Den globale økonomiske krise har genantændt offentlighedens interesse i noget der faktisk er et af de ældste spørgsmål i økonomi, der som minimum kan spores tilbage til Adam Smith. Og det er, hvordan kan det være at lande med tilsyneladende ens økonomier og institutioner kan udvise radikalt forskellige opsparingsadfærd?
The global economic financial crisis has reignited public interest in something that's actually one of the oldest questions in economics, dating back to at least before Adam Smith. And that is, why is it that countries with seemingly similar economies and institutions can display radically different savings behavior?
Mange geniale økonomer har brugt hele deres liv på at arbejde med dette spørgsmål, og som et felt er der sket enorme fremskridt og vi forstår en masse omkring dette. Det jeg vil tale om her i dag er en interessant ny hypotese og nogle overraskende betydningsfulde nye fund som jeg har arbejdet på om forbindelsen mellem det sprog man talers struktur og hvilken tilbøjelighed man har til at spare op. Lad mig fortælle jer en lille smule om opsparingsrater, en smule om sprog, og så vil jeg påpege forbindelsen.
Now, many brilliant economists have spent their entire lives working on this question, and as a field we've made a tremendous amount of headway and we understand a lot about this. What I'm here to talk with you about today is an intriguing new hypothesis and some surprisingly powerful new findings that I've been working on about the link between the structure of the language you speak and how you find yourself with the propensity to save. Let me tell you a little bit about savings rates, a little bit about language, and then I'll draw that connection.
Lad os begynde med at tænke på medlemslandene i OECD, eller Organization of Economic Cooperation and Development, OECD landene, i det store og hele, man bør tænke på disse som de rigeste, mest industrialiserede lande i verden. Og ved at blive medlem af OECD, pålagde de sig en fælles forpligtelse til demokrati, åbne markeder og fri handel. På trods af alle disse ligheder, ser vi en enorm forskel i opsparingsadfærden.
Let's start by thinking about the member countries of the OECD, or the Organization of Economic Cooperation and Development. OECD countries, by and large, you should think about these as the richest, most industrialized countries in the world. And by joining the OECD, they were affirming a common commitment to democracy, open markets and free trade. Despite all of these similarities, we see huge differences in savings behavior.
Så helt over til venstre i denne graf, det man ser er at mange OECD landes sparer over en fjerdedel af deres BNP op hvert år, og nogle OECD lande sparer over en tredjedel af deres BNP op per år. Til højre for OECD flanken, helt ovre på den anden side, er Grækenland. Og det man kan se er, at i løbet af de sidste 25 år, har Grækenland lige knap klaret at spare mere end 10 procent af deres BNP op. Det bør, selvfølgelig, nævnes at USA og England er de næste i køen.
So all the way over on the left of this graph, what you see is many OECD countries saving over a quarter of their GDP every year, and some OECD countries saving over a third of their GDP per year. Holding down the right flank of the OECD, all the way on the other side, is Greece. And what you can see is that over the last 25 years, Greece has barely managed to save more than 10 percent of their GDP. It should be noted, of course, that the United States and the U.K. are the next in line.
Men at vi ser disse kæmpestore forskellige i opsparingsrater, hvordan kan det være at sprog har noget at gøre med disse forskelle? Lad mig fortælle jer en lille smule om hvordan sprog fundamentalt set er forskellige. Lingvister og kognitive forskere har udforsket dette spørgsmål i mange år nu. Og jeg vil gøre opmærksom på forskellene mellem disse adfærd.
Now that we see these huge differences in savings rates, how is it possible that language might have something to do with these differences? Let me tell you a little bit about how languages fundamentally differ. Linguists and cognitive scientists have been exploring this question for many years now. And then I'll draw the connection between these two behaviors.
Mange af jer har måske allerede lagt mærke til at jeg er kinesisk. Jeg voksede op i Midtvesten i USA. Og noget jeg blev klar over ret tidligt var at det kinesiske sprog tvang mig til at tale om og -- faktisk, mere fundamentalt end det -- ganske let tvang mig til at tænke på familie på meget forskellige måder.
Many of you have probably already noticed that I'm Chinese. I grew up in the Midwest of the United States. And something I realized quite early on was that the Chinese language forced me to speak about and -- in fact, more fundamentally than that -- ever so slightly forced me to think about family in very different ways.
