I Jacques Cousteau ånd, der sagde, "Mennesker beskytter det de holder af," vil jeg i dag dele det jeg elsker mest i havet med jer, og det er det fantastiske antal og mangfoldighed af dyr i det der skaber lys.
In the spirit of Jacques Cousteau, who said, "People protect what they love," I want to share with you today what I love most in the ocean, and that's the incredible number and variety of animals in it that make light.
Min afhængighed begyndte med denne mærkeligt udseende dykkerdragt der hedder Wasp; det er ikke en forkortelse -- bare nogen der mente at den lignede insektet. Det blev faktisk udviklet til brug til offshore olieindustrien for at dykke på olierigger til en dybde af 610 meter. Lige efter jeg bestod min Ph.D., var jeg så heldig at blive inkluderet i en gruppe forskere der brugte den for første gang som værktøj til havforskning. Vi trænede i en tank i Port Hueneme, og mit første dyk i det åbne hav var i Santa Barbara Channel. Det var et dyk om aftenen. Jeg gik ned til en dybde af 270 meter og jeg slukkede for lyset. Og grunden til jeg slukkede for lyset var, at jeg vidste at jeg ville se dette fænomen af dyr der lavede lys der kaldes bioluminescence. Men jeg var totalt uforberedt på hvordan det var og hvor spektakulært det var. Jeg så kæder af gopler der hedder siphonophoresare der var længere end dette lokale, der pumpede så meget lys ud at jeg kunne læse skiverne og viserne inden i dragten uden en lommelygte; og puffer og bølger af hvad der lignede lysende blå røg; og eksplosioner af gnister der hvirvlede sig op ud af skorstene -- ligesom når man kaster brænde på et lejrbål og gløderne hvirvler op fra bålet, men dette var isende, blå gløder. Det var utroligt.
My addiction began with this strange looking diving suit called Wasp; that's not an acronym -- just somebody thought it looked like the insect. It was actually developed for use by the offshore oil industry for diving on oil rigs down to a depth of 2,000 feet. Right after I completed my Ph.D., I was lucky enough to be included with a group of scientists that was using it for the first time as a tool for ocean exploration. We trained in a tank in Port Hueneme, and then my first open ocean dive was in Santa Barbara Channel. It was an evening dive. I went down to a depth of 880 feet and turned out the lights. And the reason I turned out the lights is because I knew I would see this phenomenon of animals making light called bioluminescence. But I was totally unprepared for how much there was and how spectacular it was. I saw chains of jellyfish called siphonophores that were longer than this room, pumping out so much light that I could read the dials and gauges inside the suit without a flashlight; and puffs and billows of what looked like luminous blue smoke; and explosions of sparks that would swirl up out of the thrusters -- just like when you throw a log on a campfire and the embers swirl up off the campfire, but these were icy, blue embers. It was breathtaking.
Men, normalt når mennesker overhovedet er bekendt med bioluminiscence, er det disse fyre; det er ildfluer. Og der er få andre landkrabber der kan producere lys -- nogle insekter, regnorme, svampe -- men generelt set, på land, er det meget sjældent. I havet, er det en regel mere end en undtagelse. Hvis jeg tager ud i det åbne hav miljø, dybest set hvor som helst i verden, og jeg trækker et net fra 915 meter til overfladen, vil de fleste dyr -- faktisk, mange steder, 80 til 90 procent af dyrene som jeg trækker op i det net -- producere lys. Dette sørger for nogle temmelig spektakulære lysshows.
Now, usually if people are familiar with bioluminescence at all, it's these guys; it's fireflies. And there are a few other land-dwellers that can make light -- some insects, earthworms, fungi -- but in general, on land, it's really rare. In the ocean, it's the rule rather than the exception. If I go out in the open ocean environment, virtually anywhere in the world, and I drag a net from 3,000 feet to the surface, most of the animals -- in fact, in many places, 80 to 90 percent of the animals that I bring up in that net -- make light. This makes for some pretty spectacular light shows.
