Enhver af jer besidder det mest magtfulde, farlige og undergravende træk, som den naturlige selektion nogensinde har udtænkt. Det er en stykke neuro-auditiv teknologi til at omprogrammere andre menneskers hjerner. Det, jeg taler om, er jeres sprog, selvfølgelig, fordi det giver jer mulighed for at implementere en tanke fra jeres eget hoved direkte ind i en anden persons hoved, og de kan forsøge at gøre det samme ved jer, uden at nogen af jer behøver at undergå kirurgi. I stedet, når du taler, benytter du faktisk en slags telemetri, som ikke er så meget anderledes end fjernbetjeningen til dit fjernsyn. Det er bare sådan, at mens dette apparat er afhængigt af infrarøde lysglimt, er dit sprog afhængigt af bidder - små bidder, af lyd.
Each of you possesses the most powerful, dangerous and subversive trait that natural selection has ever devised. It's a piece of neural audio technology for rewiring other people's minds. I'm talking about your language, of course, because it allows you to implant a thought from your mind directly into someone else's mind, and they can attempt to do the same to you, without either of you having to perform surgery. Instead, when you speak, you're actually using a form of telemetry not so different from the remote control device for your television. It's just that, whereas that device relies on pulses of infrared light, your language relies on pulses, discrete pulses, of sound.
Og præcis som du kan bruge fjernbetjeningen til at ændre den interne opsætning i dit fjernsyn, så den bliver, som du nu lige føler for, kan du benytte dit sprog til at ændre ved opsætningen inde i en anden persons hjerne, så den falder i hak med dine ønsker. Sprog er generne, der taler for at få det, som de vil have det. Og forestil dig lige den undren hos en baby når den første gang opdager, at bare ved at ytre nogle lyde kan den få ting til at bevæge sig gennem rummet som på magisk vis og måske endda ind i dens mund.
And just as you use the remote control device to alter the internal settings of your television to suit your mood, you use your language to alter the settings inside someone else's brain to suit your interests. Languages are genes talking, getting things that they want. And just imagine the sense of wonder in a baby when it first discovers that, merely by uttering a sound, it can get objects to move across a room as if by magic, and maybe even into its mouth.
Sprogets undergravende magt har vist sig gennem tiderne i form af censur - af bøger, du ikke må læse, sætninger, du ikke må bruge, og ord, du ikke må sige. I virkeligheden er Babelstårnet i Bibelen en fortælling og advarsel om sprogets magt. Ifølge den fortælling udviklede de første mennesker den indbildskhed om, at ved at bruge deres sprog til at samarbejde kunne de bygge et tårn, som ville lede dem hele vejen til himmelen Gud - vred over dette forsøg på at tilrane sig hans magt - ødelagde nu tårnet. Og for så at sikre sig, at det aldrig ville blive genopbygget, delte han folket ved at tildele dem forskellige sprog, forvirrede dem ved at give dem forskellige sprog. Og dette fører til den vidunderlige ironi, at vores sprog eksisterer for at forhindre os i at kommunikere. Selv i dag ved vi, at der er ord, vi ikke må bruge, sætninger, vi ikke må sige, fordi, hvis vi gør det, risikerer vi at blive antastet, fængslet, eller endda dræbt. Og alt dette som følge af et luftpust, der kommer ud af vores munde.
Now language's subversive power has been recognized throughout the ages in censorship, in books you can't read, phrases you can't use and words you can't say. In fact, the Tower of Babel story in the Bible is a fable and warning about the power of language. According to that story, early humans developed the conceit that, by using their language to work together, they could build a tower that would take them all the way to heaven. Now God, angered at this attempt to usurp his power, destroyed the tower, and then to ensure that it would never be rebuilt, he scattered the people by giving them different languages -- confused them by giving them different languages. And this leads to the wonderful irony that our languages exist to prevent us from communicating. Even today, we know that there are words we cannot use, phrases we cannot say, because if we do so, we might be accosted, jailed, or even killed. And all of this from a puff of air emanating from our mouths.
