Computere i dag er så utrolige, at vi ikke bemærker, hvor skræmmende de faktisk er. Jeg vil gerne tale med jer om det problem i dag, og hvordan vi kan fikse det med neurovidenskab.
Today's computers are so amazing that we fail to notice how terrible they really are. I'd like to talk to you today about this problem, and how we can fix it with neuroscience.
Først vil jeg gerne tage jer med tilbage til en kølig nat i Harlem i 2011, som gjorde et stort indtryk på mig. Jeg sad på et værtshus udenfor Columbia University, hvor jeg studerede computer- og neurovidenskab, og jeg havde gang i en god samtale med en anden studerende omkring hologrammers mulighed for en dag at erstatte computere. Og mens vi var ved, at komme til den bedste i samtalen, lyser hans mobil op. Og han tager den hen til sig, kigger ned og begynder at skrive løs. Og så tvinger han sine øjenæbler tilbage op mod mine, og siger: "Fortsæt bare. Jeg er her stadig." Men selvfølgelig kiggede han væk, og øjeblikket var ovre.
First, I'd like to take you back to a frosty night in Harlem in 2011 that had a profound impact on me. I was sitting in a dive bar outside of Columbia University, where I studied computer science and neuroscience, and I was having this great conversation with a fellow student about the power of holograms to one day replace computers. And just as we were getting to the best part of the conversation, of course, his phone lights up. And he pulls it towards himself, and he looks down and he starts typing. And then he forces his eyeballs back up to mine and he goes, "Keep going. I'm with you." But of course his eyes were glazed over, and the moment was dead.
Imens, på tværs af baren, så jeg en anden studerende der holdt sin mobil, denne gang op foran en gruppe. He bladrede igennem billeder på Instagram, og de her knægte grinede hysterisk. Og den her kontrast mellem, hvor dårligt jeg havde det og hvor godt de havde det omkring den sammen teknologi fik mig til at tænke. Og jo mere jeg tænkte, desto mere opdagede jeg, at det ikke var den digitale information, som var synderen, det var simpelthen skærmen, som separerede mig fra min ven, men som holdte de knægte sammen.
Meanwhile across the bar, I noticed another student holding his phone, this time towards a group. He was swiping through pictures on Instagram, and these kids were laughing hysterically. And that dichotomy between how crappy I was feeling and how happy they were feeling about the same technology, really got me thinking. And the more I thought of it, the more I realized it was clearly not the digital information that was the bad guy here, it was simply the display position that was separating me from my friend and that was binding those kids together.
De var sammen omkring noget, ligesom vores forfædre, der udviklede deres sociale kognition ved at fortælle historier omkring lejrbålet. Og det er hvad jeg synes, at værktøjer skal gøre.
See, they were connected around something, just like our ancestors who evolved their social cognitions telling stories around the campfire. And that's exactly what tools should do, I think.
De bør udvide vores krop. Og jeg synes, at computere i dag gør det stik modsatte. Uanset om du sender en mail til din kone, eller om du er ved at komponere en symfoni eller bare trøster en ven, så gør man det på stort set den samme måde. Man er bøjet over disse rektangler, fumlende med knapper, og menuer og flere rektangler. Og jeg synes, at det er den forkerte vej, Jeg mener, at vi kan begynde og bruge en meget mere naturlig maskine. Vi burde bruge maskiner, som bringer arbejdet tilbage til verden. Vi burde bruge maskiner baseret på neurovidenskab til at udvide vores sanser i stedet for at gå imod dem.
They should extend our bodies. And I think computers today are doing quite the opposite. Whether you're sending an email to your wife or you're composing a symphony or just consoling a friend, you're doing it in pretty much the same way. You're hunched over these rectangles, fumbling with buttons and menus and more rectangles. And I think this is the wrong way, I think we can start using a much more natural machine. We should use machines that bring our work back into the world. We should use machines that use the principles of neuroscience to extend our senses versus going against them.
Nu er der så det, at jeg har sådan en maskine her. Den hedder Meta 2. Lad os prøve den. Foran mig kan jeg se publikummet, og jeg kan se mine hænder. Og om tre, to, en, vil vi kunne se et fængslende hologram dukke op, et ret realistisk hologram kommer frem foran mig fra selve de briller, som jeg har på hovedet lige nu. Og det kan være noget, som vi er på indkøb efter eller lærer fra, og jeg kan bruge mine hænder til at flytte det elegant rundt med fin kontrol. Og jeg tror, at Iron Man ville være stolt. Vi kommer tilbage til det her lige om lidt.
