Har du nogensinde undret dig over hvorfor ekstremismen synes at have vundet frem i lande med muslimske flertal gennem det sidste årti? Har du nogensinde undret dig over hvordan der kan laves om på situationen? Har du nogensinde set på de arabiske opstande og tænkt "Hvordan kunne vi have forudset dét?" eller "Hvordan kunne vi have været bedre forberedt?" Min personlige fortælling, min personlige rejse, det, som har ført mig herop på TED-scenen i dag, viser præcis hvad der er sket i lande med muslimske flertal gennem de sidste årtier og længere tilbage. Den historie vil jeg gerne dele lidt af med jer, men jeg vil også gerne dele nogle af mine ideer om forandring og sociale bevægelsers rolle i at skabe den forandring i samfund med muslimske flertal.
Have you ever wondered why extremism seems to have been on the rise in Muslim-majority countries over the course of the last decade? Have you ever wondered how such a situation can be turned around? Have you ever looked at the Arab uprisings and thought, "How could we have predicted that?" or "How could we have better prepared for that?" Well my personal story, my personal journey, what brings me to the TED stage here today, is a demonstration of exactly what's been happening in Muslim-majority countries over the course of the last decades, at least, and beyond. I want to share some of that story with you, but also some of my ideas around change and the role of social movements in creating change in Muslim-majority societies.
Så lad mig begynde med en ganske kortfattet tidshistorie, hvis publikum tillader det. I middelaldersamfund var der veldefinerede tilhørsforhold. En identitet blev primært defineret ud fra religion. Og så kom vi videre ind i en tidsalder i det 19. århundrede med den europæiske nationalstats fremmarch, hvor identiteter og tilhørsforhold blev etnisk definerede. Identitet var altså primært etnisk defineret, og det afspejlede nationalstaten. I globaliseringens tidsalder bevægede vi os videre. Det kalder jeg for statsborgerskabets æra, hvor folk kunne være af forskellige racer eller etniciteter, men alle sammen være ligeværdige statsborgere i en stat. Man kunne være amerikansk-italiener eller amerikansk-irer; man kunne være en britisk-pakistaner.
So let me begin by first of all giving a very, very brief history of time, if I may indulge. In medieval societies there were defined allegiances. An identity was defined primarily by religion. And then we moved on into an era in the 19th century with the rise of a European nation-state where identities and allegiances were defined by ethnicity. So identity was primarily defined by ethnicity, and the nation-state reflected that. In the age of globalization, we moved on. I call it the era of citizenship -- where people could be from multi-racial, multi-ethnic backgrounds, but all be equal as citizens in a state. You could be American-Italian; you could be American-Irish; you could be British-Pakistani.
Men nu tror jeg på, at vi bevæger os ind i en ny tidsalder, og den døbte New York Times for nyligt "adfærdens tidsalder." Jeg definerer adfærdens tidsalder som en periode med loyaliteter på tværs af landegrænser, hvor identitet i højere grad bliver skabt af ideer og fortællinger. Og disse ideer og fortællinger, som forener folk på tværs af grænserne begynder mere og mere at påvirke den måde, folk opfører sig på. Det er så ikke nødvendigvis gode nyheder, fordi jeg tror også på, at had har spredt sig over hele verden lige så meget som kærligheden. Men faktisk tror jeg på, at dem, der bedst har udnyttet adfærdens tidsalder, indtil nu, indtil for nyligt, indtil de sidste seks måneder dem, som bedst har udnyttet adfærdens tidsalder og de grænseoverskridende tilhørsforhold ved hjælp af digital aktivisme og andre slags grænseløse teknologier, dem, som har fået mest ud af det har været ekstremister. Og det er noget, jeg gerne vil uddybe.
