Da jeg var præsident for American Psychological Association, prøvede de at træne mig til medierne, og et møde jeg havde med CNN opsummerer det jeg vil tale om i dag, som er den ellevte grund til at være optimistisk. Udgiveren for Discover fortalte os de 10 af dem, jeg vil give jer den ellevte.
When I was President of the American Psychological Association, they tried to media-train me. And an encounter I had with CNN summarizes what I'm going to be talking about today, which is the eleventh reason to be optimistic. The editor of Discover told us 10 of them; I'm going to give you the eleventh.
Så de kom til mig -- CNN -- og de sagde, "Professor Seligman, kan du fortælle os om forfatningen som psykologien er i i dag? Vi vil gerne interviewe dig om det. " Og jeg sagde, "Fedt." Og hun sagde, "Men dette er CNN, så du får kun en lydbid." Så jeg sagde, "Jamen, hvor mange ord får jeg?" Og hun sagde, "Jamen, et."
So they came to me, CNN, and they said, "Professor Seligman -- would you tell us about the state of psychology today? We'd like to interview you about that." And I said, "Great." And she said, "But this is CNN, so you only get a sound bite." I said, "Well, how many words do I get?" And she said, "Well, one."
(Latter)
(Laughter)
Og kameraerne rullede, og hun sagde, "Professor Seligman, hvilken forfatning er psykologien i i dag?" "God."
And the cameras rolled, and she said, "Professor Seligman, what is the state of psychology today?" "Good."
(Latter)
(Laughter)
"Stop. Stop. Det er ikke nok. Vi vil virkelig gerne giver dig en længere lydbid." "Jamen, hvor mange ord får jeg denne gang?" "Jeg tror, jamen, du får to. Doktor Seligman, hvilken tilstand er psykologien i i dag?"
"Cut! Cut. That won't do. We'd really better give you a longer sound bite." "How many words do I get this time?" "Well, you get two." (Laughter)
"Ikke god."
"Doctor Seligman, what is the state of psychology today?" "Not good."
(Latter)
(Laughter)
"Hør engang, Doktor Seligman, vi kan se at du ikke er tryg i dette medie. Vi må hellere give dig en rigtig lydbid. Denne gang får du tre ord. Professor Seligman, i hvilken tilstand er psykologien i dag?" "Ikke god nok." Og det er det jeg vil tale om i dag.
"Look, Doctor Seligman, we can see you're really not comfortable in this medium. We'd better give you a real sound bite. This time you can have three words. Professor Seligman, what is the state of psychology today?" "Not good enough."
Jeg vil sige hvorfor psykologien var god, hvorfor den ikke var god og hvordan den kan blive, i løbet af de næste 10 år, god nok. Og gennem sideløbende opsummering, vil jeg sige det samme om teknologi, om underholdning og design, fordi jeg mener emnerne er meget ens.
That's what I'm going to be talking about. I want to say why psychology was good, why it was not good, and how it may become, in the next 10 years, good enough. And by parallel summary, I want to say the same thing about technology, about entertainment and design, because I think the issues are very similar.
Hvorfor var psykologi god? Jamen, i mere end 60 år, har psykologi arbejdet indenfor sygdomsmodellen. For ti år siden, da jeg var på et fly og jeg introducerede mig for min sidekammerat, og jeg fortalte dem hvad jeg lavede, flyttede de sig væk fra mig. Og fordi, helt korrekt, sagde de at psykologi handler om hvad at finde ud af hvad der er galt med en. Få øje på tossen. Og nu, når jeg fortæller folk hvad jeg laver, flytter de sig hen til mig.
So, why was psychology good? Well, for more than 60 years, psychology worked within the disease model. Ten years ago, when I was on an airplane and I introduced myself to my seatmate, and told them what I did, they'd move away from me, because, quite rightly, they were saying psychology is about finding what's wrong with you. Spot the loony. And now, when I tell people what I do, they move toward me.
Og det der var godt ved psykologi, ved de 30 milliarder som NIMH [National Institute of Mental Health] investerede, om at arbejde i sygdomsmodellen, om hvad man mener med psykologi, er at, for 60 år siden, kunne ingen af lidelserne behandles -- det var udelukkende snyd og bedrag. Og nu kan 14 af de lidelser behandles, to af dem er faktisk helbredelige.
