Som en lille pige forestillede jeg mig altid, at jeg en dag ville løbe væk. Fra jeg var seks år havde jeg en taske med noget tøj og dåser af mad, gemt væk inde bagerst i et skab. Der var en dyb rastløshed i mig, en indre frygt af, at jeg ville bliver offer for et liv af rutiner og kedsomhed. Og derfor involverede mange af mine tidligste minder indviklede dagdrømme, hvor jeg ville krydse grænser, samle bær og møde alle mulige mærkelige mennesker, som levede et ukonventionelt liv på landevejen.
As a little girl, I always imagined I would one day run away. From the age of six on, I kept a packed bag with some clothes and cans of food tucked away in the back of a closet. There was a deep restlessness in me, a primal fear that I would fall prey to a life of routine and boredom. And so, many of my early memories involved intricate daydreams where I would walk across borders, forage for berries, and meet all kinds of strange people living unconventional lives on the road.
Årene er gået, men mange af de eventyr, jeg fantaserede om som barn -- rejse og sno min vej mellem andre verdener end min egen -- er blevet en realitet, som en dokumentarfotograf. Men ingen anden oplevelse har følt så nær til mine barndomsdrømme, som at leve blandt og dokumentere livet af andre vandrere på tværs af USA. Dette er nomadedrømmen, en anden slags amerikansk drøm udlevet af unge hjemløse, rejsende, blaffere og hjemløse.
Years have passed, but many of the adventures I fantasized about as a child -- traveling and weaving my way between worlds other than my own — have become realities through my work as a documentary photographer. But no other experience has felt as true to my childhood dreams as living amongst and documenting the lives of fellow wanderers across the United States. This is the nomadic dream, a different kind of American dream lived by young hobos, travelers, hitchhikers, vagrants and tramps.
For de fleste er vagabonden en skikkelse fra fortiden. Ordet "hjemløs" frembringer et gammelt sort og hvidt billede af en forvitret, gammel mand dækket af kul med benene dinglende udover en togvogn, men disse fotografier er i farve, og de skildrer et samfund, der hvirvler henover landet, varmblodet og kreativt frigjort, der ser sider af Amerika, som ingen andre kommer til at se.
In most of our minds, the vagabond is a creature from the past. The word "hobo" conjures up an old black and white image of a weathered old man covered in coal, legs dangling out of a boxcar, but these photographs are in color, and they portray a community swirling across the country, fiercely alive and creatively free, seeing sides of America that no one else gets to see.
Ligesom deres forgængere, besøger nutidens nomader stål- og asfaltarterierne i USA. Om dagen hopper de på togvogne, stikker deres tommeltot ud og kører motorvejene med alle fra lastbilchauffører til curlingmødre. Om natten sover de under stjernerne sammenkrøbet med deres grupper af hunde, katte og kælerotter imellem deres kroppe.
Like their predecessors, today's nomads travel the steel and asphalt arteries of the United States. By day, they hop freight trains, stick out their thumbs, and ride the highways with anyone from truckers to soccer moms. By night, they sleep beneath the stars, huddled together with their packs of dogs, cats and pet rats between their bodies.
Nogen rejsende gør det af valg for at give afkald på materialisme, traditionelle jobs og en universitetsgrad for at få et glimt af eventyr. Andre kommer fra samfundets laveste lag, og har aldrig fået chancen for at mobilisere opad: droppet ud af plejehjem, bortløbne teenagere der flygter fra misbrug og ubarmhjertige hjem.
Some travelers take to the road by choice, renouncing materialism, traditional jobs and university degrees in exchange for a glimmer of adventure. Others come from the underbelly of society, never given a chance to mobilize upwards: foster care dropouts, teenage runaways escaping abuse and unforgiving homes.
Hvor andre ser historier om afsavn og økonomisk fiasko, så ser rejsende deres egen eksistens igennem en prisme af frigørelse og frihed. De vil hellere leve uden umådeholdenheden af hvad de ser som et ødslende forbrugersamfund end knokle for en urealistisk chance for den amerikanske drøm. De drager fordel af det faktum, at i USA ender op mod 40% af alt mad i skraldet ved at lede efter helt fine madvarer i affaldscontainere og skraldespande. De ofrer materiel komfort i bytte for rum og tid til at udforske et kreativt indre, til at drømme, læse, arbejde med musik, kunst og skrivning.
Where others see stories of privation and economic failure, travelers view their own existence through the prism of liberation and freedom. They'd rather live off of the excess of what they view as a wasteful consumer society than slave away at an unrealistic chance at the traditional American dream. They take advantage of the fact that in the United States, up to 40 percent of all food ends up in the garbage by scavenging for perfectly good produce in dumpsters and trash cans. They sacrifice material comforts in exchange for the space and the time to explore a creative interior, to dream, to read, to work on music, art and writing.
Men der er mange andre aspekter til dette liv, som er langt fra idylliske. Ingen mister deres indre dæmoner ved at tage ud på landevejen. Afhængighed er virkeligt, vejret er virkeligt, godstoge lemlæster og dræber, og enhver som har levet på gaderne kan bekræfte den omfattende liste af love, der kriminaliserer hjemløses eksistens. Hvem her ved at i mange byer i USA, er det nu ulovligt at sidde på fortovet, at svøbe sig i et tæppe, at sove i sig egen bil, at tilbyde mad til en fremmed? Jeg ved det fordi, at jeg har set, når venner og andre rejsende er blevet sendt i fængsel eller indkaldt i retten for at begå disse såkaldte forbrydelser.
But there are many aspects to this life that are far from idyllic. No one loses their inner demons by taking to the road. Addiction is real, the elements are real, freight trains maim and kill, and anyone who has lived on the streets can attest to the exhaustive list of laws that criminalize homeless existence. Who here knows that in many cities across the United States it is now illegal to sit on the sidewalk, to wrap oneself in a blanket, to sleep in your own car, to offer food to a stranger? I know about these laws because I've watched as friends and other travelers were hauled off to jail or received citations for committing these so-called crimes.
Mange af jer undrer sig måske over hvorfor nogen ville vælge sådan et liv underkuet af diskriminerende love, spise fra skraldespande, sove under broer få sæsonarbejde her og der. Svaret til sådan et spørgsmål er ligeså varieret, som de folk der tager afsted ud på landevejen men rejsende svarer ofte med et enkelt ord: frihed. Indtil vi lever i et samfund, hvor alle mennesker er garanteret værdighed i deres arbejde, så de kan arbejde for at leve godt, ikke kun for at overleve, der vil altid være elementer af dem, der søger den åbne landevej som en metode til flugt til frigørelse og selvfølgelig oprør.
Many of you might be wondering why anyone would choose a life like this, under the thumb of discriminatory laws, eating out of trash cans, sleeping under bridges, picking up seasonal jobs here and there. The answer to such a question is as varied as the people that take to the road, but travelers often respond with a single word: freedom. Until we live in a society where every human is assured dignity in their labor so that they can work to live well, not only work to survive, there will always be an element of those who seek the open road as a means of escape, of liberation and, of course, of rebellion.
Tak.
Thank you.
(Bifald)
(Applause)