Mange tak, det er virkeligt skræmmende at være her blandt de klogeste af de kloge. Jeg er her med et par fortællinger om lidenskab.
Thank you so much. It's really scary to be here among the smartest of the smart. (Laughter)
Der er et jødisk ordsprog jeg elsker. Hvad er mere sandt end sandhed? Svar: Historien. Jeg er historiefortæller. Jeg ønsker at formidle noget mere sandt end sandheden om vores fælles menneskelighed. Alle historier interesserer mig, og nogle hjemsøger mig indtil jeg ender med at skrive dem. Bestemte emner bliver ved med at dukke op: retfærdighed, loyalitet, vold, død, politiske og sociale emner, frihed. Jeg er klar over mysterierne omkring os, så jeg skriver om tilfældigheder, forudanelser følelser, drømme, naturens kræfter, magi.
I'm here to tell you a few tales of passion. There's a Jewish saying that I love: What is truer than truth? Answer: the story. I'm a storyteller. I want to convey something that is truer than truth about our common humanity. All stories interest me, and some haunt me until I end up writing them. Certain themes keep coming up: justice, loyalty, violence, death, political and social issues, freedom. I'm aware of the mystery around us, so I write about coincidences, premonitions, emotions, dreams, the power of nature, magic.
De sidste 20 år har jeg publiceret nogle bøger, men jeg har levet i anonymitet indtil februar 2006, hvor jeg bar det olympiske flag, ved vinter OL i Italien. Det gjorde mig berømt. Nu genkender folk mig i Macy's,
In the last 20 years, I have published a few books, but I have lived in anonymity until February of 2006, when I carried the Olympic flag in the Winter Olympics in Italy. That made me a celebrity.
og mine børnebørn syntes jeg er sej. (latter) Tillad mig at fortælle jer om mine 4 minutters berømmelse. En af organisatorerne af OL ceremonien, af åbnings ceremonien, ringede og sagde at jeg var blevet udvalgt til at være en af flag-bærerne. Jeg svarede at det med sikkerhed var en fejl da jeg er så langt fra at være atlet, som man kan være. Faktisk var jeg ikke engang sikker på at jeg kunne gå rundt om stadion, uden et gangstativ. (latter) Jeg blev informeret at dette ikke var noget at spøge med. Dette ville være første gang at kun kvinder ville bære det olympiske flag. Fem kvinder, repræsenterende fem kontinenter, og tre guldmedalje vindere. Mit første spørgsmål var, naturligvis, hvad skulle jeg have på? (latter) En uniform, sagde hun, og spurgte efter mine mål. Mine mål. Jeg så mig selv i en stor anorak, lignende Michelinmanden. (latter)
(Laughter) Now people recognize me in Macy's, and my grandchildren think that I'm cool. (Laughter) Allow me to tell you about my four minutes of fame. One of the organizers of the Olympic ceremony, of the opening ceremony, called me and said that I had been selected to be one of the flag bearers. I replied that surely, this was a case of mistaken identity, because I'm as far as you can get from being an athlete. Actually, I wasn't even sure that I could go around the stadium without a walker. (Laughter) I was told that this was no laughing matter. This would be the first time that only women would carry the Olympic flag. Five women, representing five continents, and three Olympic gold medal winners. My first question was, naturally: What was I going to wear? (Laughter) "A uniform," she said, and asked for my measurements. My measurements. I had a vision of myself in a fluffy anorak, looking like the Michelin Man. (Laughter)
Ved midten af februar, var jeg i Turin, hvor entusiastiske tilskuere hujede når nogen af de 80 olympiske hold var på gaden Disse atleter havde ofret alt for at konkurrere i legene. De havde alle fortjent at vinde, men der er altid held indblandet. Et snefnug, et stykke is, vindens styrke, kan afgøre resultatet af et løb eller et spil. Men, det vigtigste er, vigtigere end træning og held, er hjertet. Kun et frygtløst og beslutsomt hjerte vil få guldmedaljen Det handler alt sammen om passion. Gaderne i Turin var dækket af røde plakater annoncerende OL's slogan.