But I believe now that we're moving into a new age, and that age The New York Times dubbed recently as "the age of behavior." How I define the age of behavior is a period of transnational allegiances, where identity is defined more so by ideas and narratives. And these ideas and narratives that bump people across borders are increasingly beginning to affect the way in which people behave. Now this is not all necessarily good news, because it's also my belief that hatred has gone global just as much as love. But actually it's my belief that the people who've been truly capitalizing on this age of behavior, up until now, up until recent times, up until the last six months, the people who have been capitalizing most on the age of behavior and the transnational allegiances, using digital activism and other sorts of borderless technologies, those who've been benefiting from this have been extremists. And that's something which I'd like to elaborate on.
Hvis vi ser på islamister, hvis vi ser på fænomenet med fascister på den yderste højrefløj, så har de været meget dygtige til én ting, faktisk overdrevent dygtige, og det har været at kommunikere på tværs af landegrænser, at bruge teknologi til at organisere sig og sprede deres budskab og skabe sande globale fænomener. Og det ved jeg noget om, fordi jeg i 13 år af mit liv var involveret i en ekstrem islamistisk organisation. Og jeg var faktisk en stor drivkraft i at sprede ideer på tværs af landegrænser. Og jeg var vidne til islamismens fremmarch, i modsætning til religionen islam, og hvordan den påvirkede mine trosfæller i hele verden.
If we look at Islamists, if we look at the phenomenon of far-right fascists, one thing they've been very good at, one thing that they've actually been exceeding in, is communicating across borders, using technologies to organize themselves, to propagate their message and to create truly global phenomena. Now I should know, because for 13 years of my life, I was involved in an extreme Islamist organization. And I was actually a potent force in spreading ideas across borders, and I witnessed the rise of Islamist extremism as distinct from Islam the faith, and the way in which it influenced my co-religionists across the world.
Og min fortælling, min personlige fortælling, er et sandt bevis på adfærdens tidsalder, som jeg her forsøger at uddybe. Jeg var -- forresten er jeg fra Essex, født og opvokset i Essex i Storbritannien Enhver englænder kender til det rygte, vi har i Essex. Men jeg var født i Essex, og i en alder af 16 år, meldte jeg mig til en organisation. Da jeg var 17, var jeg i gang med at rekruttere på Cambridge Universitet til den organisation. Da jeg var 19 år, var jeg medlem af landsledelsen i Storbritannien Da jeg var 21, var jeg med til at grundlægge organisationen i Pakistan. Da jeg var 22, var jeg med til at grundlægge den i Danmark. Da jeg så var 24, blev jeg dømt og sendt i fængsel i Egypten, blev sortlistet i tre lande i verden for at have forsøgt at vælte deres regeringer, blev udsat for tortur i egyptiske fængsler og idømt fem år som samvittighedsfange.
And my story, my personal story, is truly evidence for the age of behavior that I'm attempting to elaborate upon here. I was, by the way -- I'm an Essex lad, born and raised in Essex in the U.K. Anyone who's from England knows the reputation we have from Essex. But having been born in Essex, at the age of 16, I joined an organization. At the age of 17, I was recruiting people from Cambridge University to this organization. At the age of 19, I was on the national leadership of this organization in the U.K. At the age of 21, I was co-founding this organization in Pakistan. At the age of 22, I was co-founding this organization in Denmark. By the age of 24, I found myself convicted in prison in Egypt, being blacklisted from three countries in the world for attempting to overthrow their governments, being subjected to torture in Egyptian jails and sentenced to five years as a prisoner of conscience.
Og den rejse, og det, der tog mig fra Essex og ud i verden -- forresten grinte vi ad demokratiske aktivister. Vi følte, at de var fra en svunden tid. Vi følte, at de var forældede. Jeg lærte at bruge e-mail ved at være med i den her ekstremistiske organisation Jeg lærte at kommunikere effektivt på tværs af landegrænser uden at blive opdaget. Selvfølgelig blev jeg til sidst opdaget, i Egypten. Men den måde, jeg lærte at udnytte teknologi på var fordi jeg var inde i en ekstremistisk organisation, som var tvunget til at tænke forbi nationalstatens begrænsninger. Adfærdens tidsalder: hvor ideer og fortællinger i stigende grad definerede adfærd, identitet og loyalitet.
