Verden forandrer sig med virkelig anseelig fart. Hvis I ser på diagrammet øverst, vil I se, at i 2025 anslår disse Goldman Sachs prognoser, at den kinesiske økonomi næsten vil være på størrelse med den amerikanske økonomi. Og hvis I ser på diagrammet over 2050, forudsiges det, at den kinesiske økonomi vil være dobbelt så stor som den amerikanske økonomi, og den indiske økonomi vil næsten være på størrelse med den amerikanske økonomi. Og vi bør her huske, at disse prognoser blev lavet før den vestlige finanskrise.
The world is changing with really remarkable speed. If you look at the chart at the top here, you'll see that in 2025, these Goldman Sachs projections suggest that the Chinese economy will be almost the same size as the American economy. And if you look at the chart for 2050, it's projected that the Chinese economy will be twice the size of the American economy, and the Indian economy will be almost the same size as the American economy. And we should bear in mind here that these projections were drawn up before the Western financial crisis.
For et par uger siden kiggede jeg på den seneste prognose af BNP Paribas for, hvornår Kina vil have en større økonomi end USA. Goldman Sachs forudsagde 2027. Post-kriseprognosen siger 2020. Det er blot et årti væk. Kina vil forandre verden på to fundamentale måder. For det første er det et enormt udviklingsland med en befolkning på 1,3 milliarder mennesker, der har været voksende i over 30 år med omkring 10 procent om året.
A couple of weeks ago, I was looking at the latest projection by BNP Paribas for when China will have a larger economy than the United States. Goldman Sachs projected 2027. The post-crisis projection is 2020. That's just a decade away. China is going to change the world in two fundamental respects. First of all, it's a huge developing country with a population of 1.3 billion people, which has been growing for over 30 years at around 10 percent a year.
Og inden for et årti vil det have verdens største økonomi. Aldrig før i den moderne æra har verdens største økonomi været et udviklingslands i stedet for et udviklet lands. For det andet for første gang i den moderne æra vil det dominerende land i verden -- hvilket jeg tror, er hvad Kina vil blive -- ikke være fra Vesten og med meget, meget forskellig civilisationsmæssige rødder.
And within a decade, it will have the largest economy in the world. Never before in the modern era has the largest economy in the world been that of a developing country, rather than a developed country. Secondly, for the first time in the modern era, the dominant country in the world -- which I think is what China will become -- will be not from the West and from very, very different civilizational roots.
Nu ved jeg, det er en udbredt antagelse i Vesten, at, som lande moderniserer, vestliggøres de også. Dette er en illusion. Det er en antagelse, at modernitet simpelthen er et produkt af konkurrence, markeder og teknologi. Det er det ikke; det er også formet lige så meget af historie og kultur. Kina er ikke som Vesten, og det bliver ikke som Vesten. Det vil forblive på meget fundamentale måder meget anderledes. Nu er det store spørgsmål her selvfølgelig, hvordan får vi Kina til at give mening? Hvordan skal vi forsøge at forstå, hvad Kina er? Og problemet, vi har i Vesten for tiden i det store og hele, er, at den almindelige tilgang er, at vi forstår det virkelig på Vestlige vilkår ved at bruge Vestlige idéer. Det kan vi ikke. Nu vil jeg gerne tilbyde jer tre byggeklodser til at forsøge at forstå, hvordan Kina er -- bare til en begyndelse.
Now, I know it's a widespread assumption in the West that as countries modernize, they also westernize. This is an illusion. It's an assumption that modernity is a product simply of competition, markets and technology. It is not. It is also shaped equally by history and culture. China is not like the West, and it will not become like the West. It will remain in very fundamental respects very different. Now the big question here is obviously, how do we make sense of China? How do we try to understand what China is? And the problem we have in the West at the moment, by and large, is that the conventional approach is that we understand it really in Western terms, using Western ideas. We can't. Now I want to offer you three building blocks for trying to understand what China is like, just as a beginning.
Den første er dette, at Kina ikke rigtigt er en nationalstat. Okay, det har kaldt sig selv en nationalstat i de sidste hundrede år. Men enhver, der kender noget som helst om Kina, ved, det er meget ældre end dette. Sådan her så Kina ud med Qin-dynastiets sejr i 221 f.kr. ved slutningen af de stridende staters periode -- det moderne Kinas fødsel. Og I kan se det sammenlignet med det moderne Kinas grænser. Eller straks efter, Han-dynastiet, stadig 2.000 år siden. Og I kan se, det allerede dækker det meste af, hvad vi nu kender som det Østlige Kina, hvilket er, hvor det store fleral af kinesere boede dengang og bor nu.
