Dette er selvfølgelig Johnny Depp. Og der er Johnny Depps skulder. Og det er Johnny Depps berømte tatovering på skulderen. Nogle af jer ved måske at, i 1990, blev Depp forlovet med Winona Ryder, og han fik en tatovering på sin højre skulder "Winona forever." Og så tre år senere -- hvilket, når ret skal være ret, er en evighed efter Hollywood standarder -- slog de op, og Johnny gik hen og fik lavet sig lidt reparationsarbejde. Og nu står der, "Wino forever," på skulderen.
So that's Johnny Depp, of course. And that's Johnny Depp's shoulder. And that's Johnny Depp's famous shoulder tattoo. Some of you might know that, in 1990, Depp got engaged to Winona Ryder, and he had tattooed on his right shoulder "Winona forever." And then three years later -- which in fairness, kind of is forever by Hollywood standards -- they broke up, and Johnny went and got a little bit of repair work done. And now his shoulder says, "Wino forever."
(Latter)
(Laughter)
Så lige som Johnny Depp, og ligesom 25 procent af alle amerikanere i alderen 16 til 50, har jeg en tatovering. Jeg begyndte først at tænke på at få den da jeg var i midt tyverne, men jeg ventede med vilje i rigtig lang tid. Fordi vi kender alle mennesker der har fået tatoveringer da de var 17 eller 19 eller 23 og fortrød dem da de blev 30. Det skete ikke for mig. Jeg fik min tatovering da jeg var 29, og jeg fortrød den med det samme. Og med "fortrød den," mener jeg, at jeg trådte ud af tatovørens butik-- dette er kun nogle kilometer herfra nede på Lower East Side -- og jeg fik en massiv følelsesmæssig nedsmeltning i fuldt dagslys på hjørnet af East Broadway og Canal Street. (Latter) Hvilket er et fantastisk sted at gøre det, fordi alle er ligeglade. (Latter) Og så tog jeg hjem den aften, og jeg havde en endnu større følelsesmæssig nedsmeltning som jeg vil sige mere om om et øjeblik.
So like Johnny Depp, and like 25 percent of Americans between the ages of 16 and 50, I have a tattoo. I first started thinking about getting it in my mid-20s, but I deliberately waited a really long time. Because we all know people who have gotten tattoos when they were 17 or 19 or 23 and regretted it by the time they were 30. That didn't happen to me. I got my tattoo when I was 29, and I regretted it instantly. And by "regretted it," I mean that I stepped outside of the tattoo place -- this is just a couple miles from here down on the Lower East Side -- and I had a massive emotional meltdown in broad daylight on the corner of East Broadway and Canal Street. (Laughter) Which is a great place to do it because nobody cares. (Laughter) And then I went home that night, and I had an even larger emotional meltdown, which I'll say more about in a minute.
Og dette var faktisk ret chokerende for mig, fordi inden dette øjeblik, havde jeg været stolt over mig selv over at jeg overhovedet ikke fortrød noget. Jeg begik mange fejltagelser og dumme beslutninger, selvfølgelig. Det gør jeg hver time. Men jeg havde altid følt at, hør engang, I ved, jeg tog den bedste beslutning jeg kunne tage ud fra den person jeg var dengang, ud fra de informationer jeg havde til rådighed. Jeg lærte en lektie af det. På en eller anden måde fik det mig frem til det punkt jeg er i livet nu. Og okay, jeg kunne ikke ændre det. Med andre ord, jeg havde drukket vores store kulturelle Kool-Aid om fortrydelse, hvilket er at beklage ting der er sket i fortiden er totalt spild af tid, at vi altid bør kigge fremad og ikke bagud, og at en af de mest ædle og bedste ting vi kan gøre er at stræbe efter at leve uden fortrydelse.
And this was all actually quite shocking to me, because prior to this moment, I had prided myself on having absolutely no regrets. I made a lot of mistakes and dumb decisions, of course. I do that hourly. But I had always felt like, look, you know, I made the best choice I could make given who I was then, given the information I had on hand. I learned a lesson from it. It somehow got me to where I am in life right now. And okay, I wouldn't change it. In other words, I had drunk our great cultural Kool-Aid about regret, which is that lamenting things that occurred in the past is an absolute waste of time, that we should always look forward and not backward, and that one of the noblest and best things we can do is strive to live a life free of regrets.
