Hvis jeg kunne afsløre noget der er skjult for os, i hvert fald i moderne kulturer, ville det være at afsløre noget vi har glemt, som vi plejede at vide lige så godt som vi kendte vores navne. Og det er at vi lever i et kompetent univers, at vi er del af en brilliant planet, og at vi er omgivet af genialitet.
If I could reveal anything that is hidden from us, at least in modern cultures, it would be to reveal something that we've forgotten, that we used to know as well as we knew our own names. And that is that we live in a competent universe, that we are part of a brilliant planet, and that we are surrounded by genius.
Biomimicry er en ny disciplin der prøver at lære af de genier, og at følge deres råd, deres designråd. Der bor jeg, og det er også mit universitet. Jeg er omgivet af genialitet. Jeg kan ikke lade være med at huske på de organismer og de økosystemer der ved hvordan de skal leve yndefuldt på denne planet. Dette er hvad jeg vil bede jer om at huske hvis I nogensinde glemmer dette igen. Husk dette. Dette er hvad der sker hvert år. Dette er hvad der holder sit løfte. Mens vi laver redningsaktioner, skete dette. Forår.
Biomimicry is a new discipline that tries to learn from those geniuses, and take advice from them, design advice. That's where I live, and it's my university as well. I'm surrounded by genius. I cannot help but remember the organisms and the ecosystems that know how to live here gracefully on this planet. This is what I would tell you to remember if you ever forget this again. Remember this. This is what happens every year. This is what keeps its promise. While we're doing bailouts, this is what happened. Spring.
Forestil jer at udvikle foråret. Forestil jer den iscenesættelse. Tror I TED er svært at organisere. (Latter) Ikke? Forestil jer, og hvis I ikke har gjort det i et stykke tid, så gør det. Forestil jer timingen, koordinationen, alt sammen uden topstyrede love, eller målsætninger, eller klimaforandringsprotokoller. Dette sker hvert år. Der er meget pral. Der er masser af kærlighed i luften. Der er mange premierer. Og organismerne, kan jeg love jer, har styr på alle deres prioriteter.
Imagine designing spring. Imagine that orchestration. You think TED is hard to organize. (Laughter) Right? Imagine, and if you haven't done this in a while, do. Imagine the timing, the coordination, all without top-down laws, or policies, or climate change protocols. This happens every year. There is lots of showing off. There is lots of love in the air. There's lots of grand openings. And the organisms, I promise you, have all of their priorities in order.
Jeg har den her nabo der holder mig til ilden med dette, fordi han lever, for det meste på ryggen, og kigger op på disse græsser. Og en gang kom han hen til mig -- han var omkring syv eller otte år -- han kom hen til mig. Og der var et hvepsebo som jeg havde ladet vokse i min gård, lige uden for min dør. Og de fleste folk fjerner dem når de er små. Men det var fascinerende for mig, fordi jeg kiggede på denne form for fine italienske papir. Og han kom hen til mig og han bankede på. Han kunne komme forbi og vise mig noget hver dag. Og ligesom, banke som en spætte på min dør indtil jeg åbnede den. Og han spurgte mig om hvordan jeg havde lavet huset til hvepsene, fordi han havde aldrig set et der var så stort. Og jeg sagde til ham, "Du ved, Cody, hvepsene lavede det faktisk selv." Og vi kiggede på det sammen. Og jeg kunne se hvorfor han troede, I ved -- det var så smukt lavet. Det var så arkitektonisk. Det var så præcist.
I have this neighbor that keeps me in touch with this, because he's living, usually on his back, looking up at those grasses. And one time he came up to me -- he was about seven or eight years old -- he came up to me. And there was a wasp's nest that I had let grow in my yard, right outside my door. And most people knock them down when they're small. But it was fascinating to me, because I was looking at this sort of fine Italian end papers. And he came up to me and he knocked. He would come every day with something to show me. And like, knock like a woodpecker on my door until I opened it up. And he asked me how I had made the house for those wasps, because he had never seen one this big. And I told him, "You know, Cody, the wasps actually made that." And we looked at it together. And I could see why he thought, you know -- it was so beautifully done. It was so architectural. It was so precise.
