Jeg er en gamer, så jeg kan godt lide at have mål. Jeg kan godt lide særlige missioner og hemmelige mål. Så her er min særlige mission for dette foredrag: Jeg vil prøve at forøge levealderen af hver enkelt person i dette lokale med syv og et halvt minut. Helt bogstaveligt, vil I leve syv og et halvt minut længere end I ellers ville have gjort, bare fordi I overværede dette foredrag.
I'm a gamer, so I like to have goals. I like special missions and secret objectives. So here's my special mission for this talk: I'm going to try to increase the life span of every single person in this room by seven and a half minutes. Literally, you will live seven and a half minutes longer than you would have otherwise, just because you watched this talk.
Okay, nogle af Jer ser lidt skeptiske ud. Det er okay, for se her -- jeg har matematik til at bevise at det er muligt. Og det vil ikke give meget mening nu. Jeg forklarer det alt sammen senere, bare læg mærke til det nummer i bunden: plus-7.68245837 minutter det vil være min gave til Jer, hvis jeg lykkedes med min mission.
Some of you are looking a little bit skeptical. That's okay, because check it out -- I have math to prove that it is possible. It won't make much sense now. I'll explain it all later, just pay attention to the number at the bottom: +7.68245837 minutes. That will be my gift to you if I'm successful in my mission.
Nuvel, I har også en hemmelig mission. Jeres mission er at finde ud af, hvad I vil bruge Jeres ekstra syv og et halvt minut på. Og jeg synes I skulle gøre noget usædvanligt med dem, fordi de er bonus minutter. I ville ikke have haft dem alligevel.
Now, you have a secret mission too. Your mission is to figure out how you want to spend your extra seven and a half minutes. And I think you should do something unusual with them, because these are bonus minutes.
Nuvel, fordi jeg er en spildesigner, tænker I måske for Jer selv, jeg ved hvad hun vil have os til at gøre med de minutter, hun vil have os til at bruge dem på at spille spil. Nu er det en helt rimelig antagelse, set i lyset af at jeg har fået for vane at tilskynde mennesker til at bruge mere tid på at spille spil. For eksempel, i min første TEDTalk, foreslog jeg at vi skulle bruge 21 milliarder timer om ugen som planet, på at spille computerspil.
You weren't going to have them anyway. Now, because I'm a game designer, you might be thinking to yourself, I know what she wants us to do with those minutes, she wants us to spend them playing games. Now this is a totally reasonable assumption, given that I have made quite a habit of encouraging people to spend more time playing games. For example, in my first TED Talk, I did propose that we should spend 21 billion hours a week, as a planet, playing video games.
Nu er 21 milliarder timer rigtig lang tid. Det er faktisk så lang tid, at den mest uopfordrede kommentar som jeg har hørt fra folk fra over hele verden siden jeg gav det foredrag, er dette: Jane, spil er kanon og sådan, men på ens dødsleje, vil man så virkelig ønske at man havde brugt mere tid på at spille Angry Birds? Denne ide er så vedholdende -- at spil er et spild af tid
Now, 21 billion hours, it's a lot of time. It's so much time, in fact, that the number one unsolicited comment that I have heard from people all over the world since I gave that talk, is this: Jane, games are great and all, but on your deathbed, are you really going to wish you spent more time playing Angry Birds? (Laughter)
som vi kommer til at fortryde -- at jeg bogstavelig talt hører det overalt. For eksempel, en sand historie: For bare et par uger siden, vendte en taxachauffør sig om, da han fandt ud af at en ven og jeg var i byen til en spiludvikler konference, og sagde -- og jeg citerer -- "Jeg hader spil. Spild af liv. Forestil dig at nå enden af ens liv og fortryde al den tid."
This idea is so pervasive -- that games are a waste of time that we will come to regret -- that I hear it literally everywhere I go. For example, true story: Just a few weeks ago, this cab driver, upon finding out that a friend and I were in town for a game developers' conference, turned around and said -- and I quote -- "I hate games. Waste of life. Imagine getting to the end of your life and regretting all that time."
Nuvel, jeg vil tage dette problem alvorligt. Jeg mener, jeg vil gerne have at spil er en kilde til godhed i verden. Jeg vil ikke have at gamere fortryder den tid de har brugt på at spille, tid som jeg har opfordret dem til at bruge. Så på det seneste har jeg tænkt meget på dette spørgsmål. Når vi alle ligger på vores dødsleje, vil vi så fortryde den tid vi brugte på at spille spil?