Al den ballade om et enkelt af vores træk fortæller os, at der er noget, som er værd at forklare. Og det er: Hvordan og hvorfor udviklede dette bemærkelsesværdige træk sig, og hvorfor udviklede det sig udelukkende hos vores art? Det er lidt af en overraskelse, at for at få et svar på det spørgsmål er vi nødt til at se på brugen af redskaber hos chimpanserne. Disse chimpanser benytter redskaber, og vi opfatter dette som tegn på intelligens. Men hvis de virkelig var intelligente, hvorfor ville de så bruge en pind til at hive termitter op fra jorden i stedet for at benytte en skovl? Og hvis de virkelig var intelligente, hvorfor ville de knække nødder med en sten? Hvorfor ville de ikke bare gå hen i en butik og købe en pose nødder, som en eller anden allerede havde knækket for dem? Hvorfor ikke? Jeg mener, det ville jeg da gøre.
Now all this fuss about a single one of our traits tells us there's something worth explaining. And that is how and why did this remarkable trait evolve, and why did it evolve only in our species? Now it's a little bit of a surprise that to get an answer to that question, we have to go to tool use in the chimpanzees. Now these chimpanzees are using tools, and we take that as a sign of their intelligence. But if they really were intelligent, why would they use a stick to extract termites from the ground rather than a shovel? And if they really were intelligent, why would they crack open nuts with a rock? Why wouldn't they just go to a shop and buy a bag of nuts that somebody else had already cracked open for them? Why not? I mean, that's what we do.
Grunden til, at chimpanserne ikke gør det, er, at de mangler det, som psykologer og antropologer kalder for social læring. De synes at mangle evnen til at lære fra andre ved at kopiere eller efterligne eller simpelthen ved at kigge efter. Resultatet er, at de kan ikke forbedre andres ideer eller lære af andres fejltagelser - drage fordel af andres viden. Og dermed gør de bare det samme om og om igen. Faktisk kunne vi rejse væk i en million år og komme tilbage, og disse chimpanser ville blive ved med at gøre det samme med den samme pind for at få termitterne og den samme sten for at knække nødderne.
Now the reason the chimpanzees don't do that is that they lack what psychologists and anthropologists call social learning. They seem to lack the ability to learn from others by copying or imitating or simply watching. As a result, they can't improve on others' ideas or learn from others' mistakes -- benefit from others' wisdom. And so they just do the same thing over and over and over again. In fact, we could go away for a million years and come back and these chimpanzees would be doing the same thing with the same sticks for the termites and the same rocks to crack open the nuts.
Det her lyder muligvis arrogant, og jeg begår måske endda hybris. Hvordan kan vi vide dette? Fordi dette er præcis, hvad vores forfædre, Homo erectus, gjorde. Disse opretstående aber udviklkedes på den afrikanske savanne for omkring to millioner år siden, og de udformede disse pragtfulde håndøkser, som lå perfekt i hånden. Men ser vi på fossilernes historie, viser det sig, at de lavede de samme håndøkser om og om igen i en million år. Man kan følge dette gennem fossilets historie. Hvis vi nu gætter på, hvor lang tid Homo erectus levede, hvor lang deres generationers tid var - det er omkring 40.000 generationer - fra forældre til afkom, og andre individer, som kiggede med - hvor denne håndøkse ikke ændredes. Det er ikke engang sikkert, at vores genetisk meget tætte slægtninge, neanderthalerne fik social oplæring. Det er helt klart, at deres værktøj var mere kompliceret, end dem, som Homo erectus havde, men også deres ændrede sig kun ganske lidt, i løbet af de ca. 300.000 år disse arter, Neanderthalerne, levede i Eurasien.
Now this may sound arrogant, or even full of hubris. How do we know this? Because this is exactly what our ancestors, the Homo erectus, did. These upright apes evolved on the African savanna about two million years ago, and they made these splendid hand axes that fit wonderfully into your hands. But if we look at the fossil record, we see that they made the same hand axe over and over and over again for one million years. You can follow it through the fossil record. Now if we make some guesses about how long Homo erectus lived, what their generation time was, that's about 40,000 generations of parents to offspring, and other individuals watching, in which that hand axe didn't change. It's not even clear that our very close genetic relatives, the Neanderthals, had social learning. Sure enough, their tools were more complicated than those of Homo erectus, but they too showed very little change over the 300,000 years or so that those species, the Neanderthals, lived in Eurasia.