Men, hvordan kan det være? Lad mig give et eksempel. Forestil jer at jeg talte til jer og jeg introducerede jer for min onkel. I forstod præcist hvad det var jeg lige sagde på engelsk. Hvis vi talte mandarin kinesisk med hinanden, dog, ville jeg ikke have den luksus. Jeg ville ikke være i stand til at overbringe så lidt information. Det mit sprog ville have tvunget mig til at gøre, i stedet for bare at fortælle jer, "Dette er min onkel," er at fortælle jer en enorm mængde af yderligere information. Mit sprog tvinger mig til at fortælle jer om dette var en onkel på min mors side eller min fars side, om dette var en onkel gennem ægteskab eller gennem fødsel, og om denne mand var min fars bror, om han var ældre eller yngre end min far. Al denne information er obligatorisk. Kinesisk lader mig ikke ignorere det. Og faktisk, hvis jeg vil tale korrekt, tvinger kinesisk mig til at tænke over det konstant.
Now, how might that be? Let me give you an example. Suppose I were talking with you and I was introducing you to my uncle. You understood exactly what I just said in English. If we were speaking Mandarin Chinese with each other, though, I wouldn't have that luxury. I wouldn't have been able to convey so little information. What my language would have forced me to do, instead of just telling you, "This is my uncle," is to tell you a tremendous amount of additional information. My language would force me to tell you whether or not this was an uncle on my mother's side or my father's side, whether this was an uncle by marriage or by birth, and if this man was my father's brother, whether he was older than or younger than my father. All of this information is obligatory. Chinese doesn't let me ignore it. And in fact, if I want to speak correctly, Chinese forces me to constantly think about it.
Det fascinerede mig endeløst som barn, men det der fascinerer mig endnu mere i dag som økonom, er at nogle af de samme forskelle kan ses når sprog taler om tid. Så for eksempel, hvis jeg taler engelsk, skal jeg tale anderledes grammatisk set hvis jeg taler om regn i datid, "Det regnede i går," regn i nutid, "Det regner nu," eller regn i fremtiden, "Det kommer til at regne i morgen." Læg mærke til at engelsk kræver meget mere information med hensyn til timingen af begivenheder. Hvorfor? Fordi jeg skal overveje det og jeg skal moderere det jeg siger for at sige, "Det vil regne," eller "Det kommer til at regne." Det er simpelthen ikke tilladt at sige på engelsk, "Det regne morgen."
Now, that fascinated me endlessly as a child, but what fascinates me even more today as an economist is that some of these same differences carry through to how languages speak about time. So for example, if I'm speaking in English, I have to speak grammatically differently if I'm talking about past rain, "It rained yesterday," current rain, "It is raining now," or future rain, "It will rain tomorrow." Notice that English requires a lot more information with respect to the timing of events. Why? Because I have to consider that and I have to modify what I'm saying to say, "It will rain," or "It's going to rain." It's simply not permissible in English to say, "It rain tomorrow."
Derimod er det mere eller mindre præcis det man ville sige på kinesisk. En kinesisk taler kan dybest set sige noget der lyder meget mærkeligt i en engelsk talers ører. De kan sige, "I går det regne," "Nu det regne," "I morgen det regne." På en eller anden dyb måde, deler kinesisk ikke tidsskalaen op på samme måde som engelsk konstant tvinger os til for at tale korrekt.
In contrast to that, that's almost exactly what you would say in Chinese. A Chinese speaker can basically say something that sounds very strange to an English speaker's ears. They can say, "Yesterday it rain," "Now it rain," "Tomorrow it rain." In some deep sense, Chinese doesn't divide up the time spectrum in the same way that English forces us to constantly do in order to speak correctly.
Er denne forskel i sprog kun mellem meget, meget fjernt beslægtede sprog, ligesom engelsk og kinesisk? Nej, faktisk ikke. Så mange af jer, i dette lokale, ved at engelsk er et germansk sprog. Det I måske ikke er klar over er, at engelsk faktisk er en afvigelse. Det er det eneste germanske sprog der kræver dette. For eksempel, de fleste andre talere af det germanske sprog har det helt fint med at tale om regn i morgen ved at sige, "Morgen regnet es," hvilket bogstaveligt talt for et engelsk øre er, "Det regner i morgen."
Is this difference in languages only between very, very distantly related languages, like English and Chinese? Actually, no. So many of you know, in this room, that English is a Germanic language. What you may not have realized is that English is actually an outlier. It is the only Germanic language that requires this. For example, most other Germanic language speakers feel completely comfortable talking about rain tomorrow by saying, "Morgen regnet es," quite literally to an English ear, "It rain tomorrow."
