Har du set en baby lære at kravle? For, som enhver forældre ved, er det gribende. Først vrikker de rundt på gulvet, som regel baglæns, men så slæber de sig forlæns og de trækker sig selv op og stå og vi klapper alle. Og den simple bevægelse frem og op er den mest basale retning for fremskridt, vi mennesker kender.
Have you ever watched a baby learning to crawl? Because as any parent knows, it's gripping. First, they wriggle about on the floor, usually backwards, but then they drag themselves forwards, and then they pull themselves up to stand, and we all clap. And that simple motion of forwards and upwards, it's the most basic direction of progress we humans recognize.
Den findes også i vores historie om evolutionen. Fra vores vadende forfædre, til den stående Homo Erectus, til Homo Sapiens altid vist, som en mand midt i en bevægelse.
We tell it in our story of evolution as well, from our lolloping ancestors to Homo erectus, finally upright, to Homo sapiens, depicted, always a man, always mid-stride.
Så, det undrer ikke, at vi gerne vil tro at den økonomiske proces vil tage samme form, som den altid stigende linje af vækst. Det er tid til at tænke anderledes, til at gentænke den form for fremskridt. For i dag har vi økonomier, som har brug for at vokse, uanset om det får os til at trives. Og hvad vi har brug for, specielt i de rigeste lande, er økonomier, der er i stand til at trives, uanset om de vokser eller ej. Ja, det er et lidt flabet ord, der fordrer en radikal ændring af vores tankegang. Men jeg tror, at det er et skift vi har brug for, hvis menneskeheden fortsat skal trives sammen i dette århundrede.
So no wonder we so readily believe that economic progress will take this very same shape, this ever-rising line of growth. It's time to think again, to reimagine the shape of progress, because today, we have economies that need to grow, whether or not they make us thrive, and what we need, especially in the richest countries, are economies that make us thrive whether or not they grow. Yes, it’s a little flip in words hiding a profound shift in mindset, but I believe this is the shift we need to make if we, humanity, are going to thrive here together this century.
Så, hvor kommer denne besættelse af vækst fra? Tja, BNP, Bruttonationalprodukt, er blot den samlede pris på varer og tjenester solgt i en økonomi på et år. Det var opfundet i 1930'erne, men det blev hurtigt til det primære mål indenfor politikplanlægning. Så meget, at selv i dag i de rigeste lande, tror regeringer, at løsningen til økonomiske problemer ligger i mere vækst.
So where did this obsession with growth come from? Well, GDP, gross domestic product, it's just the total cost of goods and services sold in an economy in a year. It was invented in the 1930s, but it very soon became the overriding goal of policymaking, so much so that even today, in the richest of countries, governments think that the solution to their economic problems lies in more growth.
Hvordan det er sket forklares bedst gennem klassikeren fra 1960 af W.W. Rostow. Jeg elsker den så meget, at jeg har en af førsteudgave. "Den økonomiske udviklings faser: et ikke-kommunistisk manifest".
Just how that happened is best told through the 1960 classic by W.W. Rostow. I love it so much, I have a first-edition copy. "The Stages of Economic Growth: A Non-Communist Manifesto."
(Latter)
(Laughter)
Du kan ligefrem lugte politikken, ikke sandt?
You can just smell the politics, huh?
Og Rostow forklarer, at alle økonomier har fem stadier af vækst, de skal igennem: først, traditionelt samfund, hvor den nationale produktion er begrænset af dens teknologi, dens institutioner og tankegang. Men så kommer forudsætningerne for afgang, hvor vi får begyndelsen på bankindustrien, mekaniseringen af arbejde og troen på, at vækst er nødvendigt for noget større end dig selv, som f.eks. national værdighed eller et bedre liv for børnene. Så afgang, hvor renters rente er bygget ind i de økonomiske institutioner og vækst bliver den normale tilstand. Nr. fire; driften til modenhed, hvor man kan have enhver industri, man ønsker, uanset din base for naturressourcer. Og den femte og sidste fase; storforbrugets tid, hvor folk kan købe alle de goder, de ønsker, som cykler og symaskiner - husk det her var 1960'erne.
