Kraken, et bæst så frygtindgydende at det efter sigende kunne fortære mænd og skibe og hvaler, og så enorm at det kunne forveksles med en ø. Når man skal vurdere denne slags fortællingers sandsynlighed, er det nok klogt at huske på at gamle sømænd mente at den eneste forskel mellem et eventyr og en søfortælling er at et eventyr begynder med, "Der var engang," og en søfortælling begynder med, "Det her er ikke pis." (Latter)
The Kraken, a beast so terrifying it was said to devour men and ships and whales, and so enormous it could be mistaken for an island. In assessing the merits of such tales, it's probably wise to keep in mind that old sailor's saw that the only difference between a fairytale and a sea story is a fairytale begins, "Once upon a time," and a sea story begins, "This ain't no shit." (Laughter)
Hver eneste fisk der slipper væk vokser hver gang historien genfortælles. Ikke desto mindre er der virkelig kæmper i havet, og nu har vi beviset på film, hvilket de af jer der så dokumentaren på Discovery Channel ikke er i tvivl om.
Every fish that gets away grows with every telling of the tale. Nevertheless, there are giants in the ocean, and we now have video proof, as those of you that saw the Discovery Channel documentary are no doubt aware.
Jeg var en af de tre forskere der var med på denne ekspedition der fandt sted sidste sommer ud for Japans kyst. Det er mig der er den lave. De to andre er Dr. Tsunemi Kubodera og Dr. Steve O´Shea.
I was one of the three scientists on this expedition that took place last summer off Japan. I'm the short one. The other two are Dr. Tsunemi Kubodera and Dr. Steve O'Shea.
Jeg skylder min deltagelse i denne nu historiske begivenhed til TED. I 2010, var der en TEDevent der hed Mission Blue som blev afholdt på Lindblad Explorer i Galapagos som del af opfyldelsen af Sylvia Earles TED ønske. Jeg talte om en ny måde til at udforske havet på, en måde, der fokuserer på at tiltrække dyrene i stedet for at skræmme dem væk. Mike deGruy var også inviteret med, og han talte lidenskabeligt om sin kærlighed til havet, og han talte også med mig om at bruge min tilgang til noget han har været optaget af i meget lang tid, nemlig jagten på kæmpeblæksprutten. Det var Mike, der inviterede mig med til blækspruttemødet, som var en sammenkomst af blæksprutteeksperter hos Discovery Channel den samme sommer under Shark Week. (Latter)
I owe my participation in this now-historic event to TED. In 2010, there was a TED event called Mission Blue held aboard the Lindblad Explorer in the Galapagos as part of the fulfillment of Sylvia Earle's TED wish. I spoke about a new way of exploring the ocean, one that focuses on attracting animals instead of scaring them away. Mike deGruy was also invited, and he spoke with great passion about his love of the ocean, and he also talked to me about applying my approach to something he's been involved with for a very long time, which is the hunt for the giant squid. It was Mike that got me invited to the squid summit, a gathering of squid experts at the Discovery Channel that summer during Shark Week. (Laughter)
Jeg holdt et foredrag om at den diskrete iagttagelse og om at lokke tiarmede dybhavsblæksprutter med optiske midler, hvor jeg lagde vægt på vigtigheden af at bruge stille, diskrete platforme til udforskning. Dette var resultatet af hundredevis af dyk jeg har lavet, tøffende rundt i mørket ved hjælp af disse platforme, og mit indtryk var, at jeg så flere dyr ved at arbejde fra ubåden end jeg gjorde ved at bruge nogle af de fjernstyrede fartøjer. Det kunne godt nok skyldes at ubåden har en bredere synsvinkel. Men jeg følte også at jeg så flere dyr når jeg arbejdede med Tiburon end jeg gjorde med Ventana, to fartøjer med den samme synsvinkel men forskellige fremdriftssystemer.
I gave a talk on unobtrusive viewing and optical luring of deep sea squid in which I emphasized the importance of using quiet, unobtrusive platforms for exploration. This came out of hundreds of dives I have made, farting around in the dark using these platforms, and my impression that I saw more animals working from the submersible than I did with either of the remote-operated vehicles. But that could just be because the submersible has a wider field of view. But I also felt like I saw more animals working with the Tiburon than the Ventana, two vehicles with the same field of view but different propulsion systems.
