Det er 1995, jeg går på universitetet, og en veninde og jeg tager på road trip, fra Providence, Rhode Island til Portland, Oregon. Og I ved, vi er unge og arbejdsløse, så vi kører hele vejen på små veje gennem parker og skove -- dybest set den længste rute man overhovedet kan køre. Og et sted midt i South Dakota, vender jeg mig mod min veninde og jeg stiller hende et spørgsmål der har naget mig i 3.000 kilometer. "Hvad sker der for den kinesiske person jeg hele tiden ser i vejsiden?" Min veninde kigger total blankt på mig. Der er faktisk en herre på forreste række der laver en perfekt efterligning af hende ansigtsudtryk. (Latter) Og jeg tænker, "I ved, alle de tegn vi bliver ved med at se med den kinesiske person på dem." Hun kigger bare på mig et øjeblik, og så bryder hun sammen, fordi hun har regnet ud hvad jeg snakker om. Og det jeg taler om er dette. (Latter) Præcis, det berømte kinesiske tegn for picnic område.
So it's 1995, I'm in college, and a friend and I go on a road trip from Providence, Rhode Island to Portland, Oregon. And you know, we're young and unemployed, so we do the whole thing on back roads through state parks and national forests -- basically the longest route we can possibly take. And somewhere in the middle of South Dakota, I turn to my friend and I ask her a question that's been bothering me for 2,000 miles. "What's up with the Chinese character I keep seeing by the side of the road?" My friend looks at me totally blankly. There's actually a gentleman in the front row who's doing a perfect imitation of her look. (Laughter) And I'm like, "You know, all the signs we keep seeing with the Chinese character on them." She just stares at me for a few moments, and then she cracks up, because she figures out what I'm talking about. And what I'm talking about is this. (Laughter) Right, the famous Chinese character for picnic area.
(Latter)
(Laughter)
Jeg har brugt de sidste fem år af mit liv på at tænke på situationer præcis som denne -- hvorfor vi nogle gange misforstår tegnene omkring os, og hvordan vi opfører os når det sker, og hvad det alt sammen kan fortælle os om den menneskelige natur. Men andre ord, som I hørte Chris fortælle, har jeg tilbragt de sidste fem år med at tænke på at tage fejl. Dette slår jer måske som et mærkeligt karrierevalg, men det har faktisk en stor fordel: ingen konkurrence om jobsene. (Latter) Faktisk, de fleste af os gør hvad vi kan for at undgå at tænke på at tage fejl. eller i det mindste prøve at undgå at tænke på muligheden at vi selv tager fejl. Vi kommer ind i det abstrakte. Vi ved alle at alle mennesker i dette lokale begår fejl. Den menneskelige race, generelt set, er fejlbarlig -- ok, fint nok.
I've spent the last five years of my life thinking about situations exactly like this -- why we sometimes misunderstand the signs around us, and how we behave when that happens, and what all of this can tell us about human nature. In other words, as you heard Chris say, I've spent the last five years thinking about being wrong. This might strike you as a strange career move, but it actually has one great advantage: no job competition. (Laughter) In fact, most of us do everything we can to avoid thinking about being wrong, or at least to avoid thinking about the possibility that we ourselves are wrong. We get it in the abstract. We all know everybody in this room makes mistakes. The human species, in general, is fallible -- okay fine.
Men når det handler om mig, lige nu, om alle de overbevisninger jeg har, her i nutiden, ryger al denne abstrakte vurdering om fejlbarlighed ud af vinduet -- og jeg kan faktisk ikke komme i tanke om noget hvor jeg tager fejl. Og det er sådan, at nutiden er hvor vi lever. Vi går til møder i nutiden; vi tager på familie ferier i nutiden; vi tager til folkeafstemninger og stemmer i nutiden. Så reelt set, ender vi alle med at gå gennem livet, fanget i denne lille boble af at føle meget rigtigt om alting.
But when it comes down to me, right now, to all the beliefs I hold, here in the present tense, suddenly all of this abstract appreciation of fallibility goes out the window -- and I can't actually think of anything I'm wrong about. And the thing is, the present tense is where we live. We go to meetings in the present tense; we go on family vacations in the present tense; we go to the polls and vote in the present tense. So effectively, we all kind of wind up traveling through life, trapped in this little bubble of feeling very right about everything.