Okay, så det, vi får ud af dette, er, at modsat det gamle udtryk "at efterabe" viser det sig overraskende nok, at alle de andre dyr faktisk ikke er i stand til at gøre dette - i hvert fald ikke i særlig grad. Og selv dette billede har en mistænkelig bismag af at være blevet opstillet - noget fra Cirkus Benneweis.
Okay, so what this tells us is that, contrary to the old adage, "monkey see, monkey do," the surprise really is that all of the other animals really cannot do that -- at least not very much. And even this picture has the suspicious taint of being rigged about it -- something from a Barnum & Bailey circus.
Men til sammenligning kan vi lære. Vi kan lære ved at observere andre mennesker og kopiere eller efterligne det, de gør. Vi kan herefter vælge - fra en vifte af valgmuligheder - den bedste af dem. Vi kan drage fordel af andres ideer. Vi kan bygge videre på deres viden. Og som et resultat kan vi ophobe ideer og vores teknologier udvikler sig. Og denne ophobende kulturelle tilpasning, som antropologerne kalder det, denne ophobning af ideer er skyld i alt det, der er omkring dig i din travle og samarbejdende hverdag. Jeg mener, verden har ændret sig ud af alle proportioner fra noget, som vi ville kunne genkende for selv bare 1.000 eller 2.000 år siden Og alt dette blot på grund af en ophobende kulturel tilpasning. Stolene, som I sidder på, lyset i denne sal, min mikrofon, iPads og iPods, som I tager med jer rundt, er alle resultatet af ophobende kulturel tilpasning.
But by comparison, we can learn. We can learn by watching other people and copying or imitating what they can do. We can then choose, from among a range of options, the best one. We can benefit from others' ideas. We can build on their wisdom. And as a result, our ideas do accumulate, and our technology progresses. And this cumulative cultural adaptation, as anthropologists call this accumulation of ideas, is responsible for everything around you in your bustling and teeming everyday lives. I mean the world has changed out of all proportion to what we would recognize even 1,000 or 2,000 years ago. And all of this because of cumulative cultural adaptation. The chairs you're sitting in, the lights in this auditorium, my microphone, the iPads and iPods that you carry around with you -- all are a result of cumulative cultural adaptation.
For mange kommentatorer er ophobende kulturel tilpasning eller social læring arbejde, som er klaret - slut, færdig! Vores art kan producere ting og sager, derfor har vi haft fremgang på en måde, som ingen anden art har. Vi kan faktisk lave "ting og sager til livet" - som jeg lige sagde: alle tingene omkring os. Men faktisk er det sådan, at på et tidspunkt for omkring 200.000 år siden, da vores art først opstod og fik evnen til social læring, var dette virkelig vores histories begyndelse og ikke slutningen på vores historie. Fordi vores erhvervelse af evnen til social læring ville skabe et socialt og evolutionært dilemma: opløsningen af det, som i sandhed ville blive bestemmende for ikke bare den fremtidige retning af vores psykologi, men også den fremtidige kurs for hele verden. Og vigtigst i denne sammenhæng: Det vil fortælle os, hvorfor vi har sproget.
Now to many commentators, cumulative cultural adaptation, or social learning, is job done, end of story. Our species can make stuff, therefore we prospered in a way that no other species has. In fact, we can even make the "stuff of life" -- as I just said, all the stuff around us. But in fact, it turns out that some time around 200,000 years ago, when our species first arose and acquired social learning, that this was really the beginning of our story, not the end of our story. Because our acquisition of social learning would create a social and evolutionary dilemma, the resolution of which, it's fair to say, would determine not only the future course of our psychology, but the future course of the entire world. And most importantly for this, it'll tell us why we have language.