Nu vil jeg dele et lille filmklip med jer som jeg tog inden fra en ubåd. Jeg udviklede først denne teknik da jeg arbejdede fra en lille enpersons ubåd der hedder Deep Rover og derefter tilpassede de den til brug på Johnson Sea-Link, som I kan se her. Her i den forreste del af observationskuglen, er der en ring på 0,9 meter i diameter med en skærm strukket ud foran den. Og inden i kuglen med mig er et forstærket kamera der er cirka lige så følsomt som et fuldt mørketilvænnet menneskeligt øje, selvom det er en lille smule udvisket. Så man tænder for kameraet, slukker for lyset. Den gnist man kan se er ikke luminiscence, det er bare elektronisk støj på disse superforstærkede kameraer. Man kan ikke se lys før ubåden begynder at bevæge sig fremmed gennem vandet, men i takt med at den gør det, stimuleres de dyr der bumper imod skærmen til at producere lys.
Now I want to share with you a little video that I shot from a submersible. I first developed this technique working from a little single-person submersible called Deep Rover and then adapted it for use on the Johnson Sea-Link, which you see here. So, mounted in front of the observation sphere, there's a a three-foot diameter hoop with a screen stretched across it. And inside the sphere with me is an intensified camera that's about as sensitive as a fully dark-adapted human eye, albeit a little fuzzy. So you turn on the camera, turn out the lights. That sparkle you're seeing is not luminescence, that's just electronic noise on these super intensified cameras. You don't see luminescence until the submersible begins to move forward through the water, but as it does, animals bumping into the screen are stimulated to bioluminesce.
Da jeg gjorde dette første gang, det eneste jeg prøvede på var at tælle antallet af kilder. Jeg kendte min hastighed, jeg kendte området, så jeg kunne regne ud hvor mange hundrede kilder der var per kubikmeter. Men det begyndte at gå op for mig at jeg faktisk kunne identificere dyrene ud fra det type glimt de producerede. Og, her, i Gulf of Maine ved 225 meter, kan jeg nævne mere eller mindre alt I kan se her på arts niveau. Ligesom de store eksplosioner, gnister, stammer fra en lille gople, og der er krill og andre slags krebsdyr, og gopler. Der var endnu en af de gopler. Så jeg har arbejdet med computer billedanalyse ingeniører for at udvikle automatiske genkendelsessystemer der kan identificere disse dyr og så udvinde XYZ koordinaterne af det første nedslagsområde. Og så kan vi gøre de ting som økologer gør på landjorden, og undersøge nærmeste nabo afstande.
Now, when I was first doing this, all I was trying to do was count the numbers of sources. I knew my forward speed, I knew the area, and so I could figure out how many hundreds of sources there were per cubic meter. But I started to realize that I could actually identify animals by the type of flashes they produced. And so, here, in the Gulf of Maine at 740 feet, I can name pretty much everything you're seeing there to the species level. Like those big explosions, sparks, are from a little comb jelly, and there's krill and other kinds of crustaceans, and jellyfish. There was another one of those comb jellies. And so I've worked with computer image analysis engineers to develop automatic recognition systems that can identify these animals and then extract the XYZ coordinate of the initial impact point. And we can then do the kinds of things that ecologists do on land, and do nearest neighbor distances.