Now, I want to take this problem seriously. I want games to be a force for good in the world. I don't want gamers to regret the time they spent playing, time that I encouraged them to spend. So I have been thinking about this question a lot lately. When we're on our deathbeds, will we regret the time we spent playing games?
Nu kommer det måske som en overraskelse for Jer, men det viser sig at der faktisk er nogle videnskabelige undersøgelser på området. Det passer. Hospice arbejdere, folkene der tager sig af os, ved slutningen af vores liv, udgav for nylig en rapport om de oftest udtrykte fortrydelser som folk fortæller når de bogstavelig talt ligger på deres dødsleje. Og det er hvad jeg vil dele med Jer i dag -- top fem over de døendes fortrydelser.
Now, this may surprise you, but it turns out there is actually some scientific research on this question. It's true. Hospice workers, the people who take care of us at the end of our lives, recently issued a report on the most frequently expressed regrets that people say when they are literally on their deathbeds. And that's what I want to share with you today -- the top five regrets of the dying.
Nummer et: Jeg ville ønske at jeg ikke havde arbejdet så hårdt. Nummer to: Jeg ville ønske at jeg havde holdt kontakten med mine venner ved lige . Nummer tre: Jeg ville ønske at jeg havde tilladt mig selv at være mere lykkelig. Nummer fire: Jeg ville ønske at jeg havde haft modet til at udtrykke mit sande jeg. Nummer fem: Jeg ville ønske at jeg havde levet et liv der var tro mod mine drømme, i stedet for hvad andre forventede af mig.
Number one: I wish I hadn't worked so hard. Number two: I wish I had stayed in touch with my friends. Number three: I wish I had let myself be happier. Number four: I wish I'd had the courage to express my true self. And number five: I wish I'd lived a life true to my dreams, instead of what others expected of me.
Så vidt jeg ved, er der ingen der nogensinde har fortalt hospice arbejdere, jeg ville ønske jeg havde brugt mere tid på at spille computerspil, men når jeg hører denne top fem over de døendes fortrydelser, kan jeg ikke lade være med at høre fem dybt menneskelige længsler, som spil faktisk kan hjælpe os med at opfylde.
Now, as far as I know, no one ever told one of the hospice workers, "I wish I'd spent more time playing video games," but when I hear these top five regrets of the dying, I can't help but hear five deep human cravings that games actually help us fulfill.
For eksempel, jeg ville ønske at jeg ikke havde arbejdet så hårdt. For mange mennesker, betyder det, jeg ville ønske jeg havde brugt mere tid med min familie, med mine børn mens de voksede op. Jamen, vi ved at at spille spil sammen, bringer enorme fordele til familien. Et nyligt studie fra Brigham Young University School of Family life viste at forældre der brugte mere tid på at spille computerspil med deres børn har meget stærkere forhold med dem i det virkelige liv.
For example, I wish I hadn't worked so hard. For many people, this means, I wish I'd spent more time with my family, with my kids when they were growing up. Well, we know that playing games together has tremendous family benefits. A recent study from Brigham Young University School of Family Life reported that parents who spend more time playing video games with their kids have much stronger real-life relationships with them.
Jeg ville ønske at jeg havde holdt kontakten til mine venner ved lige. Jamen, hundrede millioner mennesker bruger sociale spil som FarmVille eller Words With Friends til at holde en daglig kontakt med virkelige venner og familie. En nylig undersøgelse fra [University of Michigan] viste at disse spil er utrolig magtfulde redskaber til at håndtere forhold. De hjælper os med at holde kontakten til mennesker i vores sociale netværk som vi ellers ville vokse fra, hvis vi ikke spillede spillene sammen.
"I wish I'd stayed in touch with my friends." Hundreds of millions of people use social games like FarmVille or Words With Friends to stay in daily contact with real-life friends and family. A recent study from the University of Michigan showed that these games are incredibly powerful relationship-management tools. They help us stay connected with people in our social network that we would otherwise grow distant from, if we weren't playing games together.
Jeg ville ønske, at jeg havde tilladt mig selv at være mere lykkelig. Jamen, her kan jeg ikke lade være med at tænke på de banebrydende kliniske forsøg der for nylig blev foretaget ved East Carolina University der viste at online spil kan overgå lægemidler i at behandle klinisk angst og depression. Bare 30 minutters online spil om dagen var nok til at skabe et dramatisk boost i humøret og en stigning i lykke på lang sigt.