Now that journey, and what took me from Essex all the way across the world -- by the way, we were laughing at democratic activists. We felt they were from the age of yesteryear. We felt that they were out of date. I learned how to use email from the extremist organization that I used. I learned how to effectively communicate across borders without being detected. Eventually I was detected, of course, in Egypt. But the way in which I learned to use technology to my advantage was because I was within an extremist organization that was forced to think beyond the confines of the nation-state. The age of behavior: where ideas and narratives were increasingly defining behavior and identity and allegiances.
Vi så som sagt på status quo og gjorde grin med det. Og det var ikke bare islamister, der gjorde det. Men selv hvis man ser på stemningen gennem hele Europa her på det seneste, så er højrefascismen i stærk fremgang. En form for antiislamisk retorik vinder også frem og det gør den i flere lande. Og det har så som følge, at det påvirker det politiske klima gennem hele Europa Hvad der rent faktisk sker er, at det, som engang var lokale snæversyn, individer eller grupper af ekstremister, som var isolerede i forhold til hinanden, er blevet forbundet på globaliseret vis og derfor er blevet, eller bliver, mainstream. Fordi internettet og forbindende teknologier binder dem sammen verden over.
So as I said, we looked to the status quo and ridiculed it. And it's not just Islamist extremists that did this. But even if you look across the mood music in Europe of late, far-right fascism is also on the rise. A form of anti-Islam rhetoric is also on the rise and it's transnational. And the consequences that this is having is that it's affecting the political climate across Europe. What's actually happening is that what were previously localized parochialisms, individual or groupings of extremists who were isolated from one another, have become interconnected in a globalized way and have thus become, or are becoming, mainstream. Because the Internet and connection technologies are connecting them across the world.
Hvis man ser på højrefascismens seneste fremmarch i Europa, vil man se, at der sker nogle ting, som begynder at påvirke indenrigspolitikken, selv om fænomenet går over grænserne. I visse lande bliver minaretter på moskeerne forbudt. I andre lande forbyder man hovedtørklæder. Nogle steder forbyder man kosher- og halalkød netop nu. Samtidigt med, at det sker, er de grænseoverskridende islamister i gang med at gøre det samme i deres egne samfund. De er altså små lommer af snæversyn, der forbindes på en måde, hvor de føler sig mainstream. Og det ville jo aldrig have været muligt før i tiden. De ville have følt sig isoleret, indtil de her teknologier dukkede op og forbandt dem på en måde, der gjorde, at de følte sig som en del af noget større.
If you look at the rise of far-right fascism across Europe of late, you will see some things that are happening that are influencing domestic politics, yet the phenomenon is transnational. In certain countries, mosque minarets are being banned. In others, headscarves are being banned. In others, kosher and halal meat are being banned, as we speak. And on the flip side, we have transnational Islamist extremists doing the same thing across their own societies. And so they are pockets of parochialism that are being connected in a way that makes them feel like they are mainstream. Now that never would have been possible before. They would have felt isolated, until these sorts of technologies came around and connected them in a way that made them feel part of a larger phenomenon.