The first is this: that China is not really a nation-state. Okay, it's called itself a nation-state for the last hundred years, but everyone who knows anything about China knows it's a lot older than this. This was what China looked like with the victory of the Qin Dynasty in 221 B.C. at the end of the warring-state period -- the birth of modern China. And you can see it against the boundaries of modern China. Or immediately afterward, the Han Dynasty, still 2,000 years ago. And you can see already it occupies most of what we now know as Eastern China, which is where the vast majority of Chinese lived then and live now.
Det, der er specielt ved dette, er, at det, der giver Kina dets fornemmelse af at være Kina, det, der giver kineserne fornemmelsen af, hvordan det er, at være kineser, ikke kommer fra de sidste hundrede år, ikke fra nationalstatsperioden, hvilket er, hvad der skete i Vesten, men fra perioden, om man vil, af civilisationsstaten. Her tænker jeg for eksempel på traditioner som slægtstilbedelse, på en meget karakteristisk opfattelse af staten, og ligeså en meget karakteristisk opfattelse af familien, sociale forhold som guanxi, konfucianske værdier og så videre. Disse er alle ting, der stammer fra civilisationsstatens periode. Med andre ord er Kina ulig vestlige stater og de fleste lande i verden formet af dets opfattelse af civilisation, dets eksistens som en civilisationsstat frem for en nationalstat. Og der er én ting at tilføje til dette, og det er: Selvfølgelig ved vi, at Kina er stor, enorm, demografisk og geografisk med en befolkning på 1,3 milliarder mennesker. Det, vi ofte ikke rigtig er opmærksomme på, er det faktum, at Kina er ekstremt forskelligartet og meget pluralistisk og på mange måder meget decentraliseret. Man kan ikke styre et noget i denne størrelsesorden blot fra Beijing, selvom vi tror, at det er tilfældet her. Det har aldrig være tilfældet.
Now what is extraordinary about this is, what gives China its sense of being China, what gives the Chinese the sense of what it is to be Chinese, comes not from the last hundred years, not from the nation-state period, which is what happened in the West, but from the period, if you like, of the civilization-state. I'm thinking here, for example, of customs like ancestral worship, of a very distinctive notion of the state, likewise, a very distinctive notion of the family, social relationships like guanxi, Confucian values and so on. These are all things that come from the period of the civilization-state. In other words, China, unlike the Western states and most countries in the world, is shaped by its sense of civilization, its existence as a civilization-state, rather than as a nation-state. And there's one other thing to add to this, and that is this: Of course we know China's big, huge, demographically and geographically, with a population of 1.3 billion people. What we often aren't really aware of is the fact that China is extremely diverse and very pluralistic, and in many ways very decentralized. You can't run a place on this scale simply from Beijing, even though we think this to be the case. It's never been the case.
Så dette er Kina, en civilisationsstat, frem for en nationalstat. Og hvad betyder det? Altså jeg tror, det har alle mulige slags dybtliggende implicationer. Jeg skal give jer to hurtige. Den første er, at den vigtigste politiske værdi for en kineser er sammenhold, er opretholdelsen af kinesisk civilisation. I ved for 2.000 år siden i Europa: sammenbrud, opdelingen af det Hellige Romerrige [Romerriget]. Det deltes, og det er forblevet delt lige siden. Kina i den samme tidsperiode gik i den præcis modsatte retning og meget smertefuldt holdt denne enorme civilisation civilisationsstat sammen.
So this is China, a civilization-state, rather than a nation-state. And what does it mean? Well, I think it has all sorts of profound implications. I'll give you two quick ones. The first is that the most important political value for the Chinese is unity, is the maintenance of Chinese civilization. You know, 2,000 years ago, Europe: breakdown -- the fragmentation of the Holy Roman Empire. It divided, and it's remained divided ever since. China, over the same time period, went in exactly the opposite direction, very painfully holding this huge civilization, civilization-state, together.
