Siden jeg var barn har jeg altid ville studere hjernen for jeg har en bror, der er diagnosticeret med en hjernesygdom: Skizofreni. Og som en søster og senere, som en videnskabsmand, ønskede jeg at forstå hvorfor er det, at jeg kan tage mine drømme, jeg kan forbinde dem til min virkelighed, og jeg kan få mine drømme til at gå i opfyldelse. Hvad er det ved min brors hjerne og hans skizofreni, der gør, at han ikke kan forbinde sine drømme til en fælles og delt virkelighed, så de i stedet bliver til illusioner?
I grew up to study the brain because I have a brother who has been diagnosed with a brain disorder, schizophrenia. And as a sister and later, as a scientist, I wanted to understand, why is it that I can take my dreams, I can connect them to my reality, and I can make my dreams come true? What is it about my brother's brain and his schizophrenia that he cannot connect his dreams to a common and shared reality, so they instead become delusion?
Så jeg dedikerede min karriere til at forske i svære mentale sygdomme. Og jeg flyttede fra min hjemstat Indiana til Boston, hvor jeg arbejdede i Dr. Francine Benes laboratorium, på Harvards Afdeling for Psykiatri. Og på laboratoriet, stillede vi spørgsmålet: "Hvilke biologiske forskelle er der på hjerner hos individer der kunne diagnosticeres som under normal kontrol, sammenlignet med hjerner hos individer diagnosticeret med skizofreni, skizoaffektive eller bipolære lidelser?"
So I dedicated my career to research into the severe mental illnesses. And I moved from my home state of Indiana to Boston, where I was working in the lab of Dr. Francine Benes, in the Harvard Department of Psychiatry. And in the lab, we were asking the question, "What are the biological differences between the brains of individuals who would be diagnosed as normal control, as compared with the brains of individuals diagnosed with schizophrenia, schizoaffective or bipolar disorder?"
Så vi kortlagde dybest set mikrokredsløbet i hjernen: Hvilke celler kommunikerer med hvilke celler, med hvilke kemikalier, og i hvor store mængder af disse kemikalier? Så der var masser af mening i mit liv, for jeg udførte denne type af forskning i løbet af dagen. Men så om aftenen og i weekenderne, tog jeg rundt som fortaler for NAMI, den Nationale Alliance for Mentale sygdomme. Men om morgenen den 10. december 1996, vågnede jeg op og opdagede, at jeg havde min egen hjerneskade. Et blodkar var sprunget i den venstre halvdel af min hjerne. Og i løbet af fire timer så jeg til, mens min hjernes evne til at bearbejde al information fuldstændig forfaldt. Den morgen jeg fik min hjerneblødning, var jeg ude af stand til at gå, tale, skrive eller genkalde mit liv. I alt væsentligt blev jeg en baby i en kvindes krop.
So we were essentially mapping the microcircuitry of the brain: which cells are communicating with which cells, with which chemicals, and then in what quantities of those chemicals? So there was a lot of meaning in my life because I was performing this type of research during the day, but then in the evenings and on the weekends, I traveled as an advocate for NAMI, the National Alliance on Mental Illness. But on the morning of December 10, 1996, I woke up to discover that I had a brain disorder of my own. A blood vessel exploded in the left half of my brain. And in the course of four hours, I watched my brain completely deteriorate in its ability to process all information. On the morning of the hemorrhage, I could not walk, talk, read, write or recall any of my life. I essentially became an infant in a woman's body.
Hvis I nogensinde har set en menneskehjerne, er det tydeligt, at de to halvdele er fuldstændigt adskilt fra hinanden. Og jeg har taget en ægte menneskehjerne med til jer.
If you've ever seen a human brain, it's obvious that the two hemispheres are completely separate from one another. And I have brought for you a real human brain.
Så dette er en ægte menneskehjerne.
(Groaning, laughter) So this is a real human brain.