Den ide er fanget fint af dette citat: "Ting uden nogen kur bør være uden hensyntagen; det der er sket er sket." Og det lader til at være en beundringsværdig filosofi til at starte med -- noget vi alle bør være enige i at tilslutte sig … indtil jeg siger hvem der sagde det. Ok, så dette er Lady MacBeth der dybest set fortæller sin mand at han skal holde op med at være sådan en slapsvans for at have det dårligt over at slå folk ihjel. Og tilfældigvis, havde Shakespeare fat på noget her, hvilket han tit havde. Fordi vores manglende evne til at opleve fortrydelse er faktisk en af de diagnosticerede karakteristika ved sociopater. Det er også, for øvrigt, karakteristisk ved bestemte børn med hjerneskade. Så mennesker der har en skade på deres orbitale frontale cortex ser ud til ikke at være i stand til at føle fortrydelse selv i lyset af tydelig meget dårlige beslutninger. Så hvis man vil leve et liv uden fortrydelse, er der en åben mulighed for det. Det hedder det hvide snit. Men hvis man vil være fuldt funktionel og fuldstændig menneskelig og fuldstændig human, mener jeg at man skal lære at leve, ikke uden fortrydelse, men med det.
This idea is nicely captured by this quote: "Things without all remedy should be without regard; what's done is done." And it seems like kind of an admirable philosophy at first -- something we might all agree to sign onto ... until I tell you who said it. Right, so this is Lady MacBeth basically telling her husband to stop being such a wuss for feeling bad about murdering people. And as it happens, Shakespeare was onto something here, as he generally was. Because the inability to experience regret is actually one of the diagnostic characteristics of sociopaths. It's also, by the way, a characteristic of certain kinds of brain damage. So people who have damage to their orbital frontal cortex seem to be unable to feel regret in the face of even obviously very poor decisions. So if, in fact, you want to live a life free of regret, there is an option open to you. It's called a lobotomy. But if you want to be fully functional and fully human and fully humane, I think you need to learn to live, not without regret, but with it.
Så lad os begynde med at definere nogle begreber. Hvad er fortrydelse? Fortrydelse er den følelse vi oplever når vi tror at vores nuværende situation kunne være bedre eller lykkeligere hvis vi havde gjort noget anderledes i fortiden. Så med andre ord, fortrydelse kræver to ting. Det kræver, for det første, handlen -- vi skal til at begynde med have taget en beslutning. Og for det andet, kræver det fantasi. Vi skal være i stand til at kunne forestille os at gå tilbage og lave træffe en anden beslutning, og så skal vi være i stand til på en måde at spole dette bånd indbildte fremad og forestille os hvordan tingene kunne udfolde sig os i vores nutid. Og faktisk, jo mere vi har af nogen af disse ting -- jo mere handlen og jo mere fantasi med respekt for en given fortrydelse, jo mere kritisk bliver denne fortrydelse.
So let's start off by defining some terms. What is regret? Regret is the emotion we experience when we think that our present situation could be better or happier if we had done something different in the past. So in other words, regret requires two things. It requires, first of all, agency -- we had to make a decision in the first place. And second of all, it requires imagination. We need to be able to imagine going back and making a different choice, and then we need to be able to kind of spool this imaginary record forward and imagine how things would be playing out in our present. And in fact, the more we have of either of these things -- the more agency and the more imagination with respect to a given regret, the more acute that regret will be.
Så lad os for eksempel sige at man er på vej til sin bedste vens bryllup og man prøver at komme til lufthavnen og man er fanget i forfærdelig trafik, og man ankommer endelig til ens gate og man har misset sit fly. Man kommer til at opleve meget mere fortrydelse i den situation hvis man missede det fly med tre minutter end hvis man missede det med 20. Hvorfor? Jamen fordi at hvis man misser det fly med tre minutter, er det smertefuld nemt at forestille sig at man kunne have taget andre beslutninger der ville have ledt en til et bedre resultat. "Jeg skulle have taget broen og ikke tunnelen. Jeg skulle have kørt overfor det gule lys." Dette er de klassiske betingelser der skaber fortrydelse. Vi føler fortrydelse når vi tænker på at vi er ansvarlige for en beslutning der endte skidt, men næsten endte godt.
