Jeg vil gerne fortælle jer en historie, en opmuntrende historie, om at italesætte desperation, depression og fortvivlelse i Afghanistan, og hvad vi har lært af det, og hvordan man kan hjælpe folk med at overvinde traumatiske oplevelser, og hvordan man kan hjælpe dem med at genvinde en vis tillid i den kommende tid -- i fremtiden -- og hvordan man kan deltage i hverdagen igen. Jeg er jungiansk psykoanalytiker, og jeg tog til Afghanistan i januar 2004, ved en tilfældighed, på en opgave for Medica Mondiale. Jung i Afghanistan -- kan I se det. Afghanistan er et af de fattigste lande i verden, og 70 procent af befolkningen er analfabeter. Krig og underernæring dræber folk sammen med håb. Du kender det måske fra medierne. Men hvad du måske ikke ved er, at den gennemsnitlige levealder for det afghanske folk er 17 år, hvilket betyder, at de vokser op i et sådan et miljø og -- jeg gentager mig selv -- i 30 års krig.
So I want to tell you a story -- an encouraging story -- about addressing desperation, depression and despair in Afghanistan, and what we have learned from it, and how to help people to overcome traumatic experiences and how to help them to regain some confidence in the time ahead -- in the future -- and how to participate again in everyday life. So, I am a Jungian psychoanalyst, and I went to Afghanistan in January 2004, by chance, on an assignment for Medica Mondiale. Jung in Afghanistan -- you get the picture. Afghanistan is one of the poorest countries in the world, and 70 percent of the people are illiterate. War and malnutrition kills people together with hope. You may know this from the media, but what you may not know is that the average age of the Afghan people is 17 years old, which means they grow up in such an environment and -- I repeat myself -- in 30 years of war.
Så dette udmønter sig i igangværende voldshandlinger, udenlandske interesser, bestikkelse, narkotika, etniske konflikter, dårligt helbred, skam, frygt og kumulative traumatiske oplevelser. Lokal og udenlandsk militær formodes at skabe fred sammen med donorerne og de statslige og ikke-statslige organisationer. Og folket havde håb, ja, indtil de opdagede at deres situation blev værre dag for dag -- enten fordi de bliver dræbt, eller fordi de på en eller anden måde, er fattigere end for otte år siden. Et tal for det: 54 procent af børnene under 5 år lider af underernæring.
So this translates into ongoing violence, foreign interests, bribery, drugs, ethnic conflicts, bad health, shame, fear and cumulative traumatic experiences. Local and foreign military are supposed to build peace together with the donors and the governmental and non-governmental organizations. And people had hope, yes, but until they realized their situation worsens every day -- either because they are being killed or because, somehow, they are poorer than eight years ago. One figure for that: 54 percent of the children under the age of five years suffer from malnutrition.
Men stadig er der håb. En dag fortalte en mand mig, "Min fremtid ser ikke strålende ud, men jeg vil have en strålende fremtid for min søn." Dette er et billede jeg tog i 2005, gående på fredage over bakkerne i Kabul. Og for mig er det et symbolsk billede på en åben fremtid for den unge generation.
Yet, there is hope. One day a man told me, "My future does not look brilliant, but I want to have a brilliant future for my son." This is a picture I took in 2005, walking on Fridays over the hills in Kabul, and for me it's a symbolic picture of an open future for a young generation.
Læger ordinere medicin. Og donore forventes at bringe fred ved at bygge skoler og veje. Militæret samler våben, og depression forbliver intakt. Hvorfor? Fordi folk ikke har værktøjer til at klare det, til at komme videre. Kort efter min ankomst, havde jeg bekræftet noget, som jeg allerede vidste, at mine instrumenter kommer fra hjertet af det moderne Europa, ja. Men, hvad der kan såre os, og vores reaktion på disse sår -- det er universelt. Og den store udfordring var hvordan man skal forstå meningen med symptomerne i denne specifikke kulturelle context. Efter en consultation, sagde en kvinde til mig, "Fordi du har følt mig, kan jeg føle mig selv igen og jeg har lyst til igen at deltage i mit familieliv." Dette var meget vigtigt fordi familien er central i afghanernes sociale system.