Men man behøver ikke altid at tage ned på havets bund for at se et lysshow som dette. Man kan faktisk se det i overflade vandet. Dette er et flot fotografi, af Dr. Mike ved Scripps Institution, af en delfin der svømmer gennem morild plankton. Og det er ikke et eller andet eksotisk sted som en af morild bugterne i Puerte Rico, dette blev faktisk optaget i San Diegos havn. Og nogle gange kan man endda komme tættere på den det, fordi lokummet på skibe -- det er toilettet, hvis der er nogen af jer landkrabber der lytter med -- bliver skyllet med ufiltreret havvand hvor der ofte er morild plankton i. Hvis man vakler ind på lokummet sent om natten og man er så toilet-omfavnende syg at man glemmer at tænde for lyset, kan det være man tror at man har en religiøs oplevelse. (Latter)
But you don't always have to go down to the depths of the ocean to see a light show like this. You can actually see it in surface waters. This is some shot, by Dr. Mike Latz at Scripps Institution, of a dolphin swimming through bioluminescent plankton. And this isn't someplace exotic like one of the bioluminescent bays in Puerto Rico, this was actually shot in San Diego Harbor. And sometimes you can see it even closer than that, because the heads on ships -- that's toilets, for any land lovers that are listening -- are flushed with unfiltered seawater that often has bioluminescent plankton in it. So, if you stagger into the head late at night and you're so toilet-hugging sick that you forget to turn on the light, you may think that you're having a religious experience. (Laughter)
Hvordan producerer et levende væsen så lys? Jamen, det var spørgsmålet som i det 19 århundrede den franske fysiolog Raphael Dubois, stille om denne bioluminiscente musling. Han moste den og udvandt et par kemikalier; et, et enzym, han kaldte det luciferase; substratet, han kaldte det luciferin efter Lucifer lysbæreren. Terminologien har holdt ved, men det henviser faktisk ikke til et specifikt kemikalie fordi disse kemikalier findes i mange forskellige former og faconer. Faktisk, de fleste mennesker der studerer bioluminescence i dag er fokuserede på kemien, fordi disse kemikalier har vist sig at være så utroligt værdifulde for at udvikle antibakterielle stoffer, kræftbekæmpende lægemidler, test for tilstedeværelsen af liv på Mars, opdage forureningskilder i vores vand -- hvilket er måden vi bruger det på på ORCA. I 2008, gik Nobel Prisen i Kemi til arbejde der blev gjort på et molekyle der hedder grønt fluorescerende protein der blev udvundet fra bioluminescence kemien af en gople, og den er blevet sammenlignet med opfindelsen af mikroskopet, med hensyn til den indvirkning den har haft på cellebiologi og genetisk ingeniørvidenskab.
So, how does a living creature make light? Well, that was the question that 19th century French physiologist Raphael Dubois, asked about this bioluminescent clam. He ground it up and he managed to get out a couple of chemicals; one, the enzyme, he called luciferase; the substrate, he called luciferin after Lucifer the Lightbearer. That terminology has stuck, but it doesn't actually refer to specific chemicals because these chemicals come in a lot of different shapes and forms. In fact, most of the people studying bioluminescence today are focused on the chemistry, because these chemicals have proved so incredibly valuable for developing antibacterial agents, cancer fighting drugs, testing for the presence of life on Mars, detecting pollutants in our waters -- which is how we use it at ORCA. In 2008, the Nobel Prize in Chemistry was awarded for work done on a molecule called green fluorescent protein that was isolated from the bioluminescent chemistry of a jellyfish, and it's been equated to the invention of the microscope, in terms of the impact that it has had on cell biology and genetic engineering.
En anden ting som alle disse molekyler fortæller os er, åbenbart, at bioluminescence har udviklet sig minimum 40 gange, måske op til 50 særskilte gange i den evolutionære historie, hvilket er et tydeligt tegn på hvor utrolig vigtigt denne egenskab er for overlevelsen. Hvad er det så ved bioluminescence der er så vigtigt for mange dyr? Jamen, for dyr der prøver at undgå rovdyr ved at blive i mørket, kan lys være meget nyttigt for tre basale ting som dyr skal gøre for at overleve: og det er at finde mad, tiltrække en mage og undgå at blive spist. For eksempel, denne fisk har en indbygget pandelampe bag ved øjnene som den kan bruge til at finde mad eller tiltrække en mage. Og når den ikke bruger den, kan den faktisk rulle den ned i sit hoved ligesom lyset på ens Lamborghini. Denne fisk har faktisk langt lys.
Another thing all these molecules are telling us that, apparently, bioluminescence has evolved at least 40 times, maybe as many as 50 separate times in evolutionary history, which is a clear indication of how spectacularly important this trait is for survival. So, what is it about bioluminescence that's so important to so many animals? Well, for animals that are trying to avoid predators by staying in the darkness, light can still be very useful for the three basic things that animals have to do to survive: and that's find food, attract a mate and avoid being eaten. So, for example, this fish has a built-in headlight behind its eye that it can use for finding food or attracting a mate. And then when it's not using it, it actually can roll it down into its head just like the headlights on your Lamborghini. This fish actually has high beams.
