Jeg er 45 meter nede i en ulovlig mineskakt i Ghana. Luften er tyk af varme og støv, og det er svært at trække vejret. Jeg kan mærke svedige kroppe strejfe mig når de passerer i mørket, men jeg kan ikke se meget andet. Jeg hører stemmer der snakker, men skakten er mest en kakofoni af mænd der hoster, og sten der blev knust med primitive værktøjer. Ligesom de andre, har jeg en blinkende, billig lommelygte bundet på hovedet med et elastisk, flosset bånd, og jeg kan knap nok ænse de glatte træ grene der holder de væggene af det meter brede hul der falder 45 meter ned i jorden. Da mine hænder glider, husker jeg pludselig en minearbejder som jeg havde mødt flere dage tidligere, der havde mistet grebet og faldt talløse meter ned i den skakt.
I'm 150 feet down an illegal mine shaft in Ghana. The air is thick with heat and dust, and it's hard to breathe. I can feel the brush of sweaty bodies passing me in the darkness, but I can't see much else. I hear voices talking, but mostly the shaft is this cacophony of men coughing, and stone being broken with primitive tools. Like the others, I wear a flickering, cheap flashlight tied to my head with this elastic, tattered band, and I can barely make out the slick tree limbs holding up the walls of the three-foot square hole dropping hundreds of feet into the earth. When my hand slips, I suddenly remember a miner I had met days before who had lost his grip and fell countless feet down that shaft.
Mens jeg står her og taler til jer i dag, er disse mænd stadig dybt nede i det hul, og risikerer deres liv uden betaling eller kompensation, og dør ofte.
As I stand talking to you today, these men are still deep in that hole, risking their lives without payment or compensation, and often dying.
Jeg fik lov til at kravle ud af det hul, og jeg fik lov til at tage hjem, men det vil de sandsynligvis aldrig, fordi de er fanget i slaveri.
I got to climb out of that hole, and I got to go home, but they likely never will, because they're trapped in slavery.
I de sidste 28 år, har jeg dokumenteret indfødte kulturer i mere end 70 lande på seks kontinenter, og i 2009 fik jeg den store ære af at være den eneste udstiller i Vancouver Peace Summit. Mellem alle de imponerende mennesker jeg mødte der, mødte jeg en tilhænger af Free the Slaves, en NGO dedikeret til at udrydde moderne slaveri. Vi begyndte at snakke om slaveri, og faktisk, begyndte jeg at lære om slaveri, for jeg vidste bestemt at det fandtes i verden, men ikke i den grad. Da vi var færdige med at snakke, havde jeg det så forfærdeligt og skammede mig ærlig talt over min uvidenhed om disse grusomheder i min egen levetid, og jeg tænkte, hvis jeg ikke ved det, hvor mange mennesker ved det så ikke? Det startede et brændende hul i min mave, så i løbet af få uger, fløj jeg til Los Angeles for at mødes med lederen af Free the Slaves og tilbød dem min hjælp.
For the last 28 years, I've been documenting indigenous cultures in more than 70 countries on six continents, and in 2009 I had the great honor of being the sole exhibitor at the Vancouver Peace Summit. Amongst all the astonishing people I met there, I met a supporter of Free the Slaves, an NGO dedicated to eradicating modern day slavery. We started talking about slavery, and really, I started learning about slavery, for I had certainly known it existed in the world, but not to such a degree. After we finished talking, I felt so horrible and honestly ashamed at my own lack of knowledge of this atrocity in my own lifetime, and I thought, if I don't know, how many other people don't know? It started burning a hole in my stomach, so within weeks, I flew down to Los Angeles to meet with the director of Free the Slaves and offer them my help.
Dermed begyndte min rejse ind i moderne slaveri. Mærkeligt nok, havde jeg før været mange af disse steder. Nogle af dem betragtede jeg endda som mit andet hjem. Men denne gang, ville jeg se skeletterne der gemte sig i skabet.
Thus began my journey into modern day slavery. Oddly, I had been to many of these places before. Some I even considered like my second home. But this time, I would see the skeletons hidden in the closet.
En konservativt vurdering fortæller os at der er flere end 27 millioner mennesker der er slaver i verden i dag. Det er dobbelt så mange mennesker som der blev taget fra Afrika under hele den transatlantiske slavehandel. For hundrede og halvtreds år siden, kostede en landbrugs slave omkring tre gange den årlige løn af en amerikansk arbejder. Det er lig med cirka $50.000 i nutids penge. Alligevel er der i dag hele familier der kan være slaver i generationer på grund af en gæld så lille som $18. Forbavsende nok, genererer slaveri profitter på mere end $13 milliarder i hele verden hvert år.