Og grunden til, at dette dilemma opstod er, at det viser sig, at social læring er visuelt tyveri. Hvis jeg kan lære ved at observere dig, kan jeg stjæle dine ideer, og jeg kan drage fordel af dine anstrengelser, uden at jeg er nødt til at bruge den tid og energi, som du har gjort til at udvikle dem. Hvis jeg kan se, hvilken madding jeg skal bruge til at fange en fisk, eller jeg kan se, hvordan du flækker din håndøkse for at forbedre den, eller hvis jeg sniger mig efter dig til din champignonmark, kan jeg få glæde af din viden og klogskab og dine evner og måske endda fange fisken, før du gør det. Social læring er virkelig visuelt tyveri. Og hos hvilken som helst art, som har fået den evne, vil det bekomme dig vel at gemme dine bedste ideer i frygt for, at nogen stjal dem fra dig.
And the reason that dilemma arose is, it turns out, that social learning is visual theft. If I can learn by watching you, I can steal your best ideas, and I can benefit from your efforts, without having to put in the time and energy that you did into developing them. If I can watch which lure you use to catch a fish, or I can watch how you flake your hand axe to make it better, or if I follow you secretly to your mushroom patch, I can benefit from your knowledge and wisdom and skills, and maybe even catch that fish before you do. Social learning really is visual theft. And in any species that acquired it, it would behoove you to hide your best ideas, lest somebody steal them from you.
Og så for omkring 200.000 år siden kom vores art i en krise. Og vi havde virkelig kun to muligheder for at håndtere de konflikter, som visuelt tyveri medfører. Den ene af de muligheder var, at vi ville have trukket os tilbage i små familiegrupper. For så ville fordelene ved vores ideer og viden kun blive videreført til vores familiemedlemmer. Havde vi valgt denne mulighed på et tidspunkt for omkring 200.000 år siden, ville vi sikkert stadig leve som Neanderthalerne gjorde, da vi første gang kom til Europa for omkring 40.000 år siden. Og det er, fordi i små grupper er der færre ideer; der er færre opfindelser. Og små grupper er mere udsatte ved ulykker og uheld. Så hvis vi havde valgt den vej, havde vores evolutionære vej ledt os ind i skoven - og havde helt sikkert været en kort tur.
And so some time around 200,000 years ago, our species confronted this crisis. And we really had only two options for dealing with the conflicts that visual theft would bring. One of those options was that we could have retreated into small family groups. Because then the benefits of our ideas and knowledge would flow just to our relatives. Had we chosen this option, sometime around 200,000 years ago, we would probably still be living like the Neanderthals were when we first entered Europe 40,000 years ago. And this is because in small groups there are fewer ideas, there are fewer innovations. And small groups are more prone to accidents and bad luck. So if we'd chosen that path, our evolutionary path would have led into the forest -- and been a short one indeed.
Den anden mulighed, vi kunne vælge, var at udvikle kommunikationssystemer som kunne gøre det muligt for os at udveksle ideer og at samarbejde med andre. At vælge den mulighed betød, at en langt større fond af ophobet viden og klogskab ville være til rådighed for et hvilket som helst individ, end der nogensinde ville kunne opstå i en enkelt familie eller fra et enkelt menneske på egen hånd. Nå, men vi valgte den anden mulighed, og sproget er resultatet.
The other option we could choose was to develop the systems of communication that would allow us to share ideas and to cooperate amongst others. Choosing this option would mean that a vastly greater fund of accumulated knowledge and wisdom would become available to any one individual than would ever arise from within an individual family or an individual person on their own. Well, we chose the second option, and language is the result.
Sproget udviklede sig for at løse krisen ved visuelt tyveri. Sprog er et stykke social teknologi til styrkelse af fordelene ved samarbejde, til at nå til enighed, til at slå handler af og til at koordinere vores aktiviteter. Og man kan se, at i et samfund, som var ved at udvikle sig som var i gang med at få et sprog - havde det ikke fået et sprog, ville det være blevet som en fugl uden vinger. Ligesom vinger folder sig ud i luftrummet for at fugle kan udnytte dem, så åbnede sproget rum for kommunikation, sådan at mennesket kunne udnytte det. Og vi tager dette helt for givet, fordi vi er en art, som føler sig så hjemme i sproget.