Og denne fisk, som er en af mine favoritter, har tre forlygter på hver side af hovedet, Nu er denne blå, og det er farven på det meste morild i havet fordi evolutionen har udvalgt den farve der spreder sig længst gennem havvandet for at optimere kommunikationen. Så de fleste dyr producerer blåt lys, og de fleste dyr kan kun se blåt lys, men denne fisk er en virkelig fascinerende undtagelse fordi den har to røde lysorganer. Og jeg har ingen anelse om hvorfor der er to, og det er noget jeg vil løse en dag -- men ikke nok med at den kan se blåt lys, den kan se rødt lys. Den bruger dens røde bioluminescence ligesom en snigskyttes sigte til at være i stand til at snige sig ind på dyr der ikke er i stand til at se det røde lys og er i stand til at se dem uden at blive set. Den har også en lille skægtråd her med et blåt lysende blink på den som den kan bruge til at tiltrække bytte med på lang afstand. Og mange dyr bruger deres bioluminescence som blink.
And this fish, which is one of my favorites, has three headlights on each side of its head. Now, this one is blue, and that's the color of most bioluminescence in the ocean because evolution has selected for the color that travels farthest through seawater in order to optimize communication. So, most animals make blue light, and most animals can only see blue light, but this fish is a really fascinating exception because it has two red light organs. And I have no idea why there's two, and that's something I want to solve some day -- but not only can it see blue light, but it can see red light. So it uses its red bioluminescence like a sniper's scope to be able to sneak up on animals that are blind to red light and be able to see them without being seen. It's also got a little chin barbel here with a blue luminescent lure on it that it can use to attract prey from a long way off. And a lot of animals will use their bioluminescence as a lure.
Dette er en anden af mine favorit fisk. Dette er en viperfisk, og den har et blink for enden af en lang fiskestang som den krummer foran den skarpe hage der giver viperfisken dens navn. Tænderne på denne fisk er så lange at hvis de lukkede sig på indersiden af fiskens mund, ville den faktisk spidde sin egen hjerne. I stedet glider de i riller på ydersiden af hovedet. Dette er et fiskst juletræ; alt på denne fisk lyser op, det er ikke kun det blink. Den har en indbygget lommelygte. Den har disse juvelagtige lys organer på maven som den bruger som en slags kamuflage der fjerner dens skygge, så når den svømmer rundt og der er et rovdyr der kigger op nedefra, gør den sig selv usynlig. Den har lysorganer i munden, den har lysorganer i hvert enkelt skæl, i finnerne, i et slimlag på ryggen og på maven, der alt sammen bruges til forskellige ting -- nogle af dem kender vi til, nogle af dem gør vi ikke.
This is another one of my favorite fish. This is a viperfish, and it's got a lure on the end of a long fishing rod that it arches in front of the toothy jaw that gives the viperfish its name. The teeth on this fish are so long that if they closed inside the mouth of the fish, it would actually impale its own brain. So instead, it slides in grooves on the outside of the head. This is a Christmas tree of a fish; everything on this fish lights up, it's not just that lure. It's got a built-in flashlight. It's got these jewel-like light organs on its belly that it uses for a type of camouflage that obliterates its shadow, so when it's swimming around and there's a predator looking up from below, it makes itself disappear. It's got light organs in the mouth, it's got light organs in every single scale, in the fins, in a mucus layer on the back and the belly, all used for different things -- some of which we know about, some of which we don't.
Og vi ved lidt mere om bioluminescence takket være Pixar, og jeg er meget taknemmelig overfor Pixar at de deler mit yndlingsemne med så mange mennesker. Jeg ville ønske, med deres budget, at de havde brugt bare lidt flere penge på at betale et konsulent honorar til en fattig, sultende Ph.d.-studerende, der kunne have fortalt dem at det er øjnene af en fisk der er blevet præserveret i formalin. Dette er øjnene på en levende havtaske. Hun har et blink som hun hænger ud foran dens levende musefælde med sylespidse tænder for at tiltrække et intetanende bytte. Og denne har et blink med alle mulige interessante tråde der kommer ud af den.
And we know a little bit more about bioluminescence thanks to Pixar, and I'm very grateful to Pixar for sharing my favorite topic with so many people. I do wish, with their budget, that they might have spent just a tiny bit more money to pay a consulting fee to some poor, starving graduate student, who could have told them that those are the eyes of a fish that's been preserved in formalin. These are the eyes of a living anglerfish. So, she's got a lure that she sticks out in front of this living mousetrap of needle-sharp teeth in order to attract in some unsuspecting prey. And this one has a lure with all kinds of little interesting threads coming off it.