Den anden er måske mere prosaisk, hvilket er Hong Kong. Husker I overleveringen af Hong Kong af England til Kina i 1997? I husker måske, hvad det kinesiske konstitutionelle forslag var. Et land, to systemer. Og jeg vil vædde på, at stort set ingen i Vesten troede dem. "Spil for galleriet. Når Kina får kløerne i Hong Kong, vil dét ikke være tilfældet." 13 år senere er det politiske og lovmæssige system i Hong Kong så forskellig, som det var i 1997. Vi tog fejl. Hvorfor tog vi fejl? Vi tog fejl, fordi vi naturligt nok tænkte i nationalstatsbaner. Tænk på den tyske genforening, 1990. Hvad skete der? Altså, Østen blev stort set slugt af Vesten. En nation, et system. Det er nationalstatsmentaliteten. Men man kan ikke styre et land som Kina, en civilisationsstat, på én civilisations præmisser, ét system. Det virker ikke. Så faktisk var Kinas svar på spørgsmålet om Hong Kong -- som det vil være på spørgsmålet om Taiwan -- et naturligt svar: en civilisation, mange systemer.
The second is maybe more prosaic, which is Hong Kong. Do you remember the handover of Hong Kong by Britain to China in 1997? You may remember what the Chinese constitutional proposition was. One country, two systems. And I'll lay a wager that barely anyone in the West believed them. "Window dressing. When China gets its hands on Hong Kong, that won't be the case." Thirteen years on, the political and legal system in Hong Kong is as different now as it was in 1997. We were wrong. Why were we wrong? We were wrong because we thought, naturally enough, in nation-state ways. Think of German unification, 1990. What happened? Well, basically the East was swallowed by the West. One nation, one system. That is the nation-state mentality. But you can't run a country like China, a civilization-state, on the basis of one civilization, one system. It doesn't work. So actually the response of China to the question of Hong Kong -- as it will be to the question of Taiwan -- was a natural response: one civilization, many systems.
Lad mig tilbyde jer endnu en byggeklods til at forsøge og forstå Kina -- måske ikke en så behagelig en. Kineserne har en meget, meget anderledes opfattelse af race i forhold til andre lande. Ved I, at af de 1,3 milliarder kinesere mener over 90 procent af dem, at de tilhører den samme race, han-kineserne. Dette er fuldstændig forskelligt fra de andre af verdens mest befolkede lande. Indien, USA, Indonesien, Brasilien -- de er alle flerracesamfund. Kineserne har det ikke på samme på måde. Kina er kun et flerracesamfund i margenerne. Så spørgsmålet er, hvorfor? Altså grunden er, tror jeg, grundlæggende igen tilbage til civilisationsstaten. En historie på mindst 2.000 år, en historie om erobring, besættelse, absorbering, assimilering og så videre, ledte til processen igennem hvilken over tid, denne opfattelse af han-kineseren kom frem -- selvfølgelig næret af en voksende og meget stærk følelse af kulturel identitet.
Let me offer you another building block to try and understand China -- maybe not sort of a comfortable one. The Chinese have a very, very different conception of race to most other countries. Do you know, of the 1.3 billion Chinese, over 90 percent of them think they belong to the same race, the Han? Now, this is completely different from the world's [other] most populous countries. India, the United States, Indonesia, Brazil -- all of them are multiracial. The Chinese don't feel like that. China is only multiracial really at the margins. So the question is, why? Well the reason, I think, essentially is, again, back to the civilization-state. A history of at least 2,000 years, a history of conquest, occupation, absorption, assimilation and so on, led to the process by which, over time, this notion of the Han emerged -- of course, nurtured by a growing and very powerful sense of cultural identity.
Nu har den store fordel ved denne historiske erfaring været, at uden han-kineserne kunne Kina aldrig have holdt sammen. Han-identiteten har været cementen, der har holdt dette land sammen. Den store ulempe ved den er, at han-kineserne har en meget svag forestilling om kulturel forskel. De tror virkelig på deres egen overlegenhed, og de er respektløse over for dem, der ikke er. Derfor deres attitude for eksempel over for uighurerne og tibetanerne.
Now the great advantage of this historical experience has been that, without the Han, China could never have held together. The Han identity has been the cement which has held this country together. The great disadvantage of it is that the Han have a very weak conception of cultural difference. They really believe in their own superiority, and they are disrespectful of those who are not. Hence their attitude, for example, to the Uyghurs and to the Tibetans.
