Hvordan ser en arbejdende mor ud? Hvis du spørger Internettet, får du dette svar. Men det her bliver resultatet hvis du forsøger at arbejde med et barn på skødet
What does a working mother look like? If you ask the Internet, this is what you'll be told. Never mind that this is what you'll actually produce if you attempt to work at a computer with a baby on your lap.
(Latter)
(Laughter)
Men nej, dette er en arbejdende mor. Bemærk det gennemgående træk på disse fotos. Belysningen er forbløffende naturlig, og som vi alle ved, er en prioritet på alle amerikanske arbejdspladser.
But no, this isn't a working mother. You'll notice a theme in these photos. We'll look at a lot of them. That theme is amazing natural lighting, which, as we all know, is the hallmark of every American workplace.
Der er tusinder af billeder som disse. Bare skriv "working mother" i en billedsøgning på Google, En salgsside med fotos. De er overalt på Internettet, De findes øverst på blog-indlæg og nyhedsartikler, og jeg blev en smule besat af dem og den løgn de fortæller os og den forsikring de giver os om, at når det gælder arbejdende mødre i Amerika, er alt godt.
There are thousands of images like these. Just put the term "working mother" into any Google image search engine, stock photo site. They're all over the Internet, they're topping blog posts and news pieces, and I've become kind of obsessed with them and the lie that they tell us and the comfort that they give us, that when it comes to new working motherhood in America, everything's fine.
Men det er ikke godt. Her i landet, sendes hvert år millioner af kvinder på arbejde forfærdelig tidligt, efter de har født. Det er et moralsk problem men idag vil jeg også fortælle jer, hvorfor det er et økonomisk problem.
But it's not fine. As a country, we are sending millions of women back to work every year, incredibly and kind of horrifically soon after they give birth. That's a moral problem but today I'm also going to tell you why it's an economic problem.
Jeg blev så irriteret og besat af det uvirkelige signal billederne sender hvilket overhovedet ikke minder om mit liv at jeg fornyligt besluttede at medvirke i en parodi som jeg håbede verden ville benytte ved at udstille den akavede realitet det er at vende tilbage til jobbet når din babys fødekilde sidder på din krop. Jeg vil lige vise Jer to af dem.
I got so annoyed and obsessed with the unreality of these images, which look nothing like my life, that I recently decided to shoot and star in a parody series of stock photos that I hoped the world would start to use just showing the really awkward reality of going back to work when your baby's food source is attached to your body. I'm just going to show you two of them.
(Latter)
(Laughter)
Intet siger "Giv den kvinde en forfremmelse" som lækkende mælk gennem din kjole, under en præsentation. Du vil opdage at der ingen baby er på dette billede for sådan fungerer det ikke, ikke for de fleste arbejdende mødre.
Nothing says "Give that girl a promotion" like leaking breast milk through your dress during a presentation. You'll notice that there's no baby in this photo, because that's not how this works, not for most working mothers.
Vidste du - og det vil ødelægge din dag - at når et toilet skyller, er indholdet aerosoliseret og det forbliver luftbårent i timevis? Alligevel gælder det for mange mødre i job, at toilettet er det eneste sted, de i løbet af dagen, kan give mælk til deres nyfødte.
Did you know, and this will ruin your day, that every time a toilet is flushed, its contents are aerosolized and they'll stay airborne for hours? And yet, for many new working mothers, this is the only place during the day that they can find to make food for their newborn babies.
Jeg bragte et helt dusin af dem ud til verden. Jeg ville bevise en pointe. Hvad jeg ikke vidste var, at jeg samtidig åbnede en dør, for totalt fremmede fra alle samfundslag skriver hele tiden til mig for at fortælle, hvordan det er at komme tilbage på job få dage eller uger efter at de har født. Jeg vil dele 10 af deres historier med jer idag. De er hudløs ærlige, nogle er meget rå og ikke en eneste af dem ser noget nær ud som dette.
I put these things, a whole dozen of them, into the world. I wanted to make a point. I didn't know what I was also doing was opening a door, because now, total strangers from all walks of life write to me all the time just to tell me what it's like for them to go back to work within days or weeks of having a baby. I'm going to share 10 of their stories with you today. They are totally real, some of them are very raw, and not one of them looks anything like this.
