Desværre, vil der i løbet af de næste 18 minutter mens jeg holder denne tale, vil fire amerikanere der er i live nu være døde af den mad de spiser.
Sadly, in the next 18 minutes when I do our chat, four Americans that are alive will be dead through the food that they eat.
Mit navn er Jamie Oliver. Jeg er 34 år. Jeg kommer fra Essex i England, og i løbet af de sidste syv år, har jeg arbejdet ret utrætteligt på at redde liv, på min egen måde. Jeg er ikke læge; jeg er kok, jeg har ikke dyrt udstyr eller medicin. Jeg bruger information, uddannelse.
My name's Jamie Oliver. I'm 34 years old. I'm from Essex in England and for the last seven years I've worked fairly tirelessly to save lives in my own way. I'm not a doctor; I'm a chef, I don't have expensive equipment or medicine. I use information, education.
Jeg mener dybt, at madens magt har en grundlæggende plads i vores hjem, der binder os til de bedste stykker i vores liv. Vi har en forfærdelig, forfærdelig virkelighed lige nu. Amerika, I er på toppen lige nu. Dette er et af de mest usunde lande i verden.
I profoundly believe that the power of food has a primal place in our homes that binds us to the best bits of life. We have an awful, awful reality right now. America, you're at the top of your game. This is one of the most unhealthy countries in the world.
Må jeg bede om en håndsoprækning, fra alle tilstedeværende i dag, der har et barn? Ræk venligst jeres hænder i vejret. Tanter, onkler, I kan fortsætte med at række hånden op, også tanter og onkler. De fleste af Jer. OK. Vi, de voksne i de sidste fire generationer, har velsignet vores børn med den skæbne, at have en kortere levetid end deres egne forældre. Jeres børn vil leve et liv der er ti år kortere end jeres på grund af det landskab af mad vi har bygget rundt om dem. To tredjedele af dette lokale, i dag, i Amerika, er statistisk set overvægtige eller fede. Banden her, I klarer den, men vi skal nok få ram på jer før eller siden, bare rolig.
Can I please just see a raise of hands for how many of you have children in this room today? Put your hands up. You can continue to put your hands up, aunties and uncles as well. Most of you. OK. We, the adults of the last four generations, have blessed our children with the destiny of a shorter lifespan than their own parents. Your child will live a life ten years younger than you because of the landscape of food that we've built around them. Two-thirds of this room, today, in America, are statistically overweight or obese. You lot, you're all right,
(Latter)
but we'll get you eventually, don't worry.
Ikke? Statistikkerne om dårligt helbred er klare, meget klare. Vi bruger vores liv på at være paranoide omkring død, mord, selvmord, og så videre; det er på forsiden af alle aviser, CNN. Kig på selvmord nede i bunden for Guds skyld. Ikke?
(Laughter) The statistics of bad health are clear, very clear. We spend our lives being paranoid about death, murder, homicide, you name it; it's on the front page of every paper, CNN. Look at homicide at the bottom, for God's sake.
(Latter)
Right?
(Bifald)
(Laughter)
Hver eneste af dem i rød, er en kost-relateret sygdom. Enhver læge, enhver specialist vil sige det. Faktum: Kost-relaterede sygdomme er den største dræber i USA, lige nu, i dag. Dette er et globalt problem. Det er en katastrofe. Det hærger verden. England følger lige efter jer, som altid.
(Applause) Every single one of those in the red is a diet-related disease. Any doctor, any specialist will tell you that. Fact: diet-related disease is the biggest killer in the United States, right now, here today. This is a global problem. It's a catastrophe. It's sweeping the world. England is right behind you, as usual.
(Latter)
(Laughter)
Jeg vidste de var tæt på hinanden, men ikke så tæt. Vi har brug for en revolution. Mexico, Australien, Tyskland, Indien, Kina, har alle massive problemer med fedme og dårligt helbred. Tænk på rygning. Det koster væsentlig mindre end fedme nu. Fedme koster jer amerikanere 10 procent af udgifterne i sundhedsvæsnet, 150 milliarder dollar per år. Om 10 år, er det sat til det dobbelte: 300 milliarder dollars om året. Og lad os være ærlige, venner, I har ikke den slags penge.
I know they were close, but not that close. We need a revolution. Mexico, Australia, Germany, India, China, all have massive problems of obesity and bad health. Think about smoking. It costs way less than obesity now. Obesity costs you Americans 10 percent of your health-care bills, 150 billion dollars a year. In 10 years, it's set to double: 300 billion dollars a year. Let's be honest, guys, you haven't got that cash.
