Det olympiske motto er "Citius, Altius, Fortius." Hurtigere, højere, stærkere. Og atleter har opfyldt dette motto. Hastigt. Vinderen af marathon ved OL i 2012 løb det på to timer og otte minutter. Havde han løbet mod vinderen af marathon ved OL i 1904, ville han have vundet med næsten halvanden time. Vi har alle sammen den fornemmelse, at vi på en eller anden måde bare bliver bedre som menneskelig race, at vi uundgåeligt udvikler os, men det er ikke fordi vi har udviklet os til en ny race på et århundrede. Så hvad er det, der sker? Jeg vil sætte fokus på, hvad der i virkeligheden er skyld i dette spring i den atletiske udvikling.
The Olympic motto is "Citius, Altius, Fortius." Faster, Higher, Stronger. And athletes have fulfilled that motto rapidly. The winner of the 2012 Olympic marathon ran two hours and eight minutes. Had he been racing against the winner of the 1904 Olympic marathon, he would have won by nearly an hour and a half. Now we all have this feeling that we're somehow just getting better as a human race, inexorably progressing, but it's not like we've evolved into a new species in a century. So what's going on here? I want to take a look at what's really behind this march of athletic progress.
I 1936 havde Jesse Owens verdensrekorden på 100 meter-distancen. Havde Jesse Owens løbet sidste år på 100-meteren ved VM ville Owens stadig have haft over 4 meter tilbage, da Usain Bolt krydsede målstregen. Det er meget i en sprinters verden. For at give jer en fornemmelse af, hvor meget det er, vil jeg vise jer et eksempel udtænkt af sports videnskabsmanden Ross Tucker Forestil jer stadionet sidste år ved 100 meter-løbet ved VM i atletik: tusinder af fans holder vejret i spænding for at se Usain Bolt, den hurtigste mand i historien; kameraerne blitzer, da de ni hurtigste mænd i verden gør sig klar i startblokkene Og jeg vil have, at i skal forestille jer, at Jesse Owens er med i det løb. Luk jeres øjne nu et øjeblik og forestil jer det løb. Bang! Startskudet lyder. En amerikansk sprinter lægger sig i front Usain begynder at indhente ham. Usain Bolt passerer ham og da løberne nærmer sig afslutningen vil i høre et bip, når hver løber passerer stregen. (Bipper) Det er hele afslutningen på løbet. I kan åbne jeres øjne nu. Det første bip var Usain Bolt Det sidste bip var Jesse Owens. Lyt til det igen. (Bipper) Når man tænker på det på den måde, er der ikke særlig stor forskel, vel? Og husk så på, at Usain Bolt startede ved at komme flyvende ud af en startblok hen ad et speciallavet underlag designet til, at han kunne bevæge sig så hurtigt som menneskeligt muligt. Omvendt løb Jesse Owens på cinders, lavet af aske fra brændt træ og det bløde underlag stjal langt mere energi fra hans ben, mens han løb. I stedet for startblokke havde Jesse Owens en lille haveskovl som han brugte til at grave huller i cinders-underlaget til at starte fra. En biomekanisk analyse af hastigheden fra Owens' led viser, at havde han løbet på det samme underlag som Bolt, ville han ikke have været over 4 meter efter ham, men derimod indenfor et skridt. I stedet for det sidste bip ville Owens have været det andet bip. Lyt til det igen. (Bipper) Det er den forskel løbeunderlags-teknologien har medført, og har gjort det overalt i løbe-verdenen.