Dette er fronten af hjernen, bagsiden af hjernen med rygraden hængende ned, og sådan her ville den være placeret inde i mit hoved. Og når du ser på hjernen, er det tydeligt at de to hjernebarker er fuldstændigt skilt fra hinanden. For de af jer der har forstand på computere, fungerer vores højre hjernehalvdel som en parallel processor, mens vores venstre hjernehalvdel fungerer som en seriel processor. De to hjernehalvdele kan dog kommunikere med hinanden igennem corpus collosum, der består af op til 300 millioner aksonale fibre, Men ud over det, er de to hjernehalvdele fuldstændig adskilte. Eftersom de bearbejder information forskelligt, tænker hver af hjernehalvdelene på forskellige ting, de bryder sig om forskellige ting og - tør jeg sige - de har vidt forskellige personligheder.
This is the front of the brain, the back of brain with the spinal cord hanging down, and this is how it would be positioned inside of my head. And when you look at the brain, it's obvious that the two cerebral cortices are completely separate from one another. For those of you who understand computers, our right hemisphere functions like a parallel processor, while our left hemisphere functions like a serial processor. The two hemispheres do communicate with one another through the corpus callosum, which is made up of some 300 million axonal fibers. But other than that, the two hemispheres are completely separate. Because they process information differently, each of our hemispheres think about different things, they care about different things, and, dare I say, they have very different personalities.
Undskyld mig. Tak skal du have, det var en fornøjelse. (Assistenten: Det var det.)
Excuse me. Thank you. It's been a joy.
Assistant: It has been.
(Laughter)
For vores højre hjernehalvdel handler alt om, hvad der sker i nuet. Det er alt sammen om "lige her, lige nu." Vores højre hjernehalvdel, den tænker i billeder og den lærer kinæstetisk gennem vores krops bevægelser. Information, i form af energi, strømmer ind samtidigt gennem alle vores sansesystemer og så eksploderer den til den her enorme kollage af hvordan dette nuværende øjeblik ser ud, hvad netop dette øjeblik lugter som og smager som, hvad det føles som og hvad det lyder som. Jeg er et energi-væsen forbundet med alle energierne omkring mig gennem min højre hjernehalvdels bevidsthed. Vi er energi-væsner forbundet med hinanden gennem vore højre hjernehalvdeles bevidsthed som en menneskelig familie. Og lige her, lige nu, er vi brødre og søskende på denne planet, her for at gøre verden til et bedre sted at være. Og i dette øjeblik er vi perfekte, vi er hele og vi er smukke.
Our right human hemisphere is all about this present moment. It's all about "right here, right now." Our right hemisphere, it thinks in pictures and it learns kinesthetically through the movement of our bodies. Information, in the form of energy, streams in simultaneously through all of our sensory systems and then it explodes into this enormous collage of what this present moment looks like, what this present moment smells like and tastes like, what it feels like and what it sounds like. I am an energy-being connected to the energy all around me through the consciousness of my right hemisphere. We are energy-beings connected to one another through the consciousness of our right hemispheres as one human family. And right here, right now, we are brothers and sisters on this planet, here to make the world a better place. And in this moment we are perfect, we are whole and we are beautiful.
Min venstre hjernehalvdel -- vore venstre hjernehalvdele -- er et helt andet sted. Vores venstre hjernehalvdel tænker lineært og metodisk. Vores venstre hjernehalvdel handler kun om fortiden og den handler kun om fremtiden. Vores venstre hjernehalvdel er designet til at tage den enorme kollage af dette øjeblik og begynde at skille detaljer fra, detaljer og flere detaljer om disse detaljer. Den kategoriserer dem derefter og organiserer al den information, associerer den med alting fra fortiden vi nogensinde har lært, og projekterer alle vore muligheder ind i fremtiden. Og vores venstre hjernehalvdel tænker i sprog. Det er den konstante hjernesnak, der forbinder mig og min indre verden med min ydre verden. Det er den lille stemme, der siger til mig, "Hey, du skal lige huske at købe bananer på vej hjem. Jeg har brug for dem om morgenen."
My left hemisphere, our left hemisphere, is a very different place. Our left hemisphere thinks linearly and methodically. Our left hemisphere is all about the past and it's all about the future. Our left hemisphere is designed to take that enormous collage of the present moment and start picking out details, and more details about those details. It then categorizes and organizes all that information, associates it with everything in the past we've ever learned, and projects into the future all of our possibilities. And our left hemisphere thinks in language. It's that ongoing brain chatter that connects me and my internal world to my external world. It's that little voice that says to me, "Hey, you've got to remember to pick up bananas on your way home. I need them in the morning."
