Siden jeg var her i '06, har vi fundet ud af at de globale klimaforandringer viser sig at være et temmelig alvorligt emne, så vi har dækket det i temmelig stort omfang i magasinet Skeptic. Vi undersøger alle mulige former for videnskabelige og pseudo-videnskabelige kontroverser, men det viser sig at vi ikke behøver at bekymre sig om noget af dette fordi verden ender i 2012.
So since I was here last in '06, we discovered that global climate change is turning out to be a pretty serious issue, so we covered that fairly extensively in Skeptic magazine. We investigate all kinds of scientific and quasi-scientific controversies, but it turns out we don't have to worry about any of this because the world's going to end in 2012.
En anden update: I husker måske at jeg introducerede jer for Quadro Tracker. Det er ligesom et vandsøgende apparat. Det er bare et hult stykke plastik med en antenne der drejer rundt. Og man går rundt, og den peger på ting. Ligesom når man leder efter marihuana i de studerendes skabe, vil den pege direkte på nogen. Åh, undskyld. (Latter) Denne bestemte model der blev givet til mig finder golfbolde, specielt når man går på en golfbane og man kigger under nok buske. Jamen, under kategorien "Hvad skade kan denne slags fjollede ting gøre?" dette apparat, ADE 651, blev solgt til den irakiske regering for 40.000 dollars stykket. Den er helt magen til denne, totalt ubrugelig, og den virkede efter sigende med "statisk magnetisk ion tiltrækning," hvilket oversat betyder "pseudovidenskabeligt vås" -- det ville være det pæne ord -- hvor man binder et par ord sammen der lyder fint, men det gør absolut ingenting. I dette tilfælde, ved kontrolposter, tillod det folk at gå igennem fordi ens lille søge apparat fortalte en at de var okay, kostede det faktisk liv. Der er altså en fare med pseudovidenskab, med at tro på denne slags ting.
Another update: You will recall I introduced you guys to the Quadro Tracker. It's like a water dowsing device. It's just a hollow piece of plastic with an antenna that swivels around. And you walk around, and it points to things. Like if you're looking for marijuana in students' lockers, it'll point right to somebody. Oh, sorry. (Laughter) This particular one that was given to me finds golf balls, especially if you're at a golf course and you check under enough bushes. Well, under the category of "What's the harm of silly stuff like this?" this device, the ADE 651, was sold to the Iraqi government for 40,000 dollars apiece. It's just like this one, completely worthless, in which it allegedly worked by "electrostatic magnetic ion attraction," which translates to "pseudoscientific baloney" -- would be the nice word -- in which you string together a bunch of words that sound good, but it does absolutely nothing. In this case, at trespass points, allowing people to go through because your little tracker device said they were okay, actually cost lives. So there is a danger to pseudoscience, in believing in this sort of thing.
Det jeg vil tale om i dag er tro. Jeg vil gerne tro, og det vil I også. Og faktisk, tror jeg min tese her er at tro er tingenes naturlige tilstand. Det er standardindstillingen. Vi tror bare. Vi tror på alle mulige ting. Tro er naturlig; mistro, skepticisme, videnskab, er ikke naturligt. Det er sværere. Det er ubehageligt ikke at tro på ting. Ligesom Fox Mulder i "Strengt Fortroligt," der vil tro på ufoer? Jamen, det vil vi alle, og grunden til det er at vi alle har en tro maskine i vores hjerne. Dybest set, er vi mønster-søgende primater. Vi forbinder prikkerne med hinanden: A er forbundet med B; B er forbundet med C: Og nogle gange er A virkelig forbundet med B, og det kaldes sammenkædet læring.
So what I want to talk about today is belief. I want to believe, and you do too. And in fact, I think my thesis here is that belief is the natural state of things. It is the default option. We just believe. We believe all sorts of things. Belief is natural; disbelief, skepticism, science, is not natural. It's more difficult. It's uncomfortable to not believe things. So like Fox Mulder on "X-Files," who wants to believe in UFOs? Well, we all do, and the reason for that is because we have a belief engine in our brains. Essentially, we are pattern-seeking primates. We connect the dots: A is connected to B; B is connected to C. And sometimes A really is connected to B, and that's called association learning.