(Latter)
(Laughter)
Jeg kom her for at starte en madrevolution som jeg tror så dybt på. Vi har brug for den. Tiden er nu. Vi er nået til et kritisk punkt. Jeg har gjort dette i syv år. Jeg har prøvet i Amerika i syv år. Nu er tiden moden -- moden til at handle. Jeg tog til stormens øje. Jeg tog til West Virginia, den mest usunde stat i Amerika. Det var faktisk sidste år. Vi har en ny i år, men det arbejder vi på næste sæson.
I came here to start a food revolution that I so profoundly believe in. We need it. The time is now. We're in a tipping-point moment. I've been doing this for seven years. I've been trying in America for seven years. Now is the time when it's ripe -- ripe for the picking. I went to the eye of the storm. I went to West Virginia, the most unhealthy state in America. Or it was last year. We've got a new one this year, but we'll work on that next season.
(Latter)
(Laughter)
Huntington, West Virginia. Smuk by. Jeg ville indgyde hjerte og sjæl i folk, jeres offentlighed, omkring de statistikker som vi er blevet vandt til. Jeg vil introducere jer for nogle folk, som jeg holder af: jeres offentlighed, jeres børn. Jeg vil vise jer et billede af min ven Brittany. Hun er 16 år gammel. Hun har seks år tilbage at leve i, på grund af den mad hun har spist. Hun er den tredje generation af amerikanere, der ikke er vokset op i et mad miljø hvor de er blevet lært at lave mad hjemme, eller i skole, eller hendes mor, eller hendes mors mor. Hun har seks år tilbage at leve i. Hun spiser sin lever ihjel.
Huntington, West Virginia. Beautiful town. I wanted to put heart and soul and people, your public, around the statistics that we've become so used to. I want to introduce you to some of the people that I care about: your public, your children. I want to show a picture of my friend Brittany. She's 16 years old. She's got six years to live because of the food that she's eaten. She's the third generation of Americans that hasn't grown up within a food environment where they've been taught to cook at home or in school, or her mom, or her mom's mom. She has six years to live. She's eating her liver to death.
Stacy, familien Edwards. Dette er en normal familie, venner. Stacy gør hendes bedste, men hun er også tredjegenerations; hun blev aldrig lært at lave mad derhjemme, eller i skolen. Familien er fed. Justin her, 12 år gammel, han vejer 160kg. Han bliver mobbet for guds skyld. Datteren her, Katie, hun er fire år gammel. Hun er fed, før hun når at komme i folkeskole. Marissa, hun klarer den, hun er en af jer. Men ved I hvad? Hendes far, der var fed, døde i hendes arme. Og så den næstmest betydningsfulde mand i hendes liv, hendes onkel, døde af fedme, og nu er hendes stedfar fed. Ser I, det er sådan at fedme og kostrelaterede sygdomme ikke kun påvirker de folk der har det; det er alle deres venner, familie, brødre, søstre.
Stacy, the Edwards family. This is a normal family, guys. Stacy does her best, but she's third-generation as well; she was never taught to cook at home or at school. The family's obese. Justin here, 12 years old, he's 350 pounds. He gets bullied, for God's sake. The daughter there, Katie, she's four years old. She's obese before she even gets to primary school. Marissa, she's all right, she's one of your lot. But you know what? Her father, who was obese, died in her arms, And then the second most important man in her life, her uncle, died of obesity, and now her step-dad is obese. You see, the thing is, obesity and diet-related disease doesn't just hurt the people that have it; it's all of their friends, families, brothers, sisters.
Pastor Steve: en inspirerende mand, en af mine første allierede i Huntington, West Virginia. Han er ved frontlinjen af dette problem. Han skal begrave folk, ok? Og han er træt af det. Han er træt af at begrave hans venner, hans familie, hans samfund. Til vinter, dør tre gange så mange mennesker. Han er træt af det. Dette er undgåelige sygdomme. Spild af liv. Forresten, dette er hvad de bliver begravet i. Vi er ikke gearet til at håndtere dette. De kan ikke engang få dem ud af døren -- og jeg mener det alvorligt -- kan ikke engang få dem derhen. Gaffeltruck.