Eller lad mig give jer min tredje byggeklods, den kinesiske stat. Nu er forholdet mellem staten og samfundet i Kina meget forskellig fra det i Vesten. Nu lader vi i Vesten overvejende at synes, -- i disse dage i hvert fald -- at statens autoritet og legitimitet er en funktion af demokrati. Problemet med denne antagelse er, at den kinesiske stat nyder mere legitimitet og mere autoritet blandt kineserne, end det er tilfældet for nogen vestlig stat. Og grunden til dette er, at -- altså, der er to grunde, tror jeg. Og det har tydeligvis intet med demokrati at gøre, for efter vores opfattelse har kineserne bestemt ikke et demokrati. Og grunden til dette er, for det første fordi staten i Kina bliver tillagt en meget speciel -- den nyder en meget speciel vigtighed som repræsentant, legemliggørelsen og vogteren af kinesisk civilisation, af civilisationsstaten. Dette er så tæt som Kina kommer på en form for spirituel rolle.
Or let me give you my third building block, the Chinese state. Now the relationship between the state and society in China is very different from that in the West. Now we in the West overwhelmingly seem to think -- in these days at least -- that the authority and legitimacy of the state is a function of democracy. The problem with this proposition is that the Chinese state enjoys more legitimacy and more authority amongst the Chinese than is true with any Western state. And the reason for this is because -- well, there are two reasons, I think. And it's obviously got nothing to do with democracy, because in our terms the Chinese certainly don't have a democracy. And the reason for this is, firstly, because the state in China is given a very special -- it enjoys a very special significance as the representative, the embodiment and the guardian of Chinese civilization, of the civilization-state. This is as close as China gets to a kind of spiritual role.
Og den anden grund er fordi, hvor i Europa og Nordamerika statens magt gentagne gange bliver udfordret -- jeg mener i den europæiske tradition, historisk af kirken, af andre dele af aristokratiet, af købmænd og så videre -- i 1.000 år er den kinesiske stats magt ikke blevet udfordret. Den har ikke haft nogen seriøse rivaler. Så I kan se, at måden, hvorpå magten er blevet opbygget i Kina, er meget forskellig fra vores erfaring i vestlig historie. Resultatet er forresten, at kineserne har et meget anderledes syn på staten. Hvor vi ofte anser det som en indtrængende, en fremmed, uden tvivl et organ, hvis magt skal begrænses eller defineres eller indskrænkes, ser kineserne overhovedet ikke sådan på staten. Kineserne ser staten som en nær ven -- ikke bare som en nær ven faktisk, som et medlem af familien -- faktisk ikke bare som et medlem af familien, men som familiens overhoved, familiens patriark. Det er kinesernes syn på staten -- meget, meget forskellig fra vores. Den er forankret i samfundet på en helt anden måde, end det er tilfældet i Vesten.
And the second reason is because, whereas in Europe and North America, the state's power is continuously challenged -- I mean in the European tradition, historically against the church, against other sectors of the aristocracy, against merchants and so on -- for 1,000 years, the power of the Chinese state has not been challenged. It's had no serious rivals. So you can see that the way in which power has been constructed in China is very different from our experience in Western history. The result, by the way, is that the Chinese have a very different view of the state. Whereas we tend to view it as an intruder, a stranger, certainly an organ whose powers need to be limited or defined and constrained, the Chinese don't see the state like that at all. The Chinese view the state as an intimate -- not just as an intimate actually, as a member of the family -- not just in fact as a member of the family, but as the head of the family, the patriarch of the family. This is the Chinese view of the state -- very, very different to ours. It's embedded in society in a different kind of way to what is the case in the West.
Og jeg ville foreslå jer, at faktisk er det, vi har med at gøre her i kinesisk sammenhæng, en ny slags paradigme, der er forskellig fra noget, vi har skullet forholde os til i fortiden. Vid, at Kina tror på markedet og staten. Jeg mener, Adam Smith, der allerede skrev i det sene 18. århundrede, sagde, "Det kinesiske marked er større og mere udviklet og mere sofistikeret end noget i Europa." Og bortset fra Mao-perioden har det mere eller mindre været tilfældet lige siden. Men det er kombineret med en ekstremt stærk og allestedsnærværende stat. Staten er overalt i Kina. Jeg mener, den leder firmaer, mange af dem er stadig offentligt ejede. Private firmaer, uanset hvor store de er, som Lenovo, er på mange måder afhængig af statens støtte. Mål for økonomien og så videre bliver sat af staten. Og statens autoritet flyder selvfølgelig ind på mange andre områder -- som vi er bekendt med -- med noget som etbarnspolitikken.
