"Tal ikke med fremmede."
"Don't talk to strangers."
Du har hørt denne sætning ytret af venner, familie, skoler og medierne i årevis. Det er en norm. Det er en social norm. Men det er en særlig form for norm, fordi det er en social norm, der vil at fortælle os hvem vi kan relatere til, og hvem vi ikke bør. "Tal ikke med fremmede" betyder, "Bliv væk fra hvem som helst der ikke er ligesom dig. Hold dig til de mennesker du kender. hold dig til folk som dig."
You have heard that phrase uttered by your friends, family, schools and the media for decades. It's a norm. It's a social norm. But it's a special kind of social norm, because it's a social norm that wants to tell us who we can relate to and who we shouldn't relate to. "Don't talk to strangers" says, "Stay from anyone who's not familiar to you. Stick with the people you know. Stick with people like you."
Hvor tiltalende er det? Men det er ikke rigtig det vi gør, vel, når vi er bedst? Når vi er vores bedste, når vi ud til folk der ikke er ligesom os fordi, når vi gør det, lærer vi fra mennesker der ikke er ligesom os.
How appealing is that? It's not really what we do, is it, when we're at our best? When we're at our best, we reach out to people who are not like us, because when we do that, we learn from people who are not like us.
Mit udtryk for denne værdi omkring samværet med "ikke som os" er "fremmedhed" og min pointe er, at i dagens digitalt intensive verden, er fremmede helt ærligt ikke pointen. Hvad vi bør være bekymrede for er, hvor meget fremmedhed vi får?
My phrase for this value of being with "not like us" is "strangeness," and my point is that in today's digitally intensive world, strangers are quite frankly not the point. The point that we should be worried about is, how much strangeness are we getting?
Hvorfor fremmedhed? Fordi vores sociale relationer i stigende grad er formidlet af data, og data gør vores sociale relationer til digitale forbindelser, og det betyder, at vores digitale forbindelser nu er ekstraordinært afhængige af teknologi der skal give dem en følelse af robusthed, en følelse af opdagelse, en følelse af overraskelse og uforudsigelighed. Hvorfor ikke fremmede? Fordi fremmede er en del af en verden med virkelig stramme grænser. De tilhører en verden af folk, jeg kender modsat mennesker jeg ikke kender, og i forbindelse med mine digitale forbindelser, laver jeg allerede ting med folk jeg ikke kender. Spørgsmålet er ikke, hvorvidt jeg kender dig. Spørgsmålet er, hvad kan jeg lave sammen med dig? Hvad kan jeg lære sammen med dig? Hvad kan vi gøre sammen der gavner os begge?
Why strangeness? Because our social relations are increasingly mediated by data, and data turns our social relations into digital relations, and that means that our digital relations now depend extraordinarily on technology to bring to them a sense of robustness, a sense of discovery, a sense of surprise and unpredictability. Why not strangers? Because strangers are part of a world of really rigid boundaries. They belong to a world of people I know versus people I don't know, and in the context of my digital relations, I'm already doing things with people I don't know. The question isn't whether or not I know you. The question is, what can I do with you? What can I learn with you? What can we do together that benefits us both?
Jeg bruger en masse tid på at tænke på hvordan det sociale landskab ændrer sig hvordan nye teknologier skaber nye begrænsninger og nye muligheder for mennesker. De vigtigste forandringer vi står over for i dag har at gøre med data, og hvad data gør er at forme den slags digitale relationer der vil være mulige for os i fremtiden. Økonomierne i fremtiden afhænger af det. Vores fremtidige sociale liv afhænger af det. Truslen at bekymre sig om, er ikke fremmede. Det det handler om er hvorvidt vi får vores rimelige andel af fremmedhed.
I spend a lot of time thinking about how the social landscape is changing, how new technologies create new constraints and new opportunities for people. The most important changes facing us today have to do with data and what data is doing to shape the kinds of digital relations that will be possible for us in the future. The economies of the future depend on that. Our social lives in the future depend on that. The threat to worry about isn't strangers. The threat to worry about is whether or not we're getting our fair share of strangeness.