"I wish I'd let myself be happier." Well, here I can't help but think of the groundbreaking clinical trials recently conducted at East Carolina University that showed that online games can outperform pharmaceuticals for treating clinical anxiety and depression. Just 30 minutes of online game play a day was enough to create dramatic boosts in mood and long-term increases in happiness.
Jeg ville ønske at jeg havde haft modet til at udtrykke mit sande jeg. Jamen, avatarer er en måde til at udtrykke vores sande jeg, vores mest heroiske, idealiserede version af hvem vi måske kunne blive. Det kan man se i dette alter ego portræt af Robbie Cooper af en gamer med hans avatar. Og Stanford University har lavet undersøgelser i fem år nu for at dokumentere hvordan det at spille et spil med en idealiseret avatar ændrer måden hvorpå vi tænker og handler i det virkelige liv, får os til at være mere modige, mere ambitiøse, mere engagerede i vores mål.
"I wish I'd had the courage to express my true self." Well, avatars are a way to express our true selves, our most heroic, idealized version of who we might become. You can see that in this alter ego portrait by Robbie Cooper of a gamer with his avatar. And Stanford University has been doing research for five years now to document how playing a game with an idealized avatar changes how we think and act in real life, making us more courageous, more ambitious, more committed to our goals.
Jeg ville ønske at jeg havde levet et liv der var tro mod mine drømme, i stedet for hvad andre forventede af mig. Gør spil det her endnu? Jeg er ikke sikker, så jeg har sat et spørgsmålstegn, et Super Mario spørgsmålstegn. Og vi vender tilbage til den her.
"I wish I'd led a life true to my dreams, and not what others expected of me." Are games doing this yet? I'm not sure, so I've left a Super Mario question mark. We're going to come back to this one.
Men i mellemtiden, undrer I Jer måske over, hvem er denne spildesigner der tillader sig at tale sådan til os om fortrydelser på dødslejet? Og det er sandt, jeg har aldrig arbejdet på et hospice, jeg har aldrig ligget på mit dødsleje. Men for nylig tilbragte jeg tre måneder i sengen, og ønskede jeg ville dø. Jeg ønskede virkelig at dø.
But in the meantime, perhaps you're wondering, who is this game designer to be talking to us about deathbed regrets? And it's true, I've never worked in a hospice, I've never been on my deathbed. But recently I did spend three months in bed, wanting to die. Really wanting to die.
Så lad mig fortælle Jer den historie. Det startede for to år siden, da jeg slog mit hoved og jeg fik en hjernerystelse. Hjernerystelsen helede ikke ordentligt, og 30 dage senere havde jeg symptomer som non-stop hovedpine, kvalme, svimmelhed, hukommelsestab, mental tåge. Min læge fortalte mig, at for at min hjerne kunne hele, skulle jeg hvile. Så jeg skulle undgå alt der havde udløst symptomerne. For mig betød det, ingen skrivning, ingen computerspil, ingen arbejde eller email, ingen løb, ingen alkohol, ingen koffein. Med andre ord -- og jeg tror I kan se hvor det bærer hen -- ingen grund til at leve.
Now let me tell you that story. It started two years ago, when I hit my head and got a concussion. The concussion didn't heal properly, and after 30 days, I was left with symptoms like nonstop headaches, nausea, vertigo, memory loss, mental fog. My doctor told me that in order to heal my brain, I had to rest it. So I had to avoid everything that triggered my symptoms. For me that meant no reading, no writing, no video games, no work or email, no running, no alcohol, no caffeine. In other words -- and I think you see where this is going -- no reason to live.
Det er selvfølgelig ment for sjov, men alvorlig talt, er selvmordstanker temmelig almindelige ved traumatiske hjerneskader. Det sker for en ud af tre, og det skete for mig. Min hjerne begyndte at fortælle mig, Jane, du vil gerne dø. Den sagde, du får det aldrig bedre. Den sagde, smerten vil ingen ende tage.
(Laughter) Of course it's meant to be funny, but in all seriousness, suicidal ideation is quite common with traumatic brain injuries. It happens to one in three, and it happened to me. My brain started telling me, "Jane, you want to die." It said, "You're never going to get better." It said, "The pain will never end."
Og disse stemmer blev så vedholdende og så overbevisende, at jeg virkelig begyndte at frygte for mit liv, hvilket var tidspunktet hvor jeg sagde til mig selv, efter 34 dage -- og jeg vil aldrig glemme det øjeblik -- jeg sagde, enten slår jeg mig selv ihjel eller jeg ændrer det her til et spil.