Så min mistanke var at det kunne have noget at gøre med mængden af støj jeg lavede. Så jeg placerede en hydrofon på bunden af havet, og fik hvert fartøj til at flyve forbi ved samme hastighed og afstand og optog den lyd de lavede. Johnson Sea-Link -- (summende lyd) -- som I sikkert kun lige kan høre, bruger elektriske propeller -- meget, meget stille. Tiburon bruger også elektrisk drevet propeller. Den er også temmelig stille, men lidt mere støjende. Men de fleste ROVer der dykker ned i dybet nu til dags, bruger hydraulik og de lyder som Ventana. (Høj bippende lyd) Jeg tror det skræmmer mange dyr væk.
So my suspicion was that it might have something to do with the amount of noise they make. So I set up a hydrophone on the bottom of the ocean, and I had each of these fly by at the same speed and distance and recorded the sound they made. The Johnson Sea-Link -- (whirring noise) -- which you can probably just barely hear here, uses electric thrusters -- very, very quiet. The Tiburon also uses electric powered thrusters. It's also pretty quiet, but a bit noisier. (Louder whirring noise) But most deep-diving ROVs these days use hydraulics and they sound like the Ventana. (Loud beeping noise) I think that's got to be scaring a lot of animals away.
Så til jagten på tiarmede blæksprutter i dybet foreslog jeg at bruge et optisk blink der sad fast på en kameraplatform uden propeller, uden motor, kun et batteridrevet kamera, og den eneste belysning kommer fra rødt lys der er usynligt for de fleste dyr i dybhavet som har tilpasset sig til primært at se blåt. Det er synligt for vores øjne, men det er det samme som infrarødt i dybhavet. Så denne kameraplatform, som vi kaldte Medusa, kunne bare kastes ud over bagenden af skibet, fastgjort til en ponton, der flyder på overfladen med mere end 600 meter line, og den vil bare flyde passivt rundt, båret af strømmen, og det eneste synlige lys for dyrene i dybet er det blå lys af det optiske blink, som vi kalder den elektroniske gople, eller e-goplen, fordi den var deisgnet til at ligne den bioluminiscens der stammer fra den almindelige dybhavsgople, Atolla.
So for the deep sea squid hunt, I proposed using an optical lure attached to a camera platform with no thrusters, no motors, just a battery-powered camera, and the only illumination coming from red light that's invisible to most deep-sea animals that are adapted to see primarily blue. That's visible to our eye, but it's the equivalent of infrared in the deep sea. So this camera platform, which we called the Medusa, could just be thrown off the back of the ship, attached to a float at the surface with over 2,000 feet of line, it would just float around passively carried by the currents, and the only light visible to the animals in the deep would be the blue light of the optical lure, which we called the electronic jellyfish, or e-jelly, because it was designed to imitate the bioluminescent display of the common deep sea jellyfish Atolla.
Denne mølle af lys som Atollaen producerer er kendt som en bioluminiscent tyverialarm og er en forsvarmekanisme. Grunden til at den elektroniske gople fungerede som et blink er ikke fordi kæmpeblæksprutter spiser gopler, men fordi goplen kun tyer til at bruge dette lys når et rovdyr tygger på den, og dens eneste håb om redning er at tiltrække et større rovdyrs opmærksomhed som vil angribe goplens angriber og derved give goplen en chance for at slippe væk. Det er et råb om hjælp, et sidste desperat forsøg på at undslippe, og en udbredt selvforsvarsmetode i dybhavet.
Now, this pinwheel of light that the Atolla produces is known as a bioluminescent burglar alarm and is a form of defense. The reason that the electronic jellyfish worked as a lure is not because giant squid eat jellyfish, but it's because this jellyfish only resorts to producing this light when it's being chewed on by a predator and its only hope for escape may be to attract the attention of a larger predator that will attack its attacker and thereby afford it an opportunity for escape. It's a scream for help, a last-ditch attempt for escape, and a common form of defense in the deep sea.
Fremgangsmåden virkede. Mens alle tidligere ekspeditioner havde fejlet og ikke fået et eneste videoglimt af kæmpen, fik vi hele seks, og den første udløste enorm begejstring:
The approach worked. Whereas all previous expeditions had failed to garner a single video glimpse of the giant, we managed six, and the first triggered wild excitement.
Edith Widder (på video): Åh gud. Åh Gud! Tager du gas på mig? Andre forskere: Oh ho ho! Den hænger bare der.
Edith Widder (on video): Oh my God. Oh my God! Are you kidding me?Other scientists: Oh ho ho! That's just hanging there.
EW: Det var som om den drillede os, og lavede en slags viftedans -- nu ser I mig, nu ser I mig ikke -- og vi oplevede fire af den slags drillende optrædender, og på den femte, kom den ind og begejstrede os totalt.