By the middle of February, I found myself in Turin, where enthusiastic crowds cheered when any of the 80 Olympic teams was in the street. Those athletes had sacrificed everything to compete in the games. They all deserved to win, but there's the element of luck. A speck of snow, an inch of ice, the force of the wind can determine the result of a race or a game. However, what matters most, more than training or luck, is the heart. Only a fearless and determined heart will get the gold medal. It is all about passion. The streets of Turin were covered with red posters announcing the slogan of the Olympics:
Passionen lever her. Er det ikke altid sandt? Det er hjertet som driver os og afgør vores skæbne. Dét er hvad jeg har brug for til mine karakterer i mine bøger: et passioneret hjerte. Jeg har brug for individualister, eventyrere, outsidere og oprørere, som stiller spørgsmål, bøjer reglerne og tager chancer. Folk som alle jer, her i rummet. Venlige mennesker med sund fornuft er ikke interessante karakterer. (latter) De er kun gode som tidligere samlevere. (latter) (bifald)
"Passion lives here." Isn't it always true? Heart is what drives us and determines our fate. That is what I need for my characters in my books: a passionate heart. I need mavericks, dissidents, adventurers, outsiders and rebels, who ask questions, bend the rules and take risks. People like all of you in this room. Nice people with common sense do not make interesting characters. (Laughter) They only make good former spouses. (Laughter) (Applause)
I det grønne rum på stadion, mødte jeg de andre flagbærere: tre atleter, og skuespillerne Susan Sarandon og Sophia Loren. Derudover to kvinder med passionerede hjerter: Wangari Maathai, Nobel prisvinderen fra Kenya som har plantet 30 millioner træer. Hvorved, hun har ændret jorden, vejret, nogen steder i Afrika, og naturligvis de økonomiske muligheder i mange landsbyer. Og Samaly Mam, en Cambodiansk aktivist som kæmper passioneret imod børneprostitution. Da hun var 14 år solgte hende bedstefar hende til et bordel. Hun fortalte os om små piger som blev voldtaget af mænd som troede på at det at have sex med meget unge jomfruer, ville kurere deres AIDS. Og om bordeller hvor børn bliver tvunget at tage fem til 15 kunder om dagen, og hvis de protesterer, tortureres de med strøm. I det grønne rum modtog jeg min uniform. Det var ikke et sæt som jeg normalt ville gå med, men det var langt fra det Michelinmand sæt som jeg havde forventet. Faktisk ikke slemt. Jeg så ud som et køleskab. (latter) Men det gjorde de fleste flagbærere, på nær Sofia Loren, det universelle symbol på skønhed og passion. Sophia er over 70 og ser fantastisk ud. Hun er sexet, slank og høj, med en mørk lød. Hvordan kan man have en mørk lød uden rynker? Jeg ved det ikke. Da hun blev spurgt i et tv interview, hvordan hun holdt sig så godt? Svarede hun, "Positur, min ryg er altid ret,
In the greenroom of the stadium, I met the other flag bearers: three athletes and the actresses Susan Sarandon and Sophia Loren. Also, two women with passionate hearts: Wangari Maathai, the Nobel Prize winner from Kenya who has planted 30 million trees, and by doing so, she has changed the soil, the weather, in some places in Africa, and of course, the economic conditions in many villages; and Somaly Mam, a Cambodian activist who fights passionately against child prostitution. When she was 14 years old, her grandfather sold her to a brothel. She told us of little girls raped by men who believe that having sex with a very young virgin will cure them from AIDS, and of brothels where children are forced to receive 15 clients per day, and if they rebel, they are tortured with electricity. In the greenroom, I received my uniform. It was not the kind of outfit that I normally wear, but it was far from the Michelin Man suit that I had anticipated. Not bad, really. I looked like a refrigerator. (Laughter) But so did most of the flag bearers, except Sophia Loren, the universal symbol of beauty and passion. Sophia is over 70 and she looks great. She's sexy, slim and tall, with a deep tan. Now, how can you have a deep tan and have no wrinkles? I don't know. When asked in a TV interview how could she look so good, she replied, "Posture."