Nu plejede vi at tro at de forskellige former som blinkene har skulle tiltrække forskellig slags bytte, men så viste mave indholds undersøgelser af disse fisk der blev lavet af forskere, eller sandsynligvis deres ph.d.-studerende, har afsløret at de alle mere eller mindre spiser den samme ting. Nu tror vi at de forskellige former som blinkene har er hvordan hannen genkender hunnen i havtaskens verden, fordi mange af disse hanner er det der kaldes dværghanner. Denne lille fyr har ingen synlige måder at klare sig selv på. Han har ikke noget blink til at tiltrække mad med og ingen tænder til at spise det med når det kommer dertil. Hans eneste håb for at eksistere på denne planet er som en gigolo. (Latter) Han skal finde sig et skår og så skal han hægte sig på for at overleve. Denne lille fyr han fundet sig et skår, og I vil se at han har været så fornuftig at sætte sig fast på en sådan måde, så han faktisk ikke behøver at kigge på hende. (Latter) Men han kan genkende en god ting når han ser det, så han forsegler forholdet med et evindeligt kys. Hans kød smelter sammen med hendes kød, hendes blodbane vokser ind i hans krop, og han bliver intet andet end en lille sperm sæk. (Latter) Jamen, dette er dybhavs versionen af kvindernes frigørelse. Hun ved altid hvor han er, og hun behøver ikke at være monogam, fordi nogle af disse hunner har flere hanner fastgjort til sig.
Now we used to think that the different shape of the lure was to attract different types of prey, but then stomach content analyses on these fish done by scientists, or more likely their graduate students, have revealed that they all eat pretty much the same thing. So, now we believe that the different shape of the lure is how the male recognizes the female in the anglerfish world, because many of these males are what are known as dwarf males. This little guy has no visible means of self-support. He has no lure for attracting food and no teeth for eating it when it gets there. His only hope for existence on this planet is as a gigolo. (Laughter) He's got to find himself a babe and then he's got to latch on for life. So this little guy has found himself this babe, and you will note that he's had the good sense to attach himself in a way that he doesn't actually have to look at her. (Laughter) But he still knows a good thing when he sees it, and so he seals the relationship with an eternal kiss. His flesh fuses with her flesh, her bloodstream grows into his body, and he becomes nothing more than a little sperm sac. (Laughter) Well, this is a deep-sea version of Women's Lib. She always knows where he is, and she doesn't have to be monogamous, because some of these females come up with multiple males attached.
Så de kan bruge det til at finde føde, for at tiltrække mager. De bruger det meget til forsvar, mange forskellige måder. Mange af dem kan udløse deres luciferin eller luferase i vandet ligesom en tiarmet eller ottearmet blæksprutte udløser en sky af blæk. Denne reje udspyr faktisk lys ud af dens mund ligesom en ildspyende drage for at blænde eller distrahere denne viperfisk så rejen kan svømme væk ud i mørket. Og der er mange forskellige dyr der kan gøre dette: Der er gopler, der er tiarmede blækssprutter der er en hel masse forskellige krebsdyr,
So they can use it for finding food, for attracting mates. They use it a lot for defense, many different ways. A lot of them can release their luciferin or luferase in the water just the way a squid or an octopus will release an ink cloud. This shrimp is actually spewing light out of its mouth like a fire breathing dragon in order to blind or distract this viperfish so that the shrimp can swim away into the darkness. And there are a lot of different animals that can do this: There's jellyfish, there's squid, there's a whole lot of different crustaceans,
der er selv fisk der kan gøre dette. Denne fisk kaldes den skinnende rørskulder fordi den faktisk har et rør på sin skulder der kan udspy lys. Og jeg var hurtig nok til at fange en af disse da vi var på trawling ekspedition ud for Afrikas nordvestlige kyst for "Vores Blå Planet," for delen om dybet for "Den Blå Planet." Og vi bruger et specielt net til at trawle med så vi er i stand til at få disse dyr op i live. Vi fangede en af disse og jeg tog den med ind i laboratoriet. Jeg holder den, og jeg skal til at røre ved det rør på dens skulder, og når jeg gør det, vil I se bioluminescence der kommer ud. Men for mig, det der er chokerende er ikke kun mængden af lys, men det faktum at det ikke kun er luciferin og luciferase. For denne fisk, er det faktisk hele celler med cellekerner og membraner. Det er energisk set meget kostbart for denne fisk at gøre dette, og vi har ingen anelse om hvorfor den gør det -- et andet af disse fantastiske mysterier der skal løses.
