Hvis jeg må, vil jeg gerne starte med historien om sneglen fra Paisley. Om aftenen den 26. august, 1928, tog May Donoghue et tog fra Glasgow til byen Paisley, 11 km øst for storbyen, og der ved Wellmeadow Caféen, fik hun en 'Scots ice cream float', en blanding af is og ingefærøl, købt til hende af en ven, Ingefærøllen blev severet i en brun, uklar flaske, mærket "D. Stevenson, Glen Lane, Paisley." Hun drak lidt af ice cream float'en men da det resterende Ingefærøl blev hældt i hendes glas. flød en opløst snegl op til overfladen af hendes glas. Tre dage senere blev hun indlagt på Glasgow Royal sygehus og diagnosticeret med alvorlig mave-tarm-katar og chok.
I'd like to start, if I may, with the story of the Paisley snail. On the evening of the 26th of August, 1928, May Donoghue took a train from Glasgow to the town of Paisley, seven miles east of the city, and there at the Wellmeadow Café, she had a Scots ice cream float, a mix of ice cream and ginger beer bought for her by a friend. The ginger beer came in a brown, opaque bottle labeled "D. Stevenson, Glen Lane, Paisley." She drank some of the ice cream float, but as the remaining ginger beer was poured into her tumbler, a decomposed snail floated to the surface of her glass. Three days later, she was admitted to the Glasgow Royal Infirmary and diagnosed with severe gastroenteritis and shock.
Den efterfølgende sag: Donoghue v Stevenson, satte en meget vigtig juridisk præcedens: Stevenson, producenten af ingefærsøllen, var fundet til at have en klar diligenspligt over for May Donoghue, selvom der ikke var nogen kontrakt mellem dem, og uagtet det, at hun ikke selv havde købt drinken. En af dommerne, Lord Atkin, beskrev det således: Man skal sørge for at undgå handlinger eller forsømmelser, som man med rimelighed kan forudsige ville kunne skade ens nabo. Faktisk, uden diligenspligt, kan man undre sig over, hvor mange mennesker der ville have lidt på grund af mave-tarm-katar, før at Stevenson til sidst lukkede forretningen.
The case of Donoghue vs. Stevenson that followed set a very important legal precedent: Stevenson, the manufacturer of the ginger beer, was held to have a clear duty of care towards May Donoghue, even though there was no contract between them, and, indeed, she hadn't even bought the drink. One of the judges, Lord Atkin, described it like this: You must take care to avoid acts or omissions which you can reasonably foresee would be likely to injure your neighbor. Indeed, one wonders that without a duty of care, how many people would have had to suffer from gastroenteritis before Stevenson eventually went out of business.
Vær så venlig og hold Paisley sneglehistorien i mente, for det er et vigtigt princip. Sidste år publicerede the Hansard Society, en tværpolitisk velgørende organisation, som søger at styrke parlamentarisk demokrati og fremme større offentlig involvering i politik, ved siden af deres årlige gennemgang af politisk engagement, en yderligere sektion dedikeret udelukkende til politik og medier. Her er et par ret deprimerende observationer fra den undersøgelse. Det ser ikke ud til, at tabloidaviser fremmer det politiske medborgerskab af deres læsere, selv set i forhold til dem, som ikke læser nogle aviser overhovedet. Læsere, som kun læser tabloidaviser, er dobbelt så sandsynlige til at være enige om en negativ opfattelse af politik, end folk der ikke læser aviser. De er ikke bare mindre politisk engagerede. De forbruger også medier, som forstærker deres negative vurdering af politik, og bidrager derved til en fatalistisk og kynisk holdning ift. demokrati og deres egen rolle i det. Det er ikke så sært, at rapporten konkluderede at i den henseende, lever pressen, specielt tabloidaviserne, ikke op til vigtigheden af deres rolle i vores demokrati.
Now please hang on to that Paisley snail story, because it's an important principle. Last year, the Hansard Society, a nonpartisan charity which seeks to strengthen parliamentary democracy and encourage greater public involvement in politics published, alongside their annual audit of political engagement, an additional section devoted entirely to politics and the media. Here are a couple of rather depressing observations from that survey. Tabloid newspapers do not appear to advance the political citizenship of their readers, relative even to those who read no newspapers whatsoever. Tabloid-only readers are twice as likely to agree with a negative view of politics than readers of no newspapers. They're not just less politically engaged. They are consuming media that reinforces their negative evaluation of politics, thereby contributing to a fatalistic and cynical attitude to democracy and their own role within it. Little wonder that the report concluded that in this respect, the press, particularly the tabloids, appear not to be living up to the importance of their role in our democracy.