Her er den første. "Jeg var tjenestemand i et føderalt fængsel. Jeg vendte tilbage til arbejde efter de maksimale tilladte 8 uger ved kejsersnit. En mandlig kollega var irriteret over, at jeg havde været væk på "ferie", og han åbner døren ind til mig, mens jeg pumper brystmælk ud og står der med nogle indsatte i gangen bag sig."
Here's the first. "I was an active duty service member at a federal prison. I returned to work after the maximum allowed eight weeks for my C-section. A male coworker was annoyed that I had been out on 'vacation,' so he intentionally opened the door on me while I was pumping breast milk and stood in the doorway with inmates in the hallway."
De fleste historier, som totalt fremmede kvinder, nu sender mig handler egentlig ikke om amning.
Most of the stories that these women, total strangers, send to me now, are not actually even about breastfeeding.
En kvinde skrev dette til mig. "Jeg fødte tvillinger og vendte tilbage til jobbet efter 7 syv uger uden løn. Følelsesmæssigt, var jeg et vrag. Jeg blødte meget under fødslen og sprækkede slemt, og kunne knap rejse mig, sidde eller gå. Min arbejdsgiver sagde at jeg ikke måtte bruge min ferie fordi det var budget-sæson."
A woman wrote to me to say, "I gave birth to twins and went back to work after seven unpaid weeks. Emotionally, I was a wreck. Physically, I had a severe hemorrhage during labor, and major tearing, so I could barely get up, sit or walk. My employer told me I wasn't allowed to use my available vacation days because it was budget season."
Vi vil ikke konfronteres med disse situationer for de fylder os med afsky, og så er vi nød til at gøre noget ved det. Vi vælger derfor a tro dette billede. Egentlig ved jeg ikke hvad der foregår på billedet, for jeg synes det er mærkeligt og en smule uhyggeligt.
I've come to believe that we can't look situations like these in the eye because then we'd be horrified, and if we get horrified then we have to do something about it. So we choose to look at, and believe, this image. I don't really know what's going on in this picture, because I find it weird and slightly creepy.
(Latter)
(Laughter)
Hvad laver hun monstro? Men jeg ved hvad det fortæller os. Det siger at alt er i orden. Denne mor i job, alle mødre i job og deres børn, har det helt fint. Der er intet at bemærke her. Under alle omstændigheder, så har kvinderne taget et valg så intet af det her er egentlig vores problem.
Like, what is she doing? But I know what it tells us. It tells us that everything's fine. This working mother, all working mothers and all of their babies, are fine. There's nothing to see here. And anyway, women have made a choice, so none of it's even our problem.
Jeg bryder dette valg-argument op i to dele. Den første del siger, at kvinder har valgt at arbejde. Se, det er ikke sandt. I dagens USA, udgør kvinder 47% af arbejdsstyrken, og i 40% af USAs husholdninger er en kvinde den eneste eller primære forsørger. Vores lønnede arbejde er en del - en stor del - af økonomiens motor, og det er en nødvendighed for motoren i familien. På et nationalt plan, er kvinders job ikke valgfri.
I want to break this choice thing down into two parts. The first choice says that women have chosen to work. So, that's not true. Today in America, women make up 47 percent of the workforce, and in 40 percent of American households a woman is the sole or primary breadwinner. Our paid work is a part, a huge part, of the engine of this economy, and it is essential for the engines of our families. On a national level, our paid work is not optional.
Anden del af argumentet siger, at kvinder vælger at få børn, så kvinderne alene skal bære konsekvenserne for disse valg. Hør, det er en af de ting som man i forbifarten synes lyder rigtigt. Jeg tvang dig ikke til det. Jeg var der heller ikke da det skete. Men den holdning overser en fundamental sandhed, som er, at vores forplantning på nationalt plan ikke er valgfri. De børn som mange arbejdende kvinder, får idag, vil en dag være vores arbejdsstyrke, beskytte vores kyster, stå for vores skattegrundlag. Vores forplantning på nationalt plan, er ikke valgfri. Disse er ikke valg. Vi har behov for kvinder i job, og børn fra disse kvinder. Så vi bør gøre det muligt, både at arbejde og få børn på en ordenlig måde, ikke sandt?