And Rostow tells us that all economies need to pass through five stages of growth: first, traditional society, where a nation's output is limited by its technology, its institutions and mindset; but then the preconditions for takeoff, where we get the beginnings of a banking industry, the mechanization of work and the belief that growth is necessary for something beyond itself, like national dignity or a better life for the children; then takeoff, where compound interest is built into the economy's institutions and growth becomes the normal condition; fourth is the drive to maturity where you can have any industry you want, no matter your natural resource base; and the fifth and final stage, the age of high-mass consumption where people can buy all the consumer goods they want, like bicycles and sewing machines -- this was 1960, remember.
Du kan høre den indirekte flymaskine-metafor i denne historie. Men dette fly er ulig enhver anden, for det kan aldrig få tilladelse til at lande. Rostow efterlod os flyvende mod solnedgangen af storforbug og han vidste det. Som han skrev; "Og så bliver spørgsmålet, hvor historien kun giver os stykker af svaret. Hvad gør vi, når stigningen i indkomst mister charmen?" Han spurgte spørgsmålet, men han besvarede det aldrig. Her er hvorfor; Året var 1960. Han var rådgiver til præsidentkandidaten John F. Kennedy, som løb til valget med et løfte om fem procent vækst. So Rostow's opgave var at holde flyet i luften - ikke at spørge, hvordan og hvornår det kunne få tilladelse til at lande.
Well, you can hear the implicit airplane metaphor in this story, but this plane is like no other, because it can never be allowed to land. Rostow left us flying into the sunset of mass consumerism, and he knew it. As he wrote, "And then the question beyond, where history offers us only fragments. What to do when the increase in real income itself loses its charm?" He asked that question, but he never answered it, and here's why. The year was 1960, he was an advisor to the presidential candidate John F. Kennedy, who was running for election on the promise of five-percent growth, so Rostow's job was to keep that plane flying, not to ask if, how, or when it could ever be allowed to land.
Så her er vi, flyvende mod solnedgangen af storforbrug over et halvt århundrede senere, med økonomier, som forventer, efterspørgser og er afhængige af uendelig vækst, fordi vi er finansielt, politisk og socialt afhængige af det. Vi er finansielt afhængige af vækst, fordi nutidens finansielle system er indrettet til at jagte det største monetære afkast. De sætter børsnoterede firmaer under konstant pres for at levere øget salg, øget markedsandel og voksende profit
So here we are, flying into the sunset of mass consumerism over half a century on, with economies that have come to expect, demand and depend upon unending growth, because we're financially, politically and socially addicted to it. We're financially addicted to growth, because today's financial system is designed to pursue the highest rate of monetary return, putting publicly traded companies under constant pressure to deliver growing sales, growing market share and growing profits,
og fordi banker skaber penge som gældskabende renter, som må tilbagebetales. Vi er politisk afhængige af vækst, fordi politikere vil hæve skatteindtægterne uden at hæve skatterne og en voksende GDP virker, som en sikker måde at gøre det på. Og ingen politiker vil miste deres plads i G-20 familiefotoet.
and because banks create money as debt bearing interest, which must be repaid with more. We're politically addicted to growth because politicians want to raise tax revenue without raising taxes and a growing GDP seems a sure way to do that. And no politician wants to lose their place in the G-20 family photo.
(Latter)
(Laughter)
Men hvis deres økonomi stopper med at vokse, mens de andres fortsætter - Tja, så bliver de smidt ud af det næste magtcenter. Og vi er socialt afhængige af vækst, takket være et århundrede med forbruger-propaganda, hvilket fascinerende nok var skabt af Edward Bernays, Sigmund Freuds nevø, som opdagede, at hans onkels psykoterapi kunne blive til lukrativ detail terapi, hvis vi kunne blive overbevist om, at vi genskaber os selv, hver gang vi køber noget nyt.