And I would suggest to you that actually what we are dealing with here, in the Chinese context, is a new kind of paradigm, which is different from anything we've had to think about in the past. Know that China believes in the market and the state. I mean, Adam Smith, already writing in the late 18th century, said, "The Chinese market is larger and more developed and more sophisticated than anything in Europe." And, apart from the Mao period, that has remained more or less the case ever since. But this is combined with an extremely strong and ubiquitous state. The state is everywhere in China. I mean, it's leading firms -- many of them are still publicly owned. Private firms, however large they are, like Lenovo, depend in many ways on state patronage. Targets for the economy and so on are set by the state. And the state, of course, its authority flows into lots of other areas -- as we are familiar with -- with something like the one-child policy.
Desuden er dette en meget gammel statstradition, en meget gammel tradition i statskunst. Jeg mener, hvis I vil have et eksempel på det, er Den Kinesiske Mur et. Men dette er et andet, dette er Kejserkanalen, der blev bygget på første gang i det femte århundrede f.kr. og endelig stod færdig i det syvende århundrede e.kr. Den strakte sig 1793 km og forbandt Beijing med Hangzhou og Shanghai. Så der er en lang historie for usædvanlige statsstyrede infrastrukturprojekter i Kina, hvilket, tror jeg, hjælper os med at forklare det, vi ser i dag, for eksempel noget som De Tre Slugters Dæmning og mange andre udtryk for statskompetence i Kina. Så der har vi tre byggeklodser til at forsøge at forstå forskellen forskelligheden, som Kina er -- civilisationsstaten, opfattelsen af race og statens natur og dens forhold til samfundet.
Moreover, this is a very old state tradition, a very old tradition of statecraft. I mean, if you want an illustration of this, the Great Wall is one. But this is another, this is the Grand Canal, which was constructed in the first instance in the fifth century B.C. and was finally completed in the seventh century A.D. It went for 1,114 miles, linking Beijing with Hangzhou and Shanghai. So there's a long history of extraordinary state infrastructural projects in China, which I suppose helps us to explain what we see today, which is something like the Three Gorges Dam and many other expressions of state competence within China. So there we have three building blocks for trying to understand the difference that is China -- the civilization-state, the notion of race and the nature of the state and its relationship to society.
Og alligevel insisterer vi i det store og hele på at tro, at vi kan forstå Kina ved simpelthen at trække på vestlige erfaringer, at se på det gennem vestlige øjne, at bruge vestlige begreber. Hvis I vil vide, hvorfor vi med usvigelig sikkerhed misforstår Kina -- vores forudsigelser om, hvad der sker med Kina, er ukorrekte -- er dette grunden. Desværre tror jeg, jeg er nødt til at sige, at jeg tror, vores attitude over for Kina er en slags lille vesterlændings mentalitet. Den er lidt arrogant. Den er arrogant på den måde, at vi tror, at vi er bedst, og derfor skal alt måles mod os. Og for det andet er den ignorant. Vi afviser virkelig at tage fat på forskellighedsproblemet. I ved, der er en meget interessant passage i en bog af Paul Cohen, den amerikanske historiker. Og Paul Cohen argumenterer for, at Vesten anser sig selv som sandsynligvis den mest kosmopolitiske af alle kulturer. Men det er den ikke. På mange måder er den den mest snæversynede, fordi i 200 år har Vesten været så dominerende i verden, at den ikke rigtig har haft brug for at forstå andre kulturer, andre civilisationer. For til syvende og sidst kunne den, om nødvendigt med magt, få det på sin måde. Hvorimod de kulturer, -- praktisk talt resten af verden faktisk -- der har været i en langt svagere position vis-a-vis Vesten, har derfor været nødsagede til at forstå Vesten, på grund af Vestens tilstedeværelse i disse samfund. Og derfor er resultatet, at de på mange måder er mere kosmopolitiske end Vesten.