Jeg mener det er et problem. Jeg mener det er et problem for os hver især som individer, i vores personlige og professionelle liv, og jeg mener det er et problem for os kollektivt set som en kultur. Så det jeg vil gøre i dag er, for det første, om hvorfor vi bliver fanget inde i denne følelse om at have ret. Og for det andet, hvorfor det er sådan et problem. Og til slut, vil jeg overbevise jer om at det er muligt at gå udenfor den følelse og hvis man kan gøre det, er det det allerstørste moralske, intellektuelle og kreative spring man kan tage.
I think this is a problem. I think it's a problem for each of us as individuals, in our personal and professional lives, and I think it's a problem for all of us collectively as a culture. So what I want to do today is, first of all, talk about why we get stuck inside this feeling of being right. And second, why it's such a problem. And finally, I want to convince you that it is possible to step outside of that feeling and that if you can do so, it is the single greatest moral, intellectual and creative leap you can make.
Så hvorfor bliver vi fanget i denne fornemmelse af at have ret? En årsag, faktisk, har at gøre med en følelse om at tage fejl. Så lad mig spørge jer om noget -- eller faktisk, lad mig spørge jer om noget, fordi I har ret her: Hvordan føles det -- følelsesmæssigt -- hvordan føles det at tage fejl? Elendigt. Tommelfingeren nedad. Pinligt. Okay, vidunderligt, fedt. Elendigt, tommelfingeren nedad, pinligt -- tak, dette er fantastiske svar, men de er svar på et andet spørgsmål. I svarer på spørgsmålet: Hvordan føles det at indse at man tager fejl? (Latter) At indse at man tager fejl kan føles ligesom alt det og mange andre ting, ikke? Jeg mener at det kan være knusende, det kan være afslørende, det kan faktisk være temmelig sjovt, ligesom min dumme fejl med det kinesiske tegn. Men bare at tage fejl føles ikke som noget.
So why do we get stuck in this feeling of being right? One reason, actually, has to do with a feeling of being wrong. So let me ask you guys something -- or actually, let me ask you guys something, because you're right here: How does it feel -- emotionally -- how does it feel to be wrong? Dreadful. Thumbs down. Embarrassing. Okay, wonderful, great. Dreadful, thumbs down, embarrassing -- thank you, these are great answers, but they're answers to a different question. You guys are answering the question: How does it feel to realize you're wrong? (Laughter) Realizing you're wrong can feel like all of that and a lot of other things, right? I mean it can be devastating, it can be revelatory, it can actually be quite funny, like my stupid Chinese character mistake. But just being wrong doesn't feel like anything.
Jeg vil give jer en analogi. Kan I huske den Loony Tunes tegnefilm hvor der er denne ynkelige prærieulv der altid jagter og aldrig fanger jordgøgen? I mere eller mindre hvert afsnit af den tegnefilm, der er et øjeblik hvor prærieulven jagter jordgøgen og jordgøgen løber ud over en klippe, hvilket er fint -- han er en fugl, han kan flyve. Men det er det ved det, at prærieulven løber ud over klippen efter ham. Og det der er sjovt -- i hvert fald hvis man er seks år gammel -- er at prærieulven også har det fint. Han bliver bare ved med at løbe -- lige indtil det øjeblik hvor han kigger ned og han indser at han er midt i luften. Der falder han. Når vi tager fejl omkring noget -- ikke når vi indser det, men inden det -- er vi ligesom den prærieulv efter han er løbet ud over klippen og inden han kigger ned. I ved, vi tager allerede fejl, vi er allerede kommet galt afsted, men vi føler at vi er på fast grund. Så jeg burde faktisk rette på noget jeg sagde for et øjeblik siden. Det føles lidt ligesom noget, det at tage fejl; det føles som at have ret.
I'll give you an analogy. Do you remember that Loony Tunes cartoon where there's this pathetic coyote who's always chasing and never catching a roadrunner? In pretty much every episode of this cartoon, there's a moment where the coyote is chasing the roadrunner and the roadrunner runs off a cliff, which is fine -- he's a bird, he can fly. But the thing is, the coyote runs off the cliff right after him. And what's funny -- at least if you're six years old -- is that the coyote's totally fine too. He just keeps running -- right up until the moment that he looks down and realizes that he's in mid-air. That's when he falls. When we're wrong about something -- not when we realize it, but before that -- we're like that coyote after he's gone off the cliff and before he looks down. You know, we're already wrong, we're already in trouble, but we feel like we're on solid ground. So I should actually correct something I said a moment ago. It does feel like something to be wrong; it feels like being right.