Vi finder mønstre, vi laver de forbindelser, hvadenten det er Pavlovs hunde her der associerer lyden af en klokke med maden, og så savler han ved lyden af klokken, eller om det er en Skinner rotte, hvor han har en association mellem hans adfærd og belønningen for det, og derfor gentager han adfærden. Faktisk, var det Skinner opdagede, at hvis man putter en due i en kasse som denne, og han skal trykke på en af disse to knapper, og han prøver at finde ud af hvad mønsteret er, og man giver ham en lille belønning i kassen der -- hvis man bare vilkårligt uddeler belønninger så der ikke er et mønster, vil de finde på et hvilket som helst mønster. Og hvad de end gjorde inden de fik belønningen, så gentager de det bestemte mønster. Nogle gange var det endda at sno rundt om sig selv to gange mod uret, en gang med uret, og trykke to gange på knappen. Og det kaldes overtro, og det, er jeg bange for, vil vi altid have med os.
We find patterns, we make those connections, whether it's Pavlov's dog here associating the sound of the bell with the food, and then he salivates to the sound of the bell, or whether it's a Skinnerian rat, in which he's having an association between his behavior and a reward for it, and therefore he repeats the behavior. In fact, what Skinner discovered is that, if you put a pigeon in a box like this, and he has to press one of these two keys, and he tries to figure out what the pattern is, and you give him a little reward in the hopper box there -- if you just randomly assign rewards such that there is no pattern, they will figure out any kind of pattern. And whatever they were doing just before they got the reward, they repeat that particular pattern. Sometimes it was even spinning around twice counterclockwise, once clockwise and peck the key twice. And that's called superstition, and that, I'm afraid, we will always have with us.
Jeg kalder denne process "patternicity" -- det vil sige, tendensen til at finde meningsfulde mønstre i både meningsfuld og meningsløs støj. Når vi gennemgår denne process, begår vi to typer fejl. En Type I fejl, eller falsk positiv, er at tro på at mønsteret er ægte når det ikke passer. Vores anden type fejl er den falske negative. En Type II fejl er ikke at tro på et mønster, når det virkelig er der. Lad os lave et lille eksperiment her. Man var en hominid for tre millioner år siden der gik på Afrikas sletter. Ens navn er Lucy, okay? Og man hører en raslen i græsset. Er det et farligt rovdyr, eller er det bare vinden? Ens næste beslutning kunne være den vigtigste i ens liv. Jamen, hvis man mener at raslen i græsset er et farligt rovdyr, og det viser sig at det bare er vinden, har man begået en fejl i opfattelse, en Type I fejl, falsk positiv. Men ingen skade. Man flytter sig. Man er mere forsigtig. Man er mere overvågen. På den anden side, hvis man tror på at den raslen i græsset bare er vinden, og det viser sig at være et farligt rovdyr, er man middagsmad. Man har lige vundet en Darwin pris. Man er blevet fjernet fra genpuljen.
I call this process "patternicity" -- that is, the tendency to find meaningful patterns in both meaningful and meaningless noise. When we do this process, we make two types of errors. A Type I error, or false positive, is believing a pattern is real when it's not. Our second type of error is a false negative. A Type II error is not believing a pattern is real when it is. So let's do a thought experiment. You are a hominid three million years ago walking on the plains of Africa. Your name is Lucy, okay? And you hear a rustle in the grass. Is it a dangerous predator, or is it just the wind? Your next decision could be the most important one of your life. Well, if you think that the rustle in the grass is a dangerous predator and it turns out it's just the wind, you've made an error in cognition, made a Type I error, false positive. But no harm. You just move away. You're more cautious. You're more vigilant. On the other hand, if you believe that the rustle in the grass is just the wind, and it turns out it's a dangerous predator, you're lunch. You've just won a Darwin award. You've been taken out of the gene pool.
Nu er problemet her at 'patterniciteter' vil opstå når omkostningen ved at begå en Type I fejl er mindre end at begå en Type II fejl. Dette er den eneste ligning i foredraget for øvrigt. Vi har et mønster-opfattelses-problem der er, at opfatte forskellen mellem en Type I fejl og en Type II fejl er dybt problematisk, specielt i split-sekunder, liv-eller-død situationer. Så standardindstillingen er bare: Tro på at alle mønstre er ægte -- Al raslen i græsset er farlige rovdyr og ikke bare vinden. Så jeg tror vi har udviklet os ... der var en naturlig udvælgelse for tilbøjeligheden til vores tro maskiner, vores mønstersøgende hjerneprocesser, til altid at finde meningsfyldte mønstre og indgyde dem med denne form for rovdyrsagtige eller bevidste agenter som jeg vil vende tilbage til.