Men det gik op for mig, hvordan han i sit lille liv allerede havde troet på myten om, at hvis noget var lavet så godt, så må vi have lavet det. Hvordan kunne han ikke vide -- det er det vi alle har glemt -- at vi ikke er de første til at bygge. Vi er ikke de første til at bearbejde cellulose. Vi er ikke de første til at lave papir. Vi er ikke de første til at prøve at optimere plads, eller at gøre noget vandtæt, eller at prøve at opvarme og køle en struktur. Vi er ikke de første til at bygge huse til vores afkom.
But it occurred to me, how in his small life had he already believed the myth that if something was that well done, that we must have done it. How did he not know -- it's what we've all forgotten -- that we're not the first ones to build. We're not the first ones to process cellulose. We're not the first ones to make paper. We're not the first ones to try to optimize packing space, or to waterproof, or to try to heat and cool a structure. We're not the first ones to build houses for our young.
Det der sker nu, i dette felt kaldet biomimicry, er at folk begynder at huske at organismer, andre organismer, resten af den naturlige verden, gør tingene meget ens i forhold til det vi skal gøre. Men faktisk gør de dem på en måde som har ladet dem leve yndefuldt på denne planet i milliarder af år. Så disse mennesker, biomimics, er naturens elever. Og de fokuserer på funktion. Det jeg gerne vil gøre er, at vise jer et par af de ting som de lærer. De har spurgt sig selv, "Hvad nu hvis, hver gang jeg begyndte at opfinde noget, jeg spurgte, 'Hvordan ville naturen løse dette?'"
What's happening now, in this field called biomimicry, is that people are beginning to remember that organisms, other organisms, the rest of the natural world, are doing things very similar to what we need to do. But in fact they are doing them in a way that have allowed them to live gracefully on this planet for billions of years. So these people, biomimics, are nature's apprentices. And they're focusing on function. What I'd like to do is show you a few of the things that they're learning. They have asked themselves, "What if, every time I started to invent something, I asked, 'How would nature solve this?'"
Og her er hvad de lærer. Dette er et utroligt billede fra en tjekkisk fotograf der hedder Jack Hedley. Dette er historien om en ingeniør ved J.R. West. Det er dem der laver "bullet" toget. Det hedder "bullet" toget fordi det var afrundet foran, men hver gang den kørte ind i en tunnel opbyggede den en trykbølge, og så ville den skabe et overlydsbrag når den kom ud. Så ingeniørens chef sagde, "Find på en måde til at dæmpe toget."
And here is what they're learning. This is an amazing picture from a Czech photographer named Jack Hedley. This is a story about an engineer at J.R. West. They're the people who make the bullet train. It was called the bullet train because it was rounded in front, but every time it went into a tunnel it would build up a pressure wave, and then it would create like a sonic boom when it exited. So the engineer's boss said, "Find a way to quiet this train."
Han var tilfældigvis vild med fugle. Han tog til det tilsvarende til et Audubon Society møde. Og han studerede -- der var en film om isfugle. Og han tænkte for sig selv, "De går fra densiteten af et materiale luften, til densiteten af et andet , vand, uden et plask. Se på dette billede. Uden et plask, så de kan se fiskene. Og han tænkte, "Hvad hvis vi gøre dette?" Det gjorde toget mere stille. Det fik det til at køre 10 procent hurtigere, på 15 procent mindre electricitet.
He happened to be a birder. He went to the equivalent of an Audubon Society meeting. And he studied -- there was a film about king fishers. And he thought to himself, "They go from one density of medium, the air, into another density of medium, water, without a splash. Look at this picture. Without a splash, so they can see the fish. And he thought, "What if we do this?" Quieted the train. Made it go 10 percent faster on 15 percent less electricity.