(Latter)
(Laughter)
Så dette er en grund, en strukturel grund, til hvorfor vi bliver fanget i denne følelse af at have ret. Jeg kalder det fejltagelses blindhed. For det meste, har vi ikke nogen intern fornemmelse der kan fortælle os når vi tager fejl omkring noget, før det er for sent. Men der er endnu en grund til at vi også bliver fanget i denne følelse -- og denne er kulturel. Tænk tilbage et øjeblik til folkeskolen. Man sidder der i klassen, og ens lærer giver test opgaverne tilbage, og en af dem ser sådan her ud. Dette er ikke min, for øvrigt. (Latter) Så der er man i folkeskolen, og man præcis hvad man skal tænke om det barn der fik denne opgave. Det er den dumme unge, ballademageren, vedkommende der aldrig laver lektier. Så til den tid er man ni år gammel, man har allerede lært, for det første, at mennesker der gør tingene forkert er dovne, uansvarlige dumrianer -- og for det andet, at den måde at få succes i livet på er aldrig at begå fejl.
So this is one reason, a structural reason, why we get stuck inside this feeling of rightness. I call this error blindness. Most of the time, we don't have any kind of internal cue to let us know that we're wrong about something, until it's too late. But there's a second reason that we get stuck inside this feeling as well -- and this one is cultural. Think back for a moment to elementary school. You're sitting there in class, and your teacher is handing back quiz papers, and one of them looks like this. This is not mine, by the way. (Laughter) So there you are in grade school, and you know exactly what to think about the kid who got this paper. It's the dumb kid, the troublemaker, the one who never does his homework. So by the time you are nine years old, you've already learned, first of all, that people who get stuff wrong are lazy, irresponsible dimwits -- and second of all, that the way to succeed in life is to never make any mistakes.
Vi lærer disse virkelig dårlige lærestrege virkelig godt. Og mange af os -- og jeg har en mistanke om at det gælder specielt mange af os i dette lokale -- ordner det ved bare at blive perfekte små dydsmønstre, perfektioniser, præstationsmennesker. Ok, Hr. Økonomidirektør, ultra maratonløber? (Latter) I er alle økonomidirektører, astrofysikere, ultra maratonløbere, viser det sig. Okay, så fint. Bortset fra at vi flipper ud ved muligheden for at vi tager fejl omkring noget. Fordi ifølge dette, at tage fejl omkring noget betyder at der er noget galt med os. Så vi insisterer bare på at vi har ret, fordi det får os til at føle os smarte og ansvarlige og retskafne og sikre.
We learn these really bad lessons really well. And a lot of us -- and I suspect, especially a lot of us in this room -- deal with them by just becoming perfect little A students, perfectionists, over-achievers. Right, Mr. CFO, astrophysicist, ultra-marathoner? (Laughter) You're all CFO, astrophysicists, ultra-marathoners, it turns out. Okay, so fine. Except that then we freak out at the possibility that we've gotten something wrong. Because according to this, getting something wrong means there's something wrong with us. So we just insist that we're right, because it makes us feel smart and responsible and virtuous and safe.
Så lad mig fortælle jer en historie. For et par år siden, kommer der en kvinde ind i Beth Israel Deaconess Medical Center til en operation. Beth Israel i Boston. Det er der undervisende sygehus for Harvard -- et af de bedste sygehuse i landet. Så denne kvinde kommer ind og hun bliver taget med ind til operationsstuen. Hun bliver bedøvet, kirurgen udfører sin opgave -- syer hende sammen igen, sender hende tilbage til Alt ser ud til at være gået godt. Og hun vågner, og hun kigger nedad sig selv, og hun siger, "Hvorfor er den forkerte side af min krop forbundet?" Jamen den forkerte side af hendes krop er forbundet fordi kirurgen har foretaget en operation på hendes venstre ben i stedet for hendes højre. Da vicepræsidenten for sundhedskvaliteten ved Beth Israel talte om denne hændelse, sagde han noget meget interessant. Han sagde, "Af en eller anden årsag, følte kirurgen simpelthen at han var på den rigtige side af patienten." (Latter) Pointen med denne historie er at stile for for meget på følelsen om at være på den rigtige side af noget som helst kan være meget farligt.