1900-tallets psykologer og sociologer tænkte på de fremmede, men de var tænkte ikke så dynamisk omkring menneskelige relationer, og de tænkte kun omkring fremmede i forbindelse med at påvirke metoder. Stanley Milgram fra 60 ' erne og 70 ' erne, skaberen af verden er lille-eksperimenter, der senere blev populariseret som seks grader af adskillelse, gjorde opmærksom på at enhver to vilkårligt udvalgte mennesker sandsynligvis var forbundet af fem til syv mellemliggende trin. Hans pointe var, at fremmede er derude. Vi kan nå dem. Der er stier som gør det muligt at nå dem. Mark Granovetter, en Stanford sociolog, gjorde i 1973 i hans banebrydende essay "Styrken ved de svage bånd" opmærksom på, at disse svage bånd der er en del af vores netværk, disse fremmede, er faktisk mere effektive til at sprede oplysninger til os end vores stærkeste bånd er, de mennesker, der er tættest på os. Han har en yderlig anklage mod vores stærke bånd Når han siger, at disse mennesker, der er så tæt på os, disse stærke bånd i vores liv, faktisk har en homogeniserende virkning på os. De producerer ensartethed.
Now, 20th-century psychologists and sociologists were thinking about strangers, but they weren't thinking so dynamically about human relations, and they were thinking about strangers in the context of influencing practices. Stanley Milgram from the '60s and '70s, the creator of the small-world experiments, which became later popularized as six degrees of separation, made the point that any two arbitrarily selected people were likely connected from between five to seven intermediary steps. His point was that strangers are out there. We can reach them. There are paths that enable us to reach them. Mark Granovetter, Stanford sociologist, in 1973 in his seminal essay "The Strength of Weak Ties," made the point that these weak ties that are a part of our networks, these strangers, are actually more effective at diffusing information to us than are our strong ties, the people closest to us. He makes an additional indictment of our strong ties when he says that these people who are so close to us, these strong ties in our lives, actually have a homogenizing effect on us. They produce sameness.
Mine kolleger og jeg på Intel har brugt de sidste par år på at se på de måder hvorpå digitale platforme omformer vores hverdag, hvilken slags nye rutiner der er mulige. Vi har kigget specifikt på de typer af digitale platforme, der har gjort os i stand til at tage vores ejendele, de ting der plejede at være meget begrænset til os og vores venner i vores huse, og gøre dem tilgængelige for folk vi ikke kender. Om det er vores tøj, vores biler, om det er vores cykler, vores bøger eller musik, vi er nu i stand til at tage vores ejendele og gøre dem tilgængelige til mennesker, vi aldrig har mødt. Og vi kom frem til en vigtig konklusion at, som folks forhold til tingene i deres liv ændres, så ændredes deres forhold med andre mennesker også. Og alligevel fortsætter, anbefalings-system efter efter anbefalings-system, med at misforstå det. De fortsætter med at prøve at forudsige, hvad jeg har brug for baseret på en tidligere karakterisering af hvem jeg er, hvad jeg allerede har gjort. Sikkerhedsteknologi efter sikkerhedsteknologi fortsætter med at designe databeskyttelse med hensyn til trusler og angreb, som holder mig låst fast i virkelig stive typer relationer.
My colleagues and I at Intel have spent the last few years looking at the ways in which digital platforms are reshaping our everyday lives, what kinds of new routines are possible. We've been looking specifically at the kinds of digital platforms that have enabled us to take our possessions, those things that used to be very restricted to us and to our friends in our houses, and to make them available to people we don't know. Whether it's our clothes, whether it's our cars, whether it's our bikes, whether it's our books or music, we are able to take our possessions now and make them available to people we've never met. And we concluded a very important insight, which was that as people's relationships to the things in their lives change, so do their relations with other people. And yet recommendation system after recommendation system continues to miss the boat. It continues to try to predict what I need based on some past characterization of who I am, of what I've already done. Security technology after security technology continues to design data protection in terms of threats and attacks, keeping me locked into really rigid kinds of relations.
