Der er ting vi siger, når vi får øjenkontakt med en fremmed eller passerer en nabo. Vi siger: "Hej, hvordan går det? Det er en vidunderlig dag. Hvordan har du det?" Det lyder ret ligegyldigt, ikke? Og det er det på nogle punkter. Det har ingen semantisk værdi. Det er ligegyldigt hvordan det går, eller hvordan dagen er. Det har noget andet. Det har social værdi. Hvad vi mener når vi siger de ting er: Jeg ser dig.
There are things we say when we catch the eye of a stranger or a neighbor walking by. We say, "Hello, how are you? It's a beautiful day. How do you feel?" These sound kind of meaningless, right? And, in some ways, they are. They have no semantic meaning. It doesn't matter how you are or what the day is like. They have something else. They have social meaning. What we mean when we say those things is: I see you there.
Jeg er besat af at snakke med fremmede. Jeg får øjenkontakt, siger hej, jeg tilbyder min hjælp, jeg lytter. Jeg får alle mulige historier. For ca. syv år siden, startede jeg med at dokumentere mine oplevelser for at finde ud af hvorfor. Hvad jeg fandt ud af var at noget meget smukt foregik Det er næsten poetisk. De er meget dybsindige oplevelser. De er uventede fornøjelser. De var oprigtige følelsesmæssige møder. De var frigørende øjeblikke.
I'm obsessed with talking to strangers. I make eye contact, say hello, I offer help, I listen. I get all kinds of stories. About seven years ago, I started documenting my experiences to try to figure out why. What I found was that something really beautiful was going on. This is almost poetic. These were really profound experiences. They were unexpected pleasures. They were genuine emotional connections. They were liberating moments.
En dag stod jeg på et gadekryds og ventede på at lyset skulle skifte, og fordi jeg er New Yorker stod jeg på vejen, oven på et afløb, som om at det kunne få mig over hurtigere. En gammel mand står ved siden af mig. Han har en lang frakke på, og en slags gammel-mands hat, og han lignede en man ser på film. Og han siger til mig: "Du må ikke stå der. Måske forsvinder du." Så det er absurd ikke? Men jeg gjorde hvad han sagde. Jeg trådte tilbage på fortorvet. Og han smilte og sagde: "Godt. Man ved aldrig" Jeg havde måske kigget væk, og med et er du væk."
So one day, I was standing on a corner waiting for the light to change, which, I'm a New Yorker, so that means I was actually standing in the street on the storm drain, as if that could get me across faster. And there's an old man standing next to me. So he's wearing, like, a long overcoat and sort of an old-man hat, and he looked like somebody from a movie. And he says to me, "Don't stand there. You might disappear." So this is absurd, right? But I did what he said. I stepped back onto the sidewalk. And he smiled, and he said, "Good. You never know. I might have turned around, and zoop, you're gone."
Det var underligt og også meget vidunderligt. Han var så kærlig, og han var så glad, for at han havde redet mig. Vi havde et lille bånd. I kort tid følte jeg, at min eksistens som person blev bemærket, og at jeg var værd at rede. Den triste side af historien er, at mange steder i verden er vi opdraget til at tro at fremmede er farlige, at vi ikke kan stole på dem, at de kan såre os. Men de fleste fremmede er ikke farlige. Vi er usikre omkring dem, fordi vi ikke har nogen forbindelse. Vi ved ikke hvad deres hensigt er. Så i stedet for at bruge vores opfattelsesevne og lave valg er vi afhængige af kategorien "fremmed."
This was weird, and also really wonderful. He was so warm, and he was so happy that he'd saved me. We had this little bond. For a minute, I felt like my existence as a person had been noticed, and I was worth saving. The really sad thing is, in many parts of the world, we're raised to believe that strangers are dangerous by default, that we can't trust them, that they might hurt us. But most strangers aren't dangerous. We're uneasy around them because we have no context. We don't know what their intentions are. So instead of using our perceptions and making choices, we rely on this category of "stranger."
Jeg har en fire-årig. Når jeg siger hej til folk på gaden, spørger hun hvorfor. Hun siger: "kender vi dem?"
I have a four-year-old. When I say hello to people on the street, she asks me why. She says, "Do we know them?"
Jeg siger: "Nej de er vores naboer."