EW: It was like it was teasing us, doing a kind of fan dance -- now you see me, now you don't -- and we had four such teasing appearances, and then on the fifth, it came in and totally wowed us.
(Musik) Fortæller: (Snakker japansk)
(Music) Narrator: (Speaking in Japanese)
Forskere: Ooh. Bang! Åh gud! Whoa!
Scientists: Ooh. Bang! Oh my God! Whoa!
(Bifald)
(Applause)
EW: Hele baduljen.
EW: The full monty.
Det der virkelig begejstrede mig, var måden hvorpå den kom hen over e-goplen og så angreb den store ting ved siden af den, som jeg tror den fejlagtigt opfattede som e-goplens trussel.
What really wowed me about that was the way it came in up over the e-jelly and then attacked the enormous thing next to it, which I think it mistook for the predator on the e-jelly.
Men endnu mere utroligt var optagelserne fra Triton-ubåden. Noget, der ikke blev nævnt i Discoverys dokumentar var at den lokkeblæksprutte som Dr. Kubodera brugte -- -- en 1 meter lang "diamondback" oceanisk blæksprutte -- havde et lys til fæstnet til sig, en blækspruttepilk af den slags som dybhavsfiskere bruger, og jeg tror det var dette lys som lokkede kæmpen ind.
But even more incredible was the footage shot from the Triton submersible. What was not mentioned in the Discovery documentary was that the bait squid that Dr. Kubodera used, a one-meter long diamondback squid had a light attached to it, a squid jig of the type that longline fishermen use, and I think it was this light that brought the giant in.
Det, man ser her er kamerasynsfeltet, forstærket i rødt lys, og det er alt Dr. Kubodera kan se, når kæmpen kommer ind i billedet. Og så blev han så begejstret, at han tændte sin lygte for at kunne se bedre, og kæmpen flygtede ikke, så han vovede at tænde for det hvide lys på ubåden, og bragte en skabning fra sagnverdener, fra den urorhistorien, ind i højopløsningsfilm. Det var åndeløst spændende, og havde dette dyrs store fangearme været intakte og fuldt udstrakte, ville den havde været lige så høj som en to-etagers bygning.
Now, what you're seeing is the intensified camera's view under red light, and that's all Dr. Kubodera could see when the giant comes in here. And then he got so excited, he turned on his flashlight because he wanted to see better, and the giant didn't run away, so he risked turning on the white lights on the submersible, bringing a creature of legend from the misty history into high-resolution video. It was absolutely breathtaking, and had this animal had its feeding tentacles intact and fully extended, it would have been as tall as a two-story house.
Hvordan kan noget så stort leve i vores hav og være forblevet ufilmet indtil nu? Vi har kun udforsket cirka fem procent af vores hav. Der er stadig store opdagelser der venter på at blive gjort, fantastiske væsner der repræsenterer millioner af års evolution og muligvis bioaktive blandinger, der kunne være til gavn for os på måder som vi ikke engang kan forestille os. Og dog har vi kun brugt en lille brøkdel af penge på udforskning af havet i forhold til hvad vi har brugt på udforskning af rummet. Vi har brug for en NASA-lignende organisation til havudforskning, fordi vi bør i gang med at udforske og beskytte vores livsbevarende økosystemer her på jorden.
How could something that big live in our ocean and yet remain unfilmed until now? We've only explored about five percent of our ocean. There are great discoveries yet to be made down there, fantastic creatures representing millions of years of evolution and possibly bioactive compounds that could benefit us in ways that we can't even yet imagine. Yet we have spent only a tiny fraction of the money on ocean exploration that we've spent on space exploration. We need a NASA-like organization for ocean exploration, because we need to be exploring and protecting our life support systems here on Earth.
Vi skal -- tak. (Bifald)
We need — thank you. (Applause)
Udforskning er maskinen, der driver innovation fremad. Innovation driver økonomisk vækst. Så lad os alle tage ud og udforske, men lad os gøre det på en måde, der ikke skræmmer dyrene væk, eller, som Mike deGruy sagde engang, "Hvis man vil væk fra det hele og se noget som man aldrig før har set, eller få en storartet chance for at se noget som ingen andre har set, så hop ned i en ubåd." Han skulle have været med os på dette eventyr. Vi savner ham. (Bifald)
Exploration is the engine that drives innovation. Innovation drives economic growth. So let's all go exploring, but let's do it in a way that doesn't scare the animals away, or, as Mike deGruy once said, "If you want to get away from it all and see something you've never seen, or have an excellent chance of seeing something that no one's ever seen, get in a sub." He should have been with us for this adventure. We miss him. (Applause)