Now the problem here is that patternicities will occur whenever the cost of making a Type I error is less than the cost of making a Type II error. This is the only equation in the talk by the way. We have a pattern detection problem that is assessing the difference between a Type I and a Type II error is highly problematic, especially in split-second, life-and-death situations. So the default position is just: Believe all patterns are real -- All rustles in the grass are dangerous predators and not just the wind. And so I think that we evolved ... there was a natural selection for the propensity for our belief engines, our pattern-seeking brain processes, to always find meaningful patterns and infuse them with these sort of predatory or intentional agencies that I'll come back to.
For eksempel, hvad ser I her? Det er et hestehoved, det er rigtigt. Det ligner en hest. Det må være en hest. Det er et mønster. Og er det virkelig en hest? Eller er det mere som en frø? Se, vores mønster-opfattelses-apparat, som viser sig at være placeret i den forreste cingulate cortex -- det er vores lille opfattelses apparat der -- kan nemt snydes, og det er problemet. For eksempel, hvad ser I her? Ja, selvfølgelig, det er en ko. Når jeg klargør hjernen -- det kaldes kognitiv klargøring -- når jeg klargør hjernen til at se det, hopper det frem igen, selv uden mønsteret som jeg har lagt hen over det. Og hvad ser I her? Nogle folk ser en dalmatiner. Ja, der er den. Og der er klargøringen. Så når jeg går tilbage uden klargøringen, har ens hjerne allerede modellen så man kan se den igen. Hvad ser I her? Planeten Saturn. Ja, det er godt. Hvad med her? Bare råb hvad som helst I ser. Det er et godt publikum, Chris. Fordi der er ikke noget i dette. Jamen, der er efter sigende ingenting her.
So for example, what do you see here? It's a horse head, that's right. It looks like a horse. It must be a horse. That's a pattern. And is it really a horse? Or is it more like a frog? See, our pattern detection device, which appears to be located in the anterior cingulate cortex -- it's our little detection device there -- can be easily fooled, and this is the problem. For example, what do you see here? Yes, of course, it's a cow. Once I prime the brain -- it's called cognitive priming -- once I prime the brain to see it, it pops back out again even without the pattern that I've imposed on it. And what do you see here? Some people see a Dalmatian dog. Yes, there it is. And there's the prime. So when I go back without the prime, your brain already has the model so you can see it again. What do you see here? Planet Saturn. Yes, that's good. How about here? Just shout out anything you see. That's a good audience, Chris. Because there's nothing in this. Well, allegedly there's nothing.
Dette er et eksperiment der udføres af Jennifer Whiston ved U.T. Austin om forretningsmiljøer, og om følelsen af usikkerhed og at være ude af kontrol får folk til at se indbildte mønstre. Det vil sige, næsten alle ser planeten Saturn. Folk der bliver sat i omgivelser hvor de føler sig ude af kontrol ser med større sandsynlighed noget i dette, som angiveligt er uden mønster. Med andre ord, tilbøjeligheden til at finde disse mønstre stiger, når der er en mangel på kontrol. For eksempel, er baseball-spillere notorisk overtroiske når de slår, men ikke så meget når de står på græsset. Fordi markspillerne er succesrige 90 til 95 af tiden. De bedste slåere slår fejl syv ud af 10 gange. Så deres overtro, deres 'patternicities' er alle associeret med følelser om mangel på kontrol og så videre.
This is an experiment done by Jennifer Whitson at U.T. Austin on corporate environments and whether feelings of uncertainty and out of control makes people see illusory patterns. That is, almost everybody sees the planet Saturn. People that are put in a condition of feeling out of control are more likely to see something in this, which is allegedly patternless. In other words, the propensity to find these patterns goes up when there's a lack of control. For example, baseball players are notoriously superstitious when they're batting, but not so much when they're fielding. Because fielders are successful 90 to 95 percent of the time. The best batters fail seven out of 10 times. So their superstitions, their patternicities, are all associated with feelings of lack of control and so forth.
Hvad ser I i dette bestemte billede her, i dette felt? Nogen der ser nogen objekter her? Der er faktisk noget her, men det er forringet. Mens I tænker på det, dette var et eksperiment der blev udført af Susan Blackmore, en psykolog i England, der viste forsøgspersoner dette forringede billede og kørte så en sammenhæng mellem deres score på en ESP test: Hvor meget troede de på det paranormale, det overnaturlige, engle og så videre. Og dem der scorede højt på ESP skalaen, havde en tendens til ikke kun at se flere mønstre i de forringede billeder men forkerte mønstre. Her er hvad man viser en forsøgsperson. Fisken er forringet 20 procent, 50 procent, og så den jeg viste jer, 70 procent.