So, doctors prescribe medication. And donors are supposed to bring peace by building schools and roads. Military collect weapons, and depression stays intact. Why? Because people don't have tools to cope with it, to get over it. So, soon after my arrival, I had confirmed something which I had already known; that my instruments come from the heart of modern Europe, yes. However, what can wound us and our reaction to those wounds -- they are universal. And the big challenge was how to understand the meaning of the symptom in this specific cultural context. After a counseling session, a woman said to me, "Because you have felt me, I can feel myself again, and I want to participate again in my family life." This was very important, because the family is central in Afghans' social system.
Ingen kan overleve alene. Og folk føler sig brugt, værdiløse og skammer sig, fordi noget frygteligt er sket med dem, så trækker de sig tilbage og isolere sig socialt, og de tør ikke fortælle dette onde til andre folk eller til dem de holder kær fordi de ikke ønsker at bebyrde dem. Og meget ofte er vold en måde at håndtere det. Traumatiserede folk mister også let kontrollen -- symptomerne er hyper-ophidselse og hukommelse flashbacks -- så folk er i konstant frygt for, at disse forfærdelige følelser fra den traumatisk begivenhed måske kommer tilbage uventet, pludseligt, og de kan ikke kontrolere det. For at kompensere for tabet af indre kontrol prøver de at kontrolere det der ligger udenfor, meget forståeligt -- mest familien -- og uheldigvis, passer dette godt ind i den traditionelle side, regressive side, undertrykkende side, restriktive side af den kulturelle kontekst. Mænd begynder at banke deres koner, mødre og fædre banker deres børn, og bagefter har de det forfærdeligt. Det var ikke det de ville. Det skete bare. De mistede kontrollen. Det desperate forsøg på at genoprette orden og normalitet, og hvis vi ikke er i stand til at stoppe denne cirkel af vold, vil den uden tvivl blive overført til den næste generation. Og det sker til dels allerede.
No one can survive alone. And if people feel used, worthless and ashamed, because something horrible has happened to them, then they retreat, and they fall into social isolation, and they do not dare to tell this evil to other people or to their loved ones, because they do not want to burden them. And very often violence is a way to cope with it. Traumatized people also easily lose control -- symptoms are hyper-arousal and memory flashbacks -- so people are in a constant fear that those horrible feelings of that traumatic event might come back unexpectedly, suddenly, and they cannot control it. To compensate this loss of inner control, they try to control the outside, very understandably -- mostly the family -- and unfortunately, this fits very well into the traditional side, regressive side, repressive side, restrictive side of the cultural context. So, husbands start beating wives, mothers and fathers beat their children, and afterward, they feel awful. They did not want to do this, it just happened -- they lost control. The desperate try to restore order and normality, and if we are not able to cut this circle of violence, it will be transferred to the next generation without a doubt. And partly this is already happening.
Alle har brug for en fornemmelse for fremtiden. Og den afghanske fornemmelse for fremtiden er smadret. Men lad mig gentage hvad kvinden sagde. "Fordi du har følt mig, kan jeg føle mig selv igen". Så nøglen er empati. Nogen skal være vidne til hvad der er sket med dig. Nogen skal føle hvad du har følt. Nogen skal se og høre dig. Alle må være i stand til at vide hvad han eller hun har oplevet er sandt. Og det sker kun med en anden person. Så alle må være i stand til at sige, "Dette skete for mig, og det gjorde dette ved mig, men jeg er i stand til at leve med det, til at klare det, og at lære fra det. Og jeg ønsker at engagere mig i mine børns lyse fremtid og mine børnebørns, og jeg vil ikke gifte min 13 årige datter væk" -- hvilket sker alt for tit i Afghanistan.
