the five things that you should do every day to be happier?
Vi lavede et projekt for Videnskabsministeriet et par år tilbage, et stort program kaldet the Foresight program -- mange mennesker -- mange eksperter -- alting var baseret på beviser -- en kæmpe rapport. Men noget, vi arbejdede med, var: hvilke fem positive handlinger kan du foretage, for at forbedre kvaliteten i dit liv? Og disse ting er ikke helt hemmelighederne bag lykke, men de er ting, som jeg tror lykke kommer af.
We did a project for the Government Office of Science a couple of years ago, a big program called the Foresight program -- lots and lots of people -- involved lots of experts -- everything evidence based -- a huge tome. But a piece of work we did was on: what five positive actions can you do to improve well-being in your life? And the point of these is they are, not quite, the secrets of happiness, but they are things that I think happiness will flow out the side from.
Og den første af dem er at relatere, at de sociale relationer er de vigtigste hjørnesten i dit liv. Bruger du den tid sammen med dine kære, som du kan? Bliv ved med det. Nummer to er at være aktiv. Den hurtigste måde at komme i godt humør på: gå udenfor, gå en tur, tænd for radioen og dans. At være aktiv er godt for vores humør. Den tredje ting er at være opmærksom. Hvor opmærksom er du på ting, der sker i verden, årstiderne der skifter, folk omkring dig? Lægger du mærke til, hvad der presser sig på hos dig? Baseret på mange beviser for opmærksomhed, så er kognitiv adfærdsterapi meget betydningsfuldt for vores velbefindende. Nummer fire er, at blive ved med at lære, det er vigtigt at blive ved -- at lære gennem hele vores liv. Ældre mennesker, som lærer og er nysgerrige, har som resultat meget bedre helbred, end de, som begynder at lukke ned. Men det behøver ikke være formel læring; det er ikke vidensbaseret. Det er mere nysgerrighed. At lære at lave en ny ret, spille på et instrument, man ikke har spillet på siden barnsben. Bliv ved med at lære. Og den sidste, nummer fem, er den mest anti-økonomiske af aktiviterne, men det er at give. Vores generøsitet, vores altruisme, vores medlidenhed, er allesammen tæt forbundet til belønningsmekanismen i vores hjerner. Vi får det godt, hvis vi giver. Du kan lave et eksperiment, hvor du giver to grupper af mennesker 100 dollars om morgenen. Den ene gruppe skal bruge pengene på sig selv, den anden gruppe på andre mennesker. Du måler deres lykke, når dagen er omme, og de som har brugt pengene på andre, er meget gladere end de, der brugte pengene på sig selv.
And the first of these is to connect, is that your social relationships are the most important cornerstones of your life. Do you invest the time with your loved ones that you could do, and energy? Keep building them. The second one is be active. The fastest way out of a bad mood: step outside, go for a walk, turn the radio on and dance. Being active is great for our positive mood. The third one is take notice. How aware are you of things going on around the world, the seasons changing, people around you? Do you notice what's bubbling up for you and trying to emerge? Based on a lot of evidence for mindfulness, cognitive behavioral therapy, [very] strong for our well being. The fourth is keep learning and keep is important -- learning throughout the whole life course. Older people who keep learning and are curious, they have much better health outcomes than those who start to close down. But it doesn't have to be formal learning; it's not knowledge based. It's more curiosity. It can be learning to cook a new dish, picking up an instrument you forgot as a child. Keep learning. And the final one is that most anti-economic of activities, but give. Our generosity, our altruism, our compassion, are all hardwired to the reward mechanism in our brain. We feel good if we give. You can do an experiment where you give two groups of people a hundred dollars in the morning. You tell one of them to spend it on themselves and one on other people. You measure their happiness at the end of the day, those that have gone and spent on other people are much happier that those that spent it on themselves.
Og disse fem måder, som vi har sat på disse handy postkort, vil jeg sige, ikke behøver være på bekostning af Jorden. De indeholder intet CO2. De behøver ingen materielle goder for at kunne gennemføres. Så jeg synes det er ret opnåeligt, at lykke ikke behøver være på bekostning af Jorden. Martin Luther King holdte, på aftenen hvor han døde, en utrolig tale. Han sagde "Jeg ved, der ligger udfordringer forude, der er måske problemer forude, men jeg frygter ingen af delene. Jeg er ligeglad. Jeg har været på bjergtoppen, og jeg har set det forjættede land." Han var prædikant, men jeg tror at miljøbevægelsen, såvel som virksomheder og regeringer, er nødt til at gå op på bjergtoppen, og kigge ud, og se det forjættede land, eller landet af løfter, og det har brug for at have en vision om en verden, som vi alle ønsker. Vi er nødt til at skabe en "Great Transition"(stor forandring) for at komme dertil, og vi skal dække den store forandring med gode ting.
And these five ways, which we put onto these handy postcards, I would say, don't have to cost the earth. They don't have any carbon content. They don't need a lot of material goods to be satisfied. And so I think it's really quite feasible that happiness does not cost the earth. Now, Martin Luther King, on the eve of his death, gave an incredible speech. He said, "I know there are challenges ahead, there may be trouble ahead, but I fear no one. I don't care. I have been to the mountain top, and I have seen the Promised Land." Now, he was a preacher, but I believe the environmental movement and, in fact, the business community, government, needs to go to the top of the mountain top, and it needs to look out, and it needs to see the Promised Land, or the land of promise, and it needs to have a vision of a world that we all want. And not only that, we need to create a Great Transition to get there, and we need to pave that great transition with good things.
Mennesker vil være lykkelige. Giv dem de fem måder. Og vi har brug for skilte, der samler folk og viser dem vej -- lidt ligesom Den Lykkelige Planet-indekset. Og så tror jeg, at vi sammen kan skabe den verden, vi alle ønsker, hvor lykke ikke er på bekostning af Jorden.
Human beings want to be happy. Pave them with the five ways. And we need to have signposts gathering people together and pointing them -- something like the Happy Planet Index. And then I believe that we can all create a world we all want, where happiness does not cost the earth.
(Klapsalver)
(Applause)