What do you see in this particular one here, in this field? Anybody see an object there? There actually is something here, but it's degraded. While you're thinking about that, this was an experiment done by Susan Blackmore, a psychologist in England, who showed subjects this degraded image and then ran a correlation between their scores on an ESP test: How much did they believe in the paranormal, supernatural, angels and so forth. And those who scored high on the ESP scale, tended to not only see more patterns in the degraded images but incorrect patterns. Here is what you show subjects. The fish is degraded 20 percent, 50 percent and then the one I showed you, 70 percent.
Et lignende eksperiment blev udført af en anden [schweizisk] psykolog der hedder Peter Brugger, der fandt ud af at væsentlig flere meningsfulde mønstre blev opfattet i den højre hjernehalvdel, igennem det venstre synsfelt, end den venstre hjernehalvdel. Hvis man præsenterer billeder for forsøgspersoner så det ender i den højre hjernehalvdel i stedet for den venstre, så er der større sandsynlighed for at de vil se mønstre end hvis man sætter det i den venstre hjernehalvdel. Vores højre hjernehalvdel ser ud til at være hvor meget af denne 'patternicity' opstår. Det vi prøver er at bore ind i hjernen til det punkt hvor dette alt sammen foregår.
A similar experiment was done by another [Swiss] psychologist named Peter Brugger, who found significantly more meaningful patterns were perceived on the right hemisphere, via the left visual field, than the left hemisphere. So if you present subjects the images such that it's going to end up on the right hemisphere instead of the left, then they're more likely to see patterns than if you put it on the left hemisphere. Our right hemisphere appears to be where a lot of this patternicity occurs. So what we're trying to do is bore into the brain to see where all this happens.
Brugger og hans kollega, Christine Mohr, gav forsøgspersonerne L-DOPA. L-DOPA er et lægemiddel, som I ved, der gives til at behandle Parkinsons, som er relateret til et fald i dopamin. L-DOPA forøger dopamin. En forøgelse af dopamin forårsagede at forsøgspersonerne så flere mønstre end dem der ikke fik dopamin. Så dopamin ser ud til at være stoffet der er associeret med 'patternicity'. Faktisk, bliver neuroleptiske lægemidler brugt til at eliminere psykotisk adfærd, ting som paranoia, vrangforestillinger og hallucinationer, det er 'patternicities'. De er ukorrekte mønstre. De er falske positiver. De er Type I fejl. Og hvis man giver dem lægemidler der er dopaminhæmmere, forsvinder de. Det vil sige, man nedsætter mængden af dopamin, og deres tendens er at se mønstre som det formindskes. På den anden side, amfetaminer som kokain er dopaminantagonister. De forøger deres mængde af dopamin. Der er altså større sandsynlighed for at man føler sig euforisk, kreativ, finder flere mønstre.
Brugger and his colleague, Christine Mohr, gave subjects L-DOPA. L-DOPA's a drug, as you know, given for treating Parkinson's disease, which is related to a decrease in dopamine. L-DOPA increases dopamine. An increase of dopamine caused subjects to see more patterns than those that did not receive the dopamine. So dopamine appears to be the drug associated with patternicity. In fact, neuroleptic drugs that are used to eliminate psychotic behavior, things like paranoia, delusions and hallucinations, these are patternicities. They're incorrect patterns. They're false positives. They're Type I errors. And if you give them drugs that are dopamine antagonists, they go away. That is, you decrease the amount of dopamine, and their tendency to see patterns like that decreases. On the other hand, amphetamines like cocaine are dopamine agonists. They increase the amount of dopamine. So you're more likely to feel in a euphoric state, creativity, find more patterns.