Det er den beregnende intelligens, der husker mig på hvornår jeg skal ordne vasketøjet. Men måske vigtigst af alt, er det den lille stemme, der siger til mig: "Jeg er. Jeg er." Og så snart min venstre hjernehalvdel siger til mig "Jeg er" bliver jeg adskilt. Jeg bliver til et enkelt, solidt individ, adskilt fra energistrømmen rundt om mig og adskilt fra jer. Og det var den del af min hjerne, jeg mistede den morgen jeg fik et slagtilfælde.
It's that calculating intelligence that reminds me when I have to do my laundry. But perhaps most important, it's that little voice that says to me, "I am. I am." And as soon as my left hemisphere says to me "I am," I become separate. I become a single solid individual, separate from the energy flow around me and separate from you. And this was the portion of my brain that I lost on the morning of my stroke.
Den morgen jeg fik slagtilfældet, vågnede jeg op til en hamrende smerte bag mit venstre øje. Og det var den slags smerte -- bitter smerte -- som du får, når du bider i en is. Og den greb mig bare -- og så gav den slip på mig. Og så greb den i mig igen -- og så gav den slip igen. Og det var meget usædvanligt for mig overhovedet at opleve nogen form for smerte, så jeg tænkte, OK, jeg går bare i gang med mine sædvanlige rutiner.
On the morning of the stroke, I woke up to a pounding pain behind my left eye. And it was the kind of caustic pain that you get when you bite into ice cream. And it just gripped me -- and then it released me. And then it just gripped me -- and then it released me. And it was very unusual for me to ever experience any kind of pain, so I thought, "OK, I'll just start my normal routine."
Så jeg stod op og sprang på min kondi hest, hvilket er en helkrops træningsmaskine. Og jeg knokler løs på den her ting, og det går op for mig at mine hænder ser ud som primitive kløer, der griber om håndtaget. Og jeg tænkte: "Det er meget mærkeligt." Og jeg kiggede ned på min krop og jeg tænkte, "Wow, jeg er en underligt udseende en." Og det var som om min bevidsthed havde skiftet væk fra min normale opfattelse af virkeligheden, hvor jeg er personen på maskinen, der har en oplevelse, til et eller andet esoterisk rum hvor jeg betragter mig selv have denne oplevelse.
So I got up and I jumped onto my cardio glider, which is a full-body, full-exercise machine. And I'm jamming away on this thing, and I'm realizing that my hands look like primitive claws grasping onto the bar. And I thought, "That's very peculiar." And I looked down at my body and I thought, "Whoa, I'm a weird-looking thing." And it was as though my consciousness had shifted away from my normal perception of reality, where I'm the person on the machine having the experience, to some esoteric space where I'm witnessing myself having this experience.
Og det var alt sammen meget mystisk, og min hovedpine var bare blevet værre. Så jeg stiger af maskinen, og jeg går hen over mit stuegulv, og jeg indser, at alting inde i min krop har sat tempoet helt ned. Og hvert skridt er meget stift og meget bevidst. Mine skridt er ikke længere flydende, og der er den her begrænsning i mine sansninger, så jeg er bare fokuseret på interne systemer. Og jeg står i mit badeværelse og gør mig klar til at gå ind under bruseren, og jeg kunne rent faktisk høre samtalen inde i min krop. Jeg hørte en lille stemme sige, "OK. I der muskler, I skal trække jer sammen. I muskler, I slapper af."
And it was all very peculiar, and my headache was just getting worse. So I get off the machine, and I'm walking across my living room floor, and I realize that everything inside of my body has slowed way down. And every step is very rigid and very deliberate. There's no fluidity to my pace, and there's this constriction in my area of perception, so I'm just focused on internal systems. And I'm standing in my bathroom getting ready to step into the shower, and I could actually hear the dialogue inside of my body. I heard a little voice saying, "OK. You muscles, you've got to contract. You muscles, you relax."