Hvordan afværger naturen bakterier? Vi er ikke de første der er nød til at beskytte os mod bakterier. Det viser sig at -- dette er en Galapagoshaj. Der er ingen bakterier på dens overflade, ingen begroning på dens overflade, ingen rurer. Og det er ikke fordi den svømmer hurtigt. Den soler sig faktisk. Det er en langsom haj. Så hvordan holder den sin krop fri af en opbygning af bakterier? Det gør den ikke med et kemikalie. Den gør det, viser det sig, med de samme takker som der var på de badedragte, som sprængte alle rekorderne ved OL,
How does nature repel bacteria? We're not the first ones to have to protect ourselves from some bacteria. Turns out that -- this is a Galapagos Shark. It has no bacteria on its surface, no fouling on its surface, no barnacles. And it's not because it goes fast. It actually basks. It's a slow-moving shark. So how does it keep its body free of bacteria build-up? It doesn't do it with a chemical. It does it, it turns out, with the same denticles that you had on Speedo bathing suits, that broke all those records in the Olympics,
men det er et bestemt slags mønster. Og det mønster, arkitekturen af det mønster på takkerne på dens hud holder bakterier fra at være i stand til at sidde fast der. Der er et firma der hedder Sharklet Technologies der nu sætter dette på overflader i sygehuse for at holde bakterier fra at lande, hvilket er bedre end at drukne det i antibakterielle midler eller hårde rengøringsmidler som mange, mange organismer nu begynder at være resistente overfor. Infektioner indhøstet fra hospitalet dræber nu flere mennesker hvert år i USA end der dør af AIDS eller kræft eller biluheld til sammen omkring 100.000.
but it's a particular kind of pattern. And that pattern, the architecture of that pattern on its skin denticles keep bacteria from being able to land and adhere. There is a company called Sharklet Technologies that's now putting this on the surfaces in hospitals to keep bacteria from landing, which is better than dousing it with anti-bacterials or harsh cleansers that many, many organisms are now becoming drug resistant. Hospital-acquired infections are now killing more people every year in the United States than die from AIDS or cancer or car accidents combined -- about 100,000.
Dette er et lille dyr der lever i ørkenen i Namibia. Der er ikke noget fersk vand den kan drikke, men den drikker vand af tågen. Den har buler på bagsiden af dens vinger. Og de buler virker som en magnet til vand. De har spidser der elsker vand, og sider der er voksede. Og tågen kommer ind og den opbygges på spidserne. Og det kommer ned af siderne og kommer ind i dyrets mund. Der er faktisk en forsker her ved Oxford der forsker i dette, Andrew Parker. Og nu begynder kinetiske og arkitekt firmaer som Grimshaw at se på dette som en måde til at belægge bygninger så de samler vand af tågen. 10 gange bedre end vores tågefangernet.
This is a little critter that's in the Namibian desert. It has no fresh water that it's able to drink, but it drinks water out of fog. It's got bumps on the back of its wing covers. And those bumps act like a magnet for water. They have water-loving tips, and waxy sides. And the fog comes in and it builds up on the tips. And it goes down the sides and goes into the critter's mouth. There is actually a scientist here at Oxford who studied this, Andrew Parker. And now kinetic and architectural firms like Grimshaw are starting to look at this as a way of coating buildings so that they gather water from the fog. 10 times better than our fog-catching nets.
CO2 som en byggesten. Organismer tænker ikke på CO2 som gift. Planter og organismer der laver skaller, koral, ser på det som byggesten. Der er nu en producent af cement der er startet i USA der hedder Calera. De har lånt recepten af koralrevene, og de bruger CO2 som en byggesten i cement, i beton. I stedet for -- cement udleder som regel et ton CO2 for hvert ton cement. Nu omvender det den ligning, og indespærrer faktisk et halvt ton CO2 takket være recepten fra koral.
CO2 as a building block. Organisms don't think of CO2 as a poison. Plants and organisms that make shells, coral, think of it as a building block. There is now a cement manufacturing company starting in the United States called Calera. They've borrowed the recipe from the coral reef, and they're using CO2 as a building block in cement, in concrete. Instead of -- cement usually emits a ton of CO2 for every ton of cement. Now it's reversing that equation, and actually sequestering half a ton of CO2 thanks to the recipe from the coral.
Ingen af dem bruger organismerne. De bruger faktisk kun tegningerne eller recepterne fra organismerne. Hvordan samler naturen solens energi? Dette er en ny slags solcelle der er baseret på hvordan et blad virker. Det er selv samlende. Det kan sættes ned på et hvilket som helst substrat. Det er utrolig billigt og genopladeligt hvert femte år. Det er faktisk et firma som jeg er involveret i der hedder OneSun, sammen med Paul Hawken.