Hvad bliver der så af demokratiets tilhængere? Jeg tror, at de halter langt bagud. Og det giver jeg lige et eksempel på. Hvis nogen af jer husker bombeattentatforsøget fra julen 2009: der er der en mand ved navn Anwar al-Awlaki. Som amerikansk statsborger og etnisk yemenit, der pt. gemmer sig i Yemen, og inspirerede en nigerianer, sønnen af Nigerias nationalbankdirektør. Den nigerianske studerende læste i London, trænede i Yemen, steg på et fly i Amsterdam for at angribe USA. I mellemtiden var den Gamle mentalitet med stort G representeret af hans far, den nigerianske bankdirektør, som advarede CIA om, at hans søn gjorde klar til et angreb, men han talte for døve ører. Den Gamle mentalitet med stort G, som nationalstaten repræsenterede, endnu ikke helt inde i adfærdens tidsalder, uvidende om de grænseoverskridende sociale bevægelsers styrke, blev ladt i stikken. Og det lykkedes næsten julebombemanden at angribe USA Endnu et eksempel fra den yderste højrefløj: det viser sig, ironisk nok, at fremmedhadende nationalister udnytter globaliseringen
Where does that leave democracy aspirants? Well I believe they're getting left far behind. And I'll give you an example here at this stage. If any of you remembers the Christmas Day bomb plot: there's a man called Anwar al-Awlaki. As an American citizen, ethnically a Yemeni, in hiding currently in Yemen, who inspired a Nigerian, son of the head of Nigeria's national bank. This Nigerian student studied in London, trained in Yemen, boarded a flight in Amsterdam to attack America. In the meanwhile, the Old mentality with a capital O, was represented by his father, the head of the Nigerian bank, warning the CIA that his own son was about to attack, and this warning fell on deaf ears. The Old mentality with a capital O, as represented by the nation-state, not yet fully into the age of behavior, not recognizing the power of transnational social movements, got left behind. And the Christmas Day bomber almost succeeded in attacking the United States of America. Again with the example of the far right: that we find, ironically, xenophobic nationalists are utilizing the benefits of globalization.
Hvorfor har de så succes med det? Og hvorfor halter demokratiets tilhængere bagud? Vi har brug for at forstå magten bag de sociale bevægelser, som forstår det. Og en social bevægelse består, i mine øjne, den består af fire hovedtræk. Den består af ideer og fortællinger og symboler og ledere. Jeg gennemgår lige et eksempel, og det er det eksempel, alle her vil have hørt om, og det er eksemplet Al-Qaeda. Hvis jeg bad jer om at tænke på Al-Qaedas ideer, så ville det være noget, i straks kommer i tanke om. Hvis jeg beder jer om at tænke på deres fortællinger-- Vesten i krig mod islam, behovet for at forsvare islam mod Vesten -- de fortællinger, dem kommer i straks i tanke om. Der er desuden den forskel mellem ideer og fortællinger: ideen er den sag, man tror på; og fortællingen er den måde, sagen sælges på -- sagens propaganda, om man vil. Al-Qaedas ideer og fortællinger er altså nogle, man straks kommer i tanke om.
So why are they succeeding? And why are democracy aspirants falling behind? Well we need to understand the power of the social movements who understand this. And a social movement is comprised, in my view, it's comprised of four main characteristics. It's comprised of ideas and narratives and symbols and leaders. I'll talk you through one example, and that's the example that everyone here will be aware of, and that's the example of Al-Qaeda. If I asked you to think of the ideas of Al-Qaeda, that's something that comes to your mind immediately. If I ask you to think of their narratives -- the West being at war with Islam, the need to defend Islam against the West -- these narratives, they come to your mind immediately. Incidentally, the difference between ideas and narratives: the idea is the cause that one believes in; and the narrative is the way to sell that cause -- the propaganda, if you like, of the cause. So the ideas and the narratives of Al-Qaeda come to your mind immediately.
Hvis jeg beder jer om at tænke på deres symboler og ledere, så kommer i straks i tanke om dem. Én af deres ledere blev for nyligt dræbt i Pakistan. Så disse symboler og ledere kommer i altså straks i tanke om. Og det er de sociale bevægelsers magt. De går over grænserne, og er bundet sammen med disse ideer og fortællinger og symboler og ledere. Men, hvis jeg beder jer fokusere på nutidens Pakistan og beder jer om at tænke på demokratiets symboler og ledere i Pakistan i dag, så kniber det med at finde på andet end måske mordet på Benazir Bhutto. Hvilket per definition betyder, at netop den leder ikke længere findes.