So let me tell you a story. A couple of years ago, a woman comes into Beth Israel Deaconess Medical Center for a surgery. Beth Israel's in Boston. It's the teaching hospital for Harvard -- one of the best hospitals in the country. So this woman comes in and she's taken into the operating room. She's anesthetized, the surgeon does his thing -- stitches her back up, sends her out to the recovery room. Everything seems to have gone fine. And she wakes up, and she looks down at herself, and she says, "Why is the wrong side of my body in bandages?" Well the wrong side of her body is in bandages because the surgeon has performed a major operation on her left leg instead of her right one. When the vice president for health care quality at Beth Israel spoke about this incident, he said something very interesting. He said, "For whatever reason, the surgeon simply felt that he was on the correct side of the patient." (Laughter) The point of this story is that trusting too much in the feeling of being on the correct side of anything can be very dangerous.
Denne indre sans for retfærdighed som vi alle oplever så ofte er ikke en pålidelig guide til hvad der faktisk foregår i den eksterne verden. Og når vi opfører os som om det er det, og vi holder op med at underholde muligheden for at vi kunne tage fejl, jamen det er der vi ender med at gøre ting som at dumpe 800 millioner liter olie i den mexicanske golf, eller torpedere den globale økonomi. Så dette er et kæmpestort praktisk problem. Men det er også et kæmpestort socialt problem.
This internal sense of rightness that we all experience so often is not a reliable guide to what is actually going on in the external world. And when we act like it is, and we stop entertaining the possibility that we could be wrong, well that's when we end up doing things like dumping 200 million gallons of oil into the Gulf of Mexico, or torpedoing the global economy. So this is a huge practical problem. But it's also a huge social problem.
Tænk et øjeblik på hvordan det føles at have ret. Det betyder at man mener at ens opfattelser afspejler virkeligheden perfekt. Og når man har det på den måde, har man et problem at løse, som er, hvordan skal man forklare alle de mennesker der er uenige med en? Det viser sig, at de fleste af os forklarer de mennesker på samme måde, ved at gribe til en serie uheldige formodninger. Det første vi tit gør når nogen er uenige med os er at vi bare antager at de er uvidende. De har ikke adgang til den samme information som vi har, og når vi gavmildt deler den information med dem, kommer de til at se lyset og kommer over på vores hold. Når det ikke virker, når det viser sig at disse mennesker har alle de samme fakta som vi har, og de stadigvæk er uenige med os, så går vi videre til den anden antagelse, som er at de er idioter. (Latter) De har alle de rigtige dele af puslespillet, og de er for dumme til at sætte dem rigtigt sammen. Og når det ikke virker, når det viser sig at de mennesker der er uenige med os har alle de samme fakta som vi har og faktisk er temmelig smarte, så går vi videre til den tredje antagelse: de kender sandheden, og de fordrejer det med vilje til deres egne ondskabsfulde formål. Så dette er en katastrofe.
Think for a moment about what it means to feel right. It means that you think that your beliefs just perfectly reflect reality. And when you feel that way, you've got a problem to solve, which is, how are you going to explain all of those people who disagree with you? It turns out, most of us explain those people the same way, by resorting to a series of unfortunate assumptions. The first thing we usually do when someone disagrees with us is we just assume they're ignorant. They don't have access to the same information that we do, and when we generously share that information with them, they're going to see the light and come on over to our team. When that doesn't work, when it turns out those people have all the same facts that we do and they still disagree with us, then we move on to a second assumption, which is that they're idiots. (Laughter) They have all the right pieces of the puzzle, and they are too moronic to put them together correctly. And when that doesn't work, when it turns out that people who disagree with us have all the same facts we do and are actually pretty smart, then we move on to a third assumption: they know the truth, and they are deliberately distorting it for their own malevolent purposes. So this is a catastrophe.