Dette ledte mig, som adfærdsøkonom, til en interessant hypotese. Kunne måden man taler om tid på, kunne måden ens sprog tvinger en til at tænke på tid, påvirke ens tilbøjelighed til at gebærde sig på tværs af tid? Man taler engelsk, et sprog med futurum. Og hvad det betyder er, at hver gang man taler om fremtiden, eller enhver form for begivenhed i fremtiden, bliver man grammatisk tvunget til at skære det væk fra nutiden og behandle det som om det er noget andet. Forestil jer nu, at den indre forskel får en til diskret at adskille fremtiden fra nutiden hver gang man taler. Hvis det er sandt og det får fremtiden til at føles som noget mere fjernt og mere forskelligt fra nutiden, vil det gøre det sværere at spare op. Hvis, på den anden side, man taler et sprog uden fremtid, nutiden og fremtiden, man taler om dem på samme måde. Hvis det lige så stille skubber en til at føles ens om dem, vil det gøre det meget nemmere at spare op.
This led me, as a behavioral economist, to an intriguing hypothesis. Could how you speak about time, could how your language forces you to think about time, affect your propensity to behave across time? You speak English, a futured language. And what that means is that every time you discuss the future, or any kind of a future event, grammatically you're forced to cleave that from the present and treat it as if it's something viscerally different. Now suppose that that visceral difference makes you subtly dissociate the future from the present every time you speak. If that's true and it makes the future feel like something more distant and more different from the present, that's going to make it harder to save. If, on the other hand, you speak a futureless language, the present and the future, you speak about them identically. If that subtly nudges you to feel about them identically, that's going to make it easier to save.
Nu er det en fantasifuld teori. Jeg er en professor, og jeg bliver betalt for at få fantasifulde ideer. Men hvordan skulle man faktisk teste sådan en teori? Jamen, det jeg gjorde med det var at kigge på den lingvistiske litteratur. Og interessant nok, er der lommer af talere af sprog uden futurum i hele verden. Dette er en lomme med talere af et sprog uden futurum i Nordeuropa. Interessant nok, når man begynder at kigge på dataene, viser disse lommer med talere af sprog uden futurum sig at være, mere eller mindre, nogle af verdens bedste mennesker til at spare op.
Now this is a fanciful theory. I'm a professor, I get paid to have fanciful theories. But how would you actually go about testing such a theory? Well, what I did with that was to access the linguistics literature. And interestingly enough, there are pockets of futureless language speakers situated all over the world. This is a pocket of futureless language speakers in Northern Europe. Interestingly enough, when you start to crank the data, these pockets of futureless language speakers all around the world turn out to be, by and large, some of the world's best savers.
Bare for at give jer en hentydning af det, lad os se tilbage på den OECD graf som vi talte om. Det man ser at disse søjler systematisk er højere og systematisk skubbet til venstre sammenlignet med disse søjler der er medlemmer af OECD der taler der taler sprog med futurum. Hvad er den gennemsnitlige forskel her? Fem procentpoint af ens BNP i opsparing per år. I løbet af 25 år er har det enorme langsigtede virkninger på ens nations velfærd.
Just to give you a hint of that, let's look back at that OECD graph that we were talking about. What you see is that these bars are systematically taller and systematically shifted to the left compared to these bars which are the members of the OECD that speak futured languages. What is the average difference here? Five percentage points of your GDP saved per year. Over 25 years that has huge long-run effects on the wealth of your nation.
Men mens disse fund er vovede, kan lande være forskellige på så mange forskellige måder at det er meget, meget svært nogen gange at tage højde for alle de mulige forskelligheder. Det jeg vil vise jer, dog, er noget jeg har beskæftiget mig med i et år, hvilket er at prøve at indsamle alle de største datasæt som vi har adgang til som økonomer, og jeg vil prøve at fjerne alle de mulige forskelligheder, i håb om at få dette forhold til at blive brudt. Og bare for at opsummere, uanset hvor langt jer skubber dette, får jeg det ikke til at gå i stykker. Lad mig vise jer hvor langt man kan gøre det.