If I ask you to think of their symbols and their leaders, they come to your mind immediately. One of their leaders was killed in Pakistan recently. So these symbols and these leaders come to your mind immediately. And that's the power of social movements. They're transnational, and they bond around these ideas and narratives and these symbols and these leaders. However, if I ask your minds to focus currently on Pakistan, and I ask you to think of the symbols and the leaders for democracy in Pakistan today, you'll be hard pressed to think beyond perhaps the assassination of Benazir Bhutto. Which means, by definition, that particular leader no longer exists.
I mine øjne er et af de problemer, vi står over for, at der ikke er nogen globaliserede, sociale græsrodsbevægelser med ungdommen i spidsen, som forfægter en demokratisk kultur i samfund med muslimske flertal Der findes ikke noget svar på Al-Qaeda, uden terrorismen, for demokratiet i samfund med muslimske flertal. Der er ikke nogen ideer, fortællinger, ledere eller symboler, der forfægter den demokratiske kultur på landjorden. Og det rejser så det næste spørgsmål. Hvorfor har ekstremistiske organisationer, om de er på højrefløjen eller er islamistiske -- ved islamisme menes dem, som ønsker at påtvinge resten af samfundet én tolkning af islam -- hvorfor har de held med at organisere på globaliseret vis, mens dem, som ønsker demokratisk kultur halter bagud? Og det mener jeg, der er fire grunde til. Jeg tror, nummer et, at det er selvtilfredshed. Fordi den demokratiske kulturs tilhængere er ved magten, eller har samfund, som styrer globaliserede, magtfulde samfund, magtfulde lande. Og den selvtilfredshed medfører, at de ikke føler noget behov for at forfægte den kultur.
One of the problems we're facing is, in my view, that there are no globalized, youth-led, grassroots social movements advocating for democratic culture across Muslim-majority societies. There is no equivalent of the Al-Qaeda, without the terrorism, for democracy across Muslim-majority societies. There are no ideas and narratives and leaders and symbols advocating the democratic culture on the ground. So that begs the next question. Why is it that extremist organizations, whether of the far-right or of the Islamist extremism -- Islamism meaning those who wish to impose one version of Islam over the rest of society -- why is it that they are succeeding in organizing in a globalized way, whereas those who aspire to democratic culture are falling behind? And I believe that's for four reasons. I believe, number one, it's complacency. Because those who aspire to democratic culture are in power, or have societies that are leading globalized, powerful societies, powerful countries. And that level of complacency means they don't feel the need to advocate for that culture.
Den anden grund, mener jeg, er politisk korrekthed. At der er en vis tøven omkring at give udtryk for demokratiets almengyldighed. fordi vi forbinder det med -- vi forbinder det at tro på vores værdiers almengyldighed -- med ekstremister. Men hver gang vi taler om menneskerettigheder, så siger vi jo, at menneskerettigheder er universelle. Men hvis man tager ud for at sprede det synspunkt forbindes det enten med neokonservatisme eller islamistisk ekstremisme. Det at gå rundt og sige, at jeg synes, den demokratiske kultur er den bedste form for politisk organisering vi er kommet frem til forbindes med ekstremisme.
The second, I believe, is political correctness. That we have a hesitation in espousing the universality of democratic culture because we are associating that -- we associate believing in the universality of our values -- with extremists. Yet actually, whenever we talk about human rights, we do say that human rights are universal. But actually going out to propagate that view is associated with either neoconservativism or with Islamist extremism. To go around saying that I believe democratic culture is the best that we've arrived at as a form of political organizing is associated with extremism.