(Laughter)
og jeg laver ikke underlige gammelmandslyde" (latter) Så der har i lidt gratis rådgivning fra en af de smukkeste kvinder på jorden. Ingen grynten, ingen hosten, ingen hvæsen ikke noget med at tale med sig selv, ingen prutten. (latter) Ja det sagde hun ikke sådan direkte. (latter)
"My back is always straight, and I don't make old people's noises." (Laughter) So there you have some free advice from one of the most beautiful women on earth: no grunting, no coughing, no wheezing, no talking to yourselves, no farting. (Laughter) Well, she didn't say that, exactly. (Laughter)
Omkring midnat, blev vi samlet i siden af stadion, og højtalerne annoncerede det olympiske flag; og musikken startede forresten den samme musik som starter her, Aida marchen. Sofia Loren var lige foran mig - hun er 25 cm højere end mig, uden at tælle det luftige hår med. (latter) Hun gik elegant, som en giraf på den afrikanske savanne, holdende flaget på sin skulder. Jeg småløbende bag hende (latter) på tæer - holdende flaget i strakt arm, så mit hoved faktisk kom under det pokkers flag. (latter) Alle kameraerne var naturligvis, på Sophia. Hvilket var heldigt for mig, for på de fleste pressefotos kan man også se mig, selvom det ofte er mellem Sophias ben. (latter) Et sted de fleste mænd ville elske at være. (latter) (bifald)
At some point around midnight, we were summoned to the wings of the stadium, and the loudspeakers announced the Olympic flag, and the music started -- by the way, the same music that starts here, the "Aida" march. Sophia Loren was right in front of me. She's a foot taller than I am, not counting the poofy hair. (Laughter) She walked elegantly, like a giraffe on the African savanna, holding the flag on her shoulder. I jogged behind -- (Laughter) on my tiptoes, holding the flag on my extended arm, so that my head was actually under the damn flag. (Laughter) All the cameras were, of course, on Sophia. That was fortunate for me, because in most press photos, I appear too -- although, often between Sophia's legs -- (Laughter) a place where most men would love to be. (Laughter)
De 4 bedste minutter i hele mit liv var dem i det olympiske stadion. Min mand bliver fornærmet når jeg siger sådan selvom jeg har forklaret ham, at hvad vi laver i sengen normalt tager mindre end 4 minutter. (latter) så han skal ikke tage det personligt. Jeg har alle artiklerne om de 4 fantastiske minutter, for jeg vil ikke glemme dem når min hukommelse ryger med alderen.
(Applause) The best four minutes of my entire life were those in the Olympic stadium. My husband is offended when I say this, although I have explained to him that what we do in private usually takes less than four minutes -- (Laughter) so he shouldn't take it personally. (Laughter) I have all the press clippings of those four magnificent minutes because I don't want to forget them
I mit hjerte vil jeg altid bære nøgleordet for olympiaden, passion. Så her er en historie om passion.
when old age destroys my brain cells. I want to carry in my heart forever the key word of the Olympics: passion.
Året er 1998, stedet er en fangelejr for Tutsiflygtninge i Congo. Forresten, 80% af alle flygtninge og fordrevne i verden er kvinder og piger. Vi kan kalde denne lejr i Congo en dødslejr, for dem som ikke bliver dræbt, vil dø af sygdomme eller sult. Hovedpersonerne i denne historie er en ung kvinde, Rose Mapendo, og hendes børn. Hun er gravid og enke. Soldater har tvunget hende til at se på mens hendes mand blev tortureret og dræbt. På forunderlig vis, holder hun sine 7 børn i live, og nogle måneder senere, føder hun 2 for tidligt fødte tvillinger. To bitte små drenge. Hun skærer navlestrengen med en pind, og binder den med sit eget hår. Hun navngiver tvillingerne efter lejerens ledere for at få deres sympati, og fodrer dem med sort the fordi hendes mælk ikke kan holde dem i live. Når soldaterne bryder ind i hendes celle for at voldtage hendes ældste datter, holder hun om hende og nægter at give slip, selv når de holder en pistol mod hendes hoved. På en eller anden måde holder hun familien i live i 16 måneder og så. ved ekstraordinært held, og det passionerede hjerte i en ung amerikansk mand, Sasha Chanoff, som formåede at få hende på et amerikansk redningsfly, Rose Mapendo og hendes ni børn ender i Phoenix, Arizona, hvor de nu bor og trives.
So here's a tale of passion. The year is 1998, the place is a prison camp for Tutsi refugees in Congo. By the way, 80 percent of all refugees and displaced people in the world are women and girls. We can call this place in Congo a death camp, because those who are not killed will die of disease or starvation. The protagonists of this story are a young woman, Rose Mapendo, and her children. She's pregnant and a widow. Soldiers had forced her to watch as her husband was tortured and killed. Somehow she manages to keep her seven children alive, and a few months later, she gives birth to premature twins, two tiny little boys. She cuts the umbilical cord with a stick and ties it with her own hair. She names the twins after the camp's commanders to gain their favor, and feeds them with black tea because her milk cannot sustain them. When the soldiers burst in her cell to rape her oldest daughter, she grabs hold of her and refuses to let go, even when they hold a gun to her head. Somehow, the family survives for 16 months, and then, by extraordinary luck and the passionate heart of a young American man, Sasha Chanoff, who manages to put her in a US rescue plane, Rose Mapendo and her nine children end up in Phoenix, Arizona, where they're now living and thriving.