And yet we still insist, by and large, in thinking that we can understand China by simply drawing on Western experience, looking at it through Western eyes, using Western concepts. If you want to know why we unerringly seem to get China wrong -- our predictions about what's going to happen to China are incorrect -- this is the reason. Unfortunately, I think, I have to say that I think attitude towards China is that of a kind of little Westerner mentality. It's kind of arrogant. It's arrogant in the sense that we think that we are best, and therefore we have the universal measure. And secondly, it's ignorant. We refuse to really address the issue of difference. You know, there's a very interesting passage in a book by Paul Cohen, the American historian. And Paul Cohen argues that the West thinks of itself as probably the most cosmopolitan of all cultures. But it's not. In many ways, it's the most parochial, because for 200 years, the West has been so dominant in the world that it's not really needed to understand other cultures, other civilizations. Because, at the end of the day, it could, if necessary by force, get its own way. Whereas those cultures -- virtually the rest of the world, in fact, which have been in a far weaker position, vis-a-vis the West -- have been thereby forced to understand the West, because of the West's presence in those societies. And therefore, they are, as a result, more cosmopolitan in many ways than the West.
Jeg mener, se på spørgsmålet om Østasien. Østasien: Japan, Korea, Kina, etc. -- en tredjedel af verdens befolkning bor der, nu det største økonomiske område i verden. Og jeg siger jer nu, at Østasiatere, folk fra Østasien, ved langt mere om Vesten, end Vesten gør om Østasien. Nu er denne pointe meget relevant, er jeg bange for, for nutiden. For hvad sker der? Tilbage til diagrammet i starten -- Goldman Sachs-diagrammet. Det, der sker, er, at meget hurtigt historisk set bliver verden drevet og formet ikke af de gamle udviklede lande, men af udviklingslandene. Vi har set dette ved blandt andet G20 -- der meget hurtigt tilraner sig G7's position eller G8's. Og der er to konsekvenser for dette. Først, Vesten mister hastigt sin indflydelse i verden. Der var faktisk et dramatisk eksempel på dette for et år siden -- København, klimaforandringskonferencen. Europa sad ikke ved det endelige forhandlingsbord. Hvornår skete det sidst? Jeg vil gætter på, det sandsynligvis var for omkring 200 år siden. Og det er det, der vil ske i fremtiden.
I mean, take the question of East Asia. East Asia: Japan, Korea, China, etc. -- a third of the world's population lives there. Now the largest economic region in the world. And I'll tell you now, that East Asianers, people from East Asia, are far more knowledgeable about the West than the West is about East Asia. Now this point is very germane, I'm afraid, to the present. Because what's happening? Back to that chart at the beginning, the Goldman Sachs chart. What is happening is that, very rapidly in historical terms, the world is being driven and shaped, not by the old developed countries, but by the developing world. We've seen this in terms of the G20 usurping very rapidly the position of the G7, or the G8. And there are two consequences of this. First, the West is rapidly losing its influence in the world. There was a dramatic illustration of this actually a year ago -- Copenhagen, climate change conference. Europe was not at the final negotiating table. When did that last happen? I would wager it was probably about 200 years ago. And that is what is going to happen in the future.
Og den anden implikation er, at verden uundgåeligt som en konsekvens vil blive tiltagende fremmed for os, fordi den vil blive formet af kulturer og erfaringer og historier, som vi ikke rigtig kender eller er fortrolige med. Og endelig er jeg bange for -- tag Europa, Amerika er lidt anderledes -- men europæere i det store og hele, er jeg nødt til at sige, er uvidende, er uopmærksomme på måden, verden forandrer sig. Nogle mennesker -- jeg har en engelsk ven i Kina, og han sagde, "Kontinentet går i søvne ind i glemsel." Nå, måske er det sandt, måske er det en overdrivelse. Men der er et andet problem, der følger med dette -- at Europa i stigende grad mister kontakten med verden -- og det er en slags tab af fornemmelse for fremtiden. Jeg mener, Europa dominerede engang fremtiden i sin tiltro. Tag for eksempel det 19. århundrede. Men dette er, ak, ikke længere tilfældet.
And the second implication is that the world will inevitably, as a consequence, become increasingly unfamiliar to us, because it'll be shaped by cultures and experiences and histories that we are not really familiar with, or conversant with. And at last, I'm afraid -- take Europe; America is slightly different -- but Europeans by and large, I have to say, are ignorant, are unaware about the way the world is changing. Some people -- I've got an English friend in China, and he said, "The continent is sleepwalking into oblivion." Well, maybe that's true, maybe that's an exaggeration. But there's another problem which goes along with this -- that Europe is increasingly out of touch with the world -- and that is a sort of loss of a sense of the future. I mean, Europe once, of course, once commanded the future in its confidence. Take the 19th century, for example. But this, alas, is no longer true.