Pastor Steve: an inspirational man, one of my early allies in Huntington, West Virginia. He's at the sharp knife-edge of this problem. He has to bury the people, OK? And he's fed up with it. He's fed up with burying his friends, his family, his community. Come winter, three times as many people die. He's sick of it. This is preventable disease. Waste of life. By the way, this is what they get buried in. We're not geared up to do this. Can't even get them out the door, and I'm being serious. Can't even get them there. Forklift.
Ok, se det som en trekant, ok? Dette er vores landskab af mad. Jeg har brug for, at I forstår det. I har sikkert hørt alt dette før, men lad os lige kigge det igennem. Hvad er der sket løbet af de sidste 30 år, der har flået hjertet ud på dette land? Lad os være ligefremme og ærlige: Jamen, den moderne hverdag.
OK, I see it as a triangle, OK? This is our landscape of food. I need you to understand it. You've probably heard all this before. Over the last 30 years, what's happened that's ripped the heart out of this country? Let's be frank and honest. Well, modern-day life.
Lad os starte med hovedgaden. Fast food har overtaget hele landet; det ved vi. De store mærkevarer er nogle af de vigtigste krafter, kraftfulde kræfter, i dette land. Også supermarkeder. Store virksomheder. Store virksomheder. For tredive år siden, var det meste mad stort set lokalt, og stort set frisk. Nu er det stort set færdigbehandlet og fyldt med alle mulige tilsætningsstoffer, ekstra ingredienser, og I kender resten af historien. Portions størrelse er tydeligvis et kæmpe, kæmpe problem. Mærkning er et kæmpe problem. Mærkningen i dette land er en skændsel. De vil være selv -- de vil selv-kontrollere sig selv. Industrien vil selv-kontrollere sig selv. Hvad, i dette slags klima? Det har de ikke fortjent. Hvordan kan man sige noget har et lavt fedtindhold, når det er fyldt med så meget sukker?
Let's start with the Main Street. Fast food has taken over the whole country; we know that. The big brands are some of the most important powers, powerful powers, in this country. (Sighs) Supermarkets as well. Big companies. Big companies. Thirty years ago, most of the food was largely local and largely fresh. Now it's largely processed and full of all sorts of additives, extra ingredients, and you know the rest of the story. Portion size is obviously a massive, massive problem. Labeling is a massive problem. The labeling in this country is a disgrace. The industry wants to self-police themselves. What, in this kind of climate? They don't deserve it. How can you say something is low-fat when it's full of so much sugar?
Hjemmet. Det største problem med hjemmet er at det plejede at være hjertet i at give mad, madkultur videre det der lavede vores samfund. Det sker ikke mere. Og I ved, i takt med at vi går på arbejde og som livet ændrer sig, og som livet altid udvikler sig, skal vi ligesom se på det holistisk -- træd tilbage et øjeblik, og håndter balancen på en anden måde. Det sker ikke, det er ikke sket i løbet af de sidste 30 år, ok? Jeg vil vise jer en situation der er meget normal lige nu; familien Edwards.
Home. The biggest problem with the home is that used to be the heart of passing on food culture, what made our society. That is not happening anymore. And you know, as we go to work and as life changes, and as life always evolves, we kind of have to look at it holistically -- step back for a moment, and re-address the balance. It hasn't happened for 30 years, OK? I want to show you a situation that is very normal right now; the Edwards family.
(VIdeo) Jamie Oliver: Lad os lige snakke sammen. Dette stads går gennem dig og din families krop hver uge. Og jeg har brug for at vide, at du er klar over at det vil dræbe dine børn for tidligt. Hvordan har du det?
(Video) Jamie Oliver: Let's have a talk. This stuff goes through you and your family's body every week. And I need you to know that this is going to kill your children early. How are you feeling?
Stacy: Jeg er bare virkelig ked af det og deprimeret lige nu. Men, du ved. jeg vil gerne have at min børn får succes i livet og dette får dem ikke derhen. Men at jeg dræber dem.
Stacy: Just feeling really sad and depressed right now. But, you know, I want my kids to succeed in life and this isn't going to get them there. But I'm killing them.
JO: Ja, det gør du. Det gør du. Men vi kan stoppe det. Normalt. Lad os se på skoler, noget som jeg egentlig er en specialist omkring. Ok, skole. Hvad er skole? Hvem opfandt det? Hvad er formålet med skole? Skolen var opfundet for at bevæbne os med værktøjerne til at gøre os kreative, gøre vidunderlige ting, få os til at tjene til livet, etc., etc., etc. I ved, det har ligesom været i en slags tæt kasse i lang, lang tid. Ok? Men vi har ikke rigtig udviklet det, til at håndtere sundhedskatastrofen i Amerika, ok? Skolemad, er noget som de fleste børn -- 31 millioner om dagen, faktisk -- får to gange om dagen, for det meste, morgenmad og frokost, 180 dage om året. Så man kan sige, at skolemad er ret vigtigt, faktisk, i forhold til omstændighederne.