Now while these findings are suggestive, countries can be different in so many different ways that it's very, very difficult sometimes to account for all of these possible differences. What I'm going to show you, though, is something that I've been engaging in for a year, which is trying to gather all of the largest datasets that we have access to as economists, and I'm going to try and strip away all of those possible differences, hoping to get this relationship to break. And just in summary, no matter how far I push this, I can't get it to break. Let me show you how far you can do that.
En måde at forestille sig det på, er at jeg indsamler datasæt fra hele verden. Så her er for eksempel Survey of Health, [Aging] and Retirement in Europe. Af dette datasæt kan man faktisk lære at pensionerede europæiske familier er ekstremt tålmodige med folk der kommer med spørgeskemaer. (Latter) Så forestil jer at I er en pensioneret husholdning i Belgien og nogen kommer til jeres fordør. "Undskyld mig, gør det noget hvis jeg gransker jeres aktieportefølje? Ved I tilfældigvis hvor meget jeres hus er værd? Har I noget imod at sige det til mig? Har I tilfældigvis en gang der er mere end 10 meter lang? Hvis I har, har I så noget imod at fortælle mig hvor lang tid det tog at gå ned af den gang? Har I noget imod at klemme så hårdt I kan, i jeres dominante hånd, om dette apparat så jeg kan måle styrken på jeres håndtryk? Hvad med at puste i dette rør, så jeg kan måle jeres lungekapacitet?" Interviewet tager mere end en dag. (Latter) Sammenlign det med Demographic and Health Survey indsamlet af USAID i udviklende lande i Afrika, for eksempel, hvor undersøgelse faktisk kan gå så langt som til direkte at måle forekomst af HIV hos familier der lever, for eksempel på landet i Nigeria. Læg det sammen med en verdens værdiundersøgelse, som måler de politiske meninger, og heldigvis, opsparingsadfærden af millioner af familier i hundredvis af lande i hele verden.
One way to imagine that is I gather large datasets from around the world. So for example, there is the Survey of Health, [Aging] and Retirement in Europe. From this dataset you actually learn that retired European families are extremely patient with survey takers. (Laughter) So imagine that you're a retired household in Belgium and someone comes to your front door. "Excuse me, would you mind if I peruse your stock portfolio? Do you happen to know how much your house is worth? Do you mind telling me? Would you happen to have a hallway that's more than 10 meters long? If you do, would you mind if I timed how long it took you to walk down that hallway? Would you mind squeezing as hard as you can, in your dominant hand, this device so I can measure your grip strength? How about blowing into this tube so I can measure your lung capacity?" The survey takes over a day. (Laughter) Combine that with a Demographic and Health Survey collected by USAID in developing countries in Africa, for example, which that survey actually can go so far as to directly measure the HIV status of families living in, for example, rural Nigeria. Combine that with a world value survey, which measures the political opinions and, fortunately for me, the savings behaviors of millions of families in hundreds of countries around the world.
Tag al den data, læg det sammen og så får man dette kort. Det man ser er at ni lande rund om i verden har en betydelig del indfødte befolkningsgrupper der taler både sprog uden futurum og sprog med futurum. Og det jeg gør er, at jeg danner statistisk matchende par mellem familier der næsten er identiske på hver dimension som jeg kan måle, og så vil jeg udforske om forholdet mellem sprog og opsparing fastholdes selv efter at kontrollere for alle disse niveauer.
Take all of that data, combine it, and this map is what you get. What you find is nine countries around the world that have significant native populations which speak both futureless and futured languages. And what I'm going to do is form statistical matched pairs between families that are nearly identical on every dimension that I can measure, and then I'm going to explore whether or not the link between language and savings holds even after controlling for all of these levels.
Hvad er karakteristikaene vi kan kontrollere for? Jamen jeg matcher familier på moderland og bopæl, demografien -- hvilket køn, deres alder -- deres indkomst niveau indenfor deres eget land, deres uddannelse, en masse om deres familiestruktur. Det viser sig at der er seks forskellige måder at være gift på i Europa. Og mest præcis, jeg bryder dem ned efter religion hvor der er 72 religionskategorier i hele verden -- så et ekstremt højt detaljeringsniveau. Der er 1,4 milliarder forskellige måder som en familie kan finde sig selv på.
What are the characteristics we can control for? Well I'm going to match families on country of birth and residence, the demographics -- what sex, their age -- their income level within their own country, their educational achievement, a lot about their family structure. It turns out there are six different ways to be married in Europe. And most granularly, I break them down by religion where there are 72 categories of religions in the world -- so an extreme level of granularity. There are 1.4 billion different ways that a family can find itself.