Language evolved to solve the crisis of visual theft. Language is a piece of social technology for enhancing the benefits of cooperation -- for reaching agreements, for striking deals and for coordinating our activities. And you can see that, in a developing society that was beginning to acquire language, not having language would be a like a bird without wings. Just as wings open up this sphere of air for birds to exploit, language opened up the sphere of cooperation for humans to exploit. And we take this utterly for granted, because we're a species that is so at home with language,
Men man må forstå, at selv de simpleste udvekslinger, som vi deltager i, er helt og holdent afhængige af sproget. Og for at se hvordan, så overvej to scenarier fra tidligt i vores udvikling. Lad os forestille os, at du er virkelig god til at lave pilespidser, men du er helt elendig til at lave træskafter med fastspændte flyvefjer. To andre, som du kender, er virkelig gode til at udforme træskafterne, men de er håbløst dårlige til at lave pilespidserne. Så du gør det, at... en de andre har endnu ikke rigtig tillært sig sproget. Og lad os forestille os, at den anden har gode kommunikationsevner,
but you have to realize that even the simplest acts of exchange that we engage in are utterly dependent upon language. And to see why, consider two scenarios from early in our evolution. Let's imagine that you are really good at making arrowheads, but you're hopeless at making the wooden shafts with the flight feathers attached. Two other people you know are very good at making the wooden shafts, but they're hopeless at making the arrowheads. So what you do is -- one of those people has not really acquired language yet. And let's pretend the other one is good at language skills.
så det, du gør en dag, er at tage en bunke pilespidser, og du går hen til den person, der ikke kan tale så godt, og du lægger pilespidserne foran ham og håber, at han fatter ideen om, at du vil bytte dine pilespidser for færdiglavede pile. Men han kigger på bunken med pilespidser og tror, at det er en gave, tager dem op, smiler og går sin vej. Nu følger du efter ham, mens du gør fagter. Et slagsmål begynder, og du bliver stukket ned med en af dine egne pilespidser. Okay, gennemspil så denne scene, hvor du henvender dig til personen, som har et sprog. Du lægger dine pilespidser og siger: "Jeg vil gerne bytte disse pilespidser for færdiglavede pile. Jeg vil dele 50/50 med dig." Den anden svarer: "Fint. Det lyder godt. Lad os gøre det." Så er den fikset.
So what you do one day is you take a pile of arrowheads, and you walk up to the one that can't speak very well, and you put the arrowheads down in front of him, hoping that he'll get the idea that you want to trade your arrowheads for finished arrows. But he looks at the pile of arrowheads, thinks they're a gift, picks them up, smiles and walks off. Now you pursue this guy, gesticulating. A scuffle ensues and you get stabbed with one of your own arrowheads. Okay, now replay this scene now, and you're approaching the one who has language. You put down your arrowheads and say, "I'd like to trade these arrowheads for finished arrows. I'll split you 50/50." The other one says, "Fine. Looks good to me. We'll do that." Now the job is done.
Når først vi har sproget, kan vi lægge hovederne i blød i fællesskab og samarbejde for at opnå en velstand, som vi ikke kunne få, før vi havde det. Og det er grunden til, at vores art har trivedes rundt om i verden, mens resten af dyrene sidder bag tremmer i zoos og hensygner. Derfor bygger vi rumfærger og katedraler, mens resten af verden stikker pinde i jorden for at hive termitter op. Altså, hvis det her er synet på sprog og dets værdi i forhold til at løse krisen med visuelt tyveri, så burde enhver art, som erhverver det, udvise en eksplosion af kreativitet og fremgang. Og det er præcis, hvad de arkæologiske fund viser.
Once we have language, we can put our ideas together and cooperate to have a prosperity that we couldn't have before we acquired it. And this is why our species has prospered around the world while the rest of the animals sit behind bars in zoos, languishing. That's why we build space shuttles and cathedrals while the rest of the world sticks sticks into the ground to extract termites. All right, if this view of language and its value in solving the crisis of visual theft is true, any species that acquires it should show an explosion of creativity and prosperity. And this is exactly what the archeological record shows.
Hvis man ser på vores forfædre, Neanderthaleren og Homo erectus, vores nærmeste forfædre, så er de begrænset til små områder i verden. Men da vores art opstod for omkring 200.000 år siden, forlod vi et stykke tid efter det hurtigt Afrika og spredte os rundt om i hele verden for at fylde næsten enhver beboelig del af Jorden. Mens andre arter er begrænset til steder, som deres gener til passer sig, var vi med social læring og sprog i stand til at ændre miljøet til at passe til vores behov. Og så blomstrede vi op på en måde, som intet andet dyr har gjort. Sprog er virkelig det mest kraftfulde træk, som nogensinde er udviklet. Det er det mest værdifulde træk, vi har, til at omforme nye lande og ressourcer til flere mennesker og deres gener, end den naturlige selektion nogensinde har udtænkt.