JO: Yes you are. You are. But we can stop that. Normal. Let's get on schools, something that I'm fairly much a specialist in. OK, school. What is school? Who invented it? What's the purpose of school? School was always invented to arm us with the tools to make us creative, do wonderful things, make us earn a living, etc., etc. You know, it's been kind of in this sort of tight box for a long, long time, OK? But we haven't really evolved it to deal with the health catastrophes of America, OK? School food is something that most kids -- 31 million a day, actually -- have twice a day, more than often, breakfast and lunch, 180 days of the year. So you could say that school food is quite important, really, judging the circumstances.
(Latter)
(Laughter)
Før jeg kører på med min svada, som jeg er sikker på I venter på ...
Before I crack into my rant, which I'm sure you're waiting for --
(Latter)
(Laughter)
Har jeg brug for at sige en ting, og det er så vigtigt i forhåbentlig den magi der kommer og udfolder sig i løbet af de næste tre måneder. Kantinedamerne, kantinekokkene i Amerika -- jeg tilbyder mig som deres ambassadør. Jeg er ikke nedsættende om dem. De gør det bedste de kan. De gør deres bedste. Men de gør som de får besked på, og hvad de får besked på, er forkert. Systemet køres stort set kun af økonomer; der er ikke nok, eller nogen, mad-vidende folk i branchen. Der er et problem: hvis man ikke er madekspert, og man har stramme budgetter og det bliver strammet yderligere, så kan man ikke være kreativ man kan ikke ændre ting og omskrive forskellige ting. Hvis man er økonom og talrytter, det eneste man kan gøre under disse omstændigheder er at købe billigere skrammel.
I need to say one thing, and it's so important in, hopefully, the magic that happens and unfolds in the next three months. The lunch ladies, the lunch cooks of America -- I offer myself as their ambassador. I'm not slagging them off. They're doing the best they can do. They're doing their best. But they're doing what they're told, and what they're being told to do is wrong. The system is highly run by accountants; there's not enough, or any, food-knowledgeable people in the business. There's a problem: If you're not a food expert, and you've got tight budgets and it's getting tighter, then you can't be creative, you can't duck and dive and write different things around things. If you're an accountant, and a box-ticker, the only thing you can do in these circumstances is buy cheaper shit.
Men, virkeligheden er, den mad som jeres børn får hver dag, er fast food, det er meget forarbejdet, der er ikke nok frisk mad der, overhovedet. I ved, mængden af tilsætningsstoffer, E-numre, ingredienser som I ikke vil tro på -- der er ikke nok grøntsager overhovedet. Pommes frites er set som en grøntsag. Pizza er morgenmad. De får ikke engang bestik. Knive og gafler? Nej, de er for farlige. De har sakse i klasseværelset, men knive og gafler? Nej. Og sådan som jeg ser det: hvis man ikke har knive og gafler i ens skole, støtter man udelukkende, fra statens side, fast food, fordi det spises kun med hænderne. Og ja, forresten, det er fast food: det er bøfsandwich, det er burgere, det er pølser, det er pizzaer, det er al den slags.
Now, the reality is, the food that your kids get every day is fast food, it's highly processed, there's not enough fresh food in there at all. You know, the amount of additives, E numbers, ingredients you wouldn't believe -- there's not enough veggies at all. French fries are considered a vegetable. Pizza for breakfast. They don't even get crockery. Knives and forks? No, they're too dangerous. They have scissors in the classroom, but knives and forks? No. And the way I look at it is: If you don't have knives and forks in your school, you're purely endorsing, from a state level, fast food, because it's handheld. And yes, by the way, it is fast food: It's sloppy Joes, it's burgers, it's wieners, it's pizzas, it's all of that stuff.
Ti procent af det vi bruger på sundhedsvæsnet, som jeg sagde tidligere, bruges på fedme, og det bliver fordoblet. Vi underviser ikke vores børn. Det er ingen pligt om at undervise børn om mad, i folkeskolen, ok? Vi lærer ikke børn om mad. Vel? Og dette er et lille klip fra en folkeskole, som er meget almindelig i England.