there's even fish that can do this. This fish is called the shining tubeshoulder because it actually has a tube on its shoulder that can squirt out light. And I was luck enough to capture one of these when we were on a trawling expedition off the northwest coast of Africa for "Blue Planet," for the deep portion of "Blue Planet." And we were using a special trawling net that we were able to bring these animals up alive. So we captured one of these, and I brought it into the lab. So I'm holding it, and I'm about to touch that tube on its shoulder, and when I do, you'll see bioluminescence coming out. But to me, what's shocking is not just the amount of light, but the fact that it's not just luciferin and luciferase. For this fish, it's actually whole cells with nuclei and membranes. It's energetically very costly for this fish to do this, and we have no idea why it does it -- another one of these great mysteries that needs to be solved.
Nuvel, en anden form for forsvar er noget der hedder en tyverialarm -- den samme grund til at man har en tyveri alarm i ens bil det dyttende horn og de blinkende lys skal tiltrække opmærksomheden fra, forhåbentlig, politiet der vil komme og fjerne indbrudstyven -- når et dyr er fanget i et rovdyrs klør, kan dets eneste håb for at undslippe være at tiltrække opmærksomheden af noget der er større og mere ubehageligt der vil angribe deres angriber, og på den måde give dem en chance for at slippe væk. Denne gople, for eksempel, har en spektakulær bioluminescence fremvisning. Det her er os der jager den i ubåden. Det er ikke bioluminescence, det er reflekteret lys fra gonaderne. Vi fanger den i et meget specielt apparat på forsiden af ubåden der tillader os at tage den med op i uberørt tilstand, tage den med ind på laboratoriet på skibet. Og så generere en udstilling som I skal til at se, det eneste jeg gjorde var at røre den en gang i sekundet på dens nervering med en skarp hakke der minder lidt om en skarp tand på en fisk. Og når denne fremvisning kommer i gang, rører jeg ikke ved den mere. Dette er et utroligt lys show. Det er denne mølle af lys, og jeg har lavet nogle udregninger der viser at dette kunne ses op til en afstand af 150 meter væk af et rovdyr. Og jeg tænkte, "Du ved, det kunne faktisk fungere som et temmelig godt blink." Fordi en af tingene jeg blev frustreret over som en dybhavsforsker er hvor mange dyr der sikkert er i havet som vi ikke ved noget om på grund af måden vi udforsker dybet på.
Now, another form of defense is something called a burglar alarm -- same reason you have a burglar alarm on your car; the honking horn and flashing lights are meant to attract the attention of, hopefully, the police that will come and take the burglar away -- when an animal's caught in the clutches of a predator, its only hope for escape may be to attract the attention of something bigger and nastier that will attack their attacker, thereby affording them a chance for escape. This jellyfish, for example, has a spectacular bioluminescent display. This is us chasing it in the submersible. That's not luminescence, that's reflected light from the gonads. We capture it in a very special device on the front of the submersible that allows us to bring it up in really pristine condition, bring it into the lab on the ship. And then to generate the display you're about to see, all I did was touch it once per second on its nerve ring with a sharp pick that's sort of like the sharp tooth of a fish. And once this display gets going, I'm not touching it anymore. This is an unbelievable light show. It's this pinwheel of light, and I've done calculations that show that this could be seen from as much as 300 feet away by a predator. And I thought, "You know, that might actually make a pretty good lure." Because one of the things that's frustrated me as a deep-sea explorer is how many animals there probably are in the ocean that we know nothing about because of the way we explore the ocean.
Den primære grund til at vi ved hvad der lever i havet er at vi tager ud og trækker net bagved skibe. Og jeg udfordrer jer til at nævne en hvilken som helst anden branche der stadig er afhængig af en teknologi der er hundredvis af år gammel. Den anden primære måde vi tager ned på er med ubåde og fjernbetjente fartøjer. Jeg har lavet hundredvis af dyk i ubåde. Når jeg sidder i en ubåd, ved jeg godt at jeg ikke er diskret overhovedet -- jeg har skinnende lys og larmende propeller -- ethvert dyr med fornuft vil være væk for længst. I lang tid har jeg ønsket at finde på en anden måde at udforske på.