What was good about psychology -- about the $30 billion investment NIMH made, about working in the disease model, about what you mean by psychology -- is that, 60 years ago, none of the disorders were treatable; it was entirely smoke and mirrors. And now, 14 of the disorders are treatable, two of them actually curable.
Og den anden ting der skete er at videnskaben udviklede sig, en videnskab om mentale lidelser. At vi fandt ud af at vi kunne tage slørede koncepter -- som depression, alkoholisme -- og måle dem med strenghed. At vi kunne skabe en klassifikation af de mentale lidelser. At vi kunne forstå kausaliteten af de mentale lidelser. Vi kunne se på tværs af tiden på de samme mennesker -- mennesker, for eksempel, der var genetisk udsatte for skizofreni -- og spørge hvad bidraget af at pylre, af gener er, og vi kunne isolere tredje variabler ved at udføre eksperimenter på de mentale lidelser.
And the other thing that happened is that a science developed, a science of mental illness. We found out we could take fuzzy concepts like depression, alcoholism, and measure them with rigor; that we could create a classification of the mental illnesses; that we could understand the causality of the mental illnesses. We could look across time at the same people -- people, for example, who were genetically vulnerable to schizophrenia -- and ask what the contribution of mothering, of genetics are, and we could isolate third variables by doing experiments on the mental illnesses.
Og bedst af alt, var vi i stand til, i løbet af de sidste 50 år, at opfinde lægemiddelbehandlinger og psykologiske behandlinger. Og så var vi i stand til at teste dem rigoristisk, i tilfældig orden, placebo kontrollerede design, smide de ting ud der ikke fungerede, beholde de ting der aktivt gjorde.
And best of all, we were able, in the last 50 years, to invent drug treatments and psychological treatments. And then we were able to test them rigorously, in random-assignment, placebo-controlled designs, throw out the things that didn't work,
Og konklusionen er at psykologi og psykiatri, i løbet af de sidste 60 år,
keep the things that actively did.
faktisk kan hævde at vi kan gøre ulykkelige mennesker mindre ulykkelige. Og jeg mener det er fantastisk. Jeg er stolt af det. Men det der ikke var godt, konsekvensen af det var tre ting.
The conclusion of that is, psychology and psychiatry of the last 60 years can actually claim that we can make miserable people less miserable. And I think that's terrific. I'm proud of it. But what was not good, the consequences of that, were three things.
Den første var moral, at psykologer og psykiatere blev viktimologer, patologer, at vores syn på menneskets natur var at hvis man var i problemer, så kunne man ikke reddes. Og vi glemte at mennesker træffer valg og beslutninger. Vi glemte ansvar. Det var den første omkostning.
The first was moral; that psychologists and psychiatrists became victimologists, pathologizers; that our view of human nature was that if you were in trouble, bricks fell on you. And we forgot that people made choices and decisions. We forgot responsibility. That was the first cost.
Den anden omkostning var at vi glemte om jer derude. Vi glemte om at forbedre almindelige liv. Vi glemte om en mission til at gøre relativt ubekymrede mennesker lykkeligere, mere tilfredse, mere produktive. Og "geni," "stort talent," blev et beskidt ord. Ingen arbejder på det.
The second cost was that we forgot about you people. We forgot about improving normal lives. We forgot about a mission to make relatively untroubled people happier, more fulfilled, more productive. And "genius," "high-talent," became a dirty word.
Og det tredje problem om sygdomsmodellen er,
No one works on that.
i vores skynding med at gøre noget ved de mennesker med problemer, i vores skynding med at gøre noget for at reparere skade, gik det aldrig op for os at blive ved med at udvikle indgreb til at gøre folk lykkeligere, positive indgreb.
And the third problem about the disease model is, in our rush to do something about people in trouble, in our rush to do something about repairing damage, it never occurred to us to develop interventions to make people happier -- positive interventions.
Så det var ikke godt. Så, det er det der fik folk som Nancy Etcoff, Dan Gilbert, Mike Csikszentmihalyi og jeg selv til at arbejde for noget jeg kalder for positiv psykologi, som har tre mål. Det første er at psykologi bør være lige så opmærksom på for menneskelig styrke som det er for svaghed. Det bør være lige så opmærksom på at bygge styrke som at reparere skade. Det bør være interesseret i de bedste ting i livet. Og det bør være lige så opmærksom på at gøre almindelige menneskers liv tilfredsstillende, og med genier, med at pleje et stort talent.