(Sighs) Ten percent of what we spend on health care, as I said earlier, is on obesity, and it's going to double. We're not teaching our kids. There's no statutory right to teach kids about food, elementary or secondary school, OK? We don't teach kids about food, right? And this is a little clip from an elementary school, which is very common in England.
Video: Hvem ved hvad det her er?
(Video) Who knows what this is?
Barn: Kartofler. Jamie Oliver: Kartoffel? Så, du tror det her er kartofler? Ved I hvad det her er? Ved I hvad det her er? Barn: Broccoli?
Child: Potatoes. Jamie Oliver: Potato? So, you think these are potatoes? Do you know what that is? Do you know what that is?
JO: Hvad med det her? Vores gode, gamle ven. Ved du hvad det her er, skat? Barn: Selleri.
Child: Broccoli? JO: What about this? Our good old friend.
JO: Nej. Hvad tror du det her er? Barn: Løg. JO: Løg? Nej.
Child: Celery.
JO: No. What do you think this is?
Jamie Oliver: Man får med det samme en fornemmelse af: Har disse børn nogen som helst anelse om hvor mad kommer fra?
Child: Onion. JO: Onion? No. JO: Immediately you get a really clear sense
Video: JO: Hvem ved hvad det her er? Barn: Uh, pære? JO: Hvad tror du det her er? Barn: Det ved jeg ikke. JO: Hvis ungerne ikke ved hvad dette er, så vil de aldrig spise det.
of "Do the kids know anything about where food comes from?" Who knows what that is? Child: Uh, pear? JO: What do you think this is? Child: I don't know. JO: If the kids don't know what stuff is, then they will never eat it.
(Latter)
(Laughter)
JO: Normalt. England og Amerika, England og Amerika. Gæt hvad der fixede det. Gæt hvad der fixede det: To en-timers undervisning. Vi bliver nød til at begynde at lære vores børn om mad i skolen, punktum.
JO: Normal. England and America, England and America. Guess what fixed that. Two one-hour sessions. We've got to start teaching our kids about food in schools, period.
(Bifald)
(Applause)
Jeg vil fortælle jer om noget, jeg vil fortælle jer om noget der på en måde opsummerer den knibe vi er i, venner. OK? Jeg vil fortælle om noget så basalt som mælk. Hvert barn har ret til mælk i skolen. Jeres børn får mælk i skolen, morgenmad og frokost. Ikke? De får to kartoner. OK? Og det får de fleste børn. Men mælk er ikke godt nok mere. Fordi nogen i mælkebestyrelsen -- og misforstå mig ikke, jeg støtter mælk -- men nogen i mælkebestyrelsen betalte højst sandsynlig en masse penge til en stodder til at finde ud af, at hvis man putter en masse smagsstoffer og farver og sukker i mælk, ikke, vil flere børn drikke det. Ja.
I want to tell you about something that kind of epitomizes the trouble that we're in, guys, OK? I want to talk about something so basic as milk. Every kid has the right to milk at school. Your kids will be having milk at school, breakfast and lunch, right? They'll be having two bottles, OK? And most kids do. But milk ain't good enough anymore. Don't get me wrong, I support milk -- but someone at the milk board probably paid a lot of money for some geezer to work out that if you put loads of flavorings, colorings and sugar in milk, more kids will drink it.
(Klapper)
Yeah.
Og selvfølgelig, vil det nu sprede sig. Æblebestyrelsen finder også ud af at hvis de laver karamelæbler, vil de også spise flere æbler. Ved I hvad jeg mener? For mig er der ikke nogen grund til at give mælk en smag. Okay? Der er sukker i alt. Jeg kender alt til de ingredienser. Det er i alt. Selv mælken er ikke sluppet den slags moderne problemer. Der er vores mælk. Der er vores karton. I den, er der næsten lige så meget sukker som der er i en af jeres yndlings sodavand, og de får to om dagen. Så, lad mig vise jer. Vi har et barn, her, der får, I ved, otte spiseskefulde sukker om dagen. I ved, her er jeres uge. Her er jeres måned. Og jeg har taget mig den frihed, at putte kun fem års folkeskole sukker, kun fra mælk. Nuvel, jeg ved ikke med jer gutter, men i forhold til omstændighederne i verden, ikke, enhver dommer i verden, ville kigge på statistikkerne og beviserne, og de ville finde enhver gammel regering skyldig i børnemisbrug. Det tror jeg på.