And these voices became so persistent and so persuasive that I started to legitimately fear for my life, which is the time that I said to myself after 34 days -- and I will never forget this moment -- I said, "I am either going to kill myself or I'm going to turn this into a game."
Men, hvorfor et spil? Jeg vidste ved at undersøge psykologien bag spil i mere end et årti, at når vi spiller et spil -- og dette står i den videnskabelige litteratur -- tackler vi vanskelige udfordringer med mere kreativitet, mere beslutsomhed, mere optimisme, og der er større sandsynlighed for at vi beder andre om hjælp. Og jeg ville tage disse gamer træk med ind til min udfordring i det virkelige liv, så jeg skabte et bedrings rollespilsspil der hedder Jane the Concussion Slayer.
Now, why a game? I knew from researching the psychology of games for more than a decade that when we play a game -- and this is in the scientific literature -- we tackle tough challenges with more creativity, more determination, more optimism, and we're more likely to reach out to others for help. I wanted to bring these gamer traits to my real-life challenge, so I created a role-playing recovery game called Jane the Concussion Slayer.
Nu blev dette min nye hemmelige identitet, og det første jeg gjorde som banemand var at ringe til min tvillingesøster -- jeg har en enægget tvillingesøster der hedder Kelly -- og fortalte hende, jeg spiller et spil for at helbrede min hjerne, og jeg vil gerne have at du spiller sammen med mig. Det var en nemmere måde til at bede om hjælp.
Now this became my new secret identity, and the first thing I did as a slayer was call my twin sister -- I have an identical twin sister named Kelly -- and tell her, "I'm playing a game to heal my brain, and I want you to play with me." This was an easier way to ask for help.
Hun blev min første allierede i spillet, min mand Kiyash tilsluttede sig bagefter, og sammen identificerede og kæmpede vi mod de onde fyre. Det var hvad som helst der kunne udløse mine symptomer og derfor forsinke helbredelsesforløbet, ting som strålende lys og stuvende fulde rum. Vi samlede og aktiverede også power-ups. Det var hvad som helst jeg kunne gøre på selv mine dårligste dage for at føle bare en smule godt, bare en lille smule produktivitet. Ting som at kramme min hund i 10 minutter, eller stå ud af sengen og gå rundt om karreen bare én gang.
She became my first ally in the game, my husband Kiyash joined next, and together we identified and battled the bad guys. Now this was anything that could trigger my symptoms and therefore slow down the healing process, things like bright lights and crowded spaces. We also collected and activated power-ups. This was anything I could do on even my worst day to feel just a little bit good, just a little bit productive. Things like cuddling my dog for 10 minutes, or getting out of bed and walking around the block just once.
Spillet var så simpelt: Få en hemmelig identitet, rekrutter dine allierede, bekæmp de onde, aktiver power-ups. Men selv med et så simpelt spil, varede det ikke mere end et par dage, før depressionstågen og angsten forsvandt. Den forduftede bare. Det føltes som et mirakel. Nu var det ikke nogen mirakelkur imod hovedpinen eller de kognitive symptomer. Det varede mere end et år, og det var uden tvivl det hårdeste år i mit liv. Men selv da jeg stadig havde symptomerne, selv da jeg stadig havde smerter, ophørte jeg med at lide.
Now the game was that simple: Adopt a secret identity, recruit your allies, battle the bad guys, activate the power-ups. But even with a game so simple, within just a couple days of starting to play, that fog of depression and anxiety went away. It just vanished. It felt like a miracle. Now it wasn't a miracle cure for the headaches or the cognitive symptoms. That lasted for more than a year, and it was the hardest year of my life by far. But even when I still had the symptoms, even while I was still in pain, I stopped suffering.
Det der skete derefter med spillet, overraskede mig. Jeg satte nogle blogposts og nogle videoer online, og forklarede hvordan man skulle spille. Men ikke alle har en hjernerystelse, selvsagt, ikke alle har lyst til at være "banemanden", så jeg omdøbte spillet til SuperBetter.
Now what happened next with the game surprised me. I put up some blog posts and videos online, explaining how to play. But not everybody has a concussion, obviously, not everyone wants to be "the slayer," so I renamed the game SuperBetter.
Og snart begyndte jeg at høre fra folk fra hele verden der opfandt deres egen hemmelige identitet, rekruterede deres egne allierede, og de fik det "super bedre" og konfronterede udfordringer som kræft og kroniske smerter, depression og Crohns sygdom. Mennesker spillede det selv mod uhelbredelige diagnoser som ALS. Og jeg kunne se fra deres beskeder og deres videoer, at spillet hjalp dem på de samme måder som det havde hjulpet mig. De talte om at føle sig stærkere og mere modige. De talte om at blive forstået bedre af deres venner og familie. Og de talte endda om at være mere lykkelige, selv om de havde smerter, selvom de kæmpede med de mest barske udfordinger i deres liv.