Hvis man vil føle fremtiden, hvis man vil smage på fremtiden, prøv Kina -- der er gamle Konfutse. Det her er en togstation, hvis lige I aldrig har set før. Den ligner ikke engang en togstation. Dette er den nye Guangzhou togstation til højhastighedstog. Kina har allerede et større netværk end noget andet land i verden og vil snart have mere end resten af verden lagt sammen. Eller hvad med denne: Dette er en idé, men det er en idé der skal afprøves snart i en forstad til Beijing. Her har I en megabus, der på øverste etage bærer omkring 2.000 mennesker. Den kører på skinner ned ad en forstadsvej, og bilerne kører nedenunder den. Og den kan komme op på en fart af omkring 160 km i timen. Og det er sådan tingene vil foregå, for Kina har et meget specifikt problem, der er forskellig fra Europa og forskellig fra USA. Kina har enorme mængder af mennesker og ingen plads. Så dette er en løsning på en situation, hvor Kina vil have mange, mange, mange byer med over 20 millioner indbyggere.
If you want to feel the future, if you want to taste the future, try China -- there's old Confucius. This is a railway station the likes of which you've never seen before. It doesn't even look like a railway station. This is the new [Wuhan] railway station for the high-speed trains. China already has a bigger network than any other country in the world and will soon have more than all the rest of the world put together. Or take this: now this is an idea, but it's an idea to be tried out shortly in a suburb of Beijing. Here you have a megabus, on the upper deck carries about 2,000 people. It travels on rails down a suburban road, and the cars travel underneath it. And it does speeds of up to about 100 miles an hour. Now this is the way things are going to move, because China has a very specific problem, which is different from Europe and different from the United States: China has huge numbers of people and no space. So this is a solution to a situation where China's going to have many, many, many cities over 20 million people.
Okay, så hvordan vil jeg gerne slutte? Altså hvordan burde vores attitude være over for denne verden, som vi ser, der hastigt udvikler sig for øjnene af os? Jeg tror, der vil være gode ting ved det, og der vil være dårlige ting ved det. Men jeg vil gerne fremsætte over alt andet et stort positivt billede for verden. I 200 år blev verden virkelig regeret af en brøkdel af menneskeheden. Det er det, Europa og Nordamerika repræsenterede. Ankomsten af lande som Kina og Indien -- mellem dem 38 procent af verdens befolkning -- og andre som Indonesien og Brasilien og så videre repræsenterer den vigtigste enkelte demokratiserende handling i de sidste 200 år. Civilisationer og kulturer, der var blevet ignoreret, der ingen stemme havde, der ikke blev lyttet til, der ikke var kendt til, vil have en ny slags repræsentation i verden. Som humanister må vi selvfølgelig hilse denne forandring velkommen. Og vi bliver nødt til at lære om disse civilisationer.
Okay, so how would I like to finish? Well, what should our attitude be towards this world that we see very rapidly developing before us? I think there will be good things about it and there will be bad things about it. But I want to argue, above all, a big-picture positive for this world. For 200 years, the world was essentially governed by a fragment of the human population. That's what Europe and North America represented. The arrival of countries like China and India -- between them 38 percent of the world's population -- and others like Indonesia and Brazil and so on, represent the most important single act of democratization in the last 200 years. Civilizations and cultures, which had been ignored, which had no voice, which were not listened to, which were not known about, will have a different sort of representation in this world. As humanists, we must welcome, surely, this transformation, and we will have to learn about these civilizations.
Dette kæmpe skib var det, Zheng He sejlede med i det tidlige 15. århundrede på sine store rejser rundt i det Sydkinesiske Hav, det Østkinesiske Hav og på tværs af det Indiske Ocean til Østafrika. Den lille båd foran det var den i hvilken 80 år senere Christoffer Columbus krydsede Atlanten. (Latter) Eller kig grundigt på denne silkerulle lavet af ZhuZhou i 1368. Jeg tror, de spiller golf. Åh Gud, kineserne opfandt endda golf.
This big ship here was the one sailed in by Zheng He in the early 15th century on his great voyages around the South China Sea, the East China Sea and across the Indian Ocean to East Africa. The little boat in front of it was the one in which, 80 years later, Christopher Columbus crossed the Atlantic. (Laughter) Or, look carefully at this silk scroll made by ZhuZhou in 1368. I think they're playing golf. Christ, the Chinese even invented golf.
Velkommen til fremtiden. Tak.
Welcome to the future. Thank you.
(Bifald)
(Applause)