Choice number two says that women are choosing to have babies, so women alone should bear the consequences of those choices. You know, that's one of those things that when you hear it in passing, can sound correct. I didn't make you have a baby. I certainly wasn't there when that happened. But that stance ignores a fundamental truth, which is that our procreation on a national scale is not optional. The babies that women, many of them working women, are having today, will one day fill our workforce, protect our shores, make up our tax base. Our procreation on a national scale is not optional. These aren't choices. We need women to work. We need working women to have babies. So we should make doing those things at the same time at least palatable, right?
Okay, nu er det tid til quiz: Hvor stor en procent af de amerikanske kvinder i job, tror du står uden betalt barsel? 88% 88% af alle mødre i job får ikke et eneste minuts betalt barsel efter de har født.
OK, this is pop quiz time: what percentage of working women in America do you think have no access to paid maternity leave? 88 percent. 88 percent of working mothers will not get one minute of paid leave after they have a baby.
Det bringer os til barsel uden løn. Det eksisterer i Amerika. Det kaldes FMLA. Det virker ikke. For pga strukturen med alle mulige undtagelser, er halvdelen af alle nybagte mødre ikke berettiget til det.
So now you're thinking about unpaid leave. It exists in America. It's called FMLA. It does not work. Because of the way it's structured, all kinds of exceptions, half of new mothers are ineligible for it.
Det ser sådan ud. "Vi adopterede vores søn. Da de ringede om min søns fødsel, ville jeg tage fri fra arbejde. Jeg havde ikke været i firmaet længe nok til at få FMLA, og var derfor ikke berettiget til barsel uden løn. Så da jeg tog fri for at møde min nyfødte søn, mistede jeg mit job."
Here's what that looks like. "We adopted our son. When I got the call, the day he was born, I had to take off work. I had not been there long enough to qualify for FMLA, so I wasn't eligible for unpaid leave. When I took time off to meet my newborn son, I lost my job."
Disse professionelle billeder skjuler en anden virkelighed. Ud af dem som har orlov uden løn tilgængeligt, har de færreste råd til ret lang tid. En sygeplejerske fortalte: "Jeg fik ikke ret til kortvarig sygemelding fordi min graviditet var at betragte som en allerede eksisterende tilstand. Vi brugte al overskydende skat og halvdelen af opsparingen under mine 6 ulønnede uger. Vi havde ikke råd til mere. Det var hårdt fysisk, men psykisk var det værre. Jeg kæmpede i måneder med at være væk fra min søn."
These corporate stock photos hide another reality, another layer. Of those who do have access to just that unpaid leave, most women can't afford to take much of it at all. A nurse told me, "I didn't qualify for short-term disability because my pregnancy was considered a preexisting condition. We used up all of our tax returns and half of our savings during my six unpaid weeks. We just couldn't manage any longer. Physically it was hard, but emotionally it was worse. I struggled for months being away from my son."
Denne beslutning om at starte i job så tidligt, er en rationel beslutning baseret på familiens økonomi men det er fysisk horribelt, for det at sætte et menneske i verden er rodet.
So this decision to go back to work so early, it's a rational economic decision driven by family finances, but it's often physically horrific because putting a human into the world is messy.
En servitrice fortalte mig: "Jeg var tilbage på arbejde 5 uger efter fødslen af mit første barn. Med mit andet, skulle jeg gennem en større operation, og var derfor hjemme i 6 uger. Jeg havde en 3. grads bristning"
A waitress told me, "With my first baby, I was back at work five weeks postpartum. With my second, I had to have major surgery after giving birth, so I waited until six weeks to go back. I had third degree tears."
23% af de nybagte mødre på arbejdsmarkedet i USA er tilbage i job inden to uger efter fødslen.
23 percent of new working mothers in America will be back on the job within two weeks of giving birth.
"Som bartender og kok arbejdede jeg i snit 75 timer/ugen under graviditeten Jeg måtte tilbage inden mit barn var en måned gammel, og arbejde 60 timer om ugen. En af mine kollegaer kunne kun tage 10 dage fri med sit barn."
"I worked as a bartender and cook, average of 75 hours a week while pregnant. I had to return to work before my baby was a month old, working 60 hours a week. One of my coworkers was only able to afford 10 days off with her baby."