And soon, I started hearing from people all over the world who were adopting their own secret identity, recruiting their own allies, and they were getting "super better," facing challenges like cancer and chronic pain, depression and Crohn's disease. Even people were playing it for terminal diagnoses like ALS. And I could tell from their messages and their videos that the game was helping them in the same ways that it helped me. They talked about feeling stronger and braver. They talked about feeling better understood by their friends and family. And they even talked about feeling happier, even though they were in pain, even though they were tackling the toughest challenge of their lives.
På det tidspunkt tænkte jeg for mig selv, hvad sker der her? Jeg mener, hvordan kunne et så banalt spil gribe så hårdt ind i så alvorlige, og i nogle tilfælde liv eller død, omstændigheder? Jeg mener, hvis det ikke havde virket for mig, ville jeg under ingen omstændigheder have troet på at det var muligt. Men, det viser sig at der er noget videnskab her også. Nogle mennesker bliver stærkere og lykkeligere efter en traumatisk begivenhed. Og det var det der skete for os.
Now at the time, I'm thinking to myself, what is going on here? I mean, how could a game so trivial intervene so powerfully in such serious, and in some cases life-and-death, circumstances? I mean, if it hadn't worked for me, there's no way I would have believed it was possible. Well, it turns out there's some science here, too. Some people get stronger and happier after a traumatic event. And that's what was happening to us.
Spillet hjalp os med at opleve hvad videnskabsfolk kalder posttraumatisk vækst, hvilket er noget vi sædvanligvis ikke hører om. Vi hører som regel om posttraumatisk stresstilstand. Men videnskabsfolk ved nu at en traumatisk begivenhed ikke fordømmer os til at lide i al evighed. I stedet for kan vi bruge det som et springbræt til at slippe vores bedste egenskaber løs og føre et lykkeligere liv.
The game was helping us experience what scientists call post-traumatic growth, which is not something we usually hear about. We usually hear about post-traumatic stress disorder. But scientists now know that a traumatic event doesn't doom us to suffer indefinitely. Instead, we can use it as a springboard to unleash our best qualities and lead happier lives.
Her er en top fem over de ting mennesker med posttraumatisk vækst siger: Mine prioriteter har ændret sig. Jeg er ikke bange for at gøre det der gør mig glad. Jeg føler at jeg er tættere på mine venner og familie. Jeg forstår mig selv bedre. Jeg ved virkelig hvem jeg er nu. Jeg har en fornyet sans af mening og formål med mit liv. Jeg er bedre i stand til at fokusere på mine mål og drømme.
Here are the top five things that people with post-traumatic growth say: "My priorities have changed." "I'm not afraid to do what makes me happy." "I feel closer to my friends and family." "I understand myself better. I know who I really am now." "I have a new sense of meaning and purpose in my life." "I'm better able to focus on my goals and dreams."
Nuvel, lyder det bekendt? Det bør det, fordi top fem over posttraumatisk vækst er i bund og grund præcis det modsatte af top fem fortrydelser fra de døende. Det er interessant, ikke? Det lader til, at på en eller anden måde kan en traumatisk begivenhed starte vores evne, til at leve et liv med færre fortydelser.
Now, does this sound familiar? It should, because the top five traits of post-traumatic growth are essentially the direct opposite of the top five regrets of the dying. Now this is interesting, right? It seems that somehow, a traumatic event can unlock our ability to lead a life with fewer regrets.
Men hvordan virker det? Hvordan kommer man fra traume til vækst? Eller endnu bedre, er der en måde hvorpå man kan få alle fordelene ved posttraumatisk vækst, uden traumet, uden at skulle slå hovedet først? Det ville være godt, ikke?
But how does it work? How do you get from trauma to growth? Or better yet, is there a way to get all the benefits of post-traumatic growth without the trauma, without having to hit your head in the first place? That would be good, right?
Jeg ville forstå fænomenet bedre, så jeg dykkede ned i den videnskabelige litteratur, og her er hvad jeg lærte. Der er fire forskellige former for styrke, eller robusthed, der hjælper med posttraumatisk vækst, og der er videnskabeligt godkendte aktiviteter som man kan lave hver dag, for at opbygge disse fire former for modståelighed, og man har ikke brug for et traume for at udføre dem.