I say, "No, they're our neighbor."
"Er de vores venner?"
"Are they our friend?"
"Nej det er bare godt at være venlig."
"No, it's just good to be friendly."
Jeg tænker mig om en ekstra gang, når jeg siger det til hende, fordi jeg mener det, men især fordi jeg er en kvinde, ved jeg at ikke alle man møder har gode hensigter. Det er godt at være venlig, og godt at lære hvornår man ikke skal være det, men det betyder ikke vi skal være bange.
I think twice every time I say that to her, because I mean it, but as a woman, particularly, I know that not every stranger on the street has the best intentions. It is good to be friendly, and it's good to learn when not to be, but none of that means we have to be afraid.
Der er to kæmpe fordele ved at bruge vores fornuft i stedet for vores frygt. For det første frigøre det os. Når du tænker over det, er det, at bruge vores opfattelse i stedet for kategorier sværere end man skulle tro. Kategorier er noget vore hjerne bruger. Når det gælder mennesker, er det en slags genvej til at lære om dem. Vi ser, mand, kvinde, ung, gammel, sort, brun, hvid, fremmed, ven, og vi bruger informationen i den boks. Det er hurtigt og let, og det er en vej til fordomme. Det betyder at vi ikke tænker, på mennesker som individer. Jeg kender en amerikansk forsker, som hyppigt rejser i Central Asien og Afrika, alene. Hun kommer til byer som en komplet fremmed. Hun har ingen forhold, ingen forbindelser. Hun er en udlænding. Hendes overlevelses strategi er: få en fremmed til at se dig som et virkeligt, enkelt individ. Hvis du kan det, vil det få andre folk til at se dig på samme måde.
There are two huge benefits to using our senses instead of our fears. The first one is that it liberates us. When you think about it, using perception instead of categories is much easier said than done. Categories are something our brains use. When it comes to people, it's sort of a shortcut for learning about them. We see male, female, young, old, black, brown, white, stranger, friend, and we use the information in that box. It's quick, it's easy and it's a road to bias. And it means we're not thinking about people as individuals. I know an American researcher who travels frequently in Central Asia and Africa, alone. She's entering into towns and cities as a complete stranger. She has no bonds, no connections. She's a foreigner. Her survival strategy is this: get one stranger to see you as a real, individual person. If you can do that, it'll help other people see you that way, too.
Den anden fordel ved at bruge fornuft handler om intimitet. Jeg ved det lyder ulogisk, intimitet og fremmede, men de hurtige udvekslinger kan føre til en følelse, som sociologer kalder "flygtig nærvær." Så, det er en kort oplevelse, der har emotionel resonans og betydning. Det er den gode følelse jeg fik, da jeg blev reddet af den gamle mand fra drænets dødsfælde, eller følelsen af fællesskab når jeg taler med nogen på toget på vej til arbejde.
The second benefit of using our senses has to do with intimacy. I know it sounds a little counterintuitive, intimacy and strangers, but these quick interactions can lead to a feeling that sociologists call "fleeting intimacy." So, it's a brief experience that has emotional resonance and meaning. It's the good feeling I got from being saved from the death trap of the storm drain by the old man, or how I feel like part of a community when I talk to somebody on my train on the way to work.
Nogle gange går det længere. Forskere har fundet ud af, at andre folk føler sig bedre tilpas med at være ærlige og åbne omkring deres indre jeg med fremmede, end gør over for deres venner og familie. De føler at fremmede forstår dem bedre. Det bliver beretter medierne om, med stor beklagelse. "Fremmede kommunikere bedre end ægtefæller!" Det er en god overskrift ikke? Jeg synes at den misser pointen. Det vigtige med de studier er, hvor betydelige de her udvekslinger kan være, hvordan den specielle form for nærvær giver os noget vi har brug for, på højde med vore venner og vores familie.
Sometimes it goes further. Researchers have found that people often feel more comfortable being honest and open about their inner selves with strangers than they do with their friends and their families -- that they often feel more understood by strangers. This gets reported in the media with great lament. "Strangers communicate better than spouses!" It's a good headline, right? I think it entirely misses the point. The important thing about these studies is just how significant these interactions can be; how this special form of closeness gives us something we need as much as we need our friends and our families.