The primary way that we know about what lives in the ocean is we go out and drag nets behind ships. And I defy you to name any other branch of science that still depends on hundreds of year-old technology. The other primary way is we go down with submersibles and remote-operated vehicles. I've made hundreds of dives in submersibles. When I'm sitting in a submersible though, I know that I'm not unobtrusive at all -- I've got bright lights and noisy thrusters -- any animal with any sense is going to be long gone. So, I've wanted for a long time to figure out a different way to explore.
For noget tid siden fik jeg en ide til et kamerasystem. Det er ikke ligefrem raketvidenskab. Vi kalder denne ting Eye-in-the-Sea. Og forskere har gjort dette på landjorden i mange år; vi bruger bare en farve som dyrene ikke kan se og så et kamera der kan se den farve. Man kan ikke bruge infrarødt i havet. Vi bruger meget rødt lys, men selv det er et problem fordi det bliver absorberet så hurtigt. Lavede et forstærket kamera, ville lave denne elektroniske gople. Sagen er, i videnskab, skal man dybest set fortælle støtte organisationerne hvad det er man kommer til at opdage inden de vil give en pengene. Og jeg vidste ikke hvad jeg kom til at opdage, så jeg kunne ikke få støtten til det. Så jeg baksede dette sammen, jeg fik Harvey Mudd Engineering Clinic til at køre dette som et bachelor-projekt til at starte med, og så baksede jeg støtten sammen fra en række helt andre kilder.
And so, sometime ago, I got this idea for a camera system. It's not exactly rocket science. We call this thing Eye-in-the-Sea. And scientists have done this on land for years; we just use a color that the animals can't see and then a camera that can see that color. You can't use infrared in the sea. We use far-red light, but even that's a problem because it gets absorbed so quickly. Made an intensified camera, wanted to make this electronic jellyfish. Thing is, in science, you basically have to tell the funding agencies what you're going to discover before they'll give you the money. And I didn't know what I was going to discover, so I couldn't get the funding for this. So I kluged this together, I got the Harvey Mudd Engineering Clinic to actually do it as an undergraduate student project initially, and then I kluged funding from a whole bunch of different sources.
Monterey Bay Aquarium Research Institute gav mig tid med deres ROV så jeg kunne teste den og vi kunne finde ud af den, I ved, for eksempel, hvilke farver rød vi skulle bruge så vi kunne se dyrene, men de ikke kunne se os -- få den elektroniske gople til at fungere. Og man kan se hvilken fattig operation dette i virkeligheden var, fordi vi støbte 16 LED'er i epoxy og man kan i epoxystøbeformen som vi brugte, at ordet Ziploc stadig er synligt. Det er overflødigt at sige, at når det er bakset sammen på denne måde, var der mange afprøvninger og prøvelser for at få dette til at fungere. Men der kom et øjeblik hvor det hele samlede sig for os, og alt fungerede. Og, bemærkelsesværdigt nok, blev det øjeblik fanget på film af fotografen Mark Richards, der ved et tilfælde var der på det rette øjeblik hvor vi opdagede at det hele samlede sig. Det er mig til venstre, min ph.d.-studerende på det tidspunkt, Erika Raymond, og Lee Fry, der var ingeniør på projektet. Og vi har hængt dette billede op i vores laboratorium på et æressted med billedteksten: "Ingeniør tilfredsstiller to kvinder på en gang." (Latter) Og vi var meget, meget lykkelige.
Monterey Bay Aquarium Research Institute gave me time with their ROV so that I could test it and we could figure out, you know, for example, which colors of red light we had to use so that we could see the animals, but they couldn't see us -- get the electronic jellyfish working. And you can see just what a shoestring operation this really was, because we cast these 16 blue LEDs in epoxy and you can see in the epoxy mold that we used, the word Ziploc is still visible. Needless to say, when it's kluged together like this, there were a lot of trials and tribulations getting this working. But there came a moment when it all came together, and everything worked. And, remarkably, that moment got caught on film by photographer Mark Richards, who happened to be there at the precise moment that we discovered that it all came together. That's me on the left, my graduate student at the time, Erika Raymond, and Lee Fry, who was the engineer on the project. And we have this photograph posted in our lab in a place of honor with the caption: "Engineer satisfying two women at once." (Laughter) And we were very, very happy.
