Hannah er spændt på, at begynde på universitetet. Hun kunne ikke vente med, at komme ud af sine forældres hus for at vise over for dem, at hun er voksen, og for at vise over for sine venner, at hun hører til.
Hannah is excited to be going to college. She couldn't wait to get out of her parents' house, to prove to them that she's an adult, and to prove to her new friends that she belongs.
Hun tager afsted til fest, hvor hun møder en fyr, som hun er lun på. Lad os sige han hedder Mike. Den næste dag vågner Hannah op med en dunkende hovedpine.
She heads to a campus party where she sees a guy that she has a crush on. Let's call him Mike. The next day, Hannah wakes up with a pounding headache.
Hun kan kun huske aftenen i brudstykker. Men hvad hun kan huske er, at kaste op i opgangen udenfor Mikes værelse og stirre lydløst ind i væggen, mens han var inden i hende, ønsker at det skal stoppe, og så stumple rystende hjemad. Hun har det ikke godt med hvad der skete, men hun tænker: "Måske er det bare sådan at sex er her?"
She can only remember the night in flashes. But what she does remember is throwing up in the hall outside Mike's room and staring at the wall silently while he was inside her, wanting it to stop, then shakily stumbling home. She doesn't feel good about what happened, but she thinks, "Maybe this is just what sex in college is?"
En ud af fem kvinder og en ud af 13 mænd vil blive seksuelt overfaldet på et eller andet tidspunkt i deres universitetskarriere i USA. Mindre end 10 procent vil nogensinde rapportere overgrebene til deres skoler eller til politiet. Og de som gør venter gennemsnitligt 11 måneder før de rapporterer det.
One in five women and one in 13 men will be sexually assaulted at some point during their college career in the United States. Less than 10 percent will ever report their assault to their school or to the police. And those who do, on average, wait 11 months to make the report.
Hannah har i starten mest lyst til selv, at håndtere hvad der skete med hende. Men når hun ser Mike, tage piger med hjem fra fester bliver hun bekymret.
Hannah initially just feels like dealing with what happened on her own. But when she sees Mike taking girls home from parties, she's worried about them.
Efter dimission finder Hannah ud af, at hun var en af i alt fem piger, som Mike gjorde det præcis samme imod. Og dette er ikke et ualmindeligt scenarie fordi 90% af seksuelle overgreb bliver begået af folk, der har gjort det før. Men med så få anmeldelser er det usandsynligt at selv folk, der har gjort det før vil blive anmeldt
After graduation, Hannah learns that she was one of five women who Mike did the exact same thing to. And this is not an unlikely scenario because 90 percent of sexual assaults are committed by repeat offenders. But with such low reporting rates, it's fairly unlikely that even repeat perpetrators will be reported,
eller at der sker noget, hvis de bliver det. Faktisk ender kun seks procent af anmeldelser om overgreb til politiet med at overfaldsmanden tilbringer en eneste dag i fængsel. Det vil sige, at der er en 99% chance for, at de vil slippe afsted med det. Det betyder, at der praktisk talt ikke er noget præventiv til overfald i USA.
much less anything happen if they are. In fact, only six percent of assaults reported to the police end with the assailant spending a single day in prison. Meaning, there's a 99 percent chance that they'll get away with it. This means there's practically no deterrent to assault in the United States.
Jeg er trænet i infektionsepidemiologi. Jeg er interesseret i systemer og netværk, og hvor man kan koncentrere sine resurser for at gøre mest nytte. Så for mig er det et tragisk, men løstbart problem.
Now, I'm an infectious disease epidemiologist by training. I'm interested in systems and networks and where we can concentrate our resources to do the most good. So this, to me, is a tragic but a solvable problem.
Så da emnet om overfald på campusområder ramte nyhederne for nogle år tilbage føltes det som en unik mulighed til at gøre en forskel. Og det gjorde vi så.
So when the issue of campus assault started hitting the news a few years ago, it felt like a unique opportunity to make a change. And so we did.