A conservative estimate tells us there are more than 27 million people enslaved in the world today. That's double the amount of people taken from Africa during the entire trans-Atlantic slave trade. A hundred and fifty years ago, an agricultural slave cost about three times the annual salary of an American worker. That equates to about $50,000 in today's money. Yet today, entire families can be enslaved for generations over a debt as small as $18. Astonishingly, slavery generates profits of more than $13 billion worldwide each year.
Mange er blevet narret med falske løfter om en god uddannelse, et bedre job, kun for at finde ud af, at de bliver tvunget til at arbejde uden løn under truslen om vold, og de kan ikke gå væk.
Many have been tricked by false promises of a good education, a better job, only to find that they're forced to work without pay under the threat of violence, and they cannot walk away.
Nutidens slaveri er om handel, så varer som slaver producerer har en værdi, men menneskerne der producerer dem er undværlige. Slaveri eksisterer over alt, næsten, i verden, og alligevel er det ulovligt i hele verden.
Today's slavery is about commerce, so the goods that enslaved people produce have value, but the people producing them are disposable. Slavery exists everywhere, nearly, in the world, and yet it is illegal everywhere in the world.
I Indien og Nepal, blev jeg introduceret til murstens tørreovne. Dette mærkelige og fantastiske syn var ligesom at gå ind i det oldtidens Ægypten eller Dantes Inferno. Omgivet af temperaturer på 54 grader, mænd, kvinder, børn, hele familier faktisk, var dækket i et tungt tæppe af støv, mens de mekanisk stakkede mursten på deres hoved, op til 18 af gangen, og bar dem fra de drønende varme tørreovne til lastbiler hundrede meter væk. Smadrede af monotonien og udmattelsen, arbejder de i stilhed, og gør deres arbejde igen og igen i 16 eller 17 timer om dagen. Der var ingen pauser til mad, ingen pauser til vand, og den slemme dehydrering gjorde urinering temmelig betydningsløs. Varmen og støvet var så gennemtrængende at mit kamera blev så varmt at det ikke var til at røre ved og holdte op med at virke. Hver 20 minutter, skulle jeg løbe tilbage til vores cruiser for at rense mit udstyr og holde det under en air condition for at genoplive det, og som jeg sad der, tænkte jeg, mit kamera får en væsentlig bedre behandling end disse mennesker.
In India and Nepal, I was introduced to the brick kilns. This strange and awesome sight was like walking into ancient Egypt or Dante's Inferno. Enveloped in temperatures of 130 degrees, men, women, children, entire families in fact, were cloaked in a heavy blanket of dust, while mechanically stacking bricks on their head, up to 18 at a time, and carrying them from the scorching kilns to trucks hundreds of yards away. Deadened by monotony and exhaustion, they work silently, doing this task over and over for 16 or 17 hours a day. There were no breaks for food, no water breaks, and the severe dehydration made urinating pretty much inconsequential. So pervasive was the heat and the dust that my camera became too hot to even touch and ceased working. Every 20 minutes, I'd have to run back to our cruiser to clean out my gear and run it under an air conditioner to revive it, and as I sat there, I thought, my camera is getting far better treatment than these people.
Ved tørreovnene havde jeg lyst til at græde, men abolitionisten ved siden af mig tog fat i mig og han sagde, "Lisa, gør det ikke. Bare ikke gør det her." Og han forklarede meget tydelig for mig, at det at vise følelser er meget farligt sådan et sted, ikke kun for mig, men også for dem. Jeg kunne ikke tilbyde dem nogen direkte hjælp. Jeg kunne ikke give dem penge, ingenting. Jeg var ikke en borger i det land. Jeg kunne få dem i en værre situation end de allerede var i. Jeg skulle stole på Free the Slaves arbejde indenfor systemet for deres befrielse, og jeg stolede på at de gjorde det. Med hensyn til mig, jeg skulle vente til jeg kom hjem med virkelig at føle min dybe sorg.