I wanted to understand the phenomenon better, so I devoured the scientific literature, and here's what I learned. There are four kinds of strength, or resilience, that contribute to post-traumatic growth, and there are scientifically validated activities that you can do every day to build up these four kinds of resilience, and you don't need a trauma to do it.
Nu kunne jeg godt fortælle Jer hvad disse fire typer af styrke er, men jeg vil hellere have at I selv oplever dem. Jeg vil hellere have, at vi starter med at bygge dem op sammen, lige nu. Så vi gør det på denne måde. Vi skal spille et hurtigt spil sammen. Det er her, at I tjener de syv og et halvt minuts bonus-liv som jeg lovede Jer tidligere. Alt I behøver at gøre, er at succesfuldt gennemføre de første 4 af vores SuperBetter udfordringer. Og jeg føler at I kan gøre det. Jeg tror på Jer.
I could tell you what these four types of strength are, but I'd rather you experience them firsthand. I'd rather we all start building them up together right now. Here's what we're going to do. We'll play a quick game together. This is where you earn the seven and a half minutes of bonus life that I promised you earlier. All you have to do is successfully complete the first four SuperBetter quests. And I feel like you can do it. I have confidence in you.
Så, er alle klar? Her er Jeres første udfordring. Her kommer det. Vælg en: Rejs dig op og tag tre skridt, eller knug dine hænder, løft dem over dit hoved, så højt du kan i fem sekunder. Go! Okay, jeg kan godt lide de folk der gør begge dele. I er stræbere. Rigtig godt. (Latter)
So, everybody ready? This is your first quest. Here we go. Pick one: Stand up and take three steps, or make your hands into fists, raise them over your head as high as you can for five seconds, go! All right, I like the people doing both. You are overachievers. Very good.
Godt gjort allesammen. Det er plus én
(Laughter)
fysisk robusthed værd, hvilket betyder at Jeres krop kan modstå mere stress og kan hele sig selv hurtigere. Vi ved fra forskning, at den bedste ting man kan gøre for at booste ens fysiske robusthed, er at ikke sidde stille. Der skal ikke mere til. Hver eneste sekund man ikke sidder stille, styrker man aktivt sit hjertes helbred, og ens lunger og ens hjerne.
Well done, everyone. That is worth +1 physical resilience, which means that your body can withstand more stress and heal itself faster. We know from the research that the number one thing you can do to boost your physical resilience is to not sit still. That's all it takes. Every single second that you are not sitting still, you are actively improving the health of your heart, and your lungs and brains.
Er alle klar til jeres næste udfordring? Jeg vil gerne have Jer til at knipse med fingrene præcis 50 gange, eller til at tælle tilbage fra 100, med syv, sådan her: 100, 93 ... Go!
Everybody ready for your next quest? I want you to snap your fingers exactly 50 times, or count backwards from 100 by seven, like this: 100, 93... Go!
(Knipser)
(Snapping)
Giv ikke op.
Don't give up.
(Knipser)
(Snapping)
Lad ikke folkene der tæller ned fra 100 forstyrre Jer der tæller til 50.
Don't let the people counting down from 100 interfere with your counting to 50.
(Latter)
(Snapping)
(Laughter)
Flot. Wow. Det er første gang jeg har set det. Bonus fysisk robusthed. Flot klaret alle sammen. Det er plus én mental robusthed værd, hvilket betyder at man har mere mental fokus, mere disciplin, beslutsomhed og viljestyrke. Vi ved fra videnskabelige undersøgelser, at viljestyrke faktisk virker som en muskel. Den bliver stærkere jo mere man træner den. Så at tackle en lille udfordring uden at give op, selvom det er noget så banalt som at knipse fingrene præcis 50 gange eller at tælle tilbage fra 100, med et mellemrum på syv er faktisk en videnskabelig valid måde til at styrke ens viljestyrke.
Nice. Wow. That's the first time I've ever seen that. Bonus physical resilience. Well done, everyone. Now that's worth +1 mental resilience, which means you have more mental focus, more discipline, determination and willpower. We know from the scientific research that willpower actually works like a muscle. It gets stronger the more you exercise it. So tackling a tiny challenge without giving up, even one as absurd as snapping your fingers exactly 50 times or counting backwards from 100 by seven is actually a scientifically validated way to boost your willpower.