Mapendo betyder på swahili, stor kærlighed. Hovedpersonerne i mine bøger er stærke og passionerede kvinder som Rose Mapendo. Jeg finder ikke på dem. Det er der ingen grund til. Jeg ser mig omkring og finder dem allevegne. Jeg har arbejdet med kvinder og for kvinder hele mit liv. Jeg kender dem godt. Jeg blev født i oldtiden, ved verdens ende, i en patriarkalsk katolsk og konservativ familie. Intet under, at jeg i en alder af fem var en rasende feminist selvom begrebet endnu ikke havde nået Chile, så ingen vidste hvad fa'en der var galt med mig. (latter) Jeg fandt snart at der skulle betales en høj pris for min frihed og for at sætte spørgsmålstegn ved patriarkatet. Men jeg betalte med glæde, fordi for hvert stød jeg tog imod, var jeg i stand til at uddele to. (latter)
"Mapendo," in Swahili, means "great love." The protagonists of my books are strong and passionate women like Rose Mapendo. I don't make them up; there's no need for that. I look around, and I see them everywhere. I have worked with women and for women all my life. I know them well. I was born in ancient times, at the end of the world, in a patriarchal Catholic and conservative family. No wonder that by age five, I was a raging feminist -- although the term had not reached Chile yet, so nobody knew what the heck was wrong with me. (Laughter) I would soon find out that there was a high price to pay for my freedom and for questioning the patriarchy. But I was happy to pay it, because for every blow that I received, I was able to deliver two.
Engang da min datter Paula, var i 20'erne sagde hun at feminismens dage var talte, at jeg skulle komme videre. Vi fik os en mindeværdig diskussion. Feminismens dage talte? Ja, for privilegerede kvinder som min datter og alle os her i dag, men ikke for de fleste af vores søstre i resten af verden som stadig tvinges ind i tidlige ægteskaber, prostitution, tvangsarbejde de får børn de ikke ønsker eller kan brødføde. De har ingen kontrol over deres kroppe eller deres liv. De har ingen uddannelse eller frihed. De voldtages, bankes og nogen gange dræbes, ustraffet. For de fleste unge vestlige kvinder i dag, vil det være en fornærmelse, at blive kaldt feminist. Feminisme har aldrig været sexet, men lad mig forsikre dig at det aldrig har afholdt mig fra at flirte, og jeg har sjældent manglet mænd. (latter) Feminismen er slet ikke død. Den har udviklet sig. Hvis du ikke syntes om begrebet, så lav det for guds skyld om. Kald det Afrodite eller Venus eller dulle eller hvad du syntes, navnet betyder intet, så længe vi forstår hvad det handler om, og støtter op.
(Laughter) Once, when my daughter Paula was in her twenties, she said to me that feminism was dated, that I should move on. We had a memorable fight. Feminism is dated? Yes, for privileged women like my daughter and all of us here today, but not for most of our sisters in the rest of the world, who are still forced into premature marriage, prostitution, forced labor. They have children that they don't want or they cannot feed. They have no control over their bodies or their lives. They have no education and no freedom. They are raped, beaten up and sometimes killed with impunity. For most Western young women of today, being called a "feminist" is an insult. Feminism has never been sexy, but let me assure you that it never stopped me from flirting, and I have seldom suffered from lack of men. (Laughter) Feminism is not dead, by no means. It has evolved. If you don't like the term, change it, for Goddess' sake. Call it "Aphrodite" or "Venus" or "bimbo" or whatever you want. The name doesn't matter,
Så her kommer en anden historie om passion, og denne er trist.
as long as we understand what it is about, and we support it.
Stedet er en lille kvindeklinik i en landsby, i Bangladesh. Det er år 2005. Jenny er en ung Amerikansk tandtekniker, som arbejder som frivillig under hendes 3 ugers ferie. Hun er forberedt på at rense tænder, men da hun ankommer, finder hun at der ingen læger er, ingen tandlæger, og klinikken er en hytte fyldt med fluer. Udenfor er der en kø af kvinder som har ventet timer på behandling. Den første patient er i ulidelig smerte fordi hun har flere rådne kindtænder. Jenny fandt at den eneste løsning er at trække dem ud. Hun er ikke godkendt til det; hun har aldrig gjort det. Hun risikerer en masse og er rædselsslagen Hun har ikke engang det rette værktøj, men heldigvis har hun medbragt noget bedøvelse Jenny har et modigt og passioneret hjerte. Hun mumler en bøn og fortsætter operationen. Den lettede patient ender med at kysse hendes hænder. Den dag trækker tandteknikeren mange tænder ud. Næste morgen, da hun igen ankommer til sin såkaldte klinik, venter hendes første patient der, med sin mand. Kvindens ansigt ligner en vandmelon. Det er så hævet at man ikke kan se hendes øjne. Den rasende mand truer med at slå amerikaneren ihjel. Jenny er forfærdet over, hvad hun har gjort, men så forklarer tolken at patientens tilstand ikke har noget med operationen at gøre. Dagen forinden bankede manden hende fordi hun ikke nåede hjem i tide til at lave aftensmad til ham.