Back in the kilns, I wanted to cry, but the abolitionist next to me quickly grabbed me and he said, "Lisa, don't do that. Just don't do that here." And he very clearly explained to me that emotional displays are very dangerous in a place like this, not just for me, but for them. I couldn't offer them any direct help. I couldn't give them money, nothing. I wasn't a citizen of that country. I could get them in a worse situation than they were already in. I'd have to rely on Free the Slaves to work within the system for their liberation, and I trusted that they would. As for me, I'd have to wait until I got home to really feel my heartbreak.
I Himalaya, fandt jeg børn der bar sten flere kilometer ned af bjergrigt terræn til lastbiler der ventede på vejen forneden. De store skiferplader var tungere end børnene kunne bære dem, og børnene løftede dem fra deres hoveder ved at bruge håndlavet seletøj lavet af pinde og reb og flænset klæde. Det er svært at være vidne til noget så overvældende. Hvordan kan vi påvirke noget så ondt, og alligevel så udbredt? Nogle ved ikke engang de er trælbundet, mennesker der arbejder 16, 17 timer om dagen uden løn, fordi sådan har det været hele deres liv. De har ikke noget at sammenligne det med. Da disse landsbyboere gjorde krav på deres frihed, brændte slaveejerne alle deres huse. Jeg mener, disse mennesker havde ingenting, og de var så stive af skræk, de ville give op, men kvinden i centeret samlede dem til at holde ud, og abolitionisterne på stedet hjalp dem med at få deres egen forpagtning til stenbruddet, så nu laver de det samme rygbrækkende arbejde, men de gør det for sig selv, og de bliver betalt for at gøre det, og de gør det i frihed.
In the Himalayas, I found children carrying stone for miles down mountainous terrain to trucks waiting at roads below. The big sheets of slate were heavier than the children carrying them, and the kids hoisted them from their heads using these handmade harnesses of sticks and rope and torn cloth. It's difficult to witness something so overwhelming. How can we affect something so insidious, yet so pervasive? Some don't even know they're enslaved, people working 16, 17 hours a day without any pay, because this has been the case all their lives. They have nothing to compare it to. When these villagers claimed their freedom, the slaveholders burned down all of their houses. I mean, these people had nothing, and they were so petrified, they wanted to give up, but the woman in the center rallied for them to persevere, and abolitionists on the ground helped them get a quarry lease of their own, so that now they do the same back-breaking work, but they do it for themselves, and they get paid for it, and they do it in freedom.
Ulovlig sexhandel er det vi ofte tænker på når vi hører ordet slaveri, og på grund af denne verdensomspændende bevidsthed, blev jeg advaret om at det ville blive svært for mig at arbejde sikkert i denne bestemte industri.
Sex trafficking is what we often think of when we hear the word slavery, and because of this worldwide awareness, I was warned that it would be difficult for me to work safely within this particular industry.
I Kathmandu, blev jeg eskorteret af kvinder der tidligere selv havde været sex slaver. De ledte mig ned af en smal trappe der ledte til denne beskidte, dårligt belyste kælder. Dette var ikke et bordel, som sådan. Det var mere ligesom en restaurant. Kabine restauranter, som de kaldes i faget, er steder til tvungen prostitution. Hver har smalle, private værelser, hvor slaverne, kvinder, samt nogle unge kvinder og drenge, nogle så unge som syv år gamle, er tvunget til at underholde kunder, og opfordrer dem til at købe mere mad og alkohol. Hver aflukke er mørkt og snusket, og er identificeret af et malet nummer på væggen, og adskilt af krydsfiner og et gardin. Arbejderne her gennemlever tragisk sexmisbrug på grund af deres kunder. Stående i næsten mørke, kan jeg huske at føle denne hurtige, varme frygt, og i det øjeblik, kunne jeg kun forestille mig hvordan det måtte være, at være fanget i det helvede. Jeg havde kun en udvej: trapperne hvorfra jeg var kommet ind. Der var ingen bagdøre. Der var ingen vinduer store nok til at kravle igennem. Disse mennesker havde ingen flugtmulighed overhovedet, og som vi fordøjer sådan et svært emne, er det vigtigt at notere sig at slaveri, inklusiv ulovlig sexhandel, også sker i vores egen baghave.