So that was not good. And so that's what led people like Nancy Etcoff, Dan Gilbert, Mike Csikszentmihalyi and myself to work in something I call, "positive psychology," which has three aims. The first is that psychology should be just as concerned with human strength as it is with weakness. It should be just as concerned with building strength as with repairing damage. It should be interested in the best things in life. And it should be just as concerned with making the lives of normal people fulfilling, and with genius, with nurturing high talent.
I løbet af de sidste 10 år og håbet for fremtiden, har vi set begyndelsen på videnskaben om positiv psykologi, en videnskab om hvad der gør livet værd at leve. Det viser sig at vi kan måle forskellige former for lykke. Og enhver af jer kan, gratis, gå til den hjemmeside og tage en overdådighed af tests for lykke. Man kan spørge, hvordan sparer man positive følelser op, mening, flow, imod bogstavelig talt titusindevis af andre mennesker? Vi skabte det modsatte af den diagnostiske manual over sindssygdomme: en klassificering over styrkerne og dyderne der ser på forholdet mellem mænd og kvinder, hvordan de er definerede, hvordan man diagnosticerer dem, hvad der bygger dem og hvad der kommer i vejen for dem. Vi blev klar over at vi kunne opdage årsagsforhold over de positive tilstande, forholdet mellem aktiviteten i den venstre hjernehalvdel og aktiviteten i den højre hjernehalvdel som årsag til lykke.
So in the last 10 years and the hope for the future, we've seen the beginnings of a science of positive psychology, a science of what makes life worth living. It turns out that we can measure different forms of happiness. And any of you, for free, can go to that website -- [www.authentichappiness.org] and take the entire panoply of tests of happiness. You can ask, how do you stack up for positive emotion, for meaning, for flow, against literally tens of thousands of other people? We created the opposite of the diagnostic manual of the insanities: a classification of the strengths and virtues that looks at the sex ratio, how they're defined, how to diagnose them, what builds them and what gets in their way. We found that we could discover the causation of the positive states, the relationship between left hemispheric activity and right hemispheric activity, as a cause of happiness.
Jeg har brugt mit liv på at arbejde på ekstremt ulykkelige mennesker, og jeg har stillet spørgsmålet, hvordan ekstremt ulykkelige mennesker er forskellige fra alle jer andre? Og for omkring seks år siden, spurgte vi til ekstremt lykkelige mennesker. Og hvordan er de forskellige fra resten af os? Og det viser sig at der er en måde. De er ikke mere religiøse, de er ikke i bedre form, de har ikke flere penge, de ser ikke bedre ud, de har ikke flere gode omstændigheder og færre dårlige omstændigheder. Den ene måde som de er forskellige på: de er ekstremt sociale. De sidder ikke til et seminar på en lørdag morgen. (Latter) De tilbringer ikke tid selv. Hver af dem er i et romantisk forhold og hver af dem har et bredt udvalg af venner.
I've spent my life working on extremely miserable people, and I've asked the question: How do extremely miserable people differ from the rest of you? And starting about six years ago, we asked about extremely happy people. How do they differ from the rest of us? It turns out there's one way, very surprising -- they're not more religious, they're not in better shape, they don't have more money, they're not better looking, they don't have more good events and fewer bad events. The one way in which they differ: they're extremely social. They don't sit in seminars on Saturday morning. (Laughter) They don't spend time alone. Each of them is in a romantic relationship and each has a rich repertoire of friends.
Men pas på her. Dette er kun korrelerede data, ikke årsager, og det handler om lykke i den første Hollywood forstand som jeg vil tale om: livlig lykke med fnis og godt humør. Og jeg vil foreslå for jer at det ikke i nærheden af at være nok, om et øjeblik. Vi fandt ud af at vi kunne begynde at kigge på indgreb i løbet af århundrederne, fra Buddha til Tony Robbins. Omkring 120 indgreb er blevet foreslået der efter sigende gør folk lykkelige. Og vi ser at vi har været i stand til at gøre mange af dem operative, og vi udfører faktisk tilfældige studier i virkeevne og effektivitet. Det vil sige, hvilke af dem der faktisk gør folk vedvarende lykkeligere? Om et par minutter, fortæller jeg jer om nogle af resultaterne.