Faktisk, så jeg Robin Williams for nylig tale om hvordan han troede han var meget sjovere når han brugte kokain, da han havde den vane, end nu. Måske er mere dopamin relateret til mere kreativitet. Dopamin, mener jeg, forandrer vores signal-støj forhold. Det vil sige, hvor nøjagtige vi er til at finde mønstre. Hvis det er for lavt, vil man være mere tilbøjelig til at begå for mange Type II fejl. Man ser ikke de virkelige mønstre. Man vil ikke være for skeptisk. Hvis man er for skeptisk, misser man de virkelig gode, interessante ideer. Helt rigtigt, er man kreativ, og man falder ikke for for meget vrøvl For højt, og måske ser man mønstre over alt. Hver gang nogen ser på en, tror man at folk stirrer på en. Man tror at folk taler om en. Og hvis man går for langt med det, er det bare stemplet som galskab. Det er en skelnen vi måske ville lave mellem to Nobelprisvindere, Richard Feynman og John Nash. Den ene ser måske det helt rigtige antal mønstre til at vinde en Nobelpris. Også den anden, men måske for mange mønstre. Og det kalder vi skizofreni.
In fact, I saw Robin Williams recently talk about how he thought he was much funnier when he was doing cocaine, when he had that issue, than now. So perhaps more dopamine is related to more creativity. Dopamine, I think, changes our signal-to-noise ratio. That is, how accurate we are in finding patterns. If it's too low, you're more likely to make too many Type II errors. You miss the real patterns. You don't want to be too skeptical. If you're too skeptical, you'll miss the really interesting good ideas. Just right, you're creative, and yet you don't fall for too much baloney. Too high and maybe you see patterns everywhere. Every time somebody looks at you, you think people are staring at you. You think people are talking about you. And if you go too far on that, that's just simply labeled as madness. It's a distinction perhaps we might make between two Nobel laureates, Richard Feynman and John Nash. One sees maybe just the right number of patterns to win a Nobel Prize. The other one also, but maybe too many patterns. And we then call that schizophrenia.
Signal-støjforholdet forelægger så et problem for os med henblik på mønster genkendelse. Og selvfølgelig ved I alle sammen præcis hvad dette er, ikke? Og hvilket mønster ser I her? Igen, tester jeres forreste cingulate cortex her, og skaber modstridende mønstergenkendelse. I ved, selvfølgelig, er dette Via Uno sko. Dette er sandaler. Temmelig sexede fødder, må jeg sige. Måske en lille smule photoshoppet. Og selvfølgelig, de tvetydige figurer der ser ud til at slå frem og tilbage. Det viser sig at det man tænker ofte over har indflydelse på det man ser. Og man ser lampen her, I ved. Fordi lyset står derpå. Selvfølgelig, takket være miljøorganisationerne er vi alle følsomme overfor havpattedyrs vanskelige situation. Det man ser i denne bestemte tvetydige figur er, selvfølgelig, delfinerne, ikke? Man ser delfinen her, og det er en delfin, og der er en delfin. Det er en delfinhale der, gutter.
So the signal-to-noise ratio then presents us with a pattern-detection problem. And of course you all know exactly what this is, right? And what pattern do you see here? Again, I'm putting your anterior cingulate cortex to the test here, causing you conflicting pattern detections. You know, of course, this is Via Uno shoes. These are sandals. Pretty sexy feet, I must say. Maybe a little Photoshopped. And of course, the ambiguous figures that seem to flip-flop back and forth. It turns out what you're thinking about a lot influences what you tend to see. And you see the lamp here, I know. Because the lights on here. Of course, thanks to the environmentalist movement we're all sensitive to the plight of marine mammals. So what you see in this particular ambiguous figure is, of course, the dolphins, right? You see a dolphin here, and there's a dolphin, and there's a dolphin. That's a dolphin tail there, guys.
(Latter)
(Laughter)
Hvis vi kan give jer modstridende data igen, vil ens ACC slå over i hyperdrive. Hvis man kigger hernede, er det fint. Hvis man ser deroppe, så får man modstridende data. Og så skal vi vende billedet for at man kan se at det er en fælde. Det umulige kasse illusion. Det er nemt at narre hjernen i 2D. Så man siger, "Ah, kom nu Shermer, det kan alle i Psyk 101 gøre med en tekst illusion som den." Jamen her er den nu afdøde Jerry Andrus's "umulige kasse" illusion i 3D, hvor Jerry står inden i den umulige kasse. Og han var så venlig at poste dette og vise os hemmeligheden. Selvfølgelig er kameravinklen afgørende. Fotografen er derovre, og dette bræt ser ud til at overlappe denne, og denne og denne, og så videre. Men selv når jeg fjerner det, er illusionen så stærk på grund af måden som hjernen er sat sammen på til at finde forskellige mønstre.