But if their economy stops growing while the rest keep going, well, they'll be booted out by the next emerging powerhouse. And we are socially addicted to growth, because thanks to a century of consumer propaganda, which fascinatingly was created by Edward Bernays, the nephew of Sigmund Freud, who realized that his uncle's psychotherapy could be turned into very lucrative retail therapy if we could be convinced to believe that we transform ourselves every time we buy something more.
Ingen af disse afhængigheder er uovervindelige, men de fortjener alle langt mere opmærksomhed, end de pt. får, for se hvor vejen fører os hen. Verdens BNP er 10 gange højere end i 1950 og den vækst har skabt velstand for milliarder af mennesker, men den globale økonomi er også blevet utroligt splittende, hvor størstedelen af rigdommen tilfalder blot en brøkdel af verdens rigeste. Og økonomien er blevet utroligt degenererende, hvor den hurtigt destabiliserer denne skrøbeligt balanceret planet, som vores liv er afhængige af. Vores politikere ved det, så de tilbyder nye destinationer for vækst Du kan have grøn vækst, inkluderende vækst smart, robust og balanceret vækst. Vælg enhver fremtid du vil, så længe du vælger vækst.
None of these addictions are insurmountable, but they all deserve far more attention than they currently get, because look where this journey has been taking us. Global GDP is 10 times bigger than it was in 1950 and that increase has brought prosperity to billions of people, but the global economy has also become incredibly divisive, with the vast share of returns to wealth now accruing to a fraction of the global one percent. And the economy has become incredibly degenerative, rapidly destabilizing this delicately balanced planet on which all of our lives depend. Our politicians know it, and so they offer new destinations for growth. You can have green growth, inclusive growth, smart, resilient, balanced growth. Choose any future you want so long as you choose growth.
Jeg tror det er på tide at få en større ambition, en meget større en, for menneskehedens udfordring i det 21. århundrede er tydelig: At møde alle folks behov med de midler vi har her på denne fantastisk unikke og levende planet, så vi og resten af naturen kan trives.
I think it's time to choose a higher ambition, a far bigger one, because humanity's 21st century challenge is clear: to meet the needs of all people within the means of this extraordinary, unique, living planet so that we and the rest of nature can thrive.
Denne form for fremskridt kan ikke måles i penge. Vi har brug for et instrumentbræt af indikatorer. Og da jeg satte mig ned og forsøgte at tegne et billede af, hvad det kunne ligne, uanset hvor mærkeligt det lyder, så kom det til at ligne en doughnut. Jeg ved det, jeg beklager, men lad mig introducerer dig for den ene doughnut, som måske vil vise sig at være god for os. Så forestil dig menneskehedens ressourcebrug udstråler fra midten. Det hul inde i midten er et sted, hvor folk ikke får opfyldt livets basale behov. De har ikke maden, sundhedsydelserne, uddannelsen, en politisk stemme, boligen, som alle mennesker behøver for et værdigt liv med muligheder. Vi vil have alle ud af hullet, over det sociale fundament og ind i den grønne doughnut. Men, og det er et stort men, vi kan ikke lade vores kollektive brug af ressourcer overskyde den ydre cirkel; miljøloftet, for der putter vi så meget pres på denne fantastiske planet, at vi begynder at sparke den ud af balance. Vi forsager klimanedbrud, vi syrner havene, skaber hul i ozonlaget, skubber os selv over planetens grænser for dets livgivende system, som de seneste 11.000 år har gjort denne planet til et så velvilligt hjem for menneskeheden.
Progress on this goal isn't going to be measured with the metric of money. We need a dashboard of indicators. And when I sat down to try and draw a picture of what that might look like, strange though this is going to sound, it came out looking like a doughnut. I know, I'm sorry, but let me introduce you to the one doughnut that might actually turn out to be good for us. So imagine humanity's resource use radiating out from the middle. That hole in the middle is a place where people are falling short on life's essentials. They don't have the food, health care, education, political voice, housing that every person needs for a life of dignity and opportunity. We want to get everybody out of the hole, over the social foundation and into that green doughnut itself. But, and it's a big but, we cannot let our collective resource use overshoot that outer circle, the ecological ceiling, because there we put so much pressure on this extraordinary planet that we begin to kick it out of kilter. We cause climate breakdown, we acidify the oceans, a hole in the ozone layer, pushing ourselves beyond the planetary boundaries of the life-supporting systems that have for the last 11,000 years made earth such a benevolent home to humanity.