In 1936, Jesse Owens held the world record in the 100 meters. Had Jesse Owens been racing last year in the world championships of the 100 meters, when Jamaican sprinter Usain Bolt finished, Owens would have still had 14 feet to go. That's a lot in sprinter land. To give you a sense of how much it is, I want to share with you a demonstration conceived by sports scientist Ross Tucker. Now picture the stadium last year at the world championships of the 100 meters: thousands of fans waiting with baited breath to see Usain Bolt, the fastest man in history; flashbulbs popping as the nine fastest men in the world coil themselves into their blocks. And I want you to pretend that Jesse Owens is in that race. Now close your eyes for a second and picture the race. Bang! The gun goes off. An American sprinter jumps out to the front. Usain Bolt starts to catch him. Usain Bolt passes him, and as the runners come to the finish, you'll hear a beep as each man crosses the line. (Beeps) That's the entire finish of the race. You can open your eyes now. That first beep was Usain Bolt. That last beep was Jesse Owens. Listen to it again. (Beeps) When you think of it like that, it's not that big a difference, is it? And then consider that Usain Bolt started by propelling himself out of blocks down a specially fabricated carpet designed to allow him to travel as fast as humanly possible. Jesse Owens, on the other hand, ran on cinders, the ash from burnt wood, and that soft surface stole far more energy from his legs as he ran. Rather than blocks, Jesse Owens had a gardening trowel that he had to use to dig holes in the cinders to start from. Biomechanical analysis of the speed of Owens' joints shows that had been running on the same surface as Bolt, he wouldn't have been 14 feet behind, he would have been within one stride. Rather than the last beep, Owens would have been the second beep. Listen to it again. (Beeps) That's the difference track surface technology has made, and it's done it throughout the running world.
Forestil jer et længere løb. I 1954 blev Sir Roger Bannister den første mand til at løbe under fire minutter på en mile. Nutildags gør college studerende det hvert år. Og i sjældne tilfælde kan en gymnasieelev også gøre det. Ved udgangen af sidste år havde 1314 mænd løbet under fire minutter på en mile, men ligesom Jesse Owens løb Sir Roger Bannister på blødt cinders, der stjal langt mere energi fra hans ben i forhold til nutidens syntetiske underlag. Jeg konsulterede derfor eksperter i biomekanik, for at finde ud af, hvor meget langsommere det er at løbe på cinders i forhold til et syntetisk underlag og der var enighed om, at det er halvanden procent langsommere. Så hvis man fratrækker halvanden procents hastighed for alle, der løb en mile på under fire minutter på et syntetisk underlag, sker dette. Så er der kun 530 tilbage. Hvis man ser på det fra det perspektiv har mindre end ti mand pr. år løbet under fire minutter på en mile siden Sir Roger Bannister Nuvel, 530 er meget mere end 1, og det skyldes til dels, at der er mange flere der løber i dag og at de træner mere intelligent. Selv collegestuderende har en professionel tilgang til deres træning sammenlignet med Sir Roger Bannister, der trænede 45 minutter af gangen, når han udeblev fra gynækologi-undervisningen på medicin-studiet Og den udøver der vandt marathon-løbet ved OL i 1904 på tre en halv time, drak rottegift og cognac mens han løb. Det var hans forestilling om et præstationsfremmende stof. (Latter)
Consider a longer event. In 1954, Sir Roger Bannister became the first man to run under four minutes in the mile. Nowadays, college kids do that every year. On rare occasions, a high school kid does it. As of the end of last year, 1,314 men had run under four minutes in the mile, but like Jesse Owens, Sir Roger Bannister ran on soft cinders that stole far more energy from his legs than the synthetic tracks of today. So I consulted biomechanics experts to find out how much slower it is to run on cinders than synthetic tracks, and their consensus that it's one and a half percent slower. So if you apply a one and a half percent slowdown conversion to every man who ran his sub-four mile on a synthetic track, this is what happens. Only 530 are left. If you look at it from that perspective, fewer than ten new men per [year] have joined the sub-four mile club since Sir Roger Bannister. Now, 530 is a lot more than one, and that's partly because there are many more people training today and they're training more intelligently. Even college kids are professional in their training compared to Sir Roger Bannister, who trained for 45 minutes at a time while he ditched gynecology lectures in med school. And that guy who won the 1904 Olympic marathon in three in a half hours, that guy was drinking rat poison and brandy while he ran along the course. That was his idea of a performance-enhancing drug. (Laughter)
Atleter er sidenhen åbenlyst blevet klogere i forhold til præstationsfremmende stoffer og det har til tider haft en betydning i visse sportsgrene, men teknologi har derimod skabt en forskel i alle sportsgrene, fra hurtigere ski til lettere sko. Tag f.eks. svømmerekorden i 100 meter fri. Den rekord er konstant faldende, men udviklingen er kendetegnet ved nogle markante fald. Det første fald, i 1956, skyldes introduktionen af saltovendingen. I stedet for at stoppe og vende sig, kunne svømmerne nu slå en kolbøtte under vandet og komme af sted igen med det samme i den modsatte retning. Det andet fald skyldes introduktion af afløb i siderne af bassinet, der tillader vandet at løbe fra i stedet for at skabe turbulens, der hæmmer svømmerne. Dette sidste fald skyldes introduktionen af af lav-friktions svømmedragter, der dækker hele kroppen.