Så hvordan er det muligt at vi kommunikere så godt med fremmede? Det er på grund af to ting. For det første er det en hurtig udveksling, uden konsekvenser. Det er let at være ærlig overfor nogen du ikke kommer til at se igen, ikke? Det giver mening. Den anden grund er mere interessant. Vi har fordomme om de folk vi er tætte med. Vi regner med at de forstår os. Det går vi ud fra, og vi forventer de kan læse vores tanker. Så forestil dig du er til en fest, og du kan ikke tro, at din ven eller ægtefælle ikke kan læse at du vil gå tidligt. Og du tænker, "jeg gav dig blikket."
So how is it possible that we communicate so well with strangers? There are two reasons. The first one is that it's a quick interaction. It has no consequences. It's easy to be honest with someone you're never going to see again, right? That makes sense. The second reason is where it gets more interesting. We have a bias when it comes to people we're close to. We expect them to understand us. We assume they do, and we expect them to read our minds. So imagine you're at a party, and you can't believe that your friend or your spouse isn't picking up on it that you want to leave early. And you're thinking, "I gave you the look."
Med fremmede skal vi starte fra bunden. Vi fortæller hele historien. Vi forklarer hvem folk er, hvordan vi har det med dem, vi skærer interne vittigheder ud i pap. Og gæt engang? Nogle gange forstår de os en smule bedre.
With a stranger, we have to start from scratch. We tell the whole story, we explain who the people are, how we feel about them; we spell out all the inside jokes. And guess what? Sometimes they do understand us a little better.
OK. Så nu når vi ved at det at tale med fremmede gør noget, hvordan virker det? Der er uskrevne regler vi plejer at følge. Reglerne er forskellige alt efter hvilket land du er i, og hvilken kultur du er i. I de fleste steder i USA er de basale forventninger i offentligheden, at vi holder en balance mellem høflighed og privatliv. Det bliver kaldt høflig uopmærksomhed. Så forestil dig at to folk går mod hinanden på gaden. De kaster et blik på hinanden på afstand. Det er det høflige, anerkendelsen. Og når de kommer tættere på, kigger de væk, for at give hinanden noget plads.
OK. So now that we know that talking to strangers matters, how does it work? There are unwritten rules we tend to follow. The rules are very different depending on what country you're in, what culture you're in. In most parts of the US, the baseline expectation in public is that we maintain a balance between civility and privacy. This is known as civil inattention. So, imagine two people are walking towards each other on the street. They'll glance at each other from a distance. That's the civility, the acknowledgment. And then as they get closer, they'll look away, to give each other some space.
I andre kulturer gør man store anstrengelser for ikke at kommunikere overhovedet. Folk fra Danmark fortæller mig, at mange danskere er så utilbøjelige til at snakke med fremmede, at de hellere ville misse deres bus, end at sige "undskyld mig" til nogen de skal udenom. I stedet er der en indviklet måde at rode med tasker og brug af kropssprog, til at sige at du skal forbi i stedet for at bruge to ord.
In other cultures, people go to extraordinary lengths not to interact at all. People from Denmark tell me that many Danes are so averse to talking to strangers, that they would rather miss their stop on the bus than say "excuse me" to someone that they need to get around. Instead, there's this elaborate shuffling of bags and using your body to say that you need to get past, instead of using two words.
I Egypten blev jeg fortalt, at det er uhøfligt at ignorere fremmede, og at der er en usædvanlig kultur for gæstfrihed. Fremmede kan spørge hinanden for en tår vand. Og hvis du spørger nogen om vej, er det ikke usandsynligt at de invitere dig hjem til kaffe. Vi ser oftest de uskrevne regler når de er brudt, eller når du er et nyt sted, og du prøver at finde ud af hvordan man gør tingene der.
In Egypt, I'm told, it's rude to ignore a stranger, and there's a remarkable culture of hospitality. Strangers might ask each other for a sip of water. Or, if you ask someone for directions, they're very likely to invite you home for coffee. We see these unwritten rules most clearly when they're broken, or when you're in a new place and you're trying to figure out what the right thing to do is.
Når man bryder reglerne en smule, er det oftest der, hvor spændingen er. Hvis det ikke er tydeligt, vil jeg gerne have at i gør det her, OK? Så her er hvordan det skal foregå. Find en der skaber øjenkontakt. Det er et godt tegn. Det første er et simpelt smil. Hvis du går forbi nogen på gaden eller gangen her, smil. Se hvad der sker.