Så, godt arbejde. Udfordring nummer tre. Vælg en: På grund af det lokale vi er i, har skæbnen faktisk valgt for Jer, fordi her er de to muligheder. Hvis man er indenfor, så find et vindue at kigge ud af. Hvis man er udenfor, så find et vindue at kigge ind af. Eller lav en hurtig YouTube eller Google billed søgning efter "[dit yndlingsdyr] unge".
So good job. Quest number three. Pick one: Because of the room, fate's really determined this for you, but here are the two options. If you're inside, find a window and look out of it. If you're outside, find a window and look in. Or do a quick YouTube or Google image search for "baby [your favorite animal.]"
Nu kunne I gøre det på Jeres telefoner, eller I kan bare råbe nogle dyreunger, Jeg finder nogle og sætter dem op på skærmen til os. Så, hvad vil I gerne se? Dovendyr, giraf, elefant, slange. Okay, lad os se hvad vi kan finde. Delfin unger og lama unger. Se her alle sammen. Set det? Okay, en mere. Elefant unger.
Do it on your phones, or just shout out some baby animals, and I'll put them on the screen. So, what do we want to see? Sloth, giraffe, elephant, snake. Okay, let's see what we got. Baby dolphin and baby llamas. Everybody look. Got that? Okay, one more. Baby elephant.
Klapper vi på grund af det? Det er imponerende.
(Audience) Oh! We're clapping for that? That's amazing.
(Laughter)
Okay, det vi nu kan føle er plus en følelsesmæssig robusthed. hvilket betyder at I har evnen til at fremprovokere stærke, positive følelser, såsom nysgerrighed eller kærlighed, som vi føler når vi kigger på dyreunger, når man har mest brug for det.
All right, what we're just feeling there is plus-one emotional resilience, which means you have the ability to provoke powerful, positive emotions like curiosity or love, which we feel looking at baby animals, when you need them most.
Og her er en hemmelighed til Jer, fra den videnskabelige litteratur. Hvis man kan finde ud af at opleve tre positive følelser for hver negative følelse, i løbet af en time, en day, en uge, forbedrer man dramatisk ens helbred og ens evne til succesfuldt at tackle ethvert problem man står overfor. Og det er kaldet den tre-til-én positive følelses ratio. Det er mit yndlings SuperBetter trick, så bliv ved med det.
Here's a secret from the scientific literature for you. If you can manage to experience three positive emotions for every one negative emotion over the course of an hour, a day, a week, you dramatically improve your health and your ability to successfully tackle any problem you're facing. And this is called the three-to-one positive emotion ratio. It's my favorite SuperBetter trick, so keep it up.
Okay, vælg en, sidste udfordring: Giv en anden person hånden i seks sekunder, eller send nogen en hurtig takke hilsen via sms, email, Facebook eller Twitter. Go!
All right, pick one, last quest: Shake someone's hand for six seconds, or send someone a quick thank you by text, email, Facebook or Twitter. Go!
(Snakker)
(Chatting)
Det ser lovende ud, det ser lovende ud. Flot, flot. Blev ved med det. Jeg er vild med det! Okay allesammen, det er plus en i social robusthed, hvilket betyder at man faktisk får mere styrke fra ens venner, ens naboer, ens familie, ens nærsamfund. Så en god måde til at styrke ens sociale robusthed på, er taknemmelighed. Berøring er endnu bedre.
Looking good, looking good. Nice, nice. Keep it up. I love it! All right, everybody, that is +1 social resilience, which means you actually get more strength from your friends, your neighbors, your family, your community. Now, a great way to boost social resilience is gratitude. Touch is even better.
Her er endnu en hemmelighed til Jer: At trykke et andet menneskes hånd i seks sekunder hæver dramatisk niveauet af oxytocin i ens blodstrøm, og det er tillidshormonet. Det betyder at alle Jer der lige gav hånd er biokemisk klar til at holde af og hjælpe en anden. Det vil vare ved indtil pausen, så gør brug af det og skab nogle netværk.
Here's one more secret for you: Shaking someone's hand for six seconds dramatically raises the level of oxytocin in your bloodstream, now that's the trust hormone. That means that all of you who just shook hands are biochemically primed to like and want to help each other. This will linger during the break, so take advantage of the networking opportunities.