So let's say for instance that you're on your way to your best friend's wedding and you're trying to get to the airport and you're stuck in terrible traffic, and you finally arrive at your gate and you've missed your flight. You're going to experience more regret in that situation if you missed your flight by three minutes than if you missed it by 20. Why? Well because, if you miss your flight by three minutes, it is painfully easy to imagine that you could have made different decisions that would have led to a better outcome. "I should have taken the bridge and not the tunnel. I should have gone through that yellow light." These are the classic conditions that create regret. We feel regret when we think we are responsible for a decision that came out badly, but almost came out well.
Inden for de rammer kan vi selvfølgelig opleve fortrydelse om mange forskellige ting. Dette foredrag i dag handler om adfærdsøkonomi. Og det meste af det vi ved om fortrydelse kommer til os ud af det domæne. Vi har en enorm mængde litteratur om forbruger og økonomiske beslutninger og fortrydelserne der er associerede med dem -- i bund og grund en slags fortrydelse efter købet. Men endeligt faldt det nogle forskere ind at tage et skridt tilbage og sige, jamen okay, men overordnet, hvad fortryder vi mest i livet? Her er hvad svarene viser sig at være.
Now within that framework, we can obviously experience regret about a lot of different things. This session today is about behavioral economics. And most of what we know about regret comes to us out of that domain. We have a vast body of literature on consumer and financial decisions and the regrets associated with them -- buyer's remorse, basically. But then finally, it occurred to some researchers to step back and say, well okay, but overall, what do we regret most in life? Here's what the answers turn out to look like.
Så top seks fortrydelser -- tingene vi fortryder mest i livet: På en overlegen førsteplads, uddannelse. 33 procent af al vores fortrydelse omhandler beslutninger vi har taget omkring uddannelse. Vi ønsker at vi havde fået mere ud af det. Vi ønsker at vi udnyttede den uddannelse vi fik bedre. Vi ønsker at vi havde valgt at studere et andet emne. Andre ting der er meget højt på vores liste over fortrydelse inkluderer karriere, romancer, opdragelse, forskellige beslutninger og valg om vores selv og hvordan vi tilbringer vores fritid -- eller mere præcist, hvordan vi ikke formår at tilbringe vores fritid. De tilbageværende fortrydelse angår ting som: økonomi, familie anliggender der ikke er relaterede til romancer eller opdragelse, helbred, venner, spiritualitet og nærsamfund.
So top six regrets -- the things we regret most in life: Number one by far, education. 33 percent of all of our regrets pertain to decisions we made about education. We wish we'd gotten more of it. We wish we'd taken better advantage of the education that we did have. We wish we'd chosen to study a different topic. Others very high on our list of regrets include career, romance, parenting, various decisions and choices about our sense of self and how we spend our leisure time -- or actually more specifically, how we fail to spend our leisure time. The remaining regrets pertain to these things: finance, family issues unrelated to romance or parenting, health, friends, spirituality and community.
Så med andre ord, det meste af det vi ved om fortrydelse ved vi ved at studere økonomi. Men det viser sig, at når man kigger på hvad folk overordnet fortryder i livet, ved I hvad, vores økonomiske beslutninger er ikke engang på listen. De tegner sig for mindre end tre procent af vores samlede fortrydelser. Så hvis man sidder der og stresser et højt eller lavt loft på lånet, eller virksomhed A versus virksomhed B, eller burde man købe Subaruen eller Priusen, ved I hvad, lad det ligge. Sandsynligheden er, at man om fem år er ligeglad.