Så denne tosidede udfordring for at møde alles behov indenfor planetens midler, det kræver en ny form for fremskridt, der ikke inkluderer denne evigt voksende linje af vækst, men et godt sted for menneskeheden, der trives i en dynamisk balance mellem fundamentet og loftet. Og jeg var virkelig overrasket, da jeg tegnede billedet og så, at symbolet for velfærd i mange gamle kulturer afspejler den samme fornemmelse af dynamisk balance, fra Maori Takarangi til taoisten Yin Yang, den buddhistiske endeløse knude, den keltiske dobbeltspiral.
So this double-sided challenge to meet the needs of all within the means of the planet, it invites a new shape of progress, no longer this ever-rising line of growth, but a sweet spot for humanity, thriving in dynamic balance between the foundation and the ceiling. And I was really struck once I'd drawn this picture to realize that the symbol of well-being in many ancient cultures reflects this very same sense of dynamic balance, from the Maori Takarangi to the Taoist Yin Yang, the Buddhist endless knot, the Celtic double spiral.
Så kan vi finde denne dynamiske balance i det 21. århundrede? Tja, det er det store spørgsmål, for som disse røde kiler viser, så er vi lige nu langt fra at være i balance. Vi kommer til kort og overskrider på samme tid. Kig ind hullet og du kan se millioner eller milliarder af mennesker i verden, som stadig ikke får opfyldt deres mest basale behov. Og vi har alligevel overskudt mindst fire af disse grænser for planeten og risikerer irreversibel påvirkning på klimanedbrud og kollaps i økosystemet. Det er tilstanden på vores menneskehed og vores planet. Vi folket af det 21. århundrede det her er vores selfie.
So can we find this dynamic balance in the 21st century? Well, that's a key question, because as these red wedges show, right now we are far from balanced, falling short and overshooting at the same time. Look in that hole, you can see that millions or billions of people worldwide still fall short on their most basic of needs. And yet, we've already overshot at least four of these planetary boundaries, risking irreversible impact of climate breakdown and ecosystem collapse. This is the state of humanity and our planetary home. We, the people of the early 21st century, this is our selfie.
Ingen økonom fra det sidste århundrede så dette billede, så hvordan kan vi forestille os, at deres teorier kan stå imod dens udfordring? Vi har brug nye ideer, for vi er den første generation til at se dette og muligvis den sidste med en reel chance for at vende udviklingen. Ser du, det 20. århundredes økonomer svor, at hvis vækst skaber ulighed, skal vi ikke prøve at omfordele for mere vækst vil udligne det igen. Hvis vækst skaber forurening, prøv ikke at regulere det, for mere vækst vil gøre tingene rene igen.
No economist from last century saw this picture, so why would we imagine that their theories would be up for taking on its challenges? We need ideas of our own, because we are the first generation to see this and probably the last with a real chance of turning this story around. You see, 20th century economics assured us that if growth creates inequality, don't try to redistribute, because more growth will even things up again. If growth creates pollution, don't try to regulate, because more growth will clean things up again.
Men det viser sig, at det gør det ikke og det vil det ikke. Vi har brug for at skabe økonomier, som er designet til at takle både de områder hvor vi kommer til kort og dem vi overskrider. Vi har brug for økonomier som er designet til at regenerere og fordele. Ser du, vi har arvet degenererende industrier. Vi tager jordens materialer og laver ting vi vil have, bruger det lidt, ofte kun én gang, og smider det så væk. Og det presser vores planets grænser, så vi er nødt til at vende pilene rundt og skabe økonomier, som samarbejder med og i den levende verdens harmoni, så ressourcer aldrig bliver brugt op men bliver brugt igen og igen. Økonomier der løber på solskin, hvor affald fra en proces er føde for den næste.