Vi begyndte, at tale med ofrene. Og hvad de ønskede, at de havde haft var ret simpelt: de ønskede en hjemmeside, en som de kunne bruge på det tid og sted, der føltes sikrest for dem, med klare informationer omkring deres valgmuligheder for anmeldelse, med muligheden for at anmelde deres overfald elektronisk i stedet for at gå ind for, at snakke med nogen, som muligvis ikke vil tro dem. Med muligheden for at skabe et sikkert, tidsstemplet dokument af hvad der skete med dem, bevare bevismateriale selv hvis de ikke vil anmelde endnu. Og sidst, men måske vigtigst af alt, muligheden for at anmelde deres overfald kun hvis en anden har anmeldt den samme overfaldsmand. At vide at man ikke er den eneste forandrer alting. Det forandrer måden man indrammer oplevelsen, det forandrer måden man tænker på sin overfaldsmand, det betyder, at hvis man står frem, så vil man have en andens støtte og de vil have din. Vi skabte en hjemmeside, der faktisk gør dette, og vi lancerede den to måneder siden, vi lancerede den i august
We started by talking to college survivors. And what they wish they'd had in college is pretty simple; they wanted a website, one they could use at the time and place that felt safest to them with clearly written information about their reporting options, with the ability to electronically report their assault, rather than having the first step to go in and talk to someone who may or may not believe them. With the option to create a secure, timestamped document of what happened to them, preserving evidence even if they don't want to report yet. And lastly, and perhaps most critically, with the ability to report their assault only if someone else reported the same assailant. You see, knowing that you weren't the only one changes everything. It changes the way you frame your own experience, it changes the way you think about your perpetrator, it means that if you do come forward, you'll have someone else's back and they'll have yours. We created a website that actually does this and we launched it [...] in August,
på to universiteter. Og vi inkluderede et unikt match-system, og hvis Mikes første offer havde stået frem, gemt sin fil, gået ind i match-systemet og navngivet Mike, og hvis Mikes andet offer havde gjort det samme et par måneder senere, så ville der være et match, og begge ofres verificerede kontaktoplysninger ville have været sendt til myndighederne på det tidspunkt for efterforskning og opfølgning.
on two college campuses. And we included a unique matching system where if Mike's first victim had come forward, saved her record, entered into the matching system and named Mike, and Mike's second victim had done the same thing a few months later, they would have matched and the verified contact information of both survivors would have been sent to the authorities at the same time for investigation and follow up.
Hvis et system som dette havde eksisteret for Hannah og hendes jævnaldrende, så er det mere sandsynligt, at de ville have anmeldt, at de ville være troet på og at Mike ville være blevet smidt ud, kommet i fængsel eller fået den hjælp, som han har brug for. Og hvis vi kan stoppe folk som Mike efter bare deres andet overfald på grund af et match, så ville ofre som Hannah aldrig være blevet overfaldet til at starte med. Vi kunne forebygge 59% af alle seksuelle overfald bare ved at stoppe gerningsmændene tidligt i deres handlinger. Og fordi vi skaber et rigtigt præventiv til overfald for måske første gang, så ville alle Mikes i verden måske aldrig prøve at overfalde nogen.
If a system like this had existed for Hannah and her peers, it's more likely that they would have reported, that they would have been believed, and that Mike would have been kicked off campus, gone to jail, or at least gotten the help that he needed. And if we were able to stop repeat offenders like Mike after just their second assault following a match, survivors like Hannah would never even be assaulted in the first place. We could prevent 59 percent of sexual assaults just by stopping repeat perpetrators earlier on. And because we're creating a real deterrent to assault, for perhaps the first time, maybe the Mikes of the world would never even try to assault anyone.
Det type af system, som jeg beskriver, det type system som ofre ønsker er et slags spærret system, hvilket betyder at en enhed bevarer information for dig, og frigiver det kun til tredjepart, når særlige forudaftalte forhold er opfyldt, som ved et match. Anvendelsen er for universiteter. Men samme type system kunne blive brugt i militæret eller endda arbejdspladsen.
The type of system I'm describing, the type of system that survivors want is a type of information escrow, meaning an entity that holds on to information for you and only releases it to a third party when certain pre-agreed upon conditions are met, such as a match. The application that we built is for college campuses. But the same type of system could be used in the military or even the workplace.
Vi behøver ikke leve i en verden, hvor 99% af voldtægtsmænd slipper afsted med det. Vi kan skabe en, hvor dem der gør uret bliver holdt ansvarlig, hvor ofre kan få den støtte og retfærdighed, som de fortjener, hvor myndighederne får den information, som de har brug for og hvor der er et ægte præventiv til at krænke et andet menneskes rettigheder.
We don't have to live in a world where 99 percent of rapists get away with it. We can create one where those who do wrong are held accountable, where survivors get the support and justice they deserve, where the authorities get the information they need, and where there's a real deterrent to violating the rights of another human being.
Tak.
Thank you.
(Bifald)
(Applause)