Og så mistede jeg min balance, og jeg støtter mig op ad væggen. Og jeg kigger ned af min arm og jeg indser at jeg ikke længere kan definere grænserne for min krop. Jeg kan ikke længere definere, hvor jeg begynder og hvor jeg slutter, fordi atomerne og molekylerne i min arm smelter sammen med væggens atomer og molekyler, Og det eneste jeg kunne fornemme, var denne energi -- energi.
And then I lost my balance, and I'm propped up against the wall. And I look down at my arm and I realize that I can no longer define the boundaries of my body. I can't define where I begin and where I end, because the atoms and the molecules of my arm blended with the atoms and molecules of the wall. And all I could detect was this energy -- energy.
Og jeg spørger mig selv: "Hvad er der galt med mig? Hvad forgår der?" Og i det øjeblik, blev min hjernesnak -- min venstre hjernehalvdels hjernesnak -- helt stille. Præsis som om nogen tog en fjernbetjening og trykkede på mute knappen. Total stilhed. Og i starten var jeg chokeret over at befinde mig inde i et tavs sind. Men så blev jeg øjeblikkeligt fanget af skønheden i den energi, der var rundt om mig. Og fordi jeg ikke længere kunne identificere min krops grænser, følte jeg mig enorm og udvidende. Jeg følte mig som ét med energien, der var, og det var smukt der.
And I'm asking myself, "What is wrong with me? What is going on?" And in that moment, my left hemisphere brain chatter went totally silent. Just like someone took a remote control and pushed the mute button. Total silence. And at first I was shocked to find myself inside of a silent mind. But then I was immediately captivated by the magnificence of the energy around me. And because I could no longer identify the boundaries of my body, I felt enormous and expansive. I felt at one with all the energy that was, and it was beautiful there.
Så lige med et kommer min venstre hjernehalvdel tilbage online, og den siger til mig: "Hey! Vi har et problem! Vi har et problem! Vi er nødt til at skaffe hjælp." Og jeg siger, "Ahh! Jeg har et problem. Jeg har et problem." Så det er ligesom: "OK. OK. Jeg har et problem."
Then all of a sudden my left hemisphere comes back online and it says to me, "Hey! We've got a problem! We've got to get some help." And I'm going, "Ahh! I've got a problem!" (Laughter)
Men så drev jeg øjeblikkeligt tilbage ind i den bevidsthed -- og jeg kalder kærligt dette rum for La La land. Men det var smukt der. Forstil dig, hvordan det ville være at blive totalt afskåret fra din hjernes småpludren, der forbinder dig til den eksterne verden.
So it's like, "OK, I've got a problem." But then I immediately drifted right back out into the consciousness -- and I affectionately refer to this space as La La Land. But it was beautiful there. Imagine what it would be like to be totally disconnected from your brain chatter that connects you to the external world.
Så her er jeg altså i dette rum, og mit job -- og alt stressrelateret til mit arbejde -- det var forsvundet. Og jeg følte mig lettere i min krop. Og forstil jer: Alle relationer til den eksterne verden og alt stressrelateret til nogen af disse -- de var borte. Og jeg havde en følelse af fredfyldthed. Og forstil jer, hvordan det ville føles at miste 37 års følelsesmæssig bagage! (Latter) Åh! Jeg følte mig euforisk. Eufori. Det var smukt.
So here I am in this space, and my job, and any stress related to my job -- it was gone. And I felt lighter in my body. And imagine all of the relationships in the external world and any stressors related to any of those -- they were gone. And I felt this sense of peacefulness. And imagine what it would feel like to lose 37 years of emotional baggage! (Laughter) Oh! I felt euphoria -- euphoria. It was beautiful.
Og så, igen, min venstre hjernehalvdel kommer online og den siger, "Hey! Du er nødt til at være opmærksom. Vi er nødt til at søge hjælp." Og jeg tænker: "Jeg er nødt til at søge hjælp. Jeg er nødt til at fokusere." Så jeg stiger ud af badet og mekanisk klæder jeg mig på og jeg går rundt i min lejlighed, og jeg tænker, "Jeg er nødt til at gå på arbejde. Jeg er nødt til at gå på arbejde Kan jeg køre? Kan jeg køre?"
