Jeg er faktisk her for at udfordre folk. Jeg ved godt, at folk får mange udfordringer. Den som jeg vil give jer, er at det er tid for os at genfinde den rigtige mening af fred. Fred er ikke "Kumbaya, my Lord." Fred er ikke duen og regnbuen -- så dejlige som de end er. Når jeg ser symbolerne af regnbuen og duen, tænker jeg på personlig sindsro. Jeg tænker på meditation. Jeg tænker ikke på det, jeg anser som fred, som er bæredygtig fred med retfærdighed og lighed. Det er en bæredygtig fred hvor de fleste mennesker på denne planet har adgang til nok resourcer til at leve værdige liv, hvor disse mennersker har adgang til uddannelse og sundhedspleje, så de kan leve fri for nød og fri for angst. Dette hedder menneskers sikkerhed. Og jeg er ikke totalt pacifistisk ligesom nogle af mine virkeligt, virkeligt totalt ikke-voldelige venner, som Mairead McGuire. Jeg forstår at mennesker er så forstyrrede -- for at bruge et pænt ord, for jeg lovede min mor, at jeg ville stoppe med at bruge F-bomben. Og jeg prøver hårdere og hårdere. Mor, jeg prøver virkeligt.
I'm actually here to make a challenge to people. I know there have been many challenges made to people. The one I'm going to make is that it is time for us to reclaim what peace really means. Peace is not "Kumbaya, my Lord." Peace is not the dove and the rainbow -- as lovely as they are. When I see the symbols of the rainbow and the dove, I think of personal serenity. I think of meditation. I do not think about what I consider to be peace, which is sustainable peace with justice and equality. It is a sustainable peace in which the majority of people on this planet have access to enough resources to live dignified lives, where these people have enough access to education and health care, so that they can live in freedom from want and freedom from fear. This is called human security. And I am not a complete pacifist like some of my really, really heavy-duty, non-violent friends, like Mairead McGuire. I understand that humans are so "messed up" -- to use a nice word, because I promised my mom I'd stop using the F-bomb in public. And I'm trying harder and harder. Mom, I'm really trying.
Vi har brug for en smule politi, vi har brug for lidt militær, i hvert fald forsvar. Vi er nød til at omdefinere, hvad det er der gør os sikre her i verden. Det er ikke at bevæbne vores land til tænderne. Der er ikke at få andre lande til at bevæbne sig til tænderne med de våben, som vi producerer og sælger. Det er at bruge de penge mere rationelt, for at gøre verdens lande sikre, for at gøre verdens folk sikre. Jeg tænkte på de ting der er sket i Kongressen for nyligt, hvor presidenten tilbyder 8.4 milliarder dollars for at prøve at vinde START afstemningen. Jeg støtter helt sikkert START afstemningen. Men han tilbyder 84 milliarder dollars for at modernisere atomvåben. Vidste I at tallet FN taler om for at fuldføre milleniumudviklingsmålene er 80 millioner dollars? Bare en smule penge, som jeg ville ønske var i min bankkonto -- det er de ikke, men... Globalt set er det en lille smule penge. Men de bruges på at modernisere våben, som vi ikke har brug for, og som ikke vi ikke kan slippe af med i vores levetid, med mindre vi får fingeren ud af ... og tager skridt for at få det til at ske -- med mindre vi begynder at tro på, at alle de ting vi har hørt om de sidste par dage er elementer, der kan føres sammen for at oprette menneskers sikkerhed. Det er at redde tigrene. Det er at stoppe tjæresandet. Der er at have adgang til medicinsk udstyr som rent faktisk kan fortælle, hvem der har kræft. Det er alle disse ting. Det er at bruge vores penge på alle disse ting. Det handler om handling.
We need a little bit of police; we need a little bit of military, but for defense. We need to redefine what makes us secure in this world. It is not arming our country to the teeth. It is not getting other countries to arm themselves to the teeth with the weapons that we produce and we sell them. It is using that money more rationally to make the countries of the world secure, to make the people of the world secure. I was thinking about the recent ongoings in Congress, where the president is offering 8.4 billion dollars to try to get the START vote. I certainly support the START vote. But he's offering 84 billion dollars for the modernizing of nuclear weapons. Do you know the figure that the U.N. talks about for fulfilling the Millennium Development Goals is 80 billion dollars? Just that little bit of money, which to me, I wish it was in my bank account -- it's not, but ... In global terms, it's a little bit of money. But it's going to modernize weapons we do not need and will not be gotten rid of in our lifetime, unless we get up off our ... and take action to make it happen, unless we begin to believe that all of the things that we've been hearing about in these last two days are elements of what come together to make human security. It is saving the tigers. It is stopping the tar sands. It is having access to medical equipment that can actually tell who does have cancer. It is all of those things. It is using our money for all of those things. It is about action.