Og den tredje grund, demokratisk valgfrihed i lande med muslimske flertal er blevet degraderet til et politisk valg, det vil sige politiske partier i mange af de her samfund beder folk om stemme på dem som det demokratiske parti, men så beder de andre partier om stemmer som det militære party -- der ønsker at regere gennem et militærdiktatur. Og så har man et tredje parti, der siger, "Stem på os, så danner vi et teokrati." Demokratiet er altså blevet blot ét politisk valg blandt mange andre styreformer, der er tilgængelige i disse samfund. Som resultat af det her sker det, når partierne bliver valgt og de uundgåeligt fejler, eller de uundgåeligt begår politiske fejl, så tager demokratiet skylden for deres politiske fejltagelser. Og så siger folk, "Vi har prøvet demokratiet. Det fungerer ikke rigtigt. Lad os få militæret tilbage igen."
And the third, democratic choice in Muslim-majority societies has been relegated to a political choice, meaning political parties in many of these societies ask people to vote for them as the democratic party, but then the other parties ask them to vote for them as the military party -- wanting to rule by military dictatorship. And then you have a third party saying, "Vote for us; we'll establish a theocracy." So democracy has become merely one political choice among many other forms of political choices available in those societies. And what happens as a result of this is, when those parties are elected, and inevitably they fail, or inevitably they make political mistakes, democracy takes the blame for their political mistakes. And then people say, "We've tried democracy. It doesn't really work. Let's bring the military back again."
Og den fjerde grund, mener jeg, er hvad vi her på diaset har kaldt modstandens ideologi. Med det mener jeg, at hvis verdens supermagt i dag var kommunistisk, ville det være en del lettere for demokratiske aktivister at bruge deres aktivisme som en form for modstand mod kolonialismen end det er i dag, hvor verdens supermagt jo er USA, som besætter visse lande og samtidigt støtter demokratiske idealer. I grove træk er det altså de fire grunde, der gør det meget sværere for demokratisk kultur at sprede sig som civilisationsvalg, ikke blot som et politisk valg.
And the fourth reason, I believe, is what I've labeled here on the slide as the ideology of resistance. What I mean by that is, if the world superpower today was a communist, it would be much easier for democracy activists to use democracy activism as a form of resistance against colonialism, than it is today with the world superpower being America, occupying certain lands and also espousing democratic ideals. So roughly these four reasons make it a lot more difficult for democratic culture to spread as a civilizational choice, not merely as a political choice.
Når vi taler om de grunde, lad os så nedbryde visse forudfattede meninger. Drejer det sig bare om klagepunkter? Er det bare et spørgsmål om manglende uddannelse? Statistisk set, så er de fleste, der melder sig til ekstremistiske organisationer veluddannede. Statistisk set er de gennemsnitligt uddanende ud over det uddannelsesniveau, man har i vestlige samfund. Anekdotisk kan vi påvise, at hvis fattigdom var den eneste faktor, jamen Bin Laden er jo fra en af Saudiarabiens rigeste familier. Hans stedfortræder, Ayman al-Zawahiri, var børnelæge -- ikke nogen ringe uddannet mand. Ulandsbistanden har jo foregået i årevis, men ekstremismen i de her samfund, i mange af de her samfund, har alligevel vundet frem. Og det som jeg synes, der mangler, er ægte græsrodsaktivisme på landjorden oven i den internationale bistand, oven i uddannelse, oven i sundhed. Ikke i modsætning til de her ting, men sammen med dem, der spreder en ægte efterspørgsel for demokrati på landjorden.
When talking about those reasons, let's break down certain preconceptions. Is it just about grievances? Is it just about a lack of education? Well statistically, the majority of those who join extremist organizations are highly educated. Statistically, they are educated, on average, above the education levels of Western society. Anecdotally, we can demonstrate that if poverty was the only factor, well Bin Laden is from one of the richest families in Saudi Arabia. His deputy, Ayman al-Zawahiri, was a pediatrician -- not an ill-educated man. International aid and development has been going on for years, but extremism in those societies, in many of those societies, has been on the rise. And what I believe is missing is genuine grassroots activism on the ground, in addition to international aid, in addition to education, in addition to health. Not exclusive to these things, but in addition to them, is propagating a genuine demand for democracy on the ground.