Now it just so happens that I have such a machine here. It's called the Meta 2. Let's try it out. Now in front of me right now, I can see the audience, and I can see my very hands. And in three, two, one, we're going to see an immersive hologram appear, a very realistic hologram appear in front of me, of our very glasses I'm wearing on my head right now. And of course this could be anything that we're shopping for or learning from, and I can use my hands to very nicely kind of move it around with fine control. And I think Iron Man would be proud. We're going to come back to this in just a bit.
(Bifald)
(Applause)
Så hvis du er lidt ligesom mig, så er dit hoved allerede fyldt med mulighederne af hvad man kan med den her slags teknologi, så lad os se på nogle.
Now if you're anything like me, your mind is already reeling with the possibilities of what we can do with this kind of technology, so let's look at a few.
My mor er en arkitekt, så det første, som jeg forestillede mig var at udlægge en bygning i 3D. i stedet for at skulle bruge 2D grundplaner. Hun rører faktisk ved grafik lige nu og er ved at vælge interiør. Det her var alt sammen filmet gennem vores briller med et GoPro-kamera.
My mom is an architect, so naturally the first thing I imagined was laying out a building in 3D space instead of having to use these 2D floor plans. She's actually touching graphics right now and selecting an interior decor. This was all shot through a GoPro through our very glasses.
Og det næste her er meget personligt, det er professor Adam Gazzaleys glashjerne projekt, venligst udlånt af UCSF. Som en neurologistuderende ville jeg altid fantasere omkring evnen til at lære og huske disse komplekse hjernestrukturer med en faktisk maskine, hvor jeg kunne røre og lege med de forskellige hjernestrukturer.
And this next use case is very personal to me, it's Professor Adam Gazzaley's glass brain project, courtesy of UCSF. As a neuroscience student, I would always fantasize about the ability to learn and memorize these complex brain structures with an actual machine, where I could touch and play with the various brain structures.
Det, som I ser nu, kaldes for udvidet virkelighed, men for mig er det en del af en langt vigtigere fortælling -- en fortælling om, hvordan vi kan begynde, at udvide vores kroppe med digital enheder i stedet for omvendt.
Now what you're seeing is called augmented reality, but to me, it's part of a much more important story -- a story of how we can begin to extend our bodies with digital devices, instead of the other way around.
Så ... Jeg tror, at menneskeheden gennemgår en fase i de næste par år. Vi vil begynde, at putte et helt lag af digital information ovenpå den virkelige verden. Forestil for et øjeblik, hvad det kunne betyde for historiefortællere, for malere, for hjernekiruger, for indretningsarkitekter og måske for alle os her i dag. Og hvad jeg tror, at vi skal som et samfund, er virkelig at prøve og forsøge, at forestille os, hvordan vi kan skabe denne nye virkelighed på en måde, som udvider den menneskelige oplevelse fremfor gamification af virkeligheden eller fylde den med digital information. Og det er hvad jeg er passioneret omkring.
Now ... in the next few years, humanity's going to go through a shift, I think. We're going to start putting an entire layer of digital information on the real world. Just imagine for a moment what this could mean for storytellers, for painters, for brain surgeons, for interior decorators and maybe for all of us here today. And what I think we need to do as a community, is really try and make an effort to imagine how we can create this new reality in a way that extends the human experience, instead of gamifying our reality or cluttering it with digital information. And that's what I'm very passionate about.
Lad mig fortælle jer en lille hemmelighed. Om cirka fem år -- dette er ikke den mindste enhed -- om cirka fem år vil alle disse ligne strimler af glas over vores øjne, som viser hologrammer. Og ligesom at vi ikke går så meget op i hvilken mobil vi køber i henhold til hardware -- vi køber den for styresystemet -- som en neuroforsker, har jeg altid drømt om, at skabe hjernens iOS. Og det er rigtigt vigtigt, at vi får det gjort korrekt fordi vi kunne leve indeni disse ting for lige så længe, som vi har levet med Windows grafiske brugerflade. Og jeg ved ikke med jer, men at leve indeni Windows skræmmer mig,
Now, I want to tell you a little secret. In about five years -- this is not the smallest device -- in about five years, these are all going to look like strips of glass on our eyes that project holograms. And just like we don't care so much about which phone we buy in terms of the hardware -- we buy it for the operating system -- as a neuroscientist, I always dreamt of building the iOS of the mind, if you will. And it's very, very important that we get this right, because we might be living inside of these things for at least as long as we've lived with the Windows graphical user interface. And I don't know about you, but living inside of Windows scares me.
(Latter)
(Laughter)
For at isolere den mest intuitive brugerflade nogensinde bruger vi neurovidenskab til vores designretningslinjer i stedet for at lade en flok designere slås om det i bestyrelseslokalet. Og princippet som det hele handler om hedder "Neural Path of Least Resistance."