If we can give you conflicting data, again, your ACC is going to be going into hyperdrive. If you look down here, it's fine. If you look up here, then you get conflicting data. And then we have to flip the image for you to see that it's a set up. The impossible crate illusion. It's easy to fool the brain in 2D. So you say, "Aw, come on Shermer, anybody can do that in a Psych 101 text with an illusion like that." Well here's the late, great Jerry Andrus' "impossible crate" illusion in 3D, in which Jerry is standing inside the impossible crate. And he was kind enough to post this and give us the reveal. Of course, camera angle is everything. The photographer is over there, and this board appears to overlap with this one, and this one with that one, and so on. But even when I take it away, the illusion is so powerful because of how are brains are wired to find those certain kinds of patterns.
Dette er en forholdsvis ny en der snyder os på grund af de modstridende mønstre der sammenligner denne vinkel med den vinkel. Faktisk, er det nøjagtig det samme billede ved siden af hinanden. Det man gør er at man sammenligner den vinkel i stedet for med denne, men med den. Så ens hjerne bliver snydt. Og alligevel, bliver ens mønstergenkendelses- apparater narret.
This is a fairly new one that throws us off because of the conflicting patterns of comparing this angle with that angle. In fact, it's the exact same picture side by side. So what you're doing is comparing that angle instead of with this one, but with that one. And so your brain is fooled. Yet again, your pattern detection devices are fooled.
Ansigter er nemme at se fordi vi har en ekstra udviklet ansigtsgenkendelses software i vores tindingelapper. Her er nogle ansigter på en klippeside. Jeg er faktisk ikke så sikker på at dette er -- dette er muligvis manipuleret. Uanset hvad, er pointen stadig fremsat. Hvilken en af disse synes I ser mærkelig ud? En hurtig reaktion, hvilken en ser mærkelig ud? Den til venstre. Okay. Så jeg drejer den så det vil være den til højre. Og I har ret. En temmelig kendt illusion -- det blev gjort første gang med Margaret Thatcher. De udnytter politikkerne hver gang. Jamen, hvorfor sker dette? Jamen, vi ved præcis hvor det sker, i tindingelappperne, tværs over, lidt over øret der på en måde, i en lille struktur der hedder gyrus fusiformis. Og der er to typer celler der gør dette, der registrerer ansigtstræk enten globalt, eller særligt disse store, hurtigt affyrende celler, der først kigger på det generelle ansigt. Så man genkender Obama med det samme. Og så lægger man mærke til noget temmelig mærkeligt ved øjnene og munden. Specielt når de vender på hovedet, tilkobler man den generelle ansigts- genkendelsessoftware der.
Faces are easy to see because we have an additional evolved facial recognition software in our temporal lobes. Here's some faces on the side of a rock. I'm actually not even sure if this is -- this might be Photoshopped. But anyway, the point is still made. Now which one of these looks odd to you? In a quick reaction, which one looks odd? The one on the left. Okay. So I'll rotate it so it'll be the one on the right. And you are correct. A fairly famous illusion -- it was first done with Margaret Thatcher. Now, they trade up the politicians every time. Well, why is this happening? Well, we know exactly where it happens, in the temporal lobe, right across, sort of above your ear there, in a little structure called the fusiform gyrus. And there's two types of cells that do this, that record facial features either globally, or specifically these large, rapid-firing cells, first look at the general face. So you recognize Obama immediately. And then you notice something quite a little bit odd about the eyes and the mouth. Especially when they're upside down, you're engaging that general facial recognition software there.
Jeg sagde i vores lille tankeeksperiment, at man er en hominide der går på sletterne i Afrika. Er det bare vinden eller et farligt rovdyr? Hvad er forskellen på de to? Jamen, vinden er død; det farlige rovdyr er en bevidst agent. Og jeg kalder denne process 'agenticity'. Det er tendensen til at tilføre mening, intention og agent til mønstre, ofte værende usynlige fra toppen og ned. Dette er en ide vi fik fra en medTEDster her, Dan Dennett, der talte om at tage den bevidste holdning.
Now I said back in our little thought experiment, you're a hominid walking on the plains of Africa. Is it just the wind or a dangerous predator? What's the difference between those? Well, the wind is inanimate; the dangerous predator is an intentional agent. And I call this process agenticity. That is the tendency to infuse patterns with meaning, intention and agency, often invisible beings from the top down. This is an idea that we got from a fellow TEDster here, Dan Dennett, who talked about taking the intentional stance.