Jeg var i Hiroshima for et par uger siden, og Hans Hellighed -- sad foran tusindvis af mennesker i byen, og der var omkring otte af os Nobelprismodtagere. Og han er en dårlig fyr; han er som en uartig dreng i kirken. Vi stirrer på alle menneskerne mens vi venter på at skulle tale, og han læner sig over mod mig og siger: "Jody, jeg er en Buddhistisk munk." Jeg sagde: "Ja, Deres Hellighed, Deres kåbe afslører dig." (Latter) Han sagde: "Ved du, at jeg godt kan lide at meditere, og jeg beder." Jeg sagde: "Det er godt. Det er godt. Det har vi brug for i verden. Jeg følger det ikke selv, men det er ok." Og han siger: "Men jeg er blevet skeptisk. Jeg tror ikke på at meditation og bøn vil ændre verden. Og jeg tror, at det vi behøver, er handling." Hans hellighed, i sin kåbe, er min nye superhelt.
I was in Hiroshima a couple of weeks ago, and His Holiness -- we're sitting there in front of thousands of people in the city, and there were about eight of us Nobel laureates. And he's a bad guy. He's like a bad kid in church. We're staring at everybody, waiting our turn to speak, and he leans over to me, and he says, "Jody, I'm a Buddhist monk." I said, "Yes, Your Holiness. Your robe gives it away." (Laughter) He said, "You know that I kind of like meditation, and I pray." I said, "That's good. That's good. We need that in the world. I don't follow that, but that's cool." And he says, "But I have become skeptical. I do not believe that meditation and prayer will change this world. I think what we need is action." His Holiness, in his robes, is my new action hero.
Jeg talte med Aung Sun Suu Kyi for et par dage siden. Som de fleste af jer ved, er hun en demokratihelt i sit land, Burma. I ved sikkert også, at hun har været i fængsel i 15 ud af de sidste 20 år for sine anstrengelser for at indføre demokrati. Hun blev løsladt for et par uger siden, og vi er bekymrede for, hvor længe hun vil forblive fri, fordi hun er allerede ude på gaderne i Rangoon, for at gøre noget for at ændre tingenes tilstand. Hun er allrede ude på gaden for at arbejde med partiet for at geopbygge det. Men jeg talte med hende om en række emner. Men en ting jeg ville sige, fordi det ligner det Hans Hellighed sagde. Hun sagde: "Ved du, at vi har langt igen før vi omsider får demokrati i mit land. Men jeg tror ikke på håb uden bestræbelser. Jeg tror ikke på håbet om ændringer, med mindre vi griber ind for at fremkalde disse."
I spoke with Aung Sun Suu Kyi a couple of days ago. As most of you know, she's a hero for democracy in her country, Burma. You probably also know that she has spent 15 of the last 20 years imprisoned for her efforts to bring about democracy. She was just released a couple of weeks ago, and we're very concerned to see how long she will be free, because she is already out in the streets in Rangoon, agitating for change. She is already out in the streets, working with the party to try to rebuild it. But I talked to her for a range of issues. But one thing that I want to say, because it's similar to what His Holiness said. She said, "You know, we have a long road to go to finally get democracy in my country. But I don't believe in hope without endeavor. I don't believe in the hope of change, unless we take action to make it so."
Her er endnu en af mine kvindehelte. Hun er min ven, Dr. Shirin Ebadi, den første muslimske kvinde, der har modtaget Nobels Fredspris. Hun har været i eksil det sidste halvandet år. Spørger du hende, hvor hun bor -- hvor hun bor i eksil? I verdens lufthavne, siger hun. Hun rejser fordi hun var ude af sit land, da der var valg. Og istedet for at tage hjem, rådslog hun sig med de andre kvinder, hun arbejder med, som sagde til hende: "Bliv væk. Vi har brug for dig. Vi er nød til at kunne tale med dig derude, så du kan videregive beskeden om, hvad der sker her." Halvandet år -- hun er ude og tale på vegne af de andre kvinder i hendes land.
Here's another woman hero of mine. She's my friend, Dr. Shirin Ebadi, the first Muslim woman to receive the Nobel Peace Prize. She has been in exile for the last year and a half. You ask her where she lives -- where does she live in exile? She says the airports of the world. She is traveling because she was out of the country at the time of the elections. And instead of going home, she conferred with all the other women that she works with, who said to her, "Stay out. We need you out. We need to be able to talk to you out there, so that you can give the message of what's happening here." A year and a half -- she's out speaking on behalf of the other women in her country.
Wangari Maathai -- 2004 Fredsprisvinder. De kalder hende trækvinden, men hun er mere end blot trækvinden. At arbejde for fred er meget kreativt. Det er hårdt arbejde hver dag. Da hun plantede de træer, tror jeg ikke at de fleste forstår. at hun på samme tid brugte denne handlig til at få folk samlet om at plante de træer, for at tale om hvordan de skulle overkomme den autoritære regering i hendes land. Folk kunne ikke samles uden at blive taget og sendt i fængsel. Men hvis de var samlet om at plante træer for miljøet, så var det ok -- kreativt. Men det er ikke blot ikoniske kvinder som Shirin, som Aung Sun Suu Kyi, som Wangari Maathai; det er andre kvinder i verden, som sammen kæmper for at ændre verden.