Obviously now that's going to catch on the apple board is going to work out that if they make toffee apples they'll eat more as well. Do you know what I mean? For me, there isn't any need to flavor the milk. Okay? There's sugar in everything. I know the ins and outs of those ingredients. It's in everything. Even the milk hasn't escaped the kind of modern-day problems. There's our milk. There's our carton. In that is nearly as much sugar as one of your favorite cans of fizzy pop, and they are having two a day. So, let me just show you. We've got one kid, here -- having, you know, eight tablespoons of sugar a day. You know, there's your week. There's your month. And I've taken the liberty of putting in just the five years of elementary school sugar, just from milk. Now, I don't know about you guys, but judging the circumstances, right, any judge in the whole world, would look at the statistics and the evidence, and they would find any government of old guilty of child abuse.
(Bifald)
That's my belief.
(Applause)
Ok, hvis jeg kom herop, og jeg ville ønske jeg kunne komme herop i dag og komme med en kur for AIDS eller kræft, ville I toppes om at komme op til mig. Dette, alle disse dårlige nyheder, er undgåeligt. Det er de gode nyheder. Det er meget, meget undgåeligt. Så, lad os tænke på, at vi har et problem her, vi skal starte forfra. Okay så, i min verden, hvad skal vi så gøre? Her er hagen, ikke, det kan ikke kun komme fra et sted. For at starte forfra og lave rigtig, håndgribelig forandring rigtig forandring, så jeg kunne kigge jer i øjnene og sige, "Om cirka 10 år, vil historien om jeres børns liv, lykke -- og lad os ikke glemme, man er smart når man spiser sundt, man ved man lever længere -- alt det, vil se anderledes ud. OK?"
(Applause ends) Now, if I came up here, and I wish I could come up here today and hang a cure for AIDS or cancer, you'd be fighting and scrambling to get to me. This, all this bad news, is preventable. That's the good news. It's very, very preventable. So, let's just think about, we got a problem here, we need to reboot. Okay so, in my world, what do we need to do? Here is the thing, right, it cannot just come from one source. To reboot and make real tangible change, real change, so that I could look you in the white of the eyes and say, "In 10 years' time, the history of your children's lives, happiness -- and let's not forget, you're clever if you eat well, you know you're going to live longer -- all of that stuff, it will look different. OK?"
Så, supermarkeder. Hvor ville man ellers shoppe så religiøst? Hver uge. Hvor mange penge bruger man, i sit liv, i et supermarked? Elsker dem. De sælger os hvad vi vil have. OK. De skylder os, at sætte en madambassadør i alle store supermarkeder. De skal vise os hvordan man shopper. De skal vise os hvordan man laver mad nem, velsmagende, sæsonprægede måltider til mennesker der har travlt. Dette er ikke dyrt. Det bliver gjort i nogle, og det skal gøres over hele rækken i Amerika snart, og hurtigt. De store mærker, I ved, mad mærkerne skal sætte maduddannelse i hjertet af deres virksomheder. Jeg ved det, nemmere sagt end gjort. Det er fremtiden. Det er den eneste vej.
So, supermarkets. Where else do you shop so religiously? Week in, week out. How much money do you spend, in your life, in a supermarket? Love them. They just sell us what we want. All right. They owe us to put a food ambassador in every major supermarket. They need to help us shop. They need to show us how to cook quick, tasty, seasonal meals for people that are busy. This is not expensive. It is done in some, and it needs to be done across the board in America soon, and quick. The big brands, you know, the food brands, need to put food education at the heart of their businesses. I know, easier said than done. It's the future. It's the only way.
Fast-food. Med fast-food industrien I ved, der er meget konkurrence. Jeg har fået stakkevis af hemmelige papirer og deals med fast-food restauranter. Jeg ved hvordan de gør det. Jeg mener, dybest set har de vænnet os til disse slag med sukker, salt og fedt, og x, y og z, og alle elsker dem. Ikke? Så, disse gutter bliver en del af løsningen. Men vi har brug for at få regeringen til at arbejde med alle fast-food udbyderne, og restaurantsindustrien, og i løbet af en fem, seks, syv årig periode afvænne os fra den ekstreme mængde fedt, sukker, fedt og alle non-food ingredienserne.