None of these are using the organisms. They're really only using the blueprints or the recipes from the organisms. How does nature gather the sun's energy? This is a new kind of solar cell that's based on how a leaf works. It's self-assembling. It can be put down on any substrate whatsoever. It's extremely inexpensive and rechargeable every five years. It's actually a company a company that I'm involved in called OneSun, with Paul Hawken.
Der er mange måder hvorpå naturen filtrerer vand som tager salt ud af vandet. Vi tager vand og skubber det mod et membran. Og så undrer vi os over hvorfor membranen tilstoppes og hvorfor det kræver så meget elektricitet. Naturen gør noget mere elegant. Og det er i hver celle. Hver røde blodcelle af ens krop lige nu har disse timeglas formede porer der hedder aquaporins. De eksporterer faktisk vand molekyler gennem sig. Det er en slags omvendt osmose. De eksporterer vand molekyler gennem sig, og efterlader de opløste stoffer på den anden side. Et firma der hedder Aquaporin begynder at lave afsaltnings membraner der efteraber denne teknologi.
There are many many ways that nature filters water that takes salt out of water. We take water and push it against a membrane. And then we wonder why the membrane clogs and why it takes so much electricity. Nature does something much more elegant. And it's in every cell. Every red blood cell of your body right now has these hourglass-shaped pores called aquaporins. They actually export water molecules through. It's kind of a forward osmosis. They export water molecules through, and leave solutes on the other side. A company called Aquaporin is starting to make desalination membranes mimicking this technology.
Træer og knogler forbedrer konstant sig selv langs linjer hvor de er udsat for belastning. Denne algoritme er blevet sat ind i et software program der nu bliver brugt til at lave broer lettere, for at lave bjælker til bygninger lettere. Faktisk brugte G.M. Opel det til at lave skelettet I kan se, i det der kaldes deres bioniske bil. Det lettede skelettet ved at bruge et minimum af materiale, som en organismes skal, til den maksimale styrke.
Trees and bones are constantly reforming themselves along lines of stress. This algorithm has been put into a software program that's now being used to make bridges lightweight, to make building beams lightweight. Actually G.M. Opel used it to create that skeleton you see, in what's called their bionic car. It lightweighted that skeleton using a minimum amount of material, as an organism must, for the maximum amount of strength.
Denne bille, ulig denne chipspose, denne bille bruger et materiale, chitin. Og det finder på mange, mange måder til at putte mange funktioner i det. Det er vandtæt. Det er stærkt og modstandsdygtigt. Det ånder. Det skaber farve gennem struktur. Hvorimod chipsposen har cirka syv lag til at gøre alle de ting. En af de store opfindelser som vi skal være i stand til at udføre, for bare at komme i nærheden af hvad disse organismer kan er at finde på en måde til at minimere mængden af materiale, den slags materiale vi bruger, og tilføje design til det. Vi bruger fem polymer i den naturlige verden til at gøre alt hvad I ser. I vores verden bruger vi cirka 350 polymer til at lave alt dette.
This beetle, unlike this chip bag here, this beetle uses one material, chitin. And it finds many many ways to put many functions into it. It's waterproof. It's strong and resilient. It's breathable. It creates color through structure. Whereas that chip bag has about seven layers to do all of those things. One of our major inventions that we need to be able to do to come even close to what these organisms can do is to find a way to minimize the amount of material, the kind of material we use, and to add design to it. We use five polymers in the natural world to do everything that you see. In our world we use about 350 polymers to make all this.
Naturen er nano. Nanoteknologi, nanopartikler, man hører mange bekymringer om dette. Løse nanopartikler. Noget jeg virkelig synes er interessant er at ikke mange mennesker har spurgt, "Hvordan kan vi konsultere naturen om hvordan nanoteknologi kan gøres sikker?" Naturen har gjort det i lang tid. At indlejre nanopartikler i et materiale for eksempel, altid. Faktisk, svovlreducerende bakterier, som en del af deres syntese, afgiver de, som et biprodukt, nanopartikler i vandet. Men lige efter det, afgiver de et protein der faktisk indsamler og akkumulerer de nanopartikler så de falder ud af blandingen.