Jeg tvivler på, at nogen i dette rum seriøst ville udfordre det synspunkt. Men hvis Hansard har ret, og det har de som regel, så har vi et meget seriøst problem, og det er et, som jeg gerne vil fokusere på i de næste 10 minutter.
Now I doubt if anyone in this room would seriously challenge that view. But if Hansard are right, and they usually are, then we've got a very serious problem on our hands, and it's one that I'd like to spend the next 10 minutes focusing upon.
Siden Paisley sneglen, og specielt i det sidste årti eller deromkring, er meget tænkning blevet udviklet omkring begrebet diligenspligt, som det relaterer til en række aspekter i civilsamfundet. Generelt opstår en diligenspligt, når et individ eller en gruppe af individer påtager sig en aktivitet, som har potentialet til at gøre skade på en anden, enten fysisk, mentalt eller økonomisk. Dette er hovedsagelig fokuseret på åbenlyse områder, som vores empatiske reaktion på børn og unge, på vores udsendte, og på vores ældre og svage. Det er sjældent, hvis nogensinde, udvidet til lige så vigtige argumenter omhandlende skrøbeligheden af vores nuværende regeringsform, til begrebet om at ærlighed, nøjagtighed og upartiskhed, er fundamentale i processen med at opbygge og fastholde et informeret, medarbejderdemokrati. Og jo mere man tænker på det, jo mærkeligere er det.
Since the Paisley snail, and especially over the past decade or so, a great deal of thinking has been developed around the notion of a duty of care as it relates to a number of aspects of civil society. Generally a duty of care arises when one individual or a group of individuals undertakes an activity which has the potential to cause harm to another, either physically, mentally or economically. This is principally focused on obvious areas, such as our empathetic response to children and young people, to our service personnel, and to the elderly and infirm. It is seldom, if ever, extended to equally important arguments around the fragility of our present system of government, to the notion that honesty, accuracy and impartiality are fundamental to the process of building and embedding an informed, participatory democracy. And the more you think about it, the stranger that is.
For et par år siden havde jeg den fornøjelse at åbne en helt ny skole i det nordøstlige England. Eleverne havde omdøbt skolen til Academy 360. Mens jeg gik igennem dets imponerende glas-dækkede atrium, så jeg foran mig, dekoreret på væggen i bogstaver af ild, Marcus Aurelius' kendte formaning: Hvis det ikke er sandt, sig det ikke; hvis det ikke er rigtigt, gør det ikke. Overlæreren så mig kigge på det, og han sagde, "Åh, det er vores skole motto." På vejen tilbage med toget til London kunne jeg ikke få det ud at mit hoved. Jeg blev ved med at tænke, kan det virkelig have taget os over 2000 år at lære at leve med det simple begreb, som værende vores minimums forventning af hinanden? Er det ikke på tide, at vi udvikler dette koncept om diligenspligt og udvidede det til at inkludere pleje af vores fælles men i stigende grad truede demokratiske værdier? Når alt kommer til alt, kan fraværet af en diligenspligt i mange professioner alt for let føre til beskyldninger om uagtsomhed, og hvis det er sådan, kan vi så være tilpasse ved tanken om, at vi faktisk er uagtsomme i henhold til vores eget samfunds sundhed, og de værdier som nødvendigvis understøtter dem? Kan nogen ærligt forslå, med beviset i mente, at de samme medier, som Hansard så kraftigt fordømmer, har taget tilstrækkelig omhu for at undgå at opføre sig på måder, som de rimeligt kunne have forudset, sandsynligvis ville underminere eller sågar ødelægge vores, ifølge sin natur, skrøbelige demokratiske forlig.
A couple of years ago, I had the pleasure of opening a brand new school in the northeast of England. It had been renamed by its pupils as Academy 360. As I walked through their impressive, glass-covered atrium, in front of me, emblazoned on the wall in letters of fire was Marcus Aurelius's famous injunction: If it's not true, don't say it; if it's not right, don't do it. The head teacher saw me staring at it, and he said, "Oh, that's our school motto." On the train back to London, I couldn't get it out of my mind. I kept thinking, can it really have taken us over 2,000 years to come to terms with that simple notion as being our minimum expectation of each other? Isn't it time that we develop this concept of a duty of care and extended it to include a care for our shared but increasingly endangered democratic values? After all, the absence of a duty of care within many professions can all too easily amount to accusations of negligence, and that being the case, can we be really comfortable with the thought that we're in effect being negligent in respect of the health of our own societies and the values that necessarily underpin them? Could anyone honestly suggest, on the evidence, that the same media which Hansard so roundly condemned have taken sufficient care to avoid behaving in ways which they could reasonably have foreseen would be likely to undermine or even damage our inherently fragile democratic settlement.