Except, it turns out, it doesn't, and it won't. We need to create economies that tackle this shortfall and overshoot together, by design. We need economies that are regenerative and distributive by design. You see, we've inherited degenerative industries. We take earth's materials, make them into stuff we want, use it for a while, often only once, and then throw it away, and that is pushing us over planetary boundaries, so we need to bend those arrows around, create economies that work with and within the cycles of the living world, so that resources are never used up but used again and again, economies that run on sunlight, where waste from one process is food for the next.
Og denne form for regenererende design dukker op overalt. Over hundrede byer verden rundt, fra Quito til Oslo, fra Harara til Hobart, generere allerede mere end 70% af deres elektricitet fra sol, vind eller bølger. Byer som London, Glasgow, Amsterdam er pionerer indenfor cirkulær by design og finder måder at vende affald fra en by-proces til føde for den næste. Og fra Tigray, Etiopien til Queensland, Australien, regenererer landmænd og skovriddere engang øde landskaber, så de atter vrimler med liv.
And this kind of regenerative design is popping up everywhere. Over a hundred cities worldwide, from Quito to Oslo, from Harare to Hobart, already generate more than 70 percent of their electricity from sun, wind and waves. Cities like London, Glasgow, Amsterdam are pioneering circular city design, finding ways to turn the waste from one urban process into food for the next. And from Tigray, Ethiopia to Queensland, Australia, farmers and foresters are regenerating once-barren landscapes so that it teems with life again.
Men såvel som at være regenererende må vores økonomier være designet til at fordele, og vi har hidtil usete muligheder for at få det til at ske, for det 20. århundrede centraliserede teknologi, institutioner, og koncentrerede velstand, viden og magt ned i få hænder. Dette århundrede kan vi designe vores teknologi og institutioner til at fordele velstand, viden og handlefrihed til alle. I stedet for fossil afbrænding og produktion på stor skala har vi fornyende energinetværker, digitale platforme og 3D print. 200 år under virksomhedernes kontrol af ejendomsret er vendt af åbne, dobbelt tjekkede videns lagre. Og virksomheder, som stadig søger efter det højeste afkast til deres aktionærer, er lige pludselige gammeldags sammenlignet med sociale virksomheder designet til at skabe flere former for værdi og dele den med alle i deres netværk. Hvis vi kan udnytte den nye teknologi, fra kunstig intelligens til blockchain, til internettet, til materiel videnskab, hvis vi kan udnytte alt det i omfordelende tjenester kan vi sikre at sundhedspleje, uddannelse, finans, energi og en politisk stemme når ud og giver selvfølelse til dem der har mest brug for det. For ser du, regenererende og omfordelende design skaber vilde muligheder i det 21. århundredes økonomi.
But as well as being regenerative by design, our economies must be distributive by design, and we've got unprecedented opportunities for making that happen, because 20th-century centralized technologies, institutions, concentrated wealth, knowledge and power in few hands. This century, we can design our technologies and institutions to distribute wealth, knowledge and empowerment to many. Instead of fossil fuel energy and large-scale manufacturing, we've got renewable energy networks, digital platforms and 3D printing. 200 years of corporate control of intellectual property is being upended by the bottom-up, open-source, peer-to-peer knowledge commons. And corporations that still pursue maximum rate of return for their shareholders, well they suddenly look rather out of date next to social enterprises that are designed to generate multiple forms of value and share it with those throughout their networks. If we can harness today's technologies, from AI to blockchain to the Internet of Things to material science, if we can harness these in service of distributive design, we can ensure that health care, education, finance, energy, political voice reaches and empowers those people who need it most. You see, regenerative and distributive design create extraordinary opportunities for the 21st-century economy.