So in other words, we know most of what we know about regret by the study of finance. But it turns out, when you look overall at what people regret in life, you know what, our financial decisions don't even rank. They account for less than three percent of our total regrets. So if you're sitting there stressing about large cap versus small cap, or company A versus company B, or should you buy the Subaru or the Prius, you know what, let it go. Odds are, you're not going to care in five years.
Men for disse ting som vi faktisk virkelig bekymrer os om og virkelig oplever dyb fortrydelse over, hvordan føles den oplevelse? Vi kender alle det korte svar. Det føles forfærdeligt. Fortrydelse føles forfærdeligt. Men det viser sig at fortrydelse føles forfærdeligt på fire meget bestemte og konsistente måder. Så den første konsistente del af fortrydelse er dybest set benægtelse. Da jeg tog hjem den nat efter jeg fik min tatovering, var jeg dybest set vågen hele natten. Og i de første adskillige timer, var der præcis en tanke i mit hoved. Og tanken var, "Få det til at gå væk!" Dette er en utrolig primitiv følelsesmæssig respons. Jeg mener, det er deroppe sammen med, "Jeg vil have min mor!" Vi prøver ikke på at løse problemet. Vi prøver ikke på at forstå hvordan problemet opstod. Vi vil bare have det til at forsvinde.
But for these things that we actually do really care about and do experience profound regret around, what does that experience feel like? We all know the short answer. It feels terrible. Regret feels awful. But it turns out that regret feels awful in four very specific and consistent ways. So the first consistent component of regret is basically denial. When I went home that night after getting my tattoo, I basically stayed up all night. And for the first several hours, there was exactly one thought in my head. And the thought was, "Make it go away!" This is an unbelievably primitive emotional response. I mean, it's right up there with, "I want my mommy!" We're not trying to solve the problem. We're not trying to understand how the problem came about. We just want it to vanish.
Det andet karakteristiske del af fortrydelse er følelsen af rådvildhed. Så den anden ting jeg tænkte på der i mit soveværelse den nat var, "Hvordan kunne jeg gøre det? Hvad tænkte jeg dog på?" Denne virkelige sans af fremmedgørelse af den del af os der tog en beslutning som vi fortryder. Vi kan ikke identificere den del. Vi forstår ikke den del. Og vi har bestemt ikke nogen empati for den del -- hvilket forklarer den tredje konsistente del af fortrydelse, hvilket er et intenst ønske om at straffe os selv. Derfor, i lyset af vores fortrydelse, er den ting vi bliver ved med at gentage er, "Jeg kunne have sparket mig selv." Den fjerde del her er at fortrydelse er det psykologer kalder perseveration. At være udholdende betyder at man fokuserer tvangsmæssigt og gentagne gange på nøjagtig den samme ting. Nu er effekten af perseveration er dybest set at tage de tre første dele af fortrydelse og sætte dem i et uendeligt loop. Så det er ikke fordi jeg sad i mit soveværelse den nat, og tænkte, "Få det til at gå væk." Det er det at jeg sad der og tænkte, "Få det til at gå væk. Få det til at gå væk. Få det til at gå væk. Få det til at gå væk." Så hvis man ser på den psykologiske litteratur, er dette de fire konsistente dele, som definerer fortrydelse.
The second characteristic component of regret is a sense of bewilderment. So the other thing I thought about there in my bedroom that night was, "How could I have done that? What was I thinking?" This real sense of alienation from the part of us that made a decision we regret. We can't identify with that part. We don't understand that part. And we certainly don't have any empathy for that part -- which explains the third consistent component of regret, which is an intense desire to punish ourselves. That's why, in the face of our regret, the thing we consistently say is, "I could have kicked myself." The fourth component here is that regret is what psychologists call perseverative. To perseverate means to focus obsessively and repeatedly on the exact same thing. Now the effect of perseveration is to basically take these first three components of regret and put them on an infinite loop. So it's not that I sat there in my bedroom that night, thinking, "Make it go away." It's that I sat there and I thought, "Make it go away. Make it go away. Make it go away. Make it go away." So if you look at the psychological literature, these are the four consistent defining components of regret.