Clearly, athletes have gotten more savvy about performance-enhancing drugs as well, and that's made a difference in some sports at some times, but technology has made a difference in all sports, from faster skis to lighter shoes. Take a look at the record for the 100-meter freestyle swim. The record is always trending downward, but it's punctuated by these steep cliffs. This first cliff, in 1956, is the introduction of the flip turn. Rather than stopping and turning around, athletes could somersault under the water and get going right away in the opposite direction. This second cliff, the introduction of gutters on the side of the pool that allows water to splash off, rather than becoming turbulence that impedes the swimmers as they race. This final cliff, the introduction of full-body and low-friction swimsuits.
På tværs af sportsgrene har teknologi ændret på præstationer. I 1972 satte Eddy Merckx rekorden for den længste distance cyklet på en time ved at cykle 49.431 meter Den rekord blev ved med at blive forbedret i takt med cyklerne blev forbedret og blev mere aerodynamiske helt indtil 1996, hvor den blev sat med 56.375 meter, næsten 7 km længere end hvad Merckx cyklede i 1972. Men så i 2000 bestemte den Internationale Cykel Union, at enhver der ville forsøge at erobre den rekord, skulle gøre det med det samme udstyr som Eddy Merckx benyttede i 1972. Hvad er rekorden så i dag? 49.700 meter hele 269 meter længere end Eddy Merckx cyklede for mere end fire årtier siden. Grundlæggende blev den forbedring i perioden skabt på baggrund af teknologi.
Throughout sports, technology has changed the face of performance. In 1972, Eddy Merckx set the record for the longest distance cycled in one hour at 30 miles, 3,774 feet. Now that record improved and improved as bicycles improved and became more aerodynamic all the way until 1996, when it was set at 35 miles, 1,531 feet, nearly five miles farther than Eddy Merckx cycled in 1972. But then in 2000, the International Cycling Union decreed that anyone who wanted to hold that record had to do so with essentially the same equipment that Eddy Merckx used in 1972. Where does the record stand today? 30 miles, 4,657 feet, a grand total of 883 feet farther than Eddy Merckx cycled more than four decades ago. Essentially the entire improvement in this record was due to technology.
Dog er teknologi ikke det eneste, der forbedrer atleters præstationer. Selvom vi ikke har udviklet os til en ny race i løbet af et århundrede, så har genmassen i konkurrencesport helt sikkert ændret sig. I den sidste halvdel af det 20. århundrede havde fysiske instruktører og trænere den tanke, at en gennemsnitlig kropsbygning var den bedste til alle atletiske udfoldelser: middel højde, middel vægt uanset sportsgren. Og det gav sig udslag sig i atleternes kroppe. I 1920'erne havde den gennemsnitlige højdespringer og den gennemsnitlige kuglestøder nøjagtig samme størrelse. Men man mistede troen på den idé, da idrætsforskere og trænere fandt ud af, at man i stedet for en gennemsnitlig kropsbygning er interesseret i særligt specialiserede kroppe, der passer præcis til de enkelte atletiske discipliner, hvilket medførte, at en form for kunstig udvælgelse tog form, en selv-sortering af kroppe der passer til den enkelte sportsgren, og atleternes kroppe blev mere forskellige fra hinanden. I stedet for at have den samme kropsbygning, som den gennemsnitlige elite-højdespringer, er den gennemsnitlige kuglestøder i dag 6 cm højere og 59 kg tungere. Og dette er sket i hele sportsverdenen.