Nature is nano. Nanotechnology, nanoparticles, you hear a lot of worry about this. Loose nanoparticles. What is really interesting to me is that not many people have been asking, "How can we consult nature about how to make nanotechnology safe?" Nature has been doing that for a long time. Embedding nanoparticles in a material for instance, always. In fact, sulfur-reducing bacteria, as part of their synthesis, they will emit, as a byproduct, nanoparticles into the water. But then right after that, they emit a protein that actually gathers and aggregates those nanoparticles so that they fall out of solution.
Brug af energi. Organismer sipper energi, fordi de skal arbejde eller bytte sig til hver eneste ting de får. Og et af de største felter lige nu, i højspændingsnet verdenen, hører man om det smarte net. En af de største specialister er de sociale insekter. Sværme teknologi. Der er et firma der hedder Regen. De kigger på hvordan myrer og bier finder deres mad og deres blomster på den mest effektive måde som et helt stade. Og de får husholdningsapparater i ens hjem til at tale med hinanden gennem den algoritme, og afgør hvordan man minimerer den spidsbelastningen på strømmen.
Energy use. Organisms sip energy, because they have to work or barter for every single bit that they get. And one of the largest fields right now, in the world of energy grids, you hear about the smart grid. One of the largest consultants are the social insects. Swarm technology. There is a company called Regen. They are looking at how ants and bees find their food and their flowers in the most effective way as a whole hive. And they're having appliances in your home talk to one another through that algorithm, and determine how to minimize peak power use.
Der er en gruppe forskere ved Cornell der laver det de kalder et syntetisk træ, fordi de siger, "Der er ikke nogen pumpe i bunden af træet." Det er kapillær tiltrækning og fordampning som trækker vandet op, en dråbe af gangen, hiver det, frigiver det fra et blad og hiver det op gennem rødderne. Og de skaber -- man kan tænke på det som en slags tapet. De overvejer at sætte det på indersiden af bygninger for at flytte vand op uden pumper.
There's a group of scientists in Cornell that are making what they call a synthetic tree, because they are saying, "There is no pump at the bottom of a tree." It's capillary action and transpiration pulls water up, a drop at a time, pulling it, releasing it from a leaf and pulling it up through the roots. And they're creating -- you can think of it as a kind of wallpaper. They're thinking about putting it on the insides of buildings to move water up without pumps.
Elektriske ål fra Amazonen -- utrolig truede, nogle af disse arter -- skaber 600 volt elektricitet med de kemikalier der er i ens krop. Det der er mere interessant for mig er at 600 volt ikke rister den. I ved vi bruger PVC, og vi belægger ledninger med PVC som isolation. Disse organismer, hvordan isolerer de sig mod deres egen elektriske udladning? Der er nogle spørgsmål som vi mangler at stille.
Amazon electric eel -- incredibly endangered, some of these species -- create 600 volts of electricity with the chemicals that are in your body. Even more interesting to me is that 600 volts doesn't fry it. You know we use PVC, and we sheath wires with PVC for insulation. These organisms, how are they insulating against their own electric charge? These are some questions that we've yet to ask.
Her er en producent af vindturbiner der så på en hval. Pukkelhvalen har takkede kanter på sine finner. Og disse takkede kanter leger med strømmen på en sådan måde at den nedsætter modstanden med 32 procent. Disse vindturbiner kan dreje rundt ved utrolig lave vindhastigheder, som resultat deraf.
Here's a wind turbine manufacturer that went to a whale. Humpback whale has scalloped edges on its flippers. And those scalloped edges play with flow in such a way that is reduces drag by 32 percent. These wind turbines can rotate in incredibly slow windspeeds, as a result.
MIT har en ny radio chip der bruger væsentlig mindre strøm end vores chips. Og den er baseret på cochleaet af ens øre, i stand til at opfange internet, trådløst, tv signaler og radio signaler, med den samme chip. Til slut, på økosystem skala.
MIT just has a new radio chip that uses far less power than our chips. And it's based on the cochlear of your ear, able to pick up internet, wireless, television signals and radio signals, in the same chip. Finally, on an ecosystem scale.
Ved Biomimicry Guild, som er mit konsulentfirma, arbejder vi med HOK Architects. Vi ser på at bygge hele byer i deres planlægningsafdeling. Og det vi siger er at, burde vores byer klare sig mindst lige så godt, med hensyn til økosystemets ydelser, som de lokale systemer de erstatter? Så vi skaber noget der hedder Ecological Performance Standards der måler byerne på denne strikse målestok.