Men jeg vil foreslå at der også er en femte. Og jeg tænker på dette som en form for wake-up call. Den nat i min lejlighed, efter jeg blev færdig med at sparke mig selv og så videre, lå jeg i sengen i lang tid, og jeg tænkte på hudtransplantater. Og så tænkte jeg på hvordan, ligesom rejseforsikring ikke dækker imod naturens luner, dækkede min sygeforsikring nok heller ikke imod min idiotis luner. Faktisk, ingen forsikring dækker imod idiotiens luner. Hele pointen med idiotiens luner er at de efterlader en totalt uforsikrede; de efterlader en udsat for verden og udsat for ens egen sårbarhed og fejlbarlighed over for, helt ærligt, et temmelig ligegyldigt univers.
But I want to suggest that there's also a fifth one. And I think of this as a kind of existential wake-up call. That night in my apartment, after I got done kicking myself and so forth, I lay in bed for a long time, and I thought about skin grafts. And then I thought about how, much as travel insurance doesn't cover acts of God, probably my health insurance did not cover acts of idiocy. In point of fact, no insurance covers acts of idiocy. The whole point of acts of idiocy is that they leave you totally uninsured; they leave you exposed to the world and exposed to your own vulnerability and fallibility in face of, frankly, a fairly indifferent universe.
Dette er åbenlyst en utrolig smertefuld oplevelse. Og jeg mener at det er særlig smertefuldt for os i Vesten på den måde som jeg nogen gange kalder som en Control-Z kultur -- Control-Z ligesom computer kommandoen, fortryd. Vi er utrolig vant til ikke at være nødsaget til at se livets barske realiteter i øjnene, på en bestemt måde. Vi tror at vi kan kaste penge efter problemet eller kaste teknologi efter problemet -- vi kan fortryde og fjerne venner og lade være med at følge noget bestemt. Og problemet er at der sker bestemte ting i livet som vi desperat prøver at ændre og det kan vi ikke. Nogen gange i stedet for Control-Z, har vi faktisk ingen kontrol. Og for os der er kontrolfreaks og perfektionister -- og jeg ved hvad jeg taler om -- er dette virkelig hårdt, fordi vi vil gøre alting selv og vi vil gøre det rigtigt.
This is obviously an incredibly painful experience. And I think it's particularly painful for us now in the West in the grips of what I sometimes think of as a Control-Z culture -- Control-Z like the computer command, undo. We're incredibly used to not having to face life's hard realities, in a certain sense. We think we can throw money at the problem or throw technology at the problem -- we can undo and unfriend and unfollow. And the problem is that there are certain things that happen in life that we desperately want to change and we cannot. Sometimes instead of Control-Z, we actually have zero control. And for those of us who are control freaks and perfectionists -- and I know where of I speak -- this is really hard, because we want to do everything ourselves and we want to do it right.
Nu kan det argumenteres at kontrolfreaks og perfektionister ikke burde få tatoveringer, og jeg vil vende tilbage til den pointe om et par minutter. Men først vil jeg sige at den intensitet og vedholdenhed som vi oplever ved disse følelsesmæssige dele af fortrydelse vil selvfølgelig variere afhængigt af den specifikke ting som vi føler fortrydelse omkring. Så for eksempel, her er en af mine yndlings automatiske generatorer af fortrydelse i det moderne liv. (Latter) Tekst: Svar alle. Og den forbløffende ting ved denne utrolig lumske teknologiske innovation er at selv med denne ene ting, kan vi opleve et stort udvalg af fortrydelse. Man kan ved et uheld komme til at trykke på "svar til alle" i en email og torpedere et forhold. Eller man kan bare have en utrolig flov dag på arbejde. Eller man kan have sin sidste dag på arbejde.
Now there is a case to be made that control freaks and perfectionists should not get tattoos, and I'm going to return to that point in a few minutes. But first I want to say that the intensity and persistence with which we experience these emotional components of regret is obviously going to vary depending on the specific thing that we're feeling regretful about. So for instance, here's one of my favorite automatic generators of regret in modern life. (Laughter) Text: Relpy to all. And the amazing thing about this really insidious technological innovation is that even just with this one thing, we can experience a huge range of regret. You can accidentally hit "reply all" to an email and torpedo a relationship. Or you can just have an incredibly embarrassing day at work. Or you can have your last day at work.