Still, technology isn't the only thing pushing athletes forward. While indeed we haven't evolved into a new species in a century, the gene pool within competitive sports most certainly has changed. In the early half of the 20th century, physical education instructors and coaches had the idea that the average body type was the best for all athletic endeavors: medium height, medium weight, no matter the sport. And this showed in athletes' bodies. In the 1920s, the average elite high-jumper and average elite shot-putter were the same exact size. But as that idea started to fade away, as sports scientists and coaches realized that rather than the average body type, you want highly specialized bodies that fit into certain athletic niches, a form of artificial selection took place, a self-sorting for bodies that fit certain sports, and athletes' bodies became more different from one another. Today, rather than the same size as the average elite high jumper, the average elite shot-putter is two and a half inches taller and 130 pounds heavier. And this happened throughout the sports world.
Rent faktisk, hvis man på en højde-til-vægt graf indtegner et datapunkt for to dusin sportsgrene, vil den for den første halvdel af det 20 århundrede se således ud. Der er en vis spredning, men de er nogenlunde grupperet omkring den gennemsnitlige kropsbygning. Herefter udfasedes den teori og på samme tidspunkt gav den digitale teknologi - først radio, så TV og siden hen Internet - millioner og i visse tilfælde milliarder af mennesker en mulighed for at overvære elitesports-præstationer. De økonomiske incitamenter samt muligheden for hæder og berømmelse for eliteatleter eksploderede, men det var primært forbeholdt de ypperste præstationer. Det accelererede den kunstige udvælgelse for specialisering af kroppe. Og hvis man indtegner et datapunkt for de samme to dusin sportsgrene i dag, ser det således ud. Atleters kroppe er blevet meget mere forskellige fra hinanden. Og eftersom disse diagrammer ligner de diagrammer, der viser universets udvidelse, med galakserne der spreder sig fra hinanden, har forskerne, der identificerede sammenhængen, kaldt det "The Big Bang for kropsbygninger"
In fact, if you plot on a height versus mass graph one data point for each of two dozen sports in the first half of the 20th century, it looks like this. There's some dispersal, but it's kind of grouped around that average body type. Then that idea started to go away, and at the same time, digital technology -- first radio, then television and the Internet -- gave millions, or in some cases billions, of people a ticket to consume elite sports performance. The financial incentives and fame and glory afforded elite athletes skyrocketed, and it tipped toward the tiny upper echelon of performance. It accelerated the artificial selection for specialized bodies. And if you plot a data point for these same two dozen sports today, it looks like this. The athletes' bodies have gotten much more different from one another. And because this chart looks like the charts that show the expanding universe, with the galaxies flying away from one another, the scientists who discovered it call it "The Big Bang of Body Types."
I sportsgrene hvor højde er værdsat, som i f.eks. basketball er høje atleter blevet højere. I 1983 underskrev NBA en banebrydende aftale der gjorde spillerne til partnere af ligaen, med ret til en andel af billet-indtægterne og TV-kontrakter. Pludselig , der kunne, være en NBA-spiller ville være det, og holdene begyndte at lede rundt om i verden efter kroppe der kunne hjælpe dem med at vinde trofæer. Nærmest over nat fordobledes andelen af mænd i NBA der er mindst 2.13 meter høje til 10 procent. I dag er en ud af 10 spillere i NBA mindst 2.13 høje, men en 2.13 høj mand er utrolig sjælden i den almindelige befolkning - så sjælden, så hvis du kender en amerikansk mand mellem 20 og 40 år som er mindst 2.13 høj, så er der en 17 procent chance for, at han er i NBA lige nu. (Latter) Dvs. find seks mænd der er over 2.13 m høj og en af dem vil være i NBA lige nu. Og dette er ikke det eneste der gør NBA spilleres kroppe unikke. Dette er Leonardo da Vincis "Vitruvianske mand", de ideelle proportioner med en arm-vidde der svarer til højden. Min arm-vidde er nøjagtig lig min højde. Jeres er formentlig også meget tæt på. Men det er den gennemsnitlige NBA-spillers ikke. Den gennemsnitlige NBA-spiller er lige i underkanten af 2 meter, med arme der spænder 2.13 meter. Ikke alene er NBA-spillere enormt høje, de er også utroligt lange. Havde Leonardo villet tegne den vitruvianske NBA spiller ville han have haft behov for en rektangel og en ellipse og ikke en cirkel og en firkant.