So here's another tale of passion, and this is a sad one. The place is a small women's clinic in a village in Bangladesh. The year is 2005. Jenny is a young American dental hygienist who has gone to the clinic as a volunteer during her three-week vacation. She's prepared to clean teeth, but when she gets there, she finds out that there are no doctors, no dentists, and the clinic is just a hut full of flies. Outside, there is a line of women who have waited several hours to be treated. The first patient is in excruciating pain because she has several rotten molars. Jenny realizes that the only solution is to pull out the bad teeth. She's not licensed for that; she has never done it. She risks a lot and she's terrified. She doesn't even have the proper instruments, but fortunately, she has brought some novocaine. Jenny has a brave and passionate heart. She murmurs a prayer and she goes ahead with the operation. At the end, the relieved patient kisses her hands. That day the hygienist pulls out many more teeth. The next morning, when she comes again to the so-called clinic, her first patient is waiting for her with her husband. The woman's face looks like a watermelon. It is so swollen that you can't even see the eyes. The husband, furious, threatens to kill the American. Jenny is horrified at what she has done. But then, the translator explains that the patient's condition has nothing to do with the operation. The day before, her husband beat her up because she was not home in time to prepare dinner for him.
Millioner af kvinder lever stadig sådan. De er de fattigste af de fattige. Selvom kvinder laver 2/3 af verdens arbejde, ejer de mindre end 1 procent af verdens formue. De betales mindre end mænd, for det samme arbejde hvis de overhovedet betales, og de forbliver sårbare fordi de ikke har økonomisk uafhængighed, og de trues konstant med udnyttelse, vold og misbrug. Det er en kendsgerning at kvinders uddannelse, arbejde, mulighed for at styre egen indkomst, arve og eje ejendom, gavner samfund. Hvis en kvinde styrkes, vil hendes børn og familie vinde ved det. Hvis familier trives, vil landsbyer trives, og på sigt vil hele landet.
Millions of women live like this today. They are the poorest of the poor. Although women do two-thirds of the world's labor, they own less than one percent of the world's assets. They are paid less than men for the same work, if they're paid at all, and they remain vulnerable because they have no economic independence, and they are constantly threatened by exploitation, violence and abuse. It is a fact that giving women education, work, the ability to control their own income, inherit and own property benefits the society. If a woman is empowered, her children and her family will be better off. If families prosper, the village prospers, and eventually, so does the whole country.
Wangari Maathai tager til en landsby i Kenya Hun taler med kvinderne og forklarer at jorden er ufrugtbar, fordi de har fældet og solgt træerne. Hun får kvinderne til at plante nye træer og vande dem, dråbe for dråbe. På 5 - 6 år har de en skov, jorden er frodig og landsbyen reddet. De fattigste og tilbagestående samfund er altid dem som undertrykker kvinder. Det faktum, ignoreres dog af regeringer og hjælpeorganisationer. For hver dollar som gives til kvinde-sager, gives der 20 dollar til mande-sager. Kvinder udgør 51% af menneskeheden. Styrkes de vil de ændre alt - mere end teknologi, design og underholdning. Jeg vil love jer at kvinder som arbejder sammen - knyttede, informerede og uddannede - kan bringe fred og velstand til denne fortabte planet. I enhver krig er de fleste dræbte civile, primært kvinder og børn. De er tilfældigt skadede. Mænd styrer verden, og se på det rod vi lever i.