Og dette berører ikke engang den virkelig dybe fortrydelse i livet. Fordi selvfølgelig træffer vi nogen gange beslutninger der har uigenkaldelige og forfærdelige konsekvenser, enten for vores eller andre menneskers helbred og lykke og levebrød, og i de allerværste tilfælde, selv deres liv. Nu er den form for fortrydelse selvfølgelig utrolig gennemborende og vedholdende. Jeg mener, selv de dumme "svar til alle" fortrydelser kan efterlade os i uudholdelig pine i flere dage.
And this doesn't even touch on the really profound regrets of a life. Because of course, sometimes we do make decisions that have irrevocable and terrible consequences, either for our own or for other people's health and happiness and livelihoods, and in the very worst case scenario, even their lives. Now obviously, those kinds of regrets are incredibly piercing and enduring. I mean, even the stupid "reply all" regrets can leave us in a fit of excruciating agony for days.
Så hvordan er det meningen vi skal leve med dette? Jeg vil foreslå, at der er tre ting der hjælper os med at forlige os med fortrydelse. Og den første af disse er at finde trøst i dens universalitet. Hvis man googler fortrydelse og tatovering, får man 11,5 millioner hits. (Latter) FDA [den amerikanske lægemiddelstyrelse] vurderer at af alle de amerikanere der har en tatovering, fortryder 17 procent af os at have fået dem. Det er Johnny Depp og jeg og vores syv millioner venner. Og det er kun fortrydelse omkring tatoveringer. Vi er alle i samme båd.
So how are we supposed to live with this? I want to suggest that there's three things that help us to make our peace with regret. And the first of these is to take some comfort in its universality. If you Google regret and tattoo, you will get 11.5 million hits. (Laughter) The FDA estimates that of all the Americans who have tattoos, 17 percent of us regret getting them. That is Johnny Depp and me and our seven million friends. And that's just regret about tattoos. We are all in this together.
Den anden måde som vi kan hjælpe os selv med at er at grine for os selv. I mit tilfælde, var dette ikke virkelig et problem, fordi det er faktisk meget nemt at grine for sig selv når man er 29 år gammel, og man vil have sin mor fordi man ikke kan lide sin nye tatovering. Men det virker til at være et ondskabsfuldt eller useriøst forslag når det kommer til disse mere eftertænksomme fortrydelser. Jeg tror dog ikke at det er tilfældet. Alle os der har oplevet fortrydelse der indeholder rigtig smerte og rigtig sorg forstår den humor og selv sort humor spiller en afgørende rolle i at hjælpe os med at overleve. Det samler polerne i vores sammen igen, det positive og det negative, og det sender en lille strøm af liv tilbage til os.
The second way that we can help make our peace with regret is to laugh at ourselves. Now in my case, this really wasn't a problem, because it's actually very easy to laugh at yourself when you're 29 years old and you want your mommy because you don't like your new tattoo. But it might seem like a kind of cruel or glib suggestion when it comes to these more profound regrets. I don't think that's the case though. All of us who've experienced regret that contains real pain and real grief understand that humor and even black humor plays a crucial role in helping us survive. It connects the poles of our lives back together, the positive and the negative, and it sends a little current of life back into us.
Den tredje måde hvorpå jeg tror vi kan lære at forlige os med ved at lade tiden gå, hvilket, som vi alle ved, lægger alle sår -- bortset fra tatoveringer, der er permanente. Så det er adskillige år siden jeg fik min tatovering. Og har I lyst til at se den? Okay. Faktisk, ved I hvad, jeg bør advare jer, I bliver skuffede. Fordi den er faktisk ikke så afskyelig. Jeg fik ikke lavet en tatovering af Marylin Mansons ansigt på et meget taktløst sted eller sådan noget. Når andre mennesker ser min tatovering, kan de for det meste lide hvordan den ser ud. Det er bare mig der ikke kan lide hvordan den ser ud. Og som jeg sagde tidligere, er jeg perfektionist. Men jeg viser den alligevel til jer.