Så nu havde vi et system som vi faktisk kunne tage med til et sted der lidt var ligesom en oase på bunden af havet der måske bliver patruljeret af store rovdyr. Det sted som vi tog det med til var dette sted der hedder Brine Pool, som er i den nordlige del af den Mexicanske Golf. Det er et magisk sted. Og jeg ved at disse optagelser ikke ser ud af noget for jer -- vi havde et tarveligt kamera på det tidspunkt -- men jeg var henrykt. Vi er på kanten af Brine Pool, der er en fisk der svømmer hen imod kameraet. Den er tydeligvis ugeneret af os. Og jeg havde mit vindue ned i det dybe hav. Jeg kunne, for første gang, se hvad dyrene laver dernede når vi ikke var dernede for at genere dem på en eller anden måde. Fire timer efter indsættelsen, havde vi programmeret den elektroniske gople til at tændes for første gang. Seksogfirs sekunder derefter tændtes dens mølle fremvisning, vi optog dette: Dette er en tiarmet blæksprutte, mere end 1,80 meter lang, der er så ny for videnskaben, at den ikke kan placeres i nogen kendt videnskabelig familie. Jeg kunne ikke have bedt om et bedre bevis på konceptet.
So now we had a system that we could actually take to some place that was kind of like an oasis on the bottom of the ocean that might be patrolled by large predators. And so, the place that we took it to was this place called a Brine Pool, which is in the northern part of the Gulf of Mexico. It's a magical place. And I know this footage isn't going to look like anything to you -- we had a crummy camera at the time -- but I was ecstatic. We're at the edge of the Brine Pool, there's a fish that's swimming towards the camera. It's clearly undisturbed by us. And I had my window into the deep sea. I, for the first time, could see what animals were doing down there when we weren't down there disturbing them in some way. Four hours into the deployment, we had programmed the electronic jellyfish to come on for the first time. Eighty-six seconds after it went into its pinwheel display, we recorded this: This is a squid, over six feet long, that is so new to science, it cannot be placed in any known scientific family. I could not have asked for a better proof of concept.
Og baseret på dette, gik jeg tilbage til National Science Foundation og sagde, "Det er dette vi vil opdage." Og de gav mig nok penge til at gøre det rigtigt, hvilket har omfattet at udvikle verdens første dybhavswebcam -- som er blevet brugt i Monterey Canyon i det sidste år -- og nu, for nyligt, en modulær form af dette system, en meget mere mobil form der er meget nemmere at søsætte og bjerge, som jeg håber kan bruges på Sylvias "hope spots" til at hjælpe med at udforske og beskytte disse områder, og, for mig, lære mere om bioluminescence i disse "hope spots."
And based on this, I went back to the National Science Foundation and said, "This is what we will discover." And they gave me enough money to do it right, which has involved developing the world's first deep-sea webcam -- which has been installed in the Monterey Canyon for the past year -- and now, more recently, a modular form of this system, a much more mobile form that's a lot easier to launch and recover, that I hope can be used on Sylvia's "hope spots" to help explore and protect these areas, and, for me, learn more about the bioluminescence in these "hope spots."
Et af de budskaber man skal tage med hjem herfra er, at der stadig er meget der skal udforskes i havet. Og Sylvia har sagt at vi ødelægger verdenshavene inden vi overhovedet ved hvad der er i dem, og hun har ret. Så hvis I nogensinde, får muligheden for at dykke ned i en ubåd, så sig ja -- tusind gang, ja -- og sluk venligst lyset. Jeg lover jer, at I vil elske det.
So one of these take-home messages here is, there is still a lot to explore in the oceans. And Sylvia has said that we are destroying the oceans before we even know what's in them, and she's right. So if you ever, ever get an opportunity to take a dive in a submersible, say yes -- a thousand times, yes -- and please turn out the lights. I promise, you'll love it.
Tak.
Thank you.
(Bifald)
(Applause)