Og her mener jeg, at neokonservatismen vendte sagen på hovedet. Neokonservatismen havde den holdning, at man skal ind med en udbudsbaseret tilgang for at indføre demokratiske værdier ovenfra. Altimens islamister og højrefløjsgrupperinger i årtier har opbygget efterspørgslen for deres ideologi ved græsrødderne. De har opbygget civilisationens efterspørgsel for deres værdier ved græsrødderne, og vi har set de her samfund langsomt forvandle sig til samfund, der i stigende grad spørger efter en form for islamisme. Massebevægelser i Pakistan er efter de arabiske opstande hovedsagligt blevet repræsenteret af organisationer, der går ind for en eller anden form for teokrati, i stedet for en demokratisk opstand Fordi lige siden før Indiens deling har de opbygget efterspørgslen for deres ideologi på landjorden. Der er brug for en ægte grænseoverskridende ungdomsbevægelse, der aktivt arbejder for at støtte op om den demokratiske kultur-- som altså er mere end bare valg. Men uden ytringsfrihed, kan man ikke have frie og retfærdige valg. Uden menneskerettigheder, har man ikke beskyttelsen til at føre valgkamp. Uden trosfrihed, har man ikke ret til at tilmelde sig foreninger.
And this is where I believe neoconservatism had it upside-down. Neoconservatism had the philosophy that you go in with a supply-led approach to impose democratic values from the top down. Whereas Islamists and far-right organizations, for decades, have been building demand for their ideology on the grassroots. They've been building civilizational demand for their values on the grassroots, and we've been seeing those societies slowly transition to societies that are increasingly asking for a form of Islamism. Mass movements in Pakistan have been represented after the Arab uprisings mainly by organizations claiming for some form of theocracy, rather than for a democratic uprising. Because since pre-partition, they've been building demand for their ideology on the ground. And what's needed is a genuine transnational youth-led movement that works to actively advocate for the democratic culture -- which is necessarily more than just elections. But without freedom of speech, you can't have free and fair elections. Without human rights, you don't have the protection granted to you to campaign. Without freedom of belief, you don't have the right to join organizations.
Så der er brug for de her organisationer på landjorden der støtter op om selve den demokratiske kultur for at skabe efterspørgslen for den. Det gør så, at man undgår det problem, jeg talte om tidligere, nemlig hvor man har nu har politiske partier, der præsenterer demokratiet som blot et politisk valg i de her samfund ved siden af andre valg så som militærstyre eller teokrati. Men hvis vi begynder at opbygge efterspørgslen på civilisationsniveau, og ikke bare på det politiske plan, på et niveau ud over politik -- bevægelser, som ikke er politiske partier, men i stedet skaber civilisationens efterspørgsel for den demokratiske kultur. Det vi så får til sidst er idealet, i ser heroppe på diaset -- idealet om, at folk bør stemme i et tilstedeværende demokrati, ikke stemme for et demokrati. Men for at vi skal opnå det stadie hvor demokratiet udgør samfundets struktur og de politiske valg indenfor den struktur, men helt sikkert hverken teokratisk eller militært dikatur -- det vil sige, at du stemmer i et demokrati, i et tilstedeværende demokrati, og at demokratiet ikke bare er ét af valgene ved stemmeboksen. For at opnå det stadie, har vi virkelig brug for at opbygge efterspørgslen i de samfund på landjorden.