Wangari Maathai -- 2004 Peace laureate. They call her the "Tree Lady," but she's more than the Tree Lady. Working for peace is very creative. It's hard work every day. When she was planting those trees, I don't think most people understand that, at the same time, she was using the action of getting people together to plant those trees to talk about how to overcome the authoritarian government in her country. People could not gather without getting busted and taken to jail. But if they were together planting trees for the environment, it was okay -- creativity. But it's not just iconic women like Shirin, like Aung Sun Suu Kyi, like Wangari Maathai -- it is other women in the world who are also struggling together to change this world.
Women's League of Burma -- 11 individuelle organisationer af Burmesiske kvinder samledes fordi der er styrke i antal. At arbejde sammen muliggør at verden ændres. En Million Underskrifter Kampagnen af burmesiske kvinder samlet for at ændre menneskerettighederne, for at bringe demokrati til det land. Når en bliver arresteret og sendt i fængsel kommer en anden ud og tilsutter sig bevægelsen -- de forstår, at hvis de arbejder sammen, så vil de ultimativt ændre tingene i deres land.
The Women's League of Burma, 11 individual organizations of Burmese women came together because there's strength in numbers. Working together is what changes our world. The Million Signatures Campaign of women inside Burma working together to change human rights, to bring democracy to that country. When one is arrested and taken to prison, another one comes out and joins the movement, recognizing that if they work together, they will ultimately bring change in their own country.
Mairead McGuire i midten, Betty Williams på højre side -- for at bringe fred til Nordirland. Lad mig fortælle Jer en hurtig historie. En IRA chauffør blev skudt, og hans bil pløjede ind i folk på siden af gaden. Der var en mor og tre børn. Børnene døde på stedet. Det var Maireads søster. I stedet for at overgive sig til sorg, depression, nederlag i lyset of vold, gik Mairead og Betty sammen -- en trofast protestant og en trofast katolik -- og de gik på gaden for at sige "Ikke mere vold." Og det lykkedes dem at få titusindvis af primært kvinder -- nogle mænd -- ud på gaden for at ændre tingene. Og de har været del af det der skabte fred i Nordirland, og de arbejder stadig på det, for der er stadig meget, der skal gøres.
Mairead McGuire in the middle, Betty Williams on the right-hand side -- bringing peace to Northern Ireland. I'll tell you the quick story. An IRA driver was shot, and his car plowed into people on the side of the street. There was a mother and three children. The children were killed on the spot. It was Mairead's sister. Instead of giving in to grief, depression, defeat in the face of that violence, Mairead hooked up with Betty -- a staunch Protestant and a staunch Catholic -- and they took to the streets to say, "No more violence." And they were able to get tens of thousands of, primarily, women, some men, in the streets to bring about change. And they have been part of what brought peace to Northern Ireland, and they're still working on it, because there's still a lot more to do.
Det her er Rigoberta Menchu Tum. Hun har også modtaget fredsprisen. Hun er nu præsidentkandidat. Hun underviser de oprindelige folk i sit land i, hvad demokrati betyder, hvordan man opbygger demokrati i sit land, hvad undervisning er, hvordan man stemmer -- men at demokrati ikke blot er om at stemme, det er om at være en aktiv borger.
This is Rigoberta Menchu Tum. She also received the Peace Prize. She is now running for president. She is educating the indigenous people of her country about what it means to be a democracy, about how you bring democracy to the country, about educating, about how to vote -- but that democracy is not just about voting; it's about being an active citizen.
Det her er hvad jeg gik igang med -- landminekampagnen. En af de ting der gjorde denne kampagne succesfuld, er fordi den opstod fra to NGOer til tusindvis i 90 lande i verden, samlet i fælles sag om at forbyde landminer. Nogle af de folk der arbejdede i vores kampagne kunne måske kun arbejde en time om måneden. Så meget kunne de måske arbejde frivilligt. Der var andre, som mig selv, som kunne arbejde på fuld tid. Men det var vores alle sammens handlinger, der forårsagede ændringerne.
That's what I got stuck doing -- the landmine campaign. One of the things that made this campaign work is because we grew from two NGOs to thousands in 90 countries around the world, working together in common cause to ban landmines. Some of the people who worked in our campaign could only work maybe an hour a month. They could maybe volunteer that much. There were others, like myself, who were full-time. But it was the actions, together, of all of us that brought about that change.
Efter min mening, er det vi mangler i dag folk som stiller sig op og tager handling, for at genvinde betydningen af fred. Det er ikke et fyord. Det er hårdt arbejde hver eneste dag. Og hvis hver af os, som har forskellige ting der betyder noget for os, fik fingeren ud og arbejde frivilligt så meget som vi kunne, så kunne vi ændre verden, vi kunne redde denne verden. Og vi kan ikke vente på naboen; vi skal gøre det selv.
In my view, what we need today is people getting up and taking action to reclaim the meaning of peace. It's not a dirty word. It's hard work every single day. And if each of us who cares about the different things we care about got up off our butts and volunteered as much time as we could, we would change this world, we would save this world. And we can't wait for the other guy. We have to do it ourselves.
Tak.
Thank you.
(Bifald)
(Applause)