(Latter)
(Laughter)
Okay, nogle af Jer har gennemført de fire udfordringer succesfuldt så lad os se om jeg, med success, har gennemført min mission om at give Jer syv og et halvt minut ekstra bonus liv. Og det er her jeg kan dele endnu et stykke bonus info med Jer. Det viser sig at mennesker der regelmæssigt booster disse fire typer af robusthed -- fysisk, mentalt, følelsesmæssigt og socialt -- lever 10 år længere end alle andre mennesker. Så det er sandt. Hvis man regelmæssigt opnår tre-til-en positive følelser hvis man aldrig sidder stille i mere end en time af gangen, hvis man rækker ud til ét mennesker man holder af hver dag, hvis man takler små mål til at booste ens viljestyrke, vil man leve 10 år længere end alle andre, og det er her det matematik jeg viste tidligere kommer ind.
Well, you have successfully completed your four quests, let's see if I've successfully completed my mission to give you seven and a half minutes of bonus life. Now I get to share one more little bit of science with you. It turns out that people who regularly boost these four types of resilience -- physical, mental, emotional and social -- live 10 years longer than everyone else. So this is true. If you are regularly achieving the three-to-one positive emotion ratio, if you are never sitting still for more than an hour at a time, if you are reaching out to one person you care about every single day, if you are tackling tiny goals to boost your willpower, you will live 10 years longer than everyone else, and here's where that math I showed you earlier comes in.
Den gennemsnitlige forventede levealder i USA og England er 78,1 år, men vi ved fra mere end 1.000 peer-reviewed videnskabelige studier at man kan tilføje 10 års liv til det, ved at booste ens fire typer af robusthed. Så hvert eneste år man booster ens fire typer af robusthed, tjener man faktisk 0,128 års ekstra liv eller 46 dage ekstra liv, eller 67,298 ekstra minutter liv, hvilket betyder at man hver eneste dag tjener 184 minutters liv, eller hver eneste time at man booster ens robusthed, ligesom vi lige gjorde sammen, tjener man 7.68245837 ekstra minutters liv.
So, the average life expectancy in the U.S. and the U.K. is 78.1 years, but we know from more than 1,000 peer-reviewed scientific studies that you can add 10 years of life by boosting your four types of resilience. So every single year that you are boosting your four types of resilience, you're actually earning .128 more years of life or 46 more days of life, or 67,298 more minutes of life, which means every single day, you are earning 184 minutes of life, or every single hour that you are boosting your four types of resilience, like we just did together, you are earning 7.68245837 more minutes of life.
Tillykke, de syv og et halvt minut er jeres. I har helt klart fortjent dem.
Congratulations, those seven and a half minutes are all yours. You totally earned them.
(Bifald)
Yeah!
Ja! Fedt.
(Applause)
Vent, vent, vent. I har stadig Jeres specielle mission, Jeres hemmelige mission. Hvordan vil I bruge Jeres 7 og et halvt minuts bonusliv?
Awesome. Wait, wait, wait. You still have your special mission, your secret mission. How are you going to spend these minutes of bonus life? Well, here's my suggestion.
Jamen, her er mit forslag. Disse syv og et halvt bonus minutter er lidt ligesom en ånds ønsker. Men kan bruge sit første ønske på at ønske en million ekstra ønsker. Ret smart, ikke? Så, hvis man bruger syv og et halvt minutter i dag på at gøre noget der gør en glad, eller noget der får en til at være fysisk aktiv, eller sætter en i forbindelse med en man holder af, eller bare takler en lille udfordring, vil man styrke ens robusthed, så vil man optjene flere minutter.
These seven and a half bonus minutes are kind of like genie's wishes. You can use your first wish to wish for a million more wishes. Pretty clever, right? So, if you spend these seven and a half minutes today doing something that makes you happy, or that gets you physically active, or puts you in touch with someone you care about, or even just tackling a tiny challenge, you're going to boost your resilience, so you're going to earn more minutes.
Og den gode nyhed er, man kan blive ved på den måde. Hver time, hver dag, resten af ens liv, hele vejen til ens dødsleje, hvilket nu er 10 år senere end det ellers ville have været. Og når man når der til, er det mere sandsynligt, at man ikke vil have nogle af disse top fem fortrydelser, fordi man vil have opbygget en styrke og robusthed til at lede et liv der er mere tro mod ens drømme. Og med 10 ekstra år, vil man måske endda have tid nok til at spille lidt flere spil.
And the good news is, you can keep going like that. Every hour of the day, every day of your life, all the way to your deathbed, which will now be 10 years later than it would have otherwise. And when you get there, more than likely, you will not have any of those top five regrets, because you will have built up the strength and resilience to lead a life truer to your dreams. And with 10 extra years, you might even have enough time to play a few more games.
Tak.
Thank you.
(Bifald)
(Applause)