So everybody needs a sense for the future, and the Afghan sense of the future is shattered. But let me repeat the words of the woman. "Because you have felt me, I can feel myself again." So the key here is empathy. Somebody has to be a witness to what has happened to you. Somebody has to feel how you felt. And somebody has to see you and listen to you. Everybody must be able to know what he or she has experienced is true, and this only goes with another person. So everybody must be able to say, "This happened to me, and it did this with me, but I'm able to live with it, to cope with it, and to learn from it. And I want to engage myself in the bright future for my children and the children of my children, and I will not marry-off my 13 year-old daughter," -- what happens too often in Afghanistan.
Så noget kan der gøres, selv i så extreme miljøer som Afghanistan. Og jeg startede med at tænke over et rådgivnings program. Men jeg havde, selvfølgelig, brug for hjælp og midler. Og en aften, sad jeg ved siden af en meget rar herre i Kabul, og han spurgte mig hvad jeg troede ville være godt i Afghanistan. Og jeg forklarede ham hurtigt, at jeg ville træne psyko-sociale rådgivere, jeg ville åbne centre, og jeg forklarede ham hvorfor. Denne mand gav mig sine kontaktoplysninger da aftenen var slut og sagde: "Hvis du vil gøre det, så ring til mig". På det tidspunkt var jeg leder af Caritas Tyskland.
So something can be done, even in such extreme environments as Afghanistan. And I started thinking about a counseling program. But, of course, I needed help and funds. And one evening, I was sitting next to a very nice gentleman in Kabul, and he asked what I thought would be good in Afghanistan. And I explained to him quickly, I would train psycho-social counselors, I would open centers, and I explained to him why. This man gave me his contact details at the end of the evening and said, "If you want to do this, call me." At that time, it was the head of Caritas Germany.
Jeg var i stand til at starte et tre-årigt projekt med Caritas Tyskland, og vi trænede 30 afghanske kvinder og mænd, og vi åbnede 15 rådgivningscentre i Kabul. Dette var vores skilt. Det er håndmalet. Og vi havde 45 over hele Kabul. 11.000 mennesker kom -- mere end det. Og 70 procent fik deres liv tilbage. Det var en meget spændende tid, at udvikle dette med mit vidunderlige afghanske team. Og de arbejder med mig frem til i dag. Vi har udviklet et kulturelt følsomt psyko-social rådgivnings metode. Fra 2008 til i dag har en væsentlig ændring og fremskridt fundet sted.
So, I was able to launch a three-year project with Caritas Germany, and we trained 30 Afghan women and men, and we opened 15 counseling centers in Kabul. This was our sign -- it's hand-painted, and we had 45 all over Kabul. Eleven thousand people came -- more than that. And 70 percent regained their lives. This was a very exciting time, developing this with my wonderful Afghan team. And they are working with me up to today. We developed a culturally-sensitive psycho-social counseling approach. So, from 2008 up until today, a substantial change and step forward has been taking place.
Den Europæiske Unions delegation i Kabul kom med i det her og hyrede mig til at arbejde i ministeriet for folkesundhed for at præge denne metode. Det lykkedes. Vi reviderede den mentale sundheds komponent i den primære sundhedpleje ved at tilføje psyko-social pleje og psyko-sociale rådgivere til systemet. Dette betyder helt sikkert at man skal omskole al sundhedspersonale. Men det har vi allerede uddannelsesmanualerne til, der er blevet godkendt af ministeriet og desuden er denne fremgangsmåde nu en del af strategien for mental sundhed i Afghanistan.
The European Union delegation in Kabul came into this and hired me to work inside the Ministry of Public Health, to lobby this approach -- we succeeded. We revised the mental health component of the primary health care services by adding psycho-social care and psycho-social counselors to the system. This means, certainly, to retrain all health staff. But for that, we already have the training manuals, which are approved by the Ministry and moreover, this approach is now part of the mental health strategy in Afghanistan.