But watch out here -- this is merely correlational data, not causal, and it's about happiness in the first, "Hollywood" sense, I'm going to talk about, happiness of ebullience and giggling and good cheer. And I'm going to suggest to you that's not nearly enough, in just a moment. We found we could begin to look at interventions over the centuries, from the Buddha to Tony Robbins. About 120 interventions have been proposed that allegedly make people happy. And we find that we've been able to manualize many of them, and we actually carry out random-assignment efficacy and effectiveness studies. That is, which ones actually make people lastingly happier? In a couple of minutes, I'll tell you about some of those results.
Men resultatet af dette er at missionen jeg vil have at psykologi har, ud over at det er dens mission at helbrede de mentalt syge, og ud over dens mission om at gøre ulykkelige mennesker mindre ulykkelige, er om psykologi faktisk kan gøre mennesker mere lykkelige? Og for at stille det spørgsmål -- lykke er ikke et ord jeg bruger særlig meget -- har vi været nød til at brække det ned i det jeg mener man kan spørge om ved lykke. Og jeg mener der er tre forskellige -- og jeg kalder dem forskellige, fordi forskellige indgreb bygger dem, det er muligt at have den ene frem for den anden -- tre forskellige lykkelige liv. Det første lykkelige liv er det behagelige liv. Dette er et liv hvor man kan have så mange positive følelser som man overhovedet kan, og evnerne til at forstærke det. Det andet er et liv med engagement -- et liv i ens arbejde, som forælder, ens kærlighed, ens fritid, tiden stopper for en. Det er det Aristoteles talte om. Og for det tredje, det meningsfyldte liv. Jeg vil sige lidt om hver af disse liv og hvad vi ved om dem.
But the upshot of this is that the mission I want psychology to have, in addition to its mission of curing the mentally ill, and in addition to its mission of making miserable people less miserable, is, can psychology actually make people happier? And to ask that question -- "happy" is not a word I use very much -- we've had to break it down into what I think is askable about "happy." And I believe there are three different -- I call them "different" because different interventions build them, it's possible to have one rather than the other -- three different happy lives. The first happy life is the pleasant life. This is a life in which you have as much positive emotion as you possibly can, and the skills to amplify it. The second is a life of engagement: a life in your work, your parenting, your love, your leisure; time stops for you. That's what Aristotle was talking about. And third, the meaningful life. I want to say a little bit about each of those lives and what we know about them.
Det første liv er det behagelige liv og det er simpelthen, som vi bedst kan finde det, er at have så mange af de glæder som man kan, så mange positive følelser som man kan, og lære evnerne -- nydelse, opmærksomhed -- det forstærker dem, det strækker dem over tid og rum. Men det behagelige liv har tre ulemper, og det er derfor positiv psykologi ikke er lykke-ologi og grunden til det ikke stopper her.
The first life is the pleasant life, and it's simply, as best we can find it, it's having as many of the pleasures as you can, as much positive emotion as you can, and learning the skills -- savoring, mindfulness -- that amplify them, that stretch them over time and space. But the pleasant life has three drawbacks, and it's why positive psychology is not happy-ology, and why it doesn't end here.
Den første ulempe er at det viser sig at det lykkelige liv, ens oplevelse af positive følelser, er arvelige, omkring 50 procent arvelig, og, faktisk, ikke særlig modificerbar. De forskellige tricks som Matthieu [Ricard] og jeg og andre kender om at forøge antallet af positive følelser i ens liv er 15 til 20 procent tricks, og får mere af det. Det andet er at man vænner sig til positive følelser. Man vænner sig hurtigt til det, faktisk. Det er ligesom fransk vanilje is, den første gang er 100 procent; til den tid man er nede ved den sjette gang, er det væk. Og, som jeg sagde, er det ikke specielt letpåvirkeligt.
The first drawback is, it turns out the pleasant life, your experience of positive emotion, is about 50 percent heritable, and, in fact, not very modifiable. So the different tricks that Matthieu and I and others know about increasing the amount of positive emotion in your life are 15 to 20 percent tricks, getting more of it. Second is that positive emotion habituates. It habituates rapidly, indeed. It's all like French vanilla ice cream: the first taste is 100 percent; by the time you're down to the sixth taste, it's gone. And, as I said, it's not particularly malleable.