Wangari Maathai goes to a village in Kenya. She talks with the women and explains that the land is barren because they have cut and sold the trees. She gets the women to plant new trees and water them, drop by drop. In a matter of five or six years, they have a forest, the soil is enriched, and the village is saved. The poorest and most backward societies are always those that put women down. Yet this obvious truth is ignored by governments and also by philanthropy. For every dollar given to a women's program, 20 dollars are given to men's programs. Women are 51 percent of humankind. Empowering them will change everything, more than technology and design and entertainment. I can promise you that women working together -- linked, informed and educated -- can bring peace and prosperity to this forsaken planet. In any war today, most of the casualties are civilians, mainly women and children. They are collateral damage. Men run the world,
Hvilken verden ønsker vi? Dette er et fundamentalt spørgsmål som de fleste stiller. Giver det mening at deltage i den eksisterende verdensorden? Vi ønsker en verden hvor liv bevares og hvor livskvaliteten øges for alle, ikke kun de privilegerede. I januar så jeg en udstilling af Fernando Boteros' billeder på Berkeley's bibliotek. Intet museum eller galleri i USA, på nær New York galleriet som har Botero's værker, har turdet vise billederne fordi temaet er Abu Ghraib fængslet. Det er kæmpe billeder af tortur og magtmisbrug, i den voluminøse Botero stil. Det er ikke lykkedes mig at få de billeder ud af mit hoved eller mit hjerte. Det jeg frygter mest er magt med immunitet Jeg frygter magtmisbrug, og magten til at misbruge I vores race er det alfahannerne der definerer rammerne, og tvinger resten af flokken til at acceptere dem og følge reglerne. Reglerne skifter hele tiden, men de tilgodeser altid dem, og i dette tilfælde virker det fantastisk afsmittende, hvilket ikke gælder indenfor økonomi. Misbrug smitter af fra toppen til bunden. Kvinder og børn, specielt de fattige, er på bunden. Selv de svageste mænd har nogen de kan misbruge - en kvinde eller et barn. Jeg er så træt af den magt som nogle få, udøver imod de mange igennem køn, indkomst, race og klasse.
and look at the mess we have. What kind of world do we want? This is a fundamental question that most of us are asking. Does it make sense to participate in the existing world order? We want a world where life is preserved and the quality of life is enriched for everybody, not only for the privileged. In January, I saw an exhibit of Fernando Botero's paintings at the UC Berkeley library. No museum or gallery in the United States, except for the New York gallery that carries Botero's work, has dared to show the paintings, because the theme is the Abu Ghraib prison. They are huge paintings of torture and abuse of power, in the voluminous Botero style. I have not been able to get those images out of my mind or my heart. What I fear most is power with impunity. I fear abuse of power, and the power to abuse. In our species, the alpha males define reality, and force the rest of the pack to accept that reality and follow the rules. The rules change all the time, but they always benefit them, and in this case, the trickle-down effect, which does not work in economics, works perfectly. Abuse trickles down from the top of the ladder to the bottom. Women and children, especially the poor, are at the bottom. Even the most destitute of men have someone they can abuse -- a woman or a child. I'm fed up with the power that a few exert over the many through gender, income, race and class.
Jeg syntes tiden er moden til at lave fundamentale ændringer i vores civilisation. Men for virkeligt at ændre noget, har vi brug for kvindelig energi i administrationen af verden. Vi har brug for en kritisk masse af kvinder i magtpositioner, og vi er nødt til at pleje den feminine energi i mænd. Jeg taler naturligvis om unge mænd. Gamle gutter er håbløse, dem må vi vente på uddør. (latter) Ja, jeg ville have elsket at have Sophia Lorens lange ben og legendariske bryster. Men giv mig valget, og jeg vil hellere have en krigers hjerte som Wangari Maathai, Somaly Mam, Jenny og Rose Mapendo. Jeg vil gerne gøre verden god. Ikke bedre, men gøre den god. Hvorfor ikke? Det er muligt. Se jer omkring i dette rum - al den viden, energi, talent og teknologi. Lad os komme op af sofaen, rul ærmerne op og kom i gang, passionerede om at skabe en næsten perfekt verden. Tak.
I think that the time is ripe to make fundamental changes in our civilization. But for real change, we need feminine energy in the management of the world. We need a critical number of women in positions of power, and we need to nurture the feminine energy in men. I'm talking about men with young minds, of course. Old guys are hopeless; we have to wait for them to die off. (Laughter) Yes, I would love to have Sophia Loren's long legs and legendary breasts. But given a choice, I would rather have the warrior hearts of Wangari Maathai, Somaly Mam, Jenny, and Rose Mapendo. I want to make this world good. Not better -- but to make it good. Why not? It is possible. Look around in this room -- all this knowledge, energy, talent and technology. Let's get off our fannies, roll up our sleeves and get to work, passionately, in creating an almost-perfect world. Thank you.