Så vi har allerede implimenteret den i nogle udvalgte klinikker i tre provinser, og I er de første til at se resultaterne. Vi ville vide om det der bliver gjort er effektivt. Og her kan I se at alle patienterne havde symptomer på depression, i moderat og svær grad. Og den røde linje er behandling som sædvanlig -- medicin med en læge. Og alle symptomerne forblev de samme eller blev værre. Og den grønne linje er behandling med kun psyko-social rådgivning, uden medicin. Og I kan se at symptomerne næsten går helt væk og den psyko-sociale stress er faldet betydeligt, hvilket kan forklares ved at man ikke kan fjerne psyko-social stress men man kan lære at leve med det. Så dette gør os meget glade for nu har vi noget der beviser at det virker.
So we also have implemented it already in some selected clinics in three provinces, and you are the first to see the results. We wanted to know if what is being done is effective. And here you can see the patients all had symptoms of depression, moderate and severe. And the red line is the treatment as usual -- medication with a medical doctor. And all the symptoms stayed the same or even got worse. And the green line is treatment with psycho-social counseling only, without medication. And you can see the symptoms almost completely go away, and the psycho-social stress has dropped significantly, which is explicable, because you cannot take away the psycho-social stresses, but you can learn how to cope with them. So this makes us very happy, because now we also have some evidence that this is working.
Så her kan I se, dette er en sundheds klinik i det nordlige Afghanistan, og hver morgen ser det sådan her ud over det hele. Og læger har sædvanligvis tre til seks minutter til hver patient. Men det vil ændre sig nu. De tager til klinikkerne fordi de vil kurere deres umiddelbare symptomer og de vil finde nogen at snakke med og diskutere disse problemer og tale om hvad der belaster dem og finde løsninger, udvikle deres ressourcer, få værktøjer til at løse deres familiekonflikter og få en vis tro på fremtiden.
So here you see, this is a health facility in Northern Afghanistan, and every morning it looks like this all over. And doctors usually have three to six minutes for the patients, but now this will change. They go to the clinics, because they want to cure their immediate symptoms, and they will find somebody to talk to and discuss these issues and talk about what is burdening them and find solutions, develop their resources, learn tools to solve their family conflicts and gain some confidence in the future.
Og jeg vil gerne dele en kort historie. En Hazara sagde til hans pashtunske rådgiver: "Hvis vi havde mødtes for nogle år siden, så ville vi havde slået hinanden ihjel. Og nu hjælper du mig til at genvinde en vis tro på fremtiden." Og en anden rådgiver sagde til mig efter træningen: "Jeg har aldrig vidst hvorfor jeg overlevede drabene i min landsby, men nu ved jeg hvorfor, fordi jeg er del af en kerne af et nyt og fredeligt samfund i Afghanistan". Så jeg tror, at dette holdt mig kørende. Og dette er et virkeligt emancipatorisk og politisk bidrag til fred og forsoning. Og jeg tror også at uden psyko-social terapi og uden at overveje dette i alle humanitære projekter kan vi ikke opbygge civile samfund.
And I would like to share one short vignette. One Hazara said to his Pashtun counselor, "If we were to have met some years ago, then we would have killed each other. And now you are helping me to regain some confidence in the future." And another counselor said to me after the training, "You know, I never knew why I survived the killings in my village, but now I know, because I am part of a nucleus of a new peaceful society in Afghanistan." So I believe this kept me running. And this is a really emancipatory and political contribution to peace and reconciliation. And also -- I think -- without psycho-social therapy, and without considering this in all humanitarian projects, we cannot build-up civil societies.
Jeg synes at det var en idé der var værd at sprede og jeg tror at den må, kan, kunne kopieres andre steder.
I thought it was an idea worth spreading, and I think it must be, can be, could be replicated elsewhere.
Jeg takker for jeres opmærksomhed.
I thank you for your attention.
(Bifald)
(Applause)