In Kathmandu, I was escorted by women who had previously been sex slaves themselves. They ushered me down a narrow set of stairs that led to this dirty, dimly fluorescent lit basement. This wasn't a brothel, per se. It was more like a restaurant. Cabin restaurants, as they're known in the trade, are venues for forced prostitution. Each has small, private rooms, where the slaves, women, along with young girls and boys, some as young as seven years old, are forced to entertain the clients, encouraging them to buy more food and alcohol. Each cubicle is dark and dingy, identified with a painted number on the wall, and partitioned by plywood and a curtain. The workers here often endure tragic sexual abuse at the hands of their customers. Standing in the near darkness, I remember feeling this quick, hot fear, and in that instant, I could only imagine what it must be like to be trapped in that hell. I had only one way out: the stairs from where I'd come in. There were no back doors. There were no windows large enough to climb through. These people have no escape at all, and as we take in such a difficult subject, it's important to note that slavery, including sex trafficking, occurs in our own backyard as well.
Hundredevis af mennesker er slaver i landbruget, i restauranter, i huslig slaveri, og listen kan fortsætte. For nylig rapporterede New York Times at mellem 100.000 og 300.000 amerikanske børn bliver solgt som sexslaver hvert år. Det er omkring os overalt. Vi ser det bare ikke.
Tens of hundreds of people are enslaved in agriculture, in restaurants, in domestic servitude, and the list can go on. Recently, the New York Times reported that between 100,000 and 300,000 American children are sold into sex slavery every year. It's all around us. We just don't see it.
Tekstilindustrien er en anden ting vi tit tænker på når vi hører om slavearbejdere. Jeg besøgte landsbyer i Indien hvor hele familier var slaver i silkehandlen. Dette er et familieportræt. De sort farvede hænder er faderen, mens de blå og røde er hans sønner. De blander farvestof i disse store tønder, og de sænker silken ned i væsken til deres albuer, men farvestoffet er giftigt.
The textile industry is another one we often think of when we hear about slave labor. I visited villages in India where entire families were enslaved in the silk trade. This is a family portrait. The dyed black hands are the father, while the blue and red hands are his sons. They mix dye in these big barrels, and they submerge the silk into the liquid up to their elbows, but the dye is toxic.
Min tolk fortalte mig deres historier.
My interpreter told me their stories.
"Vi har ingen frihed," sagde de. "Vi håber dog stadig, at vi kan forlade dette hus en dag, og gå et andet sted hen hvor vi faktisk bliver betalt for at farve."
"We have no freedom," they said. "We hope still, though, that we could leave this house someday and go someplace else where we actually get paid for our dyeing."
Det vurderes at der er mere end 4.000 børn der er slaver på Lake Volta, det største menneskeskabte sø i verden. Da vi ankom, tog jeg hen for at kaste et kort blik. Jeg så hvad der synes at være en familie på en fiskerbåd, to ældre brødre, nogle unge børn, det giver mening ikke? Forkert. De var alle slaver. Børnene bliver fjernet fra deres familier og handlet ulovligt og forsvinder, og de bliver tvunget til at arbejde utallige timer på disse både på søen, selvom de ikke ved hvordan man svømmer.
It's estimated that more than 4,000 children are enslaved on Lake Volta, the largest man-made lake in the world. When we first arrived, I went to have a quick look. I saw what seemed to be a family fishing on a boat, two older brothers, some younger kids, makes sense right? Wrong. They were all enslaved. Children are taken from their families and trafficked and vanished, and they're forced to work endless hours on these boats on the lake, even though they do not know how to swim.
Dette unge barn er otte år gammelt. Han rystede da vores båd kom nærmere, bange for at den ville sejle hans lille kano over. Han var skrækslagen for at han ville blive smidt i vandet. De skeletagtige grene der er under vandet i Lake Volta fanger ofte fiskernes net, og udmattede, bange børn bliver kastet i vandet for at udrede linerne. Mange af dem drukner.
This young child is eight years old. He was trembling when our boat approached, frightened it would run over his tiny canoe. He was petrified he would be knocked in the water. The skeletal tree limbs submerged in Lake Volta often catch the fishing nets, and weary, frightened children are thrown into the water to untether the lines. Many of them drown.
Så længe han kan huske, er han blevet tvunget til at arbejde på søen. Han er rædselsslagen for sin herre, han vil ikke løbe væk, og siden han er behandlet med grusomhed hele sit liv, giver han det videre til de yngre slaver som han bestemmer over.
For as long as he can recall, he's been forced to work on the lake. Terrified of his master, he will not run away, and since he's been treated with cruelty all his life, he passes that down to the younger slaves that he manages.