If you look at our ancestors, the Neanderthals and the Homo erectus, our immediate ancestors, they're confined to small regions of the world. But when our species arose about 200,000 years ago, sometime after that we quickly walked out of Africa and spread around the entire world, occupying nearly every habitat on Earth. Now whereas other species are confined to places that their genes adapt them to, with social learning and language, we could transform the environment to suit our needs. And so we prospered in a way that no other animal has. Language really is the most potent trait that has ever evolved. It is the most valuable trait we have for converting new lands and resources into more people and their genes that natural selection has ever devised.
Sprog er virkelig vores geners stemme. Nu vi havde udviklet sprog, gjorde vi dog noget mærkeligt ja, noget bizart. Mens vi spredte os rundt om i verden, udviklede vi tusindvis af forskellige sprog. For tiden findes der omkring 7 eller 8.000 forskellige sprog, som tales på Jorden. Man kan måske fristes til at sige: Nå - det er da bare naturligt. Mens vi spreder os, bliver vores sprog helt naturligt forskellige. Men det virkelige hovedbrud og det ironiske er, at den største samling af forskellige sprog på Jorden findes der, hvor folk bor allertættest sammen.
Language really is the voice of our genes. Now having evolved language, though, we did something peculiar, even bizarre. As we spread out around the world, we developed thousands of different languages. Currently, there are about seven or 8,000 different languages spoken on Earth. Now you might say, well, this is just natural. As we diverge, our languages are naturally going to diverge. But the real puzzle and irony is that the greatest density of different languages on Earth is found where people are most tightly packed together.
Tager vi til øen Papua Ny Guinea, finder vi omkring 800-1.000 særskilte menneskesprog, forskellige menneskesprog, som tales på øen alene. Der er steder på den ø, hvor man kan støde på et nyt sprog for hver 3-6 kilometer. Hvor utroligt det end lyder, så mødte jeg en papuansk mand, og jeg spurgte ham, om det virkelig kunne passe. Og han sagde til mig: "Ah nej, de er lagt tættere på hinanden end det." Og det er sandt. Der er steder på den ø, hvor du kan støde på et nyt sprog på under to kilometer. Og det er også gældende for visse fjerne øer.
If we go to the island of Papua New Guinea, we can find about 800 to 1,000 distinct human languages, different human languages, spoken on that island alone. There are places on that island where you can encounter a new language every two or three miles. Now, incredible as this sounds, I once met a Papuan man, and I asked him if this could possibly be true. And he said to me, "Oh no. They're far closer together than that." And it's true; there are places on that island where you can encounter a new language in under a mile. And this is also true of some remote oceanic islands.
Det lader altså til, at vi bruger vores sprog ikke bare til samarbejde men til at tegne streger rundt om vores samarbejdsgrupper og til at skabe identiteter og måske til at beskytte vores viden og klogskab og evner fra at blive aflyttet udefra. Og vi ved dette, fordi når vi studerer forskellige sproggrupper og forbinder dem med deres kulturer, ser vi, at forskellige sprog langsomt lader ideer strømme mellem grupper. De lader teknologier strømme, Og de lader selv gener flyde. Nu kan jeg ikke tale for jer, men det ser ud til at være tilfældet, at vi ikke har sex med folk, vi ikke kan tale med. (Latter) Vi er altså nødt til at modsige, hvad beviser ellers har vist, at vi muligvis har haft noget ret usmageligt genetiske tant og fjas med Neanderthalere og med Denisovanere.
And so it seems that we use our language, not just to cooperate, but to draw rings around our cooperative groups and to establish identities, and perhaps to protect our knowledge and wisdom and skills from eavesdropping from outside. And we know this because when we study different language groups and associate them with their cultures, we see that different languages slow the flow of ideas between groups. They slow the flow of technologies. And they even slow the flow of genes. Now I can't speak for you, but it seems to be the case that we don't have sex with people we can't talk to. (Laughter) Now we have to counter that, though, against the evidence we've heard that we might have had some rather distasteful genetic dalliances with the Neanderthals and the Denisovans.