Så hvor efterlader det Rostows fly tur? Altså, nogen tror stadig på uendelig grøn vækst, de tror at grundet dematerialisering, kan eksponentiel BNP-vækst fortsætte for evigt, mens ressourceforbrug falder. Men se på tallene. Flyveturen er det rene utopi. Ja, vi har brug for at dematerialisere vores økonomier, men afhængigheden af uendelig vækst kan ikke frakobles forbrug af ressourcer på et tilstrækkeligt niveau der bringer os tilbage indenfor de miljømæssige begrænsninger
So where does this leave Rostow's airplane ride? Well, for some it still carries the hope of endless green growth, the idea that thanks to dematerialization, exponential GDP growth can go on forever while resource use keeps falling. But look at the data. This is a flight of fancy. Yes, we need to dematerialize our economies, but this dependency on unending growth cannot be decoupled from resource use on anything like the scale required to bring us safely back within planetary boundaries.
Jeg ved, at det er en ny måde at se vækst på, for vækst er godt, ikke? Vi vil ha' at vores børn skal vokse, at vores haver skal vokse. Ja, se bare på naturen og vækst det er en naturlig kilde til liv. Det er en fase, og mange økonomier, som Etiopien og Nepal, er i den fase i dag. Deres økonomier vækster med syv procent om året. Men se på naturen igen, for fra vores børns fødder, til Amazon skoven, er der intet i naturen, der vokser for evigt Ting gror, de vokser op, og de modner, og det er kun ved at gøre sådan, at de kan overleve i længere tid. Vi ved det allerede. Hvis jeg fortalte jer, om min ven som var hos lægen, som fortalte hende, at hun havde vækst. Så er det helt anderledes, fordi vi intuitivt forstår, at når noget prøver at vokse for evigt indenfor et sundt, levende legeme, så er det en trussel til hele legemets sundhed. Så hvorfor tror vi at vores økonomier skulle være det ene system der kunne vende denne tendens, og kunne vækste for evigt? Vi har presserende brug for finansielle, politiske og sociale innovationer, der gør det muligt at løse vores strukturelle afhængighed af vækst, så vi i stedet kan fokusere på at trives og skabe balance inden for de sociale og miljømæssige grænser i "the doughnut".
I know this way of thinking about growth is unfamiliar, because growth is good, no? We want our children to grow, our gardens to grow. Yes, look to nature and growth is a wonderful, healthy source of life. It's a phase, but many economies like Ethiopia and Nepal today may be in that phase. Their economies are growing at seven percent a year. But look again to nature, because from your children's feet to the Amazon forest, nothing in nature grows forever. Things grow, and they grow up and they mature, and it's only by doing so that they can thrive for a very long time. We already know this. If I told you my friend went to the doctor who told her she had a growth that feels very different, because we intuitively understand that when something tries to grow forever within a healthy, living, thriving system, it's a threat to the health of the whole. So why would we imagine that our economies would be the one system that could buck this trend and succeed by growing forever? We urgently need financial, political and social innovations that enable us to overcome this structural dependency on growth, so that we can instead focus on thriving and balance within the social and the ecological boundaries of the doughnut.
Og hvis ideen om grænser føles indelukket, så tænk over det. For verdens mest opfindsomme mennesker bruger grænser som en kilde til deres kreativitet. Fra Mozart på hans fem-oktav klaver, Jimi Hendrix på sin seksstrengede guitar, Serena Williams på en tennisbane, det er grænser det frigiver vores fulde potentiale. Og "the doughnut's" grænser giver menneskeheden mulighed for at trives med grænseløs kreativitet, deltagelse, tilhørsforhold og hensigt.
And if the mere idea of boundaries makes you feel, well, bounded, think again. Because the world's most ingenious people turn boundaries into the source of their creativity. From Mozart on his five-octave piano Jimi Hendrix on his six-string guitar, Serena Williams on a tennis court, it's boundaries that unleash our potential. And the doughnut's boundaries unleash the potential for humanity to thrive with boundless creativity, participation, belonging and meaning.
Det kræver al opfindsomhed vi har for at nå i mål, så kom med det,
It's going to take all the ingenuity that we have got to get there, so bring it on.
Tak.
Thank you.
(Bifald)
(Applause)