Fast food. With the fast-food industry you know, it's very competitive. I've had loads of secret papers and dealings with fast food restaurants. I know how they do it. I mean, basically they've weaned us on to these hits of sugar, salt and fat, and x, y, and z, and everyone loves them, right? So, these guys are going to be part of the solution. But we need to get the government to work with all of the fast food purveyors and the restaurant industry, and over a five, six, seven year period wean of us off the extreme amounts
Nuvel, også, tilbage til de store mærkevarer: Mærkningen, som jeg sagde tidligere, er en absolut farce og har brug for at blive ordnet. OK, skole. Selvfølgelig i skoler skylder vi dem, at være sikre på at 180 dage om året, fra den lille vigtige alder af fire, til 18, 20, 24 eller sådan noget, skal der laves god, frisk mad fra lokale dyrkere på stedet. OK? Der skal være en ny standard af frisk, god mad til jeres børn. Ikke?
of fat, sugar and all the other non-food ingredients. Now, also, back to the sort of big brands: labeling, I said earlier, is an absolute farce and has got to be sorted. OK, school. Obviously, in schools, we owe it to them to make sure those 180 days of the year, from that little precious age of four, until 18, 20, 24, whatever, they need to be cooked proper, fresh food from local growers on site, OK? There needs to be a new standard of fresh, proper food for your children, yeah?
(Bifald)
(Applause)
Under omstændighederne, er det utrolig vigtigt at hvert eneste amerikanske barn forlader skolen velvidende hvordan man laver 10 opskrifter der vil redde deres liv. Livsfærdigheder.
Under the circumstances, it's profoundly important that every single American child leaves school knowing how to cook 10 recipes that will save their life. Life skills.
(Bifald)
(Applause)
Det betyder, at de kan være studerende, unge forældre, og være i stand til at finde ud af basis færdighederne omkring at lave mad, uanset hvilken recession der rammer dem næste gang. Hvis man kan lave mad, betyder recessions penge ikke noget. Hvis man kan lave mad, betyder tid ikke noget. Arbejdspladsen, vi har ikke rigtig snakket om det. I ved, det er tid for vores corporate responsibility til virkelig at se på hvad de fodrer eller gør tilgængeligt til deres medarbejdere. Medarbejderne er mødrene og fædrene til Amerikas børn. Marissa, hendes far døde i hendes hånd, jeg tror hun ville være ret glad hvis Amerika kunne begynde at give deres medarbejdere god mad. De skal helt sikkert ikke udelukkes. Lad os gå tilbage til hjemmet.
That means that they can be students, young parents, and be able to sort of duck and dive around the basics of cooking, no matter what recession hits them next time. If you can cook, recession money doesn't matter. If you can cook, time doesn't matter. The workplace, we haven't really talked about it. You know, it's now time for corporate responsibility to really look at what they feed or make available to their staff. The staff are the moms and dads of America's children. Marissa, her father died in her hand, I think she'd be quite happy if corporate America could start feeding their staff properly. Definitely they shouldn't be left out. Let's go back to the home.
Ok, se, hvis vi gør alle disse ting, og det kan vi, det er så opnåeligt. Man kan bekymre sig og være kommerciel. Klart. Men hjemmet skal begynde at lade madlavning gå videre igen, helt sikkert. Helt sikkert, giv det videre som en filosofi. Og for mig at det ret romantisk, men det handler om, at hvis en person lærer tre mennesker hvordan man tilbereder noget, og de lærer tre af deres kammerater det, det skal kun gentage sig selv 25 gange, så er det hele Amerikas befolkning. Romantisk, ja, men vigtigst af alt, det handler om at få folk til at indse, at hver eneste individuelle indsats gør en forskel. Vi er nød til at få det tabte tilbage. Huntington Kitchen. Huntington, hvor jeg lavede dette program, I ved, vi har det her prime-time program der forhåbentligt vil inspirere mennesker til virkelig at komme i gang med denne forandring. Jeg tror oprigtigt, at forandringen vil komme. Huntingtons Kitchen. Jeg arbejder med et lokalsamfund. Jeg arbejdede i skolerne. Jeg fandt lokal, bæredygtig støtte til at få hver eneste skole i området, fra junken, til frisk mad: seks og et halvt tusind per skole.
Now, look, if we do all this stuff, and we can, it's so achievable. You can care and be commercial. Absolutely. But the home needs to start passing on cooking again, for sure. For sure, pass it on as a philosophy. And for me, it's quite romantic, but it's about if one person teaches three people how to cook something, and they teach three of their mates, that only has to repeat itself 25 times, and that's the whole population of America. Romantic, yes, but most importantly, it's about trying to get people to realize that every one of your individual efforts makes a difference. We've got to put back what's been lost. Huntington's Kitchen. Huntington, where I made this program, we've got this prime-time program that hopefully will inspire people to really get on this change. I truly believe that change will happen. Huntington's Kitchen. I work with a community. I worked in the schools. I found local sustainable funding to get every single school in the area from the junk, onto the fresh food: six-and-a-half grand per school.