Kategorier som "venner" og "familie" og "kontakter" og "kollegaer" fortæller mig ikke noget om mine faktiske forhold. En mere effektiv måde at tænke omkring forbindelser på kan være i form af nærhed og afstand, hvor på ethvert givet tidspunkt, med en enkelt person, er jeg både nær og fjern fra det individuelle, det hele som en funktion af hvad jeg skal gøre lige nu. Mennesker er ikke tætte eller fjerne. Folk er altid en kombination af de to, og denne kombination er i konstant forandring.
Categories like "friends" and "family" and "contacts" and "colleagues" don't tell me anything about my actual relations. A more effective way to think about my relations might be in terms of closeness and distance, where at any given point in time, with any single person, I am both close and distant from that individual, all as a function of what I need to do right now. People aren't close or distant. People are always a combination of the two, and that combination is constantly changing.
Hvad hvis teknologier kunne gribe ind og forstyrre balancen af visse former for relationer? Hvad hvis teknologier kunne gribe ind og hjælpe mig med at finde den person, jeg har brug for lige nu? Fremmedhed er at kalibrering af nærhed og afstand der gør det muligt for mig at finde de mennesker, jeg har brug for lige nu, der gør det muligt for mig at finde kilder til intimitet, til oplevelse, og den inspiration som jeg har brug for lige nu. Fremmedhed er ikke om at møde fremmede. Det gør blot opmærksom på, at vi har brug for at forstyrre vores komfort zone. så at skubbe denne komfort zone er en måde at tænke på fremmedhed og det er et problem, ikke kun mødt af individer i dag, men også af organisationer, organisationer, der i stort omfang forsøger at omfavne nye muligheder. Uanset om det er et politisk parti som insisterer på din bekostning på en meget fast holdning af hvem der hører til og hvem der ikke gør, Om det er regeringen der skal beskytte sociale institutioner som ægteskab og begrænse adgangen af disse institutioner til få, om det er en teenager i sit soveværelse der forsøger at ændre sit forhold til sine forældre fremmedhed er en måde at tænke på om hvordan vi baner vejen til nye former for relationer. Vi er nødt til at ændre normerne. Vi er nødt til at ændre normerne for at muliggøre nye former for teknologier som grundlag for nye slags for virksomheder.
What if technologies could intervene to disrupt the balance of certain kinds of relationships? What if technologies could intervene to help me find the person that I need right now? Strangeness is that calibration of closeness and distance that enables me to find the people that I need right now, that enables me to find the sources of intimacy, of discovery, and of inspiration that I need right now. Strangeness is not about meeting strangers. It simply makes the point that we need to disrupt our zones of familiarity. So jogging those zones of familiarity is one way to think about strangeness, and it's a problem faced not just by individuals today, but also by organizations, organizations that are trying to embrace massively new opportunities. Whether you're a political party insisting to your detriment on a very rigid notion of who belongs and who does not, whether you're the government protecting social institutions like marriage and restricting access of those institutions to the few, whether you're a teenager in her bedroom who's trying to jostle her relations with her parents, strangeness is a way to think about how we pave the way to new kinds of relations. We have to change the norms. We have to change the norms in order to enable new kinds of technologies as a basis for new kinds of businesses.
Hvilke interessante spørgsmål lægger foran os i denne verden af ingen fremmede? Hvordan kan vi tænke anderledes omkring vores relationer med mennesker? Hvordan kan vi tænke anderledes omkring vores relationer med distribuerede grupper af mennesker? Hvordan kan vi tænke anderledes om vores forbindelser med teknologier, ting, der faktisk er blevet sociale deltagere i sig selv? Rækken af digitale forbindelser er ekstraordinær. I forbindelse med denne brede vifte af digitale forbindelser, kan en forsvarlig søgen på fremmedhed, meget vel være et nyt grundlag for innovation.
What interesting questions lie ahead for us in this world of no strangers? How might we think differently about our relations with people? How might we think differently about our relations with distributed groups of people? How might we think differently about our relations with technologies, things that effectively become social participants in their own right? The range of digital relations is extraordinary. In the context of this broad range of digital relations, safely seeking strangeness might very well be a new basis for that innovation.
Tak.
Thank you.
(Bifald)
(Applause)