Der vil være dem, som vil argumentere for, at dette alt for let kunne glide over i en form for censur, omend selvcensur, men jeg køber ikke det argument. Det må være muligt at balancere ytringsfrihed med bredere moralske og sociale forpligtelser.
Now there will be those who will argue that this could all too easily drift into a form of censorship, albeit self-censorship, but I don't buy that argument. It has to be possible to balance freedom of expression with wider moral and social responsibilities.
Lad mig forklare ved at fremlægge eksemplet fra min egen karriere som filmskaber. Gennem den karriere har jeg aldrig accepteret, at en filmskaber burde gå til værks med at sætte deres eget værk udenfor eller over, hvad han eller hun tror er et anstændigt set af værdier for deres eget liv, deres egen familie, og samfundets fremtid, som vi alle lever i. Jeg vil gå endnu længere. En ansvarlig filmskaber burde aldrig devaluere sit arbejde til et punkt, hvor det bliver mindre end sandt overfor den verden, de selv ønsker at bo i. Som jeg ser det, filmskabere, journalister, sågar bloggere, er alle påbudt at leve op til de sociale forventninger, som kommer, når man kombinere den reelle kraft af deres medie med deres veludviklede professionelle evner. Dette er selvfølgelig ikke en pålagt pligt, men for den talentfulde filmskaber og den ansvarlige journalist eller sågar blogger, slår det mig som værende aldeles uundgåeligt.
Let me explain why by taking the example from my own career as a filmmaker. Throughout that career, I never accepted that a filmmaker should set about putting their own work outside or above what he or she believed to be a decent set of values for their own life, their own family, and the future of the society in which we all live. I'd go further. A responsible filmmaker should never devalue their work to a point at which it becomes less than true to the world they themselves wish to inhabit. As I see it, filmmakers, journalists, even bloggers are all required to face up to the social expectations that come with combining the intrinsic power of their medium with their well-honed professional skills. Obviously this is not a mandated duty, but for the gifted filmmaker and the responsible journalist or even blogger, it strikes me as being utterly inescapable.
Vi burde altid huske, at vores begreb af individuel frihed og dets partner, kreative frihed, er relativ ny i historien om vestlige ideer, og på grund af det, er det ofte undervurderet og kan meget hurtigt blive undermineret. Det er en skat nemt tabt, og når den er tabt, når den er overgivet, kan den vise sig at være meget, meget, svær at genvinde. Og det første forsvar må være vores egne standarder, ikke dem påtvunget os af en censor eller lovgivning, vores egne standarder og vores egen integritet. Vores integritet mens vi håndterer dem, som vi arbejder med, og vores egne standarder, mens vi opererer indenfor samfundet. Og vores standarder er nød til at være en del af en bæredygtig social dagsorden. De er en del af et kollektivt ansvar, ansvaret for kunstneren eller journalisten til at håndtere verdenen, som den virkelig er, og dette må gå hånd i hånd med ansvaret for dem, som leder samfundet til også at accepterer den verden, og ikke være fristet til at misbruge årsagerne til dens dårligdomme. Men som det er blevet påfaldende klart over de sidste par år, er sådant et ansvar i en høj grad blevet ophævet af store dele af medierne. Og som konsekvens, over hele den vestlige verden, er de oversimplificerde politkker af protestpartier og deres appel til en i høj grad desillusioneret ældre demografi, sammen med apatien og besættelsen af det trivielle, som karakteriserer i hvert fald nogle af de unge, tilsammen truer disse og andre ligeså nutidige fejltrin med at presse livet ud af aktiv informeret debat og engagement, og jeg understreger aktiv.
We should always remember that our notion of individual freedom and its partner, creative freedom, is comparatively new in the history of Western ideas, and for that reason, it's often undervalued and can be very quickly undermined. It's a prize easily lost, and once lost, once surrendered, it can prove very, very hard to reclaim. And its first line of defense has to be our own standards, not those enforced on us by a censor or legislation, our own standards and our own integrity. Our integrity as we deal with those with whom we work and our own standards as we operate within society. And these standards of ours need to be all of a piece with a sustainable social agenda. They're part of a collective responsibility, the responsibility of the artist or the journalist to deal with the world as it really is, and this, in turn, must go hand in hand with the responsibility of those governing society to also face up to that world, and not to be tempted to misappropriate the causes of its ills. Yet, as has become strikingly clear over the last couple of years, such responsibility has to a very great extent been abrogated by large sections of the media. And as a consequence, across the Western world, the over-simplistic policies of the parties of protest and their appeal to a largely disillusioned, older demographic, along with the apathy and obsession with the trivial that typifies at least some of the young, taken together, these and other similarly contemporary aberrations are threatening to squeeze the life out of active, informed debate and engagement, and I stress active.