Sometimes breaking the rules a little bit is where the action is. In case it's not clear, I really want you to do this. OK? So here's how it's going to go. Find somebody who is making eye contact. That's a good signal. The first thing is a simple smile. If you're passing somebody on the street or in the hallway here, smile. See what happens.
En anden metode er "triangulering." Der er dig, en fremmed og noget tredje som i begge kan se og kommentere på. For eksempel offentligt kunst eller nogen der prædiker på gaden, eller en der har sjovt tøj på. Bare prøv. Kommenter på den tredje ting, og se om det starter en samtale.
Another is triangulation. There's you, there's a stranger, there's some third thing that you both might see and comment on, like a piece of public art or somebody preaching in the street or somebody wearing funny clothes. Give it a try. Make a comment about that third thing, and see if starts a conversation.
Der er også noget jeg kalder at ligge mærke til, som oftest er at give et kompliment. Jeg er stor fan af at ligge mærke til folks sko. Jeg har ikke fabelagtige sko på nu, men sko er generelt fabelagtige. Og de er ret neutrale hvad komplimenter angår. Folk vil altid fortælle dig om deres fede sko.
Another is what I call noticing. This is usually giving a compliment. I'm a big fan of noticing people's shoes. I'm actually not wearing fabulous shoes right now, but shoes are fabulous in general. And they're pretty neutral as far as giving compliments goes. People always want to tell you things about their awesome shoes.
Du har måske allerede oplevet hunde og baby princippet. Det kan være akavet at snakke med nogen på gaden. Du ved ikke hvordan de vil reagere. Men du kan altid snakke med deres hund eller baby. Hunden eller babyen er en social kanal til personen, og alt efter hvordan de reagerer, kan du se om de vil snakke mere.
You may have already experienced the dogs and babies principle. It can be awkward to talk to someone on the street; you don't know how they're going to respond. But you can always talk to their dog or their baby. The dog or the baby is a social conduit to the person, and you can tell by how they respond whether they're open to talking more.
Det sidste jeg vil udfordre jer til at gøre er at åbne op. Det er en meget sårbar ting at gøre og kan være meget berigende. Så næste gang du taler med en fremmed, og du føler dig tryg, fortæl dem noget oprigtigt om dig selv noget meget personligt. Du får måske den oplevelse, som jeg talte om, af at føle sig forstået.
The last one I want to challenge you to is disclosure. This is a very vulnerable thing to do, and it can be very rewarding. So next time you're talking to a stranger and you feel comfortable, tell them something true about yourself, something really personal. You might have that experience I talked about of feeling understood.
Det kan komme op mens man snakker, folk spørger mig: "Hvad laver din far?" eller "Hvor bor han?" Og nogen gange fortæller jeg dem alt, som at han døde da jeg var barn. I de øjeblikke fortæller de altid om deres egne erfaringer med tab. Vi plejer at møde åbenhed med åbenhed selv med fremmede.
Sometimes in conversation, it comes up, people ask me, "What does your dad do?" or, "Where does he live?" And sometimes I tell them the whole truth, which is that he died when I was a kid. Always in those moments, they share their own experiences of loss. We tend to meet disclosure with disclosure, even with strangers.
Så her er pointen. Når du taler med fremmede laver du vidunderlige afbrydelser i det ellers forventede forløb på dit liv og deres. Du skaber uventede forbindelser. Hvis du ikke taler med fremmede, går du glip af alt det. Vi bruger en masse tid på at lære vores børn om fremmede. Hvad ville der ske, hvis vi brugte mere tid på at lære os selv? Vi kunne afvise alle de opfattelser, som gør os mistænkelige på hinanden. Der ville være tid til forandring.
So, here it is. When you talk to strangers, you're making beautiful interruptions into the expected narrative of your daily life and theirs. You're making unexpected connections. If you don't talk to strangers, you're missing out on all of that. We spend a lot of time teaching our children about strangers. What would happen if we spent more time teaching ourselves? We could reject all the ideas that make us so suspicious of each other. We could make a space for change.
Tak.
Thank you.
(Klapsalve)
(Applause)