And again, my left hemisphere comes online and it says, "Hey! You've got to pay attention. We've got to get help." And I'm thinking, "I've got to get help. I've got to focus." So I get out of the shower and I mechanically dress and I'm walking around my apartment, and I'm thinking, "I've got to get to work. Can I drive?" And in that moment,
Og i det øjeblik faldt min arm fuldstændigt lammet ned langs min side. Så gik det op for mig: "Åh du godeste! Jeg er ved at få et slagtilfælde! Jeg er ved at få et slagtilfælde!"
my right arm went totally paralyzed by my side. Then I realized, "Oh my gosh! I'm having a stroke!" And the next thing my brain says to me is,
Og det næste min hjerne siger til mig er: "Wow! Hvor er det sejt." (Latter) "Det her er så sejt!
Wow! This is so cool! (Laughter)
Hvor mange hjerneforskere har muligheden for at studere deres egen hjerne indefra og ud?" (Latter)
This is so cool! How many brain scientists have the opportunity to study their own brain from the inside out?" (Laughter)
Og så gik det op for mig: "Men jeg er jo en meget travl kvinde!" (Latter) "Jeg har ikke tid til at få et slagtilfælde!"
And then it crosses my mind, "But I'm a very busy woman!" (Laughter)
Så jeg er ligesom: "OK, Jeg kan ikke forhindre slagtilfældet i at ske, så jeg gør det her en uges tid eller to, og så går jeg tilbage til min daglige rutine, OK. Så jeg er nødt til at skaffe hjælp. Jeg er nødt til at ringe til arbejdet." Jeg kunne ikke huske nummeret til arbejde, så jeg kom i tanke om, at i mit kontor havde jeg et visitkort med mit nummer på. Så jeg gik ind i arbejdsrummet, Jeg trak en 8 cm tyk bunke af visitkort frem. Og jeg kigger på det øverste kort og selvom jeg tydeligt kunne se for mit indre øje, hvordan mit visitkort så ud, kunne jeg ikke se om dette var mit kort eller ej, fordi det eneste jeg kunne se var pixels. Og ordenes pixels var blandet sammen med pixels fra baggrunden og pixels i symbolerne, og jeg kunne bare ikke se forskel. Og så ville jeg vente, på det jeg kalder en bølge af klarhed. Og i det øjeblik ville jeg være i stand til at gen-forbinde mig med den normale virkelighed og jeg kunne se det er ikke det kort ... det er ikke det kort ... det er ikke kort. Det tog mig 45 minutter for at komme 2 cm ned i bunken af kort. I mellemtiden, i løbet af 45 minutter, bliver blødningen større i min venstre hjernehalvdel. Jeg forstår ikke tal. Jeg forstår ikke telefonen, men det er den eneste plan, jeg har. Så jeg tager telefonpladen og jeg sætter den lige her. Jeg tager visitkortet, jeg sætter det lige her, og jeg sammenligner formen af krussedullerne på kortet med formen af krussedullerne på telefonpladen. Men så røg jeg tilbage ind i La La Land, og kunne ikke huske, når jeg kom tilbage, om jeg allerede havde trykket de tal. Så jeg var nødt til at bruge min lammede arm som en stump og dække numrene efterhånden som jeg trykkede dem, så når jeg kom tilbage til den normale virkelighed, ville jeg være i stand til at se: "Ja, jeg har trykket det tal."
"I don't have time for a stroke!" So I'm like, "OK, I can't stop the stroke from happening, so I'll do this for a week or two, and then I'll get back to my routine. OK. So I've got to call help. I've got to call work." I couldn't remember the number at work, so I remembered, in my office I had a business card with my number. So I go into my business room, I pull out a three-inch stack of business cards. And I'm looking at the card on top and even though I could see clearly in my mind's eye what my business card looked like, I couldn't tell if this was my card or not, because all I could see were pixels. And the pixels of the words blended with the pixels of the background and the pixels of the symbols, and I just couldn't tell. And then I would wait for what I call a wave of clarity. And in that moment, I would be able to reattach to normal reality and I could tell that's not the card... that's not the card. It took me 45 minutes to get one inch down inside of that stack of cards. In the meantime, for 45 minutes, the hemorrhage is getting bigger in my left hemisphere. I do not understand numbers, I do not understand the telephone, but it's the only plan I have. So I take the phone pad and I put it right here. I take the business card, I put it right here, and I'm matching the shape of the squiggles on the card to the shape of the squiggles on the phone pad. But then I would drift back out into La La Land, and not remember when I came back if I'd already dialed those numbers. So I had to wield my paralyzed arm like a stump and cover the numbers as I went along and pushed them, so that as I would come back to normal reality, I'd be able to tell, "Yes, I've already dialed that number."