In sports where height is prized, like basketball, the tall athletes got taller. In 1983, the National Basketball Association signed a groundbreaking agreement making players partners in the league, entitled to shares of ticket revenues and television contracts. Suddenly, anybody who could be an NBA player wanted to be, and teams started scouring the globe for the bodies that could help them win championships. Almost overnight, the proportion of men in the NBA who are at least seven feet tall doubled to 10 percent. Today, one in 10 men in the NBA is at least seven feet tall, but a seven-foot-tall man is incredibly rare in the general population -- so rare that if you know an American man between the ages of 20 and 40 who is at least seven feet tall, there's a 17 percent chance he's in the NBA right now. (Laughter) That is, find six honest seven footers, one is in the NBA right now. And that's not the only way that NBA players' bodies are unique. This is Leonardo da Vinci's "Vitruvian Man," the ideal proportions, with arm span equal to height. My arm span is exactly equal to my height. Yours is probably very nearly so. But not the average NBA player. The average NBA player is a shade under 6'7", with arms that are seven feet long. Not only are NBA players ridiculously tall, they are ludicrously long. Had Leonardo wanted to draw the Vitruvian NBA Player, he would have needed a rectangle and an ellipse, not a circle and a square.
Så i sportsgrene hvor størrelse er værdsat, er store atleter blevet større. Og omvendt, i sportsgrene hvor en lille størrelse er en fordel, er små atleter blevet mindre. Den gennemsnitlige kvindelige elitegymnast er i gennemsnit krympet fra 1.60 meter til 1.45 meter over de sidste 30 år, alt sammen for en bedre kraft-til-vægt ratio og for bedre at kunne dreje i luften. Og mens de store er blevet større og de små er blevet mindre, så er de underlige blevet mere underlige. Den gennemsnitlige længde på underarmen for en vandpolo-spiller i forhold til deres totale armslængde er blevet længere, for at opnå et mere kraftfuldt svirp. Og da de store blev større, de små mindre og de underlige mere underlige. I svømning er den ideelle kropsbygning en lang overkrop og korte ben. Det er som det lange skrog på en kano for at øge hastigheden over vandet. Og det modsatte er en fordel i løb. Her vil du have lange ben og en kort overkrop. Og dette viser sig i atleternes kroppe i dag. Her ser i Michael Phelps, den største svømmer i historien, stående ved siden af Hicham El Guerrouj verdensrekord-indehaveren på en mile. Der er 18 cm's forskel i højden på disse to mænd, men pga. deres kropsbygning som hver især er en fordel i deres sportsgrene, bruger de samme størrelse bukser. 18 cm forskel i højden og alligevel har de samme længde ben.
So in sports where large size is prized, the large athletes have gotten larger. Conversely, in sports where diminutive stature is an advantage, the small athletes got smaller. The average elite female gymnast shrunk from 5'3" to 4'9" on average over the last 30 years, all the better for their power-to-weight ratio and for spinning in the air. And while the large got larger and the small got smaller, the weird got weirder. The average length of the forearm of a water polo player in relation to their total arm got longer, all the better for a forceful throwing whip. And as the large got larger, small got smaller, and the weird weirder. In swimming, the ideal body type is a long torso and short legs. It's like the long hull of a canoe for speed over the water. And the opposite is advantageous in running. You want long legs and a short torso. And this shows in athletes' bodies today. Here you see Michael Phelps, the greatest swimmer in history, standing next to Hicham El Guerrouj, the world record holder in the mile. These men are seven inches different in height, but because of the body types advantaged in their sports, they wear the same length pants. Seven inches difference in height, these men have the same length legs.