Det handler naturligvis ikke kun om økonomisk og fysisk kompleksitet. Fødsel er, og vil altid være, en enorm psykologisk begivenhed.
Of course, this isn't just a scenario with economic and physical implications. Childbirth is, and always will be, an enormous psychological event.
En lærer fortalte mig: "Jeg vendte tilbage til jobbet otte uger efter min søn var født Jeg lider i forvejen af angst, og havde ubærlige anfald af panik over at skulle tilbage i job."
A teacher told me, "I returned to work eight weeks after my son was born. I already suffer from anxiety, but the panic attacks I had prior to returning to work were unbearable."
Statistisk set, jo kortere tid en kvinde har orlov efter hun har født, des større er chancen for lidelser som depression og angst, og blandt mange konsekvenser heraf er selvmord den anden mest almindelige dødsårsag, i en kvindes første år efter fødsel.
Statistically speaking, the shorter a woman's leave after having a baby, the more likely she will be to suffer from postpartum mood disorders like depression and anxiety, and among many potential consequences of those disorders, suicide is the second most common cause of death in a woman's first year postpartum.
Bemærk den næste historie- Jeg har aldrig mødt denne kvinde, men jeg synes det er hårdt at læse.
Heads up that this next story -- I've never met this woman, but I find it hard to get through.
"Jeg føler enorm sorg og raseri over at jeg har mistet en væsentlig, uerstattelig og formativ tid med min søn. Veer og fødsel efterlod mig fuldstændig ødelagt. I måneder var det eneste jeg huskede skrigene: Kolik, sagde de. Indeni var jeg ved at drukne. Hver morgen spurgte jeg mig selv: -Hvor længe kan du blive ved? Jeg fik lov at tage barnet med på job. Jeg lukkede døren ind til mit kontor mens jeg vuggede og tyssede og bad til, at han skulle stoppe med at skrige, så jeg ikke fik problemer. Jeg gemte mig bag den dør hele dagen og græd, mens han skreg. Jeg græd på badeværelset mens jeg vaskede brystpumpen. Hver evig eneste dag, græd jeg på vej til og fra arbejde. Jeg lovede min chef, at det arbejde jeg ikke nåede i løbet af dagen ville jeg lave hjemme om aftenen. Jeg tænkte, der må være noget galt med mig siden jeg ikke magter det."
"I feel tremendous grief and rage that I lost an essential, irreplaceable and formative time with my son. Labor and delivery left me feeling absolutely broken. For months, all I remember is the screaming: colic, they said. On the inside, I was drowning. Every morning, I asked myself how much longer I could do it. I was allowed to bring my baby to work. I closed my office door while I rocked and shushed and begged him to stop screaming so I wouldn't get in trouble. I hid behind that office door every damn day and cried while he screamed. I cried in the bathroom while I washed out the pump equipment. Every day, I cried all the way to work and all the way home again. I promised my boss that the work I didn't get done during the day, I'd make up at night from home. I thought, there's just something wrong with me that I can't swing this."
Det er altså mødrene. Hvad med børnene? Som land, tager vi os af de millioner af børn der hver år fødes af mødre i job? Det mener jeg ikke vi gør, ikke før de når en alder, hvor de betaler skat og kan indgå i militæret. Vi siger til dem, vi ses om 18 år, og vejen der til, må de selvom. Jeg ved dette, fordi spædbørn af mødre der har orlov 12 uger eller mere i større grad får deres vacciner og helbredstjek det første år. Disse børn er derfor bedre beskyttet mod dødelige og invaliderende sygdomme. De ting vises ikke på billeder som dette.
So those are the mothers. What of the babies? As a country, do we care about the millions of babies born every year to working mothers? I say we don't, not until they're of working and tax-paying and military-serving age. We tell them we'll see them in 18 years, and getting there is kind of on them. One of the reasons I know this is that babies whose mothers have 12 or more weeks at home with them are more likely to get their vaccinations and their well checks in their first year, so those babies are more protected from deadly and disabling diseases. But those things are hidden behind images like this.