(Latter)
(Laughter)
Okay, denne tendens vi har, denne tilsyneladende naturlige tendens vi har til at isolere os, til at holde os for os selv straks blev smadret med vores moderne verden. Dette bemærkelsesværdige billede er ikke et kort over verden. Det er faktisk et kort over venne-links på Facebook. Og når du indtegner disse venne-links som længde- og breddegrader, tegnes der bogstavelig talt et verdenskort. Vores moderne verden består af kommunikation med sig selv og med hinanden, i højere grad end det har gjort på noget tidligere tidspunkt. Og den kommunikation, den tilslutning til resten af verden, den globalisering skaber nu en tung problematik. Fordi disse forskellige sprog bygger en mur, som vi har set det, og forhindrer overførslen af varer og gode ideer og teknologi og viden. Og de forhindrer samarbejde.
Okay, this tendency we have, this seemingly natural tendency we have, towards isolation, towards keeping to ourselves, crashes head first into our modern world. This remarkable image is not a map of the world. In fact, it's a map of Facebook friendship links. And when you plot those friendship links by their latitude and longitude, it literally draws a map of the world. Our modern world is communicating with itself and with each other more than it has at any time in its past. And that communication, that connectivity around the world, that globalization now raises a burden. Because these different languages impose a barrier, as we've just seen, to the transfer of goods and ideas and technologies and wisdom. And they impose a barrier to cooperation.
Og ingen steder ser vi dette tydligere end i Den Europæiske Union, hvis 27 medlemslande taler 23 officielle sprog. Den Europæiske Union bruger for tiden mere end en milliard euro årligt på at oversætte mellem sine 23 officielle sprog. Det er noget, der ligner 1,45 milliarder amerikanske dollars alene på omkostninger til oversættelse. Tænk lige på det absurde i denne situation. Hvis 27 individer fra de 27 medlemslande satte sig omkring et bord og talte deres 23 sprog, viser meget simpel matematik, at man har behov for en hær af 253 oversættere for at kunne deltage i alle de parvise sprogmuligheder. Den Europæiske Union har en permanent stab ansat af ca. 2.500 oversættere. Og bare i 2007... jeg er sikker på, at der nok skal findes nyere tal - ... blev noget i retning af 1,3 millioner sider oversat til blot engelsk.
And nowhere do we see that more clearly than in the European Union, whose 27 member countries speak 23 official languages. The European Union is now spending over one billion euros annually translating among their 23 official languages. That's something on the order of 1.45 billion U.S. dollars on translation costs alone. Now think of the absurdity of this situation. If 27 individuals from those 27 member states sat around table, speaking their 23 languages, some very simple mathematics will tell you that you need an army of 253 translators to anticipate all the pairwise possibilities. The European Union employs a permanent staff of about 2,500 translators. And in 2007 alone -- and I'm sure there are more recent figures -- something on the order of 1.3 million pages were translated into English alone.
Så hvis sproget virkelig er løsningen på krisen med visuelt tyveri; hvis sproget virkelig er vores samarbejdskanal, den teknologi, som vores art har udviklet til fremme af frit flow og fri udveksling af ideer, så må vi i vores moderne verden konfronteres af et spørgsmål. Og det spørgsmål er, om vi i denne moderne, globaliserede verden virkelig har råd til at have alle disse forskellige sprog.
And so if language really is the solution to the crisis of visual theft, if language really is the conduit of our cooperation, the technology that our species derived to promote the free flow and exchange of ideas, in our modern world, we confront a question. And that question is whether in this modern, globalized world we can really afford to have all these different languages.
For at sige den på en anden måde: I naturen findes ingen andre sammenhænge, hvor enslignede funktionelle træk sameksisterer. En af dem driver altid de andre i døden. Og vi ser dette i den ubønhørlige trav mod standardisering. Der er mange, mange måder at måle ting på - at veje dem og at måle deres længde - men det metriske system vinder frem. Der er flere forskellige måder at måle tiden på, men et meget bizart system baseret på størrelsen 60 - kendt som timer og minutter og sekunder - er næsten helt universelt. Der er mange, mange måder at brænde cd'er eller dvd'er på. men de bliver også alle standardiseret. Og du kan sikkert komme på mange, mange flere fra dagligdagen i dit eget liv.