De mest ivrige libertarianere ville måske sige, at Donoghug v Stevenson burde være blevet smidt ud af retten, og at Stevenson med tiden ville være gået konkurs, hvis han var fortsat med at sælge ingefærøl med snegle i. Men de fleste af os, tror jeg, accepterer en lille rolle for staten ift. at håndhæve en dilligenspligt, og nøgleordet her er rimelig. Dommere må spørge, tog de rimelig omhu, og kunne de med rimelighed have forudset konsekvenserne af deres handlinger? Langt fra at symbolisere en overbeskyttende statsmagt, er det den lille logiske test af rimeligheden, som jeg gerne vil have, at vi anvender på dem i medierne, som, når alt kommer til alt, sætter tonen og indholdet for meget af vores demokratiske diskurs.
The most ardent of libertarians might argue that Donoghue v. Stevenson should have been thrown out of court and that Stevenson would eventually have gone out of business if he'd continued to sell ginger beer with snails in it. But most of us, I think, accept some small role for the state to enforce a duty of care, and the key word here is reasonable. Judges must ask, did they take reasonable care and could they have reasonably foreseen the consequences of their actions? Far from signifying overbearing state power, it's that small common sense test of reasonableness that I'd like us to apply to those in the media who, after all, set the tone and the content for much of our democratic discourse.
Demokrati kræver, for at fungere, at fornuftige mænd og kvinder tager sig tid til at forstå og debattere svære, somme tider komplekse spørgsmål, og at de gør det i en atmosfære, som stræber efter den type af forståelse, som leder til, om ikke en aftale, så i det mindste et produktivt og brugbart kompromis. Politik handler om valg, og indenfor disse valg, handler politik om prioriteter. Om at forene modstridende preferencer i så høj grad som muligt baseret på kendsgerninger. Men hvis selv kendsgerningerne er forvrængede, vil beslutningerne formentlig kun skabe yderligere konflikt, med al den stress og belastning af samfundet, som uundgåeligt vil følge. Medierne er nød til at beslutte: Ser de deres rolle som at skulle ophidse eller at informere? For i sidste ende, handler det om en kombination af tillid og lederskab.
Democracy, in order to work, requires that reasonable men and women take the time to understand and debate difficult, sometimes complex issues, and they do so in an atmosphere which strives for the type of understanding that leads to, if not agreement, then at least a productive and workable compromise. Politics is about choices, and within those choices, politics is about priorities. It's about reconciling conflicting preferences wherever and whenever possibly based on fact. But if the facts themselves are distorted, the resolutions are likely only to create further conflict, with all the stresses and strains on society that inevitably follow. The media have to decide: Do they see their role as being to inflame or to inform? Because in the end, it comes down to a combination of trust and leadership.
For 50 år siden denne uge, holdt præsident John. F. Kennedy to epokegørende taler, den første om nedrustning og den anden om borgerrettigheder. Den første førte næsten øjeblikkeligt til traktaten om forbud mod atomprøvesprængninger, og den anden førte til 'Civil Rights Act (1968)', som begge repræsenterede store skridt fremad. Demokrati, godt ledet og velinformeret kan opnå meget store ting, men der er en forudsætning. Vi er nød til at stole på, at dem som tager de beslutninger ikke handler i deres egen bedste interesse men på vegne af hele befolkningen. Vi har brug for faktuelt baserede meninger, klart lagt ud, ikke dem af de få stærke og potentielt manipulerende koncerner som forfølger deres egen, ofte snævre, agenda, men præcis, upartisk information med hvilken vi selv kan dømme. Hvis vi vil levere anstændige og tilfredsstillende liv for vores børn og vores børns børn, er vi nød til at udøve den størst mulige grad af diligenspligt overfor et livligt og forhåbentligt vedvarende demokrati. Mange tak fordi I lyttede til mig. (Bifald).
Fifty years ago this week, President John F. Kennedy made two epoch-making speeches, the first on disarmament and the second on civil rights. The first led almost immediately to the Nuclear Test Ban Treaty, and the second led to the 1964 Civil Rights Act, both of which represented giant leaps forward. Democracy, well-led and well-informed, can achieve very great things, but there's a precondition. We have to trust that those making those decisions are acting in the best interest not of themselves but of the whole of the people. We need factually-based options, clearly laid out, not those of a few powerful and potentially manipulative corporations pursuing their own frequently narrow agendas, but accurate, unprejudiced information with which to make our own judgments. If we want to provide decent, fulfilling lives for our children and our children's children, we need to exercise to the very greatest degree possible that duty of care for a vibrant, and hopefully a lasting, democracy. Thank you very much for listening to me. (Applause)