Denne tilknytning til vores egen rigtighed holder os fra at forhindre fejltagelser når vi absolut har brug for det og resulterer i at vi behandler hinanden forfærdeligt. Men for mig, det der er mest forbløffende og mest tragisk ved det her er at det rammer ved siden af hele pointen ved at være menneskelig. Det er som om vi vil forestille at vores sind er disse perfekt gennemskinnelige vinduer og vi kigger bare ud af dem og beskriver verden som den udfolder sig. Og vi vil have alle andre til at kigge ud af det samme vindue og de præcis den samme ting. Det er ikke sandt, og hvis det var, ville livet være utroligt kedeligt. Miraklet om ens sind er ikke at man kan se verden som den er. Det er at man kan se verden som den ikke er. Vi kan huske fortiden, og vi kan tænke på fremtiden, og vi kan forestille os hvordan det er at være en anden person et andet sted. Og vi gør det alle sammen på en lidt anden måde, hvilket er grunden til at alle kan kigge op på den samme nattehimmel og se dette og også dette og også dette. Og ja, det er også grunden til at vi misforstår ting.
This attachment to our own rightness keeps us from preventing mistakes when we absolutely need to and causes us to treat each other terribly. But to me, what's most baffling and most tragic about this is that it misses the whole point of being human. It's like we want to imagine that our minds are just these perfectly translucent windows and we just gaze out of them and describe the world as it unfolds. And we want everybody else to gaze out of the same window and see the exact same thing. That is not true, and if it were, life would be incredibly boring. The miracle of your mind isn't that you can see the world as it is. It's that you can see the world as it isn't. We can remember the past, and we can think about the future, and we can imagine what it's like to be some other person in some other place. And we all do this a little differently, which is why we can all look up at the same night sky and see this and also this and also this. And yeah, it is also why we get things wrong.
1.200 år inden Descartes sagde hans berømte ting om "Jeg tænker, derfor er jeg," satte denne fyr, St. Augustine, sig ned og skrev "Fallor ergo sum" -- "I err therefore I am." Augustine forstod at vores evne til at kludre i det, ikke er en form for pinlig defekt i det menneskelige system, noget vi kan udrydde eller overvinde. Det er fuldstændig fundamentalt for hvem vi er. Fordi, i modsætning til Gud, ved vi ikke rigtig hvad der foregår derude. Og i modsætning til alle andre dyr, er vi besatte af at prøve at regne det ud. For mig, denne besættelse er en kilde og rod til al vores produktivitet og kreativitet.
1,200 years before Descartes said his famous thing about "I think therefore I am," this guy, St. Augustine, sat down and wrote "Fallor ergo sum" -- "I err therefore I am." Augustine understood that our capacity to screw up, it's not some kind of embarrassing defect in the human system, something we can eradicate or overcome. It's totally fundamental to who we are. Because, unlike God, we don't really know what's going on out there. And unlike all of the other animals, we are obsessed with trying to figure it out. To me, this obsession is the source and root of all of our productivity and creativity.
Forrige år, af forskellige årsager, lyttede jeg til en masse episoder af Public Radio programmet This American Life. Så jeg lytter og jeg lytter, og på et tidspunkt, begynder jeg at føle at alle disse historier handler om at tage fejl. Og min første tanke var, "Jeg er skør. Jeg er blevet hende den skøre fejldamen. Jeg forestiller mig det bare over alt," hvilket er sket. Men er par måneder senere, fik jeg faktisk chancen til at interviewe Ira Glass, der er vært på programmet. Og jeg nævnte dette for ham, og han sagde, "Nej egentlig, så er det rigtigt. Faktisk," siger han, "som personale, laver vi grin med at hver eneste episode af vores show har det samme hemmelige tema. Og teamet er: 'Jeg troede denne ene ting ville ske og noget andet skete i stedet for.' Og der er det ved det," siger Ira Glass, "vi har brug for dette. Vi har brug for disse øjeblikke med overraskelse og omgørelse og fejl til at få disse historier til at fungere." Og for resten af os, publikummet, som lyttere, som læsere, æder vi dette råt. Vi elsker ting som drejninger i plottet og afledningsmanøvrer og overraskende slutninger. Når det kommer til vores historier, elsker vi at tage fejl.
Last year, for various reasons, I found myself listening to a lot of episodes of the Public Radio show This American Life. And so I'm listening and I'm listening, and at some point, I start feeling like all the stories are about being wrong. And my first thought was, "I've lost it. I've become the crazy wrongness lady. I just imagined it everywhere," which has happened. But a couple of months later, I actually had a chance to interview Ira Glass, who's the host of the show. And I mentioned this to him, and he was like, "No actually, that's true. In fact," he says, "as a staff, we joke that every single episode of our show has the same crypto-theme. And the crypto-theme is: 'I thought this one thing was going to happen and something else happened instead.' And the thing is," says Ira Glass, "we need this. We need these moments of surprise and reversal and wrongness to make these stories work." And for the rest of us, audience members, as listeners, as readers, we eat this stuff up. We love things like plot twists and red herrings and surprise endings. When it comes to our stories, we love being wrong.