Jeg mødte disse drenge klokken fem om morgenen, da de trak deres sidste net ind, men de havde arbejdet siden klokken 1, i den kolde, blæsende nat. Og det er vigtigt at lægge mærke til, at disse net vejer mere end 230kg når de er fulde af fisk.
I met these boys at five in the morning, when they were hauling in the last of their nets, but they had been working since 1 a.m. in the cold, windy night. And it's important to note that these nets weigh more than a thousand pounds when they're full of fish.
Jeg vil introducere jer for Kofi. Kofi blev reddet fra en fiskerlandsby. Jeg mødte ham på et tilflugtssted hvor Free the Slaves rehabiliterer ofrer for slaveri. Her kan man se ham tage et bad ved brønden, og hælde store spande vand over hans hoved, og de vidunderlige nyheder er, mens I og jeg sidder her og snakker i dag, er Kofi blevet genforenet med sin familie, og hvad der er endnu bedre er, at hans familie har fået værktøj til at kunne tjene til dagen og vejen, og sørge for deres børns sikkerhed. Kofi er billedet på hvad der er muligt. Hvem vil han blive, fordi nogen tog et standpunkt og gjorde en forskel i hans liv?
I want to introduce you to Kofi. Kofi was rescued from a fishing village. I met him at a shelter where Free the Slaves rehabilitates victims of slavery. Here he's seen taking a bath at the well, pouring big buckets of water over his head, and the wonderful news is, as you and I are sitting here talking today, Kofi has been reunited with his family, and what's even better, his family has been given tools to make a living and to keep their children safe. Kofi is the embodiment of possibility. Who will he become because someone took a stand and made a difference in his life?
Da vi kørte ned af en vej i Ghana med partnere af Free the Slaves, satte en med-abolitionist på en knallert pludselig farten op og kom op til vores cruiser og bankede på vinduet. Han fortalte os at vi skulle følge efter ham ned af en grusvej ind i junglen. Ved enden af vejen, bad hans os om at stå ud af bilen, og fortalte føreren at han skulle forsvinde hurtigt. Så pegede han på dette næsten usynlige sti, og sagde, "Dette er stien, dette er stien. Gå." Som vi begyndte at gå ned af stien, skubbede vi slyngplanterne til side der blokerede vores vej, og efter en times gåtur, fandt vi ud af at stien var blevet oversvømmet af den seneste regn, så jeg hejsede foto udstyret op over mit hoved i takt med at vi gik ned i vandet op til min brystkasse. Og efter to timers hiking, sluttede det snoede spor pludseligt ved en lysning, og foran os var der en masse huller der kunne være på en fodboldbane, og de var alle sammen fyldte med slaver der arbejdede. Mange kvinder havde børn spændt fast på deres ryg mens de ledte efter guld, mens de gik i vand der var forgiftet af kviksølv. Kviksølv bliver brugt i udvindings processen.
Driving down a road in Ghana with partners of Free the Slaves, a fellow abolitionist on a moped suddenly sped up to our cruiser and tapped on the window. He told us to follow him down a dirt road into the jungle. At the end of the road, he urged us out of the car, and told the driver to quickly leave. Then he pointed toward this barely visible footpath, and said, "This is the path, this is the path. Go." As we started down the path, we pushed aside the vines blocking the way, and after about an hour of walking in, found that the trail had become flooded by recent rains, so I hoisted the photo gear above my head as we descended into these waters up to my chest. After another two hours of hiking, the winding trail abruptly ended at a clearing, and before us was a mass of holes that could fit into the size of a football field, and all of them were full of enslaved people laboring. Many women had children strapped to their backs while they were panning for gold, wading in water poisoned by mercury. Mercury is used in the extraction process.
Disse minearbejdere er trælbundet i en mineskakt i en anden del af Ghana. Da de kom ud af skakten, var de drivvåde af deres eget sved. Jeg kan huske at jeg kiggede i deres trætte, blodskudte øjne, da mange af dem havde været under jorden i 72 timer. Skakterne er op til 100 meter dybe, og de bærer tunge sække med sten ud, som senere bliver transporteret til et andet område, hvor stenen bliver pulveriseret så de kan udvinde guldet.
These miners are enslaved in a mine shaft in another part of Ghana. When they came out of the shaft, they were soaking wet from their own sweat. I remember looking into their tired, bloodshot eyes, for many of them had been underground for 72 hours. The shafts are up to 300 feet deep, and they carry out heavy bags of stone that later will be transported to another area, where the stone will be pounded so that they can extract the gold.