So what's needed is those organizations on the ground advocating for the democratic culture itself to create the demand on the ground for this culture. What that will do is avoid the problem I was talking about earlier, where currently we have political parties presenting democracy as merely a political choice in those societies alongside other choices such as military rule and theocracy. Whereas if we start building this demand on the ground on a civilizational level, rather than merely on a political level, a level above politics -- movements that are not political parties, but are rather creating this civilizational demand for this democratic culture. What we'll have in the end is this ideal that you see on the slide here -- the ideal that people should vote in an existing democracy, not for a democracy. But to get to that stage, where democracy builds the fabric of society and the political choices within that fabric, but are certainly not theocratic and military dictatorship -- i.e. you're voting in a democracy, in an existing democracy, and that democracy is not merely one of the choices at the ballot box. To get to that stage, we genuinely need to start building demand in those societies on the ground.
Sluttelig, hvordan sker det så? Der er Egypten et godt udgangspunkt. De arabiske opstande har vist, at det her allerede begynder. Men det, der skete i de arabiske opstande og i Egypten var særdeles katartisk for mig. Der skete det, at en politisk sammenslutning sluttede sammen om et politisk mål, og det var at fjerne lederen. Nu skal vi et skridt videre derfra. Vi skal se på hvordan de her samfund kan hjælpes med at gå fra politiske sammenslutninger, løse politiske sammenslutninger til civilisationssammenslutninger, der arbejder for den demokratiske kulturs ideal og fortællinger på landjorden. Fordi det ikke er nok at fjerne en leder eller en diktator. Det giver ikke noget garanti for, at hvad der følger bliver et samfund bygget på demokratiske værdier.
Now to conclude, how does that happen? Well, Egypt is a good starting point. The Arab uprisings have demonstrated that this is already beginning. But what happened in the Arab uprisings and what happened in Egypt was particularly cathartic for me. What happened there was a political coalition gathered together for a political goal, and that was to remove the leader. We need to move one step beyond that now. We need to see how we can help those societies move from political coalitions, loosely based political coalitions, to civilizational coalitions that are working for the ideals and narratives of the democratic culture on the ground. Because it's not enough to remove a leader or ruler or dictator. That doesn't guarantee that what comes next will be a society built on democratic values.
Men generelt har de tendenser, der starter i Egypten historisk set spredt sig ud over hele Mellemøsten og Nordafrika. Så når den arabiske socialisme startede i Egypten, spredte den sig. I firserne og halvfemserne, da islamismen startede i området, spredte den sig over hele området.
But generally, the trends that start in Egypt have historically spread across the MENA region, the Middle East and North Africa region. So when Arab socialism started in Egypt, it spread across the region. In the '80s and '90s when Islamism started in the region, it spread across the MENA region as a whole.
Og det håb, vi har på nuværende tidspunkt -- som unge arabere beviser i dag og straks ændrer deres image som villige til at dø for mere end bare terrorismen -- er, at der er en chance for, at den demokratiske kultur kan starte i området og sprede sig i resten af de omkringliggende lande. Men det vil kræve hjælp til, at de her samfund går fra blot at have politiske sammenslutninger til at bygge reelt græsrodsbaserede sociale bevægelser, der støtter op om den demokratiske kultur. Og det er der blevet begyndt på i Pakistan med en bevægelse, der hedder Khudi, hvor vi arbejder på landjorden for at opfordre ungdommen til at skabe ægte vilje til den demokratiske kulture. Og det er med den tanke, at jeg afslutter.
And the aspiration that we have at the moment -- as young Arabs are proving today and instantly rebranding themselves as being prepared to die for more than just terrorism -- is that there is a chance that democratic culture can start in the region and spread across to the rest of the countries that are surrounding that. But that will require helping these societies transition from having merely political coalitions to building genuinely grassroots-based social movements that advocate for the democratic culture. And we've made a start for that in Pakistan with a movement called Khudi, where we are working on the ground to encourage the youth to create genuine buy-in for the democratic culture. And it's with that thought that I'll end.
Og min tid er løbet ud, og jeg takker for jeres opmærksomhed.
And my time is up, and thank you for your time.
(Bifald)
(Applause)