The third way that I think we can help make our peace with regret is through the passage of time, which, as we know, heals all wounds -- except for tattoos, which are permanent. So it's been several years since I got my own tattoo. And do you guys just want to see it? All right. Actually, you know what, I should warn you, you're going to be disappointed. Because it's actually not that hideous. I didn't tattoo Marilyn Manson's face on some indiscreet part of myself or something. When other people see my tattoo, for the most part they like how it looks. It's just that I don't like how it looks. And as I said earlier, I'm a perfectionist. But I'll let you see it anyway.
Dette er min tatovering. Jeg kan gætte hvad nogen af jer tænker. Så lad mig berolige jer med noget. Nogle af jeres egne fortrydelser er heller ikke så slemme som I tror de er. Jeg har denne tatovering fordi jeg tilbragte det meste af mine 20'ere med at bo uden for landet og rejse. Og da jeg kom til New York og bosatte mig bagefter, var jeg bekymret for at jeg ville glemme nogen af de vigtigste lektioner jeg lærte i den tid. Der var især to ting jeg lærte om mig selv som jeg bestemt ikke ville glemme hvilket var hvor vigtigt det føltes at blive ved med at udforske og, samtidigt, hvor vigtigt det er på en eller anden måde at holde øje med ens sande nord Og det jeg var vild med ved dette billede af kompasset var at jeg følte at jeg havde fanget begge disse ideer i et enkelt billede. Og jeg tænkte at det måske kunne fungere som en slags hukommelsesfremmende ting.
This is my tattoo. I can guess what some of you are thinking. So let me reassure you about something. Some of your own regrets are also not as ugly as you think they are. I got this tattoo because I spent most of my 20s living outside the country and traveling. And when I came and settled in New York afterward, I was worried that I would forget some of the most important lessons that I learned during that time. Specifically the two things I learned about myself that I most didn't want to forget was how important it felt to keep exploring and, simultaneously, how important it is to somehow keep an eye on your own true north. And what I loved about this image of the compass was that I felt like it encapsulated both of these ideas in one simple image. And I thought it might serve as a kind of permanent mnemonic device.
Og det gjorde det. Men det viser sig, at det ikke minder mig om den ting jeg troede det ville; Det minder mig konstant om noget andet i stedet for. Det minder mig faktisk om den vigtigste lektie som fortrydelse kan lære os, hvilket også er en af de vigtigste lektioner livet lærer os. Og ironisk, mener jeg det er den vigtigste ting som jeg kunne få tatoveret på min krop -- delvis som forfatter, men også bare som menneske. Nu skal I høre, hvis vi har mål og drømme, og vi vil gøre vores bedste, og hvis vi elsker mennesker og vi ikke vil såre dem eller miste dem, bør vi føle bedrøvelse når tingene går galt. Pointen er ikke at leve uden fortrydelse. Pointen er vi ikke hader os selv for at have dem.
Well it did. But it turns out, it doesn't remind me of the thing I thought it would; it reminds me constantly of something else instead. It actually reminds me of the most important lesson regret can teach us, which is also one of the most important lessons life teaches us. And ironically, I think it's probably the single most important thing I possibly could have tattooed onto my body -- partly as a writer, but also just as a human being. Here's the thing, if we have goals and dreams, and we want to do our best, and if we love people and we don't want to hurt them or lose them, we should feel pain when things go wrong. The point isn't to live without any regrets. The point is to not hate ourselves for having them.
Lektionen jeg i sidste ende lærte af min tatovering og som jeg vil efterlade jer med i dag er denne: Vi skal lære at elske de fejlbehæftede, ufuldkomne ting som vi skaber og at tilgive os selv for at skabe dem. Fortrydelse minder os ikke om at vi har gjort det skidt. Det minder os om at vi kan gøre det bedre.
The lesson that I ultimately learned from my tattoo and that I want to leave you with today is this: We need to learn to love the flawed, imperfect things that we create and to forgive ourselves for creating them. Regret doesn't remind us that we did badly. It reminds us that we know we can do better.
Tak.
Thank you.
(Bifald)
(Applause)