Der er en type af det der er udvidet for at forklare, tror jeg, mange forskellige ting: sjæle, ånder, spøgelser, guder, dæmoner, engle, rumvæsner, intelligente designere, regeringskonspiratorer og alle mulige slags usynlige agenter med magt og hensigt, menes at hjemsøge vores verden og kontrollere vores liv. Jeg mener det er basen af animisme og polyteisme og monoteisme. Det er troen på hvis rumvæsener på en eller anden måde er mere avanceret end os, mere moralske end os, og beretningerne er altid at de kommer her for at redde os og undsætte os fra det ophøjede. De intelligente designere bliver altid fremstillet som disse super intelligente, moralske væsener der kommer herned for at designe liv. Selv ideen at regeringen kan redde os -- det er ikke længere en bølge fra fremtiden, men det er, tror jeg, en form for 'agenticity': at projicere nogen deroppe, store og magtfulde, der kommer og redder os.
So it's a type of that expanded to explain, I think, a lot of different things: souls, spirits, ghosts, gods, demons, angels, aliens, intelligent designers, government conspiracists and all manner of invisible agents with power and intention, are believed to haunt our world and control our lives. I think it's the basis of animism and polytheism and monotheism. It's the belief that aliens are somehow more advanced than us, more moral than us, and the narratives always are that they're coming here to save us and rescue us from on high. The intelligent designer's always portrayed as this super intelligent, moral being that comes down to design life. Even the idea that government can rescue us -- that's no longer the wave of the future, but that is, I think, a type of agenticity: projecting somebody up there, big and powerful, will come rescue us.
Og dette er også, mener jeg, grundlaget for konspirationsteorier. Der er nogen der gemmer sig i baggrunden og trækker i snorene, hvad enten det er Illuminati eller Bilderbergers. Men dette er et mønster genkendelsesproblem, er det ikke? Nogle mønstre er virkelige og nogle er ikke. Blev JFK snigmyrdet af en konspiration eller af en enlig attentatmand? Jamen, hvis man tænker sådan -- der er mennesker der på en hvilken som helst dag -- som da jeg var der, her -- og viste mig hvor de forskellige skytter var. Min yndlings var at han var i mandehullet. Og han hoppede ud i sidste øjeblik, og skød. Men selvfølgelig, blev Lincoln snigmyrdet af en konspiration. Vi kan ikke bare afvise alle denne slags mønstre. Fordi, lad os være ærlige, nogle mønstre er virkelige. Nogle konspirationer er ægte. Det forklarer meget, måske.
And this is also, I think, the basis of conspiracy theories. There's somebody hiding behind there pulling the strings, whether it's the Illuminati or the Bilderbergers. But this is a pattern detection problem, isn't it? Some patterns are real and some are not. Was JFK assassinated by a conspiracy or by a lone assassin? Well, if you go there -- there's people there on any given day -- like when I went there, here -- showing me where the different shooters were. My favorite one was he was in the manhole. And he popped out at the last second, took that shot. But of course, Lincoln was assassinated by a conspiracy. So we can't just uniformly dismiss all patterns like that. Because, let's face it, some patterns are real. Some conspiracies really are true. Explains a lot, maybe.
Og 9/11 har en konspirationsteori. Det er en konspiration. Vi udgav et helt nummer om det. Nitten medlemmer af Al Queda der planlagde at flyve de fly ind i bygningerne udgør en konspiration. Men det er ikke det "9/11 sandsøgere" tror. De tror at det var en insider job opgave fra Bush embedet. Jamen, det er en hel anden forelæsning. Ved I hvordan vi ved at 9/11 ikke blev organiseret af Bush embedet? Fordi det fungerede.
And 9/11 has a conspiracy theory. It is a conspiracy. We did a whole issue on it. Nineteen members of Al Queda plotting to fly planes into buildings constitutes a conspiracy. But that's not what the "9/11 truthers" think. They think it was an inside job by the Bush administration. Well, that's a whole other lecture. You know how we know that 9/11 was not orchestrated by the Bush administration? Because it worked.
(Latter)
(Laughter)
(Bifald)
(Applause)
Så vi er naturlig-fødte dualister. Vores 'agenticitet' process stammer fra det faktum at vi kan nyde film som denne. Fordi vi kan forestille os, egentlig, at fortsætte. Vi ved at hvis man kan stimulere tindingelapperne, kan man producere en følelse af ud af kroppen oplevelser, nærdøds oplevelser, hvilket man kan gøre bare ved at berøre tindingelapperne med en elektrode her. Eller man kan gøre det gennem tab af bevidsthed, ved at accelerere i en centrifuge. Man får hypoxia, eller et lavt iltindhold. Og hjernen føler at der er en ud af kroppen oplevelse. Man kan bruge -- hvilket jeg gjorde, gik ud og gjorde -- Michael Persingers Gud Hjelm, der bombarderer ens tindingelapper med elektromagnetiske bølger. Og man får en følelse af en ud af kroppen oplevelse.