Ved første øjekast, ser pulveriseringsstedet ud til at være fyldt af stærke mænd, men når vi kigger nærmere, kan vi se nogle mindre heldige der arbejder i udkanten, og også børn. De er alle offer for skader, sygdom og vold. Faktisk, er det meget sandsynligt at denne muskuløse person ender som denne her, plaget af tuberkulose og kviksølvsforgiftning om bare et få år.
At first glance, the pounding site seems full of powerful men, but when we look closer, we see some less fortunate working on the fringes, and children too. All of them are victim to injury, illness and violence. In fact, it's very likely that this muscular person will end up like this one here, racked with tuberculosis and mercury poisoning in just a few years.
Dette er Manuru. Da hans far døde, handlede hans onkel ham ulovligt til at arbejde sammen med ham i minerne. Da hans onkel døde, arvede Manuru sin onkels gæld, der tvang ham yderligere til at være slave i minerne. Da jeg mødte ham, havde han arbejdet i minerne i 14 år, og den benskade man kan se her er faktisk fra en ulykke i minerne, og så slem at lægerne siger at hans ben bør amputeres. Ud over det, har Manuru tuberkulose, alligevel bliver han tvunget til at arbejde dag ind og dag ud i den mineskakt.
This is Manuru. When his father died, his uncle trafficked him to work with him in the mines. When his uncle died, Manuru inherited his uncle's debt, which further forced him into being enslaved in the mines. When I met him, he had been working in the mines for 14 years, and the leg injury that you see here is actually from a mining accident, one so severe doctors say his leg should be amputated. On top of that, Manuru has tuberculosis, yet he's still forced to work day in and day out in that mine shaft.
Alligevel, er hans drøm at han bliver fri og bliver uddannet med lokale aktivisters hjælp som Free the Slaves, og det er denne slags beslutsomhed, på trods af ubegribelige odds, der fylder mig med dyb respekt.
Even still, he has a dream that he will become free and become educated with the help of local activists like Free the Slaves, and it's this sort of determination, in the face of unimaginable odds, that fills me with complete awe.
Jeg vil kaste et lys over slaveri. Da jeg arbejdede i felten, medbragte jeg en masse stearinlys, og med min tolks hjælp, meddelte jeg menneskerne jeg fotograferede at jeg ville belyse deres historier og deres nød, så når det var sikkert for dem, og sikkert for mig, tog jeg disse billeder. De vidste at deres billeder ville blive set af jer ude i verden. Jeg ville lade dem vide, at vi ville være vidne til dem, og at vi ville gøre alt vi kunne til at hjælpe med at gøre en forskel i deres liv. Jeg tror dybt på, at hvis vi kan se hinanden som medmennesker, så bliver det meget svært at tolerere grusomheder som slaveri. Disse billeder er ikke af emner. De er af mennesker, rigtige mennesker, ligesom dig og mig, der alle fortjener alle de samme rettigheder, værdighed og respekt i deres liv. Der går ikke en dag hvor jeg ikke tænker på disse mange smukke, mishandlede mennesker som jeg har haft den kolossale ære af at møde.
I want to shine a light on slavery. When I was working in the field, I brought lots of candles with me, and with the help of my interpreter, I imparted to the people I was photographing that I wanted to illuminate their stories and their plight, so when it was safe for them, and safe for me, I made these images. They knew their image would be seen by you out in the world. I wanted them to know that we will be bearing witness to them, and that we will do whatever we can to help make a difference in their lives. I truly believe, if we can see one another as fellow human beings, then it becomes very difficult to tolerate atrocities like slavery. These images are not of issues. They are of people, real people, like you and me, all deserving of the same rights, dignity and respect in their lives. There is not a day that goes by that I don't think of these many beautiful, mistreated people I've had the tremendous honor of meeting.
Jeg håber at disse billeder vækker en kraft
I hope that these images awaken a force
i jer der ser dem, mennesker som jer, og jeg håber at den kraft vil tænde en ild, og at den ild vil skinne et lys på slaveri, for uden det lys, kan trældommens udyr fortsat leve i skyggerne.
in those who view them, people like you, and I hope that force will ignite a fire, and that fire will shine a light on slavery, for without that light, the beast of bondage can continue to live in the shadows.
Mange tak.
Thank you very much.
(Bifald)
(Applause)