To isolate the single most intuitive interface out of infinity, we use neuroscience to drive our design guidelines, instead of letting a bunch of designers fight it out in the boardroom. And the principle we all revolve around is what's called the "Neural Path of Least Resistance."
Ved enhver lejlighed forbinder vi iOS hjernen med vores egen hjerne, for første gang, på vores egen hjernes vilkår. Sagt på en anden måde, vi prøver, at skabe en nul-indlæringskurve computer. Vi laver et system, man altid har vidst, hvordan skal bruges.
At every turn, we're connecting the iOS of the brain with our brain on, for the first time, our brain's terms. In other words, we're trying to create a zero learning-curve computer. We're building a system that you've always known how to use.
Her er de første tre designretningslinjer, som vi anvender i denne helt nye form for brugeroplevelse. Først og fremmest, så er du styresystemet. Traditionelle filsystemer er komplekse og abstrakte og det tager vores hjerne ekstra tid at aflæse dem. Vi går imod Neural Path of Least Resistance-princippet. Men i udvidet virkelighed kan du naturligvis tage dit holografiske TED-panel herhen og din holografiske email hen på den anden side af skrivebordet, og din rumlige hukommelse udviklede sig fint til at gå hen og tage dem. Man kunne tage sin holografiske Tesla, man er på indkøb efter -- fordi mit juridiske hold sagde, at jeg skulle bruge den, lige før showet.
Here are the first three design guidelines that we employ in this brand-new form of user experience. First and foremost, you are the operating system. Traditional file systems are complex and abstract, and they take your brain extra steps to decode them. We're going against the Neural Path of Least Resistance. Meanwhile, in augmented reality, you can of course place your holographic TED panel over here, and your holographic email on the other side of the desk, and your spatial memory evolved just fine to go ahead and retrieve them. You could put your holographic Tesla that you're shopping for -- or whatever model my legal team told me to put in right before the show.
(Latter)
(Laughter)
Perfekt. Din hjerne ved, hvordan man får det tilbage.
Perfect. And your brain knows exactly how to get it back.
Brugerfladens anden retningslinje kalder vi for "rør for at se." Hvad gør babyer, når de ser noget, som fanger deres interesse? De prøver at række ud og røre det. Og det er præcis sådan, som den naturlige maskine burde virke. Det visuelle system får et fundamentalt skub fremad fra en sans, som vi kalder ledsans -- sansen af vores kropsdeles stilling i rummet. Så ved at røre vores arbejde direkte kan vi ikke bare styre det bedre, men også få en dybere forståelse af det. Deraf navnet "rør for at se".
The second interface guideline we call "touch to see." What do babies do when they see something that grabs their interest? They try and reach out and touch it. And that's exactly how the natural machine should work as well. Turns out the visual system gets a fundamental boost from a sense we call proprioception -- that's the sense of our body parts in space. So by touching our work directly, we're not only going to control it better, we're also going to understand it much more deeply. Hence, touch to see.
Men det er ikke nok, at vi selv oplever ting. Vi er sociale primater. Det fører mig til den tredje retningslinje; det holografiske lejrbål fra vores første historie.
But it's not enough to experience things ourselves. We're inherently these social primates. And this leads me to our third guideline, the holographic campfire from our first story.
Vores spejlneuroners delsystem antyder, at vi kan forstå og arbejde med hinanden meget bedre, hvis vi kan se hinandens ansigter og hænder i 3D. Så hvis I kigger på videoen bag mig, så kan I se to Meta-brugere, der leger med det samme hologram, har øjenkontakt, forbundet omkring den her ting i stedet for at være distraheret af eksterne anordninger.
Our mirror-neuron subsystem suggests that we can connect with each other and with our work much better if we can see each other's faces and hands in 3D. So if you look at the video behind me, you can see two Meta users playing around with the same hologram, making eye contact, connected around this thing, instead of being distracted by external devices.
Lad os prøve det igen med neurovidenskab i tankerne. Vores ynglings brugerflade: hjernens iOS. Jeg går nu et skridt videre, og tager de her briller, og lægger dem lige her ved bordet Jeg er med jer, jeg er i øjeblikket, vi er forbundet. Min rumlig hukommelse går i gang, og jeg kan nu tage den, og bringe den tilbage, hvilket minder mig om, at jeg er styresystemet. Og nu er min ledsans i gang, og jeg kan eksplodere disse briller i tusind stykker og røre selve den sensor, som lige nu er ved at scanne min hånd.