Og dette fører til det andet liv. Og jeg skal fortælle jer om min ven, Len, for at tale om hvorfor positiv psykologi er mere end positive følelser, mere end at bygge glæde. I to af de tre store arenaer i livet, på det tidspunkt Len var 30, var Len enorm succesrig. Den første arena var arbejde. Da han var 20, var han aktiehandler. Da han var 25, var han multimillionær og chef for et aktiehandels firma. Det andet, i leg -- han er national mester i bridge. Men i livets tredje store arena, kærlighed, er Len en stor skuffelse. Og grunden til han var det, var at Len er en kold fisk. (Latter)
And this leads to the second life. I have to tell you about my friend Len, to talk about why positive psychology is more than positive emotion, more than building pleasure. In two of the three great arenas of life, by the time Len was 30, Len was enormously successful. The first arena was work. By the time he was 20, he was an options trader. By the time he was 25, he was a multimillionaire and the head of an options trading company. Second, in play, he's a national champion bridge player. But in the third great arena of life, love, Len is an abysmal failure. And the reason he was, was that Len is a cold fish. (Laughter)
Len er indadvendt. Amerikanske kvinder sagde til Len, når han datede dem, "Du er ikke sjov. Du har ikke positive følelser. Skrid." Og Len var rig nok til at være i stand til at have råd til en Park Avenue psykoanalytiker, der i fem år prøvede at finde det seksuelle trauma der på en eller anden måde låste de positive følelser inden i ham. Men det viste sig at der ikke var noget seksuelt traume. Det viste sig at -- Len voksede op i Long Island og han spillede amerikansk fodbold og så amerikansk fodbold, og spillede bridge -- Len er i de nederste fem procent af det vi kalder positive følelsesmæssighed.
Len is an introvert. American women said to Len, when he dated them, "You're no fun. You don't have positive emotion. Get lost." And Len was wealthy enough to be able to afford a Park Avenue psychoanalyst, who for five years tried to find the sexual trauma that had somehow locked positive emotion inside of him. But it turned out there wasn't any sexual trauma. It turned out that -- Len grew up in Long Island and he played football and watched football, and played bridge.
Spørgsmålet er, er Len ulykkelig? Og jeg vil sige han ikke er.
Len is in the bottom five percent of what we call positive affectivities.
Modsat det psykologien fortalte os om den nederste 50 procent af den menneskelige race i positiv følelsesmæssighed, mener jeg Len er en af de lykkeligste mennesker jeg kender. Han er ikke dømt til det helvede af ulykkelighed og det er ikke fordi Len, som de fleste af jer, er enormt i stand til flow. Når han gå på gulvet i American Exchange klokken 09:30 om morgenen, stopper tiden for ham. Og den stopper indtil klokken lukker. Når det første kort spilles, indtil 10 dage senere, turneringen er ovre, stopper tiden for Len.
The question is: Is Len unhappy? And I want to say, not. Contrary to what psychology told us about the bottom 50 percent of the human race in positive affectivity, I think Len is one of the happiest people I know. He's not consigned to the hell of unhappiness, and that's because Len, like most of you, is enormously capable of flow. When he walks onto the floor of the American Exchange at 9:30 in the morning, time stops for him. And it stops till the closing bell. When the first card is played till 10 days later, when the tournament is over, time stops for Len.
Og dette er nemlig det Mike Csikszentmihalyi har talt om, om flow. Og det er forskelligt fra glæde på alle vigtige måder. Glæde har rå følelser: man ved det sker. Det er tanker og følelser. Men det Mike fortalte jer i går -- under flow, kan man ikke føle noget som helst. Man er et med musikken. Tiden stopper. Man har intens koncentration. Og dette er nemlig karakteristikken for det vi mener er det gode liv. Og vi mener der er en opskrift på det, og det er at vide hvad ens største styrker er. Og igen, der er en valid test om hvad ens fem største styrker er. Og så gentænke ens liv til at bruge dem så meget som man overhovedet kan. Gentænke ens arbejde, ens kærlighed, ens leg, ens venskab, ens rolle som forælder.
And this is indeed what Mike Csikszentmihalyi has been talking about, about flow. And it's distinct from pleasure in a very important way: pleasure has raw feel -- you know it's happening; it's thought and feeling. But what Mike told you yesterday -- during flow ... you can't feel anything. You're one with the music. Time stops. You have intense concentration. And this is indeed the characteristic of what we think of as the good life. And we think there's a recipe for it, and it's knowing what your highest strengths are -- again, there's a valid test of what your five highest strengths are -- and then re-crafting your life to use them as much as you possibly can. Re-crafting your work, your love, your play, your friendship, your parenting.