USA har en besked til nybagte arbejdende mødre og deres børn. Enhver tid I tilbringer sammen bør I være taknemmelig for, og du er en ulejlighed både for økonomien og dine kollegaer. Denne "taknemmelighed" er gennemgående i mange historier.
America has a message for new mothers who work and for their babies. Whatever time you get together, you should be grateful for it, and you're an inconvenience to the economy and to your employers. That narrative of gratitude runs through a lot of the stories I hear.
En kvinde fortalte mig: "Jeg vendte tilbage 8 uger efter kejsersnittet fordi min mand var arbejdsløs. Uden mig, havde min datter svært ved at trives. Hun ville ikke have flaske. Hun tabte sig. Heldigvis, var min chef meget forstående. Han lod min mor hente mit barn, som fik ilt og var tilsluttet en monitor, fire gange dagligt, så jeg kunne være hos hende."
A woman told me, "I went back at eight weeks after my C-section because my husband was out of work. Without me, my daughter had failure to thrive. She wouldn't take a bottle. She started losing weight. Thankfully, my manager was very understanding. He let my mom bring my baby, who was on oxygen and a monitor, four times a shift so I could nurse her."
Der er en lille samling lande i verden der ikke tilbyder betalt barsel Vil I gætte hvem de er? De første otte lande, har samlet en befolkning på 8 millioner. Det er Papua Ny Guinea, Surinam og de små ø nationer Mikronesien, Marshalløerne, Nauru, Niue, Palau og Tonga. Nummer ni er USA med 320 millioner indbyggere. Og ja, det var det. Der er ikke flere på den liste. Alle andre økonomier på planeten har fundet en en måde at få betalt barsel til at fungere for de mennesker der skaber fremtiden, men her siger vi: "Vi kan umuligt få det til at fungere." Vi siger at markedet vil ordne dette problem, og så jubler vi når virksomheder tilbyder endnu mere barsel til de kvinder som allerede er de højst uddannede og bedst betalte iblandt os. Kan I huske de 88 procent? Disse middel- og lavindkomst kvinder får ikke fornøjelse af dette. Vi ved der en svimlende økonomisk, finansiel, fysisk og følelsesmæssig omkostning ved denne fremgangsmåde. Vi har besluttet - besluttet, det var ikke en fejl, at videregive disse omkostninger direkte til mødre og deres børn. Vi ved at prisen er større for kvinder med lav indkomst, herunder flest farvede kvinder. Alligevel vedtager vi dem.
There's a little club of countries in the world that offer no national paid leave to new mothers. Care to guess who they are? The first eight make up eight million in total population. They are Papua New Guinea, Suriname and the tiny island nations of Micronesia, Marshall Islands, Nauru, Niue, Palau and Tonga. Number nine is the United States of America, with 320 million people. Oh, that's it. That's the end of the list. Every other economy on the planet has found a way to make some level of national paid leave work for the people doing the work of the future of those countries, but we say, "We couldn't possibly do that." We say that the market will solve this problem, and then we cheer when corporations offer even more paid leave to the women who are already the highest-educated and highest-paid among us. Remember that 88 percent? Those middle- and low-income women are not going to participate in that. We know that there are staggering economic, financial, physical and emotional costs to this approach. We have decided -- decided, not an accident, to pass these costs directly on to working mothers and their babies. We know the price tag is higher for low-income women, therefore disproportionately for women of color. We pass them on anyway.
Det er skammeligt for USA. Men samtidig også USAs risiko. For hvad ville der ske hvis alle disse individuelle, såkaldte valg, om at få børn tog en drejning til individuelle valg om ikke at få børn.
All of this is to America's shame. But it's also to America's risk. Because what would happen if all of these individual so-called choices to have babies started to turn into individual choices not to have babies.
En anden kvinde fortalte mig: "Nyt moderskab er hårdt. Det burde ikke være traumatisk. Når vi nu taler om at udvide vores familie så fokuserer vi på hvor meget tid vi har til at vare tage os selv og barnet. Hvis vi skulle igennem det samme igen, som vi var med det første barn, ville vi måske nøjes med det ene."
One woman told me, "New motherhood is hard. It shouldn't be traumatic. When we talk about expanding our family now, we focus on how much time I would have to care for myself and a new baby. If we were to have to do it again the same way as with our first, we might stick with one kid."