At Biomimicry Guild, which is my consulting company, we work with HOK Architects. We're looking at building whole cities in their planning department. And what we're saying is that, shouldn't our cities do at least as well, in terms of ecosystem services, as the native systems that they replace? So we're creating something called Ecological Performance Standards that hold cities to this higher bar.
Spørgsmålet er -- biomimicry er en utrolig magtfuld måde at forny sig på. Spørgsmålet jeg ville stille er, "Hvad er værd at opklare?" Hvis man ikke har set dette, er det ret utroligt. Dr. Ada, Neiman. Dette er et billede af al vandet på Jorden i forhold til Jordens volumen -- al isen, al ferskvandet, al saltvandet -- og al den atmosfære vi kan indånde, i forhold til Jordens volume. Og inden i de kugler har livet, i løbet af 3,8 milliarder år, lavet et frodigt, beboeligt sted til os.
The question is -- biomimicry is an incredibly powerful way to innovate. The question I would ask is, "What's worth solving?" If you haven't seen this, it's pretty amazing. Dr. Adam Neiman. This is a depiction of all of the water on Earth in relation to the volume of the Earth -- all the ice, all the fresh water, all the sea water -- and all the atmosphere that we can breathe, in relation to the volume of the Earth. And inside those balls life, over 3.8 billion years, has made a lush, livable place for us.
Og vi er i en lang, lang række af organismer der kommer til denne planet og spørger os selv, "Hvordan kan vi leve her yndefuldt i længden?" Hvordan kan vi gøre det som livet har lært os? Hvilket er et skabe betingelser der er befordrende for liv. For at kunne gøre dette, er udviklings udfordringen i vores århundrede, mener jeg, er at vi har brug for en måde til at huske os selv på de genier, og på en eller anden måde at møde dem igen.
And we are in a long, long line of organisms to come to this planet and ask ourselves, "How can we live here gracefully over the long haul?" How can we do what life has learned to do? Which is to create conditions conducive to life. Now in order to do this, the design challenge of our century, I think, we need a way to remind ourselves of those geniuses, and to somehow meet them again.
En af de store ideer, et af de store projekter som jeg har været så beæret at arbejde med er en ny hjemmeside. Og jeg vil opmuntre jer alle til venligst at besøge den. Den hedder AskNature.org. Og det vi prøver på at gøre, på den TEDske måde, er at organisere alle biologiske informationer efter udviklings og ingeniør funktionerne.
One of the big ideas, one of the big projects I've been honored to work on is a new website. And I would encourage you all to please go to it. It's called AskNature.org. And what we're trying to do, in a TEDesque way, is to organize all biological information by design and engineering function.
Og vi arbejder med EOL, Encyclopedia of Life, Ed Wilsons TED ønske. Og han samler al biologisk information på en hjemmeside. Og forskerne der bidrager til EOL svarer på et spørgsmål, "Hvad kan vi lære af denne organisme?" Og den information vil blive sat på AskNature.org. Og forhåbentlig vil, enhver opfinder, hvorsomhelst i verden, være i stand til, i skabelsesøjeblikket, at indtaste, "Hvordan fjerner naturen salt fra vandet?" Og svaret vil være mangrove, og sø skildpadder og ens egne nyrer.
And we're working with EOL, Encyclopedia of Life, Ed Wilson's TED wish. And he's gathering all biological information on one website. And the scientists who are contributing to EOL are answering a question, "What can we learn from this organism?" And that information will go into AskNature.org. And hopefully, any inventor, anywhere in the world, will be able, in the moment of creation, to type in, "How does nature remove salt from water?" And up will come mangroves, and sea turtles and your own kidneys.
Og vi vil begynde at være i stand til at gøre som Cody gør, og faktisk være i forbindelse med disse utrolige modeller, som disse ældre der har været her meget, meget længere end vi har. Og forhåbentlig, med deres hjælp, vil vi lære at bo på denne jordklode, og i dette hjem der er vores, men ikke kun vores. Mange tak. (Bifald)
And we'll begin to be able to do as Cody does, and actually be in touch with these incredible models, these elders that have been here far, far longer than we have. And hopefully, with their help, we'll learn how to live on this Earth, and on this home that is ours, but not ours alone. Thank you very much. (Applause)