I nogle tilfælde har søgningen efter kroppe, der kunne presse de atletiske præstationer fremad, resulteret i en introduktion af befolkninger, der tidligere overhovedet ikke konkurrerede, som f.eks. kenyanske langdistance-løbere. Vi tænker på kenyanere som værende fantastiske marathon-løbere. Kenyanere tænker på Kalenjin-stammen som værende fantastiske marathon-løbere. Kalenjin-stammen udgør kun 12 procent af den kenyanske befolkning, men udgør langt hovedparten af elite-løbere. Og de har i gennemsnit en særlig unik fysiologi: ben der er meget lange og meget tynde ved deres ekstremitet og dette skyldes at de stammer fra en sydlig breddegrad i et meget varmt og tørt klima og en evolutionær tilpasning til dette er meget lange lemmer og meget tynde hvor de er tyndest af hensyn til afkøling. Det er den samme grund til, at en radiator indeholder lange spiraler, for at øge overfladearealet i forhold til styrken til at udlede varme og fordi benet er som et pendul vil det være mere energi-besparende, jo længere og tyndere det er i dets ekstremitet. Fort at sætte Kalenjin-løberes succes i perspektiv, så overvej at 17 amerikanske mænd gennem historien har løbet et marathon på under to timer og ti minutter. Det er et fire-minutter-og-58-sekunder-per-mile tempo. 32 mænd fra Kalenjin gjorde dette sidste oktober. (Latter) Dette er fra en befolkningsgruppe på samme størrelse som byen Atlanta.
Now in some cases, the search for bodies that could push athletic performance forward ended up introducing into the competitive world populations of people that weren't previously competing at all, like Kenyan distance runners. We think of Kenyans as being great marathoners. Kenyans think of the Kalenjin tribe as being great marathoners. The Kalenjin make up just 12 percent of the Kenyan population but the vast majority of elite runners. And they happen, on average, to have a certain unique physiology: legs that are very long and very thin at their extremity, and this is because they have their ancestry at very low latitude in a very hot and dry climate, and an evolutionary adaptation to that is limbs that are very long and very thin at the extremity for cooling purposes. It's the same reason that a radiator has long coils, to increase surface area compared to volume to let heat out, and because the leg is like a pendulum, the longer and thinner it is at the extremity, the more energy-efficient it is to swing. To put Kalenjin running success in perspective, consider that 17 American men in history have run faster than two hours and 10 minutes in the marathon. That's a four-minute-and-58-second-per-mile pace. Thirty-two Kalenjin men did that last October. (Laughter) That's from a source population the size of metropolitan Atlanta.
Men stadigvæk kan selv skiftende teknologi og den skiftende genmasse i sporten ikke redegøre for alle de ændringer i præstationerne. Atleter har en anden tankegang i forhold til tidligere. Har i nogensinde set en film, hvor en person får et elektrisk stød og bliver kastet gennem rummet? Der er ingen eksplosion der. Det der sker, når dette forekommer er, at den elektriske impuls forårsager, at alle muskelfibrene spjætter på en gang og de kaster sig selv gennem rummet. De hopper basalt set. Det er den kraft, der er indeholdt i den menneskelige krop. Men normalt har vi slet ikke adgang til al den kraft. Vores hjerne sætter en begrænsning på, der forhindrer os i at have adgang til alle vores fysiske ressourcer, fordi vi ellers muligvis ville skade os selv ved at ødelægge sener eller ledbånd. Men jo mere vi lærer om hvordan kroppens begrænsning fungerer,
Still, even changing technology and the changing gene pool in sports don't account for all of the changes in performance. Athletes have a different mindset than they once did. Have you ever seen in a movie when someone gets an electrical shock and they're thrown across a room? There's no explosion there. What's happening when that happens is that the electrical impulse is causing all their muscle fibers to twitch at once, and they're throwing themselves across the room. They're essentially jumping. That's the power that's contained in the human body. But normally we can't access nearly all of it. Our brain acts as a limiter, preventing us from accessing all of our physical resources, because we might hurt ourselves, tearing tendons or ligaments. But the more we learn about how that limiter functions,