For at opretholde befolkningstallet skal USA bruge 2,1 levende fødsler per kvinde. I dagens USA, er tallet 1,86. Vi har brug for at kvinder får børn, og vi demotiverer aktivt arbejdende kvinder fra at gøre netop det. Hvad vil der ske med arbejdsstyrken, innovationen, BNP'en, hvis kvinder i job, en efter en, besluttede at de ikke magter det mere end én gang?
The birthrate needed in America to keep the population stable is 2.1 live births per woman. In America today, we are at 1.86. We need women to have babies, and we are actively disincentivizing working women from doing that. What would happen to work force, to innovation, to GDP, if one by one, the working mothers of this country were to decide that they can't bear to do this thing more than once?
Jeg er her idag, med kun en enkelt ide, som er værd at dele, og I har gættet hvad det er. Den mest magtfulde nation på jorden, burde forlængst have tilbudt betalt barsel til de der arbejder for dette lands fremtid og til børnene, som repræsenterer fremtiden. Fødsler er til folkets bedste. Barslen burde være statsstøttet. Der bør ingen undtagelser være for mindre virksomheder, ansættelsens længde eller iværksættere. Den burde være mulig, at dele mellem partnere. Jeg har idag talt om mødrene, men med-forældre betyder noget på mange niveauer.
I'm here today with only one idea worth spreading, and you've guessed what it is. It is long since time for the most powerful country on Earth to offer national paid leave to the people doing the work of the future of this country and to the babies who represent that future. Childbirth is a public good. This leave should be state-subsidized. It should have no exceptions for small businesses, length of employment or entrepreneurs. It should be able to be shared between partners. I've talked today a lot about mothers, but co-parents matter on so many levels.
Ikke en eneste kvinde burde vende tilbage til jobbet hvis hun er dårligt gående eller bløder. Ikke én familie mere skal dræne deres opsparring for at restituere og knytte bånd i et par dage mere. Ikke ét mere sårbart spædbarn skal gå direkte fra inkubator til vuggestue fordi forældrene har opbrugt alt deres sparsomme tid siddende på barselsgangen. Ikke én arbejdende familie burde få fortalt at kollisionen mellem deres nødvendige job og deres nødvendige forældreskab, alene er deres problem.
Not one more woman should have to go back to work while she is hobbling and bleeding. Not one more family should have to drain their savings account to buy a few days of rest and recovery and bonding. Not one more fragile infant should have to go directly from the incubator to day care because his parents have used up all of their meager time sitting in the NICU. Not one more working family should be told that the collision of their work, their needed work and their needed parenthood, is their problem alone.
Sagen er, at når det sker for en ny familie, er det tidskrævende og en familie med et spædbarn er økonomisk mere sårbare end de har været før. De nybagte mødre har ikke råd til at tale på egne vegne. Men vi har alle sammen en stemme. Jeg er færdig, færdig med at få børn og du er måske ikke født endnu, eller også er du kommet til verden, eller der er ikke tænkt på dig endnu. Det burde ikke betyde noget. Vi må stoppe med at beskrive dette som en mors eller en kvindes problem. Det er USA's problem.
The catch is that when this is happening to a new family, it is consuming, and a family with a new baby is more financially vulnerable than they've ever been before, so that new mother cannot afford to speak up on her own behalf. But all of us have voices. I am done, done having babies, and you might be pre-baby, you might be post-baby, you might be no baby. It should not matter. We have to stop framing this as a mother's issue, or even a women's issue. This is an American issue.
Vi skal ikke længere købe den løgn som de billeder fortæller os. Vi må ikke føle os trygge ved dem. Vi skal sætte spørgsmålstegn ved at det ikke vil fungere når vi kan se det fungerer alle andre steder i verdenen. Vi skal indse at denne amerikanske virkelighed er vanærende og ødelæggende. For det her er ikke, ej heller dette, og heller ikke dette billede, viser hvordan en mor i job ser ud.
We need to stop buying the lie that these images tell us. We need to stop being comforted by them. We need to question why we're told that this can't work when we see it work everywhere all over the world. We need to recognize that this American reality is to our dishonor and to our peril. Because this is not, this is not, and this is not what a working mother looks like.
(Bifald)
(Applause)