(Bifald)
(Applause)
Det er alt der skal til, seks og et halvt tusinde per skole. Køkkenet koster 25 tusind per måned. Okay? Det kan hjælpe 5.000 mennesker om året, hvilket er 10 procent af deres befolkning, og mennesker der hjælper mennesker. I ved, det er lokale kokke der underviser lokale mennesker. Det er gratis madlavningskurser, venner, gratis madlavningskurser på hovedgaden. Det er ægte, håndgribelig forandring, ægte, håndgribelig forandring. Rundt om i Amerika, hvis vi kigger tilbage nu, foregår der masser af dejlige ting. Der foregår masser af dejlige ting. Der er ildsjæle i Amerika, der gør storartede ting i skoler -- gård til skole aftaler, have aftaler, uddannelse -- der er forbløffende mennesker der allerede gør det her. Problemet er, at de alle vil videreføre det de gør, til den næste skole, og den næste, men der er ikke nogen penge. Vi skal anerkende eksperterne og ildsjælene hurtigt, identificere dem, og give dem lov til nemt at finde resourcerne til at videreføre hvad de allerede gør, og gør godt. Virksomheder i Amerika skal støtte fru Obama, til at gøre de ting hun har lyst til at gøre.
That's all it takes, six-and-a-half grand per school. The Kitchen is 25 grand a month. Okay? This can do 5,000 people a year, which is 10 percent of their population, and it's people on people. You know, it's local cooks teaching local people. It's free cooking lessons, guys, in the Main Street. This is real, tangible change, real, tangible change. Around America, if we just look back now, there is plenty of wonderful things going on. There is plenty of beautiful things going on. There are angels around America doing great things in schools -- farm-to-school set-ups, garden set-ups, education -- there are amazing people doing this already. The problem is they all want to roll out what they're doing to the next school, but there's no cash. We need to recognize the experts and the angels quickly, identify them, and allow them to easily find the resource to keep rolling out what they're already doing, and doing well. Businesses of America need to support Mrs. Obama to do the things that she wants to do.
(Bifald)
(Applause)
Og hør nu her, jeg ved det er mærkeligt at have en britisk person stående her foran jer, og tale om dette. Alt jeg kan sige er: Jeg bekymrer mig. Jeg er en far, og jeg elsker dette land, og jeg tror virkeligt, faktisk, at hvis forandring kan ske i dette land, vil der ske dejlige ting rundt om i verden. Hvis Amerika gør det, mener jeg andre mennesker vil følge efter. Det er utrolig vigtigt.
And look, I know it's weird having an English person standing here before you talking about all this. All I can say is: I care. I'm a father, and I love this country. And I believe truly, actually, that if change can be made in this country, beautiful things will happen around the world. If America does it, other people will follow.
(Bifald)
It's incredibly important.
(Audience) Yeah!
Da jeg var i Huntington, og prøvede at få et par ting til at virke
(Applause)
som ikke virkede, troede jeg "Hvis jeg havde en tryllestav hvad ville jeg gøre?" Og jeg tænkte, "Ved du hvad? Jeg ville elske at få lov til at stå foran de mest utrolige forgangsmennesker i Amerika.". Og en måned senere, ringede TED til mig og gav mig denne pris. Jeg er her. Så, mit ønske. Ordblind, så jeg er lidt langsom. Mit ønske er at I vil hjælpe en stærk, bæredygtig bevægelse til at uddanne hvert et barn om mad, til at inspirere familier til at lave mad igen, og til at give mennesker overalt evnen til at bekæmpe fedme.
When I was in Huntington, trying to get a few things to work when they weren't, I thought "If I had a magic wand, what would I do?" And I thought, "You know what? I'd just love to be put in front of some of the most amazing movers and shakers in America." And a month later, TED phoned me up and gave me this award. I'm here. So, my wish. Dyslexic, so I'm a bit slow. My wish is for you to help a strong, sustainable movement to educate every child about food, to inspire families to cook again, and to empower people everywhere to fight obesity.
(Bifald)
(Applause)
Tak.
Thank you.
(Bifald)
(Applause continues)