Alt jeg strengt taget fortæller jer fra nu af er ved udelukkende at sammenligne disse dybest set identiske familier. Det kommer så tæt som muligt på tankeeksperimentet om at finde to familier der begge bor i Bruxelles der er identiske på hver eneste af disse dimensioner, men en af dem taler flamsk og den anden taler fransk; eller to familier der bor i et landdistrikt i Nigeria, en af dem taler hausa og den anden taler igbo.
Now effectively everything I'm going to tell you from now on is only comparing these basically nearly identical families. It's getting as close as possible to the thought experiment of finding two families both of whom live in Brussels who are identical on every single one of these dimensions, but one of whom speaks Flemish and one of whom speaks French; or two families that live in a rural district in Nigeria, one of whom speaks Hausa and one of whom speaks Igbo.
Selv efter dette høje kontrolniveau, sparer talere af sprog uden futurum mere op? Ja, for talere af sprog uden futurum, selv efter dette niveau af kontrol, er der 30 procent større sandsynlighed at de melder om at have sparet op i et givent år. Har dette akkumuleret effekt? Ja, til den tid de går på pension, går talere af sprog uden futurum, hvis de har en konstant indkomst, på pension med en opsparing der er 25 procent højere.
Now even after all of this granular level of control, do futureless language speakers seem to save more? Yes, futureless language speakers, even after this level of control, are 30 percent more likely to report having saved in any given year. Does this have cumulative effects? Yes, by the time they retire, futureless language speakers, holding constant their income, are going to retire with 25 percent more in savings.
Kan vi skubbe denne data videre? Ja, fordi jeg fortalte jer lige, at vi som økonomer indsamler mange helbredsdata. Hvordan kan vi se på helbredsadfærd som vi ser på opsparing? Jamen, tænk på rygning, for eksempel. Rygning er på en eller anden dyb måde en negativ opsparing. Hvis opsparing er smerte i nutiden i bytte for fremtidig glæde, er rygning lige det modsatte. Det er nutidig glæde i stedet for fremtidig smerte. Det vi så bør forvente er den modsatte effekt. Og det er præcis det vi ser. Talere af sprog uden futurum har 20 til 24 procent større sandsynlighed for at ryge på et givent tidspunkt sammenlignet med identiske familier, og der vil være 13 til 17 procent større sandsynlighed for at de er overvægtige når de går på pension, og deres rapport viser at der er 21 procent større sandsynlighed for at de har brugt kondom i deres sidste seksuelle samvær. Jeg kunne fortsætte med en liste over de forskelle der er. Det er næsten umuligt ikke at finde en opsparingsadfærd hvor denne store effekt ikke er til stede.
Can we push this data even further? Yes, because I just told you, we actually collect a lot of health data as economists. Now how can we think about health behaviors to think about savings? Well, think about smoking, for example. Smoking is in some deep sense negative savings. If savings is current pain in exchange for future pleasure, smoking is just the opposite. It's current pleasure in exchange for future pain. What we should expect then is the opposite effect. And that's exactly what we find. Futureless language speakers are 20 to 24 percent less likely to be smoking at any given point in time compared to identical families, and they're going to be 13 to 17 percent less likely to be obese by the time they retire, and they're going to report being 21 percent more likely to have used a condom in their last sexual encounter. I could go on and on with the list of differences that you can find. It's almost impossible not to find a savings behavior for which this strong effect isn't present.
Mine lingvistik og økonomi kolleger ved Yale og jeg er kun lige begyndt på dette arbejde og virkelig udforske og forstå måderne som disse subtile puf får os til at spekulere over fremtiden mere eller mindre hver gang vi taler. I sidste ende, målet, når vi forstår hvordan disse subtille effekter kan ændre vores beslutningsproces, vil vi være i stand til at give mennesker værktøjerne så de bevidst kan gøre sig selv bedre til at spare op og mere bevidste om at investere i deres egen fremtid.
My linguistics and economics colleagues at Yale and I are just starting to do this work and really explore and understand the ways that these subtle nudges cause us to think more or less about the future every single time we speak. Ultimately, the goal, once we understand how these subtle effects can change our decision making, we want to be able to provide people tools so that they can consciously make themselves better savers and more conscious investors in their own future.
Mange tak.
Thank you very much.
(Bifald)
(Applause)