Men, I ved, vores historier er på denne måde fordi vores liv er på denne måde. Vi tror at en bestemt ting kommer til at ske og der sker noget andet i stedet for. George Bush troede han ville invadere Irak, finde en stak masseødelæggelsesvåben, befri folket og bringe demokrati til Mellemøsten. Og noget andet skete i stedet for. Og Hosni Mubarak troede han skulle være diktator i Egypten resten af sit liv, indil han blev for gammel eller for syg og kunne give tøjlerne videre til sin søn. Og der skete noget andet i stedet for. Og måske troede I at I skulle vokse op og gifte jer med jeres gymnasiekæreste og flytte tilbage til jeres hjemby og opfostre en flok børn sammen. Og noget andet skete i stedet for. Og jeg bliver nød til at sige at jeg troede at jeg skrev en utrolig nørdet bog om et emne som alle hader til et publikum der aldrig ville vise sig. Og noget andet skete i stedet for.
But, you know, our stories are like this because our lives are like this. We think this one thing is going to happen and something else happens instead. George Bush thought he was going to invade Iraq, find a bunch of weapons of mass destruction, liberate the people and bring democracy to the Middle East. And something else happened instead. And Hosni Mubarak thought he was going to be the dictator of Egypt for the rest of his life, until he got too old or too sick and could pass the reigns of power onto his son. And something else happened instead. And maybe you thought you were going to grow up and marry your high school sweetheart and move back to your hometown and raise a bunch of kids together. And something else happened instead. And I have to tell you that I thought I was writing an incredibly nerdy book about a subject everybody hates for an audience that would never materialize. And something else happened instead.
(Latter)
(Laughter)
Jeg mener, det her er livet. På godt og på ondt, generer vi disse utrolige historier om verden omkring os, og så vender verden sig rundt og forbløffer os. Det er ikke ment som en fornærmelse, men hele denne konference er et utrolig monument på vores evne til at misforstå ting. Vi har lige brugt en hel uge på at tale om innovationer og fremskridt og forbedringer, men ved I hvorfor vi har brug for alle disse innovationer og fremskridt og forbedringer? Fordi halvdelen af de ting som er mest overvældende og verdens ændrende -- TED 1998 -- eh. (Latter) Det fungerede ikke helt på den måde, gjorde det? (Latter) Hvor er min jetpack, Chris?
I mean, this is life. For good and for ill, we generate these incredible stories about the world around us, and then the world turns around and astonishes us. No offense, but this entire conference is an unbelievable monument to our capacity to get stuff wrong. We just spent an entire week talking about innovations and advancements and improvements, but you know why we need all of those innovations and advancements and improvements? Because half the stuff that's the most mind-boggling and world-altering -- TED 1998 -- eh. (Laughter) Didn't really work out that way, did it? (Laughter) Where's my jet pack, Chris?
(Latter)
(Laughter)
(Bifald)
(Applause)
Så her er vi igen. Og sådan går det. Vi kommer med en anden ide. Vi fortæller en anden historie. Vi afholder en anden konference. Temaet på denne, som I nu har hørt syv millioner gange, er genopdagelsen af underværker. Og for mig, hvis man virkelig vil genopdage underværker, skal man træde udenfor det lille, skræmte hulrum med rigtighed og kigge rundt på hinanden og kigge ud på det vidtstrakte og kompleksiteten og mysteriet i universet og være i stand til at sige, "Wow, det ved jeg ikke. Måske tager jeg fejl."
So here we are again. And that's how it goes. We come up with another idea. We tell another story. We hold another conference. The theme of this one, as you guys have now heard seven million times, is the rediscovery of wonder. And to me, if you really want to rediscover wonder, you need to step outside of that tiny, terrified space of rightness and look around at each other and look out at the vastness and complexity and mystery of the universe and be able to say, "Wow, I don't know. Maybe I'm wrong."
Tak
Thank you.
(Bifald)
(Applause)
Tak gutter.
Thank you guys.
(Bifald)
(Applause)