Til sidst, bliver hele nummeret trykket ind og jeg lytter til telefonen, og min kollega tager røret og han siger til mig: "Woo wooo woo woo." (Latter) Og jeg tænker ved mig selv:
Eventually, the whole number gets dialed and I'm listening to the phone, and my colleague picks up the phone and he says to me, "Woo woo woo woo." (Laughter)
"Du godeste, han lyder som en Golden Retriever!"
(Laughter) And I think to myself, "Oh my gosh, he sounds like a Golden Retriever!"
(Laughter)
Og så siger jeg til ham -- tydeligt i mit sind, siger jeg til ham: "Det er Jill! Jeg behøver hjælp!" Og hvad der kommer ud af min stemme er: "Woo woo woo woo woo." Jeg tænker: "Åh du godeste, jeg lyder som en Golden Retriever." Så jeg kunne ikke vide -- jeg vidste ikke, at jeg ikke kunne tale eller forstå sprog, før jeg prøvede. Så han indser, jeg har brug for hjælp, og han skaffer mig hjælp.
And so I say to him -- clear in my mind, I say to him: "This is Jill! I need help!" And what comes out of my voice is, "Woo woo woo woo woo." I'm thinking, "Oh my gosh, I sound like a Golden Retriever." So I couldn't know -- I didn't know that I couldn't speak or understand language until I tried. So he recognizes that I need help and he gets me help.
Og kort tid efter kører jeg i en ambulance fra et hospital igennem Boston til [Massachusetts] General Hospital Og jeg kryber sammen i fosterstilling. Og ligesom en ballon med den sidste rest af luft, lige akkurat ud af ballonen, følte jeg min energi løfte sig og bare -- jeg mærkede min sjæl overgive sig.
And a little while later, I am riding in an ambulance from one hospital across Boston to [Massachusetts] General Hospital. And I curl up into a little fetal ball. And just like a balloon with the last bit of air, just right out of the balloon, I just felt my energy lift and just I felt my spirit surrender.
Og i det øjeblik vidste jeg, at jeg ikke længere var koreografen i mit eget liv. Og enten ville lægerne redde min krop og give mig en ny chance i livet, eller også var dette tid til at møde den anden side.
And in that moment, I knew that I was no longer the choreographer of my life. And either the doctors rescue my body and give me a second chance at life, or this was perhaps my moment of transition.
Da jeg vågnede senere den eftermiddag, var jeg chokeret over at opdage, at jeg stadig var i live. Da jeg mærkede sjælen overgive sig, tog jeg afsked med mit liv. Og mit sind var nu hængt op mellem to meget modsatte niveauer af virkeligheden. Stimulation der kom ind igennem mine sanser føltes som ren smerte. Lys brændte min hjerne som en steppebrand, og lyde var så høje og kaotiske, at jeg ikke kunne skelne en stemme fra baggrundslarmen, og jeg ønskede bare at flygte. For jeg kunne ikke stadfæste min krops placering i rummet, jeg følte mig enorm og udvidet, som en ånd, der lige var sluppet fri af sin flaske. Og min sjæl svævede frit, som en stor hval gled den gennem en sø af stille eufori. Nirvana. Jeg fandt Nirvana. Og jeg husker, at jeg tænkte, det ville være umuligt nogensinde at presse min enormhed tilbage ind i denne lillebitte krop.