Bare et eksempel. En person jeg arbejdede med var pakker ved Genuardi's. Hadede arbejdet. Hun arbejder sig gennem universitetet. Hendes bedste styrke var social intelligens, så hun gentænkte det at pakke til at gøre mødet med hende til det sociale højdepunkt af alle kunders dag. Hun slog naturligvis fejl. Men det hun gjorde var at tage hendes bedste styrker, og gentænke arbejdet til at bruge dem så meget som muligt. Det man får ud af det er ikke smil-hed. Man ligner ikke Debbie Reynolds. Man fniser ikke meget. Det man får er mere fordybelse. Så det er det anden sti. Den første sti, positive følelser. Den anden sti er eudaimonisk flow.
Just one example. One person I worked with was a bagger at Genuardi's. Hated the job. She's working her way through college. Her highest strength was social intelligence. So she re-crafted bagging to make the encounter with her the social highlight of every customer's day. Now, obviously she failed. But what she did was to take her highest strengths, and re-craft work to use them as much as possible. What you get out of that is not smiley-ness. You don't look like Debbie Reynolds. You don't giggle a lot. What you get is more absorption. So, that's the second path. The first path, positive emotion; the second path is eudaemonian flow;
Og den tredje sti er mening. Dette er den mest ærværdige af lykkelighederne, traditionelt set. Og mening, i dette syn, består af -- meget parallelt til eudaimoni -- det består af at vide hvad ens største styrker er, og bruge dem til at høre hjemme og i tjenesten af noget større end en selv.
and the third path is meaning. This is the most venerable of the happinesses, traditionally. And meaning, in this view, consists of -- very parallel to eudaemonia -- it consists of knowing what your highest strengths are, and using them to belong to and in the service of something larger than you are.
Jeg nævnte at for alle tre former for liv, det behagelige liv, det gode det, det meningsfulde liv, arbejder mennesker nu hårdt på spørgsmålet, er der ting der ændrer vores liv for bestandig? Og svaret lader til at være ja. Og jeg vil lige give jer nogle eksempler på det. Det bliver gjort på en firkantet måde. Det bliver gjort på samme måde som vi tester lægemidler for at se hvad der virkelig fungerer. Så vi laver uddeler tilfældige test, placebo kontrolleret, langtidsstudier af forskellige indgreb. Og bare for at prøve den slags indgreb som vi ser har en effekt, når vi lærer folk om det behagelige liv, hvordan man får mere glæde i sit liv, er en af ens opgaver at tage opmærksomheds- evnerne, nydelses-evnerne, og man bliver udpeget til at designe en smuk dag. Næste lørdag, sæt en dag til side, design en smuk dag for en selv, og brug nydelse og opmærksomhed til at forstærke de glæder. Og på den måde kan vi kan vise at det behagelige liv er forstærket.
I mentioned that for all three kinds of lives -- the pleasant life, the good life, the meaningful life -- people are now hard at work on the question: Are there things that lastingly change those lives? And the answer seems to be yes. And I'll just give you some samples of it. It's being done in a rigorous manner. It's being done in the same way that we test drugs to see what really works. So we do random-assignment, placebo-controlled, long-term studies of different interventions. Just to sample the kind of interventions that we find have an effect: when we teach people about the pleasant life, how to have more pleasure in your life, one of your assignments is to take the mindfulness skills, the savoring skills, and you're assigned to design a beautiful day. Next Saturday, set a day aside, design yourself a beautiful day, and use savoring and mindfulness to enhance those pleasures. And we can show in that way that the pleasant life is enhanced.
Taknemmeligheds visit. I skal at gøre dette sammen med mig nu, hvis I vil være så venlige. Luk øjnene. Jeg vil gerne have jer til at huske på nogen der gjorde noget utrolig vigtigt der ændrede jeres liv på en god måde, og som I aldrig fik takket rigtigt. Personen skal være i live. OK. OK, nu kan I åbne jeres øjne. Jeg håber I alle har sådan en person. Jeres opgave, når I lærer taknemmeligheds-visitten, er at skrive et 300-ords vidnesbyrd til den person, ringe til dem på telefonen i Phoenix, spørge om man kan komme på besøg, fortæl dem ikke hvorfor, vis jer hos deres dør, man læser vidnesbyrden op - alle græder når dette sker. Og det der sker når vi tester folk en uge senere, en måned senere, tre måneder senere, er at de begge er mere lykkelige og mindre deprimerede.
