Gennem computerens historie har vi bestræbt os på at mindske afstanden mellem os og den digitale information, afstanden mellem vores fysiske verden og verden i skærmen hvor vores fantasi kan udfolde sig. Og denne afstand er blevet mindre, mindre, og endnu mindre, og nu er denne afstand kortet ned til mindre end en millimeter, tykkelsen på en berøringsfølsom skærm, og beregningskraften er blevet tilgængelig for alle.
Throughout the history of computers we've been striving to shorten the gap between us and digital information, the gap between our physical world and the world in the screen where our imagination can go wild. And this gap has become shorter, shorter, and even shorter, and now this gap is shortened down to less than a millimeter, the thickness of a touch-screen glass, and the power of computing has become accessible to everyone.
Men jeg spekulerede over, hvad hvis ikke fandtes nogen grænse overhovedet? Jeg begyndte at forestille mig, hvordan det ville se ud. Først, skabte jeg dette redskab som trænger igennem til den digitale sfære, så når man trykker hårdt på den på skærmen, overfører den sin fysiske krop til pixels. Designere kan materialisere deres ideer direkte i 3D, og kirurger kan øve sig på virtuelle organer under skærmen. Med dette redskab, er denne grænse blevet fjernet.
But I wondered, what if there could be no boundary at all? I started to imagine what this would look like. First, I created this tool which penetrates into the digital space, so when you press it hard on the screen, it transfers its physical body into pixels. Designers can materialize their ideas directly in 3D, and surgeons can practice on virtual organs underneath the screen. So with this tool, this boundary has been broken.
Men vores to hænder forbliver stadig uden for skærmen. Hvordan kan man række ind og interagere med den digitale information ved at bruge sine hænders behændighed? Ved Microsoft Applied Sciences, sammen med min mentor Cati Boulanger, redesignede jeg computeren og gjorde en lille plads oven over tastaturet til et digitalt arbejdsrum. Ved at kombinere et transparent display og dybdekameraer til at føle ens fingre og ansigt, kan man nu løfte sine hænder op fra tastaturet og række ind i dette 3D rum og tage fat i pixels med sine bare hænder.
But our two hands still remain outside the screen. How can you reach inside and interact with the digital information using the full dexterity of our hands? At Microsoft Applied Sciences, along with my mentor Cati Boulanger, I redesigned the computer and turned a little space above the keyboard into a digital workspace. By combining a transparent display and depth cameras for sensing your fingers and face, now you can lift up your hands from the keyboard and reach inside this 3D space and grab pixels with your bare hands.
(Bifald)
(Applause)
Fordi vinduer og filer har en position i det virkelige rum, er det at selektere dem lige så nemt som at tage en bog fra en hylde. Så kan man bladre igennem bogen, mens man markerer linjerne, ordene på det virtuelle touch pad under hvert svævende vindue. Arkitekter kan trække i eller rotere modellerne med deres to hænder direkte. I disse eksempler, rækker vi ind i den digitale verden.
Because windows and files have a position in the real space, selecting them is as easy as grabbing a book off your shelf. Then you can flip through this book while highlighting the lines, words on the virtual touch pad below each floating window. Architects can stretch or rotate the models with their two hands directly. So in these examples, we are reaching into the digital world.
Men hvad med at vende dens rolle om og få den digitale information til at række ud til os i stedet? Jeg er sikker på, at mange af os har oplevet det at købe og returnere ting online. Men nu behøver man ikke at bekymre sig om det. Det, jeg har her, er et online prøverum. Dette er et syn, man får fra et hovedmonteret eller gennemsigtigt display, når systemet forstår geometrien bag ens krop.
But how about reversing its role and having the digital information reach us instead? I'm sure many of us have had the experience of buying and returning items online. But now you don't have to worry about it. What I got here is an online augmented fitting room. This is a view that you get from head-mounted or see-through display when the system understands the geometry of your body.
Da jeg gik videre med denne ide, begyndte jeg at tænke, i stedet for bare at se disse pixels i vores rum, hvordan kan vi gøre det fysisk, så vi kan røre ved det og mærke det? Hvordan ville sådan en fremtid se ud? Ved MIT Media Lab, sammen med min vejleder Hiroshi Ishii og min samarbejdspartner Rehmi Post, skabte vi denne ene fysiske pixel. Egentlig, i dette tilfælde, opfører denne kugleformede magnet sig ligesom en 3D pixel i vores rum, hvilket betyder at både computere og mennesker kan flytte dette objekt hvor som helst inden for dette lille 3D rum. Det, vi gjorde, var dybest set at annullere tyngdekraften og kontrollere bevægelsen ved at kombinere magnetisk opdrift og mekanisk aktivering og følende teknologier. Og ved digitalt at programmere objektet, frigør vi objektet fra begrænsningerne af tid og rum, hvilket betyder, at menneskelige følelser nu kan blive optaget og fremvist igen og efterladt permanent i den fysiske verden. Så koreografi kan undervises fysik over en distance, og Michael Jordans kendte skud kan eftergøres igen og igen som en fysisk virkelighed. Studerende kan bruge dette som et værktøj til at lære om de komplekse koncepter som planeternes bevægelse, fysik, og modsat computerskærme eller tekstbøger, er dette en virkelig, håndgribelig oplevelse, som man kan røre og føle, og det er meget kraftfuldt. Og hvad der er mere spændende end blot at ændre, hvad der nu er i computeren fysisk, er at begynde at forestille sig, hvordan programmering af verden ville kunne ændre selv vores daglige fysiske aktiviteter.
Taking this idea further, I started to think, instead of just seeing these pixels in our space, how can we make it physical so that we can touch and feel it? What would such a future look like? At MIT Media Lab, along with my advisor Hiroshi Ishii and my collaborator Rehmi Post, we created this one physical pixel. Well, in this case, this spherical magnet acts like a 3D pixel in our space, which means that both computers and people can move this object to anywhere within this little 3D space. What we did was essentially canceling gravity and controlling the movement by combining magnetic levitation and mechanical actuation and sensing technologies. And by digitally programming the object, we are liberating the object from constraints of time and space, which means that now, human motions can be recorded and played back and left permanently in the physical world. So choreography can be taught physically over distance and Michael Jordan's famous shooting can be replicated over and over as a physical reality. Students can use this as a tool to learn about the complex concepts such as planetary motion, physics, and unlike computer screens or textbooks, this is a real, tangible experience that you can touch and feel, and it's very powerful. And what's more exciting than just turning what's currently in the computer physical is to start imagining how programming the world will alter even our daily physical activities.
(Latter)
(Laughter)
Som I kan se, den digitale information vil ikke bare vise os noget, den vil begynde at reagere direkte på os som en del af vores fysiske omgivelser uden at afskære os selv fra vores verden.
As you can see, the digital information will not just show us something but it will start directly acting upon us as a part of our physical surroundings without disconnecting ourselves from our world.
I dag startede vi med at snakke om grænsen, men hvis vi fjerner denne grænse, så er den eneste begrænsning tilbage vores fantasi.
Today, we started by talking about the boundary, but if we remove this boundary, the only boundary left is our imagination.
Tak.
Thank you.
(Bifald)
(Applause)