When I woke later that afternoon, I was shocked to discover that I was still alive. When I felt my spirit surrender, I said goodbye to my life. And my mind was now suspended between two very opposite planes of reality. Stimulation coming in through my sensory systems felt like pure pain. Light burned my brain like wildfire, and sounds were so loud and chaotic that I could not pick a voice out from the background noise, and I just wanted to escape. Because I could not identify the position of my body in space, I felt enormous and expansive, like a genie just liberated from her bottle. And my spirit soared free, like a great whale gliding through the sea of silent euphoria. Nirvana. I found Nirvana. And I remember thinking, there's no way I would ever be able to squeeze the enormousness of myself back inside this tiny little body.
Men så indså jeg: "Men jeg er stadig i live! Jeg er stadig i live, og jeg har fundet Nirvana. Og hvis jeg har fundet Nirvana og jeg stadig er i live, så kan alle der er i live finde Nirvana." Og jeg forstillede mig en verden fyldt med smukke, fredfyldte, medfølende, kærlige mennesker, der vidste, at de kunne komme til dette rum til hver en tid. Og at de bevidst kunne vælge at tage et skridt til højre for deres venstre hjernehalvdel og finde denne ro. Og så indså jeg, hvilken enorm gave denne oplevelse kunne være, hvor slagkraftig en indsigt dette kunne være, til hvordan vi lever vores liv. Og det motiverede mig til at kæmpe mig tilbage.
But then I realized, "But I'm still alive! I'm still alive, and I have found Nirvana. And if I have found Nirvana and I'm still alive, then everyone who is alive can find Nirvana." And I pictured a world filled with beautiful, peaceful, compassionate, loving people who knew that they could come to this space at any time. And that they could purposely choose to step to the right of their left hemispheres -- and find this peace. And then I realized what a tremendous gift this experience could be, what a stroke of insight this could be to how we live our lives. And it motivated me to recover.
To og en halv uge efter hjerneblødningen gik kirurgerne ind og fjernede en blodprop på størrelse med en golfbold, der lå og trykkede på mit sprogcenter. Her er jeg sammen med min mor, som er en sand engel i mit liv. Det tog mig otte år at komme mig helt.
Two and a half weeks after the hemorrhage, the surgeons went in, and they removed a blood clot the size of a golf ball that was pushing on my language centers. Here I am with my mama, who is a true angel in my life. It took me eight years to completely recover.
Så hvem er vi? Vi er universets livskraft med manuel snilde og to kognitive bevidstheder. Og vi har evnen til at vælge, fra et øjeblik til det næste, hvem og hvordan vi ønsker at være i verden. Lige her, lige nu, kan jeg træde ind i min højre hjernehalvdels bevidsthed, hvor vi er. Jeg er universets livskraft. Jeg er livskraften for de 50 billioner smukke molekylære genier, der skaber min form, ét med alt der er. Eller, jeg kan vælge at gå ind i bevidstheden for min venstre hjernehalvdel, hvor jeg bliver et enkelt individ, en solid. Adskilt fra strømmen, adskilt fra dig. Jeg er Dr. Jill Bolte Taylor: intellektuel, neuroanatomiker. Dette er de "vi" jeg har i mig. Hvilket ville du vælge? Hvilket vælger du? Og hvornår? Jeg tror, at desto længere tid vi bruger på at vælge at køre de dybe, indre-fred kredsløb fra vores højre hjernehalvdel, desto mere fred vil vi projektere ud i verden, og desto mere fredfyldt bliver vores planet.
So who are we? We are the life-force power of the universe, with manual dexterity and two cognitive minds. And we have the power to choose, moment by moment, who and how we want to be in the world. Right here, right now, I can step into the consciousness of my right hemisphere, where we are. I am the life-force power of the universe. I am the life-force power of the 50 trillion beautiful molecular geniuses that make up my form, at one with all that is. Or, I can choose to step into the consciousness of my left hemisphere, where I become a single individual, a solid. Separate from the flow, separate from you. I am Dr. Jill Bolte Taylor: intellectual, neuroanatomist. These are the "we" inside of me. Which would you choose? Which do you choose? And when? I believe that the more time we spend choosing to run the deep inner-peace circuitry of our right hemispheres, the more peace we will project into the world,
Og jeg tænkte, at det var en ide, der var værd at sprede.
and the more peaceful our planet will be.