Gratitude visit. I want you all to do this with me now, if you would. Close your eyes. I'd like you to remember someone who did something enormously important that changed your life in a good direction, and who you never properly thanked. The person has to be alive. Now, OK, you can open your eyes. I hope all of you have such a person. Your assignment, when you're learning the gratitude visit, is to write a 300-word testimonial to that person, call them on the phone in Phoenix, ask if you can visit, don't tell them why. Show up at their door, you read the testimonial -- everyone weeps when this happens. And what happens is, when we test people one week later, a month later, three months later, they're both happier and less depressed.
Et andet eksempel er en styrke date, hvor man får par til at identificere deres bedste styrke på styrke testen, og så at designe en aften hvor begge bruger deres styrker, og vi ser at dette styrke et forhold. Og fornøjelse kontra filantropi. Men det er så opmuntrende at være i en gruppe som denne, hvor så mange af jer har gjort jeres liv til filantropi. Jamen, mine bachelorstuderende og de mennesker jeg arbejder med har ikke opdaget dette, så vi får faktisk menneske til at gøre noget altruistisk og gøre noget sjovt, til at kontrastere det. Og det man ser når man gør noget sjovt, har det et firkantet bølge gang sæt. Når man gør noget filantropisk for at hjælpe andre mennesker, varer det ved og ved. Det er eksempler på positive indgreb.
Another example is a strengths date, in which we get couples to identify their highest strengths on the strengths test, and then to design an evening in which they both use their strengths. We find this is a strengthener of relationships. And fun versus philanthropy. It's so heartening to be in a group like this, in which so many of you have turned your lives to philanthropy. Well, my undergraduates and the people I work with haven't discovered this, so we actually have people do something altruistic and do something fun, and contrast it. And what you find is when you do something fun, it has a square wave walk set. When you do something philanthropic to help another person, it lasts and it lasts. So those are examples of positive interventions.
Den næstsidste ting jeg vil sige er at vi er interesseret i hvor meget livstilfredshed mennesker har. Og dette er i virkeligheden det I handler om. Og det er vores mål variabel. Og vi stiller spørgsmålet som en funktion af de tre forskellige liv, hvor meget livstilfredshed får man? Så vi spørger -- og vi har gjort dette i 15 gentagelser der involverer folk i tusindevis i hvilken udstrækning har jagten på glæde, jagten på positive følelser, de behagelige liv, jagten på engagement, tiden der stopper for en, og jagten på mening indflydelse på livstilfredshed?
So the next to last thing I want to say is: we're interested in how much life satisfaction people have. This is really what you're about. And that's our target variable. And we ask the question as a function of the three different lives, how much life satisfaction do you get? So we ask -- and we've done this in 15 replications, involving thousands of people: To what extent does the pursuit of pleasure, the pursuit of positive emotion, the pleasant life, the pursuit of engagement, time stopping for you,
Og vores resultater overraskede os, men de var modsat i forhold til det vi troede.
and the pursuit of meaning contribute to life satisfaction?
Det viser sig at jagten på glæde næsten ikke har nogen indvirkning på livstilfredshed. Jagten på mening er det stærkeste. Jagten på engagement er også meget stærkt. Der hvor glæde betyder noget er hvis man har både engagement og man har mening, så er glæde toppen af kransekagen. Det vil sige, det fulde liv -- summen er større end de enkelte dele, hvis man har alle tre. Omvendt, hvis man ikke har nogen af de tre, det tomme liv, er summen mindre end de enkelte dele.
And our results surprised us; they were backward of what we thought. It turns out the pursuit of pleasure has almost no contribution to life satisfaction. The pursuit of meaning is the strongest. The pursuit of engagement is also very strong. Where pleasure matters is if you have both engagement and you have meaning, then pleasure's the whipped cream and the cherry. Which is to say, the full life -- the sum is greater than the parts, if you've got all three. Conversely, if you have none of the three, the empty life,
Og det vi nu spørger om er følger præcis det samme forhold, fysisk helbred, morbiditet, hvor længe man lever og produktivitet, det samme forhold? Det vil sige, i en virksomhed, er produktivitet en funktion af positive følelser, engagement og mening? Er helbred en funktion af positiv engagement, af glæde, og af mening i livet? Og der er grund til at tro at svaret på begge de spørgsmål er ja.
the sum is less than the parts. And what we're asking now is: Does the very same relationship -- physical health, morbidity, how long you live and productivity -- follow the same relationship? That is, in a corporation, is productivity a function of positive emotion, engagement and meaning? Is health a function of positive engagement, of pleasure, and of meaning in life? And there is reason to think the answer to both of those may well be yes.