jo mere vi lærer om hvordan vi kan skubbe til den bare en smule, i visse tilfælde ved at overbevise hjernen om, at kroppen ikke vil komme i livsfare ved at presse os yderligere. Udholdenheds og ekstrem-udholdenheds sportsgrene er et glimrende eksempel. Ekstrem-udholdenhed blev engang opfattet som værende skadeligt for den menneskelige sundhed, men nu har vi indset, at vi alle har disse træk, der er perfekte for ekstrem-udholdenhed: ingen pels og en overflod af svedkirtler, der holder os afkølede mens vi løber; snævre taljer og lange ben i forhold til vores krop store overfladearealer på led til stødabsorbering Vi har en krumning i foden der fungerer som en fjeder, korte tæer, der er bedre til at sætte af på end til at hænge fast i grene fra træerne og når vi løber, kan vi dreje vores overkrop og skuldre sådan her, mens vi kigger lige frem. Vores primat-fætre kan ikke gøre det. De er nødt til at løbe sådan her. Og vi har store bagdelsmuskler der holder os oprejst mens vi løber. Har i nogensinde set en abes bagdel? De har ingen baller, fordi de ikke løber oprejst. Og eftersom atleter har indset, at vi er perfekt byggede til ekstrem-udholdenhed har de taget imod udfordringer, der ville have været utænkelige før i tiden, atleter som den spanske udholdenhedsløber Killian Jornet. Her er Kilian løbende op ad Matterhorn. (Latter) Med en trøje bundet rundt om livet. Det er så stejlt, så han ikke engang kan løbe der. Han trækker sig op ad et reb. Det er en lodret opstigning på mere end 2400 meter, og Killian løb op og ned på mindre end tre timer. Fantastisk. Og selvom han har talent for det, er Killian ikke nogen fysiologisk freak. Efter han har udført dette, vil andre atleter gøre ham det efter, ligesom andre fulgte efter Sir Roger Bannister, da han løb en mile på under fire minutter.
the more we learn how we can push it back just a bit, in some cases by convincing the brain that the body won't be in mortal danger by pushing harder. Endurance and ultra-endurance sports serve as a great example. Ultra-endurance was once thought to be harmful to human health, but now we realize that we have all these traits that are perfect for ultra-endurance: no body fur and a glut of sweat glands that keep us cool while running; narrow waists and long legs compared to our frames; large surface area of joints for shock absorption. We have an arch in our foot that acts like a spring, short toes that are better for pushing off than for grasping tree limbs, and when we run, we can turn our torso and our shoulders like this while keeping our heads straight. Our primate cousins can't do that. They have to run like this. And we have big old butt muscles that keep us upright while running. Have you ever looked at an ape's butt? They have no buns because they don't run upright. And as athletes have realized that we're perfectly suited for ultra-endurance, they've taken on feats that would have been unthinkable before, athletes like Spanish endurance racer Kílian Jornet. Here's Kílian running up the Matterhorn. (Laughter) With a sweatshirt there tied around his waist. It's so steep he can't even run here. He's pulling up on a rope. This is a vertical ascent of more than 8,000 feet, and Kílian went up and down in under three hours. Amazing. And talented though he is, Kílian is not a physiological freak. Now that he has done this, other athletes will follow, just as other athletes followed after Sir Roger Bannister ran under four minutes in the mile.
Skiftende teknologi, skiftende gener og en skiftende tankegang. Innovation i sport, hvad enten det er nye løbeunderlag eller nye svømmeteknikker, demokratiseringen af sport spredningen til nye typer af kroppe og til andre befolkningsgrupper rundt om i verden, og fantasien i sport, en forståelse for hvad den menneskelige krop i virkeligheden er i stand til, har medvirket til at gøre atleter stærkere, hurtigere, modigere og bedre end nogensinde.
Changing technology, changing genes, and a changing mindset. Innovation in sports, whether that's new track surfaces or new swimming techniques, the democratization of sport, the spread to new bodies and to new populations around the world, and imagination in sport, an understanding of what the human body is truly capable of, have conspired to make athletes stronger, faster, bolder, and better than ever.
Mange tak
Thank you very much.
(Klapsalver)
(Applause)