To put it this way, nature knows no other circumstance in which functionally equivalent traits coexist. One of them always drives the other extinct. And we see this in the inexorable march towards standardization. There are lots and lots of ways of measuring things -- weighing them and measuring their length -- but the metric system is winning. There are lots and lots of ways of measuring time, but a really bizarre base 60 system known as hours and minutes and seconds is nearly universal around the world. There are many, many ways of imprinting CDs or DVDs, but those are all being standardized as well. And you can probably think of many, many more in your own everyday lives.
Så vores moderne verden konfronterer os nu med et dilemma. Og det er det dilemma, som sådan en kinesisk mand står over for - hvis sprog bliver talt af flere mennesker i verden end noget andet sprog, og alligevel sidder han ved sin tavle og konverterer kinesiske sætninger til engelske sætninger. Og hvad dette gør er, at det synliggør den mulighed for os, at i en verden, hvor vi gerne vil fremme samarbejde og udveksling, og i en verden, som måske mere end nogensinde er afhængig af samarbejde for at kunne opretholde og forbedre vores velstandsniveau, så siger hans handlemåde os, at det muligvis er uundgåeligt, at vi er nødt til at tage stilling til ideen om, at vi er skæbnebestemt til at være én verden med ét sprog.
And so our modern world now is confronting us with a dilemma. And it's the dilemma that this Chinese man faces, who's language is spoken by more people in the world than any other single language, and yet he is sitting at his blackboard, converting Chinese phrases into English language phrases. And what this does is it raises the possibility to us that in a world in which we want to promote cooperation and exchange, and in a world that might be dependent more than ever before on cooperation to maintain and enhance our levels of prosperity, his actions suggest to us it might be inevitable that we have to confront the idea that our destiny is to be one world with one language.
Tak.
Thank you.
(Klapsalve)
(Applause)
Matt Ridley: Mark, et spørgsmål... Svante opdagede, at FOXP2-genet, som synes at være forbundet med sproglighed, også fandtes i samme form hos neanderthalerne som hos os. Har vi nogen ide om, hvordan vi kunne have besejret neanderthalerne, hvis også de havde sprog?
Matt Ridley: Mark, one question. Svante found that the FOXP2 gene, which seems to be associated with language, was also shared in the same form in Neanderthals as us. Do we have any idea how we could have defeated Neanderthals if they also had language?
Mark Pagel: Det er et godt spørgsmål. Mange af jer kender til forestillingen om, at der er dette gen ved navn FOXP2, som på mange måder ser ud til at have indflydelse på den fine motorstyring, som er forbundet med sproget. Grunden til, at jeg ikke tror, at det siger noget om, at neanderthaleren havde sprog, er... Her er en simpel sammenligning: Ferrarier er biler, som har motorer. Min bil har en motor, men den er ikke en Ferrari. Det enkle svar på det er, at det ikke kun er gener alene, der - helt af sig selv - bestemmer resultatet af yderst komplicerede ting som sprog. Det, vi ved om dette FOXP2 og neanderthalerne, er, at de har haft fin motorisk kontrol over deres munde... Hvem ved... Men det fortæller os ikke nødvendigvis, at de havde sprog.
Mark Pagel: This is a very good question. So many of you will be familiar with the idea that there's this gene called FOXP2 that seems to be implicated in some ways in the fine motor control that's associated with language. The reason why I don't believe that tells us that the Neanderthals had language is -- here's a simple analogy: Ferraris are cars that have engines. My car has an engine, but it's not a Ferrari. Now the simple answer then is that genes alone don't, all by themselves, determine the outcome of very complicated things like language. What we know about this FOXP2 and Neanderthals is that they may have had fine motor control of their mouths -- who knows. But that doesn't tell us they necessarily had language.
MR: Mange tak skal du have.
MR: Thank you very much indeed.
Klapsalve
(Applause)