Chris sagde at den sidste taler havde chancen for at prøve at integrere det han havde hørt, Så dette var fantastisk for mig. Jeg har aldrig været til en sammenkomst som denne. Jeg har aldrig set talere strække sig ud over sig selv så meget, hvilket var en af de bemærkelsesværdige ting. Men jeg fandt ud af at problemerne i psykologi så ud til at være parallelle med problemerne i teknologi, underholdning og design på følgende måde. Vi ved alle at teknologi, underholdning og design har været og kan bruges til destruktive formål. Vi ved også at teknologi, underholdning og design kan bruges til at lindre fortvivlelse. Og for øvrigt, forskellen mellem at lindre fortvivlelse og bygge lykke er ekstrem vigtig. Jeg tænkte, da jeg først blev terapeut for 30 år siden, at hvis jeg var god nok til at gøre nogen ikke deprimerede, ikke angste, ikke vrede, ville jeg gøre dem lykkelige. Og det skete jeg aldrig. Jeg opdagede at det bedste man nogensinde kunne gøre var at komme til nul. Men de var tomme.
So, Chris said that the last speaker had a chance to try to integrate what he heard, and so this was amazing for me. I've never been in a gathering like this. I've never seen speakers stretch beyond themselves so much, which was one of the remarkable things. But I found that the problems of psychology seemed to be parallel to the problems of technology, entertainment and design in the following way: we all know that technology, entertainment and design have been and can be used for destructive purposes. We also know that technology, entertainment and design can be used to relieve misery. And by the way, the distinction between relieving misery and building happiness is extremely important. I thought, when I first became a therapist 30 years ago, that if I was good enough to make someone not depressed, not anxious, not angry, that I'd make them happy. And I never found that; I found the best you could ever do was to get to zero; that they were empty.
Og det viser sig at evnerne til lykke, evnerne til det behagelige liv, evnerne til engagement, evnerne til mening, er forskellige fra evnerne til at lindre fortvivlelse. Så, den parallelle ting holder med teknologi, underholdning og design, mener jeg. Det vil sige, det er muligt for disse tre chauffører af vores verden at øge lykke, at øge positive følelser, og det er typisk sådan de er blevet brugt. Men når man opdeler glæde sådan som jeg gør det -- ikke kun positive følelser, det er slet ikke nok -- der er et flow i livet, og der er mening i livet. Som Laura Lee fortalte os, design, og, mener jeg, underholdning og teknologi, kan bruges til at også øge meningsengagement i livet.
And it turns out the skills of happiness, the skills of the pleasant life, the skills of engagement, the skills of meaning, are different from the skills of relieving misery. And so, the parallel thing holds with technology, entertainment and design, I believe. That is, it is possible for these three drivers of our world to increase happiness, to increase positive emotion. And that's typically how they've been used. But once you fractionate happiness the way I do -- not just positive emotion, that's not nearly enough -- there's flow in life, and there's meaning in life. As Laura Lee told us, design and, I believe, entertainment and technology, can be used to increase meaning engagement in life as well.
Så afslutningsvis, den ellevte grund til optimisme, ud over over rumelevatoren, tror jeg at med teknologi, underholdning og design, kan vi faktisk øge mængden af tonnage af menneskelig glæde på planeten. Og hvis teknologi kan, i løbet af det næste årti eller to, øger det behagelige liv, det gode liv og det meningsfyldte liv, det vil være godt nok. Hvis underholdning kan kanaliserer til også at øge positive følelser, mening, eudaimoni, vil det være godt nok. Og hvis design kan øge positive følelser, eudaimoni, og flow og mening, vil det vi alle gør sammen blive godt nok. Tak. (Bifald)
So in conclusion, the eleventh reason for optimism, in addition to the space elevator, is that I think with technology, entertainment and design, we can actually increase the amount of tonnage of human happiness on the planet. And if technology can, in the next decade or two, increase the pleasant life, the good life and the meaningful life, it will be good enough. If entertainment can be diverted to also increase positive emotion, meaning eudaemonia, it will be good enough. And if design can increase positive emotion, eudaemonia, and flow and meaning, what we're all doing together will become good enough. Thank you.