Let's go ahead and try this again with neuroscience in mind. So again, our favorite interface, the iOS of the mind. I'm going to now take a step further and go ahead and grab this pair of glasses and leave it right here by the desk. I'm now with you, I'm in the moment, we're connecting. My spatial memory kicks in, and I can go ahead and grab it and bring it right back here, reminding me that I am the operating system. And now my proprioception is working, and I can go ahead and explode these glasses into a thousand parts and touch the very sensor that is currently scanning my hand.
Men det er ikke nok, at se tingene alene, så om et øjeblik vil min medstifter, Ray, lave et 3D opkald -- Ray?
But it's not enough to see things alone, so in a second, my co-founder Ray is going to make a 3D call -- Ray?
(Ringer)
(Ringing)
Hej Ray, hvordan går det? Jeg kan se den her fyr foran mig i komplet 3D. Og han er så fotorealistisk.
Hey Ray, how's it going? Guys, I can see this guy in front me in full 3D. And he is photo-realistic.
(Bifald)
(Applause)
Tak.
Thank you.
Mit spejlneuron delsystem antyder, at det her vil erstatte mobiler om ikke så længe. Ray, hvordan går det?
My mirror-neuron subsystem suggests that this is going to replace phones in not too long. Ray, how's it going?
Ray: Godt. Vi er på direkte i dag.
Ray: Great. We're live today.
(Bifald)
(Applause)
MG: Ray, giv publikum en gave af den holografiske hjerne, som vi så tidligere. Dette vil ikke kun forandre mobiler, det vil også forandre måden, som vi samarbejder på.
MG: Ray, give the crowd a gift of the holographic brain we saw from the video earlier. Guys, this is not only going to change phones, it's also going to change the way we collaborate.
Mange tak.
Thank you so much.
Tak, Ray.
Thanks, Ray.
Ray: Det var så lidt.
Ray: You're welcome.
(Bifald)
(Applause)
MG: Så det her er budskabet, som jeg opdagede på det værtshus i 2011: Computers fremtid er ikke låst fast inde i en af disse skærme. Den er lige her, inden i os.
MG: So folks, this is the message that I discovered in that bar in 2011: The future of computers is not locked inside one of these screens. It's right here, inside of us.
(Bifald)
(Applause)
Hvis der er én idé, som jeg vil have I skal tage med hjem, så er det, at den naturlige maskine ikke er en fremtidsudsigt, den er lige her i 2016. Og det er derfor, at alle os hundrede ansatte i Meta, inklusiv administrationen, ledelsen, designerne, ingeniørerne -- før TED2017, vil smide alle vores eksterne skærme væk og erstatte dem med en ægte og helt igennem mere naturlig maskine.
So if there's one idea that I could leave you with here today, it's that the natural machine is not some figment of the future, it's right here in 2016. Which is why all hundred of us at Meta, including the administrative staff, the executives, the designers, the engineers -- before TED2017, we're all going to be throwing away our external monitors and replacing them with a truly and profoundly more natural machine.
Mange tak.
Thank you very much.
(Bifald)
(Applause)
Tak, jeg sætter pris på det. Tak, allesammen.
Thank you, appreciate it. Thanks, guys.
Chris Anderson: Så fortæl mig lige en ting: der har været et par demoer med udvidet virkelighed vist igennem det sidste års tid. Og der er nogle gange en debat blandt teknologer om hvorvidt vi virkelig ser den ægte vare igennem skærmen? Der er problemet med synsvinklen; at teknologien på en eller anden måde viser et bredere perspektiv end man faktisk ville se, når man har brillerne på. Så vi den ægte vare der?
Chris Anderson: So help me out on one thing, because there've been a few augmented reality demos shown over the last year or so out there. And there's sometimes a debate among technologists about, are we really seeing the real thing on-screen? There's this issue of field of view, that somehow the technology is showing a broader view than you would actually see wearing the glasses. Were we seeing the real deal there?
MG: Det er den ægte vare. Men ikke kun det, vi gjorde en ekstra indsats i, at optage det igennem den faktiske linse i de forskellige videoer, som I har set her. Vi ønsker, at prøve og simulere oplevelsen for verden, som vi faktisk ser igennem brillerne, og ikke skyde genvej.
MG: Absolutely the real deal. Not only that, we took extra measures to shoot it with a GoPro through the actual lens in the various videos that you've seen here. We want to try to simulate the experience for the world that we're actually seeing through the glasses, and not cut any corners.
CA: Mange tak for at vise os det.
CA: Thank you so much for showing us that.
MG: Mange tak, det sætter jeg pris på.
MG: Thanks so much, I appreciate that.