So we are natural-born dualists. Our agenticity process comes from the fact that we can enjoy movies like these. Because we can imagine, in essence, continuing on. We know that if you stimulate the temporal lobe, you can produce a feeling of out-of-body experiences, near-death experiences, which you can do by just touching an electrode to the temporal lobe there. Or you can do it through loss of consciousness, by accelerating in a centrifuge. You get a hypoxia, or a lower oxygen. And the brain then senses that there's an out-of-body experience. You can use -- which I did, went out and did -- Michael Persinger's God Helmet, that bombards your temporal lobes with electromagnetic waves. And you get a sense of out-of-body experience.
Så jeg vil slutte af med et kort videoklip der på en måder binder alt dette sammen. Det er kun halvandet minut. Det binder alt dette sammen til forventningens magt og troens magt. Værsgo og tænd for det.
So I'm going to end here with a short video clip that sort of brings all this together. It's just a minute and a half. It ties together all this into the power of expectation and the power of belief. Go ahead and roll it.
Fortæller: Dette er stedet de valgte til deres falske prøver for en reklame læbebalsam.
Narrator: This is the venue they chose for their fake auditions for an advert for lip balm.
Kvinde. Vi håber vi kan bruge en del af dette i en national reklame, ikke? Og dette er en prøve op nogle læbebalsam som vi har herovre. Og dette er vores modeller der vil hjælpe os, Roger og Matt. Og vi har vores egen læbebalsam, og vi har et ledende brand. Ville du have nogen problemer med at kysse vores modeller for at teste den?
Woman: We're hoping we can use part of this in a national commercial, right? And this is test on some lip balms that we have over here. And these are our models who are going to help us, Roger and Matt. And we have our own lip balm, and we have a leading brand. Would you have any problem kissing our models to test it?
Pige: Nej.
Girl: No.
Kvinde: Ville du ikke? (Pige: Nej.) Kvinde: Du ville mene det er i orden.
Woman: You wouldn't? (Girl: No.) Woman: You'd think that was fine.
Pige: Det ville være i orden. (Kvinde: Okay.)
Girl: That would be fine. (Woman: Okay.)
Dette er en blindtest. Jeg vil bede dig om at tage bind for øjnene. Kay, kan du se noget? (Pige: Nej.) Træk i det så du ikke engang kan se ned. (Pige: Okay.)
So this is a blind test. I'm going to ask you to go ahead and put a blindfold on. Kay, now can you see anything? (Girl: No.) Pull it so you can't even see down. (Girl: Okay.)
Kvinde: Det er helt mørkt nu, ikke?
Woman: It's completely blind now, right?
Pige: Ja. (Kvinde: Okay.)
Girl: Yes. (Woman: Okay.)
Det jeg vil se på i denne test er hvordan det beskytter dine læber, teksturen, ikke, og måske hvis du kan skimte en smag eller ej.
Now, what I'm going to be looking for in this test is how it protects your lips, the texture, right, and maybe if you can discern any flavor or not.
Pige: Okay. (Kvinde: Har du nogensinde prøvet en kyssetest før?)
Girl: Okay. (Woman: Have you ever done a kissing test before?)
Pige: Nej.
Girl: No.
Kvinde. Tag et skridt her. Okay, nu vil jeg bede dig om at knibe munden sammen. Knib munden godt sammen og læn dig lidt frem, okay?
Woman: Take a step here. Okay, now I'm going to ask you to pucker up. Pucker up big and lean in just a little bit, okay?
(Musik)
(Music)
(Latter)
(Laughter)
(Latter)
(Laughter)
Kvinde: Okay. Og, Jennifer, hvordan føltes det?
Woman: Okay. And, Jennifer, how did that feel?
Jennifer: Godt.
Jennifer: Good.
(Latter)
(Laughter)
Pige: Åh gud!
Girl: Oh my God!
(Latter)
(Laughter)
Michael Shermer: Mange tak. Tak. Tak